Old memories..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel holdt bevidst om Demians hånd, til der ikke kom så meget som en dråbe blod mere og løb ned i flasken, som han hurtigt fik sat en prop på. Hvor pokker knægten havde fået nys om denne form for magi, vidste han ikke, men det var så sandelig heller ikke nogen hemmelighed.. Men denne magi var mørk.. virkelig mørk og den var ment til at dræbe og slå ihjel. Et sted forundrede det ham virkelig ikke, at det var det som knægten havde i sinde at lege med, også selvom han vel havde forbudt ham det? Op til flere gange endda? "Denne er fin, Demian.. hvil nu.." endte han roligt, inden han så Elmyra søge derhen og selv strøg manden over hans kind. Var der noget mellem dem? Den tanke kunne han ikke lade være med at tænke på, så han forsøgte virkelig at slå den ud af hovedet. Han slog de tanker ud.. det var slet ikke i de baner som han ville tænke, også selvom det nu kun fik ham til at tænke på Yuuki.. Han var virkelig nødt til at søge hjem. Om der skete noget med hende, var det jo udelukkende hans skyld.

Nathaniel knyttede næven ganske let, hvorefter han så at Elmyra lagde Sophia tæt ved sig selv igen. Hørte den kvinde da slet ikke efter? Han knyttede næverne. "Elmyra.. du er nødt til at lægge Sophia fra dig.. Du kan blive dødeligt syg af dette," endte han med en sigende mine og ganske bestemt i undertonen. Et sted fordi at han jo heller ikke ligefrem ønskede, at hun skulle komme galt afsted, så var han jo alligevel nødt til at understrege det alvor som heri måtte ligge ved at udsætte sig selv for denne sygdom, og da særligt når hun vidste hvad den gjorde med ilddæmoner. Han søgte hen mod hende. "Forsøg nu om ikke end, at lytte til mig.. Læg pigen ved Demian.. Du er nødt til at holde afstand," forklarede han. Hvis hun blev syg, hvem pokker skulle børnene så have til at passe på sig?

[Deleted]

Alt hvad Demian faktisk var i stand til, var bare at forblive liggende her i sengen og lytte til sine omgivelser. Han bed mærke i Nath's respons til hans bøn om at få fyld den anden flaske også... Den skulle ikke bare skubbes af vejen! Han havde lysten til at hive fat i ham, men kræfterne var bare slet ikke med ham og det var virkelig ren tortur uden lige!
Han var afskræftet og var nød til at bare at ligge og vente på at kroppen faldt til ro igen. Trykket var blevet lettet for nu og den første store omgang var vel overstået? Om ikke andet, så havde de den første kur til Sophia og det var alt der var behov for. Noget som i den grad var ham en dyb lettelse. Varmen havde han i den grad fået og til trods for at han havde lidt blodtab så virkede det faktisk som om, at han langsomt fik det bedre og bedre. han var træt, ja, men på bedringsvej. Et af de første tegn ville være hans læber, der langsomt fik sin glød igen. Næst ville være hans temperatur...

[Deleted]

Elmyra betragtede situationen lidt. Demian så ikke ud til at have det helt så dårligt længere hvilket var hende en stor trøst. Hun vidste dog at det ville kunne ændre sig, at han kunne blive mere syg men lige nu håbede hun for det bedste. Hun strøg let Sophia over kinden men uden at fjerne blikket fra Demian. Hun håbede virkelig ikke at han ville få det værre igen. Nathaniels ord om at han blot skulle hvile nu måtte vel et sted betyde at det var færdigt? Hun sukkede stille og vendte blikket mod Nathaniel. "Er det overstået nu? Får Demian det godt igen?" spurgte hun stille. Hendes bekymring måtte være tydeligt i hendes stemme og væremåde. Hun var virkelig et værre pyldrehoved.

