Times Change Like The Wind.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde måske noget fast mellem ørene, som måske kunne bruges i det her øjemed, men selv han var påpasselig, og særligt omkring warlocks i denne stund. Han stolede ikke på Salore, som han ikke rigtigt stolede på nogen. Han havde jo kun erfaret på den hårde måde, at man var nødt til at være påpasselig med at lukke folk tæt ind til sig, og særligt nu hvor han havde lidt det voldsomme knæk, som han havde lidt til nu. Det var ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Roligt lod han Yuuki tage om hans arm, mens han selv fulgte Salore med blikket. Han havde jo før været i tæt samarbejde med den slægt, men det kunne jo være, at visse ting havde forandret sig? Og nu var det jo heller ikke ligefrem til at vide, om det gjorde nogen forskel, at Kimeya var på magten, og alt det andet, som også måtte være en del af det billede. Han var bare en påpasselig mand, som ønskede at gøre hvad han kunne for at beskytte dem som han elskede og holdt af, og det synes han bestemt heller ikke, at der var nogen fejl og mangler i.
"Jeg har svært ved at se for mig, hvad det er du kræver til gengæld. Du har skænket hende det magiske og evige liv, men for hvad? Og til hvilket formål? Jeg har længe kend til din familie og din slægt, Rei i frygtelig mange år.. Jeg ved, at der er en grund til at I handler som I alle dage har gjort," sagde han med en direkte stemme. Selv så han ikke væk fra han.. kun for et kort øjeblik, for at vende blikket mod Yuuki, som tavst sad ved siden af ham.
"Jeg er taknemmelig for, at du ikke gjorde enden på Yuukis liv den aften.. Jeg ved blot ikke om jeg kan stole på de intentioner som måtte ligge bag de handlinger, som du til nu har gjort dig. Forklar dem for mig," bad han endeligt, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at er var nogen løgn i det. Han havde bare brug for at vide - og klare tegn på, at han rent faktisk kunne stole på denne mand, for det var han bestemt ikke overbevist om foreløbig. Måske han vat blevet paranoid.. men var det svært, ikke at blive det, når han var omkring Yuuki?

[Deleted]

Rei lyttede til Nathaniels ord og det var da også kun fordi at han skyldte manden det, efter at han selv havde siddet i timevis og gennemgået teorier, sammen med sin bror Vaine. Det var selv samme spot, som Yuuki stod på nu. Han agtede at tage hånd om det han satte i gang.. uanset om det gik efter planen eller ej. Målet skulle han nok nå en skønne dag. Det var en af de aspekter af ham, der gjorde ham så uforudsigelig.
"Hvad jeg forventer er intet mindre end hvad du ser foran dig. Hun er et medlem af min slægt og efterkommer af Vaine Salore. Det er ikke et spørgsmål om hvor vidt hun er i stand til at bære navnet eller ej, for det er noget hun vil komme til. Trods det at Marvalo ønsker hende død, så vil mit løfte til ham være den snor jeg kapper over først, for jeg har brug for at der er en til at tage over og føre slægten videre på mine vegne." Endte han kortfattet og sukkede lettere irritabelt ved dette.
"Det vil kræve timevis af træning før at hun når op på Vaines nivau, men jeg agter at stille Yuuki i en position der vil gøre det svært for Marvalo at ramme hende." Endte han bestemt. Dette var ikke noget der var til at lave om på. Om Nathaniel ønskede det eller ej, så kunne han frit vælge at sige fra, give slip på Yuuki og komme fri af de bånd der bandt ham til en skæbne som denne. Dog ville han heller ikke blive budt med Yuukis svære mentale tilstand længere, hendes mørke kræfter skabte den manglende balance hendes psyke havde brug for.

Yuuki endte med at sidde måbende og lytte til hvad Rei havde at sige. Ved første indskydelse, var hun overbevist om at han direkte ønskede at hun skulle gå hen og blive det næste overhovede i familien. At det ville være hendes ansvar at sørge for at Salore slægten forblev i live. Dertil rejste hun sig ret spontant og stirrede indgående på Rei. Hun knyttede næverne og så hvordan han fulgte hende med blikket, hvorefter hun satte sig ned igen uden at slippe ham med blikket. Det lå i hende. Det fik ikke lov til at bryde ud, men det lå stadig og bulrede i overfladen. De mørke kræfter gav hende i sandhed magten til a holde igen på sig selv og ikke lade sig rive med alt for nemt, men der var stadig lang vej endnu.

