Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Aug 15, 2014 21:45:05 GMT 1
Skyldfølelsen kunne Nathaniel uden tvivl godt mærke. Han havde ærlig talt ikke regnet med at Kimeya ville reagere så hurtigt og så voldsomt. Han var nu bare glad for at han havde fundet hende.. og for fremtiden ville han bestemt heller ikke lade hende stå med dette alene. Han ville passe på hende fra nu af. End ikke i Manjarno kunne de vide sig sikre fra Kimeyas klør, og selvfølgelig irriterede det ham at den mand skulle komme og blande sig, men hvad kunne man da forvente sig? "Jeg burde alligevel have set det komme. Det er jo trods alt Marvalo," endte han sigende. Han var endnu en gang rolig.. og han måtte i sandhed erkende, at det føles godt. Det var første gang i flere dage, at han følte, at han kunne slappe af igen.
Selvom Yuuki ikke var indstillet på at nære sig, så skulle han skam nok få noget i hende før eller siden, ganske enkelt fordi at han ikke accepterede det andet. Det var farligt ikke mindst, og det var det som også gjorde det udfald for hans vedkommende. Han lagde begge armene om hende, da hun nærmest krøb op om hans nakke. Han lukkede øjnene let, hvor han indsnusede hendes søde duft. Det var mere end rigeligt til at berolige ham, og det gjorde uden tvivl også det klare udfald for ham lige nu. "Du har brug for det, kæreste.." endte han med en dæmpet stemme. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Var det her Demians sted? Det var ikke et sted som var kendt for ham i forvejen ville han da mene. Han hævede blikket mod hende endnu en gang. Han endte med at nikke. I det tilfælde, så kunne han slappe ordentligt af. "Stedet her er mig ukendt.." endte han med en dæmpet stemme, også fordi at det var sandt. Var der virkelig steder i denne verden, som han ikke kendte? Det var ikke noget som han lige havde set komme, hvis han skulle sige det helt ærligt. Han rystede de tanker ud af hovedet lige for nu om ikke andet. "I det tilfælde, så må vi få dig derop.. Og jeg bliver hos dig," sagde han roligt.. Og med de ord, så tvang han sig op af stenvæggen bag sig.. og rejste sig med hende i sine arme.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 16, 2014 11:31:57 GMT 1
I bund og grund, var hun evigt glad for at han var der for hende. Det var samtidig også ganske forfærdeligt for hende, for hun var slet ikke vant til at kæmpe for sin ret, sådan som hun faktisk gjorde det med ham. Hun hadet det dog ikke. Han havde bare den der typiske logik, som kunne banke langt de fleste meninger og holdninger i jorden. Hendes argumenter føltes næsten som vand i forhold til hans og det nagede hende på en kærlig måde. Underkastede hun sig virkelig hans ord? Var det hendes måde at gå på kompromis, for at bevare en naturlig balance? Eller var det bare fordi at hendes naturlige stædighed kunne tøjres af ham? Uanset grunden, så kunne hun godt lide hans måde at være på. Han gav hende virkelig ingen grund til at hade ham. Nok var han langsom og næsten urokkelig, det meste af tiden, men han lyttede efter og handlede oftest på nogle af de små ting, som havde mest værdi. Igen fik han det sidste ord, hvor hun såmænd kun kunne trække træt på smilebåndet. Han var bekymret, den stakkels mand og det var en ganske naturlig ting. Det forekom hende som et meget forbløffende faktum, at han slet ikke kendte til stedet. Det havde dog sit rygte nede i byen, blandt de mange lokale. Det var ikke noget som havde den største betydning for hende. Hun kendte i forvejen heller ikke til ret mange steder her i landet. Hun bed mærke i hans ord endnu engang og gemte sit ansigt ned mod hans skulder, som prøvede hun at undgå det at han nagede hende om at hun skulle få noget næring. Hun bed sammen og nød blot duften af ham. Hun tog ved hans tøj da han løftede hende op i sine arme. Hun kunne mærke hvordan hun bare ville falde med tyngdekraften, om han gav slip på hende. Hun havde ingen kræfter til at stå imod med, så hun valgte blot at acceptere hans handlinger. Det kildede i maven på hende ved at mærke ham så tæt på igen. Hun havde savnet det, noget så grusomt. Butleren havde igennem hele denne misære, stået udenfor cellen med ryggen til og ignoreret deres privatliv, lige såvel som han havde haft et øre til for at kunne spotte eventuelle problemer.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Aug 16, 2014 16:25:15 GMT 1
Nathaniel reagerede vel som enhver anden, når det gik udover dem som man holdt nær og kær? Han havde selv svigtet meget på det punkt igennem de sidste mange år, og mange mennesker var det gået ud over, og det ønskede han slet ikke skulle ske igen, om han ellers kunne blive fri. Hans greb blev strammet omkring hendes krop, idet han rejste sig op med hende i sine arme, og særligt nu hvor han havde fået hende rolig igen. Det var vigtigt for ham at lade hende vide, at han var der og bestemt ikke havde vendt ryggen til fordi at han havde haft lyst, men fordi at han havde haft andre ting, som han skulle tage sig af. Stedet her var Nathaniel ukendt, men det sagde vel også lidt om hvilken boble han havde levet i, igennem de sidste mange år, efter han havde mistet Liya? Han var ganske enkelt gået fuldstændig i stå, og det var først nu, at han begyndte at kunne se lidt frem igen.. Særligt efter at Yuuki var dukket op, og var blevet en del af hans liv. Han gik hen til celledøren. "Du kan lukke os ud nu. Hun har brug for hvile, og jeg sidder der sammen med hende," sagde han med en rolig stemme.. Og med de ord, så blev celledøren åbnet for ham.
