Heading for our new life

[Deleted]

Han smilede let, som hun sagde at hun gerne ville stifte familie, det ville han jo også gerne og han kunne da kun håbe på at det ville blive med hende. Men for det første krævede det jo at han havde det godt med at røre ved hende, han var så bange for at gøre hende usikker eller give hende minder hun hellere ville glemme, og derudover så skulle de nok også finde et roligt og stabilt sted at bo først. Det var første gang i lang tid at Elias overhovedet tænkte på fremtiden, men det var faktisk en ret rar fornemmelse: "Du er fantastisk Myia, jeg er mere end sikker på at vi nok skal klare det" sagde han roligt, og skuede til hende. Han ville gerne at de skulle fungere, og han ville gerne væk fra det kedelige liv han havde levet indtil nu.

"Jo det er fint for mig" sagde han med et stille smil og gik så over i mod en af de boder der solgte mad, han var ikke sulten lige nu, men 10 km på gåben, så startede det sikkert allerede. Elias fik hurtigt købt æbler, banener, appelsiner og seks boller, som de kunne tage med på turen og han rakte det så roligt til hende, som han betalte manden med et par guldmønter: "Tak.. Det er jeg glad for" sagde han, som han roligt satte vej ud af markedet, og havde igen fat omkring hendes hånd, for at sikre sig at hun blev ved ham: "Jeg er virkeligt glad for at det var mig du ramlede ind i den nat" sagde han roligt og fortsatte sin vandring ud til en skillevej lige udenfor byen: "Så hvad vej?" spurgte han let, eftersom hun havde kortet, og desuden var han ikke ligefrem nogen mester til geografi.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var ikke meget anderledes end så mange andre. Hun ønskede faktisk bare det samme som de fleste gerne ville have, så det var vel heller ikke underligt? At stifte en familie.. at vide, at man havde fundet den mand og det sted som skulle danne grundlaget for et roligt og sikkert liv.. Det var lige præcist hvad hun gerne ville have, så det var jo heller ikke så underligt igen. Hun nikkede. Til nu havde han i hvert fald ikke givet hende et eneste minde, som hun hellere ville glemme, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Med dig ved min side, så er jeg end ikke i tvivl om det," sagde hun med et smil.

At Elias købte lidt af hvert, passede faktisk Myia fint. Selvom hun nu mest af alt, ønskede at komme herfra så hurtigt som muligt, så de kunne komme til Procias og starte deres nye liv. De var begge engle, så end ikke hun var i tvivl om, at de nok begge to skulle blive lukket ind. Hun smilede til ham. Hun grinede let. "Det der skete den aften, var ikke noget som jeg lige havde forestillet mig, men.. jeg kan jo bare se hvad jeg fik ud af det. Jeg valgte den helt rigtige aften at løbe fra det sted på," sagde hun med et smil på læben. De stoppede op ved skillevejen. Var de allerede kommet det stykke? Hun så skiftevis fra den ene til en anden, inden hun tog om kortet og foldede det ud. Hun rynkede i panden..og vendte kortet lidt om. "Jeg tror det er... den vej," sagde hun og pegede ned af den lyse og åbne vej mod venstre.

[Deleted]

Elias' læber gled op i et roligt smil som hun talte, hun var altid så sød og fuld af komplimenter, og det gjorde ham varm indeni: "Hvor er du sød" sagde han blot, i et roligt smil. Han forstod stadig ikke hvordan at nogen kunne behandle hende så dårligt, hvordan kunne folk ikke se hvad de gjorde ved en uskyldig pige som hende? Hun kunne ikke gøre en flue fortræd, ikke i følge Elias ihvertfald, og det var jo en del af det han elskede så højt ved hende. Nu skulle de bare ud og forhåbenligt starte et nyt liv: "Tror du at de tager efter os?" spurgte han stille, han vidste jo ikke hvor vigtig at hun var for bordellet, men han håbede at de bare ville være ligeglad og lade hende gå, hvordan kunne lige præcist hende være så vigtig? Der var jo massere af piger derude.

