Times Change Like The Wind.

[Deleted]

Ikke på noget som helst tidspunkt havde hun nogensinde troet at han ville give efter for presset. Måske at det under disse omstændigheder var en meget normal reaktion, men hun var da vel en smule nervøs for hvad det ville gøre ved ham efterfølgende. Nu blev hun pludselig i tvivl om hvor slemt det egentlig havde været for ham. Hvad var det egentlig helt præcist der var grunden til at han ikke havde været i stand til at ytre hende disse tre magiske ord? Hun blinkede kortvarigt, men stadig længere end normalt og prøvede at sluge hele oplevelsen med et hold og fokus, som alligevel bare fløj ud af vinduet. Det kildede i maven på hende til det punkt hvor hun krøb en anelse sammen, da han gentog sine ord og en lyd af blid overraskelse undslap hende.
Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle svare til det her. Hun var målløs, overvældet af glæde, overraskelse og ikke mindst en nyfunden lykke indeni. Denne gang var det ham der havde gjort det svært for hende at finde de rette ord på det rette tidspunkt, men hun kunne jo ikke bare lade det ligge heller. Hun var nød til at gøre... bare et eller andet for at vise at han ikke havde handlet forgæves, men hvad!?
Uden at tænke forfærdeligt meget over det kom det pludselig til hende og igen hvor hun måtte rette blikket op mod ham mens hun automatisk væddet sine læber inden hun plantede et dybt og kærligt kys på munden af ham. Kraven hvor hendes fingre så ganske snildt tog ved for at hun kunne presse sig tættere ind mod ham, holdt hun fast i. Hun havde virkelig ikke lyst til at slippe ham igen. Hvorfor skulle han også bare være så dejlig på de mest umulige tidspunkter!?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde givet efter for presset, selvom det på ingen måder var med hans gode vilje. Alene den tanke om det, var noget som han måtte finde skræmmende. Ikke at han brød sig om det.. Ikke at han kunne gøre noget ved det, for nu var ordene sagt, og det var næsten det, som var ham det værste af det hele. Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var skræmmende for ham. Det var bestemt ikke typen ham, at give efter på den måde der, det var helt sikkert!
Nathaniel blev denne gang liggende uden et ord, mens han bare kiggede på hende. Hvordan hun reagerede, var en kende sødt, særligt fordi at det jo nok, var en lidt anden reaktion, end hvad han først havde ventet. Han sendte hende et let smil. Mest for at understrege, at han jo rent faktisk mente de ord, som han nu havde skænket hende. At hun derimod vædede læberne og nærmest kravlede op over ham, for at skænke ham et kys, var faktisk en handling, der kom bag på ham. Han gengældte det dog, selv ude nat skulle tøve det mindste. Øjnene lod han let glide i, som han lod armene søge omkring hende, kun for at byde hende endnu tættere på sin favn og dermed også endnu tættere på sig selv. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans krop. Han havde brug for hende, og han havde brug for at hun vidste, at han ville gøre absolut alt for hende og Amaya, for at sikre sig, at de ville komme sig godt fra dette. Ikke at han ønskede, at der skulle ske noget med dem.. Overhovedet ikke faktisk! Hånden strøg han roligt mod hendes kind. Hun var hans trykke base.. Hans tryghed og hans et og alt, og særligt nu hvor hans egne børn slet ikke ønskede at vide af ham! Tungen strøg han let over sine læber, inden han trak sig. Hvor var han dog glad for det.. og at hun selv makkede ret, så de kunne finde ud af det. "Vi finder ud af det hele.. Okay?" endte han med en rolig stemme. Han sendte hende et stille smil. Han ønskede virkelig, at de fandt ud af det!

[Deleted]

