Old memories..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forventede da at Demian kunne blive liggende selv med Sophia og sikre sig, at hun fik det bedre, mens han selv forsøgte at finde ud af hvad pokker det egentlig var der foregik. Han vidste at han var en del af deres begges liv, men lige hvor stor en betydning det havde for dem hver især, var det som var ukendt for ham. Selvom Elmyra havde den store betydning for Nathaniel, var det ikke ment på den måde. Han havde nemlig selv valgt at åbne hjertet for en anden kvinde, og det var hende som han ønskede at finde ud af det med. Det var Yuuki som han havde ventende derhjemme, og det var også der at det var vigtigt for ham at finde ud af hvad han skulle gøre ved det, og da særligt nu hvor han vidste at Kimeya nok havde sat kursen mod Manjarno. Om han brød sig om det? På ingen måde!
Den kolde vind var uden tvivl behagelig for Nathaniel, og det var vel tydeligt? Ude følte han at han kunne puste og ånde frit, og tænke mere klart end hvad han havde gjort indendøre. Han vendte blikket mod hende og den brændende fønix. At Demian så var så dum at søge efter dem, skulle han ikke kunne sige. Han forventede nemlig det modsatte. "Du kender mig om ikke end, så bedre end langt de fleste.. Jeg er ikke ude på at bringe skænderierne videre, men søger derimod klare svar," forklarede han De kunne pakke det ind så meget som de ville, og han skulle nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt.

Nathaniel søgte roligt ned til hende, hvor han roligt stoppede foran hende. Hovedet lod han søge let på sned, inden han hævede hånden, som han let strøg over hendes kind, hvor han tørrede de våde tårer bort. "Hvorfor fælder du disse tårer, Elmyra?" spurgte han med en dæmpet stemme. Sådan her var han da heller ikke ligefrem vant til at se hende.

[Deleted]

Det var så ufatteligt længe siden at hans hjerte sidst havde hamret på denne måde. Han havde vendt sig væk fra tanken i et forsøg på at glemme den bittersøde glæde han kun i en kort tid havde delt med Anwen. Det løfte han havde aflagt til sig selv, om ikke at ende op ligesom Kimeya. Han havde så brændene siddet med ønsket om kun at åbne sit hjerte for en og den ene alene. Hvad gjorde hun overhovedet ved ham siden at det drev ham ud over skranten på denne måde?
Han stoppede op da han kunne høre deres stemmer. Han stod kun lige udenfor døren og han kunne skimte dem fra hvor han stod, på den anden side af nogle træer og buske. Det var ubehageligt når hans hjerte hamrede på denne måde, men det var rent faktisk umuligt at gøre noget ved det. Han sundede sig en smule og strøg med en let presset hånd mod brystet, som han nærmede sig, skridt for skridt.
Hvorfor stod han også i det her dilemma!? Han havde lyst til at bare bryde ind og bare... sørge for at hun ikke fik chancen for at tilstå sine følelser, men på samme tid så kunne han ikke få sig selv til det, netop fordi han vidste hvilken betydning Nath havde for hende. Han kunne ikke byde hende den respektløshed.
Tæt nok på buskadset stoppede han op og satte sig ned i græsset... hvad så nu? Skulle han så bare sidde her og overvåge dem? Var han så nervøs at han ikke kunne lade hver med at gøre brug af så beskidt et kneb?

[Deleted]

