Heading for our new life

[Myia Destiny Flancker]

@elias1 - Myia Destiny Flancker

---

Det var ved at være hen på aftenen, da Myia søgte til sit eget værelse. Hun havde søgt skjul i Elias' stort set hele dagen i frygten for, at de ville komme tilbage og lede efter hende, for hun ville altså ikke tilbage til det sted! Overhovedet ikke! Når Elias var omkring hende, følte hun for alvor, at hun kunne slappe af.. Velvidende om, at der rent faktisk var nogen til at passe på hende, hvilket uden tvivl var noget, som hun rigtig godt kunne lide. Hun havde virkelig glemt hvor godt den slags rent faktisk føles.

"Elias..?" kaldte hun forsigtigt, da hun åbnede døren ind til hans værelse. Det havde været her hun havde sovet de sidste dage, men det havde uden tvivl været tiltrængt og nødvendigt, hvilket hun skam heller ikke havde noget imod, for det havde været rart.. virkelig rart for hende, at der var nogen for hende. Selv havde hun været mere end klar til at tage afsted, siden han sagde, at han ville tage med hende, men selv hun forstod at han havde brug for en afslutning fra det sted som det her. Og særligt når det var et sted som han havde boet på i flere år. Hun slog armene let om sig, inden hun trådte ind. Genstande og andet af værdi - foruden ham, havde hun faktisk ikke rigtigt, så det at han ville med, var faktisk utrolig stort. Procias burde da kunne give dem begge et nyt liv? Et som de føles var værd at leve? 
Døren ind til værelset, lukkede hun forsigtigt, blot for at se sig om. Hun havde den oldgamle og slidte kappe på, samt sine små sko, som hun havde fået skaffet sig i eftertiden. Hun var egentlig bare helt klar på at tage afsted nu!

[Deleted]

Elias havde virkeligt været paranoid det sidste stykke tid, og lige nu var det nærmest endnu værre, fordi at de skulle til at afsted. Tænk hvis nogen opdagede dem, hvis nogen tog hende fra ham? Der var mange ting som han ikke kunne lide at tænke på, og endnu flere ting som han slet ikke turde håbe på. Han ville bare gerne finde et sted, tro på det bedste. Han havde samlet alle sine guldmønter i en taske, han havde haft dem i en lille kiste inde i skabet på sit værelse, og der var ihvertfald nok til at de lige kunne starte op, han havde jo ikke haft ret mange ting at bruge penge på, de sidste mange år. Elias stod inde på sit værelse, han havde kun en rygsæk med, der var et sæt skiftetøj, de vigtigste egendele han havde, som hans arbejds papire og naturligvis hans opsparing, den var også vigtig.

Som hun bankede på døren og gik ind, smilede han let: "Ja jeg er her" sagde han blot, og satte så den tunge taske på sengen: "Jeg er næsten klar..." sagde han roligt, det var jo en lang vej at gå, men han håbede måske at de kunne hoppe på en hestevogn noget af vejen: "Er du klar?" spurgte han med en blød stemme, og vendte sin skikkelse i mod hende, og lod så sine arme glide omkring hende, som han kort kyssede hendes læber, han havde aldrig regnet med at han skulle forlade dette land, denne by og denne bolig, men det virkede bare som det rigtige, på en eller anden tosset både: "Det skal nok gå" sagde han blot, nok mere til sig selv end til hende, for det var ingen hemmelighed at alt det her gjorde ham en smule nervøs.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var bange. Selv havde hun ikke nogen anelse om hvad hun egentlig kunne eller skulle forvente af en sag som denne, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde virkelig intet af værdi, andet end ham at tage med sig, og så var hun egentlig ligeglad med hvordan det skulle gå dem - bare de havde hinanden. Et sted var hun vel blevet afhængig af ham i den tid hvor de havde været her? De mørke øjne vendte hun mod hans skikkelse. Det lettede hende at se ham være igang med at pakke, for så vidste hun, at dette var noget som han ville.
"Godt du er her," endte hun forsigtigt. Hun var bange... bange for mange ting lige nu, og endnu mere, at de skulle støde på flere, som var efter hende, for det ønskede hun ikke! Hun følte sig jo næsten helt kriminel, sådan som de havde søgt efter hende. Hun søgte hen mod ham og lod armene glide omkring ham. Kysset gengældte hun, inden hun ganske let, lod hovedet søge mod hans skulder. Svagt bed hun sig i læben. "Jeg.. jeg er klar. Jeg har jo kun det, som jeg går og står i." forklarede hun sandfærdigt.

