Im giving up on the light

[Deleted]

De mange tanker og følelser som Carlisle gjorde sig, vidste han jo godt, at han var tvunget til at holde igen med, selvom det virkelig var svært for ham, når disse først for alvor var endt med at blive vækket i ham, og så at skulle holde igen efterfølgende. Det var ikke lige sådan her at han havde regnet med at skulle gøre det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han forsøgte at slå dem lidt ud af hovedet, hvorefter han let rystede på hovedet. Det var virkelig, virkelig underligt, at det var denne måde, at det gik på. Hans blik vendte han i retningen af hendes skikkelse igen, som hun lå der ved siden af hende. "Det vil jeg da ikke have noget imod," sagde han med en rolig stemme, og med et smil på læben, for han kunne jo heller ikke lade være.. For nu valgte han egentlig bare at lægge sig til at sove med hende ved sin side. Det var det vigtigste for ham, at hun havde det godt, og nu hvor han kunne ligge der og beskytte hende, så var det noget som han gjorde med selv den største glæde!

Hvor længe Carlisle var væk, vidste han ikke rigtigt, men søvnen havde åbenbart været tiltrængt, for han følte sig direkte forvirret og rundt på gulvet, da han åbnede øjnene igen. Han kunne ikke lade være med at smile ved synet af hende, som hun lå der ved siden af ham.. Han kunne lide det.. Desværre nok en af de ting, som han hurtigt kunne blive vant til. Desværre. Han slap hende ganske forsigtigt, inden han forsøgte at møve sig ud af hendes greb og satte sig op i sengen. Han var slet ikke vant til at vågne ved siden af en kvinde, men det havde han jo så gjort denne gang. Han rejste sig roligt op og søgte hen til skabet, for at komme i tøjet. Lige nu var han jo nødt til at gøre sig klar til endnu en arbejdsdag, og hans dage, var faktisk utrolig lange, men han kunne lide hvad han gjorde. Han sukkede let. Fristelsen til at lægge sig ved siden af hende igen, var ganske vidst stor.. skræmmende stor. Han fandt et par bukser og en skjorte som han tog på. Selv her i mørket, var det ikke et problem at få tøjet på, for han kunne fint se.. Som var det højlys dag. Kort vendte han blikket mod hende.. Så smuk og dejlig en kvinde, og hun var end ikke klar over det selv, hvilket næsten var det værste. Hun vækkede nemlig de følelser i ham, som havde ligget i dvale igennem frygtelig mange år nu.

[Aya Keena]

Hvad han følte for hende var hende virkelig ukendt. Et sted så var det måske også det bedste. Den blotte tanke om hvad han følte ville nok sætte hende fuldstændig i baglås og ikke være i stand til at reagere på eller hun ville måske tro at han lavede sjov med hende. Tanken om at nogen som helst kunne have føleler for hende på den måde var udelukket, i hvert fald endnu. Hun kunne jo ikke en gang tro at hun var mere værd en den bare jord så hvordan skulle hun kunne tro på det andet. Carlisle hjalp hende meget med at forstå at hun faktisk godt kunne have en betydning i denne store verden og at det måske heller ikke var en dårlig ting i den anden ende og det var hun rigtig glad for. Hun sendte ham et lille smil og strøg ham over kinden på ny. "Så er det det jeg vil gøre" sagde hun blidt og puttede sig helt ind til ham. Hun kunne virkelig godt lide at ligge sådan her med ham, det var en dejlig fornemmelse som han sendte igennem hendes krop og det var også derfor at hun faldt hen så hurtigt som hun gjorde det.

