A Painful Memory

[Deleted]

Hun vidste at han altid ville være der, så alt hun behøvede var blot at tage sig sammen og fortælle ham om de bekymringer hun gjorde sig. Vel vidende om dette nikkede hun tavst til hans bøn. Det gik ikke at hun holdt ham hen i mørket og da slet ikke hvad det her angik. Det tog hårdt på hende, næsten mere end hun selv havde forventet og det blev skam ikke bedre af at hun nu også led af svimmelhed. "Du føles koldere end du plejer," Modsagde hun ham og var selv overbevist om at hun havde ret. Hans hånd over hendes kind var helt bestemt ikke nær så varm som den plejede at være. Hun lagde en hånd over den, som for at varme den af gammel vane. "... din hånd er slet ikke varm," Kommenterede hun igen og kunne mærke en svag dulmende puls om begge kinder.

Det var slet ikke normalt, det var hun helt overbevist om. Måske hun bare skulle tage den lidt med ro i de næste par dage og lade tingene falde så småt på plads lidt efter lidt?"Jeg har brug for at sidde ned," bad hun svækket inden hun af selvstændig natur valgte at søge påpasselig hen til sofaen. Hun satte sig ned og lagde en hånd for øjnene for ikke at blive svimmel. Hun sukkede dybt og lænede sig forover. "Det hele snurre rundt," Svarede hun lettere henkastet og tænkte ikke så meget over hvad det kom sig af. Det var fysisk umuligt for hende at tage stilling til hendes egen tilstand. hun havde for meget at slås med og ud over det, så havde hun ikke forstand på hvordan hun normalt ville reagere på sygdom.

[Nathaniel Diamaqima]

Fornemmelsen af, at der var noget rivende galt, var det som stod stærkest i Nathaniel i øjeblikket.. Han følte sig nemlig ikke anderledes end hvad han plejede, og derfor, var an vel egentlig også mest bange for, at der var noget rivende galt. "Yuuki.. jeg har det, som jeg nu altid har haft det.. Der er virkelig ikke nogen forskel der," forsikrede han hende med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i hendes retning. Alt taget i betragtning, så var der vel kun grund til yderligere bekymring, når det var på denne her måde? Det lignede hende heller ikke at reagere og tage tingene på den måde, som hun nu havde gjort det, og han måtte jo sande at dette virkelig bekymrede hende, og særligt hvis hun var begyndt at.. blive varm? Det var vel ikke naturligt for en vampyr, var det? Han bed tænderne en smule sammen og forsøgte virkelig at genvinde sit fokus.

Nathaniel slap Yuuki, da hun søgte hen til sofaen og placerede sig der i stedet for. Han satte sig roligt ved siden af hendes skikkelse, hvor han tog omkring hendes hænder. Der var noget galt.. og den tanke brød han sig bestemt heller ikke særlig meget om. Hvem brød sig egentlig om, at der var noget galt med dem som man elskede og holdt af? Og særligt nu hvor han havde valgt at åbne op for en anden, hvilket han heller ikke havde gjort siden han havde haft Liya ved sin side. Det var nu ved at være så mange år siden, og selv for ham, havde det været en kamp at komme videre. Det havde i hvert fald ikke været særlig nemt. "Yuuki, hvad er der galt?" spurgte han denne gang med en direkte bekymret tone. Han brød sig virkelig ikke om at se hende på den her måde!

[Deleted]

Hun vendte blikket op mod hans da han tog om hendes hænder. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte virkelig at holde ved sit fokus. "Intet, bare udmattelse tror jeg," Skulle hun være ærlig, så vidste hun det faktisk ikke, men det var ikke nemt at sluge fortiden i så stort et omfang som hun gjorde det. Hun havde holdt på at bede om hans hjælp så de kunne tage det bid for bid og nu sad hun her... påvirket af konsekvenserne ved sit drastiske valg. Hun fortrød det bitterligt.
Hun vendte blikket ned i skødet og lukkede dem igen kort efter. Det var så småt ved at dæmpe sig en anelse, men den dulmende puls hang stadig ved. "Der er sket så mange ting inden for ganske kort tid. Det plejer dog ikke at ende op som det gør nu... jeg ved virkelig ikke hvad der er galt med mig," Tilstod hun lidt efter og tog en dyb indånding.

