Heading for our new life

[Myia Destiny Flancker]

Myia sad virkelig og rystede under den busk som hun gemte sig under. Hun kunne svagt se at de var på vej væk, hvilket uden tvivl glædede hende, men hun vidste jo ikke i hvilken tilstand, eller forfatning Elias måtte befinde sig i. Det var svært.. virkelig, virkelig svært for hende, at det var på den måde. Hun var ked af det.. panisk bange for, at han ville skifte mening, og søge tilbage til sit trygge og rolige liv på kroen, hvor der nok ikke skete alverdens, foruden en udsmidning i ny og næ.. Her var det jo lidt noget andet.. De mænd ville komme efter hende.. og det ville de nok til de fik fat i hende igen, hvilket heller ikke ligefrem var noget som hun var videre interesseret i. Overhovedet ikke! 

Myia blev siddende længe, også selvom hun svagt kunne se, at Elias var faldt i knæ. Havde han ondt? Det var næsten det som var det som gjorde hende mest bekymret. Hun bed sig tænksomt i læben, inden hun alligevel vovede sig frem. Hun havde revet sig selv.. meget endda i takt med at hun også var sprunget direkte ind i busken, hvis de nu havde valgt at søge efter hende. Den tanke kunne hun da slet ikke have. "... Elias..?" endte hun med en hulkende stemme. Hun havde det mildest talt ikke særlig godt lige nu.

[Deleted]

Elias mærkede hvordan hans hjerte næsten gik i stå, bare fordi at han var så stresset og det slog så hurtigt, hans krop rystede næsten, både fordi at han var afkræftet, men også fordi at han havde virkeligt svært ved at takle situationen lige nu. Som han hørte hendes stemme, kiggede han dog roligt op, og et smil kom frem på hans læber: "Myia... Er... Er du okay?" spurgte han roligt, han blev nede på knæ, men vendte blikket i mod hende, som han så de rifter hun havde fået, som havde revet hul i hendes tøj og noget af hendes hud. Hvordan kunne det være at når man endeligt havde fået en kvinde som havde åbnet en, en som man virkeligt gerne ville være sammen med, så skulle der hele tiden være modstand?

Han rakte roligt ud efter hendes hånd, som han endte med at sætte sig helt ned på jorden, og så hvordan at hans næse roligt dryppede, så der kom et par blodpletter på jorden, det her gik jo ikke, de var nødt til at finde på en måde at bevæge sig hurtigere på, måske de kunne stjæle et par heste et sted, men på den anden side var Elias bare heller ikke super glad for at stjæle fra andre, der var jo mange der havde lige så lidt som han selv havde, og frem for alt så var Elias et ganske sympatisk menneske: "Vi skal væk Myia... Hurtigere" sagde han i en næsten opgivende stemme, sådan her havde han ikke forventet det hele skulle være, han håbede de havde haft nok i en kamp med disse mænd.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var direkte grebet af panik, og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne lide. Hendes hjerte hamrede så hurtigt, at hun blev svimmel, og hendes krop rystede, hvilket hun bestemt ikke brød sig om. Hun holdt sig på afstand.. et sted i frygten for, at han ville afvise hende, for hun ville jo ikke have det. Tanken om at skulle være alene, fordi at han fortrød, var næsten det værste. Hun nikkede. Hun var bare skræmt.. men foruden det, så havde hun det jo faktisk okay. 

Som Elias rakte ud efter hende, krøb hun forsigtigt hen til ham. Det var jo også først der, at hun så, at det blødte fra hans næse.. Hvilket omgående vækkede bekymringen som stod så stærkt i hende. "Du er såret..." hviskede hun dæmpet, og med en stemme nærmest præget af en skyld. Selv satte hun sig helt tæt ved hans skikkelse, og lod hånden forsigtigt stryge over hans kind. Et sted havde hun nok taget sorgerne meget på forskud, men var det underligt, når det var på denne her måde? At stjæle, var bestemt heller ikke en tankegang som hun var fan af, og da slet ikke, når de var på vej dertil, som de var lige nu. Hun nikkede.. De var nødt til hurtigt at nå den procianske mur, så de kunne komme dertil i stedet for. Det var jo lidt der, at det hele måtte ligge, kunne man jo sige. "Jeg ved det godt.. men.. vi kan jo ikke bare komme hurtigt frem," sagde hun med en dæmpet stemme. Det var jo endnu en lang vandring for dem.. og hun vidste det jo godt.

