Im giving up on the light

[Aya Keena]

@carlisle

Det var aften, hvor sent havde Aya ingen ide om længere. Hun havde mistet alt fornemmelse for tid inden i det rum. Hun skuttede sig, hele hendes krop rystede og hun følte sig kold og ulækker. Hun havde ingen ide om hvor hun var henne selvom hun vidste at hun endnu var på slottet, hun var ligeglad. Hun lå på knæ i græsset ude i slothaven med armene om sin krop. Hun havde det forfærdeligt virkelig skidt faktisk. Regnen faldt ned over hende og hun mærkede hvordan den ramte hendes bare hud på ryggen. Hun havde lukkede øjne og tårerne trillede ned over hendes kinder. Hun følte sig ydmyget, forhadt. mest af alt havde hun lyst til at stikke af lige nu og forlade Procias. Det var virkelig slemt at være i dette land. Et lille hulk undslap hendes læber og hun lod vingerne på ryggen vise sig. Det tog på hendes energi at holde dem skjult. Hun så herrens ud, virkelig skidt faktisk. Hendes ellers normalt hvide vinger var blodige, fjerene manglede hist og pist og det var tydelige mærker efter piske og knive på dem. hendes ryg var ikke bedre. Den var fyldt af lange tynde mærker efter piskesmæld. Blodet fra hendes sår blandet sig med vandet fra regnen. Det gjorde ikke ondt, hun følte ingen smerte, ikke det mindste. Hun kunne bare mærke at hun snart ikke kunne mere. Det var for hårdt at være i lyset. Alt alt for hårdt. hendes følelser for Gabriel var der stadig selvom hun virkelig undgik ham så meget som hun kunne. Hun kunne ikke tillade sig at have de følelser hvilket kun gjorde det hele meget værre. Hun kunne ikke holde det tilbage mere. hun begyndte at hulke selvom hendes hulk blev dulmet lidt af regnen. Det var mørkt, der var ingen andre af hvad hun vidste af og hvem ville også være ude i dette vejr? De havde bare smidt hende der da de var færdige, bare efterladt hende og hånet hende før de var gået igen. Hun havde prøvet at kæmpe imod men hun havde ikke været i stand til det. Hun følte sig virkelig dårligt tilpas.

[Deleted]

Uanset hvad er var sket mellem Gabriel og Aya, så var det noget som påvirkede stemningen som hvilede på hele slottet. Alt taget i betragtning, så var det noget som selv måtte bekymre Carlisle, også selvom det var en af de ting, som han faktisk ikke ønskede at blande sig i. Nu hvor det var aften og det var sent, og langt det meste af slottet var gået til hvile, havde han selv været forbi tjenestefløjen, kun for at se hendes seng ligge tom. Naturligvis var dette noget som faktisk gjorde ham direkte bekymret, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved af den grund. Han søgte efter hende.. Et sted var han jo bange for, at der var sket noget, og særligt fordi at det var noget som var sket før. "Har I set Aya?" spurgte han igen og igen de soldater og vagter, som han passerede, selvom der ikke var nogen som kunne give ham et konkret svar. Selvfølgelig irriterende!
Med faste skridt, passerede han det ene vindue, hvilket hurtigt fik ham til at stoppe op og bakke tilbage igen.. Var det hende som lå derude i regnen? Hans blik gled direkte til skikkelsen som han i det mørke lys, kunne spotte nede i haven. Det havde sine fordele at være et mørkt væsen, også selvom han havde været her igennem frygtelig mange år. Han rystede på hovedet, inden han satte i let løb igennem slottet, for at komme ned af trappen og ende i den store forhal. Smukt var slottet uden tvivl, også selvom det var malet af dronningens klare fravær. Vagterne ved de store døre, slog dem op i takt med at Carlisle nåede dem. Ham kendte de jo trods alt. "Aya!" kaldte han med en fast tone, inden han vilkårligt bare trådte ud i det forfærdelige vejr i stedet for. For ham blev han jo kun våd, så det var virkelig ikke så slemt igen. Hun derimod lignede en som havde brug for hjælp? Han søgte direkte hen mod hende. "Aya, hvad foregår her?" Han stoppede op. Her lugtede af.. blod.. Han blottede tænderne. Var hun kommet til skade?

