A Painful Memory

[Nathaniel Diamaqima]

Det som i øjeblikket, skete i Yuukis krop og sind, var slet ikke noget som Nathaniel havde den fjerneste anelse om. Faktisk var det heller ikke rigtigt noget, som han vidste særlig meget om. Derfor kunne man vel snildt sige, at han i øjeblikket, var lykkelig uvidende om hvad der egentlig foregik, og hvad der skulle ske i en fremtid, som de meget vel skulle dele sammen? Det var i hvert fald hvad han satsede på, for det var jo sådan at han gerne ville have det. Ikke var han den type mand, der åbnede sig, uden at have en grund til det. Det havde han aldrig nogensinde gjort.

Yuuki fik ham til at slappe helt af, også selvom hans hjerte direkte galloperede igennem hans bryst, som var det ti vilde heste i flugt. Han nød det.. gud hvor han dog nød det! Som hun dog alligevel valgte at tage om hans krave, og nærmest rev ham op at sidde, lod han blikket komme til syne igen og direkte mod hende. Det var bestemt ikke fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han da godt nok. Han var virkelig gået hen og blevet glad for hende på frygtelig kort tid, også selvom de store ord, dog ikke var af slagsen, som han bare skænkede til alle og enhver.
"Det ser jeg på dig.. nu," hviskede han igen. Sådan som hun så på ham, som hun savnede og længtes. Sådan følte han det lige så i det indre, bare ved at være så tæt på hende. Han hævede hånden som han strøg over hendes kind, hvor han førte en lok af hendes hår bort fra hendes smukke ansigt. Tabet af Liya var slet ikke noget som han tænkte over, og særligt ikke når han var omkring hende. Hun havde lært sig kunsten at bortlede hans tanker fra alt det som rent faktisk plagede ham i udgangspunktet, hvilket uden tvivl var forbandet rart. Armen lod han nu igen snige sig omkring hendes liv.. Så smuk som hun var.. han kunne jo heller ikke lade være med at røre ved hende.. vide, at det jo faktisk var hans ret at få lov til den slags.
"Glem alt omkring os... nu er det bare dig og mig.." fortsatte han roligt. Selv var det heller ikke naturligt for ham, at vise sig fra denne side, men overfor hende, så føltes det bare så skræmmende normalt.. han kunne lide det. For en gangs skyld, følte han i hvert fald selv, at han kunne give slip, og for ham, var det uden tvivl forbandet befriende.

[Deleted]

Dette her var alt hvad hun havde brug for i længden. Hun havde brug for en stabil ro, der kunne fælde hendes uregerlige følelsesbarometer. Hun var intet mindre end et emotionelt vrag i disse tider og intet ved hende synes at være i balance. Det var virkelig svært at håndtere de mange gamle minder, men det hjalp i den grad når hun kunne søge i skjul på denne måde. Hans favntag, var om end det eneste der kunne give hende ro og tryghed, men det hjalp jo så heller ikke, for det hele ville komme tilbage igen så snart at dagen ville vise sig.

