Old memories..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var klar over, at han havde en meget, meget abstrakt måde at se tingene på, men hvad skulle han da gøre ved det? Hans blik hvilede fast og bestemt på dem begge to, og med den samme direkte faste og meget intense mine. "Det er kræfter som der slet ikke skal leges med, Demian, og det ved du godt," endte han med en kortfattet mine. Selvom hans tanker gik mere og mere til Yuuki end han var tilstedeværende i rummet her, så var det ikke noget som han kunne gøre for.. Var hun ved godt vel? Havde Kimeya fundet hende? Der var virkelig mange tanker i hans sind, som pludselig tog hans tanker fra stedet her, og han brød sig ikke om det.
Uanset hvordan man vendte og drejede denne situation, var Nathaniel ikke meget for at se Elmyra og Demian blandet ind i hele situationen, for hvordan skulle det da ikke ende, når alt kom så vel? Han rystede de tanker let ud af hovedet, inden det for alvor ville ende med at gå galt. Den lille pige havde det ikke særlig godt, det vidste han godt.. Han vendte blikket mod Elmyra.. Hun holdt af ham.. det vidste han godt, men også af Demian? "Jeg fornemmer, at dette blot er endnu en af de mange diskussioner vi kan have fra nu og til dommedag.. De børn her har brug for dig, hvis du har påtaget dig det ansvar, som jeg næsten kan gætte mig til, at du har, min kære.. Han skal ikke nære det på dig.." Han strøg kort hendes kind, inden han så til at hun søgte til døren og ned af trappen for at hente tasken og denne flaske.. vel endnu en af hans?

Nathaniel vendte blikket direkte mod Demian endnu en gang, inden han tvang sig hen til hans skikkelse, for at sikre sig at han lå ned igen. Han skulle ikke bruge energien på at sidde op. "Og hvis du i sandhed har tænkt dig at gennemføre det her, så er du virkelig nødt til at blive liggende.." Selv trak Nathaniel sig, da Elmyra kom igen.. Kunne han lade Demian ligge der? Han følte ikke at han kunne.. Et sted følte han sig jo stadig som en far for knægten og da særligt nu hvor han havde fået det bånd til Yuuki.. Noget som han bestemt ikke havde i sinde at ødelægge! Han så blot til som Elmyra udviste Demian denne omsorg.. Der var noget.. han genkendte det jo.

[Deleted]

Nok havde Demian mange ting han skulle tage hensyn til, men der var en ting som han bestemt lagde mærke til i disse dage; Ellie. Dette var da i hvert fald den første gang at han oplevede dette. hun var langt mere fremme i skoen end da de sidst havde set hinanden.
Igen hvor han bare valgte at kigge over mod Nath og sukke dybt til hans ord. "Det ændre så ikke på at det havde været tusind gange nemmere.. om jeg havde haft min amulet på mig..." Pirrede han ham lettere irritabelt. Nok var det en gemmel sang, men den kunne godt trænge til at få en ny tone. Da Ellie forsvandt neden under og Nath kom hen for at tvinge ham ned at ligge igen, kunne han virkelig bare mærke hvor lidt kræfter han havde til at stritte fysisk imod med. Igen hvor han måtte ligge ned og ikke orke at gøre det samme nummer en gang til. Hans krop var for tung. "Jeg havde brug for at sidde op... så jeg kunne drikke..." Prøvede han blot at argumentere, ligesom Ellie kom tilbage og gav ham flasken i hånden. Dernæst som han selv fik skubbet proppen af og skulle til at sætte den for munden, der mærkede han noget vildt forstyrrende. Hun knappede hans bluse op!? Han pupiller trak sig hastigt sammen og flasken gled ud af hans hånd. Skridt for skridt, stødt og roligt arbejdede hun sig frem til at sidde med sine bare hænder placeret mod hans kolde, nøgne bryst. Første indskydelse var i den grad at han helt holdt op med at trække vejret i få, men meget lange sekunder. Det gøs hele vejen igennem ham, som varmebølgerne fløj gennem ham og ruskede liv i de sovende nervebaner. Han rømmede sig og tog blidt fat om hendes håndled, var hun virkelig ok med det her!? "E-Ellie??" Endte han stammende og betydeligt nervøs. "D-Du...?" Han kunne ikke finde ord i en situation som denne.

