Old memories..

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være hen på aftenen, da Nathaniel endnu en gang endte op i Imandra og i New Dale. Ikke just en by som han havde opsøgt igennem frygtelig mange år, men nu gjorde han det af en grund. Yuuki havde han udtrykkeligt bedt om at blive hjemme i Manjarno, da han ej ønskede at der skulle ske hende noget på hans færd igennem Dvasias, og specielt fordi at han vidste at Faith og Kimeya måtte være der.
Børnehjemmet viste sig for hans blik, hvilket fik ham til at stoppe op. Mange minder havde han fra dette sted, deriblandt hans adoption af Nathia. En datter for ham, som han længe havde mistet, og det var uden tvivl noget som i særdeleshed også gjorde det svært for ham. Kunne han overhovedet finde ud af det med at være far? Tankerne slog han let ud af hovedet. Før eller siden ville han blive nødsaget til at opsøge sine egne i Procias, og det vidste han jo godt, selvom det ikke ligefrem gjorde sagerne meget bedre for hans vedkommende.

Nathaniel søgte op til Børnehjemmet. I denne stand kunne det nærmest se koldt og forladt ud. Elmyra havde han ikke set siden han helt tilfældigt var stødt på hende i Manjarno og selv det var jo ved at være lang tid siden. Han havde ikke nogen anelse om hvad hun i princippet gik rundt og lavede, og selv det appellerede jo til hans nysgerrighed. Dem som han endelig havde tæt på livet - de få om ikke andet, ønskede han da at vide hvad foretog sig.
Længe stod Nathaniel foran døren ind til Børnehjemmet. Selvfølgelig kunne han ikke høre børn. I det tilfælde, så ville de nok være lagt i deres senge, så sent som det var efterhånden. Han rystede på hovedet. Nu tænkte han for meget igen på tider, som længst var forbi. Han trak sig igen fra døren og søgte istedet for rundt om det. Han kunne stadig mindes de børn som han havde hilst på, inden hans valg var faldet på en ung varulv.. Aldrig et valg, som han havde fortrudt.

[Deleted]

Elmyra havde ikke set Nathaniel siden den dag i parken. Hendes tanker vendte da stadig til ham en gang i mellem men hun havde bare så travlt med alle børnene. De var endelig faldet til ro de fleste af dem men Elmyra kunne ikke slappe af. Hun sad på sit værelse, på knæ foran en seng. I sengen lå en lille pige som tydeligt havde det skidt. Eli sukkede stille og tog en klud, gjorde den våd og lagde den på den lille piges pande. Hun havde været syg i et par dage og de urter de havde havde endnu ikke hjulpet. Hun hørte en banken på døren og Præsten trådte ind. "Noget nyt?" spurgte han før han gik over til dem. Elmyra rystede på hovedet og sukkede. "Nej. Hun er stadig lige syg." Hun rejste sig op og strakte sig. Hun havde siddet på gulvet det meste af dagen. "Jeg tager hen til byens healer. Han skylder mig en tjeneste. Han må kunne gøre et eller andet." Hun gik hen for at tage sin ting men blev stoppet af præsten. Han holdt roligt fat i hendes håndled og kiggede på hende med et roligt blik. "Hun er ikke døende Elmyra. Det kan vente til imorgen. Det er farligt at gå ud om aftenen og vi har brug for dig her." hans stemme var bedende. Elmyra sukkede og sendte ham et opmuntrende smil. Hun vred forsigtigt sin hånd fri og greb sine ting. "jeg skal nok skynde mig" sagde hun med et smil og skyndte sig hen til døren og ned af trappen. Hun skulle alligevel til den anden ende af byen så hun var nød til at skynde sig. Den lige pige på hendes værelse betød meget for hende og hun kunne mærke at den var helt gal. Hun skyndte sig ud af bagdøren og rundt om huset i en pokkers fart. Hun var i gang med at tage kappen om skuldrene da hun endte med at støde ind i et andet menneske. "Undskyld. Jeg så dem slet ikke" sagde hun undskyldende uden at indse hvem det egentlig var.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var skam klar over, at valg havde konsekvenser, og hans havde i særdeleshed med den omgangskreds han havde.. eller havde haft. Han kunne faktisk ikke helt finde ud af det. Børnehjemmet havde han ikke lagt en visit til igennem frygtelig lang tid, og det var ikke fordi at han havde glemt alt det som han havde haft med dette sted at gøre, for det havde han godt nok ikke. Nathia havde hvilet i hans tanker og særligt nu gjorde hun, når han stod ansigt til ansigt med det sted, hvor han havde fundet hende, og havde valgt at tage hende til sig. Yuuki sad trygt derhjemme, for han regnede med at hun gjorde hvad han bad hende om. Hun var uden tvivl mere tilregnelig end hvad Liya nogensinde havde været, og et sted var tanken.. befriende? Ikke en masse bagtanker.. Han kunne handle og snakke frit. Han havde næsten glemt hvordan det kunne føles.
Hænderne foldede Nathaniel på ryggen, da han stillede sig ved hjørnet og så ud over det, som kunne beskrives som Børnehjemmets udendørsarealer. Hvorvidt om stedet her overhovedet var i brug endnu, skulle han ikke kunne sige. Han nåede kun lige at dreje hovedet, da lyden af en dør der gik op, nåede hans øre og.. en kvinde endte med at gå direkte ind i ham. Han bakkede et skridt, for ikke at ende med at falde. Elmyras stemme... var den som lød i hans øre. Som en undskyldning. Han rystede let på hovedet. hans hjerte slog fast mod hans bryst. Han havde jo ikke set skyggen af hende, siden den aften i parken, hvor hun havde givet ham det mod til at fortsætte. "Jeg troede ikke at stedet stadig var i brug. Jeg beklager." De mørke øjne gled mod hende. Hvordan skulle han reagere? Havde det ikke været for hende, havde han ikke stået hvor han stod i øjeblikket.