Sådan som hun sad i skødet på ham, var der kun én ting i vejen; hans klæder. Selvom varmen skinnede gennem hans klæder var det bare ikke det samme, som at lade fingrene glide hen over hans nøgne hud. Kraven var sluppet og ligeledes gled hendes hænder lige så stille ned over brystet på ham. Hun sad rank i ryggen og med et præget svaj i lænden, hvor brystet skød frem i al sin pragt en anelse mere fyldig end normalt. Hun inviterede ham ind på alle måder og håbede næsten helt desperat på at han ville tage ved hende. Dette var en længsel, som hun ikke kunne ignorere, som en kvinde. Hun var draget af alt ved ham og hormonerne gjorde bestemt også sit til at hun ikke ligge skjul på det overfor ham. Bare tanken om det ville pirre ham til ukendelighed, var en nydelse i sig selv.
Smilet bredte sig ved hans kommentar. Hun kunne ikke se det på sig selv, men hun kunne i den grad mærke hvordan han bare stjal hendes opmærksomhed uden at gøre det mindste. Hans kærtegn var som en kærkommen bøn for hende. Hun blinkede tilfredsstillende og lod hovedet søge let på sned, ned mod hans hånd og med et glimt i øjet som en tavs accept til at de bare skulle glemme alt og lade nuet kun dreje sig om dem. Der var intet hun hellere ville end bare at have ham for sig selv gennem de næste mange timer!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var præget af hvad der skete for øjnene af ham.. og ved og med ham for den sags skyld, og det var det som fjernede lidt de mange tanker, som han gjorde sig under de normale omstændigheder. Han følte sig afslappet.. han kunne glemme alle de bekymringer, om ikke andet, så bare for en stund, og det var det, som for ham, var det vigtigste lige nu. Han havde Yuuki... de havde hinanden, så i øjeblikket, følte han faktisk heller ikke, at han havde brug for nogen andre.
Et dæmpet suk brød hans læber.. Han lod hænderne vandre over Yuukis krop. Så meget kendte han hende jo heller ikke endnu, så der var stadig utrolig meget for ham at undersøge. Hans arm trykkede hende let ind mod sig. At hun var blevet en kende mere rund, var vitterligt ikke en tanke som slog ham på noget tidspunkt, for det var slet ikke den slags. Hun var smuk... virkelig, virkelig smuk, og så var hun jo i forvejen den kvinde, som i eftertiden havde taget den plads i hans hjerte. Han låste grebet omkring hende, kun for at vende dem, så hun lå under ham. Selv beklædt i hans tøj, så var det slet ikke noget som han tog sig af lige nu.. Han ville røre hende.. kysse hende.. vide at han var det, som hun havde i hovedet som det eneste, da det var det som havde betydning for ham, og ikke alt det andet. Han åbnede øjnene ganske let, inden han lod hånden let vandre ned fra hendes kind, og videre nedover hendes krop.. Den strejfede let det struttende bryst på vejen, som han kærtegnede ganske let. Han kunne ikke lade være.. Han ønskede virkelig at kende hver en del af hende. Han smilede let for sig selv.. Han fortsatte sine kys stille og roligt ned af hendes krop.. ned forbi hendes bryst og videre nedover maven. Hvor han dog ønskede at mærke hende tæt på.. og vide, at det hele var hans fulde ret. Selv den retfærdige og kendte mand som han var.. så kunne han godt slå sig løs, og det gjorde han særligt, i stunder som dette.

[Deleted]

Det var ved at være meget længe siden at hun havde følt og mærket sig af sine dyriske lyster. For vampyrer var det noget af det mest naturlige, men for hende havde det altid været en undertrykket følelse. Især i disse tider hvor minderne om hendes fortid og tidligere erfaringer, var blevet offer for gemene sammenligninger. Hun ville ikke vide af det og det nagede hende mere end hun selv ville anerkende. Hans berøringer og kærtegn... hvorfor var det lige pludselig ikke nok til at holde bekymringerne på afstand? Hun blev nød til at hanke op i sig selv! Hun kunne ikke tillade sig selv at lade tankerne stikke af med hende. Det var jo ganske tydeligt at det var det her hun havde gået og sukket efter, så hvorfor... ?

Hun mærkede hvordan ryggen blidt kolliderede med madrassen. Det gav sådan et sug i maven på hende at hun ikke kunne skjule et mildt gisp. Hun ville aldrig erkende de følelser der var dukket op gennem de gamle minder. Hun kæmpede ihærdigt for at kaste dem til side og havde af og til lyst til at yde fysisk afstraffelse på sig selv. At det skulle ske her i soveværelset hvor det kun var Nathaniel der burde fylde hendes sind... det var intet mindre end forkasteligt. Hun lukkede øjnene og lagde fokus på hans berøring, jovist, hendes krop var helt med og accepterede glædeligt hans kærtegn. Det gøs i hende da hans kys vandrede over maveskindet. Det fik hende til at trække maven ind, selvom bulen ikke blev mindre af den grund. Nok var den blød, men den var også fast placeret under navlen. Der gik intet mindre end et split sekund før hendes tanker flyttede sig til maven. Hænderne placerede hun straks hen over for at skjule bulen. Ikke var hun bekendt med sin egen graviditet, så det var for hende ikke et spørgsmål om at levere den store nyhed eller ej. Det var et spørgsmål om manglende selvtillid på grund af at hun havde set så store kropslige ændringer siden hun startede sit liv som vampyr. Hun trak ned i natkjolen i et forsøg på at afholde ham fra at nærme sig det område. Hun hadet ikke sig selv bare fordi hun havde ændret sig fysisk, hun havde bare svært ved at se igennem fingrene med det og alene hans kærtegn gjorde hende enormt selvbevidst om sin figur. Det sprang slet ikke ind i hendes hovede at det hele skete af naturlige årsager, for det var langt fra det som selv havde mest fokus på.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki forekom meget distraheret for Nathaniel, og han vidste bestemt ikke om han skulle sige det. Lige nu var det nu heller ikke ligefrem det, som han selv ønskede at tænke på, men derimod på hende og hendes velbefindende, som jo faktis kvar det vigtigste, og eneste, som han ønskede at tænke på lige nu.
Nathaniel bevægede sig roligt ned af hendes mave, selvom... hun endte med at afvise ham og dækkede sig til i stedet for. Forsigtigt trak han hovedet til sig, og med et let og dæmpet suk. Hvorfor var det, at tingene skulle tage denne drejning? Havde han gjort noget forkert? Et sted var han pludselig bange for det, for han kunne virkelig ikke se hvad det var, han skulle have gjort. "Yuuki... Har jeg gjort noget forkert?" spurgte han. Så hurtigt og hastigt, som hun havde handlet, for at holde ham væk fra maven, så havde han jo heller ikke rigtigt bidt sig fast i den bule, som hun skulle have der, så hvordan skulle han da kunne vide noget som helst? Det var rent faktisk noget som gjorde ham mere ked af det, end han jo nok ville være ved, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det lige nu.