[Deleted]

Elmyra sukkede stille og gik over og lagde hånden på Nathaniels skulder. "Drop det Nathaniel. Han er mindst ligeså stædig som du og jeg. Jeg er sikker på at du har sagt dette til ham mere end en gang allerede og han har ikke lyttet endnu. Og lige nu er slet ikke tiden til at tage den diskussion. Tag den når han har det bedre" sagde hun og sendte ham et beroligende smil. Det kunne ikke nytte noget at han var sådan efter Demian i sådan en tilstand. Han ville aldrig lytte. Når Nathaniel var der endte hun tilbage til sådan som hun havde været første gang de havde mødtes. Hun blev mere rolig, mere autoritær og absolut mere stædig. Han prøvede altid at bestemme over hendes valg fordi han mente at hun træffede de forkerte. En gang i mellem var det fustrerende for hende men hun vidste at han kun gjorde det fordi han holdt af hende. Elmyra holdt af dem begge. Det var helt sikkert. Det var ikke mange dage siden hun havde fortalt Demian hvad der var hændt hende i hendes liv, hun havde været nød til at komme med en forklaring på hvorfor hun næsten havde brændt den nærliggende mark ned. Panikken havde været voldsom på den aften. Det havde virkelig været underligt. Efter hun havde fortalt ham hvad der var hændt hende var det som om der havde været en byrde som lettede fra hendes skuldre. Hun havde besluttet at hun ville prøve at være mere åben for ham næste gang hun så ham. At det så skulle være samtidig med at Nathaniel var her gjorde det kun bedre. Han kunne i det mindste holde hende i ro hvis hun gik i panik. "Nathaniel! Han snakker ikke om at slå mig ihjel. Vi snakker om føde, mad og noget han skal bruge for at hjælpe en af de børn som har brug for mig. Jeg vil være ør i hovedet til aften og derefter ville det gå i sig selv igen og jeg ville være frisk imorgen. Du derimod har en lang rejse foran dig. Hvis han drikker fra dig så lader jeg dig ikke rejse i aften. Det ville være for farligt. Jeg ved hvad jeg gør og det skal nok gå. Stol på mig ... Og stol på ham!" Hun vendte blikket mod Demian igen før hun mærkede hånden mod hendes kind. Hun sukkede stille og vendte blikket mod Nathaniel i stedet. "Stol på mig." Hun vendte sig mod Demian. "Jeg henter din flaske nu."