Hun gav hans hænder et blidt klem og rettede sig op igen for at tage ham i blik. "Det er ikke noget at bekymre sig om, Kære," Hun sendte ham for første gang et forsikrende smil og lænede sig frem. Kysset var let, men kærkomment mod hans læber. Hun tøvede med at trække sig tilbage, blot for en stund. Hun kunne virkelig ikke holde sig fra ham. En anelse misvisende af en vampyr at nyde smagen af sin elskede.
Hon svor dog stærkt på at hun ikke ville sætte tænderne i ham igen. Uanset hvor meget han så end ville plage hende om det. Det var gået godt for dem de sidste par gange, men hun havde nu mistet tilliden til sig selv på det område fuldstændig. Selv efterfølgende havde hun haft et mindre eksperiment. Hun kunne slet ikke holde igen længere... lige så var hun småt begyndt at miste kontrollen i nærheden af ham, men det til gengæld i en helt anden retning!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel satte sig roligt ned ved siden af Yuui, hvor ahn tog omkring hendes hånd. der var noget galt, og han måtte jo sande, at han ikke brød sig om det. De minder havde været for mange for hende.. det kunne han da tydeligt se, og han gik jo lidt ud fra, at det blot måtte være det, som gjorde det. Han sukkede ganske let og trykkede let omkring hendes hænder. "Du har nok bare brug for at hvile lidt, min kære.. Lad mig passe på dig i aften," bad han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det var en hård omgang, og særligt hvis minderne havde banket sådan på plads i hendes tanker og sind. Han havde jo trods alt advaret hende.
Den ene arm, lod Nathaniel let søge omkring Yuukis skikkelse, så han kunne sidde med hende tæt ind mod sin egen krop. Han ville jo gerne passe på hende, og særligt nu vor hun havde den betydning for ham, som hun nu havde fået. Han mødte hende glædeligt i hendes kys. Selvom hun måske ikke havde den selvtillid som hun før havde haft, havde han ikke nogen grund til at ikke stole på hende, for det gjorde han virkelig. Han sendte hende et stille smil.

"Måske ikke i dine øjne, men jeg bryder mig ikke om at du har det på den måde... Særligt ikke, når jeg ikke kan gøre noget ved det," sagde han med en dæmpet stemme, da det jo rent faktisk var sådan at han havde det med tingene. Det var en virkelig stor ting, kunne man sige.. En virkelig stor, for hvem ville da ikke have, at dem som man havde nær og kær i sit liv, havde det godt? Han skilte sig i hvert fald ikke fra den typiske mand i det henseende. Han sukkede ganske let og trykkede hende forsigtigt ind mod sig. "Så kom med mig i seng.. hvil lidt sammen med mig, hvis du har det sådan," bad han med en dæmpet stemme. Han ville hende jo bare det bedste.. og så var det uanset hvad det ville koste ham.. blod eller andet, så var det noget som han gerne ville give hende.

[Deleted]

Det ville være ovenud fantastisk hvis hun kunne bede ham fratage hende de minder en gang til, men det ville så betyde at deres egen genforening ville gå i glemmebogen også. Det ønskede hun ikke skulle ske.
På mange områder var det nok ikke tydeligt at der var nye tider på vej. De havde hver sit at slås med samtidig med at de også kæmpede for at leve i en harmonisk tilværelse. Herhjemme hos Demian kunne de vide sig sikre og bare nyde tilværelsen sammen. Hun havde fra start været indstillet på at gøre alt hun kunne for at holde sammen på den familie hun nu var i besiddelse af, også selvom det for nu kun var hende Nathaniel og Demian.

Hun tog blidt fat om hans kinder og lod sig bare fordybe i hans mørke øjne. "Uanset, så skal det nok gå," Forsikrede hun ham og strøg sin tommel langs med hans kindben. Hun var ikke helt sikker, men hun havde en svær fornemmelse af at hun ikke var dissideret syg. Hun følte ikke ubehag på samme måde nemlig, men havde godt fornemmet at taljen var mere udlignet end ellers. Igen måtte hun skyde tanken til side og bare forsøge at tømme sig hovede for tanker. Det sidste hun ønskede sig var da at spilde tiden på unødvendige ting.
Hun tog fat om hans hænder og rejste sig stabilt op, hvor hun nu stod foran ham og næsten ventede på at han rejste sig. "Hellere end gerne," Svarede hun og sendte ham et sigende smil. Tanken lød i den grad umådeligt tiltalende for hende!