[Aya Keena]

Alt det som var hændt mellem Aya og Gabriel påvirkede hende ufattelig meget. Hun kunne ikke være ham nær og hun savnede ham så forfærdeligt. Det påvirkede hendes humør utrolig meget og det var noget de andre tjenester folk havde bemærket. Hun var ellers normalt altid så glad og smilende men nu så var hun bare trist. Det påvirkede dem alle sammen en smule. Aya sad ude i regnen. Hun frøs, hun var kold men hun kunne ikke rykke sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde intet sted at søge hen. hun så forfærdelig ud og hun vidste det. Hun knugede armene mere om sig selv. Måske hun bare skulle opgive? Hendes liv før havde ikke været det bedste men lige nu syntes det da kun at være blevet værre. Hun sukkede en gang og hulkede på ny. Hun hadede at have det sådan her, hun hadede de tanker! Hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at være glad?
At der var nogen som ledte efter hende eller havde bemærket at hun var væk anede hun ikke. Det gik faktisk først op for hende da Carlisle's stemme nåede hende igennem den kraftige regn. Hendes hjerte begyndte at hamre forfærdeligt i hendes bryst. Hun havde ikke lyst til at blive set, ikke på denne måde og slet ikke af ham. Hun prøvede at komme på benene men hendes krop var tung. hun bed sig stille i læben og lukkede kræftigt øjnene men blev fortsat liggende på knæ i græsset. hun kunne ikke røre sig. Hun havde ikke energien til det. Hun hørte ham komme nærmere, hørte hans stemme, hans spørgsmål. Hun drejede ansigtet væk fra ham og hev det iturevende tøj lidt mere om sig for at skjule sig en smule. Carlisle, jeg ....." Hun tav. Hvad skulle hun sige? Sandheden? Ville han overhovedet tro på hende? Ville han sige det videre til Gabriel? Hun bed sig en smule hårdere i læben. Hun ville bare være alene! Han havde ikke brug for at se hende sådan her. "...... Ikke noget. Bare .... gå indenfor igen" endte hun stille. Hun havde det virkelig skidt, var det så underligt?

[Deleted]

Hele slottet vidste, at der var noget galt, og selvfølgelig var selv det noget, som i sandhed måtte påvirke Carlisle, også fordi at han særligt var påvirket af hvad der skete med Gabriel. Den mand havde han jo altid anset for at være noget hen af en onkel eller noget som mindede, så det at se ham så ked af det, var noget som han heller ikke kunne lide.. Og nu hvor manden havde bedt ham om at holde et ekstra vågent øje med Aya, og det havde han så sandelig også tænkt sig. Dette var nu alligevel noget som havde sprunget forbi hans øje, og han måtte i sandhed erkende, at det ikke var noget som han bifaldt særlig meget.
Selv søgte Carlisle direkte ud efter hende. Ud i den kolde regn, selvom det nu heller ikke var noget som påvirkede ham i den forstand. Det var derimod lugten af blod som gjorde det, og det som for alvor fik ham til at stoppe op. Hvad var der sket helt præcist? Han brød sig ikke om den tanke, og det var også lidt det, som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. "At afvise mig, kommer ikke nogen til gavn, Aya. Fortæl mig hvem der har gjort det her ved dig.." Han valgte selv at søge tættere på. Den var da rivende gal, af hvad han kunne se, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig særlig meget om! Han knælede ved hendes side, kun for at lade hånden søge mod hendes skulder. Han ville ikke bringe dette til Gabriel, såfremt at det ikke var noget som hun gav ham retten til, for den strid som nu måtte være igang mellem de to, var da slet ikke en af slagsen, som han ønskede at blande sig i. Det var ikke noget som ville gavne ham! Han sukkede let. Den stank af blod, var virkelig kraftig og ja.. den gjorde ham sulten.. virkelig sulten! Han bed det i sig for nu, også selvom der kom en langt mere tydelig rød farve i hans øjne, alene ved tanken om det blod som var lige foran ham. "Jeg kan ikke bare lade dig sidde her.. kom med ind.. Jeg kan tage mig af dig.." Hans blik gled direkte mod hende. Han forsøgte virkelig at holde igen, også selvom den forbandelse ved at være en delvis vampyr uden tvivl trådte til syne lige nu. Han tog sin kappe af, som han lagde om hende skuldre. Han kunne jo se, at hun så forfærdelig ud! "Du skal ikke sidde herude i regnen.. kom med ind," bad han igen.

