A Painful Memory

[Nathaniel Diamaqima]

Ugerne var gået, og de var gået stille roligt. Nathaniel var komet til hægterne igen, også selvom det havde været sværere for ham, end hvad han først havde valgt at give udtryk for, men nu hvor han kunne holde ud at være ude af sengen, for mere end en time eller to, før han måtte hvile igen, følte han igen den ro samle sig.
Hvad der var sket igennem den sidste tid, var faktisk ganske ukendt for ham. I det store og hele, så var han ikke den mand, som han plejede at være.. Han havde jo altid haft overblikket.. Den som alle andre kom og søgte råd ved, og det var nu ikke noget, som var sket igennem de sidste mange år.. Det var som om at hele hans liv havde taget en drejning på en måde, som han slet ikke kunne have, og det var uden tvivl grotesk nok som det var i forvejen!

Mørket hvilede tungt over dem i denne aften. Der var desuden en meget akavede og tung stemning som lige så havde lagt sig, og frygten for, at han skulle miste Yuuki, var rent faktisk det som stod stærkest i ham lige nu. Liya havde vist sig for ham, endda op til flere gange, og det var ham en frustration uden lige.. En følelse af, at han troede at han var kommet over hende, var det som stod stærkest.. og ja, han vidste, at han havde svigtet hende.. mere end en gang, og hans børn særligt. Han var vel bare ikke den mand, som han havde håbet og ønsket at han var. Lige nu var det en søgen efter Yuuki, som han måtte være på.
Han åbnede roligt en dør, hvor det første han blev mødt med, var en følelse af kulde, som et vindue eller en dør, måtte stå åben. Det gøs.. Han var jo stadig et væsen, som var direkte afhængig af varme og det bankende hjerte, så der var der jo ikke rigtigt noget der havde ændret sig. Han så hende stående udenfor.. Og noget var galt, det skinnede jo så tydeligt ud af hende.
Nathaniel søgte roligt hen mod hende, hvorefter han roligt lagde hænderne mod hendes hofter.. næsten som om at han håbede, at det på den mildeste måde, skulle fange hendes interesse. "Der er noget der plager dig, min kære," sagde han med en rolig stemme. Selv var han jo ikke et sekund i tvivl om, hvad han selv gerne ville, men hvad skulle han da ellers sige? Stemningen havde været presset igennem nogle dage nu, og han kunne bestemt heller ikke lide det. Roligt plantede han et kys mod hendes skulder og trykkede let omkring hendes hofter, inden han let trykkede hende ind mod sin egen skikkelse. Han elskede hende jo.. uanset hvilket liv hun havde haft før.. Alle ændrede sig jo trods alt.. Selv ham.

[Deleted]