[Deleted]

Elmyra huskede deres samtale i parken. Hun havde virkelig ment hvad hun havde sagt, at han var nød til at fortsætte. Hun ville gerne se ham noget mere, se hvordan han havde klaret den og om han havde fået snakket med sine børn men hun kunne bare ikke komme væk fra New Dale i særlig lang tid af gangen. Præsten var blevet gammel og hun var alt han havde. Hun var nød til at blive i nærheden så godt som hun kunne. At hun så skulle støde ind i ingen ringere end Nathaniel og så her var virkelig ikke noget hun havde regnet det mindste med. Hun havde undskyldt uden at vide hvem det var men da han stemme nåede hendes øre spærrede hun blot øjnene op og vendte blikket mod hans mørke øjne. Kunne hun virkelig være så heldig? "Nathaniel? Hvad laver du her?" spurgte hun næsten åndeløst og lidt forvirret. Dette var nok det sidste sted hun havde regnet med at se ham. Hun trådte et skidt tilbage og lod kort blikket glide op på huset. Måske hun bare skulle spørge ham? Han var alkymist, han burde vide sådan noget. "Det er ikke fordi jeg ikke vil snakke med dig men vi har et sygt barn derinde. Jeg var på vej til byens healer. Kan du hjælpe? Ellers er jeg nød til at gå. Hendes feber er høj." Bekymringen i hendes stemme var tydelig. Den lille pige på hendes værelse havde det så skidt og hun ville bare gerne have at hun fik det bedre. Det var da kun sikkert og vist. Hendes blik gled tilbage på ham og hun sendte ham et lille smil. "Undskyld hvis jeg hundser med dig."

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Nathaniel egentlig lavede i Imandra, havde han uden tvivl selv svært ved at svare på, for.. det var virkelig langt væk hjemmefra, og særligt nu hvor han også havde Yuuki at tage sig af, så var det ekstra vigtigt, at han hurtigt ville være i stand til at komme hjem. Måske at han bare havde trådt tilbage i tid, for igen at kunne se frem, og finde ud af, hvad han skulle gøre herfra? Det var det som han havde erfaret, faktisk var det nemmeste, når det kom til den slags. At han så derimod skulle støde på Elmyra på et af de steder hvor han havde mødt hende for første gang, på et børnehjem, som han havde tilbragt megen tid ved, forundrede ham et sted og så alligevel ikke helt. Han vendte blikket mod hende. "Jeg er trådt lidt tilbage, for igen at kunne se frem," svarede han ærligt. For mange gav det måske ikke mening, men for ham, så gjorde det skam. Han vendte blikket mod hende. At hun var på vej ud, fordi at de havde en syg pige liggende i en seng, fik ham til at rynke lidt i panden. Det var helt klart noget som gjorde ham urolig.. New Dale og Imandra generelt var farligt at befærde sig rundt i på denne tid af døgnet. "Du skal ikke være ude på denne tid af døgnet, Elmyra. Det er farligt.. Så lad mig se hende istedet for," sagde han sigende. En feber ville være nem for ham at slå ned, men kunne få store konsekvenser for små børn, dersom det ikke skete. Selv antog han ikke dette som nogen hundsen, så det skulle hun da endelig ikke undskylde for overfor ham. Han sendte hende blot et stille smil, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Tænk du ikke på det. Vis mig hende, og så skal jeg se hvad jeg kan gøre," afsluttede han sandfærdigt. Bare hans ressourcer kunne bruges til noget, var en tanke som han helt klart fandt glæde i.