[Deleted]

Som Myia kom nærmere, slog Elias armene omkring hende, han kunne mærke at hun rystede, og han holde hende roligt ind til sig: "Det er okay Myia, det er okay... Jeg har det fint" sagde han stille, det var et chok hver eneste gang at det skete, han ville bare gerne være sammen med hende, han ville gerne leve et roligt og normalt liv, uden alt det her stress: De måtte finde et eller andet sted hvor ingen folk, nogensinde kunne finde dem og Elias håbede virkeligt at det ville komme før end senere. Han sad et øjeblik og havde bare sine arme omkring hende, jorden under hans knæer var hård, men han havde ikke mod på at rejse sig lige nu, han ville bare sidde med hende lidt.

"Jeg tænker vi måske kan prøve at flyve... Du ved, hvis jeg bare kunne bære dig 10 kilometer eller sådan noget" sagde han blot, det villenok ikke være umuligt, men han var sikker på at han ville blive afkræftet af det, men på den anden side ville han gøre alt for at de kunne få et forspring og han ville gøre alt for at hun ikke kom til skade, også selvom det betød at han måske selv ville ende med at være afkræftet: "Jeg vil gøre alt for at holde dig sikker Myia, det skal du slet ikke være itvivl om" sagde han i en rolig stemme, og slap hende roligt, for roligt at kysse hendes læber, også selvom der måske var en smule blod ved hans læber, men lige nu ville han bare være tæt på hende, og få bekræftet at hun faktisk stadig var ved ham.

[Myia Destiny Flancker]

Myia lod sig mere end frivilligt trykke ind mod Elias, også selvom hun ikke rigtigt kunne finde roen igen. Hun var virkelig bange for, at det ville gå op for ham en dag, at det hele bare var for besværligt, og at hun faktisk ville ende med at miste ham, for den tanke kunne hun da slet ikke have med at gøre! Hun snøftede svagt, som hun virkelig forsøgte at holde tårerne i sig, men det var svært.. ja, så godt som umuligt faktisk. Svagt bed hun sig i læben. "Jeg vil virkelig ikke have, at det skal gå udover dig, Elias.. undskyld.. virkelig.. virkelig undskyld.." sagde hun med en stemme præget af skyldfølelse, for alene det faktum, at dette konstant og så igen, var noget som skulle ske med ham, kunne hun virkelig ikke have. Det gjorde hende ked af det.

Kunne hun, så ville hun glædeligt have fløjet med ham, men.. kunne han bære hende så langt? Det var jo virkelig langt, kunne man jo sige, og hun havde ikke været under himlen igennem skræmmende mange år. Svagt bed hun sig i læben. "Er.. er der ikke nogen anden mulighed? Tænk hvis de kommer igen, når du hviler, skat.." Kysset gengældte hun glædeligt. Hvad skulle hun dog gøre uden ham? De mænd ville være efter dem længe, og særligt så lang tid, at de befandt sig på denne side af muren, så var det jo kun ekstra slemt! De mørke øjne gled til hans egne, som hun denne gang lod hånden stryge over hans kind. Hvad hun dog ikke ville gå igennem for hans skyld... men at se ham komme sådan til skade, gav hende virkelig en dårlig smag i munden. "Du skal ikke bære mig.. det.. det er for langt," sagde hun næsten ulykkeligt.