Elmyra havde været hurtigt nede og hente flasken og hun var kommet op igen og havde givet ham den. Nu sad hun så der med hænderne på hans bare bryst og tilførte ham varmen. Hendes bekymrede blik vendte sig mod ham. Det var virkelig svært for hende at blive siddende sådan her. Det gjorde ondt men hun ville hjælpe. Hun kunne ikke gøre andet end at prøve at holde hans krops temperatur oppe sådan så han ikke var så kold. En gang i mellem måtte hun virkelig hade at hun ikke havde nogen healende eller lindrende kundskaber. Hun mærkede hvordan han tog fat om hendes håndled. Hun vidste at han måtte være forvirret. Hun smilede bare beroligende til ham og løftede den hånd han ikke holdt i og fjernede en tot som var faldet ned i hans ansigt. "Du har det dårligt. Du har brug for at få det bedre. Jeg kan ikke lide at se dig sådan her. Jo det er svært men ..." Hun tav og vendte blikket over mod Nathaniel kort for så at kigge ned på Demian igen. ".... Nathaniel her er den eneste som kan holde mig i ro. Selv hvis jeg skulle gå i panik så ved jeg at det er i orden her. Jeg føler mig tryg sammen med Nathaniel. Han er en af de personer som har kendt mig længst. Han kender til mine styrker og mine svagheder. Jeg ved at jeg altid kan støtte mig hos ham selvom det har taget mig en hel del år at finde ud af. Jeg er lidt tungnem på det punkt" grinede hun mildt og begyndte endnu en gang at varme ham op. Det var en konstant varme hun var nød til at tilføre ham så det tog en smule på hendes kræfter og hendes energi. At han så måtte tabe flasken med indhold i fik det til at give et lille sæt i hende. Hvad ville han nu gøre? Hvis han skulle have blod skulle det være fra enten hende eller Nathaniel. Hendes blik vendte sig til Demian. Hun ønskede virkelig ikke at han skulle bide Nathaniel. Hvis han gjorde fik Nathaniel ikke lov til at rejse til Manjarno før han var helt på toppen igen. Det skulle hun nok sørge for om hun så skulle binde ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Alle i rummet her, var de præget af en stædighed uden lige, og det var ikke noget som Nathaniel kunne gøre noget ved. Uanset hvad, ville han ikke lade Demian bide Elmyra.. hellere ham.. Han ville ikke have at noget skulle ske hende, da hun jo stadig havde en meget stor betydning for ham. Selvom hans hjerte havde valgt det anderledes, ændrede det da slet ikke på det faktum, at han stadig var meget glad for hende. "Det her er ikke kræfter som han i det hele taget burde lege med.. Demian gør hvad Demian nu gør, og det at lege martyr, er tilsyneladende en del af det." Han vendte blikket mod hans skikkelse, som han lå der på sengen.. Om Nathaniel var tilfreds med det? På ingen måde! Han rystede let på hovedet. At hidse sig op, vidste han jo godt, at han ikke kom nogen vegne med, selvom det vel mere var.. frygten for hvad der var sket, der gjorde at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det? Han var bange på Demians vegne. "Amuletten er i trygge hænder hos mig.. om du gør brug af den, kan det få fatale konsekvenser, Demian," sagde han blot. Hvis det var den som knægten ville have, kunne det koste ham livet, og det var han på ingen måder interesseret i.

Hvad der dog skete efterfølgende, kunne Nathaniel slet ikke finde ud af. Det var skam heller ikke fordi at han var vant til at se Elmyra udvise denne omsorg overfor andre end de børn som hun måtte huse undervejs. Han blinkede let med øjnene og så på dem skiftevis. Han endte med at vende blikket væk fra dem. "Han får ikke lov til at nære på dig, Elmyra," fortsatte han.. Et sted for at få dem til at stoppe med.. hvad de nu havde gang i. Det var bestemt ikke tiden for at ligge der og skænke hinanden den form for kærtegn, og da slet ikke når det var på denne måde, at det hele faktisk foregik på, så var det da slet ikke nu!
Nathaniel søgte hen til dem begge to, inden han tog fat om Elmyras hånd. Selv havde han en underlig.. fornemmelse af, at der var noget mellem dem? Hvor længe havde de kendt hinanden? Længe nok til at Demian havde tænkt sig at gamble med sit liv, selvom der ikke just var nogen nyhed i det henseende, men alligevel! Han stolede på Elmyra.. det var mere hendes dømmekraft, han var knapt så begejstret for, kunne man jo sige. "Jeg ved ikke hvad der foregår her.. eller hvorfor Demian har taget den beslutning.. Men jeg kan ikke lade ham bide dig.. og jeg tager hjem i aften," fastholdt han.

[Deleted]

Demian var sat helt til en side nærmest. Han lå og var stort set forsvarsløs mod deres pågående argumenter til hvad han burde og hvad han ikke skulle. Han selv derimod havde kun en tanke med alt det her; og det var at få Sophia rask igen. Han sukkede indædt til Nath's kommentar for selvfølgelig var den da i gode hænder! Det var jo oplagt med vilje at han havde efterladt den hos ham i første omgang og det var ham kun en vældig lettelse i øjeblikket.