[Nathaniel Diamaqima]

Den fortid med Salore-familien, var næsten glemt for Nathaniel. Det var ved at være så frygtelig mange år siden, at han havde stået i denne situation, og særligt nu hvor det var svært nok for ham i forvejen, at finde ud af, hvad det var Rei ville med Yuuki. Var det nogen hemmelighed, at han virkelig ønskede at passe på hende? Hans blik gled mod hende, da hun havde rejst sig. Ikke at han ikke forstod hende, for det gjorde han da godt nok. Endnu en gang tog han omkring hendes hånd. Alt det som han havde hjulpet Salore-brødrene med dengang.. og så nu at få at vide, at Yuuki var en efterkommer af Vaine.. var noget af det sidste, som han havde regnet med at høre. Han blev siddende. Ganske kontrolleret faktisk.
"Selvom Yuuki skulle være en efterkommer af din broder, ser jeg endnu ikke hvad du ønsker eller forventer af Yuuki, eller mig for den sags skyld. Jeg kender dig, som jeg kendte din broder, trods alt," sagde han endeligt, som han roligt tog omkring Yuukis hånd endnu en gang. Han brød sig ikke om det, og særligt når han ikke kunne fortælle helt konkret, hvad han ønskede eller forventede af denne situation. Hvis det ville redde og stille Yuuki stærkere overfor Kimeya, så var de allerede frygtelig godt på vej, hvad angik det, og det var bestemt heller ikke noget, som han kunne sige alverdens til.

Nathaniel forholdt sig rolig. Han var bestemt ikke meget begejstret for tanken om at skulle befinde sig i en situation som denne, og særligt ikke når han vidste, at Kimeya var indvolveret i disse sager.
"Du ved lige såvel som jeg, at Kimeya er en stærk modstander, som alle dage har været imod Yuuki, og særligt med den fortid som de fælles har." Ikke at han ønskede at blande sig i de tider og den fortid, for han så frem og ikke tilbage. "Du må forstå, at jeg blot ønsker en forståelse og et overblik. Allerede nu, har vi haft mange ting at skulle slås med." Hans blik gled igen mod Yuuki. De var flere om denne sag, men det som skete hende, var jo trods alt også noget som påvirkede ham. Og derfor blandede han sig nu. Rei var i det henseende, slet ikek en mand, som han følte, at han kunne stole på.

[Deleted]

Reis mine endte sagte til Nathaniels ord. Alt det de havde været igennem stod klart som var det blot sket dagen før. At ligge i dvale gennem så forfærdeligt mange år, var næsten ulideligt i sig selv. Hvad han havde set og hvad der var hændt omkring ham siden hen... i hans bog var det rent til grin.. hvor sørgeligt.
"Der findes ingen faste rammer for de planer jeg kaster mig ud i, så meget burde du vide. Dertil vil jeg også indrømme at mine planer om at udnytte Marvalos had til Yuuki... har ændret sig. Ene og alene fordi du sidder ved hendes side." Svarede han og virkede i teorien lidt ligeglad med de foregående planer. Der havde været så mange udfald på så kort tid, at han næsten ikke vidste hvilken en han skulle vælge, dog, svaret tittede lige så stille frem.
"Alene det, at det er dig der står ved hendes side ændre en hel del på tingene. Jeg går ud fra at dette her vil være svar nok for dig, Nathaniel.." Ret som det var sagt rejste han sig og fik fat i en kniv fra bordet. Håndfladen blev snittet og blodet dryppede lige så stille. Ganske langsomt steg blodet op fra hans hånd og begyndte at trævle opad i en kuglerund form. Kiven lagde han tilbage på bordet og samlede sit fokus. Blodet løb og to sjæle sivede op i kuglen, kun for at give den pågældende tilskuer et tydeligt syn på hvad der var på færre. Demians sjæl. Han havde den i sin hule hånd og havde haft den gennem mange år nu. Ganske roligt åbnede Rei sine øjne igen og betragtede Yuuki der blot så til uden at vide hvad der foregik, men det ville Nathaniel måske.
"Som du nok kan se, så er sådan situationen ser ud. I teorien skal blot en af de bindende sjæle til kontrakten slås ihjel og så vil kontrakten udlignes og jeg vil genopstå med mine fulde kræfter i behold." Han fik en lidt mere hård mine og et trykket ansigtsudtryk. Han var dog ikke bebyrdet til at skulle gøre hverken det ene eller det andet. Mistede han sit liv, så røg Demians hoved i samme omværing, bare for at han kunne genopstå endnu stærkere.
"Jeg hjalp Yuuki fordi jeg har brug for hende til at søge efter hendes søn, Demian. Og nu hvor hun er mere værd levende end død, så er det vel kun naturligt at jeg overholder min del af aftalen, ikke? Hun lover mig at leve op til forventningerne og ære hendes forfædre og jeg sørger for at dem hun har kær ikke mister livet. Dette gælder naturligvis også de tvillinger hun har med Marvalo." Han sukkede og knyttede hånden igen, hvor blodet blot faldt til jorden. Det var tydeligt at se at Yuuki var blevet tabt på vejen. hun havde ingen erfaring med at tyde sjæle så selv de mørke kræfter i hende ville ikke fortælle hende om den sag uanset hvor meget hun så prøvede.