Elmyra var virkelig ikke god til det der med følelser. Hun forstod sig på sine egne men ikke på andres og da slet ikke på andres overfor hende. Hun havde det med ikke at kunne finde ud af hvad andre mente om hende. Og især med Nathaniel var det umådelig svært for hende. Hun kunne virkelig ikke finde ud af hvad hun betød for ham. Det både pinte hende og knuste hende indvendigt. Hun kunne virkelig ikke finde ud af det. Og nu gjorde Demian det samme ved hende? Hun var forvirret. Virkelig virkelig forvirret! Hendes blik hvilede roligt på Nathaniel. Hun kendte ham som han kendte hende. Det var vel 11000 år siden de havde mødtes første gang. Man lærte hinanden at kende på både godt og ondt på den tid. "Der er ikke nogen af os der ønsker at skændes, Nathaniel men det har det med at ende sådan en gang i mellem. Vi ser meget forskelligt på nogle ting. Og det skal der også være plads til" sagde hun roligt. Hun tørrede øjnene igen. Hun brød sig ikke om at græde foran andre og da slet ikke ham. Det at han måtte ae hende på kinden fik hende til at stivne. Nu gjorde han det igen! Han forvirrede hende evig altid. Tårerene trillede endnu en gang og hun vendte de grønne øjne mod ham. "Jeg blev ...... forvirret inden for." Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare ham det. Stille tog hun fat i hans hånd og fjernede den fra hende kind. Hun vendte hovedet fra ham og sukkede. "Nathaniel, jeg beder dig lade være med at stryge mig over kinden. For mig betyder det noget helt andet end for dig. I min verden er det noget man skænker dem man elsker og ....." Hun tav kort og vendte blikket mod ham igen og slap hans hånd. ".... Og jeg har en ide om at du allerede har fundet en anden at dele dit liv med, har jeg ret? Jeg elsker dig Nathaniel, af hele mit hjerte. Jeg har elsket dig så længe" hviskede hun stille og bed sig i læben. Armene slog hun stille om sig. Hun hadede virkelig de her samtaler men hun følte at hun var nød til at snakke med ham om det. Hvis han ikke elskede hende var det fint nok men så fortjente hun at vide det sådan så hun kunne komme videre med sit liv og faktisk finde en som også kunne elske hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Elmyra havde uden tvivl en kæmpe betydning for Nathaniel, og det havde hun altid haft. En mere hjertevarm kvinde skulle man godt nok lede længe efter, men han havde nu alligevel valgt at åbne sit hjerte for en anden end lige hende, også selvom deres historie uden tvivl strækkede sig frygtelig mange år tilbage nu. Han trådte roligt mod hende, ganske uviden om at Demian faktisk måtte være lige omkring dem.. Hvorfor skulle han da ellers vandre ud af sengen, når han skulle tage sig af en lille pige istedet for? Han blev stående foran Elmyra og med en tydelig bekymring i minen, som han virkelig ikke kunne gøre noget for. Det var uden tvivl noget som gjorde ondt.. virkelig ondt. "Jeg forstår godt, at det er svært.. Det er det for os begge to. Jeg beklager Elmyra," sagde han ærligt. Han havde virkelig aldrig ment at træde på hende, og få hende til at reagere på den måde.
Som hun tog omkring hans hånd og fjernede den, lod han det ske lige så. Han ville jo heller ikke sende hende de forkerte signaler. Hun elskede ham.. Det vidste han, og det havde han vidst i mange år nu. Jeg kan ikke benægte, at du lægger mere i et kærtegn end hvad jeg selv gør.. Jeg ved du længe har været med de følelser for mig.. og de er ikke gengældte, og det ved du." Denne gang var han mere dæmpet i stemmen. Ikke fordi at han var ude på at gøre hende ked af det, men mere for at få tingene kortlagt som de var, og det var det som han jo var ude på. Skulle han sige det? Måske at det ville lukke sagen for hende, og det ville han jo gerne have. Han endte med at tage omkring begge hendes hænder med sine. "Som du sikkert nok har gættet, så har jeg valgt at åbne mit hjerte for en anden kvinde, som jeg i sandhed ønsker at finde ud af det hele med. Det kan måske på mange måder virke underligt.. men den kvinde jeg har åbnet mig for, er Demians moder.. Hun er en varmhjertet og fantastisk kvinde, som også forstår mig," forklarede han med en rolig stemme.

[Deleted]

Hvad? Han vidste det allerede? Han tog sig til hovedet og lod et langt dybt suk tømme hans lunger for luft. Han havde ondt af hende, virkelig ondt af hende, men det var ikke meget at gøre ved det. Han følte sig lettet og i sandhed løftet for den uro og nervøsitet, som der havde fået hans hjerte til at vride sig.
Det måtte være nok for nu. Han burde egentlig ikke være her og sådan lytte til deres private samtale på denne måde.. hun ville nok ikke sætte pris på at se den side af ham. Han tvang sig op på benene igen og kunne mærke hvordan glæden inderst inde voskede frem lige så stille. I det mindste havde han ikke Nathaniel at skulle stå til måls med i det henseende.