Nok som problemerne meldte sig en efter en, så var hun dog selv skyld i denne her. Hendes tørst og nysgerrighed havde givet hende det resultat hun længe havde søgt... nemlig sandheden om sin fortid. Hun havde inderst inde håbet på at hun kunne have spurgt Nathaniel om hjælp til det, men på sin sidste tur ind til byen havde en spontan fristelse givet hende grund til at fortryde sit valg.
Hun havde ikke fortalt Nathaniel om det endnu. Mildt sagt gik hun for sig selv og holdt andre for nar i troen på at alt var som det skulle være, og det lignede hende bestemt ikke.
Sanserne dansede rundt med vinden og gjorde hende opmærksom på sine omgivelser, dog ænsede hun ikke Nathaniel før hun banalt hørte lyden af hans fodtrin ganske kort inden han tog ved hende. Selv advarslen var ikke nok til at lade hende bevare roen, så det gibbede tydeligt i hende ved følelsen af hans varme hænder. "Ja, men det er OK," Hun slog øjnene op og forblev stadigt stående. Intentionen om at holde det skjult for ham, vaklede hver gang hun var tæt på ham. Det var svært at finde øjeblikke hvor hun kunne gemme sig af vejen for bare at give plads til de mange følelser og smerter der splittede hendes sjæl ad. Hendes ansigt måtte vel stadig bære præg af den sidste nat hvor hun havde grædt så hårdt indtil hun var faldet i søvn og havde sovet hele dagen. De mange frustrationer gav bare ikke plads til ro og fred.
Bare nærkontakten med ham var ikke nok til at skubbe tankerne væk længere. Hendes humør gik som dag og nat, bare i et langt hurtigere tempo. "Lad os gå ind. Det for koldt for dig at stå herude," Hendes tone var rolig, men på bristepunktet til at knække. Hun agtede at gå indenfor, men nænnede ikke at rykke sig nu hvor de stod så tæt. Selvom han ikke var i stand til at tømme hovedet på hende på samme måde som før, så lagde roen sig alligevel over hende.
Hun sukkede tungt da hun alligevel valgte at vende sig om mod ham. Hun tog hans hånd og førte ham med faste trin ind i stuen igen. Kulden generede hende ikke og når tanken strøg hende blev hun helt trist indeni. Den blå farve i hendes kjole og den blege hud fik et næsten varmt skær herinde på grund af de varme gyldne nuancer der prydet rummet, og flammerne i pejsen der rejste sig i en yndefuld dans.
Selv havde hun ikke fysisk ændret sig. Ovenpå alt der var hændt og med en ny diet at vænne sig til så var der intet unormalt ved hendes figur. Hun følte sig dog præget af en mindre oppustet mave. Den var hård og stak ikke ud, men den udlignede hendes ellers flade silhouet fra siden og i en kjole som den hun havde på nu var det stadigt nemt at se, især fordi hun altid rendte rundt med sit korset på, men slet ikke havde rørt det over de sidste par uger.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel holdt mange hemmeligheder.. det var bare en del af det med at være en Diamaqima åbenbart, og særligt for ham og Silia var det sådan. Alt det med Liya, var nu blevet til ting og tanker, som var revet op i for ham på ny, og det var rent faktisk svært.. Meget svært endda. Lige nu ville han bare.. glemme det lidt, og fokusere på det, som han rent faktisk var ved at få bygget op, og det var sammen med Yuuki. Han var ikke kendt for at være en mand som fortrød sin handling og sit valg midt i det hele, og dette var bestemt heller ikke noget undtag af det. Han havde nu endelig fundet hende igen, og nu var det jo så også derfor at han søgte derud.
Vinden var kold, men ikke noget som han tog tungere end det. Han kunne godt tage det for en kort stund, og det var jo lidt det, som han ønskede at understrege for hende. Han lagde sine varme hænder på hendes overarme i et roligt greb og med et smil på læben. Han plantede et kys mod hendes hals, inden han vendte blikket mod hende. Der var noget som plagede hende, og det var noget som virkelig stod langt ud af hende, og den tanke kunne han faktisk slet ikke have. Han ville ikke have at hun skulle gå rundt og gøre sig tanker om noget, som plagede hende i denne forstand. "Er det noget som du har tænkt dig at fortælle mig om?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.

I takt med at Yuuki tog fat omkring hans hånd og på mest insisterende vis, valgte at trække ham med sig indenfor igen, sagde han ikke noget til. Han kunne nu godt klare at stå lidt udenfor, og særligt sammen med hende. Han havde virkelig ikke noget imod at være lidt ude også på hendes præmisser, for det faktum, at han kunne leve med en vampyr. Der gjorde han da ikke nogen forskel på racer, for han vidste, at der var noget godt i alle, og hende særligt, og det vidste han uden tvivl godt. "Det skal du virkelig ikke tænke på.. Jeg vil hellere have, at du fortæller mig, hvad der plager dig, min kære," sagde han blot. Det var noget som selv måtte vække en bekymring i hans krop og sind, end hvad han ellers følte.
Nathaniel tog forsigtigt omkring Yuukis hånd, inden han roligt førte hende med sig i retningen af sofaen, hvor han bød hende til at sætte sig ned ved siden af ham, for han ville meget gerne snakke dette igennem.. Særligt hvis det var noget som han havde gjort, og det var lidt det som han havde en fornemmelse af, og han kunne bestemt ikke lide det.

[Deleted]

Hun kunne ikke finde ud af sig selv. Hun havde lyst til at betro sig til ham, men tænkte for meget over konsekvenserne til at lade det ske. Sofaen, charmen og det at han gjorde alt for at indikere at han ville lytte til hende. Det var inderligt fristende, men der var bare noget der ikke stemte overens med hele situationen.
I første omgang stod hun blot og så ned på ham. Ved at holde det skjult følte hun virkelig at hun stod på en helt anden side end ham. "Og hvis jeg fortæller dig det, hvad så?" Endte hun spørgende. "Det vil bare ende op som endnu en bekymring for dig," Hun ville ikke sætte sig ned. Stod bare og betragtede den mand hun følte hun altid kunne betro sig til. Det var dog gået op for hende nu, at han havde nok problemer at tage sig af. Hun kendte ikke til hvad der hændte omkring ham i disse dage, men alene det som hendes fortid havde afsløret var nok til at hun ikke bare skødeløst ville kaste sine plager i nakken på ham. "Du påtager dig for mange af mine problemer," Endte hun stille og trak hånden til sig. Vendte tilbage for at lukke dørene ud til. Hun havde før hen været åben nok overfor at tale om problemerne. Hun havde i hvert faldt talt om sine ønsker før, ønsket om at genvinde sine glemte minder om sin fortid. Hun sukkede igen. Så ubeslutsom... og alligevel lod hun sandheden komme frem for hver gang hun talte.