Myia trak sig en anelse fra ham, så hun kunne se hans ansigt. Så lang tid hun havde ham, så skulle det nok gå. Det var hun selv ganske overbevist om, men det ændrede dog ikke på det faktum, at tanken skræmte hende lidt. Hun var vel let at skræmme i disse tider? Særligt omkring det her. For det var jo heller ikke ligefrem småting, kunne man da sige! "Det håber jeg virkelig. Jeg er bare glad for, at du vil tage med mig," sagde hun roligt. Denne gang dog med et lille smil.

[Deleted]

Han sukkede roligt: "Vi køber noget tøj til dig på vejen, jeg har lidt penge med så vi burde kunne klare os" sagde han i en stille stemme, som hans arme var omkring hende, han havde slet ikke lyst til at slippe hende, hun var så fantastisk en pige, og han var meget glad for at han havde mødt hende, selvom han da var ked af at tingene foregik som de gjorde: "Det skal nok gå, Myia. Jeg passer på dig, det lover jeg" sagde han i mod hendes pande, som hun lagde sit hoved i mod ham, han var glad for hende, intet ondt skulle komme til hende når at han var i nærheden, det skulle han skam nok sørge for.I et langt øjeblik stod han bare og holde om hende, lige nu følte han sig også næsten som en fange på flugt, så meget for at have gået 15 år bare og været ligeglad med verden, men på den anden side så ville han ikke bytte det væk, nu hvor han havde fundet hende.

"Naturligvis vil jeg det... Jeg... Myia jeg elsker dig, naturligvis vil jeg tage med" sagde han med en blid stemme, måske det var tidligt at sige han elskede hende, de havde jo kun kendt hinanden i få uger, men det var dog den følelse han havde i kroppen, som var det faktisk kærlighed og som ville han gøre alt for hende: "Lad os gå.. Vi har en lang vej, jeg har hørt om et hotel cirka 20 kilometer herfra, det må vi starte med at sigte efter" sagde han roligt, de kunne jo lige så godt komme igang, der var jo en lang vej at gå: "Når vi kommer lidt længere, så må jeg se om vi kan købe os et par heste, vi kan altid sælge dem når vi kommer fra" sagde han blot, om ikke andet end hest der kunne bære dem begge, men det ville spare dem både tid og kræfter.

[Myia Destiny Flancker]

Det hele var virkelig en kæmpe omvæltning for Myia, og derfor var hun selvfølgelig glad for at Elias var der med hende igennem det, for det var uden tvivl noget, som hun ville få brug for. At stå der i hans arme, var betryggende og beroligende for hende. Uden tvivl noget af det som hun havde haft brug for. Hun sukkede lettet. Det var virkelig, virkelig rart. "Du gør virkelig alt for meget for mig," sagde hun med en dæmpet stemme, også selvom det var ord, som hun rent faktisk mente. Han ville passe på hende. Selv det, var ikke noget som hun var et sekund i tvivl om, og for hende, så var det uden tvivl rigtig rart, at det foregik på denne måde.. Også fordi at han tænkte meget på hvordan hun tog tingene. "Det ved jeg at du vil.. Derfor er jeg virkelig, virkelig glad for, at du tager med mig," endte hun dæmpet.

Hvor meget han ville have med, og hvad planen skulle være for fremtiden, vidste hun ikke med sikkerhed, men så lang tid, at han var en del af det, så var hun glad og tilfreds. At høre ham sige de ord, var næsten som at... få en lussing. Aldrig havde hun hørt dem, men selv hun vidste da hvilken betydning der lå gemt bag dem. "Du... du elsker mig?" spurgte hun næsten forundret. Hånden hævede hun og strøg mod hans kind. Hun skænkede hans mundvig et let kys. Endnu ikke i stand til at gengælde.. men det var rart at høre ham sige det.. virkelig, virkelig rart faktisk. Hun smilede let. "Du er en mand, der betyder alt for mig, Elias... Og jeg vil rigtig gerne finde ud af det hele her sammen med dig. Jeg synes vi skal komme afsted.. jeg vil virkelig ikke have at de finder mig," sagde hun dæmpet.