Yuuki lod Nathaniel tage fat om hendes hånd og godt var det vel, eftersom at det hun endte med at være vidne til ikke bragte andet en manglende forståelse. Det så ud til og lød til at han ligesom hendes søn Demian var bundet af en kontrakt, men mere kunne hun ikke tyde af det. Hun forsøgte at vende sin opmærksomhed mod Nathaniel for at tyde hans reaktion på det, for hun forstod det inderligt ikke!
"Ved du hvad han taler om?" Spurgte hun nysgerrigt og uforstående. Hun vidste at Nathaniel var i stand til mange ting. Han havde selv håndteret hendes sjæl, så han ville på den måde være langt mere erfaren end hun var.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel agtede at støtte Yuuki i det, også selvom det virkelig var svært. Meget, meget svært, men han ville gøre det. Han kneb øjnene ganske let sammen. Han var ikke meget for Salore familien, også selvom han vidste, at han ikke havde nogen grund til at skulle gøre sig de tanker. For nu ville han bare gerne holde det hele som det var, og sikre sig, at hun havde det godt, og særligt fordi at hun havde den betydning for ham, som hun havde. Selvom Kimeya endnu var en meget stor del af hendes liv, så var han også automatisk en stor del af hans, og den tanke, kunne han slet ikke have.
"Jeg har nu igennem længere tid, stået i den situation, at det er mig, som har været ved hendes side i længere tid nu. Sammen har vi sågar fået os en lille pige. Hvis det ændrer så meget for dig og dine planer, så tør jeg ikke tænke på, hvad du har tænkt dig, at tvinge hende ud i," sagde han med en ganske kortfattet tone. Nej, det var bestemt ikke en tanke som han brød sig synderlig meget om, og særligt fordi at han ikke kunne gøre alverdens ved den.

Hvad der dog skete til følge, var bestemt ikke noget som Nathaniel brød sig om. Blodet omdannede sig til den blodige kugle foran dem.. Lyset af den sjæl som heri måtte ligge, fik ham til at stirre. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at det var pagten som holdt Demians liv i fare i den forstand. Han strammede næsten automatisk grebet om Yuukis hånd. Ikke at han gik ud fra, at hun kunne tyde, hvad det her måtte omhandle, så det passede ham fint.
"Den pagt har i forvejen været så tæt på at tage liv, som slet ikke burde være tilfældet, Rei.. Der er ikke nogen grund til at blande ham ind i det her igen," sagde han kort for hovedet. Selv var det ham, som primært havde stået for tvillingernes opdragelse, og særligt efter at Kimeya havde meldt pas på dem, allerede fra dengang de havde været ganske små og unge, og han var blevet glad for de to. Han var virkelig glad for de børn. Hans blik gled mod Yuuki, som tydeligvis måtte fatte hat af, hvad der foregik. Skulle an sige det?
"Den ene sjæl i den kugle, var Demians," forklarede han blot. Det var virkelig ikke nemt for ham. Selv ønskede han jo bare at passe på dem, og særligt fordi at han også følte sig som en far for tvillingerne, men det var for pokker ikke nemt. Skulle han føle sig truet af Reis ord? Ville han holde ord? Ville han kunne stole på at de handlinger som skulle gøres i dette øjemed, rent faktisk var noget som ville komme til at ske?
"Hvad kræver du, Rei?" spurgte han direkte. Nej, han brød sig bestemt ikke om det her tilfælde.

