A Painful Memory

[Deleted]

Yuuki var klart svag overfor smerte. Denne gang var den slem, men i al almindelighed, så kunne hun slet ikke håndtere det. Kvinden der hastede over til Nathaniels side da han først havde lagt hende i sengen, kiggede undrende på ham. Spørgende om hvad der var sket lod hun mærke til hvordan Yuuki holdt sig for maven og stønnede af smerte. Ikke ville hun vente på at Nathaniel ville give hende svar før hun tog fat om Yuuki's håndled ganske blidt, men stadig fast og blødgjorde hendes spændte muskler, med sin healende varme. Hun var en kvinde der ikke så sig over skulderen når hun koncentrerede sig. Demian havde i sin tid reddet hende og hendes datter der altid så til Yuuki i hendes sted. Som engel havde hun meget at se til med alle de miksture der stod i kælderen. Demian producerede mange vidt forskellige og det var hendes opgave at se til at deres funktionalitet blev noteret. Yuuki's tilstand havde hun bidt mærke i mange gange, dog var det altid svært at sige med mindre hun lavede en dybere analyse.
Med begge hænder tog hun fat om Yuukis talje, for at lægge en central dæmper på hendes smerter og det så ud til at virke til hendes fordel.
Hun kastede et blik op mod Nathaniel igen, som hun arbejdede sig ned langs siderne. Det var som om hun søgte efter svar igennem hendes krop, men det var svært for hende. Hun kunne kun centrere smerten og lægge en dæmper på den. Hun sukkede stille en enkelt gang da hendes datter kom løbende med to andre nede fra kælderen. Hun vendte denne gang sin opmærksomhed helt mod Nathaniel og forsøgte at overhøre Yuuki's gråd. Hun forsøgte at tysse beroligende til Yuuki og måtte tilføre sin healende varme til hendes ben også for at forhindre hende i at ryste. Yderligere bad hun de andre om at gå ned og gennemsøge Demians lager efter en specifik mikstur der kunne berolige hendes nerver, meget bedre end hendes evner var i stand til. Hun var ikke i top form efter at have levet så længe i mørket, men det her var hendes hjem og hun skyldte Demian sit liv.

Yuuki bemærkede sig hurtigt af behandlingen og selvom den kun lagde en dæmper på smerterne, så var det stadig meget mere befriende end hvad hun havde regnet med. Selvom hendes hænder blev fjernet fra maven tog hun blot fat i stoffet længere oppe med den ene hånd og rakte ud efter Nathaniels skjorte med den anden. Han tyssede på hende og hun rystede blot insisterende på hovedet.
"Jeg er bange for at jeg... at jeg er gravid," Endte hun meget lavt og hviskende. Selv kvinden endte med at nikke medgivende til hendes ord og sukkede tungt inden hun blev færdig med at berolige Yuuki. Hun rejste sig gav Nathaniel besked om at holde Yuuki beskæftiget rent mentalt indtil hun kom igen og lukkede døren efter sig.
Igen måtte Yuuki ligge og sunde sig før hun kunne lade blikket søge op mod ham igen. Hendes øjne var trætte, meget mere end tidligere hvor de havde siddet inde i stuen. Med en forsigtig hånd strøg hun sig over maven og straks begyndte den svage hulken at melde sig igen. Nu var hun alvorligt bange for hvad der stod for døren. Stod hun til at miste deres barn, fordi hun ikke havde været opmærksom nok på sig selv? Og selv hvis hun mistede det, hvordan ville Nathaniel så tage det? Usikkerhed og frygt stod så tydeligt malet i hendes sind og ansigt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tog sig ikke af denne kvinde, og holdt stort set ikke øje med hvad hun egentlig lavede. Det som han var mest optaget af lige nu, var Yuuki i sin helhed, og at hun rent faktisk måtte ligge i de smerter, som hun nu gjorde. Ikke at det var en tanke som han måtte bifalde, for det var det da på ingen måde. Det var rent faktisk en tanke som han måtte finde direkte skræmmende. Han forsøgte selv at holde hende beskæftiget ved at forsøge at komme i kontakt med hende. Han ville jo heller ikke ligefrem have, at hun skulle kæmpe og slås med det der på egen hånd. Det var slet ikke noget som han ønskede!
Kvindens ord tog han til sig... også selvom det uden tvivl var Yuukis som brændt sig mest fast ved ham. Hans mine blev omgående stiv. Hun var gravid? Ja, hvem andre end ham kunne have.... Han endte med at vende blikket mod hende. Hvordan skulle han tage det? Det var jo ikke rigtigt fordi at man kunne sige, at de egentlig var noget fast, eller noget lignende, og det var uden tvivl det, som selv han måtte sige, var det sværeste af det hele. "Du er....?" Han tav igen og vendte blikket ned mod hendes mave, næsten som om at han regnede med at barnet ville komme dumpende lige nu... Var det egentlig det som var galt? At hun var ved at... miste det? Den tanke kunne han da slet ikke have med at gøre i den anden ende!