Elmyra vidste at Nathaniel var imod at hun var så tæt på den syge lille pige. Hun vidste at han ikke ønske at se hende blive syg men hun kunne ikke bare lade være med at gøre noget heller! De grønne øjne vendte sig fast mod Nathaniel ved hans ord. "Jeg ligger hende ikke fra mig. Hun er allerede blevet svagere end da du kom. Jeg lader hende ikke bare ligge Nathaniel. Der er intet at diskutere. Lad det ligge!" endte hun hårdt og fast. Hun magtede ikke at diskutere mere nu. Hun ville ikke mere. Kunne han ikke bare forstå det? Hvis det havde været Elijah så havde hun heller ikke ville sætte ham ned og det havde Nathaniel i og for sig heller ikke villet så hvorfor skulle denne gang være anderledes? Det irriterede hende og hun holdt blot den lille pige tættere på sig og strøg hendes kind. Det at han søgte hen imod hende fik hende til at vende sig med den lille væk fra ham. Hun vendte blikket mod ham fast. "Jeg sagde stop, Nathaniel. Jeg gider ikke diskutere det mere. Hun bliver her indtil kuren er helt klar. Hvis det havde været et af dine børn der havde været syge havde du heller ikke kunnet slippe dem. Heller ikke selvom det ville risikere dit eget liv! Jeg vil ikke høre mere om det og desuden så har Demian brug for ro. Hvis du agter at diskutere med mig må det vente til Sophia har fået sin medicin og Demian har fået det bedre sådan så du frit kan rejse hjem" sagde hun bestemt. Hun agtede ikke at diskutere mere med ham. Det var simpelthen for hårdt lige nu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste at Elmyra var stædig, men det var bestemt ikke nu, at det kom til gavn på noget tidspunkt, og det vidste han jo godt, kunne man jo sige. Et eller andet sted, så var det en tanke som faktisk det som tog liv, når man ikke lyttet, og selv Demian havde bedt om at få Sophia tilbage på brystet igen, så han kunne få varmen og mærke hende ved sig. Hvorfor pokker skulle hun være så stædig, når hun vidste hvilken risiko hun faktisk placerede sig selv i? Det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende! Tvært imod!
Det sidste Nathaniel var ude på, var endnu et skænderi, men det var tydeligt det som Elmyra ønskede at lægge op til. Om det havde været hans egne børn havde han uden tvivl gjort det samme. Han var en familiær mand, også selvom han aldrig havde fået lov til at opleve den ideelle familie og det ideelle familieliv. Med en psykisk syg og nu afdød hustru, og børn som han vidste, ville hade ham fra nu og til dommedag, kunne man jo heller ikke sige at det var noget som tegnede godt. "Om du skulle blive dødeligt syg, hvad skal de andre børn stille op, Elmyra? For en gangs skyld, så beder jeg dig om at lytte til mig.. som at lytte til Demian.. Ingen af os ønsker at du skal komme noget til." Hans stemme var kortfattet, men også alvorlig. Der var en lang vej fra Manjarno og hertil, om hun skulle ende med at blive syg, og det vidste hun vel? Det var begrænset hvor mange som i det hele taget ville kunne hjælpe hende, om hun skulle ende med at blive syg, men det så hun vel heller ikke? Han bed tænderne fast sammen. "Jeg er her ikke for at spilde tiden med ligegyldige skænderier og diskussioner, Elmyra.. Læg Sophia ved Demian og fjern dig selv fra den smittefare..!" Denne gang var der noget så bestemt over hans tone, at han faktisk var ved at blive.. vred? Det var bestemt ikke den følelse som han var i tættest kontakt med, men hvorfor kunne hun for pokker ikke bare høre, og derfor også se bort fra sin egen forbandede stædighed?

[Deleted]

Hvad i al verden var det, som de havde gang i? Det at han kun kunne høre deres talestrøm gjorde ham kun mere og mere fokuseret på dem, frem for at lade bevidstheden søge ned i et sort hul. Det var virkelig svært at ignorere den form for debat. Hvis han ikke selv tog meget felj, så havde det været det selv samme emne de havde kørt i lige fra starten af. Han sukkede og slog øjnene op ganske stille. Mærkede med sig selv og fandt lige så langsomt ud af hvor mange kræfter han havde at tage på. Det virkede til at han var ved at komme ind i en bedrings periode, ligesom efter da han tog giften allerførst.
Nok havde han brug for hvile, men mest af alt var han nød til at holde fokus på det som havde en større vigtighed. Ikke om Nath ville kunne lide dette her, men han kunne ikke bare lade det stå til. Desuden, hvis de kunne få dette her overstået, så ville det hele måske falde bedre på plads.
Han hev sig ud af sengen og satte sig ned på gulvet, op ad sengekanten. Han skar ansigt ved at anstrenge sig, men det tog han sig af... han var nød til at gennemføre det her!
Flakonen hev han ud fra sin taske og vred låget af. En lille urtekniv hev han frem og tog sin håndflade i blik. Self var det tidligere sår lukket af sig selv og det fik ham til at trække tvivlsomt på smilebåndet. Ikke om han var helt tømt endnu. Han skar hul uden så meget som at blinke og klemte hårdt sammen for at presse blodet ud. Hans krop dirrede kort inden han slappede af og pakkede flasken væk igen. Blikket faldt op mod dem begge enormt uforstående for deres uenighed. "Din bekymring alene vil ikke redde hende, hvis hun bliver syg.. far.." Det var gået op for ham nu. Ellie vidste sikkert nok allerede at de to havde en familiær relation til hinanden. Demian havde aldrig før kunne afse sig med det faktum af at han var blevet afvist fra sine rødder. Kunne det tænkes at han stadig holdt fast i Alkymiens dystre hemmeligheder, fordi det fik ham til at føle at han havde et stærkere bånd til Nath? "Ellie, kom her.." Bad han ellers ganske roligt og kravlede op i sengen igen, denne gang siddende bevidst og ved nogenlunde godt mod.. som han lod et beroligende smil pryde hans ansigt endnu engang.