Han klemte let omkring hendes hånd: "Hvorfor stak du af den aften?" spurgte han stille: "Altså... Hvorfor lige den aften?" spurgte han roligt, ikke helt sikker på om han turde vide det, men på den anden side, så ville han gerne vide det, hvis hun havde været der i flere hundrede år, så var det jo ganske tilfældigt at det netop var den dag, og ikke en anden. På den anden side så kunne hun jo have været stukket af flere gange før: "Super... Så lad os gå" sagde han roligt og gik ned af den sti hun pegede på, lige nu glædede han sig bare til at komme væk, langt væk, og bare nyde at være sammen med hende.

[Myia Destiny Flancker]

Sammen med Elias, var Myia ikke i tvivl om, at tingene nok skulle gå som hun ville have dem.. Hvorfor skulle det gå anderledes? Selvom det havde været et chok uden lige, at de direkte var søgt ud efter hende, så var hun naturligvis glad for at en som Elias, havde valgt at stå oppe for hende. Hun sendte ham et smil. Hun ville gøre alt for ham.. Og særligt når han var sådan en god mand overfor hende, hvilket var noget af det bedste af det hele. Forsigtigt trak hun på skuldrene. "Jeg ved det ikke.. Ærlig talt, så ved jeg intet.. Jeg troede heller ikke at de ville søge efter mig i udgangspunktet.." sagde hun med en dæmpet stemme, som hun igen så mod ham. Hun var uden tvivl bange for at de ville søge efter hende igen.

Myia vendte og drejede kortet i forskellige retninger, for at finde ud af hvordan det skulle vende. Hun var ikke ligefrem en ørn til at læse kort, så det var egentlig bare et sats for hende, at gøre det her. Hun trak vejret dybt. "Det føles bare som det var den dag jeg skulle gøre det. Altså... Jeg så bare muligheden og.. sprang ud af døren og løb mod udgangen.. Og så mødte jeg dig.. det er faktisk det næste jeg kan huske," sagde hun med en dæmpet stemme. Hun rullede kortet sammen, inden hun tog om hans hånd igen og begyndte at gå med ham ved sin side. Helt sikker i sin sag, var hun dog ikke ligefrem, men det var nu bare sådan at det måtte være. "Altså.. jeg tror et er den vej," sagde hun med et let grin.

[Deleted]

Han nikkede roligt: "Jeg håber at de opgiver... Men ligegyldigt hvad, så skal jeg nok slå fra mig" sagde han med en kærlig stemme, som de fortsatte deres vandring, lige nu glædede han sig bare og han håbede virkeligt at alt ville gå dem godt i det nye land. At de ville få et sted at bo, at han ville få et job og kunne tjene nogen penge, og mest af alt at ingen ville jagte dem og forsøge at tage hende fra ham. Han gjorde jo ikke kun det her for hendes skyld, men også for hans egen, han ville ikke miste endnu en kærlighed, og det var ikke meningen han ville holde af hende på den måde, det var bare kommet af sig selv, man kunne jo desværre ikke helt gøre så meget for at stoppe sine følelser, når de først var kommet og nogengange var det virkeligt svært at leve med, selv når man gerne ville være alene og bare glemme verden. Men det havde ændret sig da hun blev en del af det.

Elias lyttede roligt til hendes forklaring: "Jeg er glad for du løb.. Du fortjener ikke at blive behandlet sådan, ingen kvinder fortjener sådan et liv, og slet ikke dig" sagde han stille, hun var sådan en lille og kærlig sjæl, måske mordere eller sådan noget kunne arbejde sådan et sted, men hende? Han kunne sle tikke forholde sig til det: "Lad os bare prøve... Der skulle gerne været et hotel cirka 15 km væk... Vi burde kunne nå det inden mørket" sagde han og smilede forsigtigt til hende, han var bare glad for at de var kommet afsted, også selvom han ville savne kroen en smule: "Snakkede du ikke med nogen af de andre piger på stedet?" spurgte han roligt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede til Elias. Han var virkelig noget af det kæreste, som hun længe havde været udsat for. "Jeg vil bare ikke have, at du skal komme til skade," sagde hun med en dæmpet stemme, for det var jo trods alt heller ikke ligefrem nogen løgn. Alene den tanke om at der skulle ske ham noget, kunne hun da slet ikke bære! Selvom det havde været et hårdt liv for hende, så håbede hun virkelig, at Procias skulle være det sted og det land, hvor de ville finde deres ro og deres fred, og hvor de bare kunne være sig selv og være sammen, for det var jo det, som hun rigtig gerne ville, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det?