... Han bevægede sig langsomt tilbage mod døren igen. Han var nød til at se til Sop-..... den kvinde jeg har åbnet mig for, er Demians moder... "........." Hans blik stivnede og pupillerne trak sig voldsomt sammen. Hvad? Hvem havde han åbnet sig overfor? Ha-Hans... mor? Hjertet sprang flere gange et slag over og han mistede pludselig pusten. Hele hans verden stod stille for blot et øjeblik, før han vendte sig om med blikket søgende, uforstående, chokeret, målløs og overrasket. Hvordan kunne han...? Han var i den grad uforstående overfor netop den sætning. Havde han set den komme? Nej, bestemt ikke. Heller ikke selvom at hans mor flere gange havde skældt ham hæder og ære fra at yde de ord om Nathaniels død. Det havde skåret ham i hjertet at se hende ked af det. Fortvivlet, men han havde blot tænkt sig at det var fordi hun så ikke ville være i stand til at søge hjælp. Han havde aldrig nogensinde kunne forestille sig at det kunne have haft en anden betydning... at det så ikke var hende alene, men også ham...
Han rundede det tætte område af natur og lige så tydeligt dukkede ryggen af hans siluet op for hans øjne. Han følte sig fortvivlet, men hvorfor? Nath var jo ikke en person der nogensinde havde villet dem ondt, så hvorfor? Og hvad med Ellie... ja, Ellie, hvad ville hun ikke tænke? Den mand hun altid havde haft kær, havde aldrig ville gengælde hendes følelser, men derimod skænke dem.... til... Hans ben bukkede næsten under for ham igen, ved dette hårde tankespind. Det knugede denne gang voldsomt hårdt i brystet på ham og han slog sig på brystkassen et par gange for at få luft. "Du... du er.... med hvem!?" Endte han i en fast spørgende tone og kunne virkelig ikke andet end blot at stirre tomt og forvirret mod den mand han for kun ganske få øjeblikke havde kaldt for, far...

[Deleted]

"Du skal ikke undskylde. Vi er begge lige gode om det vil jeg mene" sagde hun roligt og sukkede stille. Han betød meget for hende. Hun vidste at han var vigtigere for hende end hun var for ham. Et sted havde hun vidst det længe, hun havde jo heller ikke følt sig helt så tæt med ham da de mødtes i Manjarno, havde hun? Nej. Hun havde prøvet at holde det på afstand. Hun vidste at det nok aldrig ville blive den så hvorfor overhovedet prøve? Hun viodste allerede hvad hans svar på hendes spørgsmål ville være. Hun havde allerede gættet det. Hun kunne mærke hvordan luften nærmest blev presset ud af hendes lunger, som havde hun fået en knytnæve i maven, da han sagde at han ikke elskede hende på samme måde. Tårerne trillede ned og hendes kinder og hun sukkede svagt. Hun var jo for dum. Hun havde jo vidst det længe. "Jeg ved det. Sådan har det altid været. Jeg må videre med mit liv. jeg kan ikke bare sidde og vente på en som ikke elsker mig" sagde hun stille, nok mest til sig selv. Hun ville ikke mere. Hun fortjente at være lykkelig og fortjente at finde en som kunne elske hende som hun selv kunne det. Hans ord om at det var Demians mor som han havde åbnet sit hjerte for fik hende til at smile lidt. "Du har ikke haft let ved at skjule det, Nathaniel. Jeg er glad på dine vegne. Du fortjener at være lykkelig. Og hvis du er lykkelig med hende så er jeg godt tilfreds. Pas på hende. Jeg vil hverken se dig eller Demian knust hvis der skulle ske hende noget" Hun var ked af det. Det var vidst tydeligt men hun prøvede virkelig at være voksen, mere voksen end hun nogensinde havde været før. Hun elskede ham men hun måtte videre. Hun kunne ikke lade være med at spørge sig selv om hvor meget hun egentlig havde elsket ham over de sidste mange år eller om det bare var fordi hun holdt fast i det som hun kendte for ikke at gå helt i spåner. Hun vidste det ikke. Hun havde bare forventet en anden reaktion fra sig selv af. Hun skulle til at åbne munden igen da Demian kom til syne bag Nathaniel. Han så underlig ud. Hans ord, han havde hørt dem. Pokker tag børn at rende hvor de ikke skulle og lytte til ting og sagder som ikke havde noget med dem at gøre. Han var ligesom Elijah lige nu. Smug lyttede til det ældres samtaler. Hun prøvede at rejse sig for at gå over til ham men kunne ikke. Hendes krop ville ikke rykke på sig. Hun sukkede stille og endte med blot at sidde der helt stille.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel trak let på smilebåndet. "Om ikke end, så er jeg glad for, at du også kan se det," sagde han roligt, for de var jo trods alt også lige gode om det.. Det vidste de jo begge to. For alt i verden, så ønskede han bare at få lukket denne sag af, uden at gøre hende yderligere ked af det. Han vidste og var kendt med hendes følelser for ham. Det havde han været igennem temmelig mange år nu. Han holdt trygt omkring hendes hænder. Dette ændrede dog ikke på at hun faktisk havde en ekstrem stor betydning for ham, for det havde hun virkelig, og det var nok en ting, som aldrig nogensinde ville komme til at forandre sig det mindste.. tvært imod. Han sendte hende et let smil. "Det er ikke fordi at jeg ikke elsker dig, Elmyra, men du.. er bare ikke den rette for mig.. Jeg kan forstå, at det er hårde ord. Dog må du ej betvivle, at du i sandhed har en stor betydning for mig.. og ikke for mig alene." Han havde jo set hvordan selv en som Demian havde været overfor hende, og selv den knægt skulle bestemt ikke opfatte konkurrence fra hans side af. Nej, han havde fisket efter en anden fisk, og den havde han fået halet i land.. Og det var der han agtet at lægge sit fulde fokus nu.

