A Painful Memory

[Deleted]

Nathaniel Diamaqima x @yuuki ^{Uge 4, 1. trimester}

Death Mansion - Basement

Det var ved at være nogle uger siden nu, at Kimeya var troppet op i Nathaniel's hjem. De kolde vægge indrammede hende og holdt hende skjult fra alt omkring hende. Hun havde siddet nede i denne kælder i godt og vel en uges tid, efter hun på mirakuløs vis havde fundet tilbage til Demian's manison i Marnjarno. Hun sad der, i hjørnet, med benene trukket op under hagen og knugede sig til stoffet i hendes skørt. De matte øjne, blændet af så dyb en frygt at hun var fanget af en illusion.

Det mareridt der altid jagtede hende. Den skikkelse der bare stod foran hendes blik, klar til at overfalde hende. Hun rystede og var inderligt bange for at hun skulle miste sit liv. Hendes hår var rodet og tøjet beskidt med indtørrede blodpletter flere steder. Hun så ganske enkelt farlig ud og var i den grad tabt for kræfter. Udmattelsen ved at sidde vågen i næsten en uge, efter at illusionen havde fanget hende fuldkommen og efterladt hende med intet andet end et stillestående billede for hendes blik, af den selv samme skikkelse der stak hende ned hver nat. Hvis hun bevægede sig, så fulgte skikkelsen med og det fik hende kun til at skrige af angst og panik.

Staben i manisonet havde forsøgt sig med at komme tæt på hende for at give hende føde, men de fejlede gang på gang. Den sidste blodforsyning hun havde formået at indtage var næsten 5 dage siden og den havde hun ikke engang tømt. Hendes sanser var fuldkommen skærpet. Hun genkendte hverken lyde eller lugte længere.

Der var altid et par stykker ude i byen for at lede efter Nathaniel, men de var hver dag gennem den første uge kommet hjem uden held. Stabben var ude af den og vidste på ingen måde hvad de skulle stille op, andet end at vente på at hun endelig ville falde om af udmattelse, men der kunne vel gå lang tid, sådan som det mareridt holdt hende kørende..? 

[Nathaniel Diamaqima]

Turen fra Imandra og tilbage til Manjarno, havde uden tvivl været forbandet lang, men selv Nathaniel havde taget den så hurtigt, som det nu havde været ham overhovedet muligt. Alene den tanke om at Kimeya havde rykket fra Dvasias, havde gjort at han ikke kunne komme hastigt nok afsted.. Og alligevel havde det vist sig at være for langsomt. Kimeya havde allerede været der.. Adskillige af møblerne havde været ødelagte, og Yuuki havde ikke været nogen steder at se. Et sted grebet af en følelse af panik - noget som han ikke havde følt igennem skræmmende mange år, havde han heller ikke tøvet med at tage afsted for at finde hende igen.

Turen havde bragt Nathaniel langt, også selvom han ikke havde set Yuuki nogen steder. Havde han mistet hende? Det var det, som han umiddelbart havde været mest bange for.. Det var jo så der at han var blevet opsnappet. Fundet af nogen, som kunne fortælle ham hvor hun var, og han havde end ikke tøvet med at tage afsted, også selvom han vidste, at de jo faktisk kunne tage røven på ham, om det var det som de ville.. Men hvordan kunne de vide, at det var Yuuki han søgte?

Det mansion som han blev bragt til, rejste sig højt i forhold til hvad Nathaniel til nu havde været vant til at leve i. De som havde opsøgt ham, havde end ikke forklaret ham hvem som var ejer eller besidder af dette sted, men var det her Yuuki var, var det her han var nødt til at gøre, og derfor søgte han uden at tøve indenfor. Han blev bragt til kælderen.. omringet af de høje og kolde stenmurer, var det nok til selv at få det til at løbe ned af hans ryg, uden at han kunne gøre alverdens ved det. Et sted var her skræmmende.. og et sted.. hyggeligt? Han havde jo opholdt sig i kældre mesteparten af sit liv på baggrund af hans arbejde... og det var der i skæret af en fakkel, at han fik øje på hende. Et sted bredte lettelsen sig i hans krop og sind, velvidende om, at hun ikke var død, men noget var der sket.. Det kunne han da så tydeligt mærke på sin egen krop og sit eget sind. Han trådte frem.. uden at tøve trådte han frem for det væsen som hun var. "Yuuki..?" Hans stemme var præget af lettelsen ved at se hende, selvom omstændighederne bestemt ikke bød til det. Han ville se om hun reagerede.. om hun genkendte ham.