Uanset hvor langt de skulle gå, så var hun ligeglad, så lang tid at hun havde ham med. Det var virkelig det eneste, som rent faktisk betød noget for hende. "Det er jeg også. Ellers havde jeg jo heller ikke mødt dig," sagde hun blidt. Det var egentlig.. underligt, at man kunne komme så tæt på et andet individ så hurtigt, men det var nu sket i det her tilfælde. Hun var løbet.. og hun havde mødt ham. Det måtte være skæbnen. Det var hun overbevist om. Hun nikkede. Femten km kunne hun nok godt gå. Hun trykkede et omkring hans hånd. "Jeg går ud fra, at du har styr på det herfra.. Jeg ved virkelig intet om landet her," sagde hun med et svagt smil. Personligt tog hun jo faktisk heller ikke tungene så tungt igen. Let rystede hun på hovedet. Hun havde faktisk ikke rigtigt snakket med nogen som helst. De vidste jo at hun havde været en favorit.. selvom hun ikke havde gjort noget som helst, for at give sig selv den placering. "Helt ærligt..? Nej... Jeg brød mig faktisk ikke om at snakke med dem.. De fleste var.. stolte af det arbejde som de udførte, men.. jeg var jo chefens favorit, så.. nej.." sagde hun dæmpet.

[Deleted]

"Nej og jeg vil ikke have at du kommer til skade" sagde han i en alvorlig, og dog kærlig tone, han vidste godt at hun bare ville ham det godt, men han ville sørge for at passe på hende, desuden var han jo også manden i dette forhold, og det havde han da bestemt tænkte sig at fortsætte med at være: "Hør, Myia, jeg elsker dig og jeg vil gøre alt for at passe på dig" sagde han stille: "Du skal ikke bekymre dig" sagde han med et stille smil, og klemte let omkring hendes hånd, han skulle nok være der og passe på hende, også selvom hun måske ikke ønskede det, eller selvom hun måske mente at det var hende der skulle passe på ham, men sådan var det nu engang ikke.

Han smilede roligt ved hendes ord, hun var så sød og så kærlig, og der var ingen i verden han hellere ville være sammen med end hende: "Godt..." sagde han, glad for at hun havde det på samme måde som ham: "Nogenlunde, jeg prøver at have styr på det ihvertfald" sagde han og grinede let til hende, han havde bare lyst til at mundre hende op, gøre hende glad, fjolle rundt ved stranden eller springe rundt på en mark, bare fordi de begge trængte til at have det godt, og han håbede virkeligt at deres nye liv, ville give dem alle disse muligheder: "Oh... Virkeligt? Stolte? Hmm..." sagde han stille: "Jeg forstår bare ikke hvorfor han ville have dig mod din vilje, men der er mange ting ved den branche jeg ikke forstår" sagde han roligt, nu havde han jo selv benyttet den i hans drug and alcohol periode, der dog heldigvis lå en del år tilbage, men det var ikke noget han havde lyst til at fortælle hende om.

[Myia Destiny Flancker]

"Det kommer heller ikke til at ske," lovede Myia med en rolig stemme, som hun igen vendte blikket op i retningen af Elias' skikkelse. Når alt endelig skulle komme til alt, så.. elskede hun ham vel? Selvom det ikke var ord, som hun nogensinde havde taget i sin mund, så var det alligevel svært at finde ud af hvad og hvordan det egentlig forholdt sig. "Jeg holder virkelig også forbandet meget af dig, Elias.. Det gør jeg virkelig.. Og præcist derfor, vil jeg ikke have, at du skal komme galt afsted.. Du fortjener virkelig bedre end det," sagde hun med en rolig stemme, også fordi at det var noget som hun mente. Hun ville da gå nedenom og hjem, om der rent faktisk skulle ende med at ske ham noget, for han fortjente så sandelig bedre end det!

