Heading for our new life

[Deleted]

Han grinede kort: "Well du skull jo se mine dårlige sider før eller siden" drillede han og blinkede til hend,e han mente nu ikke selv han havde specielt mange dårlige sider, men alle havde vel lidt, og han havde naturligvis ogå ting han ikke nødvendigvis var stolte af og som han godt vidste ikke havde været okay i fortiden, lige nu håbede han bare ikke at møde nogen af de mennesker, det havde han ikke brug for, nu startede han et nyt liv, sammen med en kvinde som han elskede og ønskede at beskytte for alt i verden: "Har du altid bare haft et... Lorteliv?" spurgte han med en rolig og næsten helt bekymret stemme, han forstod godt at det måtte være hårdt for hende, i det mindste havde Elias også haft gode perioder i sit liv, det var desværre bare ikke fornyeligt.

Elias gik ud igennem døren og ned til krostuen, hvor han hurtigt fik en pose brød tilgengæl for et par guldmønter, lige nu var han da bare glad for at han havde en lille opsparing han havde kunne tage med, det var vigtigt for ham at alt kom til at gå godt, og at de faktisk fik et ganske fredeligt liv sammen, og penge var jo vejen til alt godt, ihvertfald når man ville have et sted at bo. Elias vidste ikke hvor længe de vandrede, men de nærmede sig snart grænsen, hvilket jo var første skridt på vejen, det var hyggeligt bare at vandre, snakke med hende og grine med hende. Hun var i sandhed et lige så fjollet menneske som ham selv, når hun først kom igang.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv. Det kunne godt være at alle havde dårlige sider af sig, men dem som han havde vist hende, var nogen, som hun sagtens kunne lære at leve med. Så slemt, ville hun faktisk heller ikke påstå at det var. "Det er muligt.. men jeg kan leve med det," sagde hun med et stille smil på læben. Han var virkelig en varm og fantastisk mand, og det var noget som hun godt kunne lide. Det liv som hun havde levet til nu, havde ikke været nemt... det havde været hårdt faktisk.. Virkelig hårdt, og det kunne hun ikke lide. Hun nikkede. Hun havde aldrig oplevet en decideret.. lykke. Ikke før hun havde mødt ham. "Det.. det kan man vel godt sige, at jeg har.  Jeg.. har aldrig oplevet en oprigtig grund til at smile.. ikke før jeg mødte dig," sagde hun med en rolig stemme. 

De forlod stedet med brød på lommen, og det var noget som rent faktisk betød utrolig meget for Myia. Hun holdt godt omkring hans hånd, og med det samme stille smil på læben. De kom ud i det åbne og udenfor i det smukke vejr, hvilket var noget som fik smilet til at brede sig på hendes læber. "Her er virkelig flot ude," sagde hun med et smil på læben. Turen var stadig meget lang for dem, men sammen med ham, så var den ikke så slem, og sådan som hun følte det lige nu, lagde hun ikke mærke til de skikkelser, som fulgte dem et godt stykke bag. Hun var for glad til at se det lige nu.

[Deleted]

Han smilede roligt til hende, kun glad for at hun kunne overleve både hans dårlige humor og hans til tider lidt mere alvorlige sider, generelt så var hun bare perfekt og hun accepterede ham præcist som han var, jamen så kunne han jo ikke bede om meget mere, og der var ikke andet som han ønskede. Han ville bare være sammen med en kvinde som elskede ham, og som han elskede, og de to ting havde han fået, så kunne man ikke bede om meget mere: "Jeg skal nok give dig rigeligt grund til at smile, Myia... Du fortjener kun det bedste" sagde han og tog kærligt fat omkring med hendes hånd som de vandrede, han var ikke interesseret i nogensinde at være sammen med andre, og han var ikke interesseret i at noget ondt, nogensinde skulle ske hende.