Tiden var gået og Aya var ikke vågnet som hun plejede. Lyset fra vinduet var det som vækkede hende normalt så det faktum at hun nu var i et kælder værelse gjorde at hendes krop stadig troede at det var nat og derfor bare sov trygt. Hun havde vel også brug for det. Hun havde ikke fået meget ordenlig søvn siden hun ankom til stedet her så det at ligge med Carlisle var virkelig rart. Det at han vågnede reagerede hun ikke på men dog måtte der komme en lille utilfreds lyd da han valgte at rejse sig selvom hun ikke slog øjnene op. Hun manglede ham pludselig ved hendes side og hendes krop blev en smule urolig. Det endte med at hun svagt kom med et lille klynk før hun fik taget fat i en pude og kunne ligge sig til at holde om den. Det var ikke det samme men det hjalp da og hun puttede sig ned under dynen på ny og blev helt rolig igen. Alt dette forgik mens hun sov for træt, det var hun stadig. At Carlisle havde det virkelig svært ved denne situation og at han havde følelser for hende var hende stadig ukendt. Hendes ansigt vendte i hans retning og et lille smil kom over hendes bløde rosa læber næsten som om hun var vågen og kunne se ham.

[Deleted]

Carlisle havde ærlig talt mest lyst til at lægge sig ned ved siden af Aya igen, og bare glemme, at han skulle på arbejde, selvom han havde for høj en arbejdsmorale til at det var noget som han kunne gøre. Hans blik gled i hendes retning som hun bare lå der på sengen. Hun sov endnu.. Hun havde haft brug for det, og måske, at det var noget som selv Gabriel kunne have forståelsen for i den anden ende? Han ønskede jo heller ikke at hun skulle risikere at miste sit job, men for ham var det bare vigtigt, at hun havde det godt.
Han fik endelig knappet sin skjorte, inden han søgte tilbage til sengen. Hun var da uden tvivl noget af det mest kære, som han længe havde mødt, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, for han havde uden tvivl mødt ekstremt mange piger igennem hans tid her i landet. Mange ville gerne ende i hans seng, men der var ingen som vækkede den samme interesse, som det hun nu havde formået at gøre det. Han strøg hende ganske forsigtigt over håret, for han ønskede jo stadig ikke, at hun skulle vågne, hvis hun havde brug for bare at ligge og sove. Han smilede.. hvilket rent faktisk var noget som han gjorde utrolig sjældent. Man var vel ikke en søn af sin far for ingenting?

"Sov du endelig, kære.. Du har brug for det.." hviskede han med en rolig stemme, inden han lænede sig frem og forsigtigt plantede et kys mod hendes pande. Han vidste godt, at han ikke ligefrem gjorde denne sag meget bedre for sig selv, men arbejdet kaldte, og nu hvor hun lå der og så utrolig fredfyldt ud, kunne han virkelig ikke nænne at vække hende. Han valgte derefter at trække sig, for at søge op af kælderen og til sit arbejde. Han skulle skam nok informere Gabriel om at Aya nok blev forsinket i dag.. hun havde uden tvivl brug for at hvile sig, efter hvad der var sket hende.

//Out

[Aya Keena]

Aya havde brug for hvilen, mere end hvad hun nok selv ville indrømme det. Hun havde haft brug for at sove ud rigtig længe og havde bare ikke rigtig haft en mulighed for det. Hun var blevet overmandet af trætheden og trygheden her til aften og det var bare så fantastisk at mærke Carlisle ved hendes side indtil hun var faldet hen. Hun var forfærdelig træt og det var også derfor hun virkelig intet havde mærket da han havde rykket sig. Jo hun havde da brokket sig en smule men ikke meget mere end det. Hun puttede sig ind til puden mens han gjorde sig klar. Hendes drømme var faktisk blide, de få hun havde haft og det var rigtig dejligt for man kunne sagtens have frygtet at det kunne være rigtig slemt efter en aften som denne.
Han blev færdig og gik over til hende i seng og hun bemærkede det end ikke. Kysset mod hendes pande reagerede hun dog en smule på ved at smile en smule mere end hun ellers gjorde det. Det var virkelig rart at have Carlisle i nærheden også selvom hun ikke vidste hvor meget han egentlig holdt af hende. Han forlod rummet og hun sov bare roligt videre. Hun havde brug for det, rigtig meget og det faktum at der ikke var noget vindue gjorde virkelig at hun fik meget mere ro end normalt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Uanset hvor mange timer der var gået, og arbejdet som endnu ikke var udført, så var det noget som kun vækkede en bekymring ved Gabriel. Han havde kun ganske kort blevet informeret af Carlisle om, at Aya havde sovet på hans gemakker igennem natten, og at søvnen havde været tiltrængt. Mere end det, havde han ærlig talt ikke fået at vide, så hvad der egentlig var sket med hende, havde han virkelig ikke nogen anelse om.
Det var ikke ofte, at den unge konge befandt sig nede i de mørke kældre, men det var ikke fordi at han var bange for det. Hvorfor var det da noget, som han skulle være bange for? Han var sikker på at det hele var som det skulle være, for han forventede da selvfølgelig, at han ville blive informeret om der var noget som var, som det ikke skulle være. Hans blik gled kort ned af den mørke gang, som kun var oplyst af fakler. For ham var det lange dage, og med en gemak som ikke så ordentlig ud, og særligt når der var gået så mange timer, så var det vel heller ikke underligt, at han blev bekymret?

