Old memories..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var stædig, og særligt når det stod til situationer med sygdomme som han i dette tilfælde, ikke kunne sige, at have den største kendskab omkring, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre for hans tilfælde. Han blik gled direkte i hendes retning og med den samme direkte alvorlige mine. "Jeg ønsker ikke du skal komme galt afsted, Elmyra. Denne sygdom tager liv.." forklarede han med en ganske kortfattet stemme. Det var ikke for alle, at han gjorde det på denne måde, men med den betydning som hun havde for ham, så kunne han jo heller ikke ligefrem lade være. Han havde ret.. Selvfølgelig havde han da ret! "Børn har altid været et svagt punkt for dig, og det er skam ikke fordi at jeg ikke forstår dig, for det gør jeg. Men du er til tider også nødt il at tage dine forholdsregler, så det netop ikke går galt. Hvis du bliver syg og i værste tilfælde glider bort.. hvem har børnene så?" spurgte han sigende.
Selve flasken som han nu stod med i hænderne, var hans egen.. med andre ord, var det en eliksir som han havde brygget, og det var det som et sted gjorde ham bekymret, og særligt fordi at han havde Yuuki derhjemme, som han havde lovet at beskytte og passe på, og han ønskede jo ikke ligefrem at noget skulle ske hende! Overhovedet ikke! "Fordi han er min kærestes s..." Han tav ved lyden af larm og dunk nedenunder, hvor han så at Elmyra rejste sig. Han vendte sig istedet for mod den lille pige, nu hvor hun undersøgte sagerne.
Da Elmyras stemme lød nedenunder og med en næsten panisk stemme, så han hurtigt op endnu en gang. Han skyndte sig ned.. hvor han så Demian på gulvet. Han rystede på hovedet. Typisk den knægt! Hvad pokker havde han nu leget med? Han knælede ved hans side og tog fat om ham, så han kom ned på ryggen istedet for. "Hvad har du indtaget, Demian?" endte han med en mere fast tone. Han forholdt sig rolig.. Han var nok mere bange for hvad Yuuki ville sige til det, om hun vidste dette!

[Deleted]

Liggende på gulvet i køkkenet og med den lille flaske i hånden, som havde fået proppen på igen. Han havde i den grad svært ved at bevæge sig, nu hvor han lige havde hældt en ny dosis i sig. Det ville efterhånden blive bedre indenfor et lille stykke tid. At Elmyra kom styrtende ned af trapperne, var ham en stor lettelse. Hans puls var nærmest intetsigende i forhold til at han i forvejen, var vampyr og ikke havde det største tegn på liv. Han magtede til nød kun at tage fat om hendes hånd og sende hende et meget træt smil. "Ellie..." Kaldte han svagt lige inden at han hørte navnet falde over hendes læber; Nathaniel??? Det gav et sæt i ham og hans øjne tvang sig op for at have mere fokus. Ganske rigtigt, der lige for næsen af ham. Det faste greb der vendte ham om på ryggen. Hans ligblege ansigt, blev om muligt kun mere bleg ved at få det bekræftet. Selv stemmen var ej til at tage fejl af. Den tone og de ord, jo, nu sad han da i hvert fald i lort til halsen... eller gjorde han? Hvorfor var han her overhovedet? Var det ikke meningen at han skulle blive i Marnjarno og sørge for Yuuki's sikkerhed mens han var væk? Hånden som han havde valgt at skænke Elmyra søgte omgående fast men svækket til Nath's krave. "Hvor er hun!?" Endte han næsten sammenbidt. Og havde for et kort øjeblik helt glemt alt om at Emlyra måtte sidde ved hans side. Den fortid som han havde delt med hende, den værge sad lige her for øjnene af hende. Dette havde han bestemt ikke ventet sig. Han tvang sig selv op på albuen for at tage Nath i blik. Hvad lavede han overhovedet her? Papirene han havde hevet frem fra tasken lå ved hans side. De gamle skrifter om Sophia's sygdom, kuren dertil, beskrevet skridt for skridt. Den giftige plante der skulle brygges om til en flydende væske. Indtages gentagende gange over et døgn og derefter tappes og blandes sammen med en anden mikstur for at holde sammen på blodet og giften uden at den ville skille. Et levende offer var Demian mildt sagt og det var ikke noget han havde drøftet med Elmyra på forhånd. Det var en beslutning han helt selv havde taget, fordi at chancen for succes var ti gange højere, for en vampyr, end for så mange andre.