[Nathaniel Diamaqima]

At minderne var banket direkte ind i skallen på Yuuki igen, kunne Nathaniel godt forestille sig, var en utrolig hård omgang, og den tanke i sig selv, var virkelig.. slem nok som den var i forvejen. Han brød sig bare ikke om at se hende på den måde, og særligt, når han vidste, at der var noget ved det, som han ikke havde fået at vide endnu. Der var bare noget ved det, som han ikke kunne se.. Og det ellers så´oplagte, var han for meget mand til at finde ud af.
"Er du sikker?" spurgte Nathaniel med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han var virkelig oprigtigt bekymret.. som for første gang igennem rigtig lang tid, og det var virkelig ikke noget som han kunne gøre det vildeste ved af den grund. Det var virkelig grotesk nok som det måtte være i forvejen. Han nikkede blot, som han roligt rejste sig sammen med hende. At komme ind og ligge, ville uden tvivl gøre dem begge to rigtig godt.. Selv han kunne jo mærke, at han var ved at være træt. Det andet her, var slet ikke noget som han duede til. "Så lad os komme ind og ligge lidt.." endte han med et stille smil på læben. Alt i alt var han en mand præget af virkelig mange bekymringer, og det kunne han ikke gøre det ivlde ved uanset hvordan han så end ivlle gøre det. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen og med et smil. "Kom.." sagde han med en rolig stemme, inden han roligt begyndte at søge i retningen af deres soveværelse. Her under Damiens tag, vidste han nemlig godt, at de var sikre, så han kunne slappe af hvad det her angik, og det var jo også lidt det, som var det vigtigste lige nu. Han smilede let og skubbede døren op til deres soveværelse, inden han roligt søgte hen mod sengen. Det skulle blive virkelig godt at lægge sig ned.

[Deleted]

Hvor vidt en situation som denne, var noget som hun kunne holde til eller ej, så var hun bare tvunget til at leve efter det. I disse tider kunne hun slet ikke finde hoved og hale på sig selv. En ny diet skulle hun vende sig til, minderne der var kommet retur... det påvirkede hende alt sammen og det var vel det som også fik hendes krop til at reagere og slå ud? Kvalme, unaturlig træthed, humørsvingninger og skiftende appetit... det passede jo alt sammen ind under de mange problemstillinger, så det skulle nok også forsvinde med tiden. Det var hun overbevist om.
Hun nikkede medgivende til ham. Hun var skam sikker på at det nok skulle gå alt sammen.
Hun fulgte ham tæt på med rolige og faste skridt. Trådte ind i værelset og lod bare blikket følge ham til sengen, da hun valgte at blive ved døren selv efter at hun havde lukket den efter sig. Underligt nok fremstod han i et helt andet lys for hende. Den brede ryg fangede hendes blik som det første. Ganske forsigtigt nærmede hun sig mens hun mærkede længslen skyde op i hende. Armene lod hun snige sig om livet på ham bagfra og lod kinden hvile ind mod hans skulderblade. Et lettet suk brød stilheden for hende og hun trykkede sig kærligt ind til ham.
En rasende følelse af begær blomstrede lige så stille frem i hende. Han vækkede hendes naturlige instinkter, som den kvinde hun var. Hun følte sig dog i aller højeste grad følelsesforstytret, men kunne ikke ignorere det. Hun måtte i den grad trænge til at lade tankerne lette fra hendes sind, så hun igen kunne finde overskud til en normal hverdag.