Nathaniel nåede ikke at gøre yderligere, før han førte Demians stemme bag sig, hvilket hurtigt fik ham til at reagere. Hvad pokker lavede han herude? Man kunne da heller ikke forvente, at knægten ville blive liggende i sengen, når det var præcist det som han havde fået besked på! Det var nu heller ikke sådan at han havde forventet at knægten skulle få det at vide. "Vent her.." Han trykkede om Elmyras hænder, inden han slap dem, for at søge hen til Demian. "Jeg bad dig om at blive i sengen og passe på Sophia, Demian.. Du burde slet ikke være herude," pointerede han med en direkte kortfattet og noget mere bestemt tone. Han havde jo for pokker brug for hvile. Selv ville han ikke benægte hvad knægten havde hørt. Det kom der så sandelig heller ikke noget godt ud af, hvilket han jo udmærket godt vidste.

[Deleted]

Hvad det kom sig af havde Demian virkelig ingen anelse om. Hvorfor at hans mor var tiltrukket af en mand som Nathaniel, det var vel til at forstå? Han vidste det godt, at det var Nathaniel der i sin tid havde bragt hende til live igen. Hun havde fortalt ham om det før, da han bad om en grund til hvorfor at skulle søge efter manden. Han stod i gæld til Nathaniel for det og vidste at det var meget mere end han nogensinde kunne havde bedt ham om, men at skulle betale for det på denne måde.. at se hans mor falde i hænderne på endnu en mand... han kunne ikke begribe det. Hvorfor var det også så forbandet svært!? Han havde jo troen til manden for pokker! Men hvorfor følte han sig så alligevel så splittet og såret?
For aller første gang i hans liv siden barnsben begyndte hans øjne at løbe i vand. Det med familie.. det lå ham nært, man alligevel så fjernt. Det var kun hans mor han havde haft ved sig. Hun var den eneste han havde gjort krav på at have ved sin side. Nathaniel var der jo bare... altid... evig og altid når han havde brug for det, men hvad nu? Kunne han regne med at se ham i et helt andet lys.
Tankerne for rundt i hovedet på ham og han følte sig lille... virkelig lille. Det var en bitter smag han havde i munden. Han var forvirret, i den grad forvirret. Der var ingen foragt at spore i hans ansigt eller tone... der lå kun frygt.
Igen hvor den samme kommanderende tone ramte hans øre og lod ham glide ned på knæ. ".. jeg beder dig... du må ikke tage hende fra mig..." Hans stemme var grådfyldt og blikket helt fortvivlet. "Jeg ved hun holder af dig, men jeg beder dig... " Nath afviste Ellie, en ting som et sted var ham en lettelse, men skulle det være på bekostning af at han så skulle miste sin mor endnu engang efter 1000 år!?
"JEG KAN IKKE LADE DIG TAGE HENDE FRA MIG! DET FOR DU IKKE LOV TIL!!!" Rasede han med knugende næver og blikket vendt i jorden. Han var desperat og ikke mindst ræd for at miste sin mor. Det var ham et dybt traume, det at han havde set hvad Kimeya gjorde ved hende den gang og det at der ikke var nogen som gjorde noget ved det.
Han ænsede slet ikke Ellie, hun var den mindste af hans bekymringer lige nu og han kunne slet ikke tænke på andet end det faktum af at han nu skulle leve foruden hans mor. Hun vidste ikke engang hvem han var.. han følte sig ensom igen, mere end da han havde mistet Anwen.