[Deleted]

Sjælen i den pågældende kugle tilhørte, hvem? Demian!? Yuuki endte helt bleg og tilmed chokeret. En reaktion der udelukkende kun frembragte en fryd hos Rei. Hendes sind var så skrøbeligt. Stadig ny og med utrænede kræfter, så var hun ikke i stand til at holde sammen på sig selv helt så godt.
At Nathaniel havde været en del af Yuukis liv i længere tid, vidste han skam godt. Han havde set det, kunne læse det på hende og var i den grad indforstået med hvilket bånd de to delte. Dog, gjorde det om muligt bare hele situationen bedre for hans del.
"Kom tilbage til din retmæssige plads og tjen Salore slægten endnu engang. Du kan beholde Yuuki og din datter ved din side. Finde en kur der bryder denne såkaldte kontrakt. Knægten vil blive sat fri, jeg for min fulde styrke igen. Alle vinder!" Endte han med lettere ligegyldigt træk på skulderen og et overfladisk smil.
"Eller? Jeg kunne lægge en dæmper på Marvalos temperament ved at overholde mit ord - Slå Yuuki ihjel, tage hendes sjæl og sætte knægten fri. Det vil også spare dig for yderligere kvaler. Du vil gå fri uden at være bundet af forpligtelser og dit sind vil ende langt mere beroliget." Fortsatte han og betragtede dem begge.
"Uanset om du vil det eller ej, så behøver jeg ikke engang bede dig om at vende tilbage. Så længe du holder hendes hånd kær, så er du en del af familien. Giv slip på den og du vil være en fri mand - fri for de problemer hun vil komme til at give dig med tiden. Hold fast og du vil fortsat blive mødt med de kvaler hun kan byde dig. Tro mig, hun er blandt de svageste i min slægt. Det er ikke så underligt at Vaines styrke udnytter det." Hans kølige tone og direkte tale lagde ikke skjul på hvad der var mest åbenlyst.