[Deleted]

Elmyra havde virkelig ikke troet at hun skulle se ham igen, i det mindste ikke forløbigt. Hun havde travlt og kunne ikke rejse langt væk. Hun havde ikke haft tid til at lede efter ham. Han så dog godt ud, han havde det bedre. Det kunne hun tydeligt se. Hans ord gav som altid ikke ret meget mening og hun kunne ikke lade være med at lade et let grin undslippe hendes læber. Hun gik hen til ham og lagde armene om ham og gav ham et lille klem før hun slap igen. "Du giver ikke ret meget mening Nathaniel men jeg kan se at du har det bedre. Og det er det vigtigste. Jeg er ked af at jeg ikke kunne være der for dig mere men de havde brug for mig her" sagde hun roligt og smilede til ham. Hun vidste at New Dale var farlig at gå ud i om natten men hun var altså i stand til at kunne klare sig selv og hun havde brug for hjælp. Det bude de da også kunne forstå. Hun sendte ham et opgivende smil. "Du og Fader Michael lyder ret så ens. Jeg ved at det er farligt. Hele Imandra er farlig men jeg kan ikke vægte mit eget liv over en lille piges. Men jeg er glad for at du er her. Så slipper jeg da for at komme i problemer. Kom med." Hun vendte rundt og førte ham indenfor i huset. Med hurtige og rolige skridt førte hun ham oven på til hendes værelse hvor hun åbnede døren og lukkede ham ind. "Fader? jeg har en gæst med" Sagde Elmyra med et blidt smil. Fader Michael kiggede op på hende mens han lå ved siden af den lille pige. Hun trak vejret i underlige stød. "Hun har fået det værre. Hvem har du bragt?" Elmyra hørte præstens ord men svarede ham ikke. Hun skyndte sig hen ved siden af den lige pige og mærkede på hendes pande. Hun var glohed. Alt for varm for en 6 årig pige.

[Nathaniel Diamaqima]

Siden hvornår havde Nathaniel overhovedet givet mening? Det var faktisk sjældent at han gjorde det for det normale menneskelige øre. Han lagde roligt armene om hende, da hun valgte at komme ham i møde, for han havde jo så sandelig uden tvivl savnet hende, og frygtelig meget endda, så det kunne da bestemt heller ikke komme særlig meget bag på nogen som helst. "Du burde efterhånden kende mig, Elmyra. Det er mange år tilbage vi to må gå," sagde han blot. Selvom det helt klart havde været en tid præget af meget turmult, så havde de da om ikke andet, så fundet nogenlunde ud af det. "Jeg har det meget bedre, det kan jeg ej benægte," sagde han med en rolig stemme, og sendte hende et smil. Hvem end denne fader Michael måtte være, var han en præst.. Det var blot dem som lød ved denne titel, og det vidste han. Imandra var jo trods alt et farligt sted, og ingen af dem ønskede da at hun skulle komme galt afsted, hvilket han glædeligt ønskede at understrege for hende. "Du har nu altid haft sans for at havne i problemer.. Så lad mig hjælpe dig ud af denne, og vis mig denne pige," endte han roligt.
Nathaniel fulgte hende ind i huset. Det vækkede minder fra dengang han havde hentet Nathia. En lille pige, som heller ikke havde været særlig begejstret for ham i starten.. og nu var hun mistet.. ligesom han havde mistet alle andre, som han lige så havde haft tæt ind på livet, foruden nogen ganske få. Han fulgtes med op på pigens værelse. Allerede bare ved at træde ind, kunne han fornemme varmen som kom fra denne pige, og det gjorde ham bekymret. "Fader Michael," hilste han med en rolig stemme, inden han trådte hen på den anden side af sengen. Han lod hånden glide over hendes pande.. Glohed. Han rynkede på næsen. "Symptomer.. længde og hvornår begyndte det? Ilddæmon.. ikke sandt?" Han vendte blikket mod dem begge skiftevis.