Hun vendte med rolige skridt tilbage til pladsen ved siden af ham på sofaen. "Kan vi ikke godt bare lade det ligge?" Det gøs indvendigt på hende ved tanken. Hun kunne ikke engang se på ham alene af den grund. Tanken om at se hans bekymrende ansigt blev næsten til en byrde. De ville stå der for hinanden på lige vis og hun vidste at han ligeså heller ikke kunne tage at se hende sådan her, men hvad kunne hun gøre?
Hun havde brug for tid til at bearbejde sin fortid. Den tog al hendes mentale overskud fra hende, så der var ikke plads til at skubbe det væk og bare smile for en kort stund. Det fyldte for meget hos hende. Nok os derfor at hun på ingen måde var i stand til at skulle snakke om det, for hun vidste ikke hvordan hun selv ville reagere på det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var rent faktisk oprigtigt bekymret. Det var virkelig vigtigt for ham, at understrege, at han faktisk gerne ville hjælpe hende med hvad end der nu måtte plage hende, for så slemt, kunne det vel heller ikke være? At fokusere lidt på andres problemer, gjorde også, at han kunne glemme sine egne en smule, for dem han havde lige nu, var nogen som rent faktisk fyldte en del.
Den bekymringsfulde mine, var dog ikke noget af slagsen, som Nathaniel kunne lægge det mindste skjul på. Tvært imod, så var det noget som rent faktisk lå.. naturligt til ham, og særligt overfor dem, som han følte, at han kunne betro sig til. Og nu ville hun ikke dele noget med ham? Så måtte der virkelig være noget galt, og det vakte jo kun en bekymring yderligere. "Jeg går ud fra, at du ved, at du kan betro dig til mig..?" spurgte han. Han havde med andre ord, slet ikke nogen intentioner om at lade noget som helst ligge lige nu.

Nathaniel blev siddende, som hun gik hen og lukkede døren. Det passede ham jo egentlig ganske fint, for han reagerede på kulden udenfor. Hans blik gled mod hende. Den var helt gal... og alligevel, var det jo noget, som faktisk gjorde ham meget urolig, for han kunne slet ikke lide den tanke. Han bed tænderne svagt sammen. For nu forsøgte han virkelig at lade som ingenting, selvom det virkelig var svært, når hun ikke ville fortælle ham hvad der gik hende på. Var det så slemt, at hun slet ikke turde betro sig til ham? Det gjorde ham urolig, men også oprigtigt bekymret. "Vil du påstå at det er forkert ikke at vise interesse for dig, min kære? Kom nu... sæt dig og fortæl mig, hvad det er der plager dig sådan, at du er begyndt at trække dig fra mig," endte han roligt. Ikke fordi at han ville klandre hende for det. Det var blot en sag, som han ønskede at komme til bunds i.
Ganske roligt valgte Nathaniel at rejse sig, for i stedet for at tage omkring hendes hånd. Det var ikke nogen hemmelighed, at Liyas pludselig opståen virkelig var begyndt at plage ham, men han var lige nu hvor han gerne ville være.. Og det ville han ikke lade hende ødelægge. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han kunne virkelig ikke lide, når hun holdt ting skjult, og særligt, fordi at det plejede at være af farlig kaliber. "Fortæl mig det," bad han sigende.

[Deleted]