Myia lagde roligt begge sine arme omkring hans, mens de gik. Det var svært for hende at snakke om, men derimod også ekstremt rart at snakke om, når det nu endelig skulle komme til stykket. Det havde ikke just været en stolthed for hende, at gøre hvad hun end gjorde, men.. helt ærligt.. hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Hun sukkede ganske let. "et er mere end mig i hvert fald," sagde hun med et stille smil på læben. Hun lagde hovedet forsigtigt mod hans skulder. Det skræmte hende lidt, at livet kunne tage sådan en drejning ved blot et enkelt valg. "For dem var det en stolthed at yde det arbejde... Jeg fandt det væmmeligt.. Og det så de jo ned på.. Jeg var bare.. tvunget til at gøre det.. Nu hvor jeg var der," sagde hun med en dæmpet stemme. Hun kunne tildels stadig mærke deres hænder over det hele. Det forsvandt lidt i takt med at Elias faktisk rørte ved hende. For hende, var det virkelig rart.

[Deleted]

Han smilede bare stille da hun sagde at der heller ikke ville komme til at ske noget, han var glad for at hun prøvede at berolige ham, men han var nu ikke overbevist, man vidste jo aldrig hvem er gemte sig i skyggerne og hvornår nogen måske ville springe frem og prøve at få fat i hende, hvis de virkeligt mente hun havde værdi, så gav de jo nok ikke op bare sådan: "Jeg kommer ikke galt afsted. Desuden så vil jeg ikke bakke ned denne her gang... Jeg vil ikke miste en mere.. Det er vigtigt for mig" sagde han blot, om han så selv skulle hoppe direkte i døden, så gjorde han det hellere sammen med hende, end at leve videre uden. Han kunne ikke klare flere nedture og fravalg, det gjorde for ondt og det gav ham lysten til ikke at leve, og han var ikke sikker på han orkede at leve 15 år mere, som han netop havde gjort: "Ingen gør dig ondt igen" sagde han og smilede roligt til hende.

***

Hvor længe Elias og Myia havde vandret, var Elias ikke sikker på, men da de et stykke fremme fik øje på lyset i hvad der lignede et hotel, var Elias alligevel en smule lettet, så var de i det mindste gået den rigtige vej, og han var ligeledes træt, hans fødder var ømme, og hele turen havde han holdt fat omkring Myia's hånd, han ønskede ikke at slippe hende: "Endeligt fremme..." sagde han i et lille smil og kiggede roligt: "Har vi mere mad tilbage?" spurgte han stille, som han gik hen i mod døren, ind til hotellet, der så finere ud end kroen, men ikke det fineste man kunne finde.

[Myia Destiny Flancker]

Elias havde virkelig ikke nogen grund til at hidse sig op, hvilket var noget som Myia måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. Hun var virkelig blevet glad for ham, og så længe, at de kunne stå der for hinanden, så ville der vel heller ikke rigtigt ske noget? "Jeg er sikker på, at det hele nok skal gå," sagde hun med en ærlig stemme, som hun igen så mod ham. Det kunne godt være, at hun havde værdi for Bordellet i Dvasias, men de kunne vel intet stille op, når hun var hjemme i Procias igen? Beskyttet af de lyse love og regler? Det håbede hun virkelig ikke. Og selv ønskede hun naturligvis ikke, at han skulle ende med at komme til skade..! Overhovedet ikke! "u er bare vigtig for mig, Elias.. Jeg vil bare ikke have at du skal komme galt afsted," sagde hun med en dæmpet stemme. Det gjorde hende ked af det, at han skulle komme galt afsted.. særligt når han ville gøre så meget for hende som han gjorde.



**********



Endelig var de ved at være fremme. Kroen viste sig i det fjerne. De havde gået langt, og de havde gået meget, og hun kunne mærke det i sine ben, også selvom hun ikke havde brokket sig det mindste på vejen. "Endelig.." sagde hun med en næsten lettelse i stemmen, som hun igen vendte blikket mod ham. De havde spist på vejen.. Ja, hun særligt, for hun havde virkelig haft noget af en appetit, selvom det var sjældent at hun direkte spiste sig mæt. "Ikke meget.. men.. det går nok," sagde hun med det stille smil på læben.