[Deleted]

"Nej Myia, du gør alt for meget for mig" sagde han kærligt igen, hun havde åbnet ham og fået ham til at indse at livet måske ikke var så slemt, bare fordi at man var sammen med en anden, og hun gav ham alt den kærlighed og medfølelse som han overhovedet kunne bede om, hun var så kærlig og så fantastisk, og han følte ikke at han gjorde halvt så meget for hende som hun gjorde for ham. Desuden tog han jo også afsted for sin egen skyld, netop fordi han ikke kunne have tanken om, ikke at være sammen med hende: "Naturligvis tager jeg med... Jeg kunne ikke forestille mig ikke at tage med... Hvis der skete dig noget" sagde han og smilede let, han var så glad for hende, og bare tanken om at de fik fat i hende igen, nej han ville ikke engang tænke på det, et ville være forfærdeligt og han var ligeglad med om han så burde flygte resten af livet, han ville bare være sammen med hende.

"Er.. Er det underligt sagt af mig?" sagde han, som han så at hendes ansigts udtryk fortalte at hun tydeligt var en smule chokeret: "Undskyld det var ikke for at freake dig ud... Jeg er bare glad for dig" sagde han og forsøgte næsten at redde den i land, han ville ikke at hun skulle blive utilpas ved at han sagde det, han var bare virkeligt glad for hende, og han var trods alt igang med at stikke af sammen med hende: "Ja lad os gå.." sagde han og gik hen for at tage rygsækken på, det var en underlig fornemmelse at forlade denne kro og dette værelse, hvor han havde tilbragt de sidste 15 år, men han vidste at det var det rigtige tidspunkt at sige farvel: "Vi har også langt at gå inden mørket" sagde han og vendte sig i mod hende igen, for at kysse hendes læber.

[Myia Destiny Flancker]

De gjorde meget for hinanden. Det var vel noget som de kunne blive enige om? Myia var i hvert fald glad for at Elias tog med hende, for så vidste hun da, at der intet ville ske med hende, og det var en tanke som hun godt kunne lide. Det at være afhængig af et andet individ på den her måde, var ganske vidst ukendt og unormalt for hende, men.... fornemmelsen af det, var uden tvivl rigtig godt. "Så meget gør jeg da heller ikke," sagde hun ærligt, som hun igen vendte blikket op i retningen af hans skikkelse. For hendes vedkommende, så var det bare vigtigt at understrege, at det hun gjorde, var noget hun gjorde, fordi at hun havde lyst, og fordi at det var noget som han havde fortjent. For sådan hang det jo rent faktisk sammen. Hun sendte ham et smil. "Jeg er nu sikker på, at der ikke sker noget, hvis du tager med mig... Jeg kan godt lide, at du passer på mig," sagde hun med en ærlig stemme. For hende, var det faktisk det, som betød mest.

At høre ham give hende de ord, var slet ikke ventet. Det var nok mere overraskelse, end det var chok for Myia. Det var ikke skræmmende, men bare.. ord som hun ikke havde regnet med at skulle høre.. nogensinde. Hun sendte ham et stille smil og hævede hånden, blot for at stryge over hans kind. "Slet ikke," begyndte hun. "Men... det liv som jeg har haft.. Så er det ord, som jeg aldrig havde regnet med at nogen nogensinde ville give mig," tilføjede hun ærligt. Det var store ord. Virkelig store ord.
De var ved at være klar til afgang. Det var med en spænding uden lige, men for Myia kunne de da heller ikke komme hurtigt nok derfra. Hun ville gerne så langt som muligt, for at mindske chancen for, at de ville finde hende. Hun var hurtigt henne, for at tage omkring hans hånd i stedet for, som hun trykkede i sin. "Lad os," sagde hun denne gang selvsikkert. Hun var klar til at tage til Procias nu!

[Deleted]

Elias smilede let og nikkede så, jo hun gjorde meget for ham, og det var ikke fordi at de behøvede have lange samtaler om det, men hun skulle bare ikke tro at det var ham der gjorde det hele, for han følte bestemt at han fik lige så meget igen: "Lige nu glæder jeg mig faktisk bare til at komme væk herfra..." sagde han og sukkede dybt, han syntes ikke at det var rart at tænke på, han ville så gerne være sammen med hende, og det faktum at nogen måske ville jagte dem? De ville vel ikke jagte dem hele vejen? Han håbede det ikke, hun fortjente fred og ro, den samme han havde haft de sidste mange år, bare de nu ikke løb ind i nogen han kendte fra fortiden: "Det skal nok gå det hele" sagde han og smilede fortrøstningsfuldt, han glædede sig ihvertfald til at komme afsted, og tænke på at han bare skulle være sammen med hende.