[Deleted]

Elmyra var virkelig glad for at se at Nathaniel havde det godt igen. Havde han måske fået snakket med sine børn? hun vidste det ikke men hun håbede da. Hun mærkede hvordan han lagde armene om hende og hun trykkede sig ind til ham. At han ikke gav mening var ej en nyhed. Hun kendte ham jo og nikkede med et lille grin. "Nej du giver ikke så ofte mening men jeg er ej heller ligeså belært som du er. Blot en pige fra slummen" sagde hun med et blidt smil og lagde hovedet mod hans skulder. "jeg er virkelig glad for at du er okay. Jeg havde tænkt på at tage ud og søge efter dig men jeg har ikke kunnet komme væk herfra. Jeg var bekymret for dig." Hun løftede endnu en gang hovedet og lod blikket glide op på hans ansigt. Hun havde virkelig savnet ham men det var ikke noget hun kunne tillade sig at tænke på nu. "Og jeg havner da aldrig i problemer. De har det ...... bare med at følge efter og fange mig en gang i mellem. Jeg fralægger mig al skyld" Grinede hun mildt.
Hun førte ham hurtigt oven på hvor den lille pige var. Hun hadede virkelig når de små var syge men denne her gang virkede det bare værre. Hun sukkede stille mens hun satte sig ved den ligge pige og tog hendes hånd. "Nathaniel, jeg regner med at du kan huske Fader Michael. Det var ham som lod dig adoptere Nathia og Elijah" forklarede hun roligt og strøg den lille pige hen over kinden. Hun var glohed. Hun sukkede og vendte blikket mod Nathaniel."Det begyndte for en uge tilbage. Jeg tog hende til den lokale healer og han gav hende nogle urter. Derfor havde vi besøg af en mand som gav os en flaske som vi skulle give hende 3 dråber af 3 gange om dagen. Det tog hende feber for en kort stund og så kom den igen. Hun har haft feber, ingen appetit, hoste." Elmyra vendte blikket mod Nathaniel igen og tog sig til hovedet. "Ild Dæmon. Selvfølgelig. jeg burde have genkendt det. Hun har aldrig vist nogen tegn på magi. Vi vidste ikke at hun var dæmon men det giver mening. Pruilius Toxin. Ekstrem dødelig for Ild Dæmoner. Symptomerne passer" Mumlede hun stille og aede fortsat den lille pige over kinden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var uden tvivl glad for at se Elmyra og at hun selv havde det godt, da han heller ikke havde set hende i et godt stykke tid efterhånden. Armene lagde han godt og trygt omkring hende, hvor han trykkede hende ind til sig. At han ikke gav mening havde han efterhånden hørt en god del gange, så det var i princippet heller ikke noget som kom særlig meget bag på ham, når det nu endelig skulle være. Han trak let på skuldrene. "Det er ikke noget som jeg ikke var kendt med på forhånd. Du har vel lært at læse mig efterhånden?" De havde kendt hinanden ganske længe nu.. Og nu ønskede han blot at give hende igen, for den hjælp som hun havde skænket ham.
Nathaniel fulgtes med indenfor og op til den lille pige, som bestemt ikke så særlig godt ud liggende i sengen. Han lod hovedet søge let på sned. Han hilste med et nik til Fader Michael.. Den selv samme som havde ladet ham adoptere Nathia og Elijah.. og begge var de væk. Han savnede dem, hvilket der heller ikke var nogen tvivler om overhovedet. "Som problemerne forfølger dig, så forfølger fortiden tilsyneladende mig, Elmyra.. Det er en glæde for mig igen at se Dem, Fader Michael," sagde han med en høflig stemme, inden han vendte sig mod den lille pige. Hånden gled over hendes pande.. Ilddæmon. Hun var syg. Han rystede let på hovedet og endte med at tage fat om Elmyras hånd, for at føre hende væk fra den lille pige. "Om det er tilfældet, vil jeg gerne have at du holder din afstand, Elmyra.. Du siger at en mand ankom med en flaske? Eliksir? Må jeg se denne?" spurgte han, inden han vendte blikket mod dem. For alt hvad han ved, var det noget som kunne have gjort sagerne meget værre. Pruilius Toxin.. Farligt for en ilddæmon om de fik denne sygdom og Elmyra skulle jo nødigt ende med at blive syg. "Lad mig få en iskold klud og noget vand," bad han videre. Han forsøgte at holde roen. For alt hvad han vidste, så kunne Elmyra jo allerede være blevet smittet!