Yuuki havde hørt mere end rigeligt og den vrede der så småt havde truet med at rase op i hende, var blevet slået ud så let som ingenting. Rei satte dem under press. Talte om det der gik hende allermest på. Hun vidste det vel allerede? Hun havde efterhånden udsat Nathaniel for så meget at det var svært at se ham i øjnene. De havde end ikke mere end for et par dage siden haft en stor tur omkring et pågældende emne. Han straffede hende aldrig. Sagde hende aldrig imod, eller gav verbalt udtryk for hvordan han havde det. Sommetider følte hun bare ikke at hun kunne fortsætte med at byde ham det. Hvorfor skulle det ændre sig? Det var jo lige sket igen? Sad hun ikke her igen med et nyt problem, som hun havde kastet for fødderne af Nathaniel? Den måde andre udnyttede hende på til deres egen fordel - hun fik inderligt kvalme af det!
Den måde som Rei stilte det op på tændte hende fuldstændig af! Ikke nok med at hun vristede sig fri af Nathaniels faste greb, så rejste hun sig med et par lange og elegante skridt - BANG! - lyden af et smæld gav næsten ekko igennem rummet. Hendes blik var gennemborende, men trods det så vendte Rei bare blikket ned mod hende igen med et tilfredsstillende smil.
"Jeg vil tage det som en bekræftelse på at du allerede forstår alvoren af dine handlinger?" Endte han i en hånlig spørgen til hende. Hun følte sig kuet og trængt op i en krog ved hans ord. Denne gang var hun virkelig gået for vidt.
"Tag min sjæl hvis du vil, men hold Nathaniel udenfor!" Vrissede hun irritabelt, kun til Reis store fornøjelse.
"Hvad du ikke forstår, er at lige så snart jeg rør dig, så vil han komme til undsætning. Du er hans åbenlyse svaghed og selvom at du prøver at stille dig i vejen for at beskytte ham, så er du end ikke andet end den der volder ham mest skade." Hviskede han lumsk til hende og lod blikket glide op mod Nathaniel igen.
Mere skulle der ikke til og så ramte det hende for alvor. Modvilligt trak hun blikket til sig og skævede tøvende og skyldbetynget tilbage over skulderen mod Nathaniel. Havde Rei virkelig ret?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel blev ramt af frygten.. Hans svaghed for Yuuki, var det som skulle rammes i øjeblikket, og den tanke, kunne han ærlig talt slet ikke have i den anden ende. Svagt bed han sig i læben, også selvom han ikke rigtigt nåede at svare, før Yuuki havde reageret, og revet sig væk fra hans arme. Rei havde ret.. Det var lidt det, som han var mest bange for, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget, for at forhindre, at dette skulle ske, og det var næsten det, som var det værste af det hele, hvis han selv skulle sige det. Hans blik gled mod Yuuki, som Rei satte hende på plads. For nu havde han valgt at holde sig stille. Demian var som hans egen søn, og han ønskede jo heller ikke, at den unge mand skulle være så.. fanget i det her kaos, som han så tydeligt måtte være.
Nathaniels blik gled mod Yuuki med et blik, som kun måtte sige en enkelt ting.
"Han har ret.." sagde han direkte. Uanset hvad, så var det virkelig en farlig form for magi, Demian havde valgt at lege med, og ja, det var noget som uden tvivl gjorde Nathaniel urolig, for det var slet ikke meningen at en så ung en mand, skulle lege med den slags, når den snildt kunne komme til at koste ham livet. Det som han dog frygtede samtidig, var hvad Rei ville gøre, hvis han fik sin fulde styrke tilbage igen. Lige i det tilfælde, der stolede han på ingen måder på den mand!
Nathaniel rejste sig ved siden af Yuuki. Selv var han klar over, alle de problematikker, som han ville skulle møde undervejs, hvis han var sammen med hende.. Og hvad så? Det var et valg, som han nu ene og alene havde valgt at tage, og det var så sandelig heller ikke fordi at han havde fortrudt, at han havde åbnet sig op for hende. For det havde han ikke.
"Jeg værdsætter din bekymring, Rei, men ikke desto mindre, så har jeg taget mit valg, og det er ikke noget, som jeg har i sinde at fortryde på nogen måde. Du ønsker mig som en tjener af Salore-familien? Det kommer ikke til at ske.. Det jeg derimod kan tilbyde dig, er en hjælp til at få brudt den kontrakt," sagde han endeligt. Nej han havde bestemt ikke tænkt sig at give sig hen til Salorefamilien som han han havde gjort dengang han selv havde været yngre. På sine ældre dage, var han da heldigvis blevet klogere end det, og det skulle da naturligvis også have sine fordele - ville han mene om ikke andet.
Selv mens han stod og fremsagde sine betingelser, kiggede han på Rei og ikke på Yuuki, velvidende om, at det var et blik fyldt med skyld, som han ville blive mødt af. Det kunne han ikke magte lige nu. "Hånden vil jeg holde kær til Yuuki.. Ønsker du din magt og styrke i retur, må du efterkomme dig mine krav," sagde han kortfattet. Han kastede bestemt ikke Yuuki i ilden!

[Deleted]

Rei kunne næsten ikke holde fryden tilbage. Smilet blev om end kun det bredere ved at se hvordan at Nathaniel prøvede at lege martyr lige for næsen af ham. Der var bare en ting som manden ikke havde taget højde for.
"Hvad du ikke forstår er, at du ikke har noget valg. Du for blot lov til at give din stemme for hvordan det skal løses. Vælger du at afvise, så gør jeg det bare på min måde." Endte han køligt og trak endegyldigt på skuldrene. For ham var det i bund og grund lige meget hvem der gjorde hvad og hvor. Alt han ville få ud af det i sidste ende, var sin fulde styrke. Dette ville Nathaniel også være klar over.
"Yuuki?" Kaldte han næsten kærligt, men på en mere befalende måde. Blikket gled til bordet ved hans side, hvor kniven fra før stadig lå. Han slog ud med armen, som trak det automatisk i hendes vilje, i og med at hun uden tøven samlede den op og tog ved den. Blændet af et indre styre om befaling fra Rei, trådte hun roligt helt hen til Rei og lagde armene omkring ham.
"Du ved hvad du skal gøre," Hviskede han lokkende og vendte de mørke øjne op mod Nathaniel.
"Hvad bliver det til? Hørte jeg rigtigt? Eller tolkede jeg dine ord helt forkert?" Smilet flækkede hans ansigt i en klar fryd. Han bøjede sig ned og tog fat om hende med bløde strøg over hendes hår. Han frygtede ikke for sit liv, men det ville næste være en skam ikke at kunne se Nathaniels tvivl og smerte brede sig i sindet. Årh~ bare tanken fik ham til at brumme næsten kærligt mod Yuukis øre, mens hun stod klar med kniven. Klar til at dolke Rei i ryggen.