Stadig hvilende nede ved siden af ham kunne hun godt mærke hvordan sommerfuglene dansede rundt i maven på hende.. for første gang igennem et helt år. Grebet om hans krave gled ned over hans brystkasse da han besvarede hendes kys - pillede uskyldigt ved knapperne på vejen, som klart adlød hendes ubevidste handling og gav efter. En efter en i en gengivende automatisk bevægelse gled åbningen op fra kraven på hans skjorte og nedefter. Hun havde end ikke nogen tanker bag det. Hun havde bare brug for at mærke ham tæt på, hvilket kun måtte komme til udtryk da den ene hånd gled op ad igen og ind under hans skjorte ved kravebenet, over hans skulder og op omkring nakken på ham. Dog gav hun plads til ham da han valgte at hæve hånden for at stryge hende over kinden. Alt det med at hun havde svært ved at trække sig fra ansvaret om at beskytte deres lille familie, havde jo udelukkende været fordi at hun havde ønsket at rydde vejen for dem begge og gøre vejen frem klar og ryddet, sådan så han måske ville finde det nemmere at falde til og vise hende hvad han følte. Hun havde jo bare gerne ville løfte den byrde fra hans skuldre uanset hvor meget hun så havde fejlet. Hvor var hun dog glad for at høre ordene direkte. Det var en glæde der ikke kunne andet end at sætte tårer i øjnene på hende, skønt de ikke faldt over hendes kinder. Hun var lykkelig til bristepunktet hvor hun slet ikke kunne tænke rationelt længere. Hele hendes udtryk i ansigtet var i sin helhed, langt mere opløftet og bekymringsfrit. Smilet der brød frem helt af sig selv selv da han trak sig fra kysset og skænkede hende sin efterspørgsel. Hvilket hun ikke kunne andet end at nikke medgivende til.
"Hvis du siger det så er jeg sikker på at det nok skal gå," Medgav hun i en lang mere positiv klang end hvad hun nok havde gjort brug af over de sidste mange mange uger. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde, ville slet ikke lægge skjul på det heller. Han var hendes lykke uanset hvordan hun så vendte og drejede den. Der var bare ikke nogen som kunne give hende det, som Nathaniel kunne. Og gud hvor hun elskede ham for det!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels hjerte hamrede og slog mod hans bryst, som aldrig nogensinde før. Han kunne i hvert fald godt mærke det på hans krop og sind. Det havde været skræmmende, og alligevel så lettende, at kunne få lov til at sige ordene, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han lukkede øjnene let. Alene det, at hun rørte ved ham, var noget som kunne mærkes. Det havde været hvad hun havde haft brug for at høre ham sige, og nu hvor han stod i en stund som denne, så kunne han heller ikke lade være med at nyde af det.
Håndens vandren, fik en sitren til at skyde igennem ham. Gud hvor han dog elskede, når hun rørte ved ham, og særligt når det foregik på denne her måde, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han elskede hende.. For en gangs skyld, så følte han faktisk at han kunne komme over tabet af Liya, også selvom det alene havde holdt forbandet hårdt, og nok også havde været hårdere, end hvad man nok lige skulle gå og tro, og det var helt klart også det som han nok også var mest skræmt over, men for pokker.. noget var han jo trods alt også nødt til at gøre, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han vidste og var af den overbevisning, at de nok skulle finde ud af det hele, uanset hvor hårdt det så end måtte være i den anden ende. Han sendte hende et smil, inden han roligt trykkede hende ind til sig. De skulle finde ud af det. Han tillod nemlig ikke andet, og særligt ikke hvis han ellers kunne blive fri i den anden ende. Han trak vejret dybt og kyssede hendes pande. "Det gør vi... Det er noget, som jeg kan love dig," sagde han endeligt. Han mente det. Han tillod virkelig ikke noget andet!

[Deleted]

Hvordan at hun overhovedet var kommet i tvivl om hans intentioner, var virkelig en beklagelig fejl fra hendes side af. Meget kunne man sige om gode intentioner, men for hende var det bare svært at se bort fra mistanken om svigt. Hun elskede ham dog stadig, trods at frygten sad så dybt i hende. Hun ønskede at tro på sit indre håb om at det nok skulle gå. Når han sagde at han elskede hende, så var hun ikke længere i tvivl om hans følelser. Det som hun kunne tolke på egen hånd bekræftede han kun ved at lade hende høre ordene direkte. Hun havde brug for det, mere end noget andet.
Hans kropslige reaktion på hendes tilnærmelser, var slet ikke tydelige for hende længere og i ly af uvidenheden gjorde hun bare hvad der faldt hende ind. Hun var ikke længere drevet af en konstant hungren efter kønslig omgang med ham, bare fordi det sad i hendes instinkter. Nu var det meget anderledes for hende. Hun havde bare brug for at røre ved ham, føle ham helt på nært hold. Den tryghed der fulgte med disse handlinger og meget små, simple berøringer, var uvurderlig. Kysset han tildelte hendes pande fik hende til at lukke øjnene i al hast bare for at suge fornemmelsen til sig. Lade det brænde sig ind til en dag hvor hun ville sidde alene. Hun havde åbenbart taget helt fejl af situationen og havde aldrig haft noget at frygte for; Nathaniel ville aldrig nogen sinde handle på samme måde, som både Dafnir og Kimeya havde gjort det. Det var i den grad en lettelse at vide. Endelig kunne hun langt om længe lægge endnu en bekymring fra sig og bare fokusere på hvad der virkelig betød noget; lykken med Nathaniel.