[Deleted]

Hun vidste at hun aldrig kunne blive med Nathaniel. Hun vidste at de følelser som hun havde for ham aldrig ville blive gengældt. Det gjorde ondt men .... det kunne vel ikke blive værre nu? Et sted så måtte det vel lysne på den anden side for hende. Hun var nød til at komme videre. Hun ved nød til at glemme sin kærlighed til Nathaniel. Hun sukkede stille og lagde hånden hen over hendes hjerte. Hun elskede ham, det ville hun nok altid gøre men det kunne hun også sagtens selvom hun elskede en anden, ikke? Der var forskellige måder at elske på, det mente hun i hvert fald men hun var absolut ikke sikker. At hun ikke var den rette vidste hun godt. Hun ville aldrig blive den rette. "Jeg ved det godt. Jeg er for i stykker. Jeg har brug for en som kan hjælpe mig med at samle dem op og ..... det kan du ikke længere" sagde hun stille. Hun var nød til at komme videre og det skulle hun også nok. Hun var stærk. Det sagde han jo selv. "Men så må jeg jo bare finde en som kan. Jeg skal nok finde en som kan elske mig som jeg elsker dem!" Hun sendte ham et opmuntrende smil selvom tårerne stadig trillede dog var de ikke så triste mere. Måske havde hun også bare et sted haft brug for at høre ham sige det. Høre ham sige at hun skulle komme videre selvom hun et sted havde tænkt tankerne selv mere end en gang. Hun var vokset, blevet ældre og måske, kun måske, blevet en smule klogere. Hun vidste at de altid ville betyde noget for hinanden, de havde jo kendt hinanden længe men at hun også havde fået en betydning for Demian var ikke noget hun tænkte synderligt over. Hun ..... vidste ikke helt hvad hun skulle føle.

At Demian måtte komme frem og afbryde dem gjorde hende ikke så meget. Det irriterede hende at han ikke var blevet i sengen fordi han stadig ikke var helt rask. Han burde være klogere end det! At han så måtte begynde at græde var noget som påvirkede Elmyra ufattelig meget. Hun vidste ikke hvorfor men det skar helt ind i hende at han havde det sådan. Han havde været så glad hele tiden sidst de havde mødtes og nu. Hun bed sig i læben og trykkede sig lidt sammen ved hans ord. Det gjorde ondt at høre på. Han var så bange for at miste sin mor og det påvirkede hende ufatteligt meget. Det var nogenlunde de samme ting som Elijah havde sagt den gang Nathaniel tog ham med men situationen den gang havde været en ganske anden. Hun løftede let hovedet. Hun havde en forfærdelig lyst til at gå over og bare holde om ham. Fortælle ham at det nok skulle blive okay og at han ikke ville miste sin mor men hun turde ikke. Ikke nok med at hun ikke ville blande sig fordi hun mente at de to mænd havde brug for at snakke om det selv men også fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle være omkring Demian lige nu. Det var en utrolig akavet situation. "Mødre fravælger ikke deres børn på den måde. Mødre kan sagtens forelske sig uden at glemme deres eget kød og blod" sagde hun utrolig dæmpet. Hun var ikke sikker på at nogen af dem hørte det. Det gjorde heller ikke så meget. Hun træk benene let op under sig og slog armene omkring sig selv men hendes blik blot hvilede på Demian og Nathaniel. Det her virkede virkelig som noget være rod.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste at han ikke var den rette for Elmyra og derfor ønskede han naturligvis også at lægge den sag bag sig så hurtigt som muligt, også mest for hendes egen skyld, men så sandelig også for hans egen. Han holdt endnu om hendes hænder. Han kunne jo godt se, og han forstod jo også hvorfor at hun blev så ked af det, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre så meget ved det. Det gjorde ham selvfølgelig trist.. han brød sig jo ikke om at se folk ked af det. Han tillod sig sig en enkelt gang at hæve hånden og kort stryge den over hendes kind istedet for. Hovedet lod han søge let på sned. "Jeg er ked af at skulle bringe dig den nyhed, min kære.. Du er nu stadig vigtig for mig, men de følelser er bare ikke noget, som du kan sætte i mig.. Der er Yuuki den som er kommet mig nærmest.. Og det er hende, som jeg ønsker at finde ud af det hele med," forklarede han med en rolig stemme, også ford iat han jo faktisk mente det. Han kunne ikke lide at se hende ked af det, men dette var en ting som han bare ønskede at få lukket i, og gerne så hurtigt, som det nu var ham muligt.

At Demian havde valgt at søge udenfor, var bestemt ikke noget som han havde set komme. For en gangs skyld, så havde han jo faktisk regnet med at knægten blev inde i sin seng! Han havde hørt det.. Hele hans måde at reagere på, indikerede det uden tvivl, og det var slet ikke sådan at han havde regnet med at knægten skulle have det at vide. "Jeg mente ikke at du skulle høre det på denne måde, Demian.. Jeg har virkelig ikke tænkt mig at din moder fra dig.. Og det vil hun heller ikke.." Yuuki var mere intelligent end hvad Demian lige gav hende credit for. Han stoppede op, da knægten hævede stemmen. Han.. græd? Han havde ikke set knægten fælde tårer siden han havde været lille.. og ja, faktisk heller ikke særlig stor. Han endte med at glide på knæ foran ham og fast lagde hænderne mod hans kinder. "Lyt Demian, og lyt godt efter! Din moder er en kvinde som står mig frygtelig nær til hjerte.. jeg ønsker at beskytte hende, som jeg også ønskede at beskytte dig! Jeg er ikke ude på at tage hende fra dig..!" endte han bestemt. Kunne han ikke bare forstå det? Ham og Yuuki ønskede et liv sammen.. ikke et liv, hvor Demian blev skubbet væk!

