Im giving up on the light

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var virkelig ved at være hidsig, og det var ikke engang noget som han kunne gøre for. Alle de hemmeligheder, der så oplagt blev holdt for ham, var ham en frustration uden lige, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst ved det. Han rystede helt, så vred som han var ved at blive, og det var bestemt heller ikke ofte, at han viste sig fra denne side, men han kunne da for pokker heller ikke lade være! Hans mine gled direkte mod hendes skikkelse, som om hun regnede med at han ikke kunne se hende. Hun havde noget på hjerte, men havde ikke modet til at fortælle ham det.. Det var da også bare irriterende! "Som din konge, kræver jeg at vide det!" endte han med en meget fast tone denne gang, da han igen så mod hende.

At Carlisle derimod havde hørt dem og stillede sig i vejen, var ikke noget som gjorde det meget bedre. Sandt at sige, at han havde set at hun havde sovet, så den søvn havde uden tvivl været tiltrængt, men helt ærligt! Det andet her var da virkelig bare irriterende! "Jeg ser hellere, at du tager tilbage til arbejdet, Carlisle.. Det laver jo trods alt ikke sig selv. Det her er ikke en sag som omhandler dig." Aya var blevet glad for ham. End ikke det, var noget som han var det mindste i tvivl om. Han vendte blikket væk fra dem begge.. Han forsøgte virkelig at holde sig selv kraftigt i nakken, selvom det bestemt heller ikke ville, som han gerne ville det, og selvfølgelig var det da noget som han var træt af. At holde hemmeligheder for ham, var bare dumt! Og hun ville bare have, at han overholdt aftalen? Han forsøgte da for pokker! "Hvis noget er sket dig, Aya, så vil jeg vide det, så jeg kan gøre noget ved den sag.. Men fint... fint.." Han rystede fast på hovedet. Han var bestemt ikke særlig tilfreds med hvad der skete, og særligt fordi at det var på denne måde.

[Deleted]

Carlisle kunne udmærket godt se, at Gabriel var rasende, også selvom det end ikke var underligt, at han havde det på den måde, for han kunne faktisk godt forstå ham. Alene af den grund, så havde han dog ikke nogen ret til at stå og nærmest råbe af Aya. Han kunne jo så tydeligt se, at hun var bange og at hun slet ikke kunne lide at Gabriel var der. Derfor valgte han selv at stille sig mellem dem, så det var ham det gik udover og ikke hende, for det fortjente hun så sandelig heller ikke. Normalt, så var det her ikke noget som han ville gøre på denne her måde, men han kunne nu heller ikke lade være.. Også selvom han vidste, at hun var en tabt kvinde for ham på forhånd. Et sted var det jo selvfølgelig en tanke som gjorde direkte ondt, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det vildeste ved det af den grund. "Deres Højhed.. Dette er ej heller noget som hun er bedre tjent med. Skænk hende den nødvendige hvile, og så skal arbejdet nok udføres.. De ved at jeg også vil lave hvad jeg skal," fortalte han roligt. Han havde taget over hvor hans far havde sluppet, og han ville bestemt ikke mene, at han havde givet Gabriel nogen grund til at hidse sig op på den måde.
Carlisle kunne mærke, at Aya trak sig om bag ham. Han ville gerne beskytte hende.. Det var jo faktisk det eneste som han gerne ville, og selv han var jo så fristet til bare at fortælle Gabriel hvad der var sket, så det ikke var noget som ville ske igen. Han trak vejret dybt, selv for at holde sig i skindet. Det var svært nogen gange.. og særligt når det foregik på denne her måde. "Træk Dem, Deres Højhed.. De befinder Dem trods alt også i min gemak," fortalte han videre. Kunne han holde Gabriel lidt på afstand, så var han sikker på, at det nok skulle blive bedre. Han vendte sig en anelse, så han i stedet for kunne lægge den ene arm om hende, så han vidste, at han kunne passe bare lidt på hende. Særligt når Gabriel i øjeblikket opførte sig som en idiot - bogstavelig talt.