Det der var farligt ved lige denne her sag, var ikke at fortælle ham det, men derimod konsekvenserne der ville løbe dem begge i møde. Fare ved at hun var i stand til at huske og føle sin fortid igen, var så stærk at den kunne ryste hendes grundlag for hver enkelt lille valg fremover.
De mørke øjne der altid kastede en ro over hende. Hun havde ikke lyst til at se væk fra dem. Det gjorde hende bare nervøs i den her situation. Hun skænkede ham sin opmærksomhed, gjorde det åbenlyst at hvad han sagde ikke gik for døve øre. Følelsen af hvor nemt det ville være at lukke op for det, meldte sig med det samme hos hende. Hun sank tungt, men veg ikke sit blik fra hans. "Min fortid," Hun sank igen, knyttede sine næver og lod blikket skifte fokus. Alene de ord fik tankerne til at løbe. Om hvor meget han vidste og om han nu også stod med flashbacks. Det var virkelig overvældende. Det kunne lige så godt have været vinden der havde væltet hende helt omkuld. Hun følte sig inderlig skyldig over at have søgt andre veje for at genvinde en fortid hun alligevel kun fortrød at hun havde været en del af. Så mange fejl og problemer der burde have taget livet af hende allerede og alligevel stod hun her. Efter 1000 år som vampyr havde hun end ikke lært at tackle sine oprigtige instinkter. Hun havde kun opnået en evne til at undertrykke sine sanser for at ligne et normalt menneske så meget som muligt. "Du er der altid for mig, hjælper mig og lytter til mig, men hvad giver jeg igen?" Det var inderligt ikke en ligeværdig behandling hun gav ham. "Det har altid været sådan, lige fra første gang jeg stødte ind i dig... den gang du tjente Kimeya," Denne gang måtte bomben vel falde? Det som hun ikke ville dele med ham. De mange bekymringer der flåede hendes sjæl fra hinanden hvert eneste øjeblik at hun blev mindet om den. Hun vendte blikket varsomt op mod hans igen. "Jeg sætter pris på hvad du gør for mig... hvad du har gjort for mig, men med hvilke øjne ser du på mig?" Hvor hendes ord bar hen, var næsten hvad hun frygtede mere end noget som helst andet lige nu. Tvivlen der sad og prikkede til hende, fik hende til at betvivle hans motiv for at skænke hende denne form for... kærlighed? Hun var nok snart mere bange for at det mere lignede medlidenhed overfor hendes sølle liv. Hun ville af med den tvivl før det blev værre. Skulle hun leve et liv med sådan en fortid, så havde hun brug for en god grund til ikke at sætte en stopper for den evige lidelse hun rendte rundt i.
Jo, hun elskede ham. Havde bekræftede sig selv om det flere gange. Havde endda givet udtryk for det og givet ham plads til at tænke det igennem. Dog var hun efterhånden begyndt at sammenligne tidligere erfaring med hvad hun gennemgik nu. Særligt efter at have genvundet minderne om sin fortid. "Hvad er jeg i dine øjne? Ud over at være en kvinde med en ynkelig, trist og sørgelig fortid... hvad er der så tilbage?" Der samlede sig en knude i maven på hende og hun trak hånden til sig og bed sig i læben. "Jeg ved godt at jeg lovede dig aldrig at vende ryggen til og stikke af, men jeg tør ikke at gå igennem det samme igen,"
Hun tog ved i sit skørt og kiggede ud til siden og væk fra ham. Presset samlede sig i hele kraniet på hende og det føltes som om at tårene var på bristepunktet. Det fik hendes ellers så døde hjerte til at hamre og blodtrykket til at stige, ved bare at vente på hans reaktion... skulle hun bare forlade lokalet og gemme sig væk?

[Nathaniel Diamaqima]

Frygten var allerede så småt begyndt at melde sig i Nathaniel, da han jo et sted kunne fornemme i hvilken retning, at dette måtte gå, og ikke at det var en tanke som han kunne lide, for det kunne han da godt nok heller ikke. Hans blik fulgte hende, også selvom det næsten synes, at hun ikke ville se ham i øjnene. Var det underligt, at det var en tanke, som han ikke brød sig om? Han trak vejret dybt. For nu forsøgte han da om ikke andet, at holde de tanker bare lidt i skak, selvom det var svært. Ved hendes ord, måtte femøren næsten falde allerede med det samme. "Du husker..?" spurgte han som noget af det første.

Yuukis fortid - eller utrolig meget af den, var ikke ligefrem ukendt for Nathaniel, da han længe havde været omkring, hvor hun også havde været omkring. Særligt omkring Kimeya. Han trak vejret dybt. Det var uden tvivl noget som plagede hende dybt, og den tanke bigaldt han så sandelig heller ikke. "Jeg fornemmer, at du tvivler på mine intentioner, Yuuki..." Han ville slet ikke høre tale om, at han skulle gøre dette ud af ren og skær medlidenhed, for det var da slet ikke tilfældet. Han gjorde dette, og han var her, fordi at han havde lyst, og det håbede han da, at hun var klar over.
Hånden lod Nathaniel roligt stryge over Yuukis kind. Han måtte jo tale hende til fornuft, hvis det var disse tanker, som hun så pludselig var begyndt at gøre sig. "Jeg har været omkring længe nok til at vide hvad det er jeg vil, min kære.. Og det er her, jeg nu ønsker at være.. Jeg ved hvad der er hændt dig, som jeg også ved hvad du selv har forårsaget..." Dog ville han nok ikke påstå, at han tjente Kimeya.. Han boede ved manden og ja, han udførte ham måske en tjeneste eller to, men det var jo så også det.
"Tror du virkelig, at jeg befinder mig her af medlidenhed? Jeg ved hvad jeg vil, selv på trods af hvad du har været igennem. Jeg er her sammen med dig... for dig, fordi at det er her jeg ønsker at være.. Hvad er det du er så bange for skal ske?" spurgte han roligt. Der måtte da være en grund til at hun pludselig var så bange for det, og særligt efter de havde været igennem en rigtig god periode.. Og det var noget som rent faktisk vakte ham en klar og tydelig bekymring.