[Deleted]

Elmyra var ufattelig stædig men det var jo ikke anderledes end han selv ville være det! En gang i mellem kunne Nathaniel virkelig bringe hendes pis i kog så let som ingen ting. Hun holdt om den lille pige, hendes feber synes at være faldet en smule allerede hvilket var en dejlig ting. Hun ville bare gerne have at Sophia blev rask. Det var det vigtigste for hende. Hun ville virkelig ikke andet end det. Det gjorde ondt at ligge den lille pige fra sig. Hun ville ikke. Hun kunne ikke. Hun skulle til at sige noget til Nathaniel igen da hun bemærkede at Demian bevægede sig. Hvad havde han gang i?? Han skulle jo blive liggende i sengen. At han så måtte finde en kniv frem og skære i sig selv fik det til at isne ned af hendes ryg. Hvad pokker gjorde han det for?!? "Hvad pokker har du gang i, Demian?!" spurgte hun forfærdet. Hun kunne ikke forstå at han skar i sig selv. Selve tanken var virkelig bare så fjern fra hende. Hun ville gå over til ham men Nathaniels ord fangede hende. Hun lyttede til ham. Det gjorde hun virkelig men hun kunne ikke det her. Hun ville ikke. Hun nægtede. Tårerne faldt stille som hun vendte blikket mod Nathaniel igen. "Jeg er nød til det her Nathaniel. Jeg kan ikke lade endnu et barn dø uden omsorg. Hvis denne kur ikke virker så dør hun. Jeg vil ikke lade hende være alene. Elijah var alene. Det lader jeg ikke endnu et barn gå igennem." Hun bed sig let i læben. Hun bebrejdede sig selv for Elijahs død. Hun ville ikke lade endnu et barn dø. Hun kunne ikke. At han så prøvede igen, mere bestemt denne gang valgte hun bare at ignorere. Hun kunne ikke mere. Hun mærkede tårerne trille ned over hendes kinder. Hun var så vred på sig selv over at hun havde mistet Elijah på den måde. Det skulle ikke ske med Sophia. Ikke på Vilkår! Hun reagerede først ved Demians ord. Han bad hende komme derover. Hun lukkede øjnene kort før hun gik over til sengen hvor han havde fået hevet sig op på sengen igen. Hun satte sig på kanten i hans nærhed men ikke for tæt på. Hun ville bare gerne have Sophia rask og det kunne virkelig kun gå for langsomt!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke nogen hemmelighed at Nathaniel var bekymret for den smittefare som Elmyra udsatte sig selv for. Han brød sig i hvert fald ikke om den, uanset hvordan man nu end måtte vende eller dreje den. Han knyttede næverne ganske let. Det var yderst sjældent han i det hele taget hævede stemmen på denne måde, men til tider, så var det jo bare en nødvendighed kunne man jo sige. Han brød sig ikke om det.
At Demian gled ned på gulvet, for at fylde den næste flaske op, gik først op for ham, da Elmyra hævede stemmen lige så. Hurtigt vendte han sig, til at se hvad knægten havde gang i. Denne gang var han dog ikke urolig. Giften skulle ud, og det kunne så sandelig heller ikke gå hurtigt nok. Han var nødt til at holde hovedet koldt.. det andet ville da på ingen måder gavne nogen i det hele taget. Hans blik fulgte knægten tilbage i sengen, hvor han selv blev stående... og stirrede. Kaldte manden ham for hvad han havde hørt? Far? Kaldte han ham virkelig for far? ".. Hvad kaldte du mig, Demian?" spurgte han. Den titel var han heller ikke blevet kaldt ved igennem mange år nu.. Et sted var det vel fordi at han ønskede at sikre sig, at det var det som han havde hørt, og at han havde hørt korrekt? Hvilket han heller ikke kunne se at der var noget galt i.