[Deleted]

Elmyra vidste at han havde ret. Pokker tage at han altid skulle have så ret. Hun sukkede og sendte ham et lille smil. "Du ved godt at du er død irriterende når du har ret, ikke Nathaniel?" spurgte hun med et let smil. Han havde næsten altid ret. Han var virkelig i stand til at holde hende hoved nogenlunde koldt og tage de rigtige beslutninger. Hun bed sig let i læben. Hvem ville børnene have hvis hun var væk? Hun vidste det ikke. Endnu en gang havde han ret. Irriterede. Hun ønskede ikke at forlade denne jorde endnu, hun ønskede at leve. Hun havde fundet glæden ved livet endnu en gang. "Du har ret" mumlede hun og sukkede. "Du har altid ret."
Hun nåede ikke at opfange de ord hans skænkede hende, det havde hun slet ikke tid til. Hun havde skyndt sig neden under for at se hvad der var årsag til støjen. At Demian så måtte være grunden og at han var i så dårlig forfatning som han var påvirkede hende utrolig meget. Han var kold, hans puls så ufattelig lav. Hun kørte håret om bag ørene og lyttede efter hans vejrtrækning. Hendes navn blev nævnt og hun lagde forsigtigt en hånd på hans kind. "Hvad har du lavet Demian? Hvad er der sket?" spurgte hun stille. Hun hørte Nathaniel komme ned af trappen og så at han lagde sig ved Demians side. De kendte tydeligvis hinanden. Forundret betragtede Ellie hvordan Demian måtte finde styrke til ... at tage fat i Nathaniel?? Hun lod hovedet søge let på sned og satte sig lidt tilbage. Det var en underlig scene som udfoldede sig foran hende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til det. Demian var tydeligtvis utilfreds med at Nathaniel var her men hvorfor? Hvem var hun? Hun valgte ikke at gå i mellem dem men blot betragte den måde de var på sammen. Dette var virkelig mærkeligt og dybt akavet for hende at se på.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste at han havde ret, og for børnenes skyld, så skulle Elmyra selvfølgelig beskyttes. Selv var hun jo en kvinde, som igennem rigtig mange år havde haft en særlig betydning for ham, så det kunne jo heller ikke komme bag på nogen, at det var sådan det måtte foregå. "For børnenes skyld, Elmyra," endte han med en rolig stemme, også selvom den helt klart var præget af det rene alvor under vejs. Hvorfor ikke bare forstå at det var en farlig sag at lege med, og særligt, hvis hun skulle gå hen og blive syg?
Den lille pige i sengen tog han sig ikke af, efter at Elmyra direkte havde brølet efter ham nedenunder og han hurtigt var kommet derned. Synet som derimod havde mødt ham, var på ingen måder noget som han havde regnet med at få øje på. Demian lå på gulvet.. Og i denne grumme forfatning. Noget var galt.. noget var rivende ruskende galt. Han tvang Demian om på skulderen, også selvom det var den nærmest råben ind i hovedet, som hurtigt fangede hans opmærksomhed, samt det greb omkring hans krave. "Hjemme og i sikkerhed," endte han med en fast tone, inden han tog fat om hans hænder og tvang ham ned at ligge igen. Han vendte sig mod Elmyra.. Hvad foregik her egentlig? Der var tilsyneladende rigtig meget som han havde misset.
Papirerne ved knægtens skikkelse, var det næste som han fik øje på.. Han tog dem op i hånden og skumlæste dem. Om muligt blev han endnu mere bleg i hovedet alene ved de ord som måtte skimtes. Han smed dem fra sig igen og vendte blikket direkte mod hans skikkelse. Hvad pokker havde han egentlig gang i?! "Du mener virkelig ikke at du har gjort det der, Demian! Er du klar over hvor farligt det der er?! Elmyra.. kære, få gjort en seng klar. Han er nødt til at komme ned at ligge," forklarede han med en stemme præget af ren alvor. Det var da uden tvivl en livsfarlig situation han havde kastet sig ud i!