[Deleted]

"Du kender til min fortid og alligevel ønsker du at jeg skal svare dig på hvad det er jeg er bange for?" Hun vendte fokus næsten helt vantro op mod hans ansigt. Der var mange ting for hende at frygte, ting hun kunne undgå ved at bare stikke af fra det hele og leve i skjul. "Behøver jeg at uddybe det for dig?" Hånden mod hendes kind var som en ren stopklods for hende. Hendes tanker og frustrationer fløj omkring til alle sider. "Ja, du er her. Ganske som du altid har været... åbnet døren for mig fordi det ligger til din natur. Du bebrejder mig ikke eller dømmer mig for noget. Jeg har levet de 1000 år i uvidenhed om hvad min eksistens gjorde ved mine omgivelser og ja, alle mine problemer startede den gang jeg mødte Kimeya." Hun bed sig irritabelt i underlæben og vendte blikket i jorden igen. "Jeg ved godt hvorfor at min eksistens plager ham,"
Hun tav efter dette og tog en dyb vejrtrækning, det var direkte dybt frustrerende for hende. "Jeg er stadig dybt såret over hvordan han smed mig ud af sit liv på, men jeg forstår ham godt selv på trods af det og det piner mig langt ud over alle grænser!" Hun begyndte næsten at dirre i sine anspændte muskler ved de sidste ord. Det var rædselsfuldt for hende at være vidne til en sådan forståelse. Hvorfor kunne hun ikke bare være ligeglad med ham og leve sit liv i fred... det kunne hun, hvis ikke hun havde været så fast besluttet på at hun kunne håndtere sin egen fortid og de følelser der nu fulgte med. "... at tage livet af mig den gang var hans måde at give mig fred på... det mareridt jeg var hjemsøgt af, var mit sidste minde og glimt af følelser jeg havde tilbage," Hun vidste det var ondt at tale så tydeligt om noget der længst var forbi, men som nu syntes at være et aktivt problem. Var hun stadig forelsket i Kimeya? Nej, aldrig om det kunne komme på tale, men hele den her emotionelle karrusel fik det næsten til at se sådan ud.
"Jeg ønsker ikke at miste dig på samme måde som jeg har mistet alle jeg har haft kær i mit liv. Alle er de kommet... alle er de gået, på de mest brutale måder..." Dette fik bæret til at flyde over og den første tåre undslap kanten og faldt drastisk ned over kinden på hende. "Han ønskede at bære smerten alene og hvad gør jeg? Jeg render rundt i uvished og nyder et fredfyldt liv lige for næsen af ham," Nu begyndte hendes gamle natur at skinne igennem igen, for første gang i mange mange år stod hun nu plaget af andres problemer, fordi hun havde så omsorgsfyldt et hjerte.
Hun ville ikke have at Nathaniel skulle lide på grund af hende heller. Hun var inderligt bange for at han skulle ende op som Kimeya; bære ansvaret alene og give hende fred.

[Nathaniel Diamaqima]

Et sted begyndte Nathaniel at være bange for, hvor dette ville føre hen, men for nu lod han hele tvivlen komme til gode i stedet for, for han håbede jo virkelig på, at han rent faktisk tog fejl. "Af alt hvad du har oplevet, må det da være noget specifikt, som du er bange for?" spurgte han sigende. Hun forekom ham nemlig ikke som en kvinde, som nærmest var bange for sin egen skygge på baggrund af hvad hun egentlig havde været igennem.. men dette havde virkelig taget en drejning for ham, som han ikke brød sig om i den anden ende.
Nathaniel lod hovedet søge let på sned. Hende og Kimeya havde virkelig haft en påvirkning af hinandens liv og særligt efter at hun havde ventet deres tvillinger.. Børn som han rent faktisk havde endt med at skulle tage sig af, fordi at Kimeya selv havde nægtet at gøre det. Bar hun virkelig de følelser for den mand endnu? Et sted var det næsten noget, som han rent faktisk måtte sige sig, at være bange for. "Jeg skal ikke dømme dig for noget, som jeg ved, at du har taget ved lære af, Yuuki. Jeg åbner dørene for dig, fordi at jeg ønsker at gøre det... og fordi at du har den betydning for mig, som du nu har fået.. Ikke at jeg fortryder.. slet ikke," sagde han roligt. Nu var han jo heller ikke just kendt for at være en mand som rent faktisk fortrød de valg, som han tog, og dette var bestemt heller ikke noget undtag.