Ganske forsigtigt lagde Nathaniel hånden mod hendes mave, som han strøg forsigtigt. Han ville ikke have, at hun skulle ligge der og have det så dårligt, og ligge der nærmest i en form af panik, for det var jo heller ikke ligefrem noget ,som han selv ville ønske. Han kunne ikke lide, at se hende have det på den måde. "Du er..." gentog han igen. Han kunne slet ikke finde ud af det, og da særligt ikke på denne måde.. Hun var gravid? Han kunne slet ikke kapere det på denne her måde. "Gravid... vil det sige at.. vi.. du og jeg..?" Det lignede ham på ingen måder, ikke at kunne finde ordene, men hvorfor ikke bare tage det som det nu måtte komme? Han strøg hånden let over hendes mave, mens han endnu en gang måtte tysse på hende, inden han igen lod blikket glide mod hendes skikkelse igen. Et sted var det en.. glæde, og alligevel en frygt. Man kunne jo ikke just sige, at han havde været særlig god til det med at være far, uanset hvor meget han så end havde forsøgt det.
"Slap af Yuuki... Det skal nok ordne sig," lovede han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre. Han forsøgte nu blot at få hende til at falde til ro.

[Deleted]

Yuuki huskede det tydeligt som var det blot dagen før. Hendes store skænderi med Kimeya der næsten havde kostede hendes tvillingernes overlevelse. Stakåndet trak hun vejret fra tid til anden og hendes øjne sveg af anstrengelse, så hun måtte knibe dem sammen for at kunne se klart. Hun kunne tydeligt høre hans usikkerhed i måden han reagerede på og et eller andet sted brød hun sig bare ikke om det.