[Deleted]

Elias lukkede øjnene et øjeblik som han mærkede hende tæt ind til sig, han ville gøre alt i verden for at beskytte hende, og sørge for at intet ondt, nogensinde ville ske hende. Hun var den mest fantastiske kvinde nogensinde og han ville ofte alt for hende: "Nej... Nej Myia du skal ikke undskylde... Jeg elsker dig, og jeg vil gøre alt for dig... Det er ikke din skyld" sagde han roligt og førte en tot af hendes hår, om bag hendes øre, han ønskede ikke at det skulle gå udover hende, overhovedet, og han vidste også at det jo ikke var hendes fejl, hun ønskede jo at være fri, mindst lige så meget som han gjorde, og han ville gøre alt for at det skulle kunne lade sig gøre.

Elias nikkede: "Jo, jeg skal bære dig... Det er jeg nødt til Myia, det kan give os et forspring... Men ikke lige nu, vi er nødt til at finde et sted at være" sagde han roligt, hvis han skulle bære hende, så var han nødt til at være frisk og lige nu følte han sig helt afkræftet, han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han ville så gerne være stærk, mandig og passe på hende, men lige nu følte han sig træt og halvdød: "Jeg skal nok passe på dig Myia, det har jeg lovet dig flere gange, og jeg skal nok holde det" sagde han og kyssede hendes læber endnu engang, han følte virkeligt at han havde brug for hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia satte sig helt tæt ind mod Elias, blot for at kunne få lov vitil at mærke ham tæt på sig. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst og kroppen var helt fyldt med skyld. Hun følte jo, at det var hendes skyld, at dette var sket ham, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre. Hun snøfted elet, som hun vendte blikket mod ham. At han førte en lok af hendes hår om bag øret, sagde hun ikke noget til. Det føles godt.. Hun vendte blikket mod ham. "Det.. det har bare aldrig været min hensigt, at det skal være på den måde, Elias.. Jeg troede virkelig ikke, at de ville fortsætte med at søge efter mig.. ikke på den her måde.." sagde hun med en dæmpet stemme.

Myia ville virkelig ikke have at han skulle bruge kræfter på at bære hende, for det var jo virkelig en lang vej. "Det er langt.." hviskede hun med en dæmpet stemme. Hun havde det virkelig dårligt med omstændighederne, og særligt fordi at det havde været på denne her måde, og det kunne hun virkelig ikke lide. Hun nikkede blot.. Det var ved at være på tide, at søge videre, men han skulle altså ikke bære hende! Kysset besvarede hun glædeligt. "Jeg elsker virkelig dig, Elias... men.. jeg vil bare ikke have at du skal komme galt afsted.. og da slet ikke på grund af mig.. Du ved.. det er jo stadig en lang vej.. der kan jo endnu ske så meget.." endte hun med en dæmpet stemme. Det gav hende jo virkelig en dårlig smag i munden og en virkelig ringe samvittighed.

[Deleted]

Elias smilede roligt til hende, og rystede så forsigtigt på hovedet: "Det er okay Myia, du kunne jo ikke vide det" sagde han roligt, hun skulle ikke bebrejde sig selv, hun gjorde jo hvad hun kunne for bare at have det godt og have et godt liv: "Det er okay, vi skal nok ende med at være fir..." sagde han i et roligt smil, han havde ikke tænkt sig at slippe hende, og stadig ikke selvom disse mænd fulgte efter dem. Elias ville gøre alt for hende, og det her var ikke noget der skulle stoppe ham for at gøre det. Han smilede roligt til hende, som han kiggede på hende, og lagde en hånd på hver side af hendes skuldre, ikke sikker på hvad han skulle sige, men han var stadig lykkelig, på trods af alt det her, så havde han jo hende.

"Er du fed at bakke ud Myia? Det må du ikke... Jeg har det fint med det her, jeg vil bare gerne være sammen med dig" sagde han i et roligt smil, han ville gerne være sammen med hende og han ville ofre alt i verden på det: "Ligegyldigt hvad så slipper jeg dig ikke" sagde han i en rolig stemme, og han mente det. Hun havde åbnet hans hjerte på utroligt mange områder, hun var en smuk pige og helt fantastisk sød. Han havde absolut intet dårligt at sige om hende, og han håbede derfor på at hun før eller siden ville indse, at ligegyldigt hvor mange gange de blev angrebet, så havde han ikke tænkt sig at forlade hende: "Kom, vi må hellere finde et sted at sove" sagde han roligt og kom lidt usikkert på benene.