Som de havde vandret og hun kommenterede den flotte udsigt, nikkede han roligt: "Er du træt? Skal vi sætte os og spise lidt?" spurgte han roligt, Elias bemærkede heller ikke meget lige nu, han kiggede mest af alt bare på hende, som den smukke og fantastiske pige hun nu engang var, og han ville gøre alt for at være tæt på hende snart, bare ligge i en varm seng og sove tæt op af hende: "Vi har cirka to timer endnu, det skal nok gå det hele" sagde han med en rolig stemme, og kiggede forsigtigt på hende, det var læne, men heldigvis ikke så længe som de allerede havde gået, han havde hørt om en mindre by de kunne sove i, forhåbenligt havde nogen en lade eller noget i den stil, som de kunne sove i.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde ikke set noget af Elias, som hun ikke kunne leve med. Han var en fantastisk mand, og det var slet ikke noget som hun kunne lægge skjul på. Han fortjente da at vide, at han gjorde så meget for hende. Hendes blik gled mod hans skikkelse. Det var rart at han lige så, kunne leve med hende, som den kvinde hun var, og med den fortid hun havde, for hun vidste, at det ikke just var noget som gjorde sagerne meget bedre i det henseende. "Det gør du allerede, min kære," sagde han med et stille smil på læben. Selv på trods af den mørke og direkte groteske fortid, som hun til nu havde haft.. så kunne hun glemme det lidt, kun på grund af ham.

Selvom de måske ikke havde gået så længe, så var Myia ved at blive sulten. Hun spiste jo i forvejen ikke særlig meget, for.. det var hun jo heller ikke ligefrem vant til. "Jeg begynder måske, at blive lidt sulten," sagde hun med et let forlegent smil. Hun tog mere omkring hans hånd og over hans arm, så hun kunne holde ham mere ind mod sig. Ja, et sted vel næsten lidt som en nyforelsket teenager, men det kunne hun virkelig heller ikke gøre for lige nu. Det var bare det som lå mest naturligt til hende. Hun grinede let. "Jeg ved godt, det er en lang tur... men vi har jo hinanden," sagde hun mildt.
Bag dem, nærmede skikkelserne sig roligt. De vandrede helt i det åbne på denne lyse dag, så der var jo ikke rigtigt nogen som fattede mistanke.. før de kom helt op bagved dem. Den ene tog brutalt fat i Myia, og tvang hende til at slippe Elias. "Der var du jo..." sagde en mørk stemme med et koldt grin. Mændene fra bordellet havde fundet dem. Myia blev hurtigt grebet af panik.

[Deleted]

Elias smilede blot til hende, ja han følte sig også som en nyforelsket teenager og han vidste godt at det måske ikke var sundt at gå rundt i den fornemmelse forevigt, men han kunne ikke lade være, han kunne bare ikke slippe tanken om hvor fantastisk fremtiden med hende ville være og hvor mange gode ting de to ville komme til at opleve sammen. Han elskede hende højere end noget andet: "Så lad os stoppe og spise lidt, jeg kunne også godt bruge en bid" sagde han med en rolig stemme og begyndte så at stoppe op. Heldigvis havde de haft noget ganske udemærket vejr på vejen, ikke alt for meget regn og den slags, de havde jo ikke det vilde regntøj med, Elias havde ihvertfald ikke og eftersom hun ingen taske havde med, havde hun nok heller ikke.

Som han pludseligt hørte en mand tale og han mærkede at Myia blev revet fra ham: "Hey! Slip hende!"" hvæsede han og vendte sig om for at kigge på dem, Elias mærkede hvordan at panik, angst og vrede greb ham på samme tid og han stod helt stift, ikke sikker på hvordan han skulle takle situationen, ingen skulle røre hende, så skulle de ihvertfald nok få med ham at bestille. Han sukkede roligt, og kiggede så på dem begge med et hidsigt blik: "Slip hende! Lige nu. Hun tilhører ikke jer!" snærrede han og trådte et skridt frem i mod dem, han mente det når han sagde han hellere ville dø end miste hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia nåede ikke rigtigt at glæde sig til dagens første måltid, inden det rent faktisk var endt med at blive ødelagt. Hun spændte fast i kroppen, idet at hun virkelig forsøgte at komme fri, så var det bare ikke noget som hun kunne. Hun ville ikke tilbage til det sted igen... ikke på vilkår! Hun var endelig kommet derfra, og hun havde samtidig fundet en virkelig sød fyr, som hun gerne ville være sammen med! Hendes hjerte hamrede som ti vilde heste mod hendes bryst, og hun kunne bestemt heller ikke styre det mere. "E-Elias..." endte hun næsten hjælpeløs. Disse mænd var jo langt større end hvad hun var, og hun ville jo heller ikke ligefrem have, at han skulle komme til skade! Og da slet ikke hvis det var noget, som hun rent faktisk kunne forhindre! 