[Nathaniel Diamaqima]

I øjeblikket, ønskede Nathaniel bare at få lov til at nyde tiden med sin kæreste, og samtidig gøre hvad han kunne, for at passe på hende, og sikre sig, at der intet skete, og det var jo lidt det, som for ham, var det vigtigste. At de havde hinanden, og særligt her, hvor han nu også vidste, at de var i sikkerhed, hvilket var en fornemmelse, som uden tvivl selv for ham, havde været yderst nødvendig for dem. Mange var efter dem i forvejen, og det vidste han jo udmærket godt, og det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre.
Selve værelset var godt mørkt, men selv det, var slet ikke noget som plagede Nathaniel på noget tidspunkt. Faktisk var det noget, som han fandt yderst betryggende og ikke mindst behageligt, når det nu endelig skulle være. At hun lagde armene om ham bagfra og lagde sit hoved og kinder mellem hans skuldre, fik ham kun til at stoppe op. Han var virkelig blevet glad for hende, og nu hvor han havde fundet den vej i livet, var det næsten blevet bedre for ham. Han elskede det i hvert fald. Hænderne lagde han roligt mod hendes ved hans mave, inden han drejede hovedet i et forsøg på at kunne tage hende i blik. Det ville bare ikke helt som han gerne ville have det. "Kom kæreste.. du har brug for at ligge lidt," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var ord, som han måtte mene. Det bekymrede ham oprigtigt, at se hende på denne måde, og særligt når han nu vidste, at det var på denne måde, at det rent faktisk måtte foregå. Han løsnede hendes greb en smule, for i stedet for, at vende sig mod hendes skikkelse. Armene lagde han i stedet om hende, så han kunne føre hende med hen mod sengen. Han lagde sig roligt i den, kun for at opfordre hende til at lægge sig ved siden af sig.

[Deleted]

Det var meget mærkværdigt at hendes humør og den generelle stemning hos hende, skiftede så hurtigt på sådan en transparent måde at det ikke var til at definere. For hende var det normalt, hun følte sig normal fordi hun lod det tage overhånd helt ubevidst. Hun var tro i nuet til trods for at det udadtil kunne vække bekymrende blikke. Hun havde på nuværende tidspunkt helt glemt alt om sine frustrationer, hvad angik hendes fortid. Alt hun så og bemærkede sig af, var hans tilstedeværelse.
Hun udløste et længselsfuldt suk da han løsnede hendes greb og tog om hende for at føre hende til sengen. Mørket var det hun bedst selv kunne se i. For hende var det langt mere behageligt at beskue omgivelserne når de lå hen i mørke.
Eftersom han lagde sig i sengen og opfordrede hende til at gøre det samme, satte det noget helt andet i tankerne hos hende. Af ren vane løftede hun begge hænder for at løsne snoren i V-udskæringen som sad bagpå. Under normale omstændigheder bar hun også sit korset, men det var på det sidste gået hen og blevet ubehageligt at gå med. Hun var stadig ikke sky omkring ham på dette plan. Kjolen faldt til gulvet og med knæet i madrassen kom hun uden besvær hen ved hans side. Den råhvide, lårkorte underkjole faldt løst om hendes figur.
For nu sad hun blot ved hans side og med en let hånd strøg hun hans pandelokker tilbage. Det var helt underligt. Den træthed hun havde følt for blot få øjeblikke siden, var fuldkommen forduftet her i mørket. At sidde en smule til siden, helt op af ham og bare kunne læne sig ned over ham og hvile hen over hans bryst... hun elskede det. Hun kunne lytte til lyden af hans hjerteslag. En lyd der for altid ville bekræfte at han var i live. "Jeg har savnet det her," Hviskede hun glædeligt og følte sig i den grad afslappet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var nok mere påvirket af denne situation, end hvad han egentlig ville give udtryk for, og det var jo egentlig bare sådan at det måtte være. Han ville ikke gøre ondt værre for hendes vedkommende, og for ham, var det jo tydeligt nok, at det var hårdt nok som det var i forvejen for hendes vedkommende.
Værelset var henlagt i mørke.. Selv kunne Nathaniel så småt se omridset af seng og det hele, udelukkende på grund af det svage lys, som stod direkte ind af de store vinduer, som var der. Det passede ham fint. Selv visse ting, skulle i hans optik, tilrettelægges, så det passede hende bedst muligt, og det var sådan at han godt kunne lide det. Selv gled han blot ned i sengen og opfordrede hende til at gøre det samme. Han stolede på hende, og stolede på, at der intet ville ske, og det var jo egentlig det, som passede ham selv bedst, hvis han selv skulle sige det. At hun så var igang med at fjerne dagligdagens beklædning, var jo så en anden side af sagen. Han smilede let for sig selv, inden han roligt lagde armen om hende, da hun lagde sig trygt ved hans side. Selv på trods af det faktum, at hun var så kold, og han næsten desperat sad med lysten til at skulle varme hende, så lagde han dynen om hende, så hun kunne komme ordentlig og tæt ind til ham. Hans nakkehår rejste sig.. dog ikke på den ubehagelige måde. Han smilede let og plantede et kys mod hendes pande. Egentlig en ganske utrolig situation for ham at befinde sig i.. Selvom det var hårdt og særligt når de vidste hvor mange, som ville være imod hvad de havde med hinanden, så ønskede han uden tvivl at finde ud af det med hende.. Nu havde han for en gangs skyld valgt at åbne sit hjerte for en anden. "Det samme har jeg.. Det får mig til at slappe af.." Fra hans side, var det et virkelig stort kompliment. Det var nemlig stort set umuligt for ham at slappe af ellers. Roligt strøg han hånden over hendes side og videre over hendes ryg i en gentagende bevægelse.. Hvor han dog bare ønskede, at han kunne få hende til at slappe af, og give hende følelsen af, at det hele nok skulle gå.