[Aya Keena]

De havde ikke kunnet blive enige om hvordan det skulle være. Aya havde følelser som han hverken ville eller kunne dele med hende og det var også helt i orden men han mindede hende bare om de følelser når han snakkede til hende på den måde. Det gjorde hende forvirret og rigtig ked af det. Regnen slog hårdt mod hende nu kolde og våde krop. Hun havde det skidt, ønskede at forvinde efter det som var sket på denne aften men hun kunne ikke flytte sig. Hun havde ikke overskudet til at flytte på sin trætte krop. Det hele var bare for meget. At Carlisle var blevet bedt om at holde øje med hende var ikke noget hun hverken vidste eller tænkte over. Hvorfor skulle hun dog det? Stadig var hun jo ingen ting værd så hvorfor skulle nogen bruge tid på at holde øjne med hende? Hun hørte hans stemme, mærkede ham komme tættere på sig. Hun vidste at hun blødte, hun vidste at dette ville påvirke ham og det var ikke noget hun ønskede. Hun rystede blot på hovedet ved hans ord. "Du burde ikke være nær mig. Jeg bløder, du har allerede vist tegnene på at reagere på mit blod, Carlisle jeg ønsker ikke at det påvirker dig. Bare gå indenfor igen" bad hun stille og vendte blikket i jorden. Hun var træt og kold og knust. Hun følte sig ødelagt i sit indre men på en anden måde end hvad hun havde været det med Gabriel. Denne aften havde været anderledes, forfærdelig og hun havde absolut ikke lyst til at fortælle ham hvem der havde gjort noget ved hende så hun sprang blot hen over det. Hun rystede på hovedet igen og vendte blikket mod hans skikkelse. Hun kunne se det rødlige skær i hans øjne og lagde stille hovedet på sned. "Jeg kan ikke lade dig komme mig nær, Carlisle. Du er påvirket af blodet, du har aldrig smagt menneskeblod men du er draget til det. Hvis du ender med at smage eller bide mig vil de smide dig ud og det er ikke noget jeg ønsker! Lad mig ligge!" Hendes tone var mere fast nu. han skulle ikke stilles i den situation! Ikke på Vilkår! Hun mærkede kappen som sine skuldre og tog imod den men fik dog trukket sig en smule fra ham. Hun kunne kun forstille sig at dette måtte være forbandet hårdt for ham og det var ikke noget hun ønskede. Hans bøn om at hun skulle komme med ind ville hun ikke lytte til. Han skulle ikke udsættes for sådan noget og hun havde alligevel ikke overskud til at rejse sig.

[Deleted]

Blodet påvirkede Carlisle i en forstand, som han ikke brød sig om, men at vende ryggen til hende, når hun så sådan ud, var da slet ikke noget som skulle komme på tale. Herude skulle hun ikke have lov til at sidde alene. De havde jo trods alt deres lille pagt, og det var jo at de skulle hjælpe hinanden, og det gjorde han så sandelig heller ikke ved at vende ryggen til hende, så det var ikke noget som han ville. Han gik uden tvivl ud fra, at det så var sådan at han skulle handle. "Du taler for døve ører i nat, Aya.. Jeg lader dig ikke sidde her alene," sagde han med en ganske bestemt tone. Det var skam en ting, som hun lige så godt bare kunne tage til efterretning, for det havde han så sandelig heller ikke tænkt sig.
Uanset hvem der havde gjort dette ved hende, så var det en tanke som helt klart gjorde ham trist og ked af det.. Hvorfor altid hende? Den søde Aya med det varme hjerte, som kun ønskede det gode og det bedste for alt og alle, som faktisk var omkring hende? Det gjorde ondt på ham.. Det gjorde virkelig ondt. Han knælede forsigtigt ved hendes side, og lagde kappen roligt om hende, også selvom det resulterede i, at hun trak sig væk fra ham. Han mødte hendes blik. "Havde du regnet med, at blod ville gøre andet end at påvirke mig, Aya? Uanset hvad, så lader jeg dig ikke sidde herude.. Han behøver ikke at vide, at der er sket noget.. kom.. lad mig hjælpe dig indenfor og lad mig tage mig en smule af dig.. Som du gjorde ved mig sidst.." Og ved disse ord, endte han med at rykke tæt på hende.. lade armene falde omkring hendes skikkelse, ved at gribe under hendes knæ og ryg, kun for at løfte hende op. Han kunne jo se, at hun var kommet slemt til skade, og derfor havde han heller ikke tænkt sig at lade hende kæmpe med den slags alene.. Det var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende. "Vi tager til mine gemakker.. der kan vi være lidt alene..."