Da hans hånd lagde sig over hendes mave, trak hun overrasket sin egen til sig. Varmen fra hans hånd gav hende næsten så store kuldegysninger at det fik hende til at dirre lige så stille.
Selv hun var meget ny med denne viden. Det havde langt fra været en forventet nyhed der skulle glide ind ad døren og hun var rent faktisk ikke sikker på hvordan hun selv skulle tage det. Hun var desperat efter at beskytte den lille fordi den var en del af hende allerede, men hun var da så sandelig også i tvivl om hvor vidt det ville vare ved og om de egentlig skulle beholde det.
Hendes hoved snurrede rundt og tankerne ville ej lægge sig i dvale. Hun blev bare ved med at spekulere over tingene. Det at de skulle være forældre, med mindre.. at de.. eller han ikke ville det og af de så var nød til at fjerne det, det var nok en af de mest morbide forestillinger hun kunne komme op med.
Hun sank en meget stor klump da han tyssede på hende. Hendes trætte blik var ramt af frygt for følgerne. Hun ville et eller andet sted gerne have afklaring på hvad der skulle ske. Om hun skulle forberede sig selv på det værste eller om de skulle tage hånd dette i fællesskab.
"N-Nej.. Det kan jeg.. ikke," modsagde hun ham hæst. Hun var ikke i stand til at lægge sine bekymringer fra sig, hun ville vide der skulle ske. Hun var nød til at vide hvad hun kunne forvente.
"Hvad gør vi..?" Spurgte hun næsten skræmt ved tanken alene. Hun kæmpede for at se klart og for at holde fokus. Hendes krop var blevet så afslappet at hun faktisk var lige på kanten til at falde i søvn, men hun valgte i stedet at anstrenge sig for at få de svar hun søgte.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig bange for, at det her var noget som ville ende med at koste ham Yuuki i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så var det jo noget som han måtte finde ud af. Hvorfor skulle det foregå på denne her måde? Frygten for at miste hende for alvor, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre i den anden ende.
Hånden lagde han mod hendes mave, som han strøg ganske let. Skulle han virkelig til at blive far igen? Den tanke var.. virkelig underlig! Virkelig, virkelig underlig, for det var jo heller ikke ligefrem noget, som han havde regnet med, nogensinde skulle ske igen! Han selv havde jo heller ikke ligefrem været den bedste i faderrollen, og det vidste han godt. Han havde jo set Liya selv efter hendes død, og han vidste jo, at han havde dummet sig.. virkelig dummet sig denne gang.

Fik han hende til at slappe af, og falde til ro igen? Det var det som han virkelig håbede på! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende endnu en gang. Han strøg hånden let og stille mod hendes mave, og med et stille smil på læben. For nu følte han nærmest at en form af ro, havde sænket sig nedover ham, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Det var sådan noget, at han selv havde haft brug for at vide.. Han havde jo brug for at vide at han stadig kunne bruges til den slags også.
Let plantede Nathaniel et kys mod Yuukis pande, inden han endnu en gang vendte blikket mod hende. "Vi finder ud af det hele, og alt sammen. For nu, er det bare vigtigt, at du slapper af... for dig og for barnets skyld," sagde han roligt. Havde han virkelig overset alle de tegn som var omkring en graviditet og et svangerskab? Han havde virkelig ikke set det her komme, og derfor var hans reaktion nu heller ikke ligefrem som ønsket eller håbet på måske, men han skulle jo også lige finde ud af det hele. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, hvor han lod armen glide om hende i stedet for. Det sitrede i hans krop. Det var virkelig ikke ofte, at han var så bange, som det han de følt sig, og det var virkelig... uhyggeligt, at det var på den måde!
"Vi finder ud af det hele.. det lover jeg dig.. Slap af.." sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

Uroen sad dybt i hende og hun havde svært ved at se igennem den tætte tåge af bekymring. Hun kunne lige så godt have været blind, blind af frygt for at miste Nathaniel når den lille ville melde sin ankomst. Hvordan kunne hun lade være? Det skete med Kimeya.. han forsvandt i takt med at hun nærmede sig sin termin, for ikke at nævne Dafnir. Hun knugede sin næve hårdt da hun forsøgte at gennemleve det minde. Han mistede sit liv efter at have mødt hende. Frygten klamrede sig til hendes rygrad og kvalmen meldte sig med det samme. Hvor var hun glad for at hun ikke stod alene, men hvor var hun egentlig også frygteligt bange for at være skyld i at flere mistede livet.
Kysset mod hendes pande fjernede omgående hendes fokus. Hvorfor virkede hans nærkontakt kun beroligende i tilfælde som disse? Hun søgte hans øjenkontakt med sine trætte og udmattede øjne. Hun sank skyldbetynget ved hans ord og tog sig maven, men stødte på hans hånd i stedet og trak den reflekterende til sig igen og gemte den ind mod sit bryst. Blikket flakkede igen og veg fra ham. Hun havde det slet ikke godt med at have overset den lille. Dette her var kun sket fordi hun havde været alt for opmærksom på sine problemer. Hun følte et sted at hun havde svigtet sit helbred, så vel som sit ansvar overfor Nathaniel. Alligevel endte hun med at nikke til hans ord. Det havde været en enorm forskrækkelse for hende at blive gjort opmærksom på en kommende fremtid, hvor en ny chance for at danne en lille kernefamilie, atter skulle melde sig på hendes vej.
Han besvarede hendes spørgsmål i et omfang hvor hun ikke rigtig kunne modargumentere uden at gentage sig selv. På trods af at hun var begyndt at tøve med at komme i berøring med ham, nu hvor en ny byrde hang over hendes skuldre, så afveg hun dog ikke så snart han tog initiativet. Hun sad tilbage med følelsen af at alt hun rørte ved, ville gå i stykker. Når hun kunne overse sin egen fysiske tilstand og næsten tage livet af deres barn, hvad ville hun så ikke ellers være i stand til? Hun sukkede dybt og kneb en enkelt tåre igen. Det hele var noget værre rod. Hvad skulle det dog ikke ende op med?
"Undskyld.." Endte hun meget stille og fik endeligt overtalt sig selv til at lægge en hånd over hans arm og klemte svagt om den som et tegn til ham. Hun håbede inderligt på at de ville finde en løsning på det hele.