[Aya Keena]

Det her var virkelig stressende. Det var for hårdt. Gabriel's vrede påvirkede hende forfærdeligt. Hun fik det dårligt, det hele var hendes skyld. Alt var hendes skyld lige nu i hendes hoved. Det som var sket med hende var hendes skyld og nu fik både hun og Carlisle skældud og det var også hendes skyld. Tårerne stømmede ned over hendes kinder. Hun var så ked af det, hun kunne slet ikke styrre det længere. Hun ville bare væk, hun ville bare forsvinde sådan så alt kunne blive godt igen. Hun trykkede sig ind mod Carlisle bare for at få en lille smule ro. I det mindste havde han taget det pænere, han havde i det mindste ikke været så hård ved hende dagen forinden. Da han sagde at han krævede svar på ny lod hun hænderne falde hen over sine øre. Hun kunne ikke håndtere den hårde tone meget længere. Det gjorde virkelig alt for ondt i hendes sind.
Carlisle beskyttede hende, hun kunne mærke det og var rigtig glad for det for hun havde brug for det. Gabriel ønskede ham væk, tilbage til arbejdet men .... han sagde fra. Hun lukkede øjnene, hvad pokker skulle hun gøre? Det her var i hvert fald ikke rart og hun var bange for at Carlisle ville gå og efterlade hende her alene med ham igen. Det var ikke en tanke hun brød sig om lige nu. Jo mere Carlisle og Gabriel talte jo mere kunne hun mærke frygten, stressen og fortvivlensen boble i hende. Hun kunne ikke mere, hun magtede ikke mere. Hvorfor skulle Gabriel bare være så tykpandet? Hun gav Carlisle et lille klem før hun slap ham og rejste sig fra sengen, stadig med dynen om sig. "Carlisle, det ... det er okay" sagde hun stille og vendte blikket mod Gabriel. Hendes øjne var tomme og ligegyldige. Hun smed dynen og gik over foran ham. Hun var lille men ligefrem bange af sig lige nu. "Når det virkelig er så vigtigt for dig at jeg skal føle mig ydmyget" sagde hun hårdt til ham. Hun knappede skjorten op og lod den falde lidt sådan så hendes krop var ham blottet. Piskesmældende var tydelige hen over hendes bryst, hendes mave var lilla og blå af slag. Hun drejede sig sådan så han kunne se piskesmældende på hendes ryg og hun tog sine vinger frem sådan så han kunne se alle snitsårene og de manglende fjer. "Er du tilfdreds eller skal jeg også forklare dig i levende detaljer hvordan de voldtog mig gentangende gange i går og hvor dårligt jeg har det over det og hvor lidt jeg ønskede at nogen som helst skulle vide det eller er det nok nu, min konge?" Hendes stemme var kold, ligegyldig. Det var tydeligt at hvad hun havde været igennem aftenen for inden virkelig havde været hård. Hun gemte sine vinger, lukkede skjorten og vendte sig mod Carlisle. "Tak for din husly og din hjælp igår. Nu må i have mig undskyldt. Jeg har pligter der skal udføres." Hun vendte sig væk og forlod lokalet. Som hun nåede ud på gangen begyndte tårerne at trille ned over hendes kinder igen. Lige i dette øjeblik der hadet og foragtede hun Gabriel helt vildt meget.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var slet ikke Gabriels mening, at skulle hidse sig sådan op, men han var bange og virkelig frustreret, og særligt, når der var så mange som skulle rende rundt og holde hemmeligheder for ham. Han så skiftevis på dem begge to. Carlisle var tilsyneladende en del af dette, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for ham. Tvært imod, så var det noget som for alvor pissede ham af! Hans krop dirrede af den rene frustration, og da særligt nu hvor han kunne se at Carlisle aktivt gik ind for at tage hendes parti. Der var virkelig noget som de ikke havde fortalt ham, så var det overhovedet underligt, at han tog det som han gjorde? Særligt når de begge vidste hvordan han have det med hemmeligheder. "Jeg tolererer ikke hemmeligheder, når jeg ved at det er af farlig karakter," endte han med en ganske kortfattet tone.
Gabriels blik fulgte Aya i det at hun alligevel trådte frem. Hun søgte beskyttelsen ved Carlisle, hvilket i forvejen var en tanke som irriterede ham. Naturligvis var han glad for at se denne side af manden, for det var bestemt ikke den som man så mest, og det var noget som selv han kunne mærke, men det var nu heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre det mindste ved lige nu. Han så blot til som hun stillede sig op.. han kunne jo se på hendes ben og det, at hun virkelig havde været igennem en hektisk omgang, hvilket fik ham til nærmest at... stirre på hende. Ved hendes ord, måtte han om muligt blive mere bleg end hvad han var i forvejen. "Hvem....?" Var det eneste som han nåede at få sagt, inden hun vendte om for at komme ud af værelset. Ikke at han forstod hende, for det gjorde han.