Igen som han nåede de store døre og vagterne fik øje på ham. De stirrede efter ham, som Carlisle bare passerede dem, for i stedet at søge i retningen af kælderen, hvor hans gemakker måtte ligge gemt. Det var sådan at han kunne lide det.. Det gav dem da om ikke andet, så lidt tid selv, uden at alle mulige skulle komme rendende. "Her kan vi være alene.." sagde han roligt, som han nåede ned af den lange gang, kun oplyst af fakler, inden han nåede sine gemakker.. Her skubbede han døren op og afslørede et forholdst stort rum med fint møblement i form af en stor seng, stort skrivebord og andet i fint luksuriøst materiale. Kun forbeholdt adlen.

[Aya Keena]

Aya ønskede slet ikke at det skulle påvirke ham på den måde. Hun vidste jo hvor slemt det kunne være og hun ønskede ikke at stille ham i det dilemma. Ikke igen da. Hun ville hellere bare sidde med det alene, det var alligevel også nemmere et sted. Tårerne trillede ned over hendes kinder selvom man ikke kunne se dem for regnen. Hans ord gjorde hende faktisk glad et sted. Hun ville ikke bare lade hende sidde alene men passe på hende. Tanken var dejlig selvom hun virkelig blot ønskede at være alene. Hun følte sig dårligt tilpas i hendes egen krop. "Jamen ..... Okay" hviskede hun stille. Hun kunne ikke kæmpe imod, hun havde ikke styrken til det.
Aya så forfærdelig ud. Piskesmæld så dybe at blod måtte løbe fra sårene. Hun var blevet skåret i, også slået selvom disse mærke ikke kunne ses af ham endnu da de var på hendes mave. Hun havde det så skidt, ønskede bare at gemme sig væk fra alt og alle, også selvom hun måtte indrømme at det var dejligt at han var der sammen med hende. Han havde en måde at gøre hende tryg på, den var anderledes end den måde hun havde det med Gabriel på. Hun lyttede til hans ord og sukkede svagt. Han ville ikke fortælle det til ham? Hun gik ud fra at ham var Gabriel men ... hvis hun fortalte ham hvad der var sket så var han vel nød til det? Hun nåede ikke at svare før han havde rykket sig tættere på hende og taget fat om hende så hun blev løftet op i hans favn. Hun havde til at starte med bare lyst til at vride sig fri, hun havde ikke lyst til at være nogen nær og alligevel så kunne hun mærke at hun begyndte at blive mere rolig. Hun endte med at falde lidt ind i hans favn og greb fat i hans bluse med den ene hånd. "Jeg vil bare ikke have at der sker noget. For mig er det ligegyldigt men jeg vil ikke have at der sker noget som kan gøre dig det ubehageligt" hviskede hun stille.

Hun lod ham føre sig lige det sted hen som han ville, hun følte sig tryg i hans favn hvilket hun ikke havde regnet med at hun ville. Tårerne faldt stadig ned over hendes kinder og som de nåede længere og længere ned i krypten trykkede hun sig mere og mere indtil ham. Hulkene begyndte at komme igen. Det havde virkelig være en forfærdelig aften. Virkelig meget. "Jeg har det virkelig skidt. Virkelig virkelig skidt" sagde hun hulkende og klyngede sig lidt mere ind til ham. "ikke uden på ... men inden i. Jeg har det virkelig dårligt, Carlisle." Det var virkelig en ubehagelig følelse det her. Det var så skidt.

[Deleted]

At lade hende sidde og kæmpe med det alene, var slet ikke noget so faldt Carlisle ind. De havde indgået den aftale, at de skulle være der for hinanden. Om ikke andet, så hjælpe hinanden, når kampene var kæmpet - som i dette tilfælde, for noget var da sket med hende, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om i det hele taget! Han tyssede let på hende, nu hvor han havde fået hende løftet og bar hende med indenfor. Umiddelbart var han glad for at hendes modstand af det hele, ikke var større, for det gjorde det da uden tvivl også nemmere for ham. "Tænk ikke på det nu.. Nu er det mig som skal tage sig lidt af dig.. Jeg ved ikke hvem der har gjort det her mod dig.. og jeg går heller ikke ud fra, at du vil fortælle mig hvem.." Alene den tanke om at nogen kunne gøre det, var virkelig det værste. Var det Eric igen? Det var den første tanke som slog ham, og det var bestemt heller ikke fordi at det var særlig behageligt, at det var den tanke som ramte ham som noget af det første.