Nathaniels blik gled mod Yuuki i takt med at han begav sig op af kælderen, så han kunne få hende ovenpå. At det var et sikkert sted for hende at være, var uden tvivl det vigtigste for ham lige nu, og det var han bestemt heller ikke bange for at fortælle hende.. Demian havde vel vidst det? Og havde været den som havde sendt mænd ud efter ham? Han vidste det ikke. Han havde ikke set den unge mand siden han havde leget med sit liv i Imandra. Han søgte roligt ovenpå. "Kom... du må vise vejen, så jeg kan få dig i seng," sagde han roligt. At slappe af og hvile var uden tvivl noget som hun havde brug for, og som han glædeligt ville være der til at give hende. Han ville beskytte hende.. Det var hans eneste opgave lige nu.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 16, 2014 20:14:37 GMT 1
Mærkværdigt nok, så var Demian slet ikke til stede i dette store Mansion. Yuuki var selv endt op her i al sin forvirring og bange som hun havde været, ikke bare for sit eget vé og vel, men også Nathaniel's, så havde hun da i hvert faldt bedt om at sende bud efter ham. De havde dog allerede været bevidst om hans hus og dets tilstand allerede før han selv havde og derfor havde de holdt sig til midten af byen, i tilfældet af at han skulle dukke op.
Det var uden tvivl en lettelse for hende at have ham her. Bare følelsen af at hvile ind mod ham, var én hun ville dø for at beholde resten af sit lange liv. Hun så op igen og frem for dem begge med de trætte render under øjnene. Hun trængte til et bad og noget rent tøj, efter at have siddet indespærret i så lang tid.
En ung menneskepige kom dem begge i møde, iført en sort kjole og et hvidt forklæde, håret oppe i en knold og med et hvidt hårbånd, hvide lange strømper og et par små sorte sko. Hun stod oppe for enden af trappen og bukkede let fra hoften til dem begge og bad Nathaniel om at følge med. "Hun kender vejen," Medgav Yuuki med en stadig svækket stemme og tvang blikket op mod hans, selvom hans vejende gang så småt fik hende til at falde hen igen.
Hun lod bare hovedet falde ned mod hans skulder igen og lod øjnene falde i igen.
Den lille pige fulgte dem tilbage til den store Hall, hvor hun med raske skridt klatrede op ad trapperne, som var det en leg. Først oppe på 2 sal drejede hun til højre for trappen og forsatte ned af en lang bred gang. Helt nede for enden lå der en dør til venstre, som hun låste op og trådte ind ad. Først her åbnede Yuuki let øjnene igen og så sig omkring uden at røre det mindste på sig. Ildstedet lå ret fremme et par meter fra døren, med tilhørende lænestole og bord i rustikt mørkt træ, polstret med varme rolige farver. Overfor ildstedet, til højre for døren stod den store brede dobbeltseng på en forhøjning lavet af det samme træ som møblerne. Sengen var udskåret med 4 høje søjler, ét i hvert hjørne og med tværgående pæle imellem dem, hvor at gardiner i en dyb vinrød farve hang ned fra. Taget på sengen var af selv samme stof som gardinerne og posende en anelse nedad. Sengeborde stod på hver side af sengen og på venstre side af sengen stod der et skrivebord med tilhørende stol i samme stil som lænestolene. Væggene bestod af lyse sten med mørke render og var beklædt med et par malerier og olielamper. Til højre for sengen var døren ud til badeværelset hvor der var indbygget et kar af finslebet sten, runde i alle kanter, på nær de få trin der sad på siden så man kunne komme op i det.