[Nathaniel Diamaqima]

At forhandle med en warlock, var en tabt kamp på forhånd, af hvad Nathaniel kunne mærke. han knyttede næverne. Han var ikke ude på at lege martyr, men han ville ikke binde sig af noget, som end ikke var sikkert, at han kunne bryde igen, og det var lidt det, som han var bange for i den anden ende.
Som Rei tog over Yuukis selvkontrol og tvang hende til at stå med kniven i hånden, var han kendt med konsekvensen, om Rei skulle ende med at miste livet.. Særligt hvis det var den mand, som Demian var knyttet til. Han stirrede med foragt i blikket mod ham. Han var jo heller ikke ude på at Yuuki skulle stå med blod på hænderne, og vide, at det var det som havde kostet hende sin søn. Den tanke kunne han slet ikke have. En vrede meldte sig.. selvom han virkelig forsøgte at holde det under kontrol. Han forsøgte i hvert fald efter bedst intention.
"FINT!" endte han med en fast tone. Han ville ikke have den på sig, og det var virkelig ubehageligt, at det var på den måde. Virkelig, virkelig ubehageligt!
Nathaniel trådte et skridt frem, også selvom han var bange for at Rei ville tvinge Yuuki til at stikke ham ned. Den kontrak bandt den mand til Demian, og det var frygteligt nok som det var i forvejen. "Jeg skal nok gøre hvad du kræver, bare du lader Yuuki og Demian være i fred," sagde han endeligt. Aya også for den sags skyld, men så lang tid, at han slap for at bringe hende på banen, så var han glad og tilfreds, og det var noget som han stod fast ved i den anden ende. Det var virkelig en grotesk måde, at fremhæve sin pointe på!

[Deleted]

Det kunne tælles på bare to hænder - alle de gange han oprigtigt havde følt fryd og pur tilfredsstillelse. Dog måtte han give Nathaniel prisen for at underholde ham bedst. At et simpelt trick som dette var nok til at manden villigt kastede sig i lænker for at beskytte den han holdt allermest kær. Mon Yuuki havde tænkt så langt? At sørge for at holde Nathaniel sikker under hans vinger ved at underkaste sig ham frivilligt. Hmm, i så fald burde han give hende et kompliment. Han trak vejret dybt og rettede sig op igen.
"Det ser ud til at du har forstået sagens omfang." Påpegede han med et let træk på skuldrene og skubbede Yuuki fra sig og over til Nathaniel. Han havde vel fået manden til at indse hvordan landet lå hvis han valgte at blive ved hendes side? Yuuki tabte kniven og ramlede direkte ind i Nathaniel med et mildt bump og stod stadigvæk i en trance, hvilende op ad ham. Og Rei gjorde intet andet end at trække fornøjet på smilebåndet inden han rettede på sit tøj igen.
"Åh bare rolig~ Så længe Yuuki overholder sin del af aftalen viger jeg ikke fra min." Konstaterede han og knipsede en enkelt gang for at slippe kontrollen over hende.
Med en slående vejrtrækning, som hev hun desperat efter vejret igen, tog hun sig til struben og søgte til bordet for støtte.
"Nuvel! Indtil vi ses igen... !" Det lumske smil flækkede hans ansigt og uden så meget som at blinke, forsvandt han i en sort røgsky.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Denne gang vidste Nathaniel nemlig godt, at han ikke havde noget valg. Døde Rei, døde Demian, og det ønskede han slet ikke. Det var blod, som han gerne ville spare Yuuki for at have på hænderne. Manden havde ham i sin hule hånd, og gud hvor han dog hadede, at det var tilfældet! Han prustede ganske let, inden han var hurtig, og greb Yuuki, da hun nærmest kollapsede i hans arme. Han bed tænderne let sammen. Yuuki var ham et svagt punkt nu, og han vidste, at det var noget, som ville blive brugt meget imod ham i tiden fremover. Tilsyneladende.
"Hold din del af aftalen, så holder jeg min.." endte han med en kortfattet tone, inden han så til at manden knipset og lod Yuuki komme fri, og selv forsvandt.
Nathaniel slap Yuuki, da hun søgte hen til bordene, inden han søgte efter. Hvad han dog ikke gjorde.. Hvor var det frustrerende, at det her var noget som kunne brugeso md ham, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om i det hele taget. Hans blik søgte hendes skikkelse med en tydelig bekymring. Han var en farlig mand på baggrund af det som han kunne og det som han vidste, men det var også noget som enkelte mennesker rent faktisk formåede at udnytte, og den tanke var virkelig noget som irriterede ham som intet andet i den anden ende.
"Yuuki...," sagde han endeligt, inden han nåede hende, tog fat om hende, og rev hende med sig tilbage til pladsen i sofaen, som de havde taget plads i tidligere. Han ville gerne gøre det klart for hende at han gjorde det her for hendes skyld, og ikke for alle mulige andre. Han sukkede let. Hvor var det dog frustrerende, at man ikke kunne klare at leve et stille og roligt liv med den kvinde, som man faktisk havde valgt at åbne sit hjerte op for.