[Deleted]

At hans mor var hjemme og alene brød han sig i den grad ikke om! "Du har efterladt hende alene!? Nath, Kimeya er ikke i Dvasias, jeg kunne ikke finde ham! Du ved udemærket godt at han vil byde sig af hver en chance han for. Rygterne havde allerede nået markedet da jeg nåede frem..." Påpegede han og var næsten panisk ved tanken alene. Alt det han har gjort, alt det slid for at skabe et liv med sin mor igen. Det ville han ikke bare lade ende i gruset! Dette var virkelig en alvorlig sag, ikke bare for ham, men dem alle!
Det kunne virkelig gå hen og blive ham en voldsom kattepine. Alt hvad han ønskede at opnå... hele formålet kunne ende med at ryge i vasken hvis det stod til Nathaniel. Han slap ikke kraven på ham, selv da Nath forsøgte at få ham ned at ligge fik han fat i armen på ham. Han havde ikke kræfter til at tage kampen op med ham nu, det måtte han i sandhed bide i sig, men fanden stå i at han skulle ødelægge en så godt som fuldendt process!
"Nath! Lyt til mig! Dette her er ikke en process du kan stoppe.. gør du det så for det fatale følger... ikke blot for mig, men også den lille pige, Sophia, som Ellie har kær.. hun har brug for den her kur! Der findes intet andet der kan tage den sygdom..." Endte han næsten bedende.
Han ville ikke have at hans hårde slid igennem de sidste 12 timer skulle gå til spilde på denne måde. "Lad mig gennemføre det..." Bad han inderligt og blev derefter afbrudt af en voldsom hosten. Han var virkelig omtåget og kunne virkelig slet ikke holde sammen på sig selv.

[Deleted]

"For børnenes skyld vil jeg gøre alt....." Sukkede hun stille og rodede let i det ildrøde hår. Hun ville gøre alt for de små unger, sådan havde det altid været og sådan ville det nok altid være. "...... Det ved du jo."
Demian så virkelig ikke tilfreds ud ved Nathaniels svar. Ellie havde en lille ide om at de nok snakkede om hans mor. Betød det så at Nathaniel var Demian's værge? Det hele var virkelig lidt forvirrende og en hel del akavet for hende at sidde der. Ikke nok med det så var det nærmest som om de havde glemt hende. Hun sukkede lydløst og lyttede videre til deres samtale. Da Kimeya's navn blev nævnt var Ellie sikker på at den mystiske kvinde som de begge snakkede om nok var Demians mor. Demian var tydeligvis bekymret hvor Nathaniel ikke var det. Hun hørte hende og Sophias navn blive nævnt og hun lænede sig stille frem, tog fat under Demians hage og drejede hans hoved blidt over mod hendes eget. "Jeg synes vi to snakkede om at Alkymi var farligt, især fordi du ikke er født Alkymist. Jeg er glad for at du vil hjælpe men det skal ikke være på bekostning af dit helbred" sagde hun fast og slap let hans hage. Hun lagde roligt armene over kors og vendte blikket mod Nathaniel. "Og jeg er ikke på at Nathaniel er enig med mig, Ikke?" Det sidste var mere henvendt til Nathaniel end Demian. De havde snakket om det for blot et par dage siden! Han skulle ikke bare smide sit liv væk på den måde. Hun sukkede endnu en gang og vendte blikket Mod Nathaniel da han snakkede til hende. Hun nikkede roligt og rejste sig op. "Tag ham med oven på. Han kan hvile i min seng" sagde hun roligt og flyttede nogle ting sådan så vejen for Nathaniel ville være let og ligetil. Hendes blik gled igen til Demian. Hun var bekymret, det var tydeligt at se. Hvad end der havde stået om den kur i de skriftruller havde fået Nathaniel til at reagere og det var det som bekymrede hende allermest. Hvis det var noget han reagerede på så betød det at det stod skidt til med Demian. Og det, i sig selv var virkelig en tanke hun ikke brød sig synderligt meget om.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste at Elmyra kæmpede for børnenes skyld, og det var derfor at han vidste at han kunne bruge den mod hende i en stund som denne, hvilket nu heller ikke gjorde ham det mindste. "Og det er jo præcist det jeg ved," pointerede han med en rolig stemme.
Selvom denne sag hurtigt havde vendt til at blive en direkte farlig en, så lyttede han alligevel til Demians ord. Var Kimeya ikke i Dvasias? Alene den tanke gjorde næsten automatisk at panikken måtte brede sig, for hvis han fandt ud af at Nathaniel husede hende, så havde de da for alvor et problem! Han bed tænderne fast sammen. "Er han ikke i Dvasias..?" var det eneste som han lige kunne sige, og det var slet ikke noget som han brød sig om overhovedet. Han bed vendte kort blikket væk fra Demian og så tilbage mod Elmyra istedet for. Det var uden tvivl vigtigt, at de var nødt til at få det her gjort hurtigt, for han var nødt til at vende tilbage til Manjarno og tilbage til Yuuki, for han var nødt til at sikre sig, at dte hele ville gå.
"Det er ikke første gang vi har snakket om konsekvenserne ved brug af alkymi, Demian. Det er livsfarligt for en som ikke er født med muligheden for at tilegne sig de midler. Elmyra har ret.. Det er virkelig ikke det værd at udsætte sig selv for.. Og da slet ikke det her.." endte han med en fast tone, inden han tog fat omkring ham, for at hjælpe ham op på benene igen. Manden skulle op i seng og ligge der. Det andet her, var da slet ikke godt nok længere. Han tvang manden op ved at holde hans arm over hans skuldre, så han kunne hjælpe med at holde ham oppe istedet for alt det andet. "Jeg skal nok tage hjem igen, Demian," endte han sigende. Han kunne da slet ikke forstå, at rygtet havde bredt sig så hurtigt og så let!