[Deleted]

Dagen skulle synes at være med tjenestefolket i dette Mansion. I selv samme øjeblik de havde fundet Nathaniel havde de ikke haft nok tid til at forklare ham nogle af detaljerne. Husets butler havde i første omgang vist Nathaniel vejen ned til den celle hvor Yuuki sad inde i. Tragisk som det var, så var hele situationen kun blevet forværret ret drastisk.
Alene lyden af deres skridt gennem de kolde gange fandt vej til hende. Det eneste hun kunne forestille sig var denne her skikkelse, iført en lang kappe, der valgte at træde tættere på hende. Hun kunne ikke se at skikkelsen blot begyndte at gå på stedet uden at komme hende nærmere, men hun vidste i forvejen godt hvad der ventede hende hvis den nåede over til hende. Stødt begyndte hun tydeligt at hive desperat efter vejret igen, lade an til at komme op at stå. Hendes kræfter var så svækket at hun knapt kunne rette sig helt op i stående tilstand. Blikket var mat og træt, prydet af tunge render for neden.
Hun skælvede og rystede afvisende hovedet. Hun havde ingen anelse om hvem der stod foran hende. hun kunne hverken se eller høre ham, alt der foregik for hendes blik var skikkelsen der hæftede sig til hans bevægelser og det huede hende overhovedet ikke. Hun krøb sammen og mere ind i hjørnet, selvom hun ikke kunne komme længere. En stønnende flæben meldte sig lige så stille, som han kom nærmere. At kalde hendes navn var ej til gavn i nuet. Stemmen var forvrænget for hendes øre. Hun skreg, skreg af sine lungers fulde kræft i en pludselig panik og flygtede med ryggen langs muren over i modsatte ende af cellen. Hun var bange, bange for at miste sit liv. Fanget i en drøm der end ikke havde fået en ende endnu.

[Nathaniel Diamaqima]

Alene synet af Yuuki i denne miserable tilstand i en celle, var noget som gjorde ondt på Nathaniel. Det var slemt nok.. virkelig slemt at se hende sådan, og et sted følte han vel at han lige så havde svigtet hende? Hvilket næsten var det værste af det hele for hans vedkommende. Han blev stående ved celledøren, selv da hun hastigt begyndte at rykke rundt på sig, og flyttede sig mod den anden ende af cellen, hvilket fik ham til at reagere stort set med det samme, for han kunne da ikke bare blive stående der og kigge til at hun har det på den måde! "Få den dør op...!" endte ham med en mere fast tone.
Butleren var hurtigt henne for at få døren op. Hvis der var nogen som kunne komme ind til denne kvinde, så måtte det jo være Nathaniel. Det var det som folk håbede på om ikke andet, selvom det nok i mange henseender var svært at sige, sådan som hun havde det.. hvilket Nathaniel godt kunne se. Han trådte roligt ind i cellen og søgte med rolige skridt hen til hende. Noget var der sket.. og han kunne bestemt ikke lide det, hvilket han glædeligt stod inde ved, hvis det endelig var det, og det kunne han slet ikke lide! Han rystede let på hovedet af sig selv. Hvis han ikke havde været så langt afsted,så var dette aldrig nogensinde sket.. Han følte vel lidt at det var hans egen skyld. "Yuuki.. det er mig.." Selv var han ikke bange for hende.. Det havde han aldrig nogensinde været, og det ville han heller ikke blive. Han gik roligt ned i knæ, for ikke at virke for stor... Hvordan pokker skulle han tage det her? Han kunne bestemt ikke lide at se hende på denne her måde!