Den varme som spredte sig gennem hans torso og hele vejen ned i benene, var da bestemt en hjælp, men den følelse det satte i ham var noget helt andet. Huden under hendes hænder sitrede, hun var varm, dejlig varm. Der gik ikke ret mange øjeblikke før han begyndte at lægge mærke til at han faktisk kunne mærke varmen fra Sophia ud i hele armen, selv nerverne i fingerne om hendes håndled bed mærke i det og prikkede ivrigt af glæde. Måden hun forklarede det hele på. Den værdig som Nath havde, var han mon den pågældende Alkymist hun førhen havde snakket om? Det stak ham i hjertet ved tanken. Med tanke på hvad hun havde været udsat for ikke mindst, men også hvad hun havde ofret og så alligevel var der ikke nogen som havde...!? At Nath kom tæt på dem begge og tog ved hendes hånd, bare sådan uden videre... det brød han sig bestemt ikke om! Han hævede sin arm op over Sophia, så hun blev liggende i sengen og skubbede sig denne gang fast op og sidde, tog fat om håndledet på Nath og skubbede Ellie let bag sig. "Lad hver!" Bed han spidst og mærkede hvordan hans hjerte endte med at galopere op i en høj fart. "Lad hver med at røre hende!" Gentog han næsten panisk og sendte Nath et intenst advarende blik. Dette var en fremdrift for hende, men det var så sandelig ikke det rette tidspunkt at vælge at gøre det på. Hun var kun vant til at komme ham nær i sin dyreform.. Han spændte i samtlige muskler for at holde ved Nath's håndled. Han spændte så meget at han dirrede synligt for at holde sig siddende oprejst. Det udløste en hoste.. lidt efter lidt tog det til og før han kunne nå at holde igen på sig selv, endte han foroverbøjet, ud over sengekanten med så kvælende en hoste at der dryppede blod ud af munden på ham. Et dryp blev til flere og snart løb det som en sej tyk snor fra mundvigen. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre!? Det var alt for tidligt! Han var kun halvejs igennem døgnet...

[Deleted]

Elmyra sendte Nathaniel et opgivende blik. Kunne han ikke bare lade være? Kunne han ikke bare holde op. Demian var ikke dum. Han vidste at det var farlige ting han legede med men det hjalp ikke ligefrem at prædike for ham hele tiden. "Jeg ved det godt Nathaniel men lad det nu ligge. Han har forstået det" sagde hun roligt men dog en smule fast. Han var nød til at give Demian noget ro og det fik han ikke hvis Nathaniel blev ved med at dunke ham i hovedet med hans dumme valg. Sket var sket, de kunne ikke ændre på det nu. Hun sukkede roligt og vendte blikket tilbage til Demian. Hun kunne ikke lide at han havde det sådan. Hun virkelig at hjælpe ham men følte sig hæmmet af hendes egne usikkerheder.