[Deleted]

Ikke nok med at Demian befandt sig i en noget kun absurd situation, men det var da ved at gå helt galt for ham da først det gik op for ham at Ellie stadig sad ved hans side. Hendes hånd, brændende mod hans hage og tvang hans opmærksomhed til sig. Hendes ord, han sukkede let og ville til at sige hende imod inden hun vendte tale retning mod Nathaniel. Det som han var i færd med havde for hans del slet ikke noget med Alkymi at gøre. Han lagde såmænd bare krop til for at selve kuren kunne gennemføres. Den separate mikstur, som hans blod skulle hældes i, den havde han på forhånd sikret sig og den lå også i hans taske. Han havde rent faktisk to af dem.
Det hele virkede så kaotisk at selv han ikke kunne holde sammen på sine tanker i længere tid ad gangen. Nath var her, ikke hjemme i Marnjarno... Havde Kimeya fundet frem til hende? Var hun ok? Hvad med Sophia? Kunne han nå at få kuren klar til hende i tide?
Så mange spekulationer kredsede omkring i hans hovedet. Selv da Nath måtte komme med sin sædvanelige smøre, så var det ham atter engang svært ikke at holde mund omkring det. "Det som jeg er i færd med, har intet med Alkymi at gøre.. den mikstur der skal bruges separat har jeg ikke selv skabt..." Endte han hæst og mærkede hvordan følelsesløsheden havde lammet ham fra knæene og ned. Det gjorde det i den grad svært for ham at stå oprejst og derved knak han sammen flere gange i forsøget på at komme op. For nu havde han ikke ret meget kontrol over situationen, men med lidt held og hjælp fra Nathaniel kom de alligevel sikkert op ovenpå og ind på Ellie's værelse. Hans blik fæstede sig til intet andet end hende, træt og afkræftet. Bare synet af ham ville få enhver til at tro at han var på kanten til at tage sit sidste åndedrag. "Bring mig Sophia..." Bad han stille. "Hun skal køles ned gennem det næste halve døgn... hvis hun er for varm når hun for kuren... så vil den ikke virke.." Prøvede han at forklare helt omtåget. Ligeledes så havde han i den grad selv brug for at blive opvarmet, så iskold som han selv var og det kunne i værste tilfælde sætte ham ud af spillet. Han vidste hvad han var gået ind til og han agtede at gennemføre det!