[Deleted]

Elias smilede roligt som de kom ind på kroen: "Mine fødder har bare brug for at sidde ned og mine arme har brug for at holde om dig" sagde han med et lille smil, at de ikke havde så meget mad mere, måtte jo betyde at de måtte finde ud af et andet sted at handle ind den kommende dag, alt dette ville være så meget nemmere hvis de bare kunne flyve, men han var ikke sikker på han kunne bære hende ret langt, og hun havde jo desværre ikke selv venner. Han gik roligt op til disken hvor en ældre mand stod: "Caraques" sagde han roligt og kiggede i mod manden, der nikkede og fandt en nøgle frem: "Værelse 198" sagde han roligt, og nikkede til Elias, som tog i mod den. Altid noget at brevpost stadig fungerede i denne her verden.

"Lad os gå op" sagde han med et roligt smil og lænede sig kort ned for at kysse hendes læber, han havde stadig ikke fortrudt det mindste at han var taget afsted, men han måtte da ærligt indrømme at hans fødder var virkeligt trætte og det var hårdt hele tiden at være mentalt på. Han håbede bare ikke de ville ende med at sende en efterløsning ud efter hende, han ville så gerne bare at de skulle leve roligt og godt. Han slap stadig ikke hendes hånd, som han roligt gik op i mod det værelse de havde fået tildelt, bare der var en blød seng og en dyne, så ville han være lykkelig lige nu. Desuden havde han virkeligt brug for at få rygsækken af.

[Myia Destiny Flancker]

Elias var da et af de sødeste væsner, som Myia længe havde stået overfor, og det var bestemt ikke noget som gjorde hende noget. Hun grinede let. "Se, det synes jeg næsten lyder som en god idé," endte hun. Selv ville hun elske at ligge i hans favn, og vide, at han holdt om hende, og passede på hende.  Selv hun kunne mærke, at hun var øm i sine ben, men hun var bare blevet så vant til, at man ikke skulle brokke sig over noget. Som de bevægede sig op mod disken og han sagde sit navn, samt nøglen blev udleveret, glædede hun sig egentlig bare til at komme ned at ligge  ved siden af ham.. og vide, at alt for nu, bare var som det skulle være. Det var rent faktisk det eneste, som hun havde i hovedet lige nu. Hun kunne ikke lade være med at smile. Her ville de da forhåbentligvis ikke finde hende!

"Jeg vil bare gerne mærke dine arme omkring mig igen," sagde hun dæmpet, som de søgte op mod værelserne. Den taske som han bar for dem begge, måtte jo også være tung. Hun havde bare ikke haft noget af værdi på sig, for det havde hun faktisk heller aldrig nogensinde haft, om hun skulle være helt ærlig. For hendes vedkommende, var det dog ikke noget som gjorde det mindste. Hun holdt om hans hånd med begge sine. Så kort tid, som de havde kendt hinanden, og alligevel, så var det gået denne vej. Hun kunne virkelig ikke være andet end lykkelig for det! "Bare dig og mig lige nu.. Det er også hvad jeg har brug for," sagde hun med en dæmpet stemme, inden de fandt døren. Nu ventede hun blot på at han fik døren op, så de kunne komme ind.

[Deleted]

Han smilede roligt til hende og nikkede stille: "Ja ikke?" spurgte han i et smil, og fortsatte sin vandring i mod værelset, stadig bare glad og taknemmelig over at han var sammen med hende, og han fortrød intet: "Er dine fødder meget ømme?" spurgte han roligt, han ville også gerne i bad, men lige nu kunne han næsten ikke magte at stå op længere end de sekunder det ville tage at lande på værelset, så han ville nok ende med at gå i bad den næste morgen, der kunne han forhåbenligt begynde at mærke sine fødder igen: "Godt..." sagde han blot, han havde også bare brug for hende lige nu, og som de kom ind på værelset, smed han tasken som det første, han var virkeligt øm i ryggen efter vandringen, og han gik direkte hen og kastede sig i dobbeltsengen.