Elmyra satte sig ved siden af ham, hvilket skam også var noget som passede Nathaniel ganske udmærket.. Han brød sig dog ikke særlig meget om tanken ved at hun skulle sidde med Sophia i armene. Som hun nævnte Elijah, mærkede selv han hvordan det knugede sig i hans mave. Han savnede den knægt.. selvom de aldrig rigtigt var kommet overens med hinanden. "Det ændrer dog ikke på det faktum, at børnene her ikke har nogen, om du skulle gå hen og blive alvorlig syg og glide bort, Elmyra.. Du er hvad børnene her har, og det som de har brug for.. Du kan snildt udvise den nødvendige omsorg, uden at du behøver udsætte dig for denne smittefare." Han stillede sig ved siden af dem. Han følte virkelig, at der var noget her han havde gået glip af, men tiden var vel ikke rigtig til at spørge? Demian så træt ud, men dog bedre end tidligere.. Så langt så godt om ikke andet.

[Deleted]

Det kom ikke bag på ham at han ville give Nathaniel et mindre kulturchok. Han havde aldrig accepteret grundlaget for at blive afvist af Kimeya, men ligeså havde han altid været umådelig jaloux på sin søster Laqisa. Han forstod godt nu hvorfor at hun havde været mere draget af Nath frem for deres far, men af flere grunde havde han ikke kunne få sig selv til at vende sit eget kød og blod ryggen.. uanset hvad det så kom sig af. Dog havde tiden med hans mor alene lært ham at familie relationer ikke altid var dem, som var skabt af blodbånd og deraf var han langsomt begyndt at se hvem der rent faktisk altid stod klar til at tage imod ham. Et umådeligt sadistisk forhold, som de to altid havde haft til hinanden. Han kom altid ud i ballade og hvem reddet hans røv gang på gang? Han sukkede og trak på smilebåndet igen. "Nu skuffer du mig virkelig...du gamle, nok har jeg været længe om det, men behøver du ligefrem at træde i det." Klukkede han svagt. "Det er heller ikke nogen hemmelighed i den forstand... og som du nok allerede har gættet dig til, Ellie, så er Nathaniel den værge jeg før har fortalt dig om." Pointerede han og strøg ganske let Sophia over panden for at mærke sig af hendes temperatur. Feberen var ved at falde.. "Godt nok.." Endte han lavmeldt. "Jeg mente skam hvad jeg sagde, også med henblik på at Ellie vil være udsat for smittefare... Jeg tog ikke fat på den her kur kun for Sophia's skyld." Endte han med en dyb ærlighed i stemmen, tildels genert overfor Ellie. Han vidste dog at hun ikke ville bryde sig om det, men hvad kunne han gøre ved det? Da han først havde hørt alle detaljerne omkring den sygdom, så kunne han da hurtigt regne ud at Ellie ville sidde i fare zonen. Han ønskede heller ikke at miste hende, ligesom hun havde givet udtryk for at hun ønskede at han var en del af hendes liv, at hun havde brug for ham et eller andet sted.

[Deleted]

