Im giving up on the light

[Deleted]

At lade hende sidde, var slet ikke noget som kom på tale, og slet ikke når han vidste, at hun ikke havde andre. Carlisle var en retfærdig mand, og han stod ved sine løfter, når han gav dem. Ligesom han havde gjort i dette tilfælde, og faktisk havde lovet at være der for hende når det var nødvendigt. Ville man da ikke sige, at det var sådan en situation i øjeblikket? Han sendte hende et stille smil, som hun lagde hovedet på hans skulder. Selvom hun havde startet med en afvisning, var han da om ikke andet, så glad for at se, at der var kommet andre boller på suppen på nuværende tidspunkt. Det var da om ikke andet, så en glæde og lettelse. "Det du rent faktisk beder mig om, er at glemme for en aften, at jeg har den position og betydning for landet her, som jeg rent faktisk har.. Men.. hvis det er dig til hjælp, så gør jeg det.. I aften er jeg blot en ven, og hvad jeg hører, vil jeg ikke gå videre med i morgen.. Fortæl mig, Aya... hvad skete der.." opfordrede han stille.

Carlisle fik renset sårene på ryggen, også selvom det var ganske forsigtigt. Stanken af blod, påvirkede ham stadig, og det gjorde også, at han skulle koncentrere sig langt mere end hvad man kunne sige, at han var vant til. Hans blik gled mod hende. Var hun blevet pisket på grund af den stemning som hvilede mellem hende og Gabriel? Det var jo slet ikke noget som gav mening for ham! Han var dog stadig interesseret i at vide hvem det var, som havde gjort det! "Det er ikke et retfærdigt grundlag," var det eneste som han rent faktisk fik sagt til dette. Det var noget som gjorde ham arrig. At hun så lod kappen falde, kun for at lade armene falde om ham, fik ham igen til at stivne let. Dette var endnu ikke noget som man kunne sige at han var vant til. Han sukkede ganske let, inden han yderst forsigtigt lod sine falde om hende. Hun skulle da vide, at han var der. "Der er intet sjovt i det. Det.. det må være et tilfælde. Folk har set at du er sårbar, Aya.. og det er det som de går efter først," endte han. Den slags var der nemlig ingen som turde med ham. Der var hun langt svagere stillede, og han kunne ikke lide det!

[Aya Keena]

Aya var glad for at Carlisle var ved hende selvom hun havde ønsket ham væk til at begynde med. Det gav hende en dejlig ro når han var ved hende og hun følte sig meget bedre tilpas når han var ved hende og hun stolede rigtig meget på ham. hans ord om at han ikke ville gå videre med det hun sagde lettede en hel del. Hun lod hovedet hvile mod hans skulder og hendes blik søgte frem for hende og fokuserede på et eller andet tilfældigt punkt på væggen. "Jeg blev færdig med mine pligter før frokost og besluttede mig for at gå ud og nyde det gode vejr. Vinteren kommer jo snart og alligevel så var vejret dejlig mildt. Jeg gik rundt ude i haven og var alene, troede jeg .... Der gik ikke lange før jeg blev antastet af et par vagter. Først virkede de meget flinke, vi snakkede lidt, til sidst måtte jeg forlade dem og søge indendøre fordi solen begyndte at påvirke mig. De førte mig indendøre til et sted jeg aldrig havde set før. jeg nåede kun lige indendøre før den ene af dem slog mig ud" begyndte hun stille. Dette var virkelig noget ubehageligt noget at snakke om. "Da jeg vågnede hang jeg fra armene i et lokale jeg aldrig havde set før. Mens jeg var der spurgte de mig om ting, slog mig, piskede mig. Den ene af dem greb mig i håret, han var meget sur og blev ved med at råbe af mig hvor jeg ikke skreg og vred mig i smerte. De kunne ikke forstå det. De stoppede torturen for at finde på noget andet. De fandt noget som de regnede med ville få den reaktion som de ønskede. De ......" Hun stivnede i sin fortælling. Hun havde det virkelig skidt med det hele.