Standarden var finere end på kroen, men ikke ligefrem en konge værdig, alligevel så følte Elias sig meget priviligeret, han var mæt, han havde en smuk kæreste, en seng at sove i... Hvad mere kunne man ønske sig? Han kiggede i mod hende og smilede så let, som han gjorde tegn til at hun også skulle ligge sig ned, hvor mange klokken var havde han overhovedet ingen fornemmelse af, men lige nu kunne han falde i søvn bare ved at lukke øjnene. Det var skønt at vandre med hende, de fik snakket om så mange ting, og det var virkeligt en gave at være tættere på hende og lære hende bedre at kende, også selvom hun kom fra en meget forfærdelig fortid.

[Myia Destiny Flancker]

Myia ville bare gerne nyde tiden med Elias, nu hvor hun havde muligheden for det. Det var jo heller ikke just fordi at det var noget som skete så ofte igen, men det var bare sådan at det var. De ville nok stadig søge efter hende, selvom de forhåbentlig ikke ville finde hende her. At komme ned at ligge, samt hvile de ømme fødder, var slet ikke noget som hin ville have noget imod. Tvært imod! "Vi har gået langt.. Så jo.. de er rent faktisk ømme," endte hun med et stille smil.
Værelset var fint.. Langt mere fint end hvad hun ellers kunne sige sig, at være vant til, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde hende noget, for hun kunne rent faktisk godt lide det. Særligt fordi at han var der, og han var en som hun kunne holde om. Roligt slap hun ham, kun for at søge hen til sengen. Her stillede hun sine små sko og kravlede op og lagde sig på maven. Hun sukkede næsten lettet. Okay... hun var mere øm, end hvad hun egentlig havde regnet med at hun ville være. Med et smil på læben, vendte hun sig mod ham i stedet for. Hun ville jo gerne have at han kom hen og lagde sig ved siden af hende. "Kommer du ikke og ligger ved siden af, så?" spurgte hun med et stille smil på læben. Hun var træt.. men lige nu var det bare ham som hun ville have tiden med, og det eneste, som rent faktisk betød noget for hende. Hun ville egentlig bare gerne mærke hans arme omkring hende.. og vide, at hun var i sikkerhed. 

[Deleted]

Han nikkede let, ja måske det var et dumt spørgsmål om hendes fødder var ømme, men på den anden side så vidste han jo ikke om hun følte det samme i kroppen som ham: "Jeg er bare taknemmelig over at vi faktisk gjorde det, og kom afsted" sagde han med et roligt smil, ja faktisk var han helt utroligt taknemmelig, hun var en smuk, dejlig og fantastisk pige og der var ingen som han hellere ville være sammen med: "vi må bare få sovet og stå tidligt op i morgen, og efter hvad jeg kan se så har vi også en 8-9 timer at gå der, frem til den næste by" sagde han stille, det var mange timer og det var langt, men inderst inde så var han bare ikke et sekund itvivl om at det var hele turen værd, han ville komme til at elske det, og han håbede virkeligt at de ville finde et godt og hyggeligt sted at bo sammen, i fred for verden, ihvertfald den del af verden der havde gjort dem ondt.

Elias tog sin trøje af, sine bukser, sine sko.. Så han bare stod i sine underbukser og intet andet, og kravlede så under dynen. Som han lå ved siden af hende, lagde han hurtigt en arm omkring hende og kyssede så roligt hendes tinding: "Jeg elsker dig.." sagde han stille, og vidste godt hun ikke gengældte det, men lod alligevel en hånd glide ned af hendes krop, han var nok for træt til at gøre hvad han egentligt havde lyst til lige nu, men han ville bare gerne mærke en smule af hende, og den kurvede måde hendes krop var formet, på den helt perfekte måde. Stadig usikker på om han ville overskride hendes grænser hvis han forsøgte at rykke deres forhold til et nyt level, også selvom nogen måske mente det var underligt efter at have vandret 6 timer, men han... Ville bare gerne sikre sig at alt var okay.