Selv stoppede Gabriel op foran Carlisles værelse. Han var virkelig ikke hernede særlig ofte, men var der noget galt, forventede han naturligvis at få besked, og det i sig selv, var vel heller ikke meget at forlange, var det? Han tog i dørhåndtaget, inden han roligt tvang det op, for at kigge ind. Her var mørkt.. næsten sort, men var det underligt taget i betragning, at der levede en vampyr her? En af de få, som Gabriel vidste, at han kunne stole på om ikke andet.
Gabriel trådte ind i rummet og med blikket vendt mod sengen. Med døren åben, kunne han svagt skimte hendes skikkelse, som hun lå der. Et sted i sin sødeste søvn.. Han forstod godt at Carlisle ikke havde nænnet at vække hende, men jobbet skulle jo alligevel udføres. Han søgte hen til sengekanten, hvor han roligt gled ned og satte sig. "Aya...?" kaldte han roligt, med sin varme røst.

[Aya Keena]

Søvnen havde virkelig overvundet Aya i denne stund og det var også derfor hun havde sovet over sig på denne måde. Hun havde virkelig haft brug for at sove især med den tilstand som hendes krop havde været i. Hun havde faktisk ondt selvom hun ikke bed ret meget mærke i det og det pinte hende at hun endnu ikke kunne heale hendes sår for hun ville virkelig gerne men hendes evner var endnu ikke vendt tilbage. Hvad de havde givet hende var ukendt men hun kunne ikke lide det. Og dog så var dette ikke noget som plagede hende i søvnen. Hun lå bare i mørket og puttede sig under dynen og holdt om puden. Hun havde det virkelig godt lige her.

Aya bemærkede ikke at hun ikke længere var alene i rummet. Hun sov som en sten. At hun ikke havde nået sine pligter var hende uvidende, hun sov virkelig godt lige her og tænkte slet ikke over sådan noget. At det så var Gabriel var hende endnu mere ukendt for hvis der skulle komme nogen ned til hende ville det da være Carlisle, ikke? At Gabriel så sætte sig på sengekanten og snakkede til hende fik hende til at reagere en smule. Hun smed dynen en smule af sig men var stadig ikke vågen. Skjorten var gået op for neden sådan så hendes mave var blottet og selvom det var mørkt så var hendes ellers normalt lyse hud meget mørk blå og lilla. Hun gned sine øjne lidt og gabte. Hun var stadig ikke vågen hvilket var tydeligt på den måde som hun reagerede på.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var skam indforstået med, at der var sket noget med Aya, som gjorde, at han egentlig bare burde lade hende ligge, men det var noget som alligevel formåede at vække en bekymring ved ham, som han ikke bare kunne fortsætte med at ignorere. Han var ikke en type af en mand som bare lod tingene ligge, og særligt hvis der skete noget i disse lande, som han ikke var klar over. Derfor satte han sig roligt på sengekanten. Han ville ikke bare jage hende ud af sengen på den måde, og da særligt ikke, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Hun fortjente det godt. Selvom han ikke havde set særlig meget til hende igennem den seneste tid, også fordi at han tilsyneladende kun formåede at gøre hende ked af det.. Det var virkelig heller ikke nemt for ham, når hun gjorde sig de tanker og følelser omkring det her, som hun gjorde, for det var bestemt heller ikke noget som kom dem til gavn på længere sigt.