Hendes ryg føltes ikke så slem længere hvilket var noget som hun kun kunne takke ham får. Selvom det ikke gjorde ondt så var det stadig ubehageligt for hende. Hun vidste at det måtte være svært for ham, meget svært faktisk og det var hun ked af. Hans ord fik hende til at nikke enstemmigt. Det var virkelig ikke en ordenlig grund men måske det var som han sagde? Måske de bare anså hende som værende svag og derfor et let mål. Hun sukkede stille og lod armene falde om hans skikkelse og trykkede sig let ind til ham. "Undskyld. Jeg ved at du ikke er vant til nærkontakt" hviskede hun stille og lukkede øjnene. Hun følte sig faktisk meget træt, rigtig meget egentlig.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Carlisle virkelig var bekymret for hvad der var sket med Aya, og særligt nu hvor hun havde informeret ham om, at der var folk fra slottet, som var involveret i dette henseende, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det bedre. Hun havde selv gjort så meget for ham, og det at vide, at han selv havde nogen at søge til, når det blev svært, var uden tvivl rart selv for hans vedkommende. Når alt endelig kom til alt, så var det bare vigtigt for ham at vise, at han også var villig til at smide hvad han havde i hænderne for hende, når hun havde brug for det, og det var det som hun havde brug for lige nu. Han rystede let på hovedet. Bare tanken om at der var nogen som burde beskytte hende, som havde gjort det, var.. forkasteligt. "Jeg er ærlig talt ligeglad med hvad du gør dig af tanker, men du fortjener uden tvivl at blive behandlet med en respekt og ære, for det arbejde som du udfører, og særligt fordi at du har det varme hjerte, som du har. Det kan ikke være rigtigt, at det ikke er noget som de kan respektere, og særligt når det er kongens ønske og ordre," endte han med en mere.. fast tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han ønskede hende jo bare det bedste, så det var velikke noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende.

Selv var det komplet uvant for Carlisle at være så tæt på nogen, at han kunne mærke dem så tæt på sig, og det var nu bare sådan at det var.. Han måtte jo faktisk erkende, at det føles utrolig rart, selvom det var en ting, som han uden tvivl skulle vænne sig til, og det var jo deri at hans problematik måtte ligge, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han smilede let overbærende til hende. "Uanset hvor uvant det er for mig, så er det virkelig, virkelig rart, at det foregår også på den måde. Han valgte selv at understrege dette, ved at trykke hende mere ind mod sig. Han ville jo gerne passe på hende, og derfor forsøge at undgå at dette var noget som skete hende.. Den tanke var da slet ikke noget som han kunne lide!

[Aya Keena]

Aya ønskede virkelig at være der for Carlisle når han havde brug for hende, hun holdt rigtig meget af ham allerede og det var noget hun kunne mærke rigtig meget på sig selv. Når hun var ham nær følte hun sig tryg på en hel anden måde end hun gjorde det med andre. Det var en helt fantastisk følelse som hun aldrig havde følt før. Hun var glad for at han havde insisteret på at tage hende med sig, ellers havde hun nok endnu siddet i regnen og bare ... haft det skidt. Hans væsen lettede lidt på hendes humør, også selvom hun var i gang med sin fortælling. Hun lod hovedet søge en smule på sned mens hun stadig betragtede ham. Han havde sådan en rar personlighed. Hun kunne ikke andet end at smile en smule ved hans ord. "Som du selv sagde det. De anser mig som værende svag, et let offer. De føler at de kan gøre ved mig hvad de vil" sagde hun stille. Hun stoppede med at smile og satte sig lidt op igen med blikket i gulvet. Hun trak kappen en smule lettere om hendes skikkelse og bed sig let i læben. Hun havde oplevet mange ting igennem sit forholdsvis korte liv men denne aften havde virkelig været noget af det værste for hende. "De gjorde hvad de ville med mig her til aften. Det at jeg kæmpede imod fik dem blot til at grine. Jeg tiggede og bad dem endda om at stoppe ..... om at stoppe det, men de grinte bare og fortsatte. Det gør ondt." Hun lagde stille hænderne over maven og lukkede øjnene. Det her var virkelig skidt.

Aya vidste at det var ham sådan en uvant følelse at sidde så tæt på et andet menneske hvor for hende var det virkelig noget af det bedste. Han gjorde hende så rolig og tryg at det at kunne sidde så tæt på ham og bare nyde hans nærværd gjorde det hele meget bedre for hende. At han så derimod måtte sige som han gjorde og holde hende en smule tættere fik hende til at slappe en smule mere af. Hun lukkede øjnene og hvilede ind mod hans skikkelse. "Nærhed er en fantastisk ting. Du gør mig tryg og rolig, når jeg er dig nær så virker det som om det hele nok skal gå, også selvom denne aften har været forfærdelig. Så bare det at du er her får mig til at føle at nogen virkelig passer på mig og det er rart" hviskede hun stille og slappede bare helt af i hans favn.