Igen måtte Elmyra stå lidt til side og bare betragte de to mænd i hendes værelse. Denne gang var det dog ikke et alkymist øjeblik de delte men derimod et mere personligt far og søn øjeblik. Det virkede på dem begge som om at dette var første gang at Demian havde kaldt Nathaniel for far. Det fik hende til at smile blidt. Selvom det var lidt akavet bare at stå der så var hun da glad for at de var blevet bragt tættere sammen igen. At Demian lo fik også Elmyra til at udbryde en lille latter. De var begge to lidt søde at se på når de sådan havde det godt sammen. Ved Demians ord nikkede hun blot og sendte ham et stort smil. "Der skulle ikke tilbringes meget tid sammen med jer begge i sam,me rum før det blev opdaget Demian. Vi er meget lig hinanden selvom i måske ikke selv kan se det" sagde hun blidt og lod hovedet søge let på sned. "Har du så også gættet at den ven jeg fortalte dig om er ingen ringere end Nathaniel? Det er ham som har hjulpet mig igennem de svære tider af mit liv .... Det er også derfor han har den ide at han kan bestemme over mig." Det sidste var lidt mere drillende. Hun sendte Nathaniel et roligt smil. De behøvede ikke skændes mere. Der var ingen grund til det. Hun ønskede bare at de kunne enes. Hun havde savnet ham utrolig meget. Hun ville ikke have at det hele endte i vrede. Hun fik placeret sig ved siden af Demian og hendes blik hvilede let på hans hånd mens han strøg Sophia over panden. Hun hørte Nathaniels ord og sukkede stille. "Jeg kan bare ikke Nathaniel. Jeg beder dig. Lad det nu ligge. Jeg kan ikke ......" Hun tav da Demian åbnede munden. De ord, han havde ikke bare ville hjælpe Sophia men havde haft tænke på at hun selv også kunne være blevet smittet. Hun kunne ikke tro det. Hun vidste hvad hun skulle hverken sige eller stille op. Hun vendte blikket mod gulvet og koncentrerede sig utrolig meget om Sophia. Hun var ild rød i hele ansigtet og der stod nærmest damp ud af ørene på hende. Hvorfor? Hvorfor var han så opsat på at hjælpe hende? Måske lignede han bare sin far meget på det punkt? Hun vidste det ikke. Og Hvorfor i alverden skulle han havde absolut samme evne til at få hende til at rødme hele tiden! Det var virkelig ikke retfærdigt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så skiftevis fra den ene til den anden, og selvom han selv havde stået som knægtens far stort set siden han ikke havde været særlig gammel, så havde han aldrig kaldt ham ved den faderlige titel før nu om ikke andet. Hans blik gled i retningen af Demian som lå der på sengen og nu Elmyra som sad ved siden af... Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige til de to. Lige denne situation var ikke just en af slagsen, som han kunne sige, at han havde været forberedt på, for det havde han da godt nok ikke. Far? Han kunne slet ikke fatte at knægten havde kaldt ham ved den titel. Han trak svagt på smilebåndet. Et sted fordi at tanken gjorde ham.. glad.. lettet et eller andet sted. "Jeg er da nødt til at sikre mig, at det jeg hørte, er hvad jeg hørte, ikke sandt? De gamle ører kan drive gæk med mig." Han sendte ham et smil. At knægten selv havde taget den dose som han havde, for at kunne lave. Han rystede let på hovedet. Det hele så i hvert fald ud til at blive langt bedre end hvad det havde været til nu, hvilket passede ham ganske glimrende. Det kunne han da slappe af med.
Ved deres ord gik det da tydeligt op for ham, at de havde mødtes tidligere.. Ja, hvorfor skulle Demian ellers løbe denne risiko med denne gift? Der var noget mellem dem. Det var tydeligt gået op for ham, selvom det nok var svært at sige i hvilken forstand, at det måtte være endnu. Han trak vejret dybt. "Jeg kan på mange måder have infiltreret Jer begge," begyndte han med en rolig stemme. Løgn var det jo trods alt heller ikke kunne man jo sige. Hans blik gled mod den unge Demian endnu en gang. Far? Han kunne stadig ikke begribe at det var det hånd, de faktisk skulle have til hinanden. "For din egen skyld, Elmyra, så er der stadig ikke nogen grund til at udsætte dig selv for yderligere af den smittefare. Jeg vil jo heller ikke have at noget skal ske dig," fortsatte han. Kunne han ikke bare forstå det?!

[Deleted]