[Deleted]

Hun følte sig mildt sagt næsten kvalt efter at Rei havde fat i hende, men det var dog langt fra noget som satte hende i livsfare. Hun kunne ikke finde ud af hvor hun skulle stille sig selv hænde i alt det her. Det var umådeligt frustrerende for hende at intet.. absolut INTET.. ville lade hende leve et normalt liv. Uanset hvad hun gjorde, så ville det bare ikke vende sig til hendes fordel.
Nathaniels hænder der tog fat i hende og rev hende med sig tilbage i sofaen gav hende et svagt stik i hjertet af skyld. Hun lukkede øjnene og sad for et øjeblik bare og sundede sig inden hun kom til sig selv igen og lod blikket vandre over gulvet.
"Jeg gjorde det igen.." Endte hun modløst, som var det kun skylden hun kunne se for sig. Uanset hvad hun rørte ved, så ville det gå i stykker eller skabe kaos omkring sig. Modvilligt tog hun fat om hans hånd og klemte bevidst fat om den.
"Hvorfor er jeg altid den der sætter dem omkring mig i fare?" Endte hun lettere monotomt og vendte et skyldbetynget blik op mod ham. Nok havde hun ikke fanget de dybeste detaljer, men det ville stå klart for enhver hvad Rei var ude efter ved at handle som han gjorde. Selv hun var klar over det og ønskede ikke at det skulle gå som han ville have det.. ikke på bekostning af Nathaniels følelser for hende. Rei var anderledes fra Kimeya - Den ene ville være blændet af et had og handle irrationelt, mens den anden ville tænkte to gange over tingene planlægge sine træk med omhu. Hun sænkede sin pande ind mod hans skulder og slap hans hånd for at tage ved om hans overarm.
"Hvorfor kan jeg aldrig gøre noget som helst rigtigt..?"

[Nathaniel Diamaqima]

Stemningen havde lagt sig på en måde, som man slet ikke kunne beskrive det. Nathaniel brød sig ikke om det. Han brød sig virkelig ikke om, at nogen kunne tage den magt og kontrol over situationen, når man slet ikke havde noget med det. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Hun havde brug for at sunde sig. Han sukkede let. Fejlen var ikke hendes. Nu gjorde han det her for at redde hende ud af en situation, som hun ikke selv kunne komme sig af, og det var det som han stod fast på nu.
"Det her er på ingen måder din skyld," sagde han ærligt, som han vendte blikket alvorligt mod hendes skikkelse igen. Han tog omkring hendes hånd, som han trykkede let omkring, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Ja, han havde ondt af hende. Dette var kræfter udenfor hendes hænder, og som hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Som hun i stedet for tog omkring hans overarm, lagde han armen om hende, for at trykke hende ind mod sin krop i stedet for. Han lukkede øjnene. Et sted kunne man jo sige, at han lige havde solgt sin sjæl til djævlen, men hvad skulle han da gøre? Han ønskede jo heller ikke at se hende stå der og nærmest tage livet af sin søn, fordi at han sagde nej med en handling som hun end ikke kunne styre eller kontrollere!
"Det her er kræfter udenfor din magt, min kære.. Sæt dig nu ned," bad han endeligt, idet han selv tog pladsen og automatisk rev hende med sig ned for at sidde. Han vendte blikket mod hende. Hans blik var tomt.. men hvad gjorde man ikke for dem som man selv havde nær og kær i sit liv? For hende..? For Aya? Han ville jo ikke have at noget skulle ske hende!