Automatisk vendte Gabriel om på foden, for hurtigt at søge i retningen af Aya. Han kunne bestemt ikke bare lade hende rende efter sådan en besked. "Aya! Vent!" Hurtigt var han henne ved hende, hvor han tog omkring hendes ene arm i et forsøg på at få hende til at stoppe. hun kunne da ikke bare gå, når hun havde fortalt ham. det der! "Du kan da ikke bare... fortælle mig det, og så bare gå, Aya.." Denne gang i en helt anden tone. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere.

[Deleted]

Carlisle synes uden tvivl at Gabriel spillede hårdt mod hårdt i denne stund, og han kunne ikke rigtigt gøre noget for at få manden på andre tanker, hvilket han vidste. Han rystede på hovedet. Han forstod skam godt at det var hårdt og svært for Aya lige nu, men også at det var svært for Gabriel, at det hele foregik på denne her måde. "Nej, det er ikke okay, Aya," endte han med en ganske kortfattet stemme. Han ville gerne passe på hende, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i. Han vendte blikket i retningen af Gabriel. Han var hidsig.. virkelig hidsig lige nu. Var det en advarsel i hans stemme? "Til tider er ting som man håbede på, ikke var nødvendig, bare blevet til en nødvendighed, Deres Højhed," modargumenterede han. I øjeblikket, havde han handlet for Ayas skyld, for hun ville ikke snakke om det, og det kunne han så sandelig godt forstå.

Carlisle slap Aya, da hun alligevel trådte frem og gav Gabriel hvad han søgte. Mandens reaktion sagde ham dog det hele: Dette var ikke noget som han havde ventet, og naturligvis var det også noget som gjorde, at han kunne handle og reagere på den måde, som han nu gjorde det. Han blev dog selv stående og så til, hvordan Gabriel nærmest vendte på en femøre, også selvom han virkelig havde lyst til at skride til handling, da han kunne se hvor ked af det hun rent faktisk måtte blive på grund af det. Han tvang hende til at genopleve det hele i hendes tanker og sind, og særligt fordi at Gabriel skulle stå der og kræve det! "Dette har du selv sat i stand, Deres Højhed," sagde han blot, som han let knyttede den ene næve, for han havde jo selv lyst til at bryde ind.. For nu blev han stående og lyttede. Han ville bryde ind, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt - Særligt for Ayas skyld.

[Aya Keena]

Aya kunne virkelig ikke klare at han skulle hidse sig sådan op. Hun kunne virkelig ikke magte at han skulle være så stædig lige med det her. Det var jo for pokker hendes valg, hendes krop som det var gået ud over så det var vel også hende som skulle vælge at fortælle det? Og dog var han ikke i samme mening hvilket var fustrerende. Det var jo sådan set ikke ham som havde oplevet det, ikke ham som stadig kunne føle deres hænder mod sin krop. Hun ville bare glemme, bare ligge afstand til det men han ville ikke lade hende. Kunne han da for pokker ikke bare lade hende klare tingene på sin egen måde? Carlisle holdt med hende hvilket var en tanke hun virkelig godt kunne lide. Det gav hende en tryghed som hun manglede og som hun havde brug for. Hun puttede sig ind til ham, hun havde brug for det, virkelig meget. Gabriel var kort for hovedet men det var vidste ikke kun hende som gav ham igen. Carlisle støttede hende og hun var glad men nu var nok nok.
Hun havde rejst sig og var gået hen til Gabriel. Det kolde lidt ligegyldige blik hvilede på ham mens hun fortalte og viste ham hendes krop. Hun var godt medtaget, hun vidste det og hun kunne se at han så det samme. Hun kunne virkelig godt lide Gabriel men lige nu var han ikke populær og lige nu ville hun end ikke se på ham med nogen som helst form for følelse. Han var gået over stregen og hun var ikke bleg for at lade ham vide det. Hans spørgsmål fik hende til at tage tøjet på igen. Hun ville ikke sige det, det kom ikke ham ved. Hun ville bare meget hellere glemme det hele og så bare komme videre. En dag ville hun være i stand til at snakke om det men lige nu var dette bare ikke tilfældet og det måtte han forstå.