[Deleted]

Demian var skam ikke blind, men denne her umådelige akavede situation gjorde det ikke nemt for ham at se klar. Følelserne væltede fra ende til anden. Han var blevet glad for Ellie og han havde sin mor at passe på. Han manglede stadig at finde Laqisa og nu var han endelig ved at acceptere Nath, som mere end blot et individ han altid kunne regne med. Et eller andet sted så havde han aldrig nogensinde forestillet sig at det ville komme så langt. Han havde svært ved at se nogen ved siden af hans mor, uden at det ville bringe hede i fare. Han vidste det godt, Nathaniel var ikke typen som han skulle frygte for at lade hans mor komme i nærheden af. Det prikkede til ham, om og om igen. Var han virkelig så blød? Var han langt om længe klar til at slippe de intense parader og lægge det ansvar bare en lille smule fra sig?
Han kunne ikke lyve, hvis nogen spurgte ham om det havde været hårdt, for det var det. Det var svært at leve med den længsel. Selv han havde brug for et par arme at søge til når alt blev svært. Skælvende løftede han sine arme for at tage fat om Nath's skuldre. "Hun... hun ved ikke hvem jeg er...." Han havde aldrig selv fortalt hende det, så hvad skulle han ellers gå ud fra? Han græd i stilhed og kunne ikke se Nathaniel i øjnene. Han var vred og samtidig ked af det. Skylden for alt det han havde forvoldt denne gamle mand, der ikke havde gjort andet end at lægge armene beskyttende omkring ham selv og hans søster, når ingen andre ville det. "Undskyld.." Endte han hviskende. Et ord han aldrig havde ydet til Nathaniel før, men det var et han i sandhed havde ønsket at skænke ham... flere gange endda.
Der var noget betrykkende ved at mærke de stærke hænder om hans kinder. Det var i sandhed noget som han havde taget for givet som barn. Kun meget få gange når han havde ligget syg og ikke havde kræfter til at sige fra havde han hvilet i armene på Nath. Bitre minder der vældede ind over ham og kun fik ham til at fortryde sine håbløse valg. Han lyttede skam og ordene var ej uden værdi. Når alt kom til alt, så var dette vel bedre end hvad han nogensinde kunne ønske sig til. Han vidste at Nathaniel mente det og det gjorde ondt... for hvorfor havde han ikke bare indset det for flere århundrede siden.
En svag hulken brød frem, for der var ord han ønskede at ytre, men de var svære for ham at komme af med... "Du skal passe på hende... det må du love mig. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne tilgive dig, hvis du gør hende ondt.." Han hev stammende efter vejret og gjorde rent faktisk alt han kunne for at holde igen på sig selv. Det var på ingen måder nemt for ham at være så påvirket af så mange følelser.. det var mest af alt... udmattende.

[Deleted]

Videre måtte hun komme. Det var virkelig den eneste vej frem. Nathaniel ville altid være en del af hendes liv men hun var nød til at skubbe ham så meget på afstand at hun kunne komme videre. Og han gjorde det langt fra nemt for hende. Hun sukkede stille og tørrede øjnene. Hun havde efterhånden vænnet sig til tanken, hun havde vel forventet det? De havde aldrig delt de samme følelser og hun havde altid vidst det. Hun havde bare ikke ønsket at indrømme det. Da han endnu en gang strøg hende over kinden fik hun det dårligt. Hun trak sig fra og kiggede op på ham med et fast blik. Hun havde bedt ham om at lade være! Hvorfor pokker blev han så ved? "Nathaniel, Lad vær! Jeg kan ikke have at du stryger mig over kinden på den måde. Det sender forkerte signaler. Jeg ved du elsker Demians mor så jeg beder dig. Lad være med at forvirre mig. Jeg vil ikke være fanget mere. Jeg vil videre" sagde hun stille men med en klar og fast tone i stemmen. Hun ville ikke have at han forvirrede hende mere. Så kom hun da aldrig videre. Kunne han ikke forstå det? Hvis det var så svært for ham så måtte hun ende med at indføre en 'ikke røre' regel kun for ham og det ønskede hun langt fra heller ikke. "Jeg vil stadig gerne være en del af dit liv Nathaniel og jeg vil gerne møde hende. Hun er vigtig for både dig og Demian. Jeg vil gerne være der for jer alle sammen. Bare ..... lad være med at røre mig på den måde. jeg kan virkelig ikke magte det i mit hoved."