Manden bag Myia slap et koldt grin, inden han fandt en kniv frem, som han lagde tæt ved hendes strube.. for at holde hende stille og kontrolleret. Hun endte også med at stå fuldkommen stille, for hun turde da heller ikke andet. Opmærksomheden blev efterfølgende vendt i retningen af Elias, som selv skrappede op. "Gør dig selv en tjeneste knægt... søg tilbage til det sted du kom fra, og glem at du nogensinde har set hende. En prostitueret er heller ikke det værd," sagde han blot. Myia fik tårer i øjnene. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at glemme Elias nogensinde! Og det liv hun havde haft, havde hun ikke ligefrem selv været herre over, kunne man da sige! "D-det må I ikke sige.." hviskede hun hjælpeløst.

[Deleted]

Elias mærkede hvordan hans hjerte med det samme begyndte at slå hurtigere, han følte sig grebet af panik og lige nu stirrede han bare på hende og de to mænd, han orkede ikke mere, hvorfor var hun så skide vigtig for dem. Som manden trak en kniv, fik Elias store øjne: "Slip hende! Lige nu! Hun er ikke jeres ejendom" snærrede han, han kunne ikke aflæse hvad de var, om de overhovedet var væsner, og han var derfor lidt bange for at angribe dem, men på den anden side så havde han jo sagt at han ville gøre alt for at redde hende, og han var skam også ganske alvorlig omkring det, han ville gøre alt for hende og de her mænd skulle ikke have lov til at tage hende med, men han var bange for at et angreb ville betyde at de at de måske lod kniven ramme hende for alvor.

"Så... så lad mig købe hende af jer" sagde han en smule flyvsk og tydeligt med uro i stemmen, han var ligeglad, om han så skulle bruge sine sidste penge, så ville han have hende med, han ville ikke efterlade hende: "Jeg ber jer, please slip hende!" sagde Elias, han kunne lige så godt prøve at tigge dem lidt, inden han bare gik direkte til angreb, for han ville helst at ingen skulle komm til skade, ihvertfald ikke ham selv og hedder ikke Myia, selvom det tydeligt var hende han var mest bekymret for, hvorfor skulle de altid ende i alt det her uheld, han forstod det ikke og hun fortjente det på ingen mulig måde.

[Myia Destiny Flancker]

Myia rystede i grebet på den stærke mand, og særligt nu hvor hun stod med hans knivblad mod hendes hals.. Bare tanken om, at hun ikke kunne gøre andet ned at blive stående, var virkelig forfærdelig nok, som den var i forvejen, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kind. "Lad mig gå... lad mig gå..." hviskede hun med en helt febrilsk stemme. Blikket gled mod Elias, som stod der.. Den anden mand havde øje for ham, mens den som stod ved hende, holdt hende i skak. Hun ville ikke med.. hun ville ikke tilbage dertil igen! 

Den anden mand grinte højlyst af Elias.. Han ville købe hende fri? Han satte hænderne i siden. "Tror du virkelig, at hun er til salg? Hun er det som Bordellet har at byde på.. Du kan købe hende for en enkelt aften, og så se hvad hun virkelig kan byde en mand på," påpegede han hånligt. Det vendte sig i maven på Myia. Det var jo heller ikke ligefrem et liv, som man kunne sige, at hun var stolt af! Overhovedet ikke! Hun rystede på hovedet og forsøgte at vride sig.. Knivbladet lagde sig tæt mod hendes hals.. Denne gang skar han et lille hul.

[Deleted]

Som han så hendes tåre komme frem i hendes øjne, og han nærmest kunne høre både hendes og sit eget hjerte slå i panik, stod han bare og kiggede på det som foregik alt i slowmotion, han var virkeligt chokeret, og han havde troet at de nu var kommet så langt væk så de var i sikkerhed, han ville bare være sammen med hende, have det godt med hende og beskytte hende i mod alt. Men det var virkeligt svært når at verden hele tiden var i mod dem. Han sukkede tungt, skulle han angribe nu? Skulle han prøve noget andet? Han anede ingenting lige nu, og følte at han havde mistet både evnen til at handle og tale et øjeblik, han stod bare, som var hele verden ved at gå ned foran ham.

Bare den måde han talte om hende, fik det til at vende sig i Elias, hun var ikke noget fucking stykke legetøj som de eller nogen andre mænd skulle lege med, og som han blev mere og mere hidsig, begyndte lys også at komme ud fra hans krop, som var det hvid auror: "Slip hende! Lige nu!" sagde han i en hård stemme, inden han lod en trykbølge af lys glide i mod dem, og lod i samme omgang sine vinger udfolde sig, hvilket betød at hans bluse revnede bagpå for at give plads til vingerne der gik omkring en meter over hans eget hoved, og var så hvide at man skulle tro de var dannet af sne, og han afventede så, klar til at gribe fat omkring hende, hun skulle væk og det samme skulle han, lige nu. Han håbede bare disse to væsner ikke selv var alt for stærke.