Nathaniel følte uroen brede sig i takt med at Yuuki fortsatte sin talestrøm. "Jeg håber virkelig at jeg tolker dine ord forkert, Yuuki, men det forelyder for mig, som du rent faktisk tager Kimeya og hans handlinger i forsvar?" spurgte han med en sigende mine. Ikke at det var noget som han havde regnet med. Det bekymrede ham rent faktisk. Kimeya havde nu altid været brugtal i hans handlinger og gerninger.
"Siger du, at du fortryder hvad vi har, kære?" spurgte han denne gang mere direkte, da han trak hånden til sig. Han kunne ikke lide at se hende så ked af det, men den tvivl og det som han nærmest kunne spore i hendes øjne, samt hendes ord.. Så kunne det næsten lyde sådan, og den tanke brød han sig ærlig talt slet ikke om!

[Deleted]

I det her tilfælde var der nok ikke meget galt. Han tog fejl i sit henseende om at tolke hendes ord som han gjorde. Hun tog ikke Kimeyas handlinger i forsvar. Det var slet ikke sådan at tingene hang sammen. "Hvorfor er det at Kimeya vender op og ned på sit liv for at få ram på mig igen efter så mange år?" Mest af alt ment som et retorisk spørgsmål, I og med at hun ikke forventede at Nathaniel kendte svaret. "Svaret er simpelt. Han har aldrig et sekund glemt eller fortrængt det der skete den gang. Hvis fortidens hændelser stadig bringer ham så stor en byrde, så forstår jeg bedre hvorfor at jeg selv ikke magter at slås med alle disse gamle minder,"
I sagens helhed var hun ærlig. Hun havde aldrig haft brug for at lyve overfor andre, men selv ukomfortable situationer og emner var hun ikke så glad for at tale om. "Hvorfor jeg fortryder at få de minder tilbage... Kimeya tog den ene ting fra mig som jeg er nød til at kæmpe for nu ved at tage livet af mig; Muligheden for at leve et normalt liv i fred og ro. Det som jeg i blinde troede ville gå hen og blive nemmere end hvad det egentlig er." Til trods for hendes tårevendte øjne, greb hun ud efter hans hånd. Det var vigtigt for hende det her. Mest af alt fordi at hun ønskede hans tillid. "Hvordan kan du tro at jeg ville ende op med at tage hans side når jeg stadig står her?" Hun søgte insisterende hans blik. Nok var hun påvirket af fortiden og kæmpede for at holde sammen på sig selv, men hvad der i sidste ende var vigtigst... var i den grad ham og hvad de begge havde sammen nu.
"Hvad jeg er mest bange for... er at miste dig. Mine følelser for dig har end ikke ændret sig efter det her. Du stadig den der betyder mere for mig end noget som helst andet, Demian og Laqisa med. Sådan som hele mit liv har udviklet sig, er det ikke til at sige hvordan det vil komme til at gå. Nu hvor jeg kender til min fortid, så ved jeg hvor stor en bekymring du har rendt rundt med. Faith, Kimeya og mange andre omkring os vil forsøge at splitte det ad. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var bange for at miste, for det er sket før,"
Hun sank igen og trådte helt hen til ham for at lade armene søge om livet på ham. Fingrene krøllede sammen omme på ryggen af ham. Hun havde brug for ham, ønskede ikke at give slip på ham for noget som helst i verden. Hendes greb var låsende, men ment i en kærlig handling.

[Nathaniel Diamaqima]

I takt med Yuukis ord, voksede Nathaniels bekymring kun mere og mere, for han var virkelig bange for, at han havde tolket hendes signaler rigtigt denne gang, og særligt fordi, at hun havde trukket sig sådan fra ham. Fortiden var hende nu kendt, så hun vidste hvad hun førhen havde haft at slås med.. Sandt at sige, at det bestemt heller ikke var små ting, men derimod rigtig mange og rigtig store ting. Lige nu forekom det ham bare, som hun var i færd med at tage Kimeya i forsvar.. og det bekymrede ham uden tvivl. "Kimeya er kendt som en mand af handlinger, min kære.. Han har ganske vidst haft et ømt punkt for dig tidligere, men jeg tvivler stærkt på, at det er sådan det forholder sig i det her tilfælde," sagde han med en rolig stemme. Af hvad han vidste, så var Faith den eneste kvinde som Kimeya ville have i sit liv, så.. hvorfor det her?
"Fortiden har været yderst hård ved dig, og derfor har dette været glemt for dig, min kære... Det er alt sammen sket af en grund.. Hvordan disse minder er kommet tilbage til dig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg håber da, at du ved, at jeg vil hjælpe dig igennem det?" Det krævede jo bare, at hun ikke trak sig fra ham!