Pigen henviste Nathaniel til sengen med Yuuki og var hurtigt henne ved det høje klædeskab, som stod til højre for pejsen i hjørnet sammen med en bred reol, fyldt med alverdens bøger fra alle lande. Yuuki var blevet meget glad for at slå tiden ihjel med at læse og til tider var det værre end andre. Pigen fandt en lang kongeblå kjole frem, der havde halv gennemsigtige vinge-lignende ærmer og bred vidde i, som kun gik til albuen. Den var lavet af et let og tyndt stof, beregnet til at sove i og var smukt dekoreret med tynde asymmetriske lag fra bæltelinjen under brystet af og ned langs skørtet.
Pigen forsvandt derefter ud af døren igen med beskeden om at hun ville komme igen om ikke så længe for at fylde karet op. Yuuki var vant til at have hende rendende og nikkede kun til hende ganske svagt inden de blev ladt alene, her i hendes private gemakker.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Aug 17, 2014 7:55:38 GMT 1
Den unge kvinde valgte Nathaniel nu alligevel at følge med, nu hvor Yuuki havde valgt at sige god for hende. Når det kæreste i hans liv havde det sådan, var det så underligt at han reagerede som han gjorde? Hvis der var noget som han havde fundet ud af, så var det at Yuuki gav ham fornemmelsen af at være sårbar. Ikke en følelse som han havde følt igennem frygtelig mange år, så et sted føltes det virkelig.. underligt Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, idet at de nåede toppen af trappen på 2. sal, hvor han fulgte efter kvinden, for at nå værelset som blev låst op for dem. Det som mødte ham på den anden side, skulle man næsten tro var et værelse eller en gemak for kongelige med de smukke varme farver, luksuriøse møblement og den atmosfære som kunne mærkes her. For et kort øjeblik tog Nathaniel muligheden for at tage det hele i blik. Han trak let på smilebåndet og trykkede så igen Yuuki tæt ind mod sig, inden han gik hen mod sengen, hvor han selv satte sig med hende i armene. Mest af alt vidste han jo godt, at han fremstillede sig selv som en overbeskyttende mand, men et sted så var det vel også hvad han var blevet? Et liv sammen med Yuuki vidste han jo trods alt godt, indebar sine risicier, og særligt med en som Kimeya rendende rundt som katten om den varme grød. Han måtte virkelig sande, at han ikke brød sig om den tanke.
Nathaniels blik gled mod Yuuki som lå der i hans arme. Han hævede hånden og strøg den igen mod hendes kind og førte en lok væk af hendes hår. Han plantede et stille kys mod hendes pande. Igen følte han jo at han havde svigtet, og den følelse, kunne han virkelig ikke have. Nu gik han ikke nogen steder. Hvis selv den mand havde fundet ud af hvor han boede i Manjarno, var det jo end ikke et sikkert sted for nogen af dem at opholde sig. Kimeya ville nemlig ikke tøve med at slå ihjel, hvilket han udmærket godt vidste. Og hvis han stod i vejen.. ja, så blev han jo bare selv udryddet. "Hvor stor er chancerne for at vi kan blive her, Yuuki?" spurgte han med en rolig stemme, da den unge pige var gået igen, og de var ladt alene, hvilket skam også passet ham fint. Det var nemlig ømtåeligt for ham, at vise sig på denne sårbare måde. Han brød sig faktisk ikke rigtigt om det.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 17, 2014 13:31:52 GMT 1
Til al held, så var dette sted aldrig blevet hjemsøgt af Kimeya, det var ikke et sted der blev talt om på samme måde, som man kunne frygte. Demian var kendt i byen og alligevel så havde de aldrig haft et eneste uventet besøg. Han var ikke typen der trak fjender til sig i flæng, nok nærmere det modsatte, nemlig allierede. Han havde uden om hende, haft gang i en hel del forretninger og deraf havde han formået at bygge dette Mansion op fra bunden. Et bette landsted havde det været og med kun den store dybe kælder, der selv nu bar tydeligt præg af sin alder. Ene som hun havde været og ude af stand til at kunne huske, så havde dette værelse altid været hendes private gemmested og Demian havde så sandelig ikke sparet på inventaret. Det var typisk den dreng. Han havde brugte sin styrke og energi helt anderledes end hidtil.