[Deleted]

Elmyra sukkede stille. Hun vidste virkelig ikke hvad Demian havde gang i. Denne kur som han påstod det var til Sophia så ud til nærmest at slå ham ihjel og det var en tanke hun ikke brød sig specielt meget om. Hele situationen var hende virkelig underlig. Nathaniel var der, Demian var der, De kendte alle sammen hinanden på kryds og tværs. Det var virkelig besynderlig. Hun lagde en hånd mod hans pande og betragtede ham bekymret. Han virkede kolder end sidst hun havde været tæt på ham. Han havde brug for at komme ned og ligge som Nathaniel sagde.
Elmyra var nervøs. Han så virkelig ikke godt ud. Aldrig havde hun regnet med at han ville gå så langt for at hjælpe hende og den lille pige. Hun bed sig selv i læben. Havde hun vidst hvad kuren bestod i havde hun ønsket at tage den selv. Hun ønskede virkelig ikke at se nogle andre lide på denne måde. "Det betyder ikke noget at det ikke er Alkymi på den måde. Det her er farligt, Demian. Hvad vil der ske med din mor hvis du ikke overlever denne kur? Du sagde at du ville passe på hende. Du skulle virkelig have taget her tilbage og ladet mig tage hvad end det er som har gjort dig så syg!" det sidste endte en smule mere fast. Havde han ikke siddet og snakket med hende om alt muligt med hvordan han ville beskytte sin mor. Hvordan kunne han det i det her stadie?? Hun sukkede opgivende og fulgte med Nathaniel og Demian ovenpå.
"Bare lig ham i min seng, Nathaniel" sagde hun roligt og gik over til Sophia. Hun vidste godt at Nathaniel ikke ville have det men det var noget hun valgte at ignorere i denne stund. Hun samlede forsigtigt den lille pige op igen, hun var varmere end tidligere. Elmyra lukkede øjnene og vendte dem mod Demian på hendes seng. han havde ret, Sohpia havde brug for at blive nedkølet. Hun gik forsigtigt over til der hvor Demian lå. Hun holdt den lille pige i armene og gav hende et lille kys på panden før hun lagde hende ned til Demian. "Du skulle virkelig have ladet mig tage hvad end det er du har taget Demian" sagde hun stille og vendte opmærksomheden mod Nathaniel. Hun bed sig let i læben og trådte et skridt eller to væk fra sengen og Sohia igen. Hun kunne vel ligeså godt føje ham igen når hun han virkelig ikke ville have hende i nærheden af den lille pige.

[Nathaniel Diamaqima]

Et sted i det indre, var panikken vokset og den voksede markant. Det var jo heller ikke fordi at Nathaniel ønskede at Yuuki skulle komme til skade, og derfor var hans næste faste indskydelse faktisk, at han burde tage hjem. Ikke desto mindre, så kunne han ikke bare lade Demian ligge der, men derimod få ham op i sengen, og så måtte han jo lidt tage den derfra, for han kunne jo heller ikke rigtigt gøre andet. Han måtte hjem.. Han var nødt til at finde ud af hvordan Yuuki havde det, og da særligt hvis Kimeya ikke var at finde i Dvasias, så begyndte hans tanker da for alvor at køre rundt i hovedet på ham!
"Det her er kræfter som tager liv, Demian, og det ved du." Det var allerede for lang tid siden gået op for Nathaniel, at det ikke var en samtale som han kunne køre med knægten, som i bund og grund faktisk bare gjorde tingene som han ville dem uden at tænke på konsekvenserne.. Det havde man jo set før!

Nathaniel fik roligt lagt Demian på sengen, inden han vendte blikket mod ham. Uanset hvad han havde leget med, så var det noget som med lethed kunne tage hans liv, og derfor var det også noget som krævede hans fulde opmærksomhed. Yuuki ville under ingen omstændigheder kunne tilgive ham, om hun vidste, at han ville have haft muligheden for at redde hendes søn fra at begå flere af disse dumme og idiotiske fejl! Hans blik gled mod Elmyra.. Den måde som hun var overfor Demian på, var den samme, som hun havde været overfor ham på. Hun bekymrede sig for ham.
"Han skal holdes stabil.. Elmyra.. Hent noget vand. Han er nødt til at have væske." Selv måtte han erkende, at den form for mikstur som Demian var i færd med at blande, var en direkte livsfarlig en af slagsen, så var han virkelig mest fristet til at give knægten slag for overhovedet at gøre det, uden at overveje konsekvenserne først. "Denne gang, er du virkelig ude, hvor du ikke kan bunde, Demian.. Det er virkelig ikke gennemtænkt." Et sted kunne man jo næsten sige, at det var noget som rendt i familien.. men nok også meget fra hans side af. Han havde jo haft skræmmende meget med knægten og hans søster at gøre igennem de sidste mange år.. inden de begge på mystisk vis var forsvundet.