[Myia Destiny Flancker]

Myia ville virkelig ikke tilbage igen.. Ikke hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for, og lige nu, måtte hun jo sande, at det at stå der... med en fod i hver lejr, næsten i bogstavelig forstand, at det virkelig var ubehageligt. Den fortid som hun havde, ønskede hun virkelig bare at glemme, så hun kunne fokusere på vejen frem og helst med Elias! Et sted var hun virkelig bange for, at det mændene fortalte ham, ville få ham til at skifte mening omkring hende.. for hun ville ikke miste ham.. alene tanken om det, var nok noget af det mest forfærdelige, som hun kunne stå og høre på til nu, for hun kunne virkelig ikke have det. Hun hulkede svagt. "E-Elias.. .hør ikke på dem..." bad hun dæmpet. Hun ville ikke leve som en prostitueret.. en som skulle gøre den slags, for at en anden skulle få penge for det!

Som det skarpe lys uden tvivl generede mændenes øjne - og Myias for den sags skyld, vendte hun blikket væk. "Hvad i al...?!" endte den ene mand, inden trykbølgen ramte dem. Alle tre blev de kastet bagud. Myia med, fordi at hun blev holdt. De landede tungt nogle meter derfra.
Myia græd.. Det her kunne hun virkelig ikke holde ud! Hun forsøgte desperat at vride sig fri af mandens greb, som samtidig forsøgte at gøre hvad han kunne, for at holde fast i hende. "Du skal med..!" endte han med en fast tone. Myia rystede fast på hovedet. "S-slip mig!" skreg hun nærmest igen. Hun ville hen til Elias.. hun ville slet ikke være her mere!

[Deleted]

Elias var ligeglad med hvad de sagde, de kunne sige hvad som helst og han ville være ligeglad, han ville bare have hende, han ville passe på hende og være der for hende og de skulle ikke have lov til at gøre hende ondt på nogen som helst tænkelig måde. Som bølgen ramte dem, og de faldt bagover, Elias vidste at han var nødt til at handle hurtigt, og gøre noget hvis han havde tænkt sig at han ville have Myia med videre, og helst uden at hun var kommet til skade, han havde sagt til hende at han ville ofre sit liv for at redde hende, og han mente det. Han stod derfor et øjeblik og prøvede at lægge en form for plan i sit hoved, som håbede han at noget fornuftigt pludseligt ville komme til ham.

Elias lukkede sine øjne, hvilket fik ham til at forsvinde, fortiden var det den evne han havde brugt mest, fordi han så kunne gemme sig når der var ballade, men lige nu var det hans bedste forsøg på at komme tættere på hende. Elias gik hen foran den mand der havde kniven ved hendes strube og som var fløjet et par meter tilbage, og han placerede så et knytnæveslag direkte i ansigtet på ham, som han var kommet helt hen til ham og hans evne stoppede så, så han igen kom til syne. Han fyrede et slag mere i hans hoved, og et mere, i et forsøg på at få ham til at slippe kniven, der var godt nok endnu en mand, men han havde da ikke noget kniv i det mindste, eller, ihvertfald ikke af hvad Elias kunne se naturligvis.

[Myia Destiny Flancker]

Myia nåede næsten ikke at opfatte hvad der overhovedet skete, før hun virkelig desperat forsøgte at vride sig fri. Ved den knytnæve, som manden fik direkte i ansigtet, var han også tvunget til at slippe hende.. og der tog hun sit snit.. Uden egentlig at tænke over det, så endte hun blot med at løbe. Selvom hun et sted godt vidste, at det efterlod Elias med hele, så var det slet ikke en tanke som hun tænkte.

"Hold Jer væk fra mig!" nærmest skreg Myia i sin egen panik, inden hun hurtigt løb mod en lille samling af træer og buske, hvor hun hurtigt fandt sig et gemmested halvt om halvt under en busk og tæt siddende op af et træ. Hun rystede og med tårerne trillende ned af kinderne. Mændene derimod vendte hele sin opmærksomhed i retningen af Elias i stedet for. "Din lille...! Nu smuttede hun jo fra os igen!" endte den ene, som hurtigt knyttede næven i et forsøg på at give Elias en knytnæve i retur som betaling for dem, som han selv havde fået. Kniven var slået ud af hånden på ham og henover pladsen. Han rejste sig efterfølgende op og med en tydelige vrede i minen. Den anden mand var endnu fuldstændig rundt på gulvet. Han fattede hat af hvad der overhovedet foregik. 