"Undskyld, jeg ville ikke skræmme dig" sagde han roligt: "Men jeg er meget glad for dig Myia... Ja ellers ville jeg jo ikke rejse med dig" sagde han og smilede stille: "Har.. Ham den anden ikke sagt han elskede dig?" spurgte Elias en smule undrende, han lød godt nok ikke som en særlig flink fyr, ham den mand hun havde været sammen med, hvorfor havde hun overhovedet været sammen med ham? Han gik roligt ud af døren og åbnede den stille for hende: "Hav det godt" sagde han i mod den gråhårede mand der stod bag baren, og manden nikkede venligt igen: "God tur Elias, pas på dig selv" sagde han blot og smilede let, naturligvis havde Elias forklaret situationen, dog ikke lige den part hvor hun var efterlyst: "Måske vi burde have anskaffet os et kort" sagde han og kiggede en smule håbløst på gaden som de stod udenfor, var det skidt at han allerede følte sig faret vild?

[Myia Destiny Flancker]

Myia synes ærlig talt ikke, at hun havde gjort særlig meget for Elias, men så lang tid, at han havde det godt med det, så var hun bestemt heller ikke den kvinde, som ville stille sig på bagbenene. Hun var virkelig blevet glad for ham.. og endnu mere glad for, at han gerne ville tage med hende væk herfra. At fortsætte alene, vidste hun nemlig ikke om hun kunne. Ikke nu hvor man kunne sige, at hun var blevet så vant til hans selskab. Hun smilede let. "Jeg håber at lykken vil stå os bi, når vi endelig kommer frem," sagde hun roligt. Han glædede sig til at komme derfra, som hun glædede sig til at finde et sted hvor de kunne slå sig til ro og bare være der for hinanden, for det var der vel heller ikke noget galt i?

"Det skræmmer mig ikke det fjerneste," lovede Myia med et stille smil på læben. Efterfølgende måtte hun dog ryste på hovedet. "Aldrig... Du er den første som siger det til mig," sagde hun dæmpet, men ærligt. Det var jo heller ikke fordi, at hun kunne lade være, for ærligheden gik hun meget op i. Hun fulgtes med ham nedenunder, så de kunne komme ud. Her tog de afskeden med den bartender som havde taget tjansen på denne tid af dagen, inden de kom ud. Den kolde vind ramte Myia direkte mod ansigtet, hvor hun trak sig mere hen mod ham. Hun var ikke meget for tanken ved at skulle være afhængig af andre, men at læse et kort, var som en by i Rusland for hende! Måske han kunne.. hun kunne i hvert fald ikke. Det var ikke en kunst som hun havde lært sig. "Jeg stoler ikke på at kortene er korrekte.. men.. måske det var en god idé," sagde hun dæmpet. Det var ting, som hun slet ikke kunne tage stilling til.

[Deleted]

Han smilede roligt og nikkede så: "Ja også mig" sagde han og sukkede så dybt: "Jeg håber bare at jeg kan finde et arbejde der" sagde han stille, han havde godt nok lidt penge med, men han kunne jo ikke leve at pengene forevigt, og før eller siden var han jo nødt til at tjene nogen flere, og han håbede derfor at der var et job i byen de måske endte i: "Det skal nok gå, det håber jeg ihvertfald" sagde han ærligt, var det underligt at han var blevet så glad for hende så hurtigt? Ja måske, men på den anden side så havde han jo haft lukket ned for alle følelser de sidste mange år, så nu hvor han endeligt havde ladet dem åbne sig, så kom de også for fuld udblæsning.

"Du fortjener at være elsket Myia, og det mener jeg... Du er en dejlig og fantastisk pige" sagde han og smilede roligt til hende, han var meget glad for hende: "Og du skal ikke tro på andet, end at jeg mener det..." sagde han stille, naturligvis mente han det når han sagde det, for det var heller ikke ord han sådan smed omkring sig med, men enkelte gang i hans liv var det da sket, især da han havde mødt sin x kone, hende havde han også elsket højt: "Altså med mindre du kender vejen, så tænker jeg vi starter med at gå op til markedet og køber et kort" sagde han i et skævt smil og pegede i retning af et lille marked, også selvom han ikke var alt for glad for at gå med hende blandt mange mennesker, og da slet ikke i dette område hvor hun var eftersøgt.