Roligt kaldte han hendes navn, og så til hvordan hun begyndte at bevæge sig. Umiddelbart lagde han ikke synderlig meget mærke til hendes tilstand her i mørket, for hvordan skulle han da ellers kunne gøre det? Hånden lod han ganske forsigtigt stryge hende over håret, og med blikket hvilende på hendes ellers så flotte skikkelse. Hun var virkelig en smuk pige, men det ændrede dog heller ikke på det faktum, at han måtte være en gift mand. Det var svært.. det var virkelig, virkelig svært, og da slet ikke nemt på nogen måde, når det foregik på denne her måde. Han betragtede hende roligt og med en ganske sigende mine. Det var bekymringsvækkende, at der skete noget.. og særligt når det ikke var noget som nogen ville informere ham om! "Det er på tide, at stå op, kære," endte han med en rolig stemme. Han var jo heller ikke ude på at skræmme hende.

[Aya Keena]

Det som var hændt hende denne gang havde hun virkelig ikke lyst til skulle komme videre. Hun fortalte det til Carlisle fordi hun vidste at han kunne støtte hende uden at gå videre med det og det var en dejlig tanke. At Gabriel så havde opsøgt hende havde hun alligevel ikke troet. Efter deres sidste møde havde hun holdt sig væk, holdt sig på afstand fordi det ville være nemmere for dem begge. Hun kunne virkelig ikke holde ud at have de følelser for ham som hun havde. De skulle væk og det kom de i hvert fald ikke når han var i nærheden. Hun sov tungt, var det så underligt? Hun havde haft brug for den søvn og det var derfor hun havde sovet over sine pligter. At Gabriel var kommet ind i rummet havde hun ikke bemærket, søvnen hang stadig som et tæppe over hende også da han satte sig på sengen. Hun sov normalt ikke så tungt men det at komme ned i et mørkt rum og det at hun var faldet i søvn med Carlisle havde virkelig gjort noget ved hende og hun var ved at sove nogle af de mange timer som hun havde i underskud ud.

At han kaldte hendes navn fik hende til at rykke lidt på sig. Hun havde vendt sig om og taget dynen af sig men var stadig ikke vågnet helt endnu. Det var svært at vågne når søvnen kaldte sådan på hende som den gjorde. Hun strakte sig i søvne en gang og gabte. Gabriel sad ved hendes side, hun havde ikke opdaget det, vidste det ikke. Hun ønskede ikke at han skulle vide hvad der var sket. Hun ville ikke have det, hun ville virkelig ikke. Ved de rolige ord gabte hun igen og begyndte at vågne. At det var Gabriel havde hun endnu ikke opfanget. Hun gned søvnigt sine øjne og stragte sig igen selvom det var ubehageligt. "Er det ......" Hun havde slået øjnene op mens hun var begyndt og snakke og hendes blik var faldet på Gabriel og ikke Carlisle som hun havde forventet. Hun blev forskrækket og for op, ud af sengen og ned på gulvet på den anden side af sengen, væk fra ham. Hun greb dynen i samme bevægelse og hev den om sig. Hvorfor var han her? Hvad ville han? Hun bed sig i læben og vendte et skræmt blik i hans retning. "Har jeg sovet over mig? Det beklager jeg, det skal ikke ske igen. Jeg går i gang med mine pligter så hurtigt som muligt. Du kan bare gå igen" mumlede hun stille og tydeligt en smule nervøst. Han måtte ikke se, hun ville virkelig ikke have det!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Carlisle havde skam holdt ord, for Gabriel havde ikke nogen anelse om hvad der var blevet snakket om eller noget som helst.. Som han heller ikke havde nogen anelse om hvad der var sket med hende, for det var der heller ikke nogen, som havde fortalt ham. Selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham direkte trist, for han var virkelig ikke god til hemmeligheder, og den slags vidste Aya jo om ham i forvejen, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.