[Deleted]

Der var tilsyneladende nogle procianere, som slet ikke levede op til den procianske standard og beskrivelse, hvilket gjorde Carlisle helt arrig. Aya fortjente på ingen måder den behandling som hun var udsat for, og sandt at sige, at han fandt det direkte skræmmende, at hun havde taget så hårdt på det, som hun tilsyneladende havde. Han vendte blikket mod hende. Af de to, var hun uden tvivl den svagest stillede, også selvom det på ingen måder var en tanke som måtte behage ham, for det gjorde det da godt nok ikke. Tvært imod, så gjorde det ham direkte trist, at se hende på den måde. "Kun fordi at de ej er kendt med den styrke som du er i besiddelse af i dit indre, og som gør, at du kan fortsætte med at kæmpe dig frem, min kære," endte han med en rolig stemme. Det gjorde ham virkelig arrig.. og det var sjældent at han hidsede sig op på den måde. Der lignede han uden tvivl sin far, som altid havde været god til at holde hovedet koldt selv i de mest pressede situationer, men denne gang, så virkede det bare ikke for ham. Han rystede på hovedet, hvorefter han forsigtigt trykkede hende ind mod sig. Han ønskede at passe på hende.. Hun satte den evige beskyttertrang i ham, og det var ikke ofte, at det skete. "Du ved virkelig ikke hvor ondt det gør på mig, at høre dig sige den slags, Aya... Og hvor meget jeg selv har lyst til at flå hovedet af de mænd som skulle have gjort det her mod dig. Det er virkelig ikke noget som du har fortjent.. eller nogensinde kommer til at fortjene," endte han med en mere bestemt tone. Han var virkelig vred.

At sidde så tæt på nogen, var ganske vidst uvant, men det var blevet bedre med tiden, og da særligt nu hvor hun gjorde det så ofte. Han sendte hende et kort smil. Han ønskede bare at se hende glad og smilende igen. Var det virkelig så meget at forlange? Tilsyneladende når dette hele tiden og så igen, skulle ske hende. Han var virkelig bange for konsekvenserne af dette, og at det aldrig nogensinde ville stoppe igen. "Mig vil du altid have at gå til, selvom det i perioder kan virke.. uoverskueligt som i aften.. Bliv her i nat, Aya... få dig en god og behagelig søvn," bad han dæmpet. Han ville heller ikke lade hende gå ud selv, når folk var sådan imod hende!

[Aya Keena]

Aya kunne godt mærke på Carlisle at hele denne her situation gjorde ham vred og hun sad igen med en uforstående følelse. Det var jo ikke ham der var sket noget med så hvorfor var han vred? Det var stadig svært for hende at se sig selvom som værende noget som helst værd og især efter den behandling som hun havde fået sig her til aften. Hun følte sig virkelig ikke noget værd og dog så måtte hans ord løfte hendes humør en smule. "Jeg er ikke så stærk som du ligger det ud som om. Selvom jeg virkelig prøver mit bedste. Jeg vil ikke ses ned på, jeg vil ikke give efter. Det var også derfor jeg prøvede at kæmpe dem imod men det hjalp bare ikke i dette tilfælde" sagde hun stille. Hun endte med at putte sig mere ind i hans favn og bare lukke øjnene. Det var så rart at han holdt om hende på den måde, at han beskyttede hende som han gjorde og selvom hun virkelig havde svært ved at tro på at hun havde en betydning så ... så kunne hun vel et sted lige nu godt mærke at hun faktisk betød noget for ham og det var i sandhed en følelse som hun ikke kendte ret meget men det var rar. Rigtig rar. Hun åbnede øjnene og lod blikket søge hans ansigt. Forsigtigt løftede hun den ene hånd og strøg ham beroligende over kinden. "Du må ikke gøre dig sådanne nogle tanker, sødeste Carlisle. Du er så dejlig og mild og blid. Ikke tænkte sådan. Jeg er i live, jeg har ondt men jeg er her endnu og det vil jeg blive ved med at være." Hun puttede sig indtil ham på ny og lukkede øjnene igen. Her kunne hun virkelig slappe af hvilket var noget hun havde brug for.

