Old memories..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ganske vidst regnet med at han kunne nævne det for Demian under lidt mere rolige omstændigheder, selvom det nu bare ikke lige havde set sådan ud. Ikke fordi at han kunne gøre det vilde ved det lige nu.. Han måtte jo bare vise knægten at man mente dette alvor, og at han havde tænkt sig at tage sig af Yuuki, for det havde han da godt nok! Han kunne slet ikke forestille sig, at hun ikke skulle være der. At se knægten være så meget i vildrede forundrede ham. Selv forekom Demian ham som en mand, som havde styr på tingene - sådan nogenlunde om ikke andet, men det var der ingen spor af lige nu.
Selv på trods af det liv som man kunne sige, samt de kontroverser som havde været igennem deres liv, for der havde godt nok også været mange af dem. Han tog fat om Demian, for at føre ham med sig indenfor. Selv han dryppede af regn og vand, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han var kold, men lige nu var det Demian som han ville have i seng først, inden det ville gå helt galt for ham. Det var åbenbart mere i hovedet end det som han lige kunne rumme, og et sted, var det naturligvis noget som gjorde ham en kende bekymret.. Var det så voldsomt at han havde fundet sammen med hans moder? Ikke fordi at han som sådan kunne gøre alverdens ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled mod Elmyra endnu en gang. Han burde ganske vidst tage hjem, men Demian havde jo lige så brug for at få ro til hovedet og lade nyheden synke ind. "Vi klarer det naturligvis alle fire," sagde han med en rolig stemme. Han stoppede let op, også med opmærksomheden tildels hvilende på Demian. Han ville jo heller ikke have at han skulle have det skidt eller dårligt med det hele. "Han vil og er på bedringens vej allerede.. Jeg ønsker bare ikke at Kimeya skal nå frem før jeg.. Så jeg må hjem.. Demian, klarer du den?" spurgte han videre, da han igen vendte blikket mod ham.

[Deleted]

Inderst inde var det ikke så forfærdeligt, som det åbenbart ville se ud. Et sted så vidste han jo godt at hans mor havde brug for en mand i sit liv, som kunne give hende det han ikke selv var i stand til. En hun kunne hvile ved og betro sig til. Han havde bare ikke ventet at det lige skulle være Nathaniel som skulle stå i den position, men på den anden side så kunne han kun prise sig lykkelig for at det var udkommet frem for alt det andet.
Ellie gjorde det igen. Den måde at agere overfor ham på, var hun mon ved at blive mere komfortabel omkring ham? Det glædet ham inderligt om det var tilfældet. Han ville ikke have at dette skulle gå ind og ødelægge noget mellem dem, men han.. han havde bare virkelig svært ved at organisere sig lige nu.
Igen hvor det faktisk bare synes som om at de begge delte samme meninger i stedet for at diskutere, så holdte han sig rent faktisk bare lidt udenfor samtalen. Ikke at han ignorerede dem, men han forstod deres hentydninger og deres intentioner. Han bad inderligt til at Nath ville nå hjem i tide, det var alt han kunne rumme for nu. Alt det andet, med at han var sammen med Yuuki.. det måtte komme senere. Den her tilstand var slet ikke hans normale jeg, men alle kunne vel blive hylet ud af den? Selv Ellie havde vist sig fra den side og det havde han på ingen måde set skævt til. Hun havde sine kvaler ligsom han selv havde det og det var bare ganske naturligt. Igen som de alle endte oppe i soveværelset, hvor Fader Michael sad med Sophia over på kanten af hendes seng. gjorde han for intet andet end bare at dumpe ned på Ellies. Han vidste at han ikke skulle være gået udenfor, men sket var sket. Han sukkede dybt og vendte sig i sengen mod Nath til hans spørgsmål. "Jeg har det fint. Det vil tage noget tid før jeg kan tage noget modvirkende, men ellers er det fint nok." Endte han enormt træt. "Jeg håber inderligt at du når det i tide... "

[Deleted]