Nathaniel trak sig denne gang helt fra hende, kun for at lægge sig ned ved siden af hende. Snak om at dræbe lysten... og hvorfor gjorde hun da pludselig det? Det var jo ikke noget, som hun typisk havde gjort tidligere, og det var bestemt heller ikke ligefrem en udvikling, som han var særlig meget for. Han lagde roligt armen om hende. Det var måske lidt en killer i det gode og det dejlige, men det var nu bare noget som han nu måtte leve med. Han var jo heller ikke ligefrem ude på, at det skulle blive ubehageligt eller sådan noget for hende. Han var bare bange for, at hun måske tænkte på en anden? Og da særligt nu hvor hun havde fået sine minder retur i stedet for. Kimeya måske? Var hun færdig med ham pludselig? Frygten for at hun måske ikke var, var næsten det som pludselig stod stærkest i ham. Han var virkelig bange for, at der var sket noget i den dur.

[Deleted]

Alt hvad der prægede hendes sind, alt det som var med til at kaste hende rundt i en kæmpe hvirvelvind af følelser, var uden tvivl de genvundne minder om hendes barske fortid. Det hun gik ind til med Nathaniel havde igennem den seneste tid, givet hende et mere rationelt blik på situationen. Hun forstod så meget om sig selv og alligevel synes det ikke at være mere end blot en lille brøkdel af hvad der gemte sig. Intet gav mening for hende, for hun havde sat sig for at gå gennem ild og vand med Nathaniel og alligevel gjorde hun ikke andet end at påtage sig alle problemerne selv. Hun var bange for hans dømmekraft og ikke bare hans alene, men det var ubehageligt at snakke om alle de ting der var sket... selvom han i forvejen kendte til dem.
Da han helt havde trukket sig fra hende, følte hun sig pludselig helt underlig kold og hun dirrede svagt og måtte slå armene om sig. Nervøsiteten ramte hende uden varsel og hun brød sig slet ikke om det. Det var ikke hans skyld og det vidste hun, men... at åbne munden, var det værste hun kunne gøre. Hun ville ikke have at han trak sig fra hende, så gav han jo egentlig bare plads til at hun kunne lade tankerne løbe af sted med hende. Hun havde brug for at han gav udtryk for at han ikke ville finde sig i det og viste hende hvad der betød mest. Uanset hvor meget hun så ville forbinde det med fortiden, så var det alligevel kun et spørgsmål om tid før det ville ændre sig.
Da hans arm kom omkring hende sank hun en anelse besværet og bed sig i læben. Det irriterede hende faktisk at han ikke tog affære.
Med en fast hånd tog hun alligevel fat om hans overarm og tvang han i stilhed tilbage over sig. Med den anden arm fik hun fat omkring ham for at fastholde ham. Hun havde reageret forkert, kun fordi at hendes tankespind havde slået hende ud for et ganske kort øjeblik. Ikke om hun ville acceptere det at han bare gav op så let.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne slet ikke finde ud af det. Det var i forvejen ikke særlig ofte, at han tog initiativ til sådan noget her på egen hånd, og så at blive afvist, var lidt som et slag i ansigtet, og det var han i forvejen ikke særlig god til. Han vendte blikket mod hende, inden han direkte valgte at bryde det hele. Ikke svarede hun ham.. Havde han virkelig gjort noget forkert? Selv på trods af alt det, som hun til nu havde haft at slås med og alt det som hun havde oplevet og det hele, så havde han alligevel valgt at blotlægge sit hjerte for hende. Var hun nu typen som rent faktisk fortrød den slags? Fortrød hun hvad de havde?
Nathaniel trak sig mere væk fra hende, nu hvor hun end ikke ville besvare hans ord. Det var rent faktisk noget som gjorde ondt. Virkelig ondt faktisk, så det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At hun så direkte tog fat om ham igen, fik ham kort til at stivne. Begge hænderne satte han omgående i sengen om hende, så han ikke endte med at lægge hele vægten i, da det heller ikke var noget som han var ude på i den forstand. Han ville jo heller ikke have at noget skulle ske hende. Han gjorde dog ikke noget.. Det hele var rent faktisk blevet temmelig akavet på alt for kort tid, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Yuuki.... Stop.." Selv for ham, var det virkelig hårde ord at sige, for han ønskede jo ikke at det skulle stoppe. Han ville bare gerne have lov til at finde ud af det hele, også sammen med hende, men.. det krævede virkelig også at hun forsøgte at snakke med ham, netop så han kunne hjælpe hende. Det var jo det som man gjorde sammen... for hinanden.