[Deleted]

Det hele kørte rundt i hovedet på ham nu og han havde i den grad brug for at få luft. Ellie havde ret, han kunne intet stille op i den her situation, hvis der skete hans mor noget og det fik ham til at koge indvendigt. Det gik slet ikke som forventet. Nathaniel var til stede og det kunne han bare slet ikke indfinde sig med, det gjorde ham mere panisk end noget andet. "For alt jeg ved så er hun måske ikke engang i live mere...!" Han maste for at sætte sig op for at tage Ellie i blik. "Jeg har set det før på hende. Jeg har følt det på hendes ord de gange hun kom hjem og begyndte at drøfte om et nyt rygte hun havde hørt... Hun... allerede der stod det klart... men hun har aldrig taget et liv før, ej heller har hun kunne nære sig på et levende væsen, så-" En pludselig hoste brød frem hos ham og tog kræfterne fra ham til at holde sig siddende op i sengen.
Han faldt tilbage og ned på briksen og alt synes bare at flyve afsted for ham. Selv da Ellie kom over med Sophia, vaklede hans blik imellem Ellie og Nath. Af ren og skær stædighed tog han fat i hendes hånd, efter at han havde taget Sophia til sig. "Jeg har mine grunde til at handle som jeg gjorde. Du ville ikke kunne klare dig igennem det her..." endte han stille og gav hendes hånd et klem inden hun trak sig på afstand.
Han pakkede sig selv og Sophia ind under et tæppe for at give den lille pige en fornemmelse af tryghed i hans favn. Hun var glohed mod hans egen kulde, men han bed det i sig og strøg hende over panden og om ansigtet for at køle hende ned. "Blod, Nathaniel... ikke vand... det vil ødelægge processen.." Endte han svagt men tydeligt. "Jeg var ikke startet på det hvis ikke jeg var sikker på at jeg kunne gennemføre det." Svarede han fast og lod blikket hvile op mod ham. "Jeg ved udmærket godt hvad jeg gør, men ja det er bestemt ikke småting at begive sig i færd med." Medgav han alligevel. Han tænkte sig lang mere om nu, end hvad han førhen havde gjort. Han kunne ligeså godt være taget hjem efter sin amulet for så bare at få det overstået på ganske kort tid... rent faktisk så ville han måske også have kunne forhindre at der ville ske hans mor noget, hvis han havde gjort det i stedet.

[Deleted]