Hun kunne virkelig mærke på ham at han ikke kunne fordrage at se hende på denne måde og det var en tanke som var ubehagelig. Selv ønskede hun blot at han var glad som han havde været den første gang de havde mødtes for han var bare så blid og så rar. Hun kunne virkelig godt lide ham. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. Hun ville hjertens gerne blive hos ham denne nat. Hun følte sig tryg her og hun nikkede roligt. "Jeg vil meget gerne blive. Jeg får med garanti en bedre søvn her end jeg ville gøre i min egen seng" sagde hun roligt og sukkede træt ind mod hans krop. "Men inden da har jeg brug for et bad. Jeg har brug for ......" Hun tav kort og tog en lidt dyb indånding før hun fortsatte. "....... Jeg har brug for at vaske dem af mig."

[Deleted]

Carlisle vidste, at der var mere i hende, end hvad hun måske ønskede at give udtryk for, men til tider, så var det vel også bare.. rart at man kunne trække sig lidt og bare være sig selv? Det var jo lidt der, at han håbede at den lå for hende, for han ville ikke have at hun skulle forlade landet her, og det var godt den reaktion og konsekvens som han var bange for. Han var blevet glad for hende.. virkelig glad for hende, og det var jo selv en tanke som han faktisk fandt skræmmende. Han havde det jo normalt aldrig sådan omkring nogen. "Du er stærkere end du giver udtryk for, og det ved jeg, Aya.. Det kræver sit, at kunne bryde ud af det liv og den verden, som du kommer fra. Alene det, er yderst bemærkelsesværdigt," fortalte han med en mere kortfattet, men dog ærlig stemme. Han var glad for, at hun var kommet derfra. Han nikkede.. Men tankerne havde jo for pokker allerede sat sig, og det kunne han jo heller ikke ligefrem gøre noget ved. "Jeg er bange for, at det allerede er for sent, kæreste.." pointerede han med en ærlig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det bekymrede ham uden tvivl, at det her var noget som skulle ske hende.

At Aya gerne ville blive og sove, var uden tvivl en tanke som glædede Carlisle, for så vidste han da, at han kunne passe på hende i nat, og det ville han gerne! Han nikkede og sendte hende blot et roligt smil. På trods af at hans far havde været den mand som han var, var der ikke mange kvinder som fandt vejen frem til hans seng. Han var faktisk meget påpasselig hvad det angik. At hun så derimod gerne ville have et bad, kunne han godt forstå. Han nikkede. "Så lad mig gøre mit bad klar til dig, Aya.... Vent her.." Roligt valgte han at slippe hende, selvom det slet ikke var noget som han havde lyst til. Han søgte ud på badeværelset, som han havde ved siden af sit eget. Vandet havde han altid klar.. Og derfor fik han det egentlig bare varmet op. Hans måtte vente til i morgen eller noget i den stil. Det var hende, som havde hans førsteprioritering. Han kom tilbage efter hende. "Lad mig bære dig derud.." tilføjede han, hvor han dog ikke ventede på svar, inden han var henne ved hende, bar hende op og bar hende ud på badeværelset.

[Aya Keena]

Aya var virkelig også blevet glad for Carlisle på kort tid. Han betød rigtig meget for hende og hun kunne tydeligt mærke at han havde fået en stor betydning og når hun var samme med ham kunne hun føle sig en smule mere rolig. Det var en dejlig følelse som hun virkelig nød. Hun ville ikke gå nogle steder, heller ikke selvom hun blev behandlet på denne måde. For hende var Carlisle og Gabriel for vigtige til at hun bare kunne gribe sine ting og smutte og dog så var følelsen der da efter sådan en omgang som hun havde fået til aften. Hun kunne ikke lade være med at smile blidt og lade hovedet søge let på sned. "Det er ikke noget som kan klares alene. Jeg har fået meget af hjælp af både Gabriel og dig. I betyder begge utrolig meget for mig" sagde hun blidt og tog hans hånd i sin og gav den et lille klem. Hun vidste at hun havde fået forfærdeligt meget hjælp og det var hun i hvert fald også glad for. At han havde de tanker var synd men på en måde så betød det alligevel noget for hende. Hun sendte ham et lille smil. "Du burde ikke gøre dig de tanker .... Dog er det en smule sødt må jeg indrømme." Hun fniste en gang og trykkede sig stille ind til ham.