Selve kælderen var præget af mørke, men derimod også mere indbydende for en vampyr. Det var her Carlisle havde boet siden han var ganske lille, og siden han havde mistet sin far, så havde han selv valgt at indtage mandens kammer og gøre det til sit eget. Sengetøjet var i de blodrøde farver, og stedet bar en dunkel atmosfære og stemning.. præcist som han godt kunne lide det. Han bar hende med sig hen til sengen, hvor han satte hende på sengekanten. Duften af blod rev virkelig i ham... han ønskede pludselig at flå og flænse... slå ihjel.. Men han nægtet! Det var instinkter, som han nægtet at give efter for, og det var så sandelig også det, som var ham det vigtigste i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt, når det endelig skulle komme til stykket. "Du må få det våde tøj af, og lægge dig i sengen. Jeg... jeg finder noget at rense dine sår med.." Han havde brug for afstand for et kort øjeblik i frygten for, hvad han kunne ende med at gøre ved hende. Ved disse ord, vendte han om, for igen at søge ud af døren. Hun healede ikke som den typiske vampyr, men for ham, gjorde det intet. Han ville bare passe på hende.. Var det virkelig så slemt?

[Aya Keena]

Aya havde ikke lyst til at han skulle være hende for tæt eller det troede hun ikke. Hun havde ikke lyst til at nogen skulle se hende på denne her måde. Dog måtte hun erkende at det han tog hende i favnen gjorde hende mere tryg og gav hende lidt mere ro. Hun stolede jo på ham, følte sig tryg i hans favn og det var noget hun havde glemt indtil hun igen befandt sig der. han tyssede på hende som han gik med hende ned mod kælderen men det hjalp intet. Hun græd blot i hans favn og trykkede sig indtil ham. Hans spørgsmål fik hende til at vende de tårefyldte øjne mod ham. Hun bed sig stille i læben. "Hvis det nu er nogen på slottet som har gjort dette ved mig så ..... så er du tvunget til at sige det videre, er du ikke?" spurgte hun stille og lod hovedet falde ind mod hans krop. Han var kold som altid men det var på en måde en velkendt følelse.

Det mørke rum var ikke noget som Aya var vant til. Selv fortrak hun dagslys frem for noget som helst andet selvom hun ikke kunne være ude i det i alt for lang tid af gangen. Hans værelse var flot, meget flottere end hendes lille tjenerværelse og hun kiggede lidt rundt mens han gik gennem rummet med hende for herefter at sætte hende ned på sengekanten. Hun slap ham, om end en smule modvilligt og trak tøjet mere om sig. Hun ville ikke ses, hun ville virkelig ikke. At det rev i hans instinkter tænkte hun nok, blod påvirkede ham meget hvilket var en skam. Hun kiggede efter ham som han gik mod døren. Hun kunne ikke heale det. De havde givet hende noget, en væske som påvirkede hendes evner. De havde nydt det, pint hende. Tårerne begyndte at falde ned over hendes kinder på ny. Det har var virkelig ikke rart! "De gav mig noget. En eller anden væske og derefter kunne jeg ikke heale" forklarede hun stille. Hun betragtede ham som han forlod rummet for at hente ting til at rense hendes sår med. Hun rejste sig stille op og løsnede grebet om hendes tøj sådan så hun ikke havde noget på. Hun så herrens ud. Ikke nok med alle de sår hun havde på ryg og vinger så var hun gul og blå på maven efter tydelige slag. Hun lod fingrene glide let over hendes mave og hen over hendes ribben. Der var et par af dem som var voldsomt ømme, måske bøjede eller brækkede, hun vidste det ikke. Hendes blik gled ned over hendes mave ned til hendes ben og hun frøs kort. Hun bed sig i læben og sank tilbage i knæ på gulvet, hun greb hans kappe og tog den beskyttende om sig på ny. Hun havde det skidt, hun følte det næsten som om hun skulle kaste op.[/blockquiote]

[Deleted]

Carlisle reagende virkelig ikke med at Aya ville fortælle ham hvem og hvad der havde gjort dette ved hende, men om hun gjorde, så ville han naturligvis kun blive glad og tilfreds, når det nu endelig skulle være i den ande nende. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Var det en på slottet som havde gjort det? "Jeg kan starte egen undersøgelse af sagen, uden at indvige kongeparret, før det bliver en nødvendighed, hvis det er nogen trøst for dig?" spurgte han. For hans vedkommende, så var det virkelig vigtigt for ham at hun stolede på ham og det som han gjorde.