Hun gik, hun forlod lokalet. Hun ville ikke mere. Tårerne trillede ned over hendes kinder som hun gik ned gennem gangen. Hun hørte en bag sig og hun håbede så inderligt at det var Carlisle men det var det ikke. Gabriel's stemme rungede i hendes hoved men hun fortsatte med at gå til han greb fat i hende. "Slip mig" bad hun grådkvalt og prøvede svagt at rive sig fri men det nyttede ikke noget. Hendes blik søgte ned i jorden, hun kiggede ikke på ham. "Jeg gav dig bare hvad du vil have. Jeg vil ikke snakke om det, jeg vil bare glemme det. Hvorfor må jeg ikke bare glemme det?" Hun hulkede stille og prøvede på ny at ryste ham af sig. Hun ville virkelig bare væk.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på dette, og han måtte ærligt indrømme, at han slet ikke kunne lide den tanke. At se hende se sådan ud... og vide, at nogen havde gjort det, for at gøre hende ondt, var en tanke som gjorde ham direkte arrig, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre. Han mærkede blot hvordan frustrationen blev erstattet af en vrede og raseri, fordi at han slet ikke ønskede at nogen skulle gøre hende noget ondt! Det havde jo aldrig været hensigten! Han vendte blikket bort, som hun gemte kroppen væk bag sine klæder igen - eller nok rettere sagt, Carlisles, men lige nu gjorde det bare ikke nogen forskel for ham. Han fik ganske kort øjenkontakt med Carlisle. Han vidste, at det var ham som havde dummet sig i denne stund, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre, og mandens mine, indikerede det jo trods alt kun. Han rystede på hovedet, inden han hurtigt var efter hende i stedet for. Han ville jo ikke have, at hun skulle gå nogen steder.

Grebet omkring hendes arm, var blidt, men stramt nok til at understrege, at han ikke ønskede, at hun skulle gå nogen steder, for det ønskede han ikke. Hans mine havde ændret sig.. Han følte sig præget af en skyld... skam over at have tvunget hende til det, for han havde da slet ikke regnet med, at det var så slemt, som det tilsyneladende havde været! "Jeg har ikke lyst til at lade dig gå, Aya... Forstå dog at jeg kun ønsker at gøre hvad jeg kan for at holde dig sikker," sagde han roligt. Ganske forsigtigt slap han hendes arm mere, men ikke fordi at han gjorde noget yderligere ved det som sådan, så det var jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. "Du skulle have fortalt mig den slags, og ikke bare lade det gå dig forbi... Hvem har gjort det her ved dig? Jeg skal nok sikre mig, at det ikke er noget som de nogensinde kommer til at kunne gøre igen," lovede han. Alene tanken om det, var noget som gjorde ham vred, for hun fortjente det så sandelig heller ikke!

[Deleted]

Denne gang var det uden tvivl Gabriel som havde dummet sig, og det var heller ikke rigtigt noget som Carlisle havde i sinde at lægge skjul på. Der var bare visse ting, man som konge ikke burde blande sig i, og særligt fordi at Aya havde haft brug for en ven som kunne yde hende forståelsen og bare lade hende snakke om det, når hun følte for, fremfor en mand som hun kunne lide, som kom og krævede af hende, for det var da slet ikke nødvendigt. Carlisle fik øjenkontakten med Gabriel for en kort bemærkning, inden han så manden direkte storme ud efter Aya. Han kunne da for pokker bare lade hende være! Hun havde brug for fred, og det var heller ikke fordi at han ønskede at blande sig, og gøre den unge konge mere vred end hvad han var i forvejen, men til tider, så var det jo desværre bare en nødvendighed, selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Han blev stående i gemakken for et kort øjeblik. Han kunne høre dem, og kunne jo kun høre hvordan Gabriel dummede sig mere og mere.