[Deleted]

Fanget i endnu et hjørne af cellen, hev hun panisk efter vejret i sådan en grad at det fik hende til at hoste for at udligne luftrøret. Hun tog sig skælvende til halsen og de matte øjne præget af frygt løb mere og mere i vand. Ikke om hun ville lade sit liv igen! "Hold dig væk!" Vrissede hun panisk og talte direkte til skikkelsen. "Alt du vil er at slå mig ihjel...! .... ikke i nat... jeg vil ikke... du må ikke..." Tårene faldt hastigt og tungt fra hendes kinder. I drømmen vidste hun at det var nyttesløst at prøve at holde sig på afstand. Skikkelsen skulle nok for krammet på hende alligevel. Hun vidste det og alligevel så kæmpede hun så stærkt imod. Hun gled ned langs væggen og skuttede sig væk fra ham. Han måtte ikke få fat på hende! Det var slut hvis han først fik fat på hende og derfor gjorde hun nu alt for at komme væk fra ham, selvom at hun ikke kunne se eller finde rundt. Ligemeget var det vel, for uanset hvor meget hun trak sig så blev han altid ved med at have den samme afstand til hende.

Han knælede for hende og kom ned i hendes højde igen. Det brød hun sig slet ikke om. Hun vidste det var forbi og kunne dertil kun hulke og lægge armene beskyttende om sig. "Jeg vil ikke dø... lad hver med at slå mig ihjel, jeg ber dig...!" Hun bønfaldte ham af hele sit hjerte. Hun var rædselslagen, for han var virkelig tæt på nu. Hele hendes verden ville snart forsvinde omkring hende. De sidste øjeblikke lå for hendes fødder før kniven ville sætte sig i maven på hende. Hive hende fra alt hun havde kært... "Nathaniel... hjælp mig..." Bad hun stille under sin gråd. Uvidende om det faktum at det faktisk var ham der sad foran hende. Illusionen gjorde det umuligt for hende at se igennem det. Den lå i hendes sind som en tyk barriere og torturerede hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Uanset hvad det var der havde grebet Yuuki, så var det uden tvivl slet ikke noget godt, og Nathaniel kunne ikke lide det. Det var bestemt ikke underligt, at der ikke var nogen som havde været i stand til at komme ind til hende, og det var også det som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu også gjorde det. Han gik roligt i knæ overfor hende, hvor hans blik gled direkte mod hendes skikkelse. Det virkede næsten som om at hun var mere panisk når han var nede i hendes højde, hvor det under normale og naturlige omstændigheder, havde den direkte modsatte effekt på folk.
Nathaniel valgte dog alligevel at blive siddende og kiggede på hende. Ikke fordi at dette var noget som gjorde sagerne meget bedre.. Tvært imod, så var det noget, som kun gjorde ham bekymret, og han kunne bestemt heller ikke lide, at det var på denne måde. Han blev siddende, mens han forsøgte at finde ud af hvordan pokker han skulle tage det hele, for dette havde han ikke ligefrem været udsat for før.

"Yuuki, det er mig.." forsøgte han, da han hørte hvordan hun nærmest tiggede og bad ham om at hjælpe hende.. og gud vel om det var det som han have lyst til, for han kunne da slet ikke lide at se hende på denne her måde! Selvom det måske var til mere skade end gavn lige nu.. så valgte han at søge tættere på hende og lagde hans varme hænder mod hendes kolde kinder, som han strøg ganske let. Han kunne da slet ikke lide at se hende på denne her måde. "Jeg er lige her, Yuuki... Og jeg kan love dig for, at jeg har søgt efter dig.." fortsatte han. Han havde virkelig søgt efter hende, efter at han havde hørt at Kimeya havde rykket, for han ønskede jo ikke at noget skulle ske hende.. Slet ikke!

[Deleted]

Det hjalp ikke det mindste at han kom hende nær. Bare følelsen og illusionen om at det var skikkelsen der nærmede sig hende på den måde som Nathaniel gjorde det... var ulidelig! Hun gispede og stivnede i hele kroppen da hans hænder endelig lagde sig om hendes kinder, hun måtte væk, væk fra hans favn.. omgående! Hun trak sig baglæns væk fra ham igen langs muren. "Jeg ber dig, please... jeg vil ikke dø," Det var som en trance at hun bare valgte at gentage disse ord uden omtanke. Der var intet fokus i hendes blik og hun følte sig frem hver gang hun flyttede sig.