[Myia Destiny Flancker]

Det glædede naturligvis Myia, at de kunne rose og bekræfte hinanden på den måde. Det var i hvert fald noget som Elias var frygtelig, frygtelig god til, og det var noget som rent faktisk betød rigtig meget for hende, så det var bestemt ikke fordi at det sagde så lidt. "Vi kan nok godt finde noget der begge to.. Det er jeg sikker på," sagde hun roligt. Hun tog let omkring hans arm. Det var en anelse køligt udenfor, men ikke noget som hun tog tungere end som så, for det havde der heller ikke været nogen grund til. Han var der jo for hende, og for hende, var det jo det vigtigste. "Vi.. vi har hinanden. Det er i hvert fald det vigtigste for mig," sagde hun ærligt.

Selv brød Myia sig ikke rigtigt om at rende rundt på den her måde. Hun var elsket af ham... men hvad med alle andre, og særligt, om de vidste, at hun var eftersøgt? For det var jo hvad hun var, hvilket næsten var det værste af det hele, for den tanke kunne hun da slet ikke lide. Hun så sig om.. Nej, lige her følte hun sig på ingen måder tryg.. Og folk kiggede endda også efter hende. "Det betyder meget, når du siger det, så... tak.. virkelig," sagde hun med et smil. Hun stillede sig let på tå, hvorefter hun plantede et kys mod hans kind. Hun vendte sig i retningen af markedet, for det vidste hun da hvor måtte være henne. "Så kom... så går vi derhen," sagde hun med en rolig stemme. Når han var omkring hende, var hun mere rolig.. men dog slet ikke tryg. Hun ville bare gerne derfra, så hurtigt som det var hende muligt.

[Deleted]

Han nikkede roligt: "Du behøver ikke arbejde, før du er klar til det" sagde han: "Hvad... Vil du egentligt gerne lave?" spurgte han roligt, hun måtte da have nogen drømme, mål eller noget i den stil? Bare et eller andet? Elias drømte mest af alt bare om en familie, men det havde han opgivet for længe siden, det kom nok ikke til at ske i fremtiden, heller ikke selvom han heldigvis havde hende nu: "Hvor er du sød Myia... Men ja det har vi... Jeg skal nok være der, for altid" sagde han og smilede stille til hende, selvom de kun havde kendt hinanden i få uger, så følte han at de havde kendt hinanden i flere måneder eller år, som om det bare havde sagt klik dengang at de fandt hinanden, og han var sikker på at de ville få en god tid fremover, hvis da bare fortiden ville holde op med at jagte hende, og hans fortid aldrig ville vende tilbage.

Han smilede som hun placerede et kys på hans kind: "Godt" sagde han og lod sin hånd glide ned, og flette sine fingre imellem hendes, inden han begyndte at sætte retning i mod markedet: "Skal vi købe lidt mad med?" spurgte han, som han kunne dufte brød, de solgte jo nærmest alt på disse store markeder af frugt, grønt, brød og kød. Han ville bare gerne at hun var glad og havde det godt, og de skulle jo trods alt vandre langt. Det havde nok været en del nemmere hvis hun kunne flyve, men han var ikke sikker på at han kunne bære dem begge, hans kræfter var jo ikke hvad de havde været engang. "Har du så ingen familie?" spurgte han roligt, og kiggede i mod hende, som de vandrede ind imellem de mange boder.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv. Elias var virkelig en god mand, hvilket hun selvfølgelig var utrolig glad for, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. "Hvad mener du? Som noget jeg gerne vil arbejde med eller.. mål for mit liv?" spurgte hun. Som alle andre, havde hun mange drømme, selvom de igennem hendes liv, var knust en efter en med det liv som hun havde haft, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for hende. Det hele havde dog ændret sig meget efter at hun havde mødt Elias. Det var noget som alt sammen betød ekstremt meget for hende. "Og det er jeg virkelig glad for," sagde hun med et stille smil på læben.