[Deleted]

Bare det at hun havde fat i ham var nok til at hun begyndte at dirre igen af nervøsitet. For første gang følte hun sig så kold af hans varme nærmest brændte hende på en stikkende måde. Med blik der søgte efter forståelse, forsøgte hun blot at tage sig sammen til at åbne munden, men hans ord gav hende en klump i halsen. Stop? Var det så det? Havde hun nået til vejs ende? Hun blinkede længe og vendte hovedet ud til siden.
Det var gået op for hende nu at hendes ambitioner havde druknet hende i farten. Det gjorde hende bange og usikker. Det stod nu klart for hende at hun ikke var i stand til at leve med sin egen fortid. Hun havde begået sin største fejltagelse. Det gjorde i den grad ondt at have afvist ham, for nu slog det bare tilbage. For hende at se så virkede det ikke til at hun tilhørte ham. Hun huskede alt og derfor... veg han til side? Gav han hende virkelig lov til at have følelser for en anden mand end ham selv? Kunne han slet ikke se hvor hun i forvejen gerne ville være!?
"... Fint," Endte hun bare sagte og skælvende. Hvis ikke han ville sætte foden i jorden og huske hende på hvad der var vigtigst, jamen, hvad betød hun så for ham? Var det bare medlidenhed? Havde hun haft ret til trods for at han havde modsagt hende? Hvad skulle hun tro?
Som tankerne løb af med hende i en påbegyndende tvivl og angst for fremtiden, der kunne hun mærke hvordan tårerne pressede sig på. Nu havde hun virkelig lyst til at stikke af. Hun slap grebet om ham og forsøgte at møve sig væk fra ham. Det var for meget for hende nu og hun slet ikke have de mange tanker. Det her... det var alt for ubehageligt!

[Nathaniel Diamaqima]

At blive afvist på den måde, var slet ikke noget som Nathaniel havde set komme, og naturligvis, var det også noget som i særdeleshed måtte påvirke ham på en måde, som han faktisk ikke rigtigt brød sig om. Han satte hurtigt begge hænderne i sengen, for ikke at ende med at lægge hele vægten over hende. Hun var kold... hun var afvisende.. Og det var jo heller ikke fordi at han ville tage valgene for hende.. Det var jo op til hende selv at afgøre hvilken mand hun i princippet ville have. Han kunne kæmpe det han ville, men hvis hendes hjerte, sagde hende noget andet så var der jo ikke rigtigt noget, som han kunne stille op, kunne man jo sige.
Stemningen nu, var allerede ødelagt, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre synderlig meget ved det. Som hun bare virkede til at acceptere det, og give slip, måtte han tage det lidt som et slag.. og derfor valgte han også bare at trække sig, ved at sætte sig op. Hun skulle da heller ikke ligefrem regne med, at det var okay bare at.. afvise ham og så bare tro, at det kunne laves om lige efter. Liya ville i hvert fald aldrig have gjort den slags. "Hvad er det jeg har gjort, Yuuki?" Ikke at han dømte hende på de ting som hun havde oplevet.. hvad hun havde gjort, og hvad der var sket hende i hendes fortid, for der var hans egen da bestemt heller ikke ligefrem præget af lykke af nogen slags.. Tab og sorg.. tortur sågar, som han selv havde oplevet, og selv udført. Der var de faktisk meget i samme båd. Var det Kimeya? Han kunne jo aldrig vide det, og ærligt, så var det heller ikke ligefrem den mand, som han var særlig meget for at sætte sig oppe imod, hvis han endelig skulle sige det. Han vendte de mørke øjne roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvorfor reagerede hun ved at afvise og trække sig? Han kunne ikke lide det.. særligt ikke efter, at han havde åbnet op for hende, og lukket hende tæt ind til sig.. Han var virkelig blevet glad for hende.. utrolig meget endda, og så skete det her? Selv han kunne blive usikker, og nu begyndte det virkelig at prikke i underhuden på ham.