At hun endte med at kravle lettere febrilsk væk fra ham, fik hende kun til at snuble i sin kjole. Hun skælvede og kunne slet ikke falde ned fra det paniske stadie. Alligevel så føltes det bare som om at hendes handlinger var nyttesløse. Om han ville kunne han i teorien bare hive fat i hende og tvinge et klæde for munden af hende. Et klæde der naturligvis ville være dyppet i en åndbar væske, som ville kunne bedøve hende. Hun var svag. Hendes styrke var vel på lige fod med et simpelt menneskes og det var meget lidt i forhold til hendes naturlige styrke. Hun brugte ligefrem unødige kræfter på at holde sammen på sig selv, selvom at hun ikke kunne andet end at tro at det virkelig var forbi, for alvor.

Hun forsøgte at trække sig længere frem og væk fra ham, men hun følte sig tilbageholdt af en eller anden grund. Hun var efterladt med følelsen af at det var umuligt at undgå det. Var hun bare nød til at acceptere sin skæbne? Kunne hun slet ikke undgå at gå døden i møde?

[Nathaniel Diamaqima]

Minder fra dette var skræmmende mange.. De mange gange Liya havde siddet med tanker og stemmer i hovedet, som hun ikke kunne sortere i, og de mange gange, hvor han direkte måtte kæmpe for at komme tæt på, til at kunne røre ve hende og samtidig forsøge at tvinge de stemmer lidt i baggrunden. Hvad var det helt præcist der havde ramt Yuuki på den så skræmmende måde, at han end ikke kunne komme ind til hende? Og samtidig holde stemmerne og billederne ude af hovedet på hende. Dette føles pludselig lidt på samme måde, selvom han måtte forsøge at holde hovedet koldt.. Han havde savnet hende, og han havde søgt så desperat efter hende, og nu var hun her. Dog langt fra i den forfatning, som han havde regnet med, og han brød sig bestemt heller ikke om det.

Igen da Yuuki valgte at trække sig så langt fra ham som muligt, lod han hende også gøre det. Den styrke som måtte ligge i det vampyriske kunne jo med lethed slå ham ihjel, om det var det som hun faktisk var ude på eller ønskede, hvis hun anså ham som en trussel. Han sukkede indvendig. Han var nødt til at komme tæt på.. og han var nødt til at smøre sig med en massiv bunke tålmodighed! "Aldrig kunne jeg drømme om at slå dig ihjel.." fortsatte han, inden han igen rykkede tættere på hende. At høre hende kalde på ham... bede og tigge om ikke at slå hende ihjel.. Som om at han nogensinde kunne finde på det! "Yuuki, jeg er lige her.." Denne gang valgte han at gribe omkring hendes hånd, for at tvinge hende helt ind i hans favn, hvor hans greb låste sig omkring hende, for at holde hende tæt ind mod sig. Om det ville slå ham ihjel.. Det skulle han ikke kunne sige, men han ville ikke lade hende sidde der alene. "Luk mig ind, Yuuki... så jeg kan hjælpe dig.." Hans stemme var intet andet end en rolig hvisken mod hendes øre. Han ville ikke lade hende sidde der og kæmpe med det her alene!

[Deleted]

Frygten som Kimeya havde placeret i hende, havde manifasteret sig til det hun var allermest bange for; at dø. Det var inderligt sørgeligt at hun ikke kunne genkende ham i denne tilstand. At hun var så blændet af sin egen frygt at hun bare havde tabt sig selv fuldkommen.