Carlisle rystede på hovedet, inden han valgte at stoppe op i døren og vendte sig mod dem. Han kunne jo høre dem. Han ville gerne yde Aya den mulighed.. Og nu hvor Gabriel dummede sig på den måde, var det vel for ham en mulighed, for at stille sig selv i et langt bedre lys ved hende, end hvad han havde gjort til nu? Han gik mod dem. "Med dybeste respekt, Deres Højhed. Det er ikke nu Aya har brug for at der lægges pres på hende.. Giv hende ro og fred," bad han med en ganske sigende mine, da han igen vendte blikket mod dem begge. Han gjorde tegn til at Aya kunne komme til ham i stedet for. Han vidste at dette nok var noget som ville komme til at irritere Gabriel voldsomt, men hvis Aya fandt ro og fred i hans gemakker, så var det vel også det værd, var det ikke? Hans mine var alvorlig, for han brød sig slet ikke om dette! Overhovedet ikke!

[Aya Keena]

Aya vidste at han havde det skidt over den måde han havde handlet på. Hun vidste at han ikke havde ment for hende at have det så skidt men hun kunne bare ikke ryste følelsen af hvor stor en nar han var lige nu. Dette var for pokker noget som var sket med hende, det var hendes krop, hendes valg, hendes ydmygelse og et sted så gjorde han det til noget som handlede om ham. At han ikke kunne klare hemmeligheder, at han krævede at få det af vide. Hun var forarget for at sige det mildt og det var ting hun aldrig havde troet om Gabriel. Slet ikke. Hun betragtede ham som han fik øjenkontakt med Carlisle. Carlisle var på hendes side og det var i sig selv en fantastisk tanke. hun kunne virkelig godt lide ham og hun følte at hun havde en støtte hos ham. Egentlig så ønskede hun ikke at gå, hun ville gerne blive sammen med Carlisle men hun kunne ikke være i nærheden af Gabriel og derfra søgte hun væk.

At han så ikke ville lade hende var kun en kilde til fustration. hun sukkede svagt og endte med at vende sig mod ham. Hendes blik var som før, koldt og ligegyldigt. Han var ikke populær lige nu og han blev bare ved og ved med at jokke i spinaten. Af en konge at være var han ikke specielt klog lige nu. Hans ord gjorde intet for hende, normalt var de dejlige og trygge men lige nu følte hun intet, ingen hjertebanken. Hun rystede på hovedet af ham. "Alt det her som er sket i dag har ikke handlet om mig eller om at jeg skulle holdes sikker. Det har handlet om dig. Det er for pokker mig det er gået ud over men sådan som du opførte dig derinde fik du det til kun at handle om dig, om hvad du vil have og hvad du mente at du har krav på og det her det handler ikke om dig" pointerede hun en smule hårdt og da han løsnede grebet om hendes arm en smule rev hun sig fri. Carlisle kom ud efter dem og afbrød dem. Hun kunne ikke andet end at være glad for det. Hun var blevet frygtelig glad for ham, især efter igår og i dag. Som han ønskede søgte hun forbi Gabriel og hen til Carlisle som hun stillede sig en smule bag. Hun var virkelig skuffet over Gabriel, var det så underligt? "Kan du ikke forstå at jeg ikke har lyst til at fortælle det til nogen? Ikke nok med at jeg blev pint og plaget, jeg blev voldtaget, det i sig selv er slemt nok men det gør det endnu værre at jeg aldrig havde ligget med en mand før. Jeg føler mig ulækker, klam og fuldstændig uværdig. Lige nu vedkommer det ikke dig hvem der gjorde det ved mig for jeg vil bare glemme det for en stund, det har JEG brug for." Hun lagde meget press på jeget fordi hun havde brug for at vise ham at dette faktisk ikke handlede om ham eller hvad han ville.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var udmærket godt klar over, at han virkelig have dummet sig, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Han havde tvunget Aya til noget, som hun ikke havde været klar til, men han havde godt nok heller ikke regnet med, at det skulle være noget hen af dette, så det gjorde jo heller ikke ligefrem sagerne meget bedre. Han var faktisk ked af, at han havde handlet og reageret på den måde, som han nu havde.. Og særligt fordi at det var noget som hun slet ikke havde brug for lige nu. Han rystede let på hovedet af sig selv, og så til som hun i stedet for, søgte tilbage til Carlisle. Tanken var ham en frustration uden lige. Lige nu var den mand bestemt heller ikke ligefrem populær, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det store ved, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. "Hør, jeg er ked af, at jeg har forvoldt dig det her, men jeg ønsker jo blot at vide, hvad der foregår i mit eget land, og særligt når det er ting som dette, som slet ikke burde forekomme." Han vendte sig mod dem begge. Et sted følte han pludselig, at han skulle stå til regnskab for dem begge.