Som hun tog omkring hans hånd, vendte han de mørke øjne mod hende. Den evige bekymring for alle dem, som ville skille dem fra hinanden, var ekstrem.. For han vidste, at det ikke ligefrem var få, men derimod utrolig mange som ville det.. Særligt nu hvor hans afdøde eks, lige så var begyndt at vise sig for ham, og det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre for ham af den grund. Han sukkede ganske let. Hun var virkelig bange for at miste.. men så spørges det.. hvem? Han rystede let på hovedet. "Det må du jo fortælle mig.." endte han sigende, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen.
Ved hendes ord, og det at hun lagde armene sådan om ham, var uden tvivl noget, som selv han måtte reagere på. Et sted var det lettelsen som bredte sig! Automatisk lagde han forsigtigt armene omkring hendes skikkelse, hvorefter han trykkede hende ind mod sig. Mange ville nok forsøge at skille dem ad, og det var en daglig og evig bekymring, som han nu også måtte gå med. "Så ved du lidt om de bekymringer som jeg dagligt går med. Jeg ved, at rigtig mange vil forsøge at skille os ad.. forhindre os i at få hvad vi allerede har. Vi har begge mistet igennem livet... det er ikke ensbetydende med, at det er noget, som jeg vil lade ske igen," påpegede han sigende. For det ville han ikke! Han var lige hvor han ville være, og det var sammen med hende.

[Deleted]

Igennem al den tid hun nu kunne huske, så var der en ting der aldrig ville ændre sig; hendes sans for loyalitet. Det var svært for hende at håndtere alle de her nye informationer og enhver der vidste hvordan man kunne udnytte et svagt sind, ville i den grad være i stand til at rasere hendes mentale balance.

Under ingen omstændigheder havde hun lyst til at vende sig fra ham. Hun havde følt sig nødsaget til det, men ønskede det for alt i verden ikke. Det var første gang at hun havde følt sig så hårdt presset, at hun ikke kunne se anden udvej. Nok kunne man sige at hun ikke var typen der frygtede sin egen skygge, men når alt kom til alt så var hun alligevel bange for hvad der lå i kanten og lurede.

Kimeya var en mand hun foragtede og forstod på en og samme tid. Lige såvel forholdt det sig også sådan at der aldrig var langt fra kærlighed til had. Hun var blandt dem der aldrig glemte sin fortid af egen vilje, men hun kunne ej heller håndtere den i længden.

Mere end noget andet så fandt hun støtten til at forblive stående rank i ryggen overfor enhver given situation, så snart at Nathaniel var med hende. Den blinde og uskyldige kærlighed hun havde skænket ham igennem alle disse år, var nu stærkere end før. Blot på grund af hvad hun havde været igennem. Det var ikke en negativ ting at han altid havde været der for hende og nu valgt at åbne sine arme for hende.



Hun løsnede let sit greb omkring ham. Anstrengelsen syntes at have taget hårdere på hende end ellers da hun først forsøgte at genvinde balancen i favnen på ham. "Det var-" Svimmelheden ramte hende som en hammer og hun vaklede et par skridt bagud for ikke at miste balancen helt. Hun tog sig ubekymret til hovedet og havde stadig fat i hans ærme, mens tankerne fik det hele til at snurre rundt. "Det var aldrig din fejl og det vil det heller ikke blive,"

Han havde ikke gjort nogen fejl ved at vælge hende, men det ville blive hendes fejl om end ikke at hun kunne beskytte ham. Alt for mange gange havde hun stået magtesløs og set på mens verdenen faldt sammen for hendes fødder. Det ønskede hun ikke skulle ske igen!

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, var det her rent faktisk en meget svær situation, at befinde sig i, og han forsøgte virkelig at finde ud af hvordan han rent faktisk skulle forholde sig rolig og fattet i denne situation. Hun huskede det hele.. huskede hvad hun havde været igennem, og hvor meget hun havde kæmpet for det som hun nu havde. Han selv havde mistet forbandet meget igennem sit liv, og det havde uden tvivl været hårdt. Tabet af Liya, og nu også hans børn, havde nok været sværest, men igen.. man var jo nødt til at have sit eget liv også, og hun havde været væk igennem så mange år nu, at han vel godt kunne tillade sig at starte et nyt liv?