Det var også derfor det havde taget hende så meget at kravle op ved Demians side. Hun havde virkelig haft det svært med det. Indtil nu havde hun kun rørt ved ham mens han var forvandlet til den fine hvide kat. Det havde været en genial ide som han havde kommet med. Det havde hjulpet hende og hun følte sig meget mere tryg omkring ham nu end hun havde gjort det før. Det ildrøde hår kom let i vejen og med en rolig bevægelse førte hun det om bag øret. De grønne øjne hvilede bekymret på Demian på sengen. Han havde det ikke godt og det var virkelig en tanke som påvirkede hende meget! At Nathaniel skulle blive ved med at plabre om at hun ikke skulle næres på. Hun sukkede irriteret. "Nathaniel Diamaqima! Jeg tilhøre ikke dig og jeg kan gøre ved mit liv lige hvad jeg ønsker! Du kan ikke bestemme over mine handlinger og hvis jeg ønsker at hjælpe en som står mig nær så gør jeg det. Basta!" sagde hun fast men stoppede ikke med at varme Demian op. Nu var det altså bare nok! At han så måtte ende med at tage fat i hendes håndled. Hun skulle lige til at give ham endnu en røffel men nåede det ikke før hun mærkede Demian skulle hende let væk om bag sig. Hans ord slog hende og hun mærkede hvordan hendes hjerte var begyndt at hamre kraftigt i brystet. Hvad forgik der her?! Hun tog roligt fat i Demians skulder for ligesom at prøve at berolige ham. Denne her situation var hende så underlig at hun slet slet ikke havde tid til at være bange for at være i kontakt med dem. Hun kiggede ned på hendes hånd som Nathaniel stadig havde fat i. Hendes blik gled over til hans hådn og hun bemærkede to meget diskrete mærke på hans håndled. Var det ... Bidemærker? Som et lyn lænede hun sig frem og greb fat i Nathaniel håndled og drejede det. Det var bidemærker. De grønne øjne vendte sig mod ham. Hun var vred. "Du prøver at belære mig om hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal. Du siger hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan som om at jeg tilhøre dig. Du er hyklerisk! Ved du ikke hvad det kan gøre ved dig at blive næret på flere gange i træk? Det er bidmærker du har på din arm og de ser nye ud! Helt ærligt! Regnede du med at jeg ikke ville se det? En gang i mellem er du virkelig for ...." Hendes vrede blev til bekymring da hun tav og så på Demian. Han hostede og hakkede og der begyndte at komme blod ud. Hun slap Nathaniel og vendte sig mod Demian. "Hvad sker der Demian? Er du okay??" Hendes bekymring var tydelig. Hun kunne vikelig ikke lide det her!! Betød det at kuren var klar eller at den var gået grueligt galt. Hjertet hamrede i hendes bryst og hun lagde forsigtigt en hånd mod Demians pande. Hun vidste ikke hvad der ville ske.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tvivlede ærlig talt på at Demian havde lært, for om en måned, gik han da ud og gjorde det en gang mere! Selv agtede han at passe på den amulet som knægten selv havde valgt at skænke ham.. Indgangen til knægtens liv kunne man jo næsten sige, udelukkende fordi at han igen før i tiden, havde valgt at lege med kræfter, som han slet ikke burde lege med. "Det må tiden jo trods alt vise," fortalte han med en ganske sigende mine, inden han igen kort vendte blikket mod Demian. Han havde det skidt.. og naturligvis gjorde det ham bekymret, nu hvor han nærmest havde ageret som en far for knægten siden han havde været ganske lille.

At det hele måtte lede op til et skænderi, var slet ikke hvad Nathaniel havde forventet, men når to stædige individer stod ansigt til ansigt, som de gjorde i denne stund, så blev det bestemt heller ikke bedre af det. Han sendte hende en mere fast mine.. Næsten som om han pludselig blev svær at læse i ansigtet. "Det kan gøres på mange andre måder, end at selv lide under det, Elmyra," fastholdt han med en fortsat rolig tone. At hun så måtte hidse sig op på den måde, måtte hun jo så gøre.
For Nathaniel var dette hurtigt blevet for intimt, og derfor var han hurtigt over for at tage fat omkring hendes hånd. At Demian så reagerede så voldsomt, havde han dog ikke lige set komme. Han vendte blikket fast mod ham, hvor han selv gav slip på Elmyras hånd. At hun så derimod havde set det bidemærke som Yuuki havde skænket ham, havde ganske vidst ikke været hensigten ved dette. "De er ganske vidst nye, men hvad havde du forv..." Han tav da han så hvad der skete med Demian istedet for. Han bed tænderne fast sammen. Han havde brug for hvile og ikke det modsatte. For helvede.. Det var jo også bare typisk at det skulle gå galt nu, og han ville ikke tage hjem til Yuuki for at fortælle hende, at hun havde mistet sin søn! Han endte med at søge hen til knægten, hvor han tvang ham op at ligge i sengen igen. "Demian.. se på mig.. træk vejret dybt.. Fortæl mig hvad det er for en mikstur du har gang i," endte han med en ganske kortfattet stemme. For at kunne hjælpe ham, var han jo for pokker nødt til at vide, hvad knægten havde rodet sig ud i.

[Deleted]

Det var en hård trykken for brystet der havde samlet sig. Selv deres stemmer synes at flyde ud og ende næsten utolkelig. Deres hænder omkring ham, bekymringen der voksede, selv fra hans side af. Han hev desperat efter vejret og greb fat om skulderen på Nath, som for at hive sig op så han bedre kunne række ud efter sin taske. De to flakoner med miksturen i, den skulle blandes før det blev for sent. Han huskede det tydeligt at det stod i opskriften..