Hun hvilede blot i hans arme og trak sig ned fra omfavnelsen om hans nakke, så hun bare lå i skødet på ham, med hovedet mod hans skulder. Hun tog en dyb indånding og slog hovedet tilbage over hans overarm. "Han vil ikke plage os det næste lange stykke tid, det han slet ikke i stand til..." Svarede hun træt og lod blikket søge trygt tilbage mod hans. Hun vidste at der måtte ligge en hel del spørgsmål gemt i hans sind, med hensyn til hendes nuværende tilstand. Hun kunne ikke bebrejde ham for sin uro, men var det forkert at hun bare ikke magtede at tage den samtale, i hendes nuværende tilstand? Hvor end hun gerne ville, så måtte det virkelig bare vente. "Det alt du behøver at vide for nu, så du kan trygt slappe af inden for disse 4 vægge," Tilføjede hun lidt efter. Om det var hende muligt, så ville hun hellere end gerne op på sine ben igen for at kunne tage sig af ham, men krævede det så ikke at hun skulle nære sig?
Igen hvor armene søgte op omkring halsen på ham, forsøgte derefter at svinge det yderste ben ud af hans greb... foden faldt tungt mod gulvet og hang faktisk halvvejs nede i stoffet på skørtet inden hun forsøgte at få løftet det andet ben med sig også. Hun bed sig i læben og gispede lettere forskrækket, da hun følte at hun mistede kontrollen over sin balance og vægtplacering. For hendes føltes det som om at hun var ved at glide ned fra ham og sengen, men i teorien sad hun stadig på hans skød og klamrede sig til ham, med armene om hans hals. Hun bed sig i læben og måtte rent faktisk indse at på nuværende punkt ville det ikke blive bedre, så længe at hun ikke fik den næring, som han så såre nagede hende om at få i sig. "Hjælp mig op i sengen, kære," Bad hun stille og følte sig endnu en gang presset. Dog var det denne gang hende selv der lagde presset, så hun skulle bare overbevise sig selv, om at det var for hendes eget bedste, også i praksis.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Aug 19, 2014 15:01:56 GMT 1
Nathaniel havde ikke nogen anelse om hvad der var sket under det møde mellem Kimeya og Yuuki, men han brød sig ikek om at leve i den uvished. Lige nu var det kun hende som han havde i tankerne.. og det eneste, som han ønskede at beskytte og passe på. Han trykkede hendel et ind mod sig, inden han roligt lod hende glide ned i hans skød. Det var svært.. og han vidste, at tiden som de gik i møde, kun ville blive værre end dette. Kimeya ville nok blive en af de plager som de skulle kæmpe meget med i tiden fremover. Det var i hvert fald hvad han ville forudsige, og særligt fordi at han kendte manden i forvejen. Blikket gled roligt i retningen af Yuukis skikkelse, som han igen hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. Kimeya ville ikke kunne komme til at plage dem igennem det næste stykke tid? "Hvad skete der, Yuuki?" spurgte han dæmpe. Han ville blot sikre sig, at hun havde det godt.. Og det kunne han ærlig talt ikke se noget forkert i. Hun var vigtig for ham.. Den som vækkede de følelser og det i ham og den som gav ham den evige trang til at gøre hvad end han kunne gøre for at beskytte, og det agtet han så sandelig også at gøre!
Som Yuuki nærmest gled ned på gulvet, blev han siddende med hende. Han ville gerne være der for hende. Han rystede let smilende på hovedet. "Det håber jeg virkelig. Jeg frygter for at den mand kommer til at rende efter os det næste lange stykke tid. Han er ikke kendt for at være typen af en mand som giver op." Han tog roligt fat omkring Yuuki, inden han førte hende op i sengen og lagde hende roligt ned, inden han selv roligt lagde sig ved siden af hende. Han forstod at hun var træt.. som han selv var. Han havde jo ikke gjort andet end at at søge så febrilsk efter hende i frygten for, at han også havde endt med at miste hende, og det ønskede han heller ikke. "Forsøg at få dig noget hvile, kæreste.." bad han med en rolig stemme.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 20, 2014 17:52:51 GMT 1
Hvad der skete? Ville han virkelig gerne vide det? I så fald kunne hun vel ikke bare feje ham af, det ville være lidt hensynsløst af hende. Hvad Kimeya havde budt hende, stod stadig klart inde på hornhinden, men ligeså gjorde det, som hun havde budt ham. "Vi var vel lige gode om det," Sukkede hun stille og mente naturligvis ikke at hun havde bedt ham om at komme farende, på sådan en modbydelig måde. "Jeg brækkede armen på ham, da han tog fat om halsen på mig... slyngede ham ind i reolen og ned i gulvet. Han gjorde et eller andet ved mig da jeg bed ham.. jeg blev bange," Fortalte hun med en ganske så rolig tone.