Myia lod glædeligt sine fingre sammenflettes med hans, da han førte hende ned igennem markedet. Hun nikkede. "Jeg tror det vil være en meget god idé," fortalte hun ærligt. Mad havde de jo trods alt brug for. Selvom det hele ville have været langt nemmere, om hun kunne flyve, men det kunne hun ikke, så det måtte jo blive den lange tur til fods. Desværre.  Den anden hånd strøg hun roligt op og ned af hans arm. De havde kendt hinanden i nogle uger, men det føles som så meget mere, og det var ikke på den dårlige måde, men derimod den rigtig gode. Hun trak vejret dybt. "Hvis jeg havde, så er det ikke en som tænker på mig i hvert fald. Jeg har været alene lige så længe som jeg kan huske.. Hvis man ser bort fra den mand som forsøgte at tage sig af mig og.. nu dig," sagde hun ærligt, som hun igen vendte blikket op i retningen af ham. Hun havde ikke noget imod at snakke med ham om den slags ting. Duften af mad fik det dog til at vendes i hende. Hun var faktisk ved at blive sulten.

[Deleted]

Han smilede roligt: "Begge dele... Hvad vil du gerne?" sagde han stille, udover at være sammen med ham forhåbenligt. Hun fortjente at godt liv, fortjente måske at opleve nogen af de ting hun gerne ville, men som hun aldrig havde fået mulighed for, han ville gøre alt hvad han kunne for hende: "Godt..." sagde han stille og håbede at hun heller aldrig ville forlade ham. Han vidste udemærket godt at det var meget at love når man sagde altid, især når man var et væsen der i teorien kunne leve millioner af år, men på den anden side, så vidste Elias jo også at når han først elskede nogen, og satte sig fast på dem, så havde han meget svært ved nogensinde at give slip på dem igen, og det var jo lidt det der var sket nu, han ville ikke nogensinde give slip på hende igen.

"Hvad vil du have? Frugt? Brød?" spurgte han roligt og stoppede op foran en ældre mand der sad og solgte alverdens forskellige papire: "Har De et verdenskort, sir" spurgte han roligt, og smilede til den ældre mand, der pegede et kort ud på tæppet han sad på, Elias tog roligt fat omkring det: "Hvor meget?" spurgte han roligt, og manden gjorde med et rystende hånd tegn med en finger, hvilket fik Elias til at give ham en af de guldmønter han havde i lommen: "Tak" sagde han roligt til manden, og rakte kortet til Myia: "Ja men du har mig Myia, jeg skal nok være der for dig... Jeg har heller ingen familie nu, udover dig" sagde han og smilede roligt til hende, han havde altid drømt om din egen familie, og han kunne jo kun håbe at de to med tiden måske kunne starte en.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv. Det var rent faktisk første gang, at nogen spurgte hende ind til hvad hun gerne ville. Hun trak let på skuldrene. "Arbejdsmæssigt.. så.. så er jeg ikke så krævende. Jeg kan lave hvad jeg bliver sat til. Jeg kan sy, lave mad og gøre rent og den slags, så... Men hvad jeg virkelig ønsker med mit liv.. Jeg vil gerne være elsket.. føle mig tryg i  min hverdag.. stifte mig min egen familie med en mand som jeg elsker og holder af.." En rødmen meldte sig i hendes kinder ved de ord, inden hun let grinte. Hun vendte blikket mod deres hænder. Hun ville elske at give ham det... Give dem det.

Kortet skulle de finde, og nu så det ud som om at de havde fundet en som kunne give dem det. "Frugt og brød vil gøre godt på turen, vil det ikke? Turen til Procias, er lang," sagde hun med en rolig stemme. Hun holdt endnu godt fast om hans hånd.. næsten bange for at slippe den. Det var ikke fordi at hun var bange eller noget lignende, men mere usikker. Det eneste som hun havde, var jo rent faktisk ham. De havde hinanden nu, og det var ikke noget som hun havde i sinde at slippe. Kortet greb hun ud efter. "Lad mig bære det.. Du skal heller ikke bære det hele," sagde hun roligt.  Hun sendte ham et varmt og kærligt smil. "Du er jo også det eneste som jeg har.. Og det eneste som jeg vil have brug for og får brug for.. Jeg er der også for dig, Elias.. Og det skal du altså vide.. Du er det eneste der betyder noget for mig," sagde hun ærligt.