Nok som de udvekslede informationer gik der faktisk længe før at han forstod hendes ord. Det at skulle linke Nathaniel sammen med hendes fortid... var det virkelig sandt? Hans ansigt gik fra opløftende til direkte at stivne fast. "Ahva...?" Endte han næsten chokeret til Ellie. Var hans adoptivfar virkelig den selv samme mand... som Ellie havde følelser for!? Hans blik faldt overrasket op på Nath. Det... det havde han i den grad ikke ventet og hans forvirring og direkte komplekse følelse stod malet i hans ansigt.
Et sted gav det vel mening? Hun havde levet meget længere end han havde så hvorfor skulle det ikke være muligt? Der var intet unormalt ved det og de havde endda drøftet emnet førhen også. Han havde været så tæt på at direkte give udtryk for hvor glad han var for hende... betød det her virkelig noget? At hun... at de... at... Han var mundlam og vendte omgående blikket bort fra dem begge og holdt en knyttet hånd for munden. Han fik det et sted helt dårligt med sig selv. Det kom vel for tæt på?
Hans hjerte sank helt ned i maven på ham. Han kunne ikke sige det højt... for, hvad hvis Nathaniel slet ikke kendte til hendes følelser? Det skulle på ingen måde være hans ansvar at rode det ud mellem dem. Han havde før sagt det til hende, at man ikke kom langt ved at gøre ingenting, men det gjaldt i den grad også for ham selv!
Han kunne ikke få sig selv til det nu og var rent faktisk bare nød til at holde masken, selvom det var ufattelig akavet og svært for ham. Det gjorde jo ligefrem ondt at se Nath i det lys... endnu mere, at vide hvor hendes hjerte pegede hen ad. Jaloux? Skuffet? Nej, bare.. utilpas. Der var på ingen måde grund for at starte nogen som helst form for kamp op. Gav han op? Han havde vel aldrig haft en chance, så hvorfor give hende grund til at blive endnu mere forvirret? Han vendte stille blikket mod hende igen og rømmede sig inden han rakte forsigtigt ud efter Sophia i Ellie's arme. "Min far har ret, Ellie, her lad mig sidde med hende. Det behøver ikke at gå ud over dig også.." Endte han enormt akavet og næsten helt ved siden af sig selv. Han havde aldrig påført hende en ordre af nogen art. De havde ikke det samme problem som hun og Nath havde. Han havde altid bare været der og lyttet til hende, snakket med hende. Uden at tvinge hende til noget efter at hun havde haft sit paniske anfald.... men nu var det anderledes. Han krøb jo nærmest udenom hende, lukkede af og stillede sig nærmest, som allieret ved sin fars side i det her foretagende. Kun for et kort øjeblik side havde han ikke haft det mindste imod at hun havde siddet med Sophia, for han havde tro til kuren, men hvis Nath virkelig betød så meget for hende, så burde hun i den grad også lytte til ham.

[Deleted]

At stemningen pludselig måtte skifte bemærkede Elmyra med det samme. Det Nathaniel som hun havde snakket med Demian om ved deres sidste møde. Det var Nathaniel som hun stadig havde følelser for. Hun elskede ham for pokker. Det havde hun gjort lige siden hun havde mødt ham første gang. Hun hadede den tanke, at han havde den form for magt over hende men hun kunne ikke gøre noget. Hun vidste ikke hvordan hun skulle slippe af med de følelser og det gjorde ondt, især når Nathaniel ikke ville have hende. Blikket hvilede på Demian. Hans reaktion gjorde næsten ondt på hende. Hvorfor reagerede han sådan? Hun vidste det ikke. Det forundrede hende. Det virkede mærkeligt. At han så måtte vende blikket fra dem fik hende til at synke en klump i halsen. Havde hun nu trådt i spinatten igen? Hvad havde hun gjort? Hun vidste det ikke. Hun ville så gerne vide det. hendes blik gled op på Nathaniel. Måske han havde svarene? hendes blik gled stille tilbage til Demian. Hvorfor var han pludselig sådan her? Han havde siddet og været glad og smilende lige før. Hvor var den side af ham henne nu? Hovedet søgte let på sned. Hvorfor ændre han sig sådan. Han kunne ikke .... Nej det var umuligt. De havde kun mødtes den ene gang. Han havde vel ikke ... fået følelser for hende? Hun troede ikke på det. Det kunne virkelig ikke være sandt. Da han valgte at snakke igen kunne hun næsten mærke sit hjerte stoppe. Han tog Nathaniels side. Måske han virkelig .... Hun kunne ikke tro det. Hun ville ikke tro det. Det var forvirrende. Hun kunne mærke smerten melde sig i hendes bryst. Hun begyndte stille at ryste. De grønne øjne vendte sig mod Demian. Hun prøvede at være rolig men hun følte sig knust og ude af stand til at finde ud af hvilket ben hun skulle stå på. "Sørg for hun bliver rask" sagde hun blot stille. Hun kunne ikke kæmpe mere. Det hele gjorde så ondt. Hun gav ham Sophia i armene og kom hurtigt på benene. Hun børstede sig kort og vendte blikket mod Nathaniel. "Gider du holde øje med dem? Jeg ..... Jeg har brug for noget luft." Hun ventede ikke på svar men vendte bar om og gik mod døren. Hun åbnede den og vendte kort blikket på Demian før hun forsvandt ud af den.