[Myia Destiny Flancker]

"Det er ikke okay, Elias.. Det vil aldrig være okay.. Det er slet ikke meningen, at det skal gå udover dig," sagde Myia med en dæmpet stemme. Det var rent faktisk noget, som gjorde hende ked af det, for det var slet ikke meningen, at det nogensinde skulle gå udover ham. Hun snøftede ganske let. Hun havde det virkelig skidt ved tanken alene, og det kunne hun slet ikke have med at gøre. "Jeg vil bare gerne have dig.. men.. jeg vil ikke have at der skal ske dig noget.. slet ikke.." Hun rystede let på hovedet. Det var virkelig en tanke som gjorde hende ked af det.

Det var skam slet ikke fordi at Myia bakkede ud, for det gjorde hun da godt nok heller ikke! Tanken alene om det som skulle ske ham, hvis de blev fundet igen, var virkelig grotesk! Hun ville bare frem, og det var slet ikke noget, som kunne gå hurtigt nok for hendes vedkommende. De mørke øjne vendte hun mod ham. "Jeg bakker naturligvis ikke ud.. Den slags gør jeg altså ikke, men det er bare... ja.. jeg kan virkelig ikke lide det er," sagde hun med en dæmpet stemme. Tanken i sig selv, var noget som virkelig gjorde hende ked af det. I takt med at han rejste sig, så rejste hun sig ved siden af ham, så han havde noget at støtte sig til, for han så da ikke ud til at have det særlig godt. "Du har brug for hvile.. vi.. vi finder et sted at hvile, og.. så synes jeg vi skal komme videre bagefter," sagde hun dæmpet. Hun ville bare så gerne have, at han havde det godt!

[Deleted]

Elias kiggede på hende: "Nej, men.. Myia sådan er tingene bare, og jeg ønsker ikke at lave dem om, hvis det betyder at jeg skal undvære dig" sagde han i en rolig stemme, og forsøgte at smile roligt, han var ikke sikker på hvordan han skulle forklare hende det, for han var virkeligt bange for at hun ville ende med at skubbe ham væk fra sig, og det ønskede hun ikke, han ville bare gerne være sammen med hende og ønskede hende alt godt, og han håbede virkeligt at han ville være en stor del af hendes fremtid: "Det ved jeg godt, smukke..." sagde han roligt, og kyssede så hendes læber endnu engang, han ville ikke slippe hende, og han ønskede for alt i verden bare at beskytte hende mod alt hvad der var ondt og skidt i denne verden.

"Godt, det må du heller ikke Myia... Hør jeg er sikker på at alt bliver bedre når vi først er kommet frem" sagde han roligt da han endeligt var kommet på benene, ja det håbede han ihvertfald, og han ville gøre alt for hende så længe at hun var ved ham: "Jeg ved ikke engang hvor vi er" sagde han i et suk, ja han ville da også gerne finde et sted de kunne hvile og bare være selv, men han vidste ikke hvad vej de skulle gå, eller hvor de skulle søge. Elias havde jo ikke rejst specielt meget rundt i sit liv, og især ikke de sidste mange år: "Kender du... Vejen?" spurgte han og tog sig let til hovedet, lige nu følte han sig bare en smule forvirret.

[Myia Destiny Flancker]

Frygten for at disse mænd ville plage dem resten af vejen, og måske også mere end det, var hvad Myia var bange for. Det var sjældent at hun tog tingene så tungt, men når man fandt nogen at elske og holde af, var sagen lidt noget andet. "Det er meget muligt.. men jeg vil ikke have at noget skal ske med dig. Du... du har intet med dette at gøre, Elias.." fastholdt hun med en stædig stemme. Naturligvis hvis glad for alt det som han så gerne ville gøre for hende, men dette var virkelig vildt.