Det var på ingen måder et møde der havde gjort hende stresset eller panisk, men den forbandelse han kastede over hende, den havde hun været underlagt i en god periode nu. Da hun kom op i sengen og ligge nikkede hun blot til hans ord, de skulle nok være i sikkerhed her, for nu. Hun havde i hvert fald ikke grund til at tro andet. "Han vil ikke give op så let, så meget er jeg klar over og især nu efter at have mødt ham," Medgav hun og forblev liggende i sengen, sådan som han valgte at placere hende. Det skulle vise sig at ende op med at være en forgæves handling, da den unge pige let bankede på døren og kom tilbage med nogle ting til badet og en flaske med frisk varm blod.
Først ville Yuuki til at kæmpe sig op for at pænt afvise badet, men da duften af det varme blod spredte sig i rummet, tog hun sig omgående for næsen. Duften rev voldsomt i hende, alene af den årsag af at hendes krop direkte skreg efter føde. Hun var normalt vant til at kunne ignorere sin sult for bare et par timers tid, men det var helt anderledes for hende nu. Godt var det, at hendes sanser var skærpede og ikke rakte så langt. Hun kunne være i nærheden af Nathaniel fordi duften af ham ikke bare var blodet alene. Pigen vidste udmærket godt hvilken tilstand, at Yuuki ville befinde sig i og netop derfor stilte hun flasken på natbordet ved Nathaniel og bad ham om at sørge for at hun fik den tømt inden natten. Husets stab var i besiddelse af en dybere forståelse overfor vampyrer. Demian accepterede ikke mindre end det. Yuuki krummede sig sammen og gjorde faktisk bare alt hun kunne for at lukke af for duften. Sulten sad så kraftigt i hende at hun faktisk fik det dårligt ved tanken om at indtage noget som helst. Pigen forsvandt igen efter at have placeret tingene på badeværelset.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Aug 20, 2014 18:48:04 GMT 1
Nathaniel var naturligvis bekymret for hvad der var sket, og ikke desto mindre så var dette noget som han var nødt til at finde ud af på den rette måde. Han spurgte.. spurgte ind til hvad der var sket. Svaret var bestemt ikke noget som han bifaldte. Uanset hvad Kimeya havde gjort ved hende, så var det uden tvivl noget som havde påvirket hende meget, siden hun havde siddet i kælderen ved sin søn på denne måde. Han sukkede let og tungt. "Uanset hvad han har gjort ved dig, så er det forhåbentligvis ovre nu," sagde han med en rolig stemme. Det var måske svært at forestille sig, men det var en svær tid for dem alle sammen.. særligt dem. "Jeg er ked af, at jeg ikke var hjemme til at tage mig af dig, da det skete," endte han dæmpet. Det var vel bare noget, som han efterhånden havde brug for at sige til hende? Han ville jo heller ikke ligefrem have at hun skulle komme galt afsted, go da særligt ikke når han havde så meget andet, han faktisk hellere ville give sig til - såsom at beskytte hende. An havde bare været nødt til at tage den tur ud.
Yuuki blev roligt lagt ned i sengen, hvor Nathaniel lagde sig roligt ved hendes side igen. Hans hånd lod han roligt stryge over hendes kind. Han var bekymret.. ganske enkelt fordi at han ikke havde set hende på denne her måde før, og han kunne virkelig ikke lide det. Tungen strøg han let over sine læber, inden han kyssede hendes pande. Pigen som igen kom ind, tog han hurtigt i blik, selvom det var gået op for ham, at hun kun gjorde disse ting for at hjælpe. Hvilket skam også passede ham selv ganske glimrende. Blodet blev sat på sengebordet ved siden af ham, hvor han nikkede mod hende, da hun langt om længe forlod stedet, så de igen kunne være alene. Han vendte blikket mod Yuuki endnu en gang, selvom han da tydeligt kunne se, at hun ikke havde det særlig godt. Han rynkede let i panden. "Kære..? Hvad er der?" spurgte han dæmpet. Mest af alt, synes hun at ligne en som var klar til at kaste op.. Og den tanke brød han sig bestemt heller ikke om. Han ville og kunne slet ikke lide, at se hende på den måde.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Sept 27, 2014 13:38:46 GMT 1
Det var på ingen måde hans skyld, at hun havde mødt Kimeya på egen hånd først. Ingen af dem havde været klar over at han ville dukke op, så hvis det var hans skyld, så var det i den grad også hendes. Hans ord var ikke på nogen måde en dårlig ting for hendes vedkommende. Hun vidste at han gav udtryk for sin bekymring, omkring hendes helbred i al almindelighed. Det var dog bare ikke nemt for hende at rumme så mange ting på en gang. Hun var kun lige begyndt at se realiteten i øjnene, en realitet som hun end ikke vidste om hun faktisk kunne håndtere på egen hånd, men hun var dog fast besluttet på ikke at give op så nemt. Af gode grunde kunne Yuuki ikke selv se hvor lidt der skulle til, før at hun kunne få det lidt bedre. Hendes indre skreg efter føde, men alligevel så var tanken om mad så frastødende at hun slet ikke kunne holde ved sin fornuft. Et eller andet blev hun dog nød til at gøre for at slippe godt fra denne udsultende tilstand, så med de sølle få kræfter hun stadig havde i sig greb hun ud efter Nathaniels bluse og trak sig selv frem og helt ind i favnen på ham. Ved hvert et åndedræt forsøgte hun nu at drukne sig selv i duften fra hans tøj. Alt andet end duften fra den flaske som pigen havde efterladt på natbordet, var i den grad bedre og langt mindre stressende for hende at være opmærksom på. Hun lukkede øjnene og rykkede sig kun ganske let når området hun snuste til løb tør for hans kendetegnende duft der altid hang ved i hans klæder. Hendes mave slog knuder og gav hende næsten følelsen af at hun skulle kaste op. Hun tog let fat om hans arm bare for at vide sig sikker på hvor og hvornår han ville rykke på sig. Det generede hende ikke engang at hendes hår var uglet og hendes tøj beskidt efter de mange dage nede i kælderen.