Det gav et sæt i hende da han tog fat om hendes hånd og hun gispede højlydt da han rev hende helt ind til sig. Hun gjorde modstand og prøvede for alt i verden at skubbe sig væk fra ham, men med så få kræfter at gøre brug af, så skulle hun være heldig om hun overhovedet kunne få ham til at rykke sig bare en smule. "Nej!" Gispede hun forfærdet og hev stakåndet efter vejret. "Det løgn!" Hun benægtede kraftigt hans ord og troede ikke et eneste sekund på at han talte sandt. Skikkelsen gjorde nemlig altid det samme, nat efter nat. "Det er det samme hver gang... du holder ALTID blidt om mig før du stikker mig ned!" For hende var det ikke kun et minde, men også en farlig realitet.
Igen hvor hun bare hvilede skælvende i hans favn og faktisk ventede med så stor forventning til at hun ikke ville kunne undslippe og uden at Nathaniel egentlig behøvede at gøre ret meget andet, så gik det galt. Hendes krop stivnede og hendes vejrtrækning gik i stilstand, som var hun ved at blive kvalt i chokket. Det hele gik faktisk så stærkt at hans ord ikke mere end nåede at falde over hans læber før hun endte helt slatten som en våd klud i armene på ham. Hendes kinder var blevet helt tørre af de salte tåre og hendes blege tone i huden havde også mistet sin glød. Hun var gledet ud til siden i hans favn og øjnene stod let på klem. Hun var så godt som drænet for alt hvad der kunne betegnes som energi.
Det der nok ville føles som flere lange minutter skulle vise sig at bære frugten, som Nathaniel nok sad og ventede på. De mørkeblå øjne fik nemlig sin glans igen ganske langsomt... mareridtet var kommet til sin ende, langt om længe!

[Nathaniel Diamaqima]

Uanset hvad der skete i øjeblikket, brød Nathaniel sig bestemt ikke om det. Hvad angik Liya, vidste han jo hvad der havde været galt, men lige her var han da virkelig på bar bund, og han måtte i sandhed erkende, at det var en tanke som han slet ikke brød sig om. Han så blot hvordan hun panisk trak sig væk fra ham.. Han var ikke kommet tæt ind på hende endnu. Og det var en tanke som et sted gjorde ham bange.. En menneskelig følelse, som han heller ikke havde været i kontakt med igennem frygtelig mange år.

Nathaniel vidste, at det var risikabelt bare at tage fat i hende, for han kunne gøre det værre.. men sådan som hun havde det, så ville han ikke lade hende sidde med det alene, for han kunne ikke lide det. Han strammede grebet i takt med at hun forsøgte at skubbe ham fra sig. "Jeg slår dig ikke ihjel, kære.. Det kunne aldrig falde mig ind..!" endte han med en dæmpet, dog meget bestemt tone. Bare at hun kunne sige det, gjorde ondt.. også selvom han vidste, at det var noget andet som styrede hende for denne stund, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Tvært imod.
I takt med at Yuuki endte slap i hans arme, vendte han blikket mod hende. Han selv gled denne gang helt ned på det kolde guld for at sidde og med hende i armene. Han lagde den ene godt om hende, og den anden lod han stryge over hendes kind. Han var blevet for glad for hende, til bare at lade hende have det på den måde. Han trykkede hende tættere på sig. "Det er mig, Yuuki... luk mig ind," hviskede han tæt ved hendes øre. Uanset hvad det var, så var det vel forhåbentlig meget snart ovre? Han kunne slet ikke lide at se hende på den måde.

[Deleted]

Dette øjeblik, var ikke et hun havde forventet sig af. Hun var omtumlet, men lå betryggende i et par stærke arme. Hun blinkede med øjnene ganske svagt og sank lettere besværet. Hendes krop begyndte så småt at dirre skælvende igen, men mest for at holde musklerne i gang. Hele hendes hovede snurrede stadig og hun følte sig enormt skidt tilpas, men mareridtet var forbi. Hvem vidste hvor længe hun kunne have siddet med dette, før hendes krop ville have givet op først? Det var om ikke andet kun til det bedste, at hun var blevet presset nok ud til at det bare kom til sin ende ret hurtigt. Blikket søgte efter et fokus kort før at hun fik øje på det velkendte ansigt. Hendes øjne begyndte endnu engang at løbe i vand, men de var for tørre til at lade tårene falde.

"Na-Nathaniel...?" Hendes stemme var svag og armen ind mod ham lod hun dirrende søge op over for at kunne læge hånden mod hans kind. Hun havde behov for at mærke at det virkelig var ham og ikke bare ren indbildning. "Ha-Han... Kime...ya..." De blå øjne søgte udmattet bag de tunge låg igen. Hans varme stemme rungede stadig i hendes sind og fyldte hendes indre med et behag, men hun var træt, alt for træt til at reagere.