... bland det pågældende blod op med miksturen så snart at kroppen viser tydelig tegn på at afvisning. I det øjeblik at ofret ikke kan holde giften i sig længere, vil kroppen på naturligvis afskaffe sig med giften ved at lade ofret kaste op til der intet er tilbage længere...

Der var en grund til at vampyrer bedre kunne tåle den slags. De ville ende svage og faktisk bare tøre ind, klar til at sove i en evighed, men et normalt individ ville ikke kunne håndtere den form for blodtab. Ellie, han vidste godt at hun gerne ville sidde i hans sted, men hun ville i første omgang slet ikke kunne tåle giften, let alene det at gå med den i et døgn. Han forstod det dog ikke... hvorfor var det gået så hurtigt!? Havde han overset noget? Vent...

... chancen for fremskyndelse kan kun opnås ved at ofret og den pågældende syge Ild Dæmon hviler tæt gennem det sidste halve døgn. Ofte vil ofret bare glide hen i en søvn ind til kroppen vælger at sige fra og kaste blodet op. Andre gange er det set at ofret for det bedre ved at ligge opvarmet og holder cirkulationen kørende, men for meget varme kan presse kroppen til at færdiggøre processen før tid og det kan skabe problemer for offeret.

Det var det! Han havde brug for dem! Det var helt sikkert. Hosten aftog på ingen måde og hans kræfter slap op før han fik fat i tasken. "Miksturen... mi.... tasken!" Stønnede hand halvkvalt inden han mistede kontrollen og kollapsede, stadig påvirket af den insisterende og kvælende hoste...

[Deleted]

Demian var ung og Elmyra regnede overhovedet ikke med at han havde lært noget. Ikke det mindste men lige nu hjælp det heller ikke at bonke ham i hovedet hele tiden. Det burde han da også kunne se. Drengen havde det jo ikke godt. Han var ikke den samme som havde siddet ved hendes side og været helt oppe at køre over at ville hjælpe hende. Han havde det dårligt og hun kunne ikke lide det. Det værste var nok det at hun intet kunne gøre. Hun var handlingslammet fordi de legede med kræfter hun slet ikke kendte til. Hun vidste ikke en gang hvordan hun blandede urter ordenligt sammen medmindre hun fik en anvisning. Hun var håbløs til det her.
Elmyra betragtede roligt Nathaniel. Troede han virkelig at hun ville komme til at lide? De snakkede jo blot lidt blod for at hjælpe den lille Sophia. Han fik det næsten til at lyde som om at Demian havde polaner om at slå hende ihjel. Hun sukkede en gang og rystede opgivende på hovedet. "Jeg ville ikke komme til at lide. Jeg ville sikkert knapt nok kunne mærke det" sagde hun selv i en mindst ligeså fast tone som hans. Hun kunne måske ikke læse ham så godt lige nu men han var som altid den samme gamle Nathaniel og han sang den samme gamle sang. Hun havde hørt og kæmpet mod det før og hun ville gøre det igen. Hans ord druknede i Demian's hoste. Dette var ikke tiden for dem at skændes! Hun kiggede fra Nathaniel til Demian. Hvad skulle de gøre?? Var det her hensigten? Hun vidste det ikke og den tanke skræmte hende umådelig meget. Hun hadede at de legede med kræfter hun ikke kendte til. Hun var virkelig uduelig i sådan en situation! Hun gjorde plads sådan så Demian kunne komme ned og ligge igen. Hun rakte stille ind over ham og samlede Sophia op som hun tog i favnen og satte sig ved hans side endnu en gang. Hun vuggede den lille pige som tydeligt ikke havde været særlig tilfreds med at hun blev rykket. Hendes blik søgte ned til Demian som han bad om noget i hans taske. Så var dette måske en del af kuren? Det var en farlig kur, en virkelig farlig kur. Det skræmte hende at Demian havde valgt at tage det så langt. De kendte jo ikke hinanden så godt endnu og alligevel havde han gået igennem ild og vand for hende og Sophia. Det var en underlig tanke. Hvis han kunne gøre så meget så kunne hun i hvert fald også få rumpen i omdrejninger og se at lære at det var okay at han kom nær. Hun løftede den ene hånd fra Sophia og lagde den let på hans arm. Det var lige alt hun kunne overskue lige nu. Hans hoste blev kun værre. hendes blik søgte til Nathaniel. Hun var bange, det var tydeligt. Kunne han ikke gøre noget for at hjælpe ham??