Aya ville gerne blive hos ham, hun var virkelig glad for at han ville passe på hende men hun kunne virkelig godt bruge et bad. At han så måtte rejse sig og sige at han nok skulle sørge for det uden at hun fik sagt noget fik hende til at smile en smule. Hun legede let med kappen som hun havde over sig da han kom tilbage til hende. Hun ville have protesteret men nåede det ikke før han havde løftet hende op i armene og førte hende ud på det tilhørende badeværelse. Hun vendte et blidt blik mod ham og smilede stille. "Jeg er ej en skrøbelig prinsesse eller en dukke. Jeg kan sagtens gå, mine ben fejler intet, sødeste" pointerede hun roligt og strøg ham blidt over kinden. Da de kom ud på badeværelset gled hun roligt ned fra hans favn og stod ved siden af karet. badeværelset her var meget flottere end hvad hun var vant til og hun kiggede lige lidt rundt mens hun stadig holdt kappen om sig forslåede krop. Hun bed sig stille i læben og vendte blikket mod ham. Hun tog en dyb indånding og vendte sig mod ryggen til ham, lod kappen falde og søgte så ned i karet. Vandet var dejligt og hun sukkede nydende og vendte blikket mod sit spejlbilled. "Har du ..... Har du nogen sinden været sammen med en anden? Altså du ved ... I seng med en?" spurgte hun stille og betragtede stadig sig selv i vandet.

[Deleted]

Carlisle tog det nok hårdere end hvad hun egentlig ønskede at han gjorde, men han kunne ikke gøre for det. Igennem den seneste tid, måtte han i sandhed erkende for sig selv, vel at mærke, at hun var betydningsfuld for ham, og at han faktisk ønskede at være der for hende, samt passe på hende, og det var jo lidt der at den lå. Han kunne jo ikke ligefrem gøre det, når hun ikke ligefrem viste den form for interesse for ham i det henseende, og faktisk afviste ham. "Som du også betyder meget for mig. Jeg skal ikke kunne snakke på Gabriels vegne. Derfor frustrerer det mig, at se dig på denne måde.. og vide, at denne slags igen er endt med at ske for dig," sagde han med en dæmpet stemme. Var det så underligt, at det var noget som gjorde ham ked af det? Og særligt når hun tog så nemt på det, som det hun havde gjort til nu. Det var det værste.

Carlisle vidste godt at hun godt kunne gå, men han ville bare gerne have lov til at passe på hende.. vise at han ville passe på hende. Han satte hende på gulvet, da de endelig kom ud på badeværelset. "Det ved jeg godt, men.. jeg vil bare gerne give dig det." Han var sin fars søn.. hun var en smuk kvinde, så kunne det overhovedet komme bag på nogen? Han lod hende vende ryggen til og sænke ned i vandet, hvor han bare blev stående. Skulle han gå? Hun havde jo ikke just givet udtryk for det. Ved hendes spørgsmål, måtte han alligevel vende blikket mod hende. Han ville ikke påstå at en kvinde i hans seng, var et ukendt fænomen.. Han var vel sin fars søn? Så det kunne heller ikke ligfrem komme bag på nogen når det endelig var. Han trak vejret dybt. "Jeg vil ikke påstå at det er ukendt for mig med en kvinde i sengen, hvis jeg finder hende tiltrækkende, Aya,.. Hvorfor spørger du?" spurgte han sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Et sted selvfølgelig bange for, at hun nu ville skifte mening. Han var jo sin fars søn.... og han vidste, at det ikke altid behøvede at være positivt.

[Aya Keena]

Carlisle tog det hårdt og det var trist men hun følte sig faktisk betydningsfuld for en gangs skyld, hun lod sig selv føle at hun havde en betydning og selvom dette var hende en utrolig underlig følelse så var den alligevel dejlig varm. Han betød forfærdeligt meget for hende, hun kunne mærke det og det var lidt derfor hun ikke ønskede at han skulle gå med de tanker. Han var så god og rar, han skulle ikke gå med de lyster og tanker. Hun sendte ham et lille smil og sukkede stille. Hun kunne godt lide at være i hans nærhed og faktisk så følte hun sig rolig for første gang den aften. Han havde bare den effekt på hende. "Hellere mig end nogen anden. Jeg er måske slået ud nu, har ondt og har det skidt men det går over og jeg vil igen bare være Aya. Den samme smilende og glade pige som du kender. Det er ikke alle som kan slå sådanne noget ting af dem" pointerede hun roligt og gav hans hånd et lille klem. Han betød virkelig meget for hende og et sted var hun da glad for at det var hændt for hende og ikke en eller anden anden.