I det store hele havde hun ingen anelse om hvor hun befandt sig henne, ligeledes hvor længe hun havde opholdt sig her. Hendes første prioritering havde jo været at finde ham. De var gået forbi hinanden og nu lå hun her, iført blodige klæder og en frisure der bar præg af hvordan hun havde været underlagt panik og frustration. Det var ikke ligefrem den velkomst hun havde regnet med at byde ham hjem til, men hun havde så heller ikke forudset at Kimeya ville dukke op så hurtigt efter.

Hånden ved hans kind faldt dog bevidst til maven da en meget svag kvalme meldte sig, det var vel et tegn på sult fordi hun ikke havde spist i 5 dage? Dog havde hun ingen form for appetit under de nuværende omstændigheder.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel knugede Yuuki mere ind mod sin egen krop, bare for at mærke at hun var der.. hun var kold.. virkelig kold, og han kunne ikke lide det. Det var ganske vidst ikke ofte, at han havde noget med vampyrerne at gøre, men lige her kunne han da slet ikke vende ryggen til. Hans hånd strøg roligt over hendes kind, mens han lod hende komme stille og roligt til sig selv igen. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, og med en tydeligt bekymret mine. Sådan havde han aldrig nogensinde set hende tidligere, og det kunne han virkelig ikke lide. Han sukkede dæmpet, som han hørte hende udtale hans navn med en ganske vidst træt stemme, men ikke nær så panisk som den havde været til nu. Var det underligt, at det var noget som faktisk lettede ham at høre hende sige?
"Jeg er lige her, min kære," endte han med en rolig stemme. Hans blik gled mod hende, som hun strøg hans kind, også selvom det nu kun var ganske kort. Hun virkede træt og afkræftet.. og det var noget som de uden tvivl måtte gøre noget ved. Han så kort ned mod sit håndled.. Han havde jo trods alt givet hende en gang tidligere, men gjorde det nogen forskel? Han plantede et stille kys mod hendes pande. "Kimeya er ikke her.. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke nåede hjem, Yuuki. Jeg forsøgte virkelig.. Her.. drik.." Hans stemme var rolig, og samtidig med en beordrende undertone. Han ville ikke have at hun skulle se sådan ud, og da særligt ikke, når han vidste, at han kunne gøre noget ved det og derved også hjælpe hende.

Nathaniel satte sig roligt op af den ene væg, så hun endnu kunne sidde der sammen med ham.. mærke at han var der for hende, da det også var noget af det som var vigtigst lige nu.. At de kunne mærke hinanden. "Du er svag og har brug for hvile.. Din krop har arbejdet på højtryk.. tag endelig," bad han med en rolig stemme.

[Deleted]

Yuuki var ærligt og redeligt meget forvirret omkring situationen. Det sidste hun faktisk kunne huske, var hvordan hun havde kæmpet for at tvinge næring i sig. Hun havde på ingen måde forventet sig af at se Nathaniel, med så forfærdet udtryk i ansigtet. Om hun ikke vidste bedre, så skulle man jo næsten tro at han allerede var bekendt med hvad der var sket, så hun var godt klar over at han måske kunne gætte sig frem til det helt uden at hun behøvede at sige det. Det var dog bare på ingen måde godt nok i sig selv.

Han var her og det var alt der havde en betydning for hende. Hun havde virkelig brug for at have ham ved sin side, sådan som hun havde det lige nu. Det var rart at høre ham bekræfte det for hende, at han var lige her.