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde i sandhed ikke overskuddet til at stå der og nærmest skælde Elmyra ud, for et sted ønskede de jo i princippet det samme.. det var bare måden det hele blev gjort på. Han knyttede næverne ganske let.. Tankerne gled endnu en gang til Yuuki. Han ville bestemt ikke tilgive sig selv, hvis der skete hende noget. Alene tanken om det, var i hans øjne direkte grotesk! Hun var det kæreste som han havde i sit liv og derfor ønskede han heller ikke at miste hende, som han heller ikke ønskede at være den som skulle bringe nyheden om at hendes søn var blevet tabt i dette. "Den tager vi senere, Elmyra," endte han med en ganske kortfattet inden han søgte hen til Demian.

Selvom Nathaniel ikke direkte kunne finde ud af, om dette var godt eller skidt, så regnede han da naturligvis med, at han kunne finde ud af, om dette var noget som han kunne hjælpe knægten med i længden. Igen glemte han absolut alt omkring det at skulle have været et skænderi med Elmyra, men det var derimod alt det andet også.. Han havde jo virkelig ikke nogen anelse om hvad pokker det var at knægten havde kastet sig ud i... eller hvor han havde fået nys om denne kur, for det var jo meningen at den faktisk skulle dræbe. Det lå jo nok mere i vampyren end den typiske egoisme, for ellers ville han ikke have gjort brug af dette, og det var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet. Mikstur? Taske? Han vendte blikket mod ham... Selvfølgelig! Hvor dum kunne man lige være?! "Du slår dig selv ihjel på det her, Demian..!" Han endte med at gribe ud efter tasken, for at finde den anden flaske.. Skulle det mikses? Det var det som han mente at det skulle, men det her var jo heller ikke en form for kur som han selv havde arbejdet særlig meget med, for han havde aldrig nogensinde kendt til at nogen havde praktiseret den. Han tvang endnu en gang Demian tilbage i sengen, hvor han satte sig på sengekanten og med flasken i hånden. Proppen fik han kæmpet af mens han holdt øje med den unge mand. Det virkede til at han var ved at.. kaste giften op?

[Deleted]

Faren ved dette lå ikke så meget i at han havde indtaget giften, men det var det at den skulle indtages gentagende gange, for derefter at tappes fra hans åre ganske stille og roligt. Hvilket slet ikke lod til at ske i dette tilfælde. Hans krop skreg efter at få skubbet giften ud og det var hun endt med et resultat af at han hostede blod op, fordi at de mindste blodåre var begyndt at briste og give efter for trykket, med andre ord... ud skulle det nok komme, om det så var med eller uden hjælp.
Denne form for Alkymi var ikke velset, men den var dog stadig anset som et vellykket projekt, i det at det var den eneste der til nu var kendt for at rode bod på lige den sygdom. Ingen havde fundet andre veje at gøre det på.
Det var ude af hans kontrol på alle måder. Han hjerne havde slået fra fuldkommen for at kroppen selv kunne handle som den fandt bedst. Blot som Nath skubbede ham tilbage i sengen igen, fløj han halvvejs op at sidde igen for at hænge ud over sengekanten... det var grusomt, den måde, som kroppen spændte og dirrede på for at kaste op.
Han var væk, helt væk... hang der blot og brummede, men alligevel formåede han at sætte tænderne i sin egen håndflade for at rive hul. Hånden var helt tilsølet da han svang den op på skødet af Nath og forsøgte at knytte den sammen for at mase blodet ud. Det blod han allerede havde kastet op var gået til spilde. Ikke om der måtte forekomme mulige bakterier indblandet med blodet.. og da slet ikke mavesyre.
Han følte sig i den grad svimmel da han forsøgte sig med at komme tilbage i sengen og ligge igen..

[Deleted]

Alkymister var nogle skræmmende nogle. Hun kunne virkelig ikke forstå hvilke kræfter som