[Deleted]

Under de nuværende omstændigheder ville det ikke være svært for hende at løsne lidt op, men der var helt klart alt for mange ting omkring hende. Hun ønskede ikke at indrømme det, men alt hvad hun havde været igennem og da især hvad angik Kimeya... så kunne hun ikke slippe det. Det virkede som et åbent helvede uden ende. Hvis det nogensinde blev hende muligt, så ville hun en gang for alle sætte en stopper for den evige strid. Det var en strid der havde stået på længe nok nu...
Bare det at hun kunne ligge sammen med Nathaniel på denne måde var langt mere beroligende end da de stod i stuen. Måske det var genforeningen der havde noget at sige om den sag? Det lå ellers ikke til hende kun at føle sig tryg inden for sengens fire rammer, men på en eller anden måde kunne hun kun bløde op så snart det var tid til at gå til ro.
Hun puttede sig yderligere ind til ham da han lagde dynen omkring hende. Det var egentlig bemærkelsesværdigt for hende for; frøs han aldrig ved at ligge sammen med hende?
Hans bare hud føltes altid brændende mod hendes egen og gav hende kun lyst til at udforske ham, om og om igen. Hun huskede tydeligt hvordan det var at være varmblodet og hans kærtegn var fyldt med den varme hun sådan selv gik og savnede allermest. "Det til tider svært at finde ro," Svarede hun medgivende og bemærkede først bagefter at den sætning havde to betydninger for hende. Selvom hun selvfølgelig talte om det at kunne skyde problemerne til siden og bare nyde den fred og ro der omringede dem. Den anden side var ikke nær så slem for hende, men hvorfor var det også sådan for hende hver gang hun var alene med ham? Havde det ikke været for hendes race, så havde hun bare ville tolke det som almindelig lyst og begær, men hun var jo vampyr... og det blussede i den grad op i hende hver gang hun lå med ham som hun gjorde. Sagen blev så heller ikke nemmere af at de allerede havde trukket den så langt som muligt.
Hun lå blot og kiggede ind i de mørke øjne og håbede næsten at det ikke ville lyse ud af hende, men kunne ikke nære sig til sidst. Stadig med dynen over sig kravlede hun op og satte sig overskrævs på ham inden hun lagde sig ned over ham igen, blot for at lade begge hænder indramme hans kinder. "Du gør det umuligt for mig at falde til ro," En klar tilståelse i den bedre ende var det da, selvom at det ikke var det hun selv havde mest brug for. For hvert sekund der gik tænkte hun mindre og mindre over hvad de egentlig gik herind for. Hun var på ingen måder sulten eller led af mangel på næring, men hun havde lyst til... ham. For en gangs skyld kunne hun direkte mærke hvordan at hun som kvinde savnede den opmærksomhed fra ham og den virkede stærkere end ellers.