Langs t og i takt med Elias, rejste Myia sig. Blikket hvilede bekymret på ham, for han var jo komme galt af sted, det kunne hun jo se! "Er du sikker på at du er okay? " spurgte hun med en bekymret stemme. Selv støttende hun ham så godt som muligt. Om hun kendte vejen? Hun havde ikke været i Procias i rigtig mange år. Som i... Virkelig mange år. "Vi kan vel finde nogen at spørge om vej? Jeg ved ikke i hvilken retning det er of... og jeg vil jo ikke have noget skal ske.." endte hun dæmpet. Hun kunne virkelig ikke lide at han havde det sådan og særligt som han havde det nu. Hun følte jo det var hendes skyld.

[Deleted]

Elias vidste ikke præcist hvad han skulle sige, men alligevel var der et roligt smil på hans læber: "Det her har alt med mig at gøre Myia, fordi at jeg elsker dig" forklarede han, han elskede hende højt og han var også en del af problemet nu, for man kunne ikke bare løbe fra kærlighed, og selv hvis han gjorde det, så ville han jo fortryde det resten af sine dage. Han ville ikke slippe tanken om hende hvis han efterlod hende, og han vidste derfor at han bare var stuck, der var ingen vej tilbage for ham. Han håbede bare at han kunne komme videre sammen med hende og at folk før eller siden ville stoppe med at jagte hende? Så vigtig kunne hun vel heller ikke være?

"Ja... ja jeg er okay Myia, jeg er bare glad for at du også er" sagde han i en kærlig stemme og smilede til hende, han havde det virkeligt forfærdeligt indeni, fordi at han ville ønske at han kunne beskytte hende og bare slå de mænd ihjel der var efter dem, for at sikre sig de aldrig nogensinde ville nærme sig igen: "Ellers må vi sove i skoven.. jeg har brug for at ligge ned..." sagde han roligt og gik så stille ned af vejen, selvom han havde svært ved helt at finde kræfterne. Men han ville have hende i sikkerhed om ikke andet, han ville gøre alt for hende og han ville virkeligt gerne bare.. Have fred nu.

[Myia Destiny Flancker]

Myia vidste godt, at det her var slemt nok som det var i forvejen, men at han gjorde det for hendes skyld. Uden tvivl, var det en tanke, som hun nød utrolig godt af, men alligevel.. Det var grotesk nok som det var, og hun kunne jo heller ikke have, at han skulle komme galt af sted! "Det.. det ved jeg, men.." Hun tav igen. Alene den tanke om at han skulle komme galt af sted, knuste hende virkelig mere end noget andet. "Jeg elsker dig, Elias.. jeg.. jeg vil bare ikke have, at der skal ske dig noget..." forsøgte hun. Det var vel heller ikke så svært, at forstå, var det?

Myia støttede Elias, så godt som det nu var hende muligt. Mest af alt, så ønskede hun at komme videre og helst gerne så hurtigt, som det nu var hende menneskelig muligt. Dette var ikke just en situation at stå i, som hun fandt særlig behagelig, for det var den da godt nok heller ikke. "Vi skal nok finde et sted, hvor du kan hvile.." sagde hun med en dæmpet stemme. Dette nok mest for at overbevise sig selv, for hun var bange.. virkelig oprigtigt bange, og det føles uden tvivl meget ubehageligt for hendes vedkommende. "Kom..." opfordrede hun dæmpet, som hun bare valgte en vilkårlig vej i retningen af tætte buske og træer.. Der burde de da kunne finde bare lidt tid for dem selv, uden at folk skulle opsøge dem og gøre dem ondt. Hun fortsatte vandringen til hun nåede frem, hvorefter hun førte grene og andet væk, så han kunne komme ned at ligge. Denne gang, var det hende, som ville passe på ham.

//Out