[Deleted]

Hun var forvirret og følelsesmæssigt helt ude af balance. Noget der var ganske naturligt for en kommende mor, men under normale omstændigheder ville det ikke gøre andet end at skabe splid. Yuuki havde ikke let ved at sætte sin lid til andre. Kimeya havde fanget hende på det rigtige tidspunkt og mildt sagt ødelagt hendes tillid til andre væsner. Hun ville gerne have at Nathaniel skulle være den, som hun kunne støtte sig op ad i de svære tider. Dog måtte hun klart se i øjnene at det her ikke var en kamp hun ikke kunne tage alene. Hun rejste sig fra sengen, strøg sine rystende hænder gennem håret. Det her kunne hun ikke gøre noget ved. Stemningen var ødelagt på grund af hende.
"Intet af det her er din skyld," Hendes stemme var svag og stadigt skælvende, som hun ganske langsomt fandt vej til en af lænestolene foran kaminen, med vaklende skridt. Hun havde en virkelig dårlig mavefornemmelse og det måtte jo være fordi hun skammede sig over sig selv. Igen hvor det bare slog hende fuldkommen ned på fysisk vis. Bekymringerne haglede ind over hende og det tærede bare på hendes energi i vildskab. Hun følte sig svag og udmattet.
"Det er min skyld. Jeg blev overmodig efter at have konfronteret Kimeya. Jeg troede inderligt at jeg ville være i stand til at håndtere min fortid... men jeg tog fejl. Alt hvad jeg har gjort, alt hvad jeg er skyld i... det ikke underligt at der er så mange der er imod hvad vi har sammen. Det værste er at jeg ikke kan se bort fra hvilken smerte jeg forårsager andre omkring mig, bar ved at være i live. Kimeya ville få fred, du ville ikke være udsat for had og Demian... ville nok have overlevet, hvis mit liv for alvor var endt den gang Kimeya tog det fra mig," Hendes egen ord stak hende i hjertet. Det selviske ønske hun havde om at leve et lykkeligt liv, omgivet af familie og kærlighed, var nøjagtig det samme som hun havde haft længe før hun mødte Kimeya.
"Du havde ret. Alt hvad der lå skjult i min fortid var ikke værd at huske på. Det ødelægger alt omkring mig og jeg kan intet stille op. Jeg ønskede ikke at tale højt om hvor slemt det var, fordi du tydeligt sagde at du ikke ville tøve med at tage mine minder fra mig igen... for, jeg ønsker ikke at glemme dig, eller mine følelser for dig eller de stunder vi indtil nu har delt," Hendes mave knugede inderligt sammen og de lette rystelser fra hendes hænder spredte sig til resten af kroppen. Hun var inderligt bange for at blive ladt alene og hun var bange for at miste, men også var hun enormt bange for at hun ville ødelægge hans liv fordi han havde valgt at åbne sit hjerte for hende. Hun fumlede med hænderne og bed sig usikkert i læben. I sidste ende var hun nød til at læne sig helt forover fordi hendes indre slog så voldsomme knuder. Hun slog armene om sig og knugede fat om stoffet i sin natkjole. Hun kæmpede for ikke at lade tårerne falde og det skabte et enormt pres i brystet på hende, men hun ville ikke give efter.