At Yuuki tog det så hårdt, at hun nu kunne huske.. havde fået et lille indblik i de mange daglige bekymringer, som han nu måtte vandre rundt med, var næsten noget af det værste af det hele. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Af hjerte, havde han nu taget sit valg, og han var rent faktisk en mand, som kunne stå ved hvad han følte og hvad han gerne ville. Et stille smil bredte sig på hans læber. Hans bekymring om at hun måtte fortryde, kunne han jo godt se, at han kunne slippe lidt igen, og hvor var det dog en lettelse selv for ham, at det var sådan, at det rent faktisk forholdt sig!
Igen hævede Nathaniel hånden, og lod den roligt stryge over hendes kind. Et stille smil passerede let hans læber, som han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes kind. Han havde et liv her.. han havde et liv sammen med hende, og derfor var det vigtigt for ham at understrege hvor vigtigt det var for ham, at hun lige så, måtte have det godt, og at hun kunne dele de bekymringer med ham, som hun nu måtte have. De var to om det nu. "Godt..." begyndte han med en rolig stemme. Hans skuldre faldt stille på plads igen.. Nu følte han igen at han kunne slappe af. "Jeg forstår, at du sidder med mange bekymringer og mange tanker, i og med, at du nu kan huske hvad du har oplevet i din fortid, min kære.. Del det med mig, hvis det bliver for meget, ikke?" endte han denne gang med en mere rolig stemme. Hun havde virkelig for en kort stund, gjort ham meget nervøs.

[Deleted]

Intet var skidt for ingenting. Nok kunne hun i en overfladisk samtale benægte og fortryde sine valg før i tiden, men hvis hun så tilbage med et åbent hjerte, så var der i den grad også en hel del gode stunder.
Meget havde hun oplevet og taget til sig. I en situation som denne her var det vel givet at hun følte sig langt mere overrumplet end ellers? At springe boblen uden hæmninger skulle nok gå hen og give nogen ubehagelige bagslag hen ad vejen.
Hun nød altid at mærke hvordan han tog ved hende. Noget af det stærkeste og mest livsbekræftende for hende, var når hun kunne mærke hans varme.
Igen måtte hun vakle i sin balance og tog denne gang hårdt fat om begge hans arme, lukkede øjnene og lod panden støde ind i brystet på ham, frem for at tage turen baglæns. Hun sukkede højlydt og tungt af lettelse. Nikkede medgivende til hans bøn og forsøgte lidt at ignorere sin tilstand. Hun havde så meget andet at tænke på, men måske det var bedst at søge tilbage til gemakkerne?
"Jeg skal gøre mit bedste, men lige nu er der alt for meget til at jeg kan samle mig om det," Svarede hun i en mild tone.
Af en eller anden grund føltes han ikke nær så varm som han plejede... frøs han? Hun åbnede øjnene ganske let på klem og så over mod pejsen der stadig var i fuld sving. "... underligt, du føles ikke nær så varm som du plejer," Kommenterede hun svagt og tænkte ikke voldsomt meget over det. Med den store forskel i deres temperature, var det nemmere at bemærke hans, frem for hendes egen og var det overhovedet muligt for hende at få en mild feber?

[Nathaniel Diamaqima]

Alt det som var sket i en fjern fortid, ville for altid have en betydning for de valg, som man tog efterfølgende. Og særligt med alt det som Nathaniel vidste, at Yuuki havde oplevet, så var det vigtigt, at få hende til at åbne op og fortælle om hvordan hun havde det.. Han frygtede for konsekvenserne, om hun valgte at lukke i, og det ønskede han jo ikke. Han havde jo selv valgt at åbne sit hjerte for hende, og det var så sandelig heller ikke et valg, som han havde fortrudt.. Også selvom hans nu afdøde eks, var begyndt at plage ham, men end ikke det, var en bekymring, som han ville give hende.
Armene lod Nathaniel roligt søge omkring Yuukis skikkelse, hvor han dirkte bød hende tæt ind mod sin egen favn, da det jo også var der, at han ønskede at hun skulle være. Han ville så gerne passe på hende, men det krævede uden tvivl også, at hun lod ham gøre det, og det var nok der at det svære måtte ligge i dette henseende. Han plantede et stille kys mod hendes pande, nu hvor hun alligevel havde valgt at stille sig der. Hun virkede... skidt tilpas, på en eller anden underlig måde. "Det forstår jeg godt.. Du må jo sige til, om der er noget, som jeg kan hjælpe med, ikke sandt?" endte han med en rolig stemme. Nu hvor de var et par, så var de jo to om tingene, og det var jo vigtigt, at hun også huskede på det.

Nathaniel følte sig ikke meget anderledes i varme og udstråling, end hvad han plejede at gøre, så det faktum, at hun kunne mærke forskel, indikerede jo kun, at der var noget galt. Han rynkede let på næsen. "Jeg har det ellers fint, min kære..." kommenterede han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket ned mod hendes. Han hævede hånden, som han strøg let over hendes kind. Havde hun det godt? Han ville jo heller ikke ligefrem have, at hun skulle have det skidt. "Har du det godt?" spurgte han let, og denne gang mere direkte.