Det lod til at Nathaniel var mindst ligeså bekymret for Demians mor som Demian var og hun sukkede stille. Typisk mænd ikke at kommunikere ordenligt! Hendes blik hvilede roligt på Demian og hun lagde armene overkors mens han snakkede. Hans hosten og hakken fik hende dog til at tage fat i ham og støtte ham lidt. "Jeg kender ikke din Mor men jeg ved at hun må være stærk siden hun har fået sådan en god dreng som dig" Hun strøj forsigtigt hans kind en gang og lod kortet blikket glide over til Nathaniel og så tilbage på Demian igen. "Det er flot at hun aldrig har taget et liv og aldrig næret sig på et andet menneske. Den slags er svært for en Vampyr at modstå. Men hvis hun står i en situation hvor hun ved at hvis hun intet gør så vil hun aldrig se hverken dig eller Nathaniel igen så vil hun kæmpe. Jeg kender hende ikke men jeg ved at hun ville gøre alt for at komme til jer begge igen." Hun sendte ham et opmuntrende smil og vendte så tilbage til Nathaniel. Hun kendte ham, han havde det sikkert ufattelig dårligt med at have efterladt Demians mor alene. Han ville sikkert gerne snart tilbage. Hvis han hjalp hende med at stabilisere Demian og fortalte hende hvad hun skulle gøre så skulle hun nok holde øje med ham. Hans lille opsag fik hende til at smile stille. "Kære Nathaniel, jeg tror du synger for døve øre ligesom hvis de havde været mig der havde ligget der" sagde hun roligt.
Elmyra nikkede roligt ved Nathaniels ord og skulle til at gå ud efter noget vand til Demian. Hun måtte dog stoppe op da han bad om blod i stedet. Hendes blik søgte fra Demian til Nathaniel og så tilbage igen. Måske det var en del af kuren? Hun vidste det ikke men for at både Demian og Sophia fik det bedre ville hun med glæde give en del af sit blod. "Vi har ikke noget blod som sådan liggende her. Vi har ingen børn der har vampyr i sig men ...." hun tav kort og tog en dyb indånding. "...... Men du kan få noget af mit hvis du har brug for det. Jeg er hjemme så selvom jeg bliver lidt ør af blodtabet gør det intet. Nathaniel, jeg går ud fra at du ønsker at rejse herfra igen snart?" Hun ventede ikke på svar fra nogen af dem før hun forsvandt neden under og kom tilbage med en balje vand og to klude. Hun gik tilbage til sengen, satte sig og vrede kludene op. Hun lagde den ene kølige klud på Sophia men den anden varmede hun kort i hånden og lagde den så på Demians pande. Han var meget koldere end normalt. Det var ikke en god ting.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels ansigt ændrede sig markant da Damien pointerede at Yuuki aldrig havde næret sig på noget levende væsen, for det havde hun jo faktisk. Hun havde jo faktisk næret sig på ham, og det var det som selv han måtte reagere kraftigt på. Hans blik gled i retningen af deres skikkelse og med den samme alvorlige mine. Selvfølgelig gjorde det ham urolig, at Kimeya ikke havde været at finde i Dvasias, og da særligt, når han vidste at rygtet omkring ham og Yuuki allerede var løbet fra ham som en steppebrand! "Selvfølgelig er hun i live, Demian!" endte han med en mere kortfattet tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Selv havde han jo stadig arret efter Yuukis tandsæt, selvom det ikke var noget som han tog tungere end det. Han havde jo selv opfordret hende til at gøre det. "Din moder er langt stærkere end hvad du giver hende credit for, min dreng. Hun er stærk.. selv på trods af de omstændigheder, som har plaget hende igennem rigtig mange år." fortsatte han med en rolig stemme. Ham og Yuuki havde jo startet noget nyt op sammen, som de dog ikke havde haft nogen mulighed for at fortælle Demian endnu.
Tanken om blod, fik ham til at vende blikket mod dem begge og da særligt Elmyra som tydeligt måtte tilbyde blod selv. Han vendte blikket forfærdet mod hende, hvor han let rystede på hovedet. "Det kommer slet ikke på tale, Elmyra!" fastholdt han, da han så Demian pakke den lille pige tæt ind mod sig istedet for. Selve processen som drengen havde gang i, var bestemt ikke en af typen som Nathaniel ville anbefale på nogen måde, og det irriterede ham naturligvis også. Han var ikke meget for at blive.. han ville hjem og se til Yuuki, og da særligt, om Kimeya var på vej den vej! "Jeg skal til Manjarno, Elmyra.. Men jeg vil ikke lade Demian ligge og have det sådan.. Om han skal have blod, får han det fra mig," sagde han stilfærdigt.

[Deleted]

Tiden sneglede sig afsted for Demian's vedkommende. Han kunne på nuværende tidspunkt virkelig mærke hvordan følesen havde forladt det meste af hans ben og var begyndt at svinde ind fra fingerspidserne også. Han kunne mærke mindre og mindre af Sophias varme når han mærkede efter hendes feber. Han bad inderligt til at hans mor var i live, men det var ikke en diskution han havde kræfter til at holde kørende. I det indre brændte panikken. Selv Elmyra's noget så utænkelige valg som at skænke ham et beroligende kærtegn, var noget som virkelig fangede hans opmærksomhed. Blikket dalede til hendes skikkelse og derefter videre bag de tunge låg.
Han havde brug for ro, men det skulle snart ende med at blive en større umulighed da først Ellie fik hans hjerte til at banke rent chokeret. Ikke nok med at hun udviste ham omsorg, nu tilbød hun også sit blod til ham... og det var da tydeligt for ham at ikke engang Nath brød sig om den tanke. Han bed sig i læben og brugte alle kræfter han havde for at komme op og sidde med Sophia i favnen. Voldsomt træt og kvæstet sukkede han højlydt og kiggede skiftevis på dem begge to. "Ellie... hent min taske... den er nedenunder..." Bad han yderst besværet og så fra hende til Nath. "Der er intet du kan gøre for at lette på min tilstand... og jeg skal ikke nære mig... ikke på nogen af jer." Bed han fast og mærkede hvordan hans krop begyndte at ryste meget svagt. Var hans krop virkelig ved at være så kold? Sophia holdt ham heldigvis varm om hjertet. Hendes hede ville om ikke andet være det eneste der kunne holde hans hjerte fra at stoppe.