[Deleted]

Hun rystede let på hovedet og kunne på ingen måder se sig enig i hans udtalelse. Det var alt for tydeligt at dette her var noget hun selv havde rodet sig ud i, så hvordan pokker kunne han stille sig op og sige at det ikke var hendes skyld?
"Det er min skyld at du kommer i klemme," Påpegede hun fast og lod sig føre med ned på sofaen.
"Jeg ved at den nemmeste løsning ville være at skubbe dig væk, bønfalde dig om at vende ryggen til mig, men.. det kan jeg ikke. Hvis det fordi jeg mister dig uanset hvad jeg end gør, så vil jeg hellere være her.. ved din side.." Hun havde gjort det så mange gange før - stukket af fra sin frygt om at miste. Alt hun havde opnået og det hun til hver en tid ville kæmpe desperat for, var ikke småting længere. Dette var ikke ensidigt længere og det gjorde næsten mere ondt end noget andet. Nathaniels handling... det at han stillede sig i front og faktisk var i stand til at beskytte hende, hvor hun ikke selv kunne det. Det var en bekræftelse uden lige. Hun var svag og ville for altid være det, så hvad ville det nytte at hun pustede sig op og strittede imod? Hun bed sig i læben og kiggede op mod ham inden armene gled om halsen på ham, trykkede ham ind til sig. Tiden var inde til at hun tog et standpunkt og blev stående ved det i stedet for at flygte, så snart frygten fik fat i hende. Hun bad inderst inde til at dette ikke ville få så voldsomme konsekvenser, som hun måtte frygte.
"Jeg kan ikke love at problemerne vil ændre sig, men jeg vil ikke stikke af længere. Lige meget hvor skræmmende det bliver, så... please.. hjælp mig," Endte hun sammenbidt og trak vejret dybt for at holde tårerne tilbage.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var fanget i et spind, som han ikke kunne komme ud af. Uanset hvor meget han end gerne ville, så måtte han jo forsøge at gøre det, efter bedste mening. Svært var det. Ingen tvivl om det, men særligt nu hvor der var revet flere ind i det, så var det særligt svært for ham. Han gled ned på sofaen med hende siddende ved siden af sig.
"Det her er ikke din skyld," fastholdt han med en sigende mine. Hans blik gled mod hende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre sig af tanker og forventninger i en stund som denne, andet end at klare det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Han sukkede ganske let.
"Jeg forventer kun, at du gør, hvad du selv finder rigtigt, Yuuki.. Jeg gør det her for din skyld.. for Demian," sagde han dæmpet. Den kontrakt skulle brydes, og det var ikke noget, som kunne gå hurtigt nok! Hvordan det skulle gøres, vidste han ikke.. om han ville have styrken til at gøre det, var jo også noget, som han skulle tage til eftertragtning, og det var det, som var svært.. Virkelig svært endda. Han greb ud efter hendes hånd, som han trykkede let i sin egen. Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse endnu en gang.
"Så hold op med at flygte.. Vi har en familie nu, og de hjælper hinanden.. ligesom jeg nu gør," sagde han ærligt. Han havde jo i forvejen vidst, at det ville blive problematisk for dem at få et liv til at harmonere i forvejen, og nu hvor Rei tilsyneladende også skulle komme i vejen, og ikke bare Kimeya, så var det jo ekstra ting, som de skulle tage hensyn til. Frustrerende? Naturligvis var det da det, men han var da nødt til at gøre noget - for alles skyld.