Gabriel knyttede næven let. Det var virkelig ikke en særlig behagelig situation han var endt i, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det meget bedre, for han havde i den grad dummet sig, og langt mere end hvad han lige havde regnet med, at han ville gøre i den anden ende. Han bed tænderne fast sammen og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse.. Særligt hende. Kunne han, ville han hellere ignorere Carlisle, og særligt fordi at manden havde ret i sin udtale. Han var i sandhed en ung udgave af sin far. "Jeg beklager at jeg har været egoistisk, Aya.. Det har aldrig været min hensigt. Men blot forstå denne ene ting: Jeg har brug for at vide, at du har det godt, og jeg bliver bekymret, når jeg finder ud af, at andre ting er sket, som gør dig ulykkelig." Han forsøgte virkelig bare at passe på hende.. Selvom an aldrig havde været særlig god til det.

[Deleted]

Carlisle var udmærket godt klar over, at han nok ikke var den mest populære mand lige nu, men han så sit snit til at tage sig af Aya og fremstille sig selv som bedre end den mand, og det var noget, som han rent faktisk godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han ønskede da slet ikke at Aya skulle tage herfra, og han frygtede virkelig at hun ville forlade landet, hvis hun fik muligheden for det. Han selv blev stående med en afstand til dem, så Aya kunne søge mod ham, hvis det var hvad hun ville. Han havde holdt ord, og slet ikke informeret Gabriel om noget som helst, og det var lidt det, som var det vigtigste af det hele lige nu.

Aya kom hen til ham, hvilket passede ham fint. Han fulgte hende med blikket hen mod ham og særligt da hun stillede sig bagved ham i stedet for. Han vendte sig direkte mod Gabriel efterfølgende. Manden ignorerede ham. Mest af alt, forekom den opførsel ham som et barns og det var slet ikke noget som han havde regnet med at se fra denne mands side af. "For Aya er det vigtigt at få det bearbejdet på den måde, som hun lyster det, og det er ikke at stå frem for et helt land og annoncere om at hun er blevet voldtaget... gentagende," sagde Carlisle med en hård stemme. Lige her måtte han uden tvivl tage hendes parti, og det var heller ikke noget som han havde i sinde at skjule for hende. Han var selvfølgelig selv vred og ked af hvad der var sket, og særligt fordi at det var hende, og den tanke kunne han bestemt heller ikke lide, men hvad pokker skulle han da kunne gøre, når Aya slet ikke ønskede, at han skulle gøre noget som helst? Det var jo næsten det, som rent faktisk måtte være det værste af det hele. Han lagde den ene arm roligt om hende. "De er i et egoistisk hjørne lige nu, Deres Højhed.. Jeg vil, som Deres rådgiver, anbefale Dem at søge tilbage til arbejdet.. Jeg skal nok tage mig af Aya," afsluttede han med en rolig stemme. For nu ville han gerne få hende talt tilbage til roen igen, for det havde hun uden tvivl fortjent. Hun skulle ikke rende rundt og have det sådan her!

[Aya Keena]

Aya var sur, vred og skuffet over hans opførsel. Havde hun ikke altid fortalt ham hvad der var sket med hende når hun havde været klar til det? Hun havde aldrig holdt sig tilbage før så et sted burde han vel have indset at dette måske ikke havde været så let for hende at snakke om. Hun var mere end bare skuffet over ham, over hans være måde, hun var faktisk direkte forarget. Hun søgte til Carlisle for det var her hun fandt ro, her hun fandt hvilen. Hun kunne næsten ikke en gang holde ud at være i nærheden af Gabriel lige nu. Hans ord fik hende til at ryste på hovedet. "Du må lære at indse at det bare ikke er alting der vedkommer dig og at det bare ikke er alting som der skal siges med det samme. Jeg var ikke parat til at fortælle noget som helst og igen gør du til hvad du vil, hvad du ønsker og hvad du kræver. jeg ved godt at det ikke burde forkomme men for en gang skyld så tænk på hvad jeg vil i stedet for kun dig selv. Jeg er mildest talt skuffet over dig" sagde hun hårdt og vendte blikket i jorden.