[Deleted]

Elmyra var lykkelig over at han havde det godt igen. Hun elskede ham jo, hun holdt mere af ham end nogen anden person hun kendte. Han havde altid været der, også selvom hun havde skubbet ham væk gang på gang. Han var blevet og det betød så ufattelig meget for hende. Hun knugede sig ind til ham og sukkede stille. roligt lod hun hovedet falde mod hans skulder og lukkede øjnene. Hun havde blot ro i et øjeblik der i hans favn. "Det er ikke blevet lettere at læse dig fordi der er gået så lang tid men giv mig lidt tid og jeg vil kunne læse dig som en åben bog" grinede hun mildt og løftede hovedet igen og betragtede ham. Han havde det virkelig bedre, det var der ingen tvivl om. Det gjorde hende utrolig glad.
Hun satte sig troeligt ved den lille pige og nussede hendes kind. Det her var virkelig det eneste sted hun ønskede at være lige nu. Hun ville være der for den lille, hun kunne jo ikke andet. Med et roligt blik betragtede hun Nathaniel og Fader Michael og smilede til dem begge. "Fortiden er noget som jagter os alle. Den er en del af os og vi kan ikke flygte fra den. Jeg har valgt at prøve at acceptere min men det er virkelig svært" sagde hun roligt og lagde en hånd på den lille piges pande. Fader Michael nikkede roligt til Nathaniel og sendte ham et lille smil. "Det er godt at se at du er vel" sagde han roligt. At Nathaniel måtte tage hendes hånd og føre hende væk ville hun ikke være med til. Forsigtigt vred hun sig fri og kiggede fast på ham. "Hun har været syg i over en uge nu. Mens hun har været syg har hun ligget med mig i sengen og været sammen med mig hver dag. Jeg er allerede blevet smittet hvis jeg er det Nathaniel og jeg vil ikke efterlade hende" endte hun fast og gik over til den lille pige igen og satte sig sådan så hun ikke var i vejen. Hun rodede i sine ting og fandt den lille flaske frem som hun havde fået af Demian og rakte den til Nathaniel. Den havde et mærke i bunden. Hendes opmærksomhed vendte hun endnu en gang mod den lille pige. Hun var virkelig for lille til at have det dårligt. Fader Michael rejste sig. "jeg skal nok finde noget koldt vand. Jeg er lige straks tilbage" sagde han og forlod rummet hurtigt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det uden tvivl langt bedre nu, end hvad han havde haft tidligere. Tildels kunne han jo faktisk takke Elmyra for meget af det, men i den grad også Yuuki, som havde valgt at åbne sit hjerte for ham. Endnu ikke havde han snakket med sine børn om noget som helst, og ærligt, så ville han faktisk heller ikke tro at det for fremtiden ville gøre nogen forskel alligevel. Om hun nogensinde skulle formå at læse ham som en åben bog, tvivlede han uden tvivl meget stærkt på. Hans blik gled mod hende endnu en gang. "Tror du i sandhed, at den dag nogensinde kommer til at ske?" spurgte han sigende.
Den lille pige var syg, men hvis det var den sygdom, så skulle Elmyra bare blive langt væk fra hende, hvilket også var grunden til at han tog fat om hendes hånd og førte hende væk fra den lille pige. Den var dødelig for ilddæmoner, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at Elmyra skulle gå hen og blive syg og dårlig af dette. For han vidste, at det i værste tilfælde, faktisk kunne gå hen og koste hende livet. "Jeg er ligeglad, Elmyra. Hvis du i tilfælde ikke er blevet smittet, er der ingen grund til at lege med ilden og blive syg.. Kom væk fra hende.." Igen tog han fat i hende, for at få hende væk, også selvom det var flasken som hurtigt kom i hans åsyn. Han genkendte den. Han tog den i hånden og vendte den vilkårligt på hovedet. Halvmånen, cirklen og stregen som forenede dem, var det selv samme mærke som han placerede i bunden af sine. Med andre ord.. var det jo faktisk en af hans. "Elmyra, hvem har givet Jer denne?" spurgte han denne gang direkte. Faderen lod han gå for at hente en klud og vand, også selvom han ikke svarede ham. Det var mere det her han ønskede opklaret lige nu!