[Deleted]

Elmyra kendte ikke Demians mor men hun kendte det moderlige instinkt en smule. Hun vidste at en mor ikke bare ville ligge sig til at dø. Mødre levede for deres børn. Hun smilede roligt til Demian ved Nathaniels ord. "Lyt til Nathaniel. Jeg ved at han er gammel og en gang i mellem lidt for klog at høre på men han har oftest ret" sagde hun roligt og sendte ham et blidt smil. " Jeg er sikker på at din mor har det fint." Hun bed sig let i læben og en smule forsigtigt strøg hun hans kind. Det var virkelig svært for hende men hun ville gerne. Hun ville virkelig gerne blive bedre. Om ikke andet så for hendes egen skyld. Hun sendte ham et stille smil. Hun ønskede bare at han skulle få det godt igen. Hun kunne virkelig ikke lide at han havde det sådan, heller ikke selvom det ville hjælpe Sophia.
Hendes tilbud om at give ham blod var ikke et hun havde truffet let. Hun ønskede at Sophia skulle få det bedre og hvis det var blod han skulle bruge skulle hun nok give det. Nathaniel ville have en lang rejse tilbage til Manjarno. Det kunne slet ikke komme på tale at han skulle donere. Nathaniels faste tone fik hende til at sukke. Hun gik roligt hen til ham og vendte de grønne øjne fast mod ham. "Jeg har altid gjort alt for dem jeg holder af. Du kender mig efterhånden godt Nathaniel. Jeg ønskede at give dig mit syn da du mistedet dit og jeg ville have givet mit liv for dig havde det været nødvendigt. Nu ligger der en lille pige der og ikke nok med at hun er syg så...." Hun vendte blikket kort mod Demian. Han betød faktisk noget for hende. Det var ikke en tanke hun havde skænket så meget før. ".... Så ligger Demian ved hendes side og er ligeså dårlig. Han betyder noget for mig ligesom du og Sophia gør. Hvis han skal nære sig bliver det på mig. Der er intet at diskutere" endte hun fast og vendte om på hælene ved Demians ord. Hun gik med rolige skridt hen mod døren men vendte sig om i døråbningen på vejen. Hun betragtede mændende på hendes værelse og sendte dem et blidt smil før hun forsvandt nedenunder endnu en gang. Hun fandt hans taske og fandt flasken. hun tog begge ting med op til ham igen. Tasken lagde hun på det lille sengebord og flasken gav hun ham i hånden. Han var så ufattelig kold. Hun var nød til at gøre noget, selvom han var vampyr var han ikke så kold sidst hun havde rørt ved ham. Hun kunne ikke lide det! Hun gik ned for enden af sengen og kravlede op i sengen ved hans side. Hun satte sig på knæ og åbnede let hans bluse. Hun rødmede svagt og holdt sine hænder ned mod hans brystkasse men rørte ham ikke endnu. Hvorfor skulle det være så svært. Hun bed sig selv i læben og tog en dyb indånding. Hun lænede sig let frem og mærkede hans hud mod hendes hænder. hendes hjerte hamrede og hun kunne mærke den samme følelse som hun havde gjort sidste gang de havde rørt ved hinanden. Hun åbnede øjnene og vendte blikket mod ham og begyndte stille at tilføre ham en smule varme. Hun var altså nød til at tage sig sammen! "Sig til hvis det bliver for varmt for dig. Jeg kan bare ikke lide du er så kold" sagde hun stille og vendte blikket ned mod sine hænder. Det her var virkelig svært for hende men hun gjorde det. Og ej af tvang. Det plejede ellers kun at være Nathaniel som hun var i stand til at røre ved. Måske mødet med Demian virkelig have hjulpet hende en smule videre?