På en måde var det næsten skræmmende at se Demian på den måde. Hun kendte ikke så meget til ham men den måde han havde ført sig frem på¨ved deres sidste møde syntes nu helt borte. Hun betragtede både ham og Nathaniel. De så ud til at få arbejdet nogle af deres følelser ud hvilket var en god ting. Et stille smil bredte sig på hendes læber og hovedet søgte let på sned. Hendes smil måtte dog falme og et irriteret udtryk meldte sig i hendes ansigt da hun mærke dryppene mod hendes krop. Regn? Hun hadede regn. Der var virkelig ikke noget mere deprimerende for en Ild Dæmon end regn. Der gik ikke meget mere end et par sekunder hvor efter det stod ned i stride strømme. Hendes føniks forsvandt og hun mumlede irriteret for sig selv. Hun kom på benene men blev blot stående og lyttede til Nathaniel og Demians samtale. Hun havde virkelig ikke lyst til at afbryde dem men det kunne heller ikke blive siddende her ude i regnen. Så ville de da alle sammen blive syge. Hun endte efter noget tid med at gå hen til dem. Hun satte sig på hug ved deres side og lagde en hånd på hver deres skulder. "Du kan stole på Nathaniel, Demian. Han vil aldrig gøre din mor ondt. Og han vil aldrig gøre dig ondt. I er begge meget vigtige for ham. Det kan jeg se. Kom med indenfor. Ingen af os skulle helst blive syge" Hun rejste sig og sendte dem et smil før hun med rolige skridt begyndte at gå tilbage mod huset. Hun håbede at de ville følge med ellers så var hun vel nød til at komme ud og slæbe dem med sig ind. Hun nåede til døråbningen hvor hun stoppede op. Hun lænede sig let mod den ene døråbning. Hun følte sig egentlig en smule svimmel. Hun rystede det af sig og gik indenfor og holdt døren åben for de to andre.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at Elmyra ikke ville have det, men han.. følte vel egentlig bare for at gøre det, et eller andet sted? Nu som det var sagt, så var det vigtigt for ham at gøre det tydeligt for hende, at han ikke var ude på at skubbe hende ud af sit liv, bare fordi at han havde en anden kvinde, som han havde valgt at åbne sig for. Når alt endelig skulle komme til alt, så var hun jo stadig meget vigtig for ham, og det erkendte han jo gerne. Han nikkede blot til hendes ord. Hun behøvede skam heller ikke at udpensle det så voldsomt for ham, for det var der ikke noget som kom noget godt ud af. "Jeg ved det.. Jeg beklager.." sagde han endeligt.

Som det begyndte at stå ned i stænger, blev Nathaniel stædigt siddende overfor Demian. Det kunne godt være, at knægten ikke havde været lige god ved ham hver gang, men hvad... han klandrede ham ikke for det. Man kunne jo heller ikke klandre ham for noget med den fortid som man kunne sige, at han havde. Hænderne mod hans skuldre, fik ham nu bare til at blive siddende. "Din moder er mere intelligent end hvad du giver hende credit for, min dreng.. Hun ved udmærket godt, at du er hendes søn... og det har hun vidst længe," fortalte han roligt. Demian havde gjort det for at passe på hende, og det vidste han jo udmærket godt. Ikke fordi at det var noget som var helt nemt altid, men det var jo bare at gøre det så godt, som man nu havde muligheden for det om ikke andet. Han vendte kort blikket mod Elmyra og så igen tilbage til Demian endnu en gang. Han ville naturligvis passe på Yuuki. Han havde så sandelig heller ikke tænkt sig at skulle gøre noget andet, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om overhovedet. "Jeg vil gøre hvad jeg kan for at passe på hende, Demian.. Men før jeg tager hjem og ser til hende, så er jeg nødt til at sikre mig, at selv du har det godt, ikke sandt? Kom.. lad os få dig tilbage i sengen igen," fastholdt han roligt, inden han tog fat om ham for at få ham op på benene, så de kunne få ham med indenfor igen, inden de blev gennemblødte og dermed også syge.