[Nathaniel Diamaqima]

De mange problematikker, ville slet ikke stoppe, og det vidste Nathaniel udmærket godt. Der var alt for mange, som ville kæmpe for at få det hele stoppet mellem dem, og det ønskede han heller ikke. Derfor forsøgte han virkelig bare at se bort fra det.. lagde dynen om hende og trykkede hende ind mod sig, som om han desperat sad med lysten og fristelsen til at skulle varme, også selvom det virkelig var svært.. for det var jo rent faktisk umuligt at gøre det.
Nathaniel var ved at være træt. Han brugte virkelig mange timer om dagen på at tænke og det var faktisk udmattende i længden. Aldrig havde han tænkt så meget over tingene, som han havde gjort, siden han havde fundet sammen med Yuuki, for i hans tid sammen med Liya, havde det hele kørt i struktur og rutine.. Det gjorde det jo heller ikke ligefrem mere, kunne man jo sige. "Er det så en god, eller en skidt ting?" spurgte han med en rolig stemme.

Selv her i mørket, var det i forvejen svært for Nathaniel at finde ud af hvad der egentlig skete. Sagen var vel bare, at hun fik ham til at slappe af? Og det var noget som han rent faktisk fandt en glæde i, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, inden hans tanker igen blev afbrudt, da hun trak sig over ham og lagde hænderne mod hans kinder. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Hun var jo den som havde den store påvirkning af ham, men han kunne jo så derimod virkelig godt lide det. Han sukkede dæmpet og måtte alligevel trække på smilebåndet. "Jeg går ud fra, at det er ment som en god ting," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Armene gled roligt omkring Yuukis skikkelse igen, inden han roligt lænede sig frem, og lod læberne finde hendes, så han kunne skænke hende et roligt og blidt kys. Alt taget i betragtning, så var det her noget som gjorde, at han kunne glemme alt det andet, som faktisk plagede ham i løbet af en dag.. og det var jo rent faktisk temmelig mange ting, og særligt fordi at det jo var hende.. Han havde så meget, som han kunne takke hende for, og han kunne virkelig godt lide det. Han strøg hånden et over hendes side og ryg i en blid og gentagende bevægelse. Hvor var han dog blevet glad for hende, på frygtelig kort tid.

[Deleted]

Alt hun kunne var at smile for sig selv. Om det var en god eller en dårlig ting at hun ikke kunne falde til ro, var vel kun et tegn på at hun godt var klar over hvilken virkelighed de begge befandt sig i og at hun derfor ikke bare vendte ryggen til det. Det var en aktiv problemstilling hun kæmpede heftigt for hver dag. Ligesom hun kæmpede for at tilpasse sig sin nye diet. Hun snakkede ikke om den, men den var der og hun troede fast på at den gjorde noget ved hende. For hun havde godt bemærket sig af nogle få ændringer og det var en normal ting for alle væsner, at gennemgå en fysisk forandring?

Der var ikke det sted hun hellere ville være, end her. De her øjeblikke som de kunne have sammen, var noget af det eneste, som til nu ikke var hærget af hverdagens realiteter. Det var rart at de begge kunne lade virkeligheden hvile lidt på afstand, så de havde tid til at nyde hinandens selvskab. "... bestemt," medgav hun sigende. Det var en kvindelig tilståelse om tiltrækning. Alligevel føltes det også enormt underligt for hende at have tiden til alt det her. Samtaler, modspil og fællesskab. Hvis hun tænkte tilbage, så havde hun slet ikke gennemgået noget af det her før. Nathaniel var den første til at udvise forståelse og gøre et forsøg på at lære hende at kende. På mange måder vidste hun slet ikke hvordan det skulle tackles.
Hun lukkede øjnene og tog glædeligt imod kysset. Hormonerne rasede lige under huden på hende og forstærkede alle indtryk. Hun var i den grad præget af en klar længsel efter hans kærtegn, hvilket også fik hende til at kysset strække sig med et pirrende tiltag ned over halsen på ham. Alle de små signaler, så som; åndedrættet og måden hun håndterede ham. Hun var i den grad langt mere kælen i forhold til hvordan hun ellers opførte sig.
Hendes krop havde altid været blød og uden et gram der sad forkert. Selv bulen under navlen og en mere udlignet talje, var det de fleste ville forbinde med vægtforøgelse. Hun vidste bare ikke at det underligt for vampyrer at gennemgå så tydelig en forandring på så kort tid, blot på grund af kost.