[Deleted]

Elias var stadig grebet af panik, alligevel følte han sig en smule mere rolig da han så at Myia kom fri fra grebet og løb over for at gemme sig. For alt i verden ville han bare have hende i sikkerhed, så var han selv lidt i anden række. Han nåede dog kun knapt at puste ud over at han havde fået hende væk fra manden, som han mærkede en knytnæve ramme ham direkte over kindbenet, og en lyd der berettede om smerten han følte, kom ud imellem hans læber: "SKRID! Forsvinde fra os! Lige nu" rasede Elias og mærkede hvordan at hans temprement var ved at koge over, de skulle ikke komme her og true kvinden som han elskede.

Elias lukkede kort øjnene, og sendte endnu en trygbølge efter ham, også selvom han mærkede hvordan træt han blev af det, det var hårdt for ham at bruge sine magier, og han mærkede blod glide ned fra hans næse som tegn på overanstrængelsen, alligevel så følte han sig stærkere end nogensinde, men det var nok fordi at han var så vant til ikke at være magisk, de havde lagt under jorden i mange år, fordi at han jo ikke rigtigt havde haft brug for dem, men for hende ville han bruge dem indtil han faldt om af bare udmattelse. Om hun havde magier anede han faktisk ikke, han vidste kun at hun var heale, hvilket hun dog også var en del bedre til end ham.

[Myia Destiny Flancker]

Ville Elias fortryde nu? Det var næsten det som Myia var mest bange for, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have! Det var så sjældent, at hun rent faktisk åbnede sig op for nogen på den måde.. lod dem komme så tæt på hende, at de kunne tage hendes hjerte, og hun vidste, at utrolig meget i hendes fortid ville bekæmpe det. Frygten for at miste ham, var bare... stor.. virkelig stor. Hun græd.. gemte sig i busken, hvor hun faktisk godt vidste, at Elias stod med resten.. det var virkelig at være en kujon, men panikken styrede hende lige nu. "Elias..." hviskede hun grådkvalt.. Hun ville jo heller ikke ligefrem have, at han skulle komme galt afsted! 

Det hele eskalerede pludselig meget hurtigt. Mændene var vrede.. De havde været så tæt på at få Myia med sig hjem, og denne mand havde ødelagt det hele! "Er du klar over hvad du har kostet en af de mere fremtrædende forretninger i Dvasias?!" Knytnæven ramte Elias i ansigtet, også selvom det skarpe lys som kom til følge og trykbølgen som igen kastede dem baglæns, og direkte ned i jorden, fik dem til at gispe, da det jo også var noget som gjorde ondt! De kæmpede sig endnu en gang op. "Bare vent.. vi skal nok få hende..!" endte den største af mændene, inden de trak sig igen. Ballade ønskede de ikke.. Særligt ikke under Denjarnas styre af dette land. De ville følge med.. og holde øjem og slå til, når de fik muligheden! 

[Deleted]

Elias kiggede i mod mændende, som de valgte at bakke væk og stikke af, han trak stadig vejret tungt og var klar til at løbe efter dem bare for at slå dem en smule mere, ville de overhovedet være i sikkerhed hvis de stadig levede? Problemet var bare at Elias som engel ikke kunne slå nogen ihjel med mindre de virkeligt angreb ham, og det gjorde disse mænd jo ikke, ikke voldsomt nok ihvertfald, og desuden så var Elias heller ikke sikker på at han havde lyst til at slå nogen ihjel, men var valget mellem deres liv og Myia's, så var han da heller ikek itvivl om hvem han helst ønskede at se dø. Som han så de to mænd forsvinde, var han lettet, nu kunne han forhåbenligt nå et godt stykke videre med hende inden det ville ske igen.

Elias faldt roligt ned på knæ, som han mærkede at energien i hans krop var forsvundet, og han løftede en hånd i mod sin næse, og kiggede efterfølgende på blodet der var kommet derpå, han havde bestemt ikke regnet med at det ville tage så meget på ham at sende to trygbølger afsted, men hans krop var jo på den anden side slet ikke vant til det længere. Han kiggede roligt i mod Myia og smilede så let, kun glad for at hun var okay, han havde virkeligt brug for at trække vejret roligt og bare vide at hun var okay. Lige nu følte han næsten at han var klar til at ligge sig til at sove, men han vidste at de nok havde mest af alt brug for at vandre videre, så de kunne komme frem.