Selvom hun virkede rundt på gulvet og døsig, kunne han jo godt, se, at den søvn som hun havde fået, var hende en direkte nødvendighed, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han var bare bekymret.. Særligt fordi at hun i forvejen havde valgt at tage den afstand til ham, og det var han slet ikke god til. Han vidste, at der var sket noget, for hvorfor skulle Carlisle jo ellers være sådan over hende? Selv virkede hun direkte overrasket over at se at han sad på sengekanten ved siden af hende. Hun havde sovet over sig.. med temmelig mange timer faktisk, også selvom Gabriel nu ikke var den sure arbejdsgiver, som bare sad igen med en hævet pegefinger, for sådan en type mand var han slet ikke. Alt skete af en grund, og dette var nok heller ikke noget undtag. "Søvnen må have været dig meget tiltrængt, Aya," sagde han med en rolig stemme. At hun så pakkede sig sådan ind, og sagde at han kunne.. gå nærmest som hun forsøgte at smide ham ud, fik ham til at hæve det ene bryn. Noget var på gang, men han kunne bare ikke finde ud af hvad det var. Et sted var det jo selvfølgelig en direkte frusterende tanke, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst ved det. "Aya, hvad er det her foregår?" spurgte han denne gang mere direkte end hvad han havde gjort tidligere. Et sted var der vel noget.. krævende over hans toneleje? Han brød sig bestemt ikke om at blive holdt for nar, eller at vide, at der var ting, som han ikke var kendt med.. noget var der jo sket!

[Aya Keena]