[Deleted]

Dette var nok en af de tidspunkter hvor hans liv tog en uventet drejning. Han havde i den grad brug for at få det hele på plads, langsomt. Det var meget at bære. De pludselige følelser for Ellie, som han ikke vidste hvad han skulle gøre med og nu også det faktum af at han var adoptivsøn til den mand hun havde havde haft kær. Hvilken position stillede det ham ikke lige i?
Han ville ikke tænke på det, men han kunne ikke lade hver. Hans hulken svandt ind ligeså stille, som han hørte ordene give genlyd for sit indre øre. Hun vidste det? At han var hendes søn? Drev han gæk med ham? Han var mundlam derefter og vidste end ikke hvad han skulle sige til det. Uden tvivl var det da en positiv ting og det fjernede da også den sorg han ellers var så plaget af, men... hvorfor i al verden havde hun ikke sagt noget?
Helt fortabt i sine tanker mærkede han Ellie's hånd mod sin skulder og kiggede ligeså op mod hende. Helt rådvild i blikket. Nu mere end nogesinde før følte han sig overhovedet ikke klar til at stå ansigt til ansigt med sit bankende hjerte for hende. Hun virkede til at tage det hele så meget mere roligt end ham selv. Var det underligt? Alder havde intet med sagen at gøre her, men der var intet han kunne stille op når det kom til hans mor. Han elskede sin mor over alt på hele jorden og netop den ene faktor alene, havde forvandlet ham til et bløddyr. Han havde fået sin medmenneskelighed igen på grund af hende. Altid havde han elsket hendes ubetinget.
Nath derimod, han var en mand som Demian faktisk heller ikke kunne undvære. Han var den han kunne se op til og lige meget hvor mange gange han fik besked på at opgive Alkymi, så var det ham på ingen måde muligt. Det aspekt som havde været en del af ham fra han var helt lille, det havde nu fået en helt ny betydning for ham. Det havde nu en større værdi for ham, for det var en ting han kunne dele med Nath uanset hvor meget Nath så ville skænde på ham for det.
Han lod sig rive op og stå og fulgte tvunget med tilbage og indenfor. Al den adrenalin havde virkelig kørt ham ned igen, men han havde det, om ikke andet ganske fint stadig væk.

[Deleted]

Hun havde været nød til at male det så klart for ham. Ikke nok med at han blev ved, han gjorde det altid efter hun bad ham holde op men hun havde også brug for det selv. Hun var nød til at sætte grænser for ham. Hvis hun ikke gjorde det følte hun ikke at hun ville være i stand til at komme videre. Hun var efterhånden blevet ved en smule bedre mod. Ikke nok med at Demian var kommet ud og havde afbrudt dem men hendes tanker lå mere og hvilede på ham end hende selv. Hun kunne ikke lide at se ham sådan. Det var virkelig tydeligt hvor meget han elskede sin mor og hvor villig han var til at gøre alt for hende. Han mindede hende om Elijah. Den lille stædige knægt. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var en dejlig ting at han og Nathaniel så ud til at få snakket det hele igennem. De havde et godt forhold til hinanden og det var dejligt at se. Børn var svære at håndtere, ligeså hvis de ikke var ens egne. Nathaniel havde stået overfor mange prøvelser med Demian og hans roden med Alkymi, det var hun slet ikke i tvivl om efter det lille stunt som han havde lavet her til aften. hun sukkede en gang og rystede på hovedet. Mænd. Hvad skulle man dog gøre med dem. Som hun sad ved deres side og snakkede til dem bemærkede hun hans rådvilde blik. Hun sendte ham et opmuntrende smil og lod forsigtigt den ene hånd stryge over hans kind. "I skal nok klare den. Alle tre" sagde hun beroligende.
Hun førte an for den lille flok og lod Nathaniel bakse med Demian bagved sig. Hun ville gerne have hjulpet men hun var selv dybt udkørt. Hun følte sig på en eller anden måde trættere end normalt. Måske var det bare fordi hun havde været sammen med Nathaniel og Demian en hel aften? Det havde ikke ligefrem været den mest behagelige af slagsen. Hun vendte sig mod Nathaniel ved hans ord. "Jeg skal nok passe på ham til han får det bedre når du har sikret dig at han har det godt. Så skynd dig så du kan komme hjem over. Hvis rygterne er sande og Kimeya ikke er i Dvasias er der måske farer på færde" Sagde hun med en bekymret mine. Hun trådte indenfor. Dejligt med noget tørvejr. Der gik ikke meget mere end få sekunder før hun var helt tør igen. Det var det dejlige med at kunne manipulere Ilden. Hun frøs aldrig og hun var aldrig våd lang tid af gangen. Hun ventede roligt på at de to mænd valgte at indfinde sig indendøre ligeså. Det måtte være gennemblødte efterhånden.