Alt der havde betydning for hende lige nu, var intet andet end duften af ham og det at han var tilstede. Hans stemme var dog varm for hendes indre øre. Og om hun havde den mindste forstand på hvorfor at hun reagerede som hun nu gjorde, så havde hun også kunne give ham et svar. "Det ved jeg ikke... " Kunne hun kun sige og lige så tomt et svar var det, som hvis hun intet havde sagt. Hun var ikke særlig belært om sygdomme for vampyrer, det var sjældent at hun overhovedet havde oplevet nogen form for dårligdom, som den hun nu besad, så hvordan skulle hun kunne vide hvad der skete med hende i dette givende øjeblik?
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Sept 28, 2014 11:01:48 GMT 1
Det var ikke nogen hemmelighed, at Nathaniel var bekymret. Det var slet ikke på denne måde, at han havde regnet med at skulle finde Yuuki. Han havde søgt efter hende.. så desperat efter han havde hørt, at Kimeya havde rykket sig, og det var jo tydeligvis for sent at han var kommet hjem. Uanset hvad der var galt med Yuuki, kunne jo selv Nathaniel fornemme, at det måtte være alvorligt.. Og han kunne ikke ligefrem lide det. Han vidste ikke hvad det var.. Lige her var han på bar bund, og han kunne slet ikke lide at se hende sådan. Som hun fik sig møvet ind i hans arme, lagde han forsigtigt armene omkring hende, også selvom det var et slapt greb i frygten for at gøre hende ondt. Og det ønskede han slet ikke skulle ske lige nu! Der var noget galt.. rivende galt, og føde skulle han jo også have i hende, selvom det ikke var noget som hun virkede det mindste interesseret i. Han trak vejret dybt. "Du er nødt til at spise, kære," sagde han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre. Han hævede hånden, som han strøg ganske let over hendes kind. Hun var kold og bleg, og selv han sad bare med følelsen og lysten til at varme hende.. holde om hende, og passe på hende, så der netop ikke skete den her slags med hende, for det kunne han slet ikke overskue. At hun ikke vidste hvad der var galt, forundrede ham ikke. Han sukkede ganske let, og lagde hovedet ind mod hendes i stedet for, bare for at holde om hende. Han forsøgte virkelig at holde sig så rolig omkring tingene, som han overhovedet kunne. "Vi er nødt til at finde ud af det..." Han vendte de mørke øjne mod hendes skikkelse. Han var bekymret for hende, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne gøre det vilde ved.. Tanken om at noget skulle ske hende, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre for hans del! Han følte sig... hjælpeløs.. virkelig hjælpeløs og uden råd at følge, og han kunne bestemt heller ikke lide det!
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 15, 2014 13:16:15 GMT 1
Der var ikke nogen som helst form for duft i det her rum der var den mindste smule tiltalende, ud over Nathaniels klæder... hvis det als var hans klæder der besad denne duft og ikke hans blod. Uanset, så kunne hun ikke adskille de dufte der fløj omkring hende. Alt hun vidste og var helt klar over, var at han duftede langt bedre end den flaske der var blevet sat på bordet. Kun hendes fornuft kunne fortælle hende at det eneste spiselige og let tilgængelige, var den flaske på natbordet. Hun klyngede sig stadig indtil ham og undlod bevidst at lytte til hans bøn af den simple årsag at hun slet ikke brød sig om den tanke i første omgang, men efterhånden som hans duft blev velkendt for hendes lugtesans og derfor forsvandt mere og mere, så blev det også mere og mere umuligt for hende at undgå lugten af blodet.