Hun kom ud af bagdøren nedenunder og den kolde natteluft slog hende i ansigtet. Hun havde ikke kunnet se det? Hvorfor havde hun ikke set det? Hun følte sig dum og ulykkelig. Hvorfor skulle hendes ulykke bringe en anden ned? Hun kunne ikke lide tanken. Hun kunne ikke lide det. Det gjorde simpelthen for ondt at tænke på. Hun gik et lille stykke væk fra huset og smed sig ned på maven i græsset. Hvorfor skulle det hele også bare være så svært og indviklet? Hvorfor havde hun ikke indset at Demian måske havde følt mere for hende end hun havde troet. For hende var de bare venner men hun var også bare blind når det kom til alle andre end Nathaniel. Hun slog stille en hånd i jorden. Han ville jo ikke have hende. Han havde sikkert fundet en ny allerede og selv hvis han ikke havde hvorfor skulle han så ønske hende. Hun sukkede opgivende. Tårerne trillede og hun kunne ikke holde enkelte hulk tilbage. Alt det her med følelser var virkelig så indviklet og besværligt. Hun trillede stille om på ryggen og fremmanede hendes føniks af ren ild. Hun aede den blidt og sukkede stille. "Du er virkelig den eneste som jeg altid ved hvad tænker" hviskede hun stille.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ikke ligefrem benægte, at han havde været lidt rundt forbi igennem de sidste rigtig mange år, og derfor også havde mødt mange mennesker, som han naturligvis havde haft en påvirkning af igennem sit liv. Det var der vel heller ikke ligefrem nogen skam i, om han selv skulle sige det? Når alt endelig måtte komme til alt, så var det jo heller ikke fordi at dette var en situation som var nem for ham. Han havde på ingen måder regnet med at Demian skulle kalde ham for far, selvom det var den stilling og status han havde taget til sig, allerede da han havde taget ham og Laqisa i hus, dengang de havde været ganske små. Forholdet til hans søster havde aldrig været et problem.. Igen var det jo Demian som havde forvoldt de problemer som nu måtte være, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Var det ved at ændre sig nu? Var virkeligheden i sandhed gået op for den unge knægt? Tanken glædede ham ganske vidst, også fordi at han var kommet videre i livet.. Han havde atter en gang åbnet sit hjerte for en anden kvinde, og han havde bestemt heller ikke fortrudt det. Tvært imod.
Nathaniel blev stående, da han så Elmyra lægge Sophia tæt ved Demian som tog omkring den lille pige, inden han selv vendte blikket mod hende. Om han ville holde øje med dem? Han kendte det udtryk, og selv inden han nåede at sige noget som helst.. så var hun allerede smuttet ud af døren. Igen måtte han jo kun tro, at der var noget rivende galt, i og med, at hun valgte at reagere på den måde, som hun nu reagerede på, og han måtte bestemt stå ved, at det ikke var en tanke som han kunne lide.. Slet ikke. Han rystede let på hovedet, inden han vendte sig mod Demian igen. "Jeg går ud og tjekker til hende.. Hold du om Sophia," bad han, inden han selv søgte med ud istedet for.

Den kolde vind slog Nathaniel direkte i ansigtet, da han så hvordan Elmyra sad og nærmest kærtegnede den brændende fønix. Det var ikke ofte, at han så denne, men han vidste at det var den som hun tydede til, når tingene blev svære. Han kendte hende jo. Han havde jo kendt hende igennem rigtig mange år nu. Så det kunne vel ikke komme bag på nogen, at han reagerede på den måde som han gjorde? Det gjorde ham jo faktisk bekymret for hende. Han trådte roligt mod hende. "Elmyra.. Hvad er det her foregår?" Denne gang var det ham som var den spørgende. Ikke at det var noget som forekom ofte, for det gjorde det ikke. Han kunne jo bare ikke lide at se hende på denne måde. Var der virkelig nogen skam i det?