[Nathaniel Diamaqima]

Frygten for, at det var Nathaniel der havde gjort noget forkert, var uden tvivl forbandet stor for hans vedkommende, og særligt fordi, at det slet ikke lignede ham at tænke sådan. Han var normalt ikke bange for den slags, men efter hvad han selv havde oplevet, var det så underligt, at det var de tanker som han gjorde sig? Han vendte blikket mod hende, som hun denne gang kun trak sig mere væk fra ham. Det var ikke hans skyld?
"I så fald, så må du uddybe, for jeg forstår ikke," sagde han med en rolig stemme. Han fulgte hende med blikket. Han vidste jo hvad han selv ville, ellers ville han heller ikke ligefrem have været der, hvis det ikke var det, som han gerne ville, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Som hendes ord lød, lyttede han dog intenst.. Selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere. Sagde hun, at det var nemmere for alle, hvis hun slet ikke var til stede? Han var bestemt ikke enig! Let rystede han på hovedet.
"Du har nu altid været så hjertevarm en kvinde, som kun ønsker alle andre deres bedste. Men at lægge dig i graven, er ikke noget som vil løse folks problemer," begyndte han, inden han satte sig op i sengen. Han foldede hænderne en anelse foran sig, og med blikket vendt i hendes retning i stedet for. Han var bekymret for den tankegang, også selvom han et sted godt kunne forstå det. Han trak vejret dybt. "Det vil ikke løse mine problemer. Jovist med dem, som jeg har omkring mig.. Kimeya særligt, men ændrer det for mig personligt?" fortsatte han med en rolig stemme. At det skulle ske på denne måde, brød han sig slet ikke om.. tvært imod.

At se hende på kanten til at græde, og særligt når det var på denne måde, så var det virkelig slemt. Han rystede let på hovedet igen, inden han roligt rejste sig op. Han søgte roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han tog forsigtigt omkring hendes ene skulder, som han gav et let klem. Han ville ikke have at hun skulle glemme det hele. Overhovedet ikke. Men.. det var svært, når han kunne se, at hun havde det på den måde. Han kunne slet ikke lide det.
"Jeg vil ikke have at du skal glemme, hvad vi har delt, Yuuki.. For mig betyder det mere end hvad vi begge har med i rygsækken fra vores fortid. Det er den vi lærer af.. Hvorfor se tilbage, for at gøre andre tilfredse, fremfor at se frem og gøre os selv tilfredse?" spurgte han videre. Han ville jo bare gerne have at hun skulle forstå.. Særligt nu hvor de virkelig var på grænsen til at gøre det virkelig seriøst.

[Deleted]

Hun havde talt og lyttet gensidigt til hans ord og alt hun gjorde var at søge trøst i hvad han sagde til hende. Det lød for hende, lidt som om at hendes eksistens kun voldte ham et minimalt antal ud af samtlige problemer han måtte døje med. Et sted var det jo en god ting, for det beviste klart og tydeligt at hun ikke var ligegyldig i hans verden. Hun tog kun ganske få meget overfladiske åndedræt. Han var modsigende... det var alt hun fik ud af hans ord. Han sagde hende imod og slog hendes argumenter til jorden. Ikke fordi han ikke ville give hende ret, han påpegede blot det som hun selv var blændet for i nuet.

Hendes indre var under et voldsomt psykisk pres. Der var for mange ting der blev rusket op i igen og nu da stemningen mellem dem var brudt op, så var det umuligt for hende at skyde tankerne over på noget andet. Hun havde det mildt sagt elendigt igen og det var endda værre end tidligere hvor de havde stået inde i stuen. Denne gang fik hun virkelig færden af at hun var ved at blive enormt syg. Hendes krop reagerede slet ikke som den plejede. En ganske vag og stikkende smerte meldte sig ved det lette fysiske chok han gav hende, ved at lægge hånden mod hendes skulder.
Det var ikke gået op for hende, at han havde valgt at træde over mod hende. Hun peb ganske svagt og skuttede sig en anelse, dog ikke afvisende. Til al held hørte hun hans stemme igen, som en klar bekræftelse på at det var ham der stod hende nær. Hendes skælven dæmpede sig kun for en ganske lille øjeblik hvor hun rakte ud og lage sin hånd over hans i et svækket og klamrende greb. En myte gik om at et mørk sind kunne tage livet af en, selv den der aldrig havde været syg.

"Jeg ønsker ikke at miste dig," Gentog hun sammenbidt for ikke at give efter for presset til at græde. Det gjorde mere ondt på hende i en situation som denne. Hun kunne jo ikke lide at gøre ham ondt, ligeledes afvise ham. Det var hendes eneste desperate bøn. Mistede hun ham så var det for hende intet mere at komme efter. Hun levede af at udvise kærlighed og modtage den. Det var egentlig det hun havde manglet over en kort periode og det havde været nok til at få hende så langt ned.