Blodet var uden tvivl noget som påvirkede Carlisle, også selvom han virkelig forsøgte at undgå det, så var det bare som om, at det ikke var noget som gik helt som han gerne ville have det, og det gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hans vedkommende. Han havde brug for at trække lidt luft, og det gjorde han i den tid hvor han var ude, for at hente noget at forbinde med, for han kunne jo både se og lugte, at hun ikke healede, og naturligvis var det noget som kun vækkede en klar og tydelig bekymring selv i ham. Han kom hurtigt tilbage med en sale, samt en lille balje med varmt vand i sine hænder. Han fik hurtigt øje på hende på gulvet under kappen. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, men.. hvad skulle han da kunne gøre? Han satte det hele hen på sengebordet. Her var hyggeligt.. indbydende og afslappende, og det var sådan han selv godt kunne lide det. Han søgte hen til hende. "Kom.. Vi må få tjekket de sår igennem, Aya..." opfordrede han med en rolig stemme, inden han roligt tog fat omkring hendes skikkelse, for at bære hende hen til sengen. Han ønskede virkelig ikke, at der skete hende noget, og det var lidt det, som han ønskede at understrege for hende. Han satte sig på sengekanten ved siden af hende.. Uanset hvem der havde gjort den slags.. så var han sur.. Det fortjente hun virkelig ikke!

[Aya Keena]

Aya stolede på Carlisle utrolig meget. Han havde allerede fået en betydning for hende som hun ikke helt kunne forklare men hun følte sig bestemt tilpas når han var hende nær. Hun følte sig tryg, følte at han ville hjælpe hende og passe på hende hvilket absolut var noget hun havde brug for. Især i denne stund. Hun bed sig let i læben og betragtede ham. Hun vidste ikke om hun skulle sige hvem der var, hun ville ikke have at nogen fik det af vide. Det var virkelig ubehageligt. At han sagde at han nok var nød til at informere kongeparret på et tidspunkt fik hende til at vende blikket i jorden og ryste på hovedet. "De skal ikke vide noget. Han skal ikke vide noget. jeg er til nok besvær som det allerede er" mumlede hun stille og lukkede øjnene. Hun ville ikke bebyrde Gabriel med mere. Hun havde gjort så rigeligt, det her skulle nok gå over, ikke? Tanken om at de måske kunne finde på at gøre det igen slog hende og hun begyndte svagt at ryste mens tårerne trillede. Hun var bange hvilket nok ikke var underligt.

Carlisle havde forladt rummet. Hun vidste at han skulle finde ting til hendes sår men hun var også sikker på at han havde brug for at komme væk fra lugten af blod. Hun bed sig stille i læben, det var virkelig ikke sådan at hun ønskede at han skulle reagere men hun kunne jo ikke gøre så meget. Hun sukkede stille og prøvede at gøre sig klar men nåede dog ikke langt. Hun endte på gulvet med kappen så tæt om sin krop som over hovedet muligt. Hun ville ikke, hun kunne ikke. Tankerne fløj gennem hovedet på hende og tårerne trillede kraftigt ned over hendes kinder. Hun hørte ham komme ind men sagde intet. Hun mærkede at han på ny bar hende over til sengen og hun holdt bare kappen så tæt om hende som muligt. "Du må tjekke dem på min ryg og på mine vinger" endte hun så til sidst og drejede kappen sådan så hendes ryg og vinger blev synlige. Hun ville ikke have han skulle se det andet. Hun ville ikke og han kunne ikke tvinge hende!

[Deleted]

Visse ting var Carlisle selvfølgelig nødt til at give til kongeparret, men det blev så sandelig heller ikke før, at der ikke var noget andet valg. Han skulle selvfølgelig informere om det, hvis han kunne komme til bunds i sagen, men foruden det, så var der ikke nogen grund til at blande hverken Silia eller Gabriel ind i sagen. Han var bekymret.. særligt fordi at hun så ud som hun gjorde, og det var slet ikke en tanke som han kunne lide, hvis han endelig skulle være helt ærlig. Han bed tænderne en smule sammen og med blikket som han vendte i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han var tryg ved hende.. han stolede på hende, og det var bestemt ikke ofte at han sagde det, og særligt ikke på denne her måde. Måske at det var fordi at de havde de ting til fælles, men.. og så alligevel ikke. "Du er ikke til besvær, Aya.. Dette er slet ikke noget som burde forekomme, og da slet ikke indenfor murene her," pointerede han med en direkte ærlig og bestemt tone.