Aya havde søgt Carlisle fordi hun følte sig tryg hos ham. Hun havde knyttet sig til manden, fundet en ro og en hvile som hun ikke kunne nogen andre steder. Hun kunne godt lide ham og han tænkte faktisk på hende og hvad hun havde brug for og ville i stedet for Gabriel der næsten virket til kun at have sig selv i tankerne. Hun løftede blikket på ny og vendte det mod hans skikkelse. Han ..... ignorerede Carlisle? Virkelig? Hun kunne næsten ikke tro det. Hun greb lidt forsigtigt fat i Carlisle arm, bare for at have noget at holde fast i, især nu hvor Gabriels blik hvilede på hende. Hun lyttede til Carlisles ord. Det var rart at der var nogen som tænkte på hende, som gerne ville hende det godt. Hun puttede sig ind til ham da han lagde armen beskyttede om hende. Hun kunne virkelig godt lide det. Gabriels ord ramte hende på nu. Hun kunne ikke mere, hun ville ikke mere. Hun gav Carlisle et lille klem og søgte ud af hans favn på nu. Hun vendte sig mod Gabriel på ny og lagde armene over kors. "Jeg var lykkelig før jeg mødte dig. Jeg var lykkelig før du begyndte at blande dig i mit liv. Indtil nu har dette liv kun bragt meget få glæder og rigtig meget smerte. Du er egoistisk, du ser hvad du vil og hvad du vil have. Du skuffer mig, du får mig til at føle mig som værende intet værd. Mine pligter bliver ordnet fra imorgen af, i dag har jeg brug for hvile og jeg vil ikke se dig. Du skal bare holde dig fra mig" hendes stemme var kølig men alvorlig. Hun var skuffet og ked af det, det var da tydeligt. Tårerne trillede ned over hendes kinder som hun vendte sig om og gik tilbage mod Carlisle's gemak. På vejen greb hun kort om Carlisle hånd, bare for at vide at han stadig var der. Hun stoppede lidt efter og vendte sig tilbage mod Gabriel. "Og hvis du ikke kan lade mig være her på slottet så må jeg jo finde mig et andet sted at arbejde." Hun vendte sig væk og gik ind til Carlisle igen og satte sig på sengen. Hele hendes krop dirrede.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt at han ikke var særlig populær lige nu, og det han havde gjort, havde uden tvivl været forbandet dumt, og det vidste han udmærket godt. Når alt endelig var, så var det ikke fordi at han havde tænkt sig at presse hende til noget, men at det var sådan her at det hele skulle foregå... han var jo for pokker nødt til at vide hvordan det forholdt sig! Ja, han ignorerede Carlisle, udelukkende fordi at han vidste, at manden havde ret, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Han knyttede næverne ganske let. Han forsøgte virkelig at holde sig selv i skindet. Aya gjorde det bestemt heller ikke ligefrem nemt for ham. Han vendte sig direkte mod hende igen. "Jeg kan ikke sørge for, at det ikke sker for dig igen, eller andre for den sags skyld, hvis jeg ikke bliver informeret om, at noget er sket, og nogen er involveret! Det behøver slet ikke at involvere, at du fortæller mig i detaljer hvad der er sket, men jeg har min fulde ret til at blive informeret!"

Selv blev Gabriel stående, da Aya igen valgte at træde frem. Hendes ord gjorde ondt, og det gjorde ham rent faktisk også ked af det. Han lod blikket sænkes. Hun havde ret.. uanset hvad han havde gjort, så var det bare ikke gået til hendes favør, og det var uden tvivl en tanke som virkelig gjorde ham ked af det, og dette var bestemt heller ikke noget som hun fortjente.. Overhovedet ikke! "Så det du prøver at sige, er at du ikke er glad her? Selvom jeg virkelig har gjort hvad pokker jeg kan for at passe på dig...! Fint.. Jeg skal nok blive væk! Langt væk!" Denne gang hævede Gabriel stemmen for alvor. Mest af alt, kunne han jo komme til at lyde som en ung knægt, selvom det slet ikke var meningen, men det gjorde ham virkelig, virkelig ked af det, at det var på denne her måde, at det hele foregik. Han ville jo gerne bare.. gøre hende glad og vise at hun kunne være glad på stedet her. Han rystede let på hovedet, inden han vendte om og søgte direkte ned af gangen for at komme op på selve slottet igen. Nu var det da ham som havde fået nok!