Han løftede hende op og hun lagde roligt armene om hans hals med et lille smil. Hun havde ikke brug for det, kunne sagtens gå og alligevel bar han på hende på den måde. Hun smilte blidt og gav ham et lille kys på kinden. "Du er en rigtig gentleman" sagde hun blidt. Han slap hende og hun kunne komme i badet. Hun gemte sin krop, ikke så meget fordi hun var genert. Hun var en kvinde og hun havde former, andet var der ikke at sige til det men hendes forslåede krop gjorde hende en smule genert. Hun havde blå og lilla mærker på overkroppen men det var ikke det som generede hende mest. Hun synkede sig ned i vandet og betragtede sig selv i vand spejlet. Hun sukkede stille ved hans ord. Det var ikke underligt at han var velkendt med kvinder i sengen, han var jo en flot mand og så sød og rar. Hun bed sig stille i læben og lod hovedet søge let på sned uden at fjerne blikket fra vandet. "Selvom jeg var slavepige var jeg altid anset som været et barn på grund af min race. Jeg blev holdt uskyldsren .... indtil i aften. Hvorfor er det at nogen mænd finder nydelse i at tage piger som ikke ønsker dem?" spurgte hun stille og lod sine fingre glide let hen over hendes lår under vandet.

[Deleted]

Aya havde n stor betydning for Carlisle, og han var så sandelig heller ikke bange for at fortælle hende, eller vise det for den sags skyld. Alt taget i betragtning, så var det faktisk ganske forfærdeligt. Hun var betydningsfuld.. hun havde en værdi og hun var noget særligt for ham, som han heller ikke kunne lægge det mindste skjul på i den anden ende, og hvorfor skulle han da gøre det? "Det ændrer ikke på det faktum, at dette slet ikke burde ske.. uanset hvordan man vender og drejer det, Aya.. Du fortjener ikke det her.. jeg savner ærligt den pige som du var, da jeg mødte dig første gang.. smilende, munter og glad.. Og det gør selv mig trist, at se hvordan de kører på dig," sagde han med en dæmpet stemme. Selv for ham, så var det vigtigt at understrege for hende, at han var påvirket af hvad der skete med hende.

Carlisle bar hende ud på badeværelset, udelukkende fordi at han ønskede at give hende den opmærksomhed og vise at han var der for hende, for det var det eneste, som han i princippet faktisk var ude på. Han lod hende roligt sænke sig ned i vandet. Han sukkede ganske let. "Jeg kan nemlig godt. Det overrasker skræmmende nok mange," sagde han med et kort smil på læben. At hun til nu havde været helt uskyldsren, var noget som direkte forundrede ham, for.. så smuk en kvinde som hun var, så havde han ærlig talt svært ved at tro det, og særligt fordi at hun havde haft det job, som hun havde. Han lod blikket sænkes, inden han kort trak på skuldrene. "Personligt, kan jeg ikke fordrage tanken alene om at gøre det ved en kvinde, som ikke skulle ønske mig.. Men for nogen.. er det kontrollen og magten.. evnen til at kunne gøre det mod en andens ønske.. Det er en magtdemonstration," sagde han med en rolig stemme, som han satte sig på hug ved siden af karret. Han rørte hende ikke. Hun var blottet i øjeblikket, og han var jo bange for hvordan hun ville have det med tingene, hvis han pludselig begyndte at gøre det. "Enkelte mænd kan være nogle svin," tilføjede han ærligt.

[Aya Keena]

Aya kunne mærke sit hjerte hamre i hendes bryst af en eller anden besynderlig grund. Hun kunne ikke helt forstå det, hun havde altid haft det sådan at hun ingen betyning havde for nogen, at hun var ligegyldig lige meget hvad de sagde og dog så fandt hun at både Gabriel's og Carlisle's ord var begyndt at trænge igennem til hende. Sådan som Carlisle var om hende og ønskede at beskytte hende og hjælpe hende kunne hun virkelig ikke andet end at elske, har var virkelig så dejlig og blid som nogen kunne være det. Hun kunne mærke at hun så småt begyndte at tillade sig selv at have en betydning, i det mindste for ham. Hun vendte blikket ned i gulvet kort, hun kunne mærke tårerne melde sig på ny og hun havde virkelig ikke lyst til at græde men det var svært, virkelig svært for hun var virkelig ikke vant til at have det sådan. Ved hans ord vendte hun blikket mod ham med et undskyldende smil. "Det skal nok alt sammen blive godt igen. Jeg ved at dette også påvirker dig .... selvom det er virkelig svært så forstår jeg det godt men det hele skal nok blive bedre. Det lover jeg" sagde hun stille og strøg ham blidt over kinden.