Aya vidste at Gabriel hadet hemmeligheder men hun kunne virkelig ikke lide tanken om at skulle fortælle ham hvad der var sket. Hun var normalt ikke pjevset og ligeglad men hvem eller hvad hun snakkede med og om men lige denne gang, med det som var hændt hende så skulle han ikke vide noget. Hun følte sig beskidt og forkert når hun tænkte på at skulle fortælle ham det og det var også derfor hun gemte sig sådan som hun nu gjorde det. Han havde vækket hende, hun var døsig og ikke så opmærksom til at starte med. Søvnen havde et godt hold i hende lidt endnu og hun gabte på livet løs. Hun var stadig forfærdelig træt og måtte virkelig kæmpe for at slå øjnene op. At det så var Gabriel som hun så og ikke Carlisle gjorde hende skræmt og rundt på gulvet. Hvorfor var han her? Havde Carlisle sagt noget og i så fald hvad og hvor meget? Hun vidste det ikke og det var også derfor hun for sådan op som hun gjorde det. Han måtte ikke se, hun ville ikke have det! Dynen blev trukket tættere om hendes krop og hun gemte de hvide vinger væk under selvom det tog hårdt på hende. Hun ville bare ikke ses. Hun nikkede blot til hans ord. Søvnen havde været forfærdeligt tiltrængt og hun havde virkelig sovet godt indtil han havde vækket hende. Han ville vide hvad der forgik, hun opførte sig underligt og han kunne mærke det på hende. Hun vendte blikket fra ham ved hans ord. Hun bemærkede det bestemte leje og det at han næsten krævede at få svar. Det var bare så svært! Hun kunne bare ikke få sig selv til at sige det. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. Dagen igår havde været forfærdelig og det lod ikke til at denne dag ville blive meget bedre. Tårerne løb selvom hun ikke hulkede. "Det er ikke noget du skal bekymre dig om" sagde hun stille og bed sig i læben. De havde i det mindste ikke slået hende i ansigtet, måske det havde været bevist? "Du må have vigtigere ting at tage dig til end at sidde her. Jeg skal nok få ordnet mine pligter. Undskyld forsinkelsen." Hun kunne virkelig ikke. Hun trak benene op under sig under dynen men fortrød det bitterligt da dette gjorde forfærdeligt ondt i hendes mave og hun kunne ikke undgå at lade et smerte gisp undslippe hendes læber. Hendes mave og bryst var faktisk forbandet ømt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hemmeligheder var Gabriel bestemt ikke stor fan af, og da slet ikke, når det var på denne her måde. Hans kone var en ting, hvilket var en frustration nok, som det var i forvejen, men at Aya nu også skulle begynde på det? For nu, forsøgte han bare at bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham at gøre det. Han rystede let på hovedet. Hun gemte sig helt for ham.. Og det lignede hende heller ikke at gøre den slags. Carlisle have ikke ville fortælle ham noget, og nu stod han så også i denne situation, hvor end ikke Carlisle havde ville fortælle ham hvad pokker der skete, gjorde det jo ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det en tanke som kun måtte gøre ham direkte hidsig. Han knyttede let den ene næve.. Endnu en gang måtte hun jo afvise ham, men han mente alligevel, at han havde sin ret til at vide hvad pokker der egentlig skete lige under hans næse, for lige nu kunne han ikke gøre alverdens ved det, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han rystede let på hovedet. "Jeg forventer at få et svar, Aya.. Hvis der er noget som foregår under min næse, så vil jeg meget gerne have at du fortæller mig det" For nu valgte Gabriel nu alligevel at blive siddende ved hende og med blikket vendt mod hende.
Kunne Aya virkelig ikke se, at det hun havde gang i, var så frygtelig forkert? Han trak vejret dybt, inden han vendte blikket væk. Endnu en gang sad hun med tårer i øjnene.. Var det virkelig det eneste, som han kunne finde ud af at bringe hende? Tårer, sorg og alt det negative? Det synes han virkelig ikke kunne være rigtigt. "Det er alt sammen meget fint, Aya... Men jeg kræver da alligevel, at du fortæller mig hvad der er sket dig, for noget er der da tydeligt sket," endte han med en ganske kortfattet og tydeligt irriteret mine. Han ville ikke hidse sig op.. han ville virkelig ikke begynde at råbe, men efterhånden var det virkelig noget som han havde så forbandet lyst til!

[Aya Keena]