Hun reagerede ellers aldrig på lugten af blod, men sådan som hendes mave efterhånden slog flere knuder på sig selv, så begyndte det også at føles som om at det var mere sulten der pressede på end bare kun kvalmen. Med alle kræfter hun havde tilbage forsøgte hun dog alligevel at kravle over på den anden side af ham uden at gøre det åbenlyst at hun ville til at række ud efter flasken. Med en træt blik så hun sig over skulderen og ned mod Nathaniel mens hun strøg sig ømt over maven som for at lette på tomheden. "... Det stinker virkelig forfærdeligt!" endte hun sammenbidt da hun rakte ud og tog flasken til sig blot for at sidde med den i ganske få sekunder, inden hun satte åbningen for munden og hældte den tykke væske ned i halsen.
Hun skar ansigt med det samme og nåede ikke engang halvvejs gennem indholdet før hun smed den fra sig i panik så den splintrede mod muren og hun selv rejste sig med en voldsom og modbydelig hoste. Hun knækkede sammen på gulvet af mangel på kræfter og følte sig mildt sagt underlagt af den hoste som næsten lød mere som om at hun skulle til at kaste op. "Na-!" HOST. "Nahta-!" HOST. Der var slet ikke plads til at hun kunne få et eneste ord indført nu. Hendes krop var i den grad ikke tilfreds med det som hun havde indtaget og gjorde alt hvad den kunne for at afvise det... Hun hev desperat efter vejret og blev ellers siddende på det kolde stengulv, paralyseret under kroppens eget forsøg på at blive af med hvad end det lige var som havde været i den drik. Hendes blik blev gradvist sløret og hun følte sig alvorligt svimmel og utilpas, men af hvilken grund? Hvad havde staben puttet i den flaske???
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 15, 2014 20:24:39 GMT 1
Yuuki ignorerede ham. Ikke at det var noget som egentlig kom bag på ham, for når alt endelig kom til alt, vidste han, at hun kunne være så frygtelig en stædig kvinde. Han lod blikket hvile på hendes skikkelse, som hun sad der i hans favn. Han elskede hende.. ønskede slet ikke, at noget skulle ske med hende, og derfor var det bare vigtigt for ham at hun havde det godt. Han havde nu også fundet hende, selvom synet af det som havde mødt ham, var noget som han helt klart måtte få bearbejdet. Det vigtigste for ham, var rent faktisk, at hun havde det godt. Nathaniel fulgte hende med blikket, som hun søgte over på den anden side af ham. Han sukkede ganske let. "Jeg ved det godt, men det er jo bare en nø..."
I takt med at hun drak den tykke indhold i flasken, og dernæst nærmest lignede en, som var ved at gå i kramper, følte Nathaniel selv panikken melde sig. Nu havde han været vant til rigtig meget hvad angik Liya, men lige den her situation, havde han ikke ligefrem været forberedt på! Han var hurtigt henne ved hende, hvor han tog omkring hende. Hun hostede, som var hun ved at blive kvalt.. Var der noget i blodet? Han havde svært ved at forestille sig det, da det jo var Demians hjem og hus.. men det var jo aldrig til at vide. Han tog hende i favnen. At se hende have det på den måde, kunne han slet ikke have! For helvede.. Hvad skulle han dog stille op? Nathaniel var slet ikke vant til at føle sig så.. sindsforvirret og ude af stand til at tage en korrekt beslutning! Han så kort mod flasken som lå i tusinde stykker og med blod på gulvet.. Noget måtte der jo have været i det.. Hvorfor skulle hun ellers reagere på den måde? Han trak vejret dybt. "Yuuki, se på mig.." Han tog om begge hendes kinder. De var to om det her nu.. Og det var derfor også vigtigt for ham at understrege, at han bestemt ikke havde tænkt sig at hun skulle gå igennem det her alene! Skulle de få blodet ud? Eller tvinge hende til at holde det i sig? Han rystede fast på hovedet. "Det må ud..." Selv kendte han kun en måde at gøre det på, men at skulle stikke fingeren i hendes hals.. Var det trygt? Ikke fordi at han var bange for hende, men det at alt det her skulle ske hende, kunne han da slet ikke have med at gøre! Overhovedet ikke!