Det gjorde efterhånden meget ondt at sidde krumbøjet og anspændt som hun gjorde det, men det blev langt fra bedre da hun slap grebet om hans hånd og prøvede at skubbe sig op fra stolen. Det var langt fra sundt for hende det her og slet ikke når hun var i et stadig forholdsvis nyt svangerskab. For meget psykisk pres og stress kunne få kroppen til at frastøde hvad som helst for at sørge for hendes egen overlevelse, rent næringsmærssigt. Hun kneb øjnene samme og styrtede i gulvet og stolen blev skubbet til side. Ryggen kolliderede stødt mod stengulvet og med begge hænder klamrende til stoffet over maven og et hæst skrig af smerte brød den ellers hidtil tunge stemning. Hun trak benene til sig og mærkede hvordan lettelsen et sted fyldte hende ved at give efter for presset og bare lade tårerne falde, men lige så befriende den dybe vejtrækning var, lige så blev smerten kun værre. Straks tog hun kun små korte og overfladiske åndedræt igen og hele hendes underkrop var lammet af smerten. Hvad skete der lige!? Hendes fokus søgte igen mod maven og denne gang var der en stor alarmklokke der ringede. Smerten var alt for velkendt placeret. Var hun virkelig... med Nathaniel...!?

[Nathaniel Diamaqima]

Naturligvis sagde Nathaniel hende da imod, for selvom det måske ville være en tilværelse af den ene problematik efter den anden, havde han alligevel taget det valg, at skulle åbne sit hjem, sit hjerte og sin person fra ham, og nu lød det nærmest til, at hun rent faktisk.. fortrød? Den tanke kunne han bestemt ikke lide! Han ville jo heller ikke ligefrem miste hende, og hvor var det dog typisk, at det var den slags problemer, som skulle dukke op, i og med, at han endelig efter så mange år, forsøgte at komme over tabet af Liya. Det var jo lige før, at tiden med hende, havde været.. nemmere og mere overskuelig. Her var der følelser.. og frygtelig mange af dem.

Hånden lagde han roligt mod hendes skulder. På et eller andet tidspunkt, måtte det da gå op for hende, at hun ikke kunne tage de kampe alene, og at de nu måtte være to til at tage sig af dem. Hans blik gled direkte fast i retningen af hendes skikkelse, da hun peb og skuttede sig, for at komme fra ham. Han kunne virkelig ikke lide det. Han trak hånden til sig igen. Hun ville ikke miste ham? Så skulle der uden tvivl til at komme andre boller på suppen.
"Så luk mig ind, i stedet for at skubbe mig væk," nærmest bad han med en dæmpet stemme. At hun så direkte kollapsede i gulvet med et smerteskrig, var som en smerte som meldte sig direkte i hans bryst. Hurtigt faldt han på knæ ved siden af hende. Normalt ville han ikke være sådan her om folk, som han slet ikke havde nogen relation til, men hun var lige nu noget af det mest betydningsfulde i hans liv. Han tog fat om hende. At se hende på den måde, kunne han virkelig ikke have.. Han anede slet ikke sine vildeste råd om hvad pokker han skulle stille op, og det lignede ham på ingen måde, at reagere på den måde!
"Yuuki, hvad fanden foregår her..?!" Denne gang var det rent faktisk ham som var bange, og det var normalt slet ikke noget som skete! Han tog hende direkte op i sine are, indne han endnu en gang kæmpede sig tilbage på benene, for at bære hende tilbage mod sengen Den smerte kunne han slet ikke lide.. og han kunne slet ikke lide at se hende på den måde. "Fortæl mig nu hvad der sker..." bad han med en dæmpet stemme. Det andet her var faktisk noget som skræmte ham.

[Deleted]