[Nathaniel Diamaqima]

Som kvinden havde bedt ham om, havde Nathaniel da fået Yuuki til at falde sådan nogenlunde til ro, og selv for ham, var det noget som bragte en lettelse uden lige. Det kunne han jo så stadigvæk, og det var jo en virkelig vigtig situation, hvis hun nu ventede deres barn. At han skulle være far igen, var en tanke som satte sig rigtig dybt i ham... og satte gang i så mange andre, som han bestemt ikke kunne finde ud af, var gode eller dårlige, men det var vel også noget, som tiden ville vise ham på et eller andet tidspunkt? Hans krop sitrede.. hans hjerne kørte på højtryk, og han vidste jo godt, hvad der skete, hvis han tænkte for meget over tingene.. Det havde han jo været lidt for god til, igennem hans liv i hvert fald.
Nathaniel lagde sig ved siden af hende, dog uden at fjerne hånden fra hendes mave. Hun skulle mærke, at han var der, og at han ville passe på hende. Det var noget af det, som han rent faktisk satte højst lige nu. Han ville være der for hende.. han havde valgt at åbne sit hjerte for hende, og nu stod de jo så for enden af et vejskille.. de skulle stifte en familie.. Ja, for ham var tanken direkte skræmmende, for det der med at være far, havde han jo heller ikke været særlig god til tidligere. Faktisk var det noget af det, som han slet ikke havde været særlig god til! Som hun sagde undskyld, vendte han de mørke øjne mod hende. Han sendte hende sit varme smil. For nu valgte han at fastholde sin facade, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham. Han var virkelig ikke ude på at gøre hende noget, eller gøre hende mere usikker, end hvad hun måtte være i forvejen.

"Det er okay, Yuuki... vi finder ud af det hele," gentog han roligt. Hun havde mistet før.. han havde mistet før, i en situation som denne, og selvom det var noget der gjorde ondt, så var der jo ikke nogen som havde godt af at sidde alene, og skulle kæmpe med tingene på egen hånd. Det var virkelig ikke noget, som hun ville få lov til!
Nathaniel strøg hånden roligt over hendes mave, selv uden at slippe hende det mindste med blikket. Det her var virkelig noget, som han ikke ønskede at gå forkert af.. ikke igen.. ikke hvis han ellers kunne blive fri for det. "Nu skal du bare slappe af igen... der sker dig ikke noget.. det vil jeg ikke tillade," sagde han med en rolig stemme. Hånden flyttede sig derefter roligt fra hendes mave og op til hendes kind. Kvinden måtte da ellers sige sig tilfreds nu, hvor hun var rolig igen? Eller bare forholdsvis rolig, når det nu endelig var. Han sukkede lettet. Det var ikke ofte, at han var så bange!