Carlisle havde kun haft brug for en grund til at søge væk, så han kunne samle sig. Lugten af blod, var uden tvivl noget, som voldsomt måtte rive i ham, og han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det. Var det egentlig så slemt at det ikke var godt for noget andet? Igen fik han båret hende hen på sengen, hvor han opfordrede hende til at klæde sig af.. Og det med gode grunde, og det var vel også det, som hun var klar over i den anden ende? Han nikkede og så til at hun blottede vingerne og ryggen. Selv så det bestemt ikke godt ud, og det kunne tydeligt ses i hans egen mimik. Han kunne ikke lide at se hende på denne her måde, og da slet ikke på den her måde! "Ej kan jeg begribe, at nogen kan gøre sådan noget mod et andet individ.. Jeg forstår det virkelig ikke.." Han startede med det varme vand, hvor han fik vendt en klud og klemte vandet ud.. inden han ganske forsigtigt gav sig til at vaske det. Han var virkelig ikke ude på at gøre hende noget ondt, og slet ikke tvinge hende til noget, som hun ikke ville have.

[Aya Keena]

Som den kongelige rådgiver af landet vidste hun at han var nød til at fortælle dem ting og det var skam også helt fint men så kunne hun bare ikke fortælle ham alt. Hvad der var sket på denne aften ønskede hun virkelig ikke at nogen skulle vide og mindst af alle Gabriel. Tårerne faldt ned over hendes kinder. Hun frygtede de mænd som havde gjort dette ved hende for de havde virkelig været grove på en måde som hun aldrig havde prøvet før. Hun hulkede lidt igen, hvorfor skulle det også være sådan her? Det var bare ikke fair på nogen som helst måde. Hun snøftede lidt og vendte så til sidst blikket mod Carlisle igen. "Jeg er til besvær. Meget besvær endda. Du ved ikke det hele" sagde hun stille og bed sig let i læben. Hun holdt meget af Carlisle, han var vigtig for hende og et sted så ønskede hun virkelig at fortælle ham alt der var ske og bare græde ud men der var bare visse ting hun ikke kunne sige til ham og visse ting som hun ønskede ønskede skulle videre til kongeparret.

Han kom tilbage og han så ud som om han havde det bedre hvilket var positivt. Hun mærkede hans favn på ny, det var trygt også selvom han satte hende ned igen. Hun mærkede ham ved hendes side og gemte sig blot under kappen. Hun ville ikke ses, ikke det hele. Hun kunne ikke lide det, hun ville ikke have det. Hun knugede armene hen over maven på sig selv og krummede sig en smule mere sammen. Smerten mærkede hun ikke, ikke de fysiske i hvert falde. Hun sukkede stille ved hans ord. "De nød det, nød at svinge pisken, dog ikke nær så meget fordi jeg ikke skreg, ikke gjorde noget. Min smerte terskel er meget høj. Da de så ikke fik det ud af det som de ville have så ......... så fik de mig til at skrige af andre ting." Hendes stemme var på en måde besynderligt monoton da hun fortalte. Hun havde det virkelig skidt og hun var så splittet. Hun ville så gerne fortælle ham det hele men hun kunne heller ikke ricikere noget. Hun ville ikke have at nogen andre skulle have det af vide, Gabriel mindst af alle. Tårerne faldt igen og hun krummede sig noget mere sammen mens hendes triste øjne søgte mod hans skikkelse. "I alle mine år som slave er jeg aldrig blevet bahandlet så skidt som er jeg er blevet siden jeg er ankommet til dette land .... Det er en sjov tanke, ikke?"

[Deleted]

Carlisle vendte blikket stille mod hende. Han ønskede virkelig at hjælpe hende. Han anså hende som en veninde, og særligt fordi at de havde lovet hinanden at hjælpe hinanden, og det var noget som han faktisk stod fast på, at han gerne ville gøre også for hendes vedkommende. Han bed sig en smule i læben og rystede så på hovedet. Hun fortalte ham jo faktisk ikke rigtigt noget som helst. Det var skam ikke fordi at han ikke kunne forstå hende, for det gjorde han skam.. Det var slet ikke der den måtte ligge. "Jeg kan desværre ikke foretage en arrestering, uden at have Gabriel eller Silias samtykke... Men før det, kan jeg gøre alt, uden at de behøver at vide noget," fortalte han sigende. Den slags skulle kongehuset være indforstået med og godkende, inden det kunne ske. Han håbede lidt, at hun kunne se det.. At han faktisk bare gerne ville hjælpe hende lidt.