Hun grinede mildt ved hans ord og rystede på hovedet. "Du har aldrig forkommet mig som andet end en rigtig gentleman" pointerede hun roligt og synkede så ned i vandet. Varmen var dejlig behagelig, også selvom hendes sår gjorde en smule ondt på grund af den så vidste hun at det ville ende med at blive bedre meget snart. Hendes blik forblev i vandet mens hun snakkede. Hun havde aldrig ligget med en mand, altid været uskyldsren ... indtil den aften. Hun bed sig stille i læben ved hans ord og vendte blikket mod ham som han satte sig ved siden af karet. Hun nikkede svagt. "Enkelte er. De her vagter var. Da de ikke kunne få mig til at skrige, tigge dem om at stoppe ved at pine mig så ... så gjorde de det ved mig i stedet. Det fik mig til at give dem hvad de ønskede. Jeg græd, jeg tiggede dem om at stoppe men de grinte blot af det." Hun vendte blikket tilbage mod vandet. "Det er mig virkelig en gåde hvordan nogen mennesker kan være sådan. Da de var færdige lod de mig hænge, jeg ved ikke hvor lang tid men de forlod rummet. Tiden gik, lang tid føltes det som om til de kom tilbage og fortsatte. Da de så ikke selv kunne mere smed de mig ude i haven. Jeg tror de regnede med at jeg bare ville søge indenfor og ignorere det hele og ikke fortælle nogen noget ...... Jeg føler mig virkelig beskidt" mumlede hun stille knyttede næverne nede i vandet.

[Deleted]

Carlisle havde aldrig været god til ord, men derimod handling. Han vite vel tydeligt, at Aya havde en betydning for ham? En betydning som han så sandelig også ønskede, at hun skulle være endt med, for det andet, var slet ikke noget som hun fortjente. Alene det at det skete på slottet her, bagom kongeparrets syn og ledelse, var noget som gjorde ham direkte forarget, for.. det burde jo slet ikke ske! Han sendte hende et stille smil, også selvom han kunne se, at hun var ked af det. Ikke underligt ovenpå sådan en oplevelse, ville han da lige hilse at sige. "Det håber jeg da godt nok.. End ikke du fortjener at blive udsat for den behandling. Det påvirker mig, Aya... Fordi at jeg holder af dig... rigtig meget endda," endte han med en tydeligt frustreret stemme.

Carlisle gik i knæ ved siden af karret. Selv kunne han ikke lade være med at smile ved hendes ord. Han gik meget op i, at tingene skulle være rigtige. "Det værdsætter jeg. Det er da et mål opfyldt," sagde han roligt. Selvom han vidste, hvor groteske andre kunne være, og særligt mænd, så ønskede han da stadig ikke, at denne slags ting, var noget som skulle ske med hende. Faktisk var det noget som gjorde ham ked af det.. Virkelig ked af det faktisk. Han ønskede jo heller ikke ligerem at det var den slags, som skulle ske hende. Og det var noget som faktisk gjorde ham direkte ked af det. Uanset hvad hun havde været igennem, så var det slet ikke noget som hun fortjente, og det erkendte han da med selv den største glæde for hende. Det gjorde ham.. virkelig ked af det, at det var på denne måde. "Om det er vagter eller hvad pokker det er, så burde dette slet ikke finde sted.. det burde slet ikke forekomme, og særligt ikke på denne side af grænserne, og et er det som jeg ønsker at du selvfølgelig skal vide. De regner nu med at de kan slippe afsted med det.. Sker det igen, tøver jeg ikke med at handle på det.. Du fortjener ikke den slags behandling, og slet ikke af mænd som tror at de er noget.." At hun følte sig beskidt, var noget som han godt kunne forstå. Han bed tænderne let sammen. "Jeg forstår det godt.. Jeg... jeg ved ikke om det er noget som vil hjælpe dig, men.. jeg har hørt, at det skulle hjælpe... Tag min hånd.. og før den, hvor de rørte ved dig," bad han roligt. Han ville bare... så gerne hjælpe hende.