[Deleted]

Hun grinede mildt. Nej hun ville nok aldrig komme til at læse ham som en åbenbog men det var ikke noget hun behøvede at indrømme. Hun blinkede til ham. "Selvfølgelig gør det det! Jeg er jo verdenmester i at læse folk" sagde hun drillende og en smule sarkastisk. Hun betragtede ham og lagde en hånd mod hans kind. "Jeg er virkelig glad for at du har det så godt igen." Hun slap ham og trådte et par skridt tilbage og foldede hænderne på ryggen med et roligt smil.
At han var så stædigt fik hende blot til at sukke. Denne gang fulgte hun dog med ham uden de største beklagelser. Hun gik helt hen til ham. "Nathaniel, hun har ingen. Hun er forholdsvis ny på stedet og de andre børn er efter hende. Hvis hun er døende skal hun ikke dø alene. Lad mig sidde ved hende. Jeg bliver ikke syg. Jeg har det fint" bad hun stille og kiggede trist på ham. Hun ville virkelig ikke være med til at forlade den lille pige som lå der og havde det så dårligt. Hun ville slet ikke kunne tilgive sig selv hvis der skete denne lille pige noget. Hun havde vel tager Sophia til sig som hun havde gjort det med Elijah den gang. Det kunne vidst ikke være meget andet end tydeligt. Hun kunne godt se at da hun rakte ham flasken at der var noget ved hende. Hun betragtede ham lidt og lagde armene over kors. "Hvad ser du?" spurgte hun. Måske det var indholdet af den flaske som havde gjort Sophia så syg? Måske de slet ikke skulle have stolet på Demian. Hun sukkede stille og bed sig i læben. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Hun kørte en hånd igennem håret og mærkede en lille skarp smerte og hun stoppede og tog sig til den med den anden hånd. Hun havde stadig forbinding om bidmærket på hendes hånd. "Ehm. Hans navn var Demian M... et eller andet. Jeg husker ikke resten af hans navn" sagde hun undskyldende og betragtede ham. Hvad var der med den flaske? Kendte han Demian? Hun var efterhånden en smule forvirret og lod hovedet blot søge let på sned mens hun betragtede ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel trak let på smilebåndet og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han havde det uden tvivl bedre, og meget af forarbejdet havde hun jo faktisk gjort, og det var noget som han helt klart var glad for. Han rystede let på hovedet igen og uden at smilet falmede det mindste på nogen måde. "Det vil jeg se, før jeg tror det," pointerede han med en drillende stemme. At hun strøg han kind, var noget som han uden tvivl måtte nyde utrolig godt af. Han sukkede næsten dæmpet og nikkede igen. "Betragtelig bedre siden sidst," endte han med en ganske sandfærdig mine.
Det var ikke ofte at Nathaniel gjorde dette, men han ville bestemt ikke have at Elmyra skulle gå hen og blive syg, og særligt hvis det var denne sygdom som var på spil. Han vendte blikket mod hende og med en ganske alvorlig mine. "Ej siger jeg, at du skal forlade lokalet, Elmyra, men du skal ikke berøre hende. Om hun har andre eller om hun er alene.. For en ilddæmon er denne sygdom farlig," påpegede han alligevel med en alvorlig mine. Selvfølgelig lignede det hende blot at se bort fra det, så det var jo ikke noget som i princippet burde komme bag på ham.. men nu var det pludselig andre ting som optog ham. Det symbol under flasken var hans.. med andre ord var det hans flaske og derved også hans eliksir som på en eller anden måde var kommet til landet her. "Hvad jeg ser? Jeg ser det symbol jeg sætter under alle mine flakoner.. Denne eliksir har jeg brygget.." Han vendte blikket mod hende. Demian? Havde Demian virkelig været hjemme? Han sukkede tungt.. Ja, det var jo faktisk det eneste som i princippet måtte give mening på den ene eller den anden måde. "Demian Marvalo Death?" spurgte han. Blot for at være helt sikker. Han ville jo heller ikke have, at der skete Yuuki noget!