[Nathaniel Diamaqima]

Bekymringerne var uden tvivl mange, og det var mange, som de bare måtte lære at leve med.. forsøge at overkomme sammen, og nu hvor de havde hinanden, var han ikke i tvivl om, at det var noget som nok skulle være muligt for dem på et tidspunkt. Nathaniel var ikke vant til at gøre sig de tanker og følelser om nogen, og særligt ikke efter han havde mistet Liya, men det føles bare så skræmmende naturligt, at åbne op for en som Yuuki. Han ville jo gerne lære hende ordentlig at kende, og han var bestemt heller ikke bange for, at gøre sig en indsats for det. Han gjorde det oprigtigt, og fordi at det var noget, som han rent faktisk havde lyst til, hvis det endelig skulle siges.
Nathaniel slappede af for alvor.. og selv lige nu, hvor han måske ikke så det mere oplagte, og det faktum, at der skete noget med hende i fysisk, såvel som psykisk forstand, så var han blind for den slags. Den slags var virkelig ikke noget som han lagde mærke til. Hænderne strøg hende roligt over ryggen og videre over siden, og med det samme stille smil på læben, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt ikke, nu hvor han lå der hvor han måtte ligge.

Kysset gav Nathaniel sig hen til.. et dæmpet suk brød hans læber, og særligt, da hun valgte at fortsætte det stille nedover hans hals. Han trak vejret dybt. Hun fik ham til at slappe af, samtidig med at hans hjerte for alvor begyndte at hamre som en sindssyg mod hans bryst. Han følte sig levende.. som han ikke havde gjort det igennem, utrolig lang tid. Tungen strøg han kort over læberne, som han let missede med øjnene. Det føles virkelig, som så lang tid siden, at han havde ligget her med hende.. og det var i sandhed en virkelig fantastisk fornemmelse! Han kunne ikke få nok.. Og det var ellers normalt ikke en fornemmelse, som han sad igen med på denne her måde.. og da slet ikke sådan her. Han trykkede hende let mod sig.. maven kunne han nu godt mærke, men.. for alt hvad han vidste, kunne det være den nye kost som gjorde det.. Han smilede let, inden han strøg den ene hånd let mod hendes kind. "Du er mig en fantastisk kvinde, Yuuki... Bare for en aften.. glem alt om de bekymringer.. bare for i aften.." bad han med en rolig stemme. For en gangs skyld, ville han bare gerne have, at det kun var de to.. og ikke nogen bekymringer om nogen andre.

[Deleted]

Yuuki var den med mest erfaring af dem begge to og alligevel så skyggede hendes hverdagsproblemer rimelig godt for det voksende lille vidunder. Ud over den lille bule under navlen, som var begyndt at titte frem, så var der intet andet der talte tydeligt nok i de pågældende situationer.
Freden herskede kun fordi hun ikke var bevidst omkring det. Ikke at det var et dissideret problem, men det var i den grad en uventet begivenhed.. for dem begge.

Problematikker var hende et fremmed fænomen i denne stund. Hun havde ladet sig selv falde helt hen i sit begær efter ham. Alt der faktisk poppede op i hovedet på hende efterfølgende, var intet andet. Bare det at hun kunne høre hvordan han sukkede og hvordan hans hjerte hamrede derud af... det gjorde hende næsten vanvittig!
Hun mærkede sig af hans favntag og det at hun igen blev presset ind mod ham. Det stak kun for et ganske kort øjeblik, men hun opfangede godt følsomheden i barmen. Det var væk fra hendes sind igen ligesom han talte til hende... Hun måtte samle sig blot for et kort øjeblik og lade blikket finde hans igen. Det susede for hendes indre øre med en tung og overfladisk hjertebanken. Det begyndte at snurre ganske langsomt for hende igen, men hun valgte at ignorere det og sendte ham et stille smil. Hvorfor fandt hun ikke energien til at snakke? Hun trak sig ganske forsigtigt, men enormt insisterende og tog ved i hans krave, som for at trække ham med sig op og sidde. Det så dog mere ud som om at hun havde problemer med at hvile i sin balance, end hvad hun selv forestillede sig. Hun brugte hans grebet om hans krave og vægt som en sikkerhed for at holde sig siddende over ham. "Du har... min fulde opmærksomhed... ved du det?" Blikket hun sendte ham, var beruset og længselsfuldt. Hun var umådelig tæt på bare at kaste sin forstand fra sig, men fordi hun respekterede ham, så viste hun sig ikke som det rovdyr hun egentlig var. Det var også langt mere tilfredsstillende når han var med og selv gjorde krav på hende.