Hun kunne ikke. Ordene voksede i munden på hende og truede med at kvæle hende. Det var virkelig svært for hende det her fordi hun ville jo heller ikke holde hemmeligheder for Gabriel men hun ville heller ikke have at han fik af vide hvad der var sket med hende. Ikke denne gang. Kunne han ikke forstå at der bare var ting i denne verden som var meget svære at snakke om? Især fordi hun havde de følelser for ham som hun havde. Det gjort det ikke ligefrem nemmere. Hun kunne tydeligt mærke på ham at han blev fustreret og det i sig selv gjorde det kun meget værre for hende. Hun ville ønske hun ikke var sådan en byrde for ham, det var også derfor hun havde holdt sin afstand til ham. Hun følte sig til besvær, som en byrde det ikke kunne andet end at skabe problemer. Lige nu følte hun det mere end noget som helst andet. Tårerne løb ned over hendes kinder mens hun blot hvilede blikket på sengen. Kunne han ikke bare gå? Der var vigtigere ting i denne verden end at han skulle holde øje med hende. Hun havde jo sagt at hun nok skulle komme i gang men det var åbenbart ikke noget. Hans ord rungede i hendes hoved. Hun bed sig hårdt i læben. Han forventede svar? Hun kunne ikke give ham et. "Det har ingen betydning. Jeg har det fint. Jeg troede vi blev enige om at der skulle holdes afstand i mellem os? Jeg har gjort min del, nu er det din tur til at gøre som vi har aftalt" sagde hun stille. Hun brød sig ikke om at sige sådan nogle ting men lige nu var det langt bedre end alternativet. Hun vidste at hun burde betro sig til ham, gøre som Carlisle havde sagt sådan så der kunne blive gjort noget ved de vagter men ærlig talt så havde hun ikke lyst til det. Hvis hun fortalte det til Gabriel så ... så blev det pludselig meget mere virkeligt end det var for hende lige nu. Hun begyndte let at ryste der i sengen. Alt det her gjort kun hele hendes situation værre. Hun gemte ansigtet i dynen og ønskede virkelig bare at være tilbage i drømmeland for der intet havde været galt. Han var krævende. Han blev med med at presse hende og hun kunne næsten ikke mere. Hun holdt om sig selv og puttede sig om muligt mere sammen under dynen. Hun kunne ikke, hun ville ikke. Kunne han ikke bare gå? Han skulle ikke vide noget, hun ville ikke have det! "Det kommer ikke dig ved. Bare gå!" Hendes stemme bar tydelige præg af stress og gråd. Hun kunne virkelig ikke klare det her og hun ønskede sig virkelig bare langt væk lige nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste god,t at de havde aftalt at holde afstand, men der var bare vise ting i livet, som var nemmere end andet, og når han nu allerede kunne sige, at han vidste, at der var sket noget med hende, og så skulle lade som ingenting, var bestemt heller ikke en tanke som han kunne klare. Det var virkelig.. forfærdeligt.. direkte grotesk faktisk, og han hadede det! Efter alt det med Silia, var han virkelig blevet elendig til det med hemmeligheder, og særligt fordi at han vidste, at hun nu holdt hemmeligheder for ham, og det kunne han da slet ikke holde til! Han trak vejret dybt. Igen fik han hende til at græde blot ved at sidde der.. Han skulle måske bare holde afstand til hende? Selv om det bestemt heller ikke var nemt for ham, at det foregik på denne her måde. Han hadede det virkelig! "Hvis der er sket noget, Aya, så forventer jeg at vide det, så jeg kan gøre noget ved det," begyndte han med en hård stemme. Det andet gjorde det virkelig ikke bedre for hans vedkommende.
Aya var virkelig ked af det, og mest af alt, så havde Gabriel lyst til at hidse sig op. Han havde virkelig gjort hvad han kunne for at holde afstand til hende som hun gerne ville have, men lige nu.. så kunne han altså slet ikke. Hans krop begyndte at dirre. Der var alt for mange som holdt ham for nar, og han var virkelig ved at være træt af det nu! "Jeg forsøger virkelig at imødekomme de krav som du stiller til mig, Aya, men jeg forventer det samme i retur." De himmeblå øjne vendte han mod hende. Det var ikke fordi at han ønskede at hidse sig op, men han kunne jo for pokker heller ikke lade være! Hun ville have at han skulle gå.. Det stod så tydeligt ud af hende.. Men han havde heller ikke tænkt sig at gå nogen steder hen. Ikke på vilkår. Han blev kun hidsig... og det var virkelig ikke ofte at han gjorde det, men selv dette var noget som kraftigt måtte påvirke ham. "Du besidder ikke nogen ret til at fortælle mig hvad jeg skal gøre, og hvad jeg ikke skal gøre, Aya! Jeg kræver at du fortæller mig hvad pokker her foregår..!" endte han denne gang med en mere fast og hård tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han havde virkelig fået nok nu!

[Deleted]