[Deleted]

Yuuki kunne mærke hvordan de anspændte muskler omkring det lille foster, var begyndt at aftage. Det var et godt tegn på at den fysisk påtvunget ro, var begyndt at virke. Stress niveauet var faldet i takt med hans gentagende blide bevægelse over maven. Selvom der var en stor forskel på deres kropslige temperature, så synes varmen alligevel at være behagelig. Det fik hende i hvert fald til at falde ned. Varme var en afstressende faktor for mange. Yuuki forstod sig på netop det aspekt fordi hun hun kunne huske hvordan det var at være i besiddelse af den varme, så det gjorde hende kun godt i den lange ende. På den måde havde hun nemmere ved at bevare sin forstand. Dog kunne hun godt mærke at han var en smule ved siden af sig selv, men tænkte ikke videre over det fordi hun jo selv ikke vidste hvordan hun helt skulle gribe den nye situation an. Til trods for at hun var usikker og tøvende i henhold til at tage initiativ til nærkontakt, så hadet hun slet ikke tanken eller følelsen af at mærke ham tæt på. Det hun var bange for, var at han ville gå i stykker; at hun ville miste ham, hvis hun selv handlede. Hvilket i sig selv var en omgang ævl, for nu kunne de generelt ikke være bedre knyttet end ellers. Et nyt liv spirede i hende og det ville i sig selv forene dem på et helt andet plan. Vejen foran dem var væmmelig ny og spontan, men det var samtidig også en ny mulighed for dem begge, en mulighed for at opnå hvad de før ikke havde været i stand til. Hun tog hans ord til sig og bed sig desperat fast i dem. Det gav hende noget at tro på, noget at holde fast i. Hun tog blidt fat om hans håndled da hans aede hendes kind hvor hun med den anden valgte at gøre det samme med en let skælvende bevægelse. Hun havde ment hvad hun sagde til ham den gang; Man flygter kun når man ikke længere bryder sig om at være hvor man er. Trods alle odds var imod dem, så var det stadigvæk her hun havde det bedst, her i hans arme.
"Jeg tror på dig," Hviskede hun og sendte ham et meget træt smil. 

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lagde sig roligt ned ved siden af Yuuki, hvor han derefter forsigtigt trak dynen om hende, så de begge kunne ligge under den. Hun var mere rolig nu, hvilket uden tvivl var noget, som betød forbandet meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans hånd lagde han igen mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han ville bare gerne se hende slappe af, uden at være så panisk, at det jo i princippet kunne koste dem deres kommende lille. Selvom det uden tvivl var en tanke som direkte... gjorde ham bange et sted, forsøgte han da for alt i verden, ikke at vise det åbent og tydeligt for nogen som helst. Det var nu at det var vigtigt, at han kunne holde det hele under kontrol.
Nathaniel trykkede forsigtigt Yuuki tættere ind mod sin egen krop, og plantede et stille kys mod hendes pande. For nu, ville han bare gerne have muligheden for at tage det en ting af gangen sammen med hende, og det var noget af det, som han rent faktisk gik utrolig meget op i lige nu. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, som han ganske forsigtigt lagde armen om hende i stedet for. Hun slappede af nu.. og her var de i sikkerhed, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. "Godt," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun var uden tvivl det, som i hans liv, der var med til at betyde mest.. Nu havde han jo også familie på den anden side af den procianske grænse, men selv det var måske en som.. han burde få opsøgt på et tidspunkt? Og virkelig fået sagt undskyld for de mange fejl, som han nu havde lavet? For det var jo heller ikke ligefrem få, men derimod rigtig mange. Han lagde sig godt ned i sengen ved siden af hende. "Forsøg nu at hvile dig, min kære.. I morgen er en ny dag.. og du har brug for den hvile nu," sagde han roligt. Han havde bestemt ikke lyst til at trække den længere med hende nu, som han havde været fristet til tidligere, men det var vel heller ikke underligt? Det var virkelig ikke sådan, at han havde regnet med at få at vide, at han skulle være far igen.