//Out

[Deleted]

Det kom egentlig ikke rigtigt bag på Carlisle at Gabriel blev rasende, men dette var noget som han måtte lære at leve med. Det var ikke altid at man skulle presse folk, og det havde han nu også lært på den hårde måde. Selvom han selv ikke var god til den måde Aya havde tacklet hele situationen på, forsøgte han da om ikke andet at støtte hende igennem det, selvom det virkelig ikke altid var nemt. Armen lod han forsigtigt søge om Aya, for at skænke hende den nødvendige omsorg, for han ønskede rent faktisk at give den til hende. Når Gabriel ikke kunne tage hensyn, så måtte de andre jo trods alt gøre det, også selvom det faktisk var svært nok at skulle forestille sig, men det var nu bare sådan at det måtte være. De mørke øjne med den rødlige glans, hvilede intenst på Gabriel. Manden var ramt.. han var ked af det, og det var tydeligt, og selv det var ikke en følelse som denne engel var meget for at vise.. Så derfor var det vel bare typisk en mand at reagere med vrede når det kom til den slags? "Forsøg at sætte Dem i hendes situation, Deres Højhed.. Hun har brug for andet end modstand nu," argumenterede Carlisle med endnu en gang.

Kongen valgte at tage muligheden og søgte derfra. Det var nok også det som var til det bedste. Selv havde Carlisle taget om Ayas hånd, da hun havde taget omkring hans, inden han selv søgte med hende til hans gemakker. Så lang tid, at hun havde et sted hvor hun kunne finde roen og freden, så var det uden tvivl også det værd for hans vedkommende. Han satte sig på sengen ved siden af hende. Her tog han igen forsigtigt omkring hendes hånd. Nu var det ikke Gabriel som hun skulle fokusere på, men derimod at få det bedre, for det var jo det, som hun uden tvivl fortjente. "Er du okay, Aya?" spurgte han med en rolig stemme. Selv tog han det ikke tungt, at kongen havde behandlet ham selv på den måde, for det var ikke første gang at manden tog den tone i brug overfor ham, selvom det aldrig havde været på denne måde før.

[Aya Keena]

Aya følte sig presset, hun havde det virkelig ikke godt med hele denne her situation og den måde som Gabriel havde været overfor hende på. Hun var skuffet over ham det var også derfor hun reagerede som hun gjorde det. Hun søgte Carlisle, i det mindste så prøvede han da og støtte hende, prøvede at hjælpe hende med det hele. Hun havde det svært, hendes tid på slottet havde virkelig ikke været nem så var det så underligt at hun havde det svært med det hele? Tårerne trillede ned over hendes kinder som hun stod der med Carlisle og snakkede med Gabriel. Det var hende det gik ud over, hun var blevet et mål, ikke bare for den mærkelig mand i byen men nu også fra folk på slottet. Det var virkelig svært for hende det her, hvorfor forstod han ikke det? Hun havde heller ikke haft lyst til at fortælle noget til Carlisle igår men havde gjort det alligevel fordi hun havde følt sig tryg og rolig. Gabriel havde været modsat. Hans barske ydre havde kun fået hende til at lukke sig og blive mere ydmyget end hun havde været. "Jeg skulle nok fortælle det men synes du virkelig at press og hårde ord var den rigtige måde at komme ud med det på? Igen gør du det til noget om dig og din ret .... Det her handler ikke om dig!"

Hun hørte Gabriels ord inden han forsvandt. Det tog næsten pusten fra hende alt det her. Tårerne løb ned over hendes kinder som hun sammen med Carlisle søgte ind i hans gemak og satte sig på sengen. Hun sad der bare som forstenet på sengen, hun havde det skidt, følte det næsten som om at hun skulle kaste op. Denne her dag havde været forfærdelig, den havde været hård og grum og væmmelig. Tårerne faldt hurtigt som hun mærkede Carlisle tage om hendes hånd igen og snakke til hende. Hun kunne ikke svare ham. Hun havde det så skidt. Det eneste hun formåede var at ryste på hovedet og bare stirre ned i gulvet med røde forgrædte øjne. Hvorfor skulle det virkelig være sådan her? Hvorfor skulle hun bydes det her? Hun end med at falde let ind mod Carlisle skikkelse mens hun støt begyndte at hulke. Hun var knækket, brudt sammen. Nu kunne hun virkelig ikke mere.