[Deleted]

Ganske som skyerne hang tungt over det store landskab, kunne Demian tydeligt mærke hvor tunge hans ben føltes under ham. Meget skulle der til før at en vampyr begyndte at vakle på sine ben. Mange gange havde han prøvet det på sin egen krop igennem utallige forsøg, for at finde ud af hvor meget han havde brug for at tage sin egen smerte, men denne gang var sagen helt anderledes. Den tid han havde opholdt sig på børnehjemmet, havde i den grad lært ham en ting eller to. Han følte sig velkommen og langt mere rolig med sin omgivelser i forhold til det han havde i Marnjarno. Huset kom til syne og ved at samle sit fokus blot en anelse kunne han samle sine kræfter i et sidste tiltag for at ende helt oppe ved døren i løbet af kun et øjeblik. Døren, som han tvang besværet op for at kunne træde ind og helt ind i køkkenet, var nok også det sidste han faktisk så, før benene klappede sammen under ham og lod ham styrte i gulvet med et brag fra stolene, som væltede omkuld ved siden af ham.
Tasken der hang tværs over hans bryst. Han var nød til at sikre sig at han stadig havde dokumenterne fra den gamle alkymist. Smilet bredte sig over hans ligblege læber da han kunne hive dem frem og tage dem i blik. Opskriften på kuren, den var han skam allerede startet på. En lille væske beholder hev han frem og pillede låget af den for at tage endnu en tår af giften. Han var allerede næsten 12 timer inde i forløbet, så det var mere end halvvejs.. han kunne ikke give op nu!
Af bar stædighed greb han fat i bordet for at hive sig op, men til ingen nytte. Han faldt til gulvet og der kunne han nok godt regne med at blive liggende i det næste lange stykke tid. Afkræftet og med giften der konstant flød i hans åre og forsøgte at tvinge ham til at give op, men det ville han ikke lade ske.

[Deleted]

Det var virkelig længe siden at Elmyra havde følt sig i så godt humør som hun gjorde det lige nu sammen med Nathaniel. Hun smilede drillende til ham og blinkede. "Det må jeg jo vise dig så" grinede hun mildt.
Hun sukkede stille. Nathaniel var mindst ligeså stædig som hun selv var. Det var der vidst ingen tvivl om. Hun vendte et stille blik over mod den lille pige, hun kunne virkelig ikke lide at hun lå der helt alene. Hans ord gav mening, hun vidste jo godt at han havde ret. Hun satte sig lydigt ned på hendes egen seng som stod i den anden ende af det lille lokale og vendte blikket mod ham."Du har ret. Jeg bryder mig bare ikke om det. Du kender mig. Jeg kan ikke holde mig væk når det kommer til de her små unger. Jeg ved at sygdommen er farlig men ...." en lille smerte skød igennem hendes ene hånd og hun tog sig let til den. Den var den hun havde valgt at bide sig i den anden dag. Hun hev forbindingen af og betragtede såret lidt. "..... Nathaniel? Denne her sygdom .... hvilken form for sygdom er det?" spurgte hun stille. Hun havde en underlig fornemmelse men det var ikke en hun ønskede at dele lige nu. At den flaske som hun havde fået af Demian egentlig havde tilhørt Nathaniel kom helt bag på hende. Hovedet søgte let på sned og hun lænede sig frem mod ham. "Du har brygget den??" spurgte hun nærmest forundret og kiggede fra flasken til ham. Has gæt af hvem hun havde fået den fra var derimod lige på. "Ja. Hvordan ku....." Hun tav øjeblikkeligt ved de høje lyde af stole som væltede nede fra køkkenet. Tyve? Også nu? Hun kom hurtigt på benene og før Nogen kunne nå at sige noget var ud allerede ude af døren og nede af trappen. Hun havde fremmanet en ildkugle som hun holdt i den ene hånd mens hun forsigtigt trådte ind i køkkenet. Ved første øjekast så det tomt ud, var de monstro stukket af igen? De grønne øjne gled rundt i lokalet og endte med at falde på skikkelsen på gulvet. Hun trådte tættere på og løftede ildkuglen overhovedet, klar til at kaste. Hun stoppede dog op da hun indså hvem det var der lå foran hende. Det var Demian. Ilden forsvandt hurtigt og hun sned sig på knæ ved hans side. "Demian! Hvad er der sket?!" Spurgte hun skræmt og lagde en finger på hans hals for at tjekke om han stadig havde en puls. "Nathaniel! Kom her!" råbte hun over sin skulder. Han havde brug for at komme herned og hjælpe hende.