Det var rædselsfuldt. Smerten var intens og stak i hende som havde det været 5 store spidse kødknive. Det var hende et under at hun overhovedet var i stand til at genkende smerten, men det kom helt af sig selv. Instinktivt, så huskede kroppen altid bedre end noget andet og hun var i den grad sikker på at den var helt gal!
Spørgsmålet om svangerskab meldte sig med lynets hast hos hende. De mange tegn hun havde overset igennem de sidste mange uger... hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere. Af natur var hun bange for at det ville gå galt, men hvad ville Nathaniel ikke sige til det hvis var tilfældet? Hun blev nød til at holde op med at spekulere på den her måde om ting der end ikke var sket endnu. Det havde ikke den mindste betydning hvor vidt det ville være godt eller skidt for dem begge, om der var en lille ny på vej. Selvfølgelig, så havde hun slet ikke forventet det. Det var sket alt for hurtigt, men kunne de gøre noget ved det?
Hun stønnede højlydt af smerte da han løftede hende op. Hvor ville hun inderligt ønske at hun tog fejl hvad angik hendes teori, men hun var bange for at det ikke kunne være anderledes. Smerten fortog sig en anelse og det gav hende ro til at trække vejret.
"F-Få fat i en healer!" Stønnede hun svagt og hev straks efter vejret igen, som hun skulle bruge kræfter på at tale. Smerten skulle stoppes og teorien om svangerskab skulle bekræftes for hende.
Hun stivnede dog brat da hun til hendes egen skræk, fik færden af blod. Ikke noget hun meget mere end bemærke det før døren til soveværelset gik op og den lille pige kom ind i følge med en kvinde.

kvinden stoppede op for et kort øjeblik da hun så hvordan Nathaniel blot stod med Yuuki i sine arme.
"Læg hende ned, omgående!" Befalede hun og nærmede sig med hastige skridt efter at have bedt den lille pige om at sende bud efter de andre. Stedet her var overvåget af mange øjne og øre. Huset tilhørte vampyrer, men det betød skam ikke at det var alle der tilhørte mørket. Yuuki var i det her tilfælde speciel, fordi at hun var fuldblods vampyr. Det havde taget dem længere tid at udvikle midler og andet til hendes fordel i forhold til Demian.

Yuuki rakte sin yderste arm op om nakken på Nathaniel for at trække sig tættere på ham. Hun hørte lyden af kvindens stemme, men hans spørgen var hende langt mere vigtig og uanset om hun ville få ret eller ej, så blev hun nød til at tage sig sammen og dele sin bekymring med ham.
"Jeg tror måske... at jeg er ved, a-at... miste- ungh!" Igen hvor smerten måtte melde sig og hun måtte give slip for at tage fat om stoffet over maven. Hun kunne ikke samle kræfter nok til at føre en almindelig samtale...

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte sig virkelig som et kæmpe spørgsmålstegn. Den form for reaktion, kunne han slet ikke relatere til noget andet, og det var nok det som skræmte ham mest. Hvorfor gjorde hun det her? Hvorfor handlede hun som hun gjorde, og hvad pokker var det egentlig der foregik?! Let trykkede han hende ind mod sig, som om at det var noget som skule afholde hende fra at have ondt. Hvor han dog hadede det.. Han hadede virkelig at det var den her slags, som skulle ske, og særligt, når det var på denne måde, at det hele måtte foregå, for det gjorde det jo heller ikke ligefrem meget bedre, hvis han selv skulle sige det!
"Jamen..." Han tav igen. Det hele eskalerede så hurtigt, at han slet ikke kunne nå at følge med, og det var virkelig grotesk som det nu måtte være. Hvad var det egentlig der skete?! Han nåede kun lige at hæve sig med hende i armene, da han hørte en kvinde råbe.. Og hvem var hun nu? Han vendte blikket næsten vredt og faretruende mod denne kvinde. Han havde været vant til at han selv kunne stå for at tage sig af dem som han holdt nær og kær... lige nu følte han bare, at han.. var i vejen, og ikke selv i stand til at gøre noget som helst for at passe på dem, som var omkring ham, og det var det som han bed sig mærke af lige nu.

Selv lagde Nathaniel ikke Yuuki ned, før de neåde sengen, hvor han kunne tage pladsen ved hendes side. Ikke at han ønskede at vige fra den, når det var sådan at hun havde det med det hele! Grebet omkring hans nakke, fik ham direkte til at vende blikket mod hendes skikkelse endnu en gang.
Hun var ved at miste? Jamen hvad var hun ved at miste? Han mindes jo heller ikke at Liya havde reageret på den måde, dengang hun havde ventet deres tvillinger, så i denne omgang havde han ikke noget at holde nogen erfaring op med, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Han strøg hendes kind kort, mens hans tyssede på hende. Han kunne slet ikke lide, når hun havde det på den måde. Det var virkelig... noget af det værste af det hele. "Hvad er det du forsøger at sige..?" Hans stemme var som en hvisken. Han var bange.. virkelig bange for, at han rent faktisk ville ende med at miste hende og særligt fordi at det virkelig så ud til at gøre ondt på hende!