Elmyra var fyldt op i hovedet af tanker og ting. Hun følte sig umådelig træt og ør i hovedet efter denne aften. Hun vidste ikke om søvn overhovedet kunne hjælpe eller om hun kunne falde i søvn efter alt hvad der var sket. Det var ikke så meget det faktum at hun var blevet mere komfortabel med Demian men mere det at hun var så ør i hovedet at hendes fortid slet ikke spillede ind for hende lige nu. Hun var træt og udkørt og ønskede bare at der skulle falde en smule ro på dem alle sammen. Hun tog sig kort til panden og sukkede stille. Hun havde hovedpine men ... der var jo også sket utrolig meget. Hendes blik hvilede på Nathaniel som han måtte føre Demian inden for og op på hendes værelse. Hun fulgte stille efter dem og lukkede døren da de var kommet derop. Hendes blik faldt på Fader Michael som sad med den lille Sophia. Hun havde en umådelig lyst til at gå hen og tage om hende men hun lod være. Hun magtede ikke en diskussion mere med Nathaniel og slet ikke nu hvor han havde planer om at tage tilbage af mod Manjarno. Hun sendte Michael et lille smil og vendte så blikket over mod Demian der havde smidt sig i hendes seng. Hun smilede stille. Han var drivende våd hvilket gjorde hendes seng våd. Hvad skulle hun dog stille op med ham. Fader Michael endte med at rejse sig. han gik over og lagde Sophia ved Demians side. "Du er jo drivende våd unge mand. Lad mig finde dig noget tørt tøj" Han vendte sig mod Nathaniel. "Ønsker du også et sæt ren tøj, Nathaniel?" spurgte han roligt. Han gik med rolige skridt over til døren men ventede ikke rigtig på svar før han forsvandt neden under. Elmyra grinede mildt og vendte blikket mod Demian. Det var rart at høre at han var i bedring. Det glædede hende umådeligt meget. "Skynd dig hjemover Nathaniel. Jeg skal nok tage mig af Demian. Du kender mig. Jeg sender ham ikke afsted før jeg ved at han har det godt" sagde hun med et let smil. Michael kom tilbage og rakte begge sæt tøj til Elmyra før han forsvandt igen. Han ville selv i seng. Hun rakte det ene sæt mod Nathaniel med et roligt smil. "Her, hvis du har lyst." Hun vendte roligt hovedet ned mod Demian. Han så udmattet ud. Hun forstod ham godt. Hun lagde det sæt der var ment til ham på det lille sengebord og vendte sin opmærksomhed mod Nathaniel igen. Hun håbede virkelig at han ville nå hjem i tide. Hun håbede inderligt ikke at der var sket noget med Demians mor. "Skynd dig hjem" sagde hun blidt men bekymringen var tydeligt at spore i hendes stemme.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel fik kæmpet Demian med ovenpå, hvor han lod ham smide sig på sengen. Det var først der at han rettede sig op endnu en gang. Elmyra lod for en gangs skyld Sophia ligge, velvidende om at hun kunne blive direkte syg af at tage om hende. Han nikkede mod hende. "Det ved jeg." Dernæst måtte han vende sig i retningen af Fader Michael. En varmhjertet mand som kun ønskede at yde folk det bedste. "Det vil ej være en nødvendighed, Fader Michael. Det vil blot blive lige så vådt som de klæder jeg allerede har på mig," sagde han roligt, også selvom han ærlig talt tvivlede på at manden overhovedet hørte det, da han allerede var på vej ud af døren. Han rystede let på hovedet og vendte sig så mod dem igen. Noget var der mellem dem, også selvom han endnu ikke rigtigt havde fundet ud af hvad det var for noget endnu, så var han sikker på, at det nok var noget som han skulle finde ud af på et tidspunkt.