[Aya Keena]

Aya vidste at hele denne her situation også måtte være svær for ham og hun gjorde det ikke ligefrem lettere ved at bede ham om ikke at fortælle det videre. Som den kongelige rådgiver havde han vel pligt til at lade Gabriel og Silia vide sådan noget? Hun lod hovedet søge en anelse på sned mens hun betragtede ham. Hun vidste at han holdt af hende, hun vidste det selvom det virkelig var svært for hende at forstå så prøvede hun i det mindste. "Det ved jeg godt du gør. Det er virkelig svært for mig at forstå at du gør men jeg ved det godt og ...... og jeg prøver virkelig at forstå" hviskede hun stille og tørrede øjnene med et lille smil. Det var så svært for hende at forstå at hun kunne betyde noget som helst i denne store verden men hun prøvede da i det mindste nu.

Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule. han var nu utrolig kær når han sagde sådan noget. Hun sendte ham et lille smil. Han var en rigtig gentleman, rigtig rigtig meget endda og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. At andre mænd i denne verden så kunne være det modsatte havde hun da lært mere end en gang. Det var langt fra alle som var søde og rar og især ikke dem som havde haft fat i hende på denne aften. Tanken var forfærdelig, hun hadet det og alligevel så .... accepterede hun det lidt mere nu hvor hun havde fundet ro hos Carlisle. Det gav hende en form for tryghed som hun ikke havde følt længe. Hans ord fik hende til at nikke. "Jeg ved godt at det ikke burde ske og at sådan nogle ting på denne side af grænsen ikke tolereres og jeg ved at der burde handles. Jeg ved ikke hvorfor jeg tøver men lige nu så har jeg bare ikke lyst til at der skal ske mere" sagde hun stille og betragtede ham igennem vandspejlet. Ved hans næste ord tiltede hun hovedet let på sned og drejede hovedet. Det lød som noget meget mærkeligt og hvis det ikke var fordi hun vidste at Carlisle var god og rar så kunne man næsten tro at han havde skumle bagtanker. Hun løftede sig op på knæ i karet og kravlede hen til kanten hvor hans sad og kiggede ham dybt i øjnene. "Jeg blev voldtaget, sødste Carlisle. Har du virkelig lyst til at røre mig mellem benene?" Hun lænede sig mod kanten af karet og tog blidt om hans hånd og gav den et lille klem. Hun vidste at han ikke var ude på noget, vidste at han ikke ville gøre hende noget og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Hun følte sig langt mere fri når hun var sammen med ham end når hun var alene.

[Deleted]

Under normale omstændigheder, så var dette en sag, som Carlisle var nødsaget til at gå videre med, selvom han ikke havde gjort det i denne situation. Han valgte at tage rollen som hendes ven, istedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som han ønskede. Han ønskede at passe på hende.. vise hende, at hun havde den betydning for ham, som det hun havde, og det var jo lidt det, som han ønskede at understrege for hende. "Jeg forstår godt, at den kan være svær, Aya.. virkelig svær, men det er alligevel vigtigt for mig, at du ved det.. og forstår hvorfor jeg gør som jeg gør," sagde han roligt, inden han lod hånden stryge over hendes kind ganske let. Så smuk en kvinde, og det var end ikke noget som hun selv kunne se. Det var uden tvivl en tanke som han måtte finde.. voldsomt frustrerende.

Carlisle blev siddende ved siden af hende. Han var en gentleman. Det var det som han var opdraget til, og det var bestemt heller ikke fordi at der var nogen bagtanker med hvad han lavede, for det var han da på ingen måder ude på. Alt taget i betragtning, så var han en mand som vidste hvad han ville have, men samtidig også værne om dem som han elskede og holdt af, og var der nogen skam i det? Det ville han bestemt heller ikke mene. "Jeg forstår godt, at du ikke ønsker at blusse op i sagen hvad det her angår, men du er nødt til at vise at du er det værd, og at du ikke fortjener den behandling som de udsætter dig for." Hans ord var dog helt uden bagtanker, for det var slet ikke noget som han ønskede at udsætte hende for. Han vidste hvad mændene havde gjort, men hvis det var lindrende.. var det så ikke det værd? Han holdt forbandet meget af hende, så hvorfor overhovedet lægge skjul på det? "Før min hånd.. hvis det lindrer, så vil jeg gerne give det til dig," sagde han med en ærlig stemme. Han sendte hende et smil. Han ville bare så gerne passe på hende.