Yuuki kunne på ingen måde bebrejde Nathaniel for at have været fraværende i det øjeblik hvor Kimeya havde sat sin fod i deres hjem. Hun rystede vagt på hovedet, som en klar afvisning til hans undskyldning. "Det er okay, Nathaniel..." Svarede hun svækket og lod blikket glide op mod hans ansigt igen. "Jeg er faktisk kun lettet over at du ikke var tilstede," Tilføjede hun og så let mod hans håndled. Ikke om hun magtede at sætte tænderne i ham, men hun forstod ham godt og hun vidste at hun havde brug for det. Hun sukkede meget tungt og vente blikket væk fra ham med en trykket mine. Hun havde det virkelig ikke særlig godt og hun havde ej heller lysten til at nære sig, tanken om at indtage noget som helst fik kun maven til at snører sig sammen. Næsten til det punkt hvor hun blev helt dårlig. "Ikke nu... jeg har det virkelig dårligt," Fejede hun ham af og forsøgte at komme op at sidde i hans favn, selvom at det var meget svære end hvad hun først havde troet det ville være.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki var ved at vågne, hvilket allerede med det samme fik lettelsen til at brede sig i Nathaniel. Selvom han skam godt kunne forstå at hun var afkræftet, hvis hun havde haft det sådan i dage.. Han havde søgt efter hende uafbrudt i flere dage, og nu hvor han endelig havde fundet hende, så gjorde det kun tingene langt bedre for hans vedkommende. Han var virkelig bare glad for at han havde fundet hende.
Nathaniel bekræftede selvfølgelig at han var der, når han var der,o g det var også det, som han ønskede at bekræfte for hende. Var det overhovedet underligt? Det var det som han havde brug for at vide og brug for at høre. Varsomt kyssede han hendes pande og trykkede hende tæt ind mod sig. Han rystede let på hovedet. "Jeg skulle have været hjemme, Yuuki," sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Det var slet ikke fordi at han brød sig om, at dette var noget som hun skulle slås med alene, når han gerne ville, at det skulle forholde sig anderledes. De var jo to om tingene nu, ikke sandt?

At Yuuki så derimod ikke ønskede at nære sig, var uden tvivl noget som gjorde ham selv ganske bekymret, for hun burde få noget i maven. Hun havde det dårligt? Han kunne forstå, om det var fordi at hun var træt eller noget lignende, men.. var hun så dårlig, at hun ikke magtet at spise? Han trak roligt armen til sig igen og lagde den roligt om hende. "Du er nødt til at nære dig, min kære.." endte han med en rolig stemme. Det var jo trods alt rigtigt nok, for uden næring, kunne man jo godt sige, at han frygtede lidt, at hun ville miste kontrollen over det. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Han hjalp hende roligt med at rykke på plads ved ham. "Vi skal have dig ud herfra og hjem, Yuuki.. du er nødt til at nære dig.." endte han dæmpet.

[Deleted]

Yuuki var bestemt ikke ude på bare at håndtere tingene alene, men hun var virkelig kun glad for at Kimeya ikke var endt med at få fat i dem begge. Hun var fysisk stærkere end Nathaniel og det var også det, som havde reddet hendes røv i sidste ende, fordi at Kimeya nok ikke havde regnet med at hun var så stærk. "Lad hver med at bebrejde dig selv ... Ingen af os kunne vide at han ville dukke op så hurtigt," Hun kunne godt høre det på ham, at han sad med en god potion skyldfølelse over at hun var endt op konfronteret med den mand på egen hånd.
At hun havde det direkte dårligt kunne skyldes mange flere ting end bare det, at hun intet havde spist over de sidste 5 døgn. De mén og bivirkninger som hun stod med nu, var nok mere fordi hendes krop havde kæmpet til det yderste og brugt energi og ressourcer, som for længst var opsluppet. Hun elskede ham virkelig for at udvise den bekymring og den var i den grad også grunden til at hun kraftigt overvejede hans ord langt de fleste gange. Hun ikke bare holdte af ham og fandt ham uundværlig, men hun elskede ham også. Det betød skam meget for hende at hun kunne se ham være glad og det skar hende dybt i hjertet når hun bød ham det stik modsatte. "Jeg ved det," Endte hun medgivende. Der var virkelig ikke noget hun kunne stille op, var der?
Eftersom at hun blev hjulpen op at sidde i favnen på ham fik hun også muligheden for at tvinge sine arme op omkring halsen på ham. Dette var den bedste følelse for hende. Ved at omfavne ham på denne måde kunne hun langt bedre mærke hans stærke arme omkring hende og det havde hun brug for nu her, mere end noget andet. "Dette her sted tilhøre Demian. Jeg er faktisk allerede hjemme..." Måske var han ikke kendt med det, men så skulle hun nok give ham besked. "Mit gamle værelse er oppe ovenpå," Endte hun stille og sukkede ned mod hans skulder.