Det var uden tvivl på tide, at han fandt vejen tilbage til Manjarno, og da særligt, om Kimeya var på vej samme vej. Han ønskede ikke at se den mand komme først, og det var uden tvivl noget som efterlod ham med følelsen af.. stress. Han kunne virkelig ikke have det, og stress var han da slet ikke særlig god til i forvejen. Han trak vejret dybt. "Jeg må søge hjemover.. Send besked efter mig, hvis der er det mindste, Elmyra.. Uanset hvad det er.." Han vendte sig mod Demian som lå træt på sengen. Og nu skulle han altså blive liggende, så han kunne hvile ordentligt! Han fandt sig bestemt ikke i det andet.. Det bekymrede ham, at stædigheden ved ham skulle være så tydelig og så stor. Han nikkede mod dem begge. Han havde uden tvivl fået meget ud af turen hertil. "Og vi snakker siden, Demian.. Før eller siden vil vore veje krydses igen.." Han nikkede mod dem, inden han alligevel valgte at trække sig, for at forlade stedet. Han skyndte sig ud i mørket og ud i regnen, for at finde sin hest, så han igen kunne søge i retningen af Manjarno. Og det kunne ikke gå hurtigt nok.

//Out

[Deleted]

Demian gik rent faktisk kold med det samme som han fik smidt sig på sengen. Han var godt opmærksom på hvad der foregik omkring ham, men han havde virkelig ingen overskud til at agere efter det.
Fader Michael der kom ind, hans spørgsmål og Nath's reaktion på det og ikke mindst Ellie's stemme der gav genlyd for hans indre øre. Hendes blide kvindelige ryst var rent faktisk den han bed sig mest mærke af. Han følte sig rolig på et eller andet plan fordi det mindede ham om Yuuki's stemme. Han kunne mærke på det hele at Nathaniel gjorde antegn til at tage afsted og alt han kunne var at tvinge øjnene op og forsøge at fange hans skikkelse inden han helt forsvandt ud af døren. Han bad inderligt til at der ikke var sket hende noget.
Den lille pige, som blev lagt ved hans side gjorde han ikke så meget ved. Han kunne ikke løfte på sig selv om han så ville det. Det punkt hvor at selv tanken om at bevæge sig, slet ikke var nok til at selv fingrene ville røre på sig for at bekræfte at der stadig var liv i ham. Han sukkede dog tungt og lod øjnene glide i. Det havde været en meget lang aften for ham...

[Deleted]

At Nathaniel ikke ville tage imod tøjet havde hun godt regnet med. Hun rystede bare smilende på hovedet af ham. Han var nød til at komme hjem over, nød til at komme hjem til Yuuki og se om hun havde det godt. En underlig følelse meldte sig i Elmyras indre, Var hun virkelig nervøs for den kvinde som Nathaniel havde valgt at skænke sit hjerte over hende? Hun sukkede stille. Lige nu var ikke tiden til at tænke på sådan noget. Hun rettede opmærksomheden mod Nathaniel endnu en gang. "Jeg skal nok sende bud efter dig. Og i så fald at jeg er for stædig til at indrømme at jeg har brug for hjælp så skal Fader Michael nok sende bud efter dig. Kom godt hjem." Hun så efter ham som han forlod hendes rum. Hun hørte yderdøren blive åbnet og lukket igen og hun bed sig selv i læben. Denne her aften havde virkelig været mærkelig for dem alle sammen. Det var vidste sikkert. Hun gik roligt over til Demian igen. Han så helt færdig ud. Hun sendte ham er roligt smil. Forsigtigt flyttede hun lidt på Sophia sådan så hun kunne komme til ham. Hun greb roligt fat om hans hænder og fik sat ham op i sengen. Med en smule besvær fik hun skiftet ham i noget tørt tøj og tørt sengen neden under ham. Hun puffede ham blidt ned og ligge igen hvorefter hun tog sophia og lagde ved hans side, dog tættere på Væggen end han lå. Hun vendte sig væk fra sengen og gik over til sin kommode hvor hun skiftede fra sin beskidte kjole til en lidt for stor skjorte som hun kun meget let knappede. Herefter kravlede hun ind i sengen på pladsen tættest inde på væggen. Hun strøg let Sophia over ryggen og sendte Demian et sidste smil før hun selv valgte at lukke øjnene i og prøvede på at få noget søvn.