[Nathaniel Diamaqima]

Nu hvor ordene var sagt, var Nathaniel panisk bange for at han skulle ende med at miste hende, ligesom han havde gjort det, de sidste to gange, han havde skænket de ord til nogen som helst. Han lukkede øjnene let og plantede det dybe kys mod hendes pande. Armene gled mere om hende. For nu ville han bare gerne ligge der og holde om hende.. mærke hende tæt ind mod sig, da det egentlig var det, som havde nogen betydning for ham lige nu.
Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var jo lige før, at han følte sig placeret i en situation, som han slet ikke kunne bevare kontrollen over. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun lå der ved ham. Han trykkede hende endnu en gang tættere på sig. For nu handlede det udelukkende om at nyde tiden med hinanden. Det var egentlig det eneste, som havde nogen former for betydning i en stund som denne, og det var det, som selv han måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. Tankerne gik til hans børn.. Liya.. Auromia.. Den første kvinde, som han havde skænket de ord.. Alle var de væk og ikke længere en del af hans liv, hvilket uden tvivl var noget som knuste ham. Var han svag? Han følte sig svag lige nu.. sårbar, som intet andet, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. "Lov mig, at du vil passe på," sagde han pludseligt. Han brød den stilhed som havde sænket sig omkring dem, mest fordi at han ønskede at gøre det klart for hende, hvor vigtig hun var for ham og hvor vigtigt det var for ham, at hun passede på. Utroligt var det.. Han hævede hånden og lagde den mod hendes kind.. Hendes hjerte bankede nu.. hun var blevet varm.. var blevet en del af livet. Han frygtede virkelig for konsekvenserne ved dette.

[Deleted]

Alene fornemmelsen af at ligge her med ham og dertil mærke og høre lyden af sit eget bankende hjerte, var helt forunderligt. Pulsen var så larmende for hendes indre øre at hun nærmest kunne forestille sig hvordan det ville være at være døv. Hun trak vejret ind og holdt det for blot et par sekunder for at bremse presset og sænke pulsen igen. Hun kunne jo knapt nok tænkte når hendes indre led af så voldsomt et oprør, men det var vel normalt? Hun smilede let for sig selv ved tanken. Hænderne lod hun glide ned over brystet på ham for at lade den øvre arm snige sig rundt om livet på ham, så hun virkelig kunne putte sig ind til ham. Nysgerrigt kiggede hun op på ham igen. Hun kunne ikke fange hans blik, men fornemmede det ret stærkt at han selv kiggede ned mod hende. Selv ordene der kom ikke ret længe efter bekræftede bare hendes gæt. Hun nikkede stilfærdigt, men tydeligt til hans ord og sukkede af lettelse.
"Det skal jeg nok... så, bare du ikke giver slip på mig, så har jeg heller ikke nogen grund til at kaste livet fra mig," Måske var det ord man kunne tolke som en trussel, men hun var dog ikke typen der gjorde ord til en syg joke. Hun var helt konkret og ærlig omkring det. Skulle han nogensinde ende op med at kaste hende fra sig, så ville det for hende være det samme som at miste meningen med livet igen. De var på dette punkt meget ens. Ikke ville de skilles fra hinanden for noget som helst i denne verden. Hun lukkede øjnene og krøb sammen i hans favn hvor hun hviskede mod hånden han havde lagt over hendes kind.
"Hvil dig lidt, kære. Det har været en lang dag," Hviskede hun blidt og kyssede kærligt hans håndflade.

[Nathaniel Diamaqima]

Tiden i stilhed, var næsten ulidelig lang, men ikke fordi at det var akavet eller noget lignende, for det var det på ingen måde. Han blev liggende og holdt om hende, mest egentlig for at sikre sig at hun var der. Han var træt. Det var bestemt ikke dette, at han havde regnet med at bruge dagen på, men det var nu sket alligevel, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, som det var lige nu. Hans blik søgte hendes skikkelse, hvor han igen plantede et kys mod hendes pande. Han havde jo egentlig bare brug for at vide, at hun havde det godt. Det var uden tvivl det eneste, som egentlig havde nogen former for betydning for ham lige nu.
Så lang tid at hun passede på, kunne Nathaniel sove trygt om natten i tiden fremover. Han vidste jo, at han ville være tvunget afsted. Hvorhen og hvor længe, kunne han endnu ikke sige, men det måtte jo bare komme som det nu måtte komme. Han skulle nok finde ud af det. Det var han ikke et sekund i tvivl om, når det nu endelig skulle være. Han tog fat om dynen, som han lagde om dem begge, bare for at være sikker på, at hun blev. Han lystede egentlig ikke rigtigt at sove, da han kun ønskede at tilbringe tiden sammen med hende. Det var egentlig det, som for ham, var det vigtigste lige nu, og det lagde han nu helleer ikke skjul på. Han nikkede. Det havde været en lang dag.. En virkelig lang dag. "Okay... Bliv liggende," bad han roligt. Deres datter var i sikre hænder og de havde nu hinanden, og det var vel også det, som var det vigtigste lige nu? Han lagde sig lidt på til rette sammen med hende, hvor han lod øjnene glide i. Han var rent faktisk mere udmattet, end det som han lige havde troet at han var. Det tog ham ikke lang tid, at falde i søvn. Med Yuuki trygt hvilende i sine arme.

//Out