Selv havde Carlisle det bedre nu, end hvad han havde haft for bare et øjeblik siden. Den duft af blod, skulle han uden tvivl vænne sig til, for det rev virkelig i ham efter at rive og slide i hende, og det lignede ham så sandelig heller ikke at reagere så voldsomt, som det han havde gjort i en situation som denne. Faktisk kunne han slet ikke lide, at det var på den måde, at det hele måtte foregå. Han trak vejret dybt. Han kunne se, at hun var godt pisket.. og det gjorde virkelig ondt på ham at se hende på den måde. Han rystede let på hovedet.. og endda nogen på denne side af slottets murer.. Det var næsten det værste. "Jeg forstår bare ikke, hvorfor de hele tiden og så igen skal være sådan efter dig.. De ved at Gabriel bliver rasende, hvis han ser det," endte han dæmpet. Måske at det jo faktisk var derfor at de gjorde det? De vidste, at hun intet ville sige? Han vendte blikket mod hende ved hendes sidste ord... var det en hentydning? Et sted så var han ærlig talt bange for det, og det var faktisk heller ikke en tanke som han måtte bifalde på nogen måde. Han kunne faktisk slet ikke lide, når det var sådan at tingene måtte foregå. "Fanger jeg en skjult hentydning bag dine ord, Aya?" spurgte han med en næsten forsigtig stemme. Nej, han brød sig ikke om det, for han ønskede da ikke at se hende forlade stedet her!

[Aya Keena]

Aya var glad for at han havde fundet hende og hun var virkelig glad for at han ønskede at hjælpe hende. Carlisle var en mand som hun anså som være rigtig vigtig i hendes liv og hvis han havde siddet i denne situation havde hun også været der for ham. Hun betragtede ham stille. Hun ville ikke fortælle ham hvad der var hændt hende endnu, ikke så længe han ville fortælle det videre. Det var virkelig en tanke som hun slet ikke kunne holde til i hovedet. Hun lod hovedet læne let mod hans skulder og sukkede stille. "Hvad hvis jeg bare har brug for at snakke med dig om det, bare have nogen at fortælle det til uden at der skal laves en sag ud af det. Kan vi ikke bare det? Jeg har virkelig brug for at snakke med dig, Carlisle men ..... men jeg ønsker ikke at nogen andre skal have det af vide" indrømmede hun stille og bed sig stille i læben. Hun kunne rigtig godt lide Carlisle, han var en god og retfærdig mand. Hun havde brug for at snakke med ham men hun vidste virkelig ikke om hun kunne.

Igen gik det ud over hende, igen havde hun været målet for deres handlinger og denne gang var det ikke en sindsyg mand på den anden side af muren, nej denne gang var det folk på denne her side, folk som egentlig skulle passe på det hele. Hun sukkede stille og prøvede at tørre øjnene selvom det intet hjalp. Hun lod ham rense de sår hun havde på ryggen men gemte stadig sit bryst, sin mave og sine ben. Hun ville ikke lade ham se det, det kunne hun ikke. Hans ord fik hende til at vende blikket mod ham. "De .... Jeg tror de gjorde det fordi de var sure på mig. Forholdet mellem Gabriel og jeg er anspændt i øjeblikket og folk på hele slottet kan fornemme det. Disse mænd gav mig skylden for det hele .... og de tager ikke fejl" mumlede hun stille. Det var jo hendes skyld. Hvis hun ikke havde sagt noget til Gabriel omkring hendes følelser så havde alt jo været som det plejede. Hun betragtede ham roligt ved hans spørgsmål. Hun kunne se at han ikke brød sig om de ord. Hun kunne ikke dy sig, hun slap kappen og lod den falde lidt mens hun lagde armene om ham. "Jeg går ingen steder, Carlisle. Jeg synes bare at det er lidt sjovt fordi alle mener at jeg blev redet fra et liv som slave som indtil videre har været bedre end det liv her." Hun vendte blikket op mod hans skikkelse og trykkede sig lidt ind til ham. Kappen faldt ned i hendes skød så kun det nederste af hendes mave og ben var dækket. Hun var, ligesom på ryggen, blevet pisket hen over brystet og blå, lilla og gullige farver prægede hendes ribben og mave efter mange tydelige slag.