Som lovet, havde Carlisle ikke fortalt Gabriel noget som helst, også selvom det var det, som han havde haft mest lyst til. Hvorfor skulle det hele være så svært? Desuden vidste han jo, at Aya allerede var tabt til Gabriel, også selvom han var en gift mand! Det gjorde det ikke just bedre. Selv nu hvor han var gået igang med arbejdet, kunne han mærke hvordan hans tanker gik fra ting som han skulle tænke på, til at tænke mere og mere på Aya, som lå trygt og godt og sov i hans seng. Det gik han i hvert fald ud fra, og særligt efter det som hun havde været igennem, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund.
Carlisle rystede på hovedet og lagde fjerpennen fra sig. Han kunne nærmest høre hvordan Gabriel hævede stemmen i kælderen.. Man var vel ikke et vampyrisk væsen for ingenting.. Dette var noget som hurtigt fangede hans interesse. Var Gabriel alligevel gået ned til hende, selvom han havde bedt ham om at lade være? Den tanke alene, var noget som faktisk godt kunne gå hen og irritere ham lidt. Han rejste sig, inden han hurtigt ved hjælp af vampyrens hurtighed, endte nede ved døren til hans kammer. Han kunne se Gabriel var vred... Men hvorfor? "Deres Højhed... Jeg bad Dem udtrykkeligt om at lade den unge Aya, sove.. Det er hende tiltrængt," begyndte han med en alligevel alvorlig stemme, da han trådte indenfor. Hans blik hvilede på den unge konge. Han var vred, men af grunde som han slet ikke kunne forstå sig på. Han selv var ikke bange for at gå imod kongen, for hvis der var nogen som burde kunne snakke fornuft til ham, så var det da uden tvivl ham selv. Hans øjne hvilede stift og direkte intenst på Gabriel, da han stillede sig ind mellem dem. Hvis Gabriel var hidsig, måtte det gå udover ham i stedet for. "Aya skal tidsnok komme ud af sengen og få gjort sit arbejde, Deres Højhed," fastholdt han med en yderst kortfattet mine.

[Aya Keena]

Det her var ubehageligt. Hun ville ikke mere, kunne han ikke bare lade hende være alene? Igår havde været hård, hun havde virkelig haft det skidt men Carlisle havde hjulpet hende, fået hende til at blive en smule gladere igen og nu sad Gabriel der og gjorde det hele meget værre. Det var næsten ikke til at bære at det skulle være på denne måde. Hun kunne jo virkelig godt lide ham men det her var bare alt for svært at håndtere lige nu. Tårerne trillede som hans ord måtte runge igennem det hele. Han ville og han ville. Hvad med det hun ville? "Du skal ikke gøre noget ved det. Bare lad det ligge" mumlede hun stille og gemte sig lidt væk i dynen. Dette var virkelig ubehageligt og hun havde mest af alt lyst til at rejse sig og bare stikke af. Hun kunne snart ikke mere.
At Carlisle havde hørt ham hæve stemmen vidste hun ikke. Selv havde hun slået hænderne for ørene i ren og skær protest. Dette var ikke en situation hun bare kunne glemme og distancere sig selv til som med så meget andet. Dette var for personligt, for hårdt. "Jeg har overholdt min del af aftalen. Jeg holdt mig fra dig. Nu er det din tur" sagde hun svagt og bed sig i læben igen. Hun kunne høre Gabriel hidse sig op, han var vred. Det var tydeligt og det var ikke noget hun kunne lide. Et sted så skræmte det hende egentlig en smule. Hun skulle til at reagere da Carlisle kom ind i rummet. Hans stemme var en redning for hende i denne stund. Gabriel var vred og hans ord rungede i hendes hoved. Hun havde mest af alt bare lyst til at stikke af, smutte og så bare forsvinde. Hun kunne virkelig ikke klare det mere. Hun bemærkede Carlisle gå imellem dem. Han var tæt på og hun kunne mærke at hendes sind blev en smule mere roligt. Hun endte med at rykke sig helt hen til Carlisle og greb fat i ham og gemte ansigtet ind mod hans krop. Hun drejede hovedet en smule og lod et par skræmte øjne hvile på Gabriel. "Hvis jeg ikke har lyst til at fortælle dig hvad der er sket med mig så skal jeg ikke. Det er ikke alt i denne verden som jeg har lyst til at andre skal høre noget om." Hun puttede sig ind til Carlisle, hun havde virkelig brug for den trøst som han kunne give hende lige nu. Gabriel krævede at hun fortalte ham det, han krævede at vide det men hun ville virkelig ikke. Det var for svært lige nu.