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 16, 2014 16:11:02 GMT 1
Mange ting havde Yuuki oplevet gennem de sidste mange år og ligeså havde hun da holdt sin diet kørende uden at nære sig på levende væsner... dermed sagt at hun så ikke havde smagt menneskeblod før. Af hensyn til Demian, der jo kun var halv vampyr, så bestod den normale kost i dyreblod for denne husstand, et faktum hun ikke var klar over. For en som hende der var vampyr og med hver en celle der skreg selvisk efter intet mindre end det bedste, så var dette måske en situation hvor hun for første gang ville opdage virkningen ved at have afveget fra sin normale diet. Hendes indre krampede sammen, selv da hun mærkede Nathaniel's hænder om sine kinder. Hendes øjne var helt smalle af det blotte ubehag. Blodet fra den flaske smagte for hende lige så dårligt som fordærvet mad smagte for normale mennesker... rædselsfuldt!
Hun tog fat om ham og støttede sig helt og holdent til ham for ikke at miste balancen. Til trods for at hun fortsat blev ved med at hoste i forsøg på at kaste blodet op, så var det allerede for sent. Hendes krop og celler havde allerede suget den rædselsfulde næring til sig og der var derfor intet at stille op. Blodet var ikke dårligt, tvært i mod var det frisk og ganske som det normalt altid havde været, men hendes smagsløg havde ændret sig, i den grad ændret sig! Uden varsel ebbede kramperne ud og efterlod hende lettere dirrende i armene på Nathaniel. Hun samlede sig egentlig ret hurtigt og var positivt nok efterladt med en kun noget mere frisk og varm glød i ansigtet. Blodet havde haft sin virkning, men det var bestemt ikke en type som hun bifaldt på nogen måde. Yuuki sad helt paf oven på denne her mindre begivenhed og forstod sig mildest talt slet ikke på sin egen krop i det her tilfælde og der var intet som kunne give hende en logik forklaring på det heller.
Hun sad blot og sundede sig mens hun vendte blikket op mod hans. "Det er okay... jeg er okay..." Hendes stemme var hæs og halsen øm som hun ganske let tog sig til. Det var en helt lettende følelse der gik gennem hendes krop. Kræfterne i samtlige muskler begyndte så småt at pulsere igen og derved rystede hun ikke nær så meget længere. Selvom det ikke var den vildeste ændring på hendes tilstand, så var det da om ikke andet et tydeligt tegn på at hun havde brug for den næring.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 16, 2014 20:32:17 GMT 1
Nathaniel var oprigtigt bange. Det var ikke fordi at han ønskede at vise dette tydeligt, men hvor ofte forekom det lige, at han ikke vidste hvordan han skulle reagere? I den her situation, kunne han ikke gøre for det! Han trykkede Yuuki tæt ind mod sig, så hun om ikke andet, kunne sige, at have ham tæt på sig, så hun kunne mærke at han var der. Kramperne var i Nathaniels forstand, voldsomme. Måske at det var fordi at hun havde den betydning for ham, som hun havde, og han derfor ønskede at sikre sig, at hun havde det godt, og det kunne man jo heller ikke påstå at hun havde i øjeblikket! Han rystede let på hovedet.. Mest for at slå de tanker ud af hovedet. Hele hans liv var som vendt på hovedet.. Han kunne ikke finde rundt i det, og han var slet ikke den mand som han plejede at være.
Uanset hvor lang tid det her måtte vare, følte Nathaniel nærmest, at det tog en mindre evighed, og det var slet ikke noget som han kunne rumme lige nu. Det var egentlig en ganske forfærdelig tanke. Han sukkede ganske let. Var det hele.. pludselig fint igen? Han lod hende komme helt tæt ind til ham, for han kunne da heller ikke få hende tæt nok på lige nu. Han kyssede let hendes pande. Hans viden omkring vampyrer, strækkede dog ikke så langt, at han kunne sige, om det var godt eller skidt, at hun reagerede på den måde, men han kunne bestemt sige, at det ikke var noget som han brød sig om.. Overhovedet ikke. "Yuuki... hvad skete der?" spurgte han med en sigende mine, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde virkelig ikke regnet med noget af dette, og han kunne bestemt heller ikke lide det! Han trykkede hende ind mod sig.. Som var han rent faktisk bange for at ende med at miste hende, da det heller ikke ligefrem var noget som han havde synderlig meget lyst til lige nu! Dette måtte ikke ske igen! Er du sikker på, at mit blod ikke vil gøre dig godt, kæreste?" spurgte han med en næsten forsigtig stemme. Dette var bestemt heller ikke noget som lignede ham, men lige nu var det bare vigtigst for ham, at vide, at hun hadve det godt, og så måtte det jo koste hvad det koste måtte!
|
|