[Deleted]

Demian brød sig selv ikke om at være sat i et dilemma som dette her. Han havde først gået i troen på at denne her ven, slet ikke var omkring hende og det kun var en hun sjældent så til. Det vidste han så nu, hvorfor at hun ikke så særlig meget til ham generelt. Han følte sig virkelig taget ved næsen af en eller anden mærkelig grund. Dog kunne han bare ikke finde ud af hvorfor at han følte sig så undertrykket. Det var Nath, hans adoptivfar der havde den plads i hendes hjerte, kunne han overhovedet konkurrere imod det? Han var vant til at have det mindre selvtillid, som mand når det kom til Alkymi, men behøvede det også at være sådan når det kom til kvinder. Jo, Nath var bekymret for hendes vé og vel, men han fornemmede ikke noget specielt ved det. Måske at det bare var for tidligt at gøre noget ved det? Skulle han vente, nu hvor hans hjerte havde sat sit mål? Kunne han holde det ud i længden? Kunne han ignorere det? Han sukkede dybt og slog hovedet blidt tilbage mod væggen et par gange. Sophia der hvilede i hans arme, syg og afkræftet... samme race som Ellie. Han strøg den lille pige kærligt over kinden. Det var ham stadig forunderligt at sidde i en så absurd situation. Han havde inderligt lyst til bare at rende efter hende, fange hende i armen og holde hende tæt.. og... ? Fader Michael kom ind en anelse uventet, men ganske så perfekt timet. "Her, vær sød at se efter hende for mig!" Bad han hastigt og overlod den lille pige forsigtigt i præstens varetægt.

Han kom besværret på benene og støttede sig generelt til alt hvad han kunne komme i nærheden af, indtil at blodet fik vækket hans muskler igen. Hans hjerte hamrede i brystet igen, næsten desperat og i håbet om at han ikke kom for sent ud til dem. Han kom igennem køkkenet og videre ud med tunge, faste skridt der forsøgte at bære ham så hurtigt som han ønskede det.

[Deleted]

Elmyra havde det næsten dårligt. Hun vidste ikke hvorfor at alt det her pludselig slog hende. Hvis det virkelig var som hun troede og Demian måske lagde en smule mere i deres venskab end blot ... venskab, hvad skulle hun så gøre? Hun følte sig utilpas ved tanken men valgte at slå den hen. Nej, det kunne umuligt være sådan. Hvem ville overhovedet kunne lide hende sådan som hun var. Hun sukkede stille. Den kolde luft mod hans ansigt og krop kølede så forfærdeligt dejligt. Tårerne trillede ned over hende kinder hvilket kun kølede mere. Det var behageligt. Hun havde smidt sig i græsset og fremmanet sin føniks. Det var langt tid siden hun havde haft nok ro på til bare at bruge sine evner på denne måde. Det var dejlig forfriskende og afslappende. Tankerne fløj stille tilbage til hendes tid som gade danser. "Pyri" mumlede hun for sig selv og smilede stille. Her var stille og hun nød stilheden, hun nød det lige at være alene. Hun begyndte lige så stille at slappe af. Ved lyder af skridt som kom hende nærmere sukkede hun stille. Hun regnede med at det var Nathaniel. Demian havde ikke fået lov til at bevæge sig af ham hvis hun kendte Nathaniel ret. Hun satte sig op og tørrede øjnene selvom det ikke hjalp meget. Hun hørte hans ord og bed sig let i læben. Ja, hvad var det egentlig der forgik? hun vidste det ikke helt selv hvilket var irriterede. Hun sukkede og vendte blikket mod hans skikkelse som hun svagt kunne ane i lyset fra føniksen. "Jeg havde bare brug for lidt luft, Nathaniel. Vi to skaber ret dårlig stemning når vi sådan begynder at være stædige. Det var kvælende til sidst" sagde hun blot roligt og prøvede virkelig at skjule at hun endnu en gang havde grædt. Det var vidst efterhånden hendes trade mark. Hun vendte opmærksomheden mod føniksen igen og aede den stille. At Demian havde fulgt efter dem havde hun ikke opdaget. hendes opmærksomhed lå i fuglen og på Nathaniel. Hovedet søgte let på sned og hun vendte de grønne øjne roligt mod ham igen. "Burde du ikke være blevet inde ved Demian? Han er stadig ikke helt rask." Hendes stemme var en smule grødet efter hun havde grædt og hun hostede en gang for at prøve at få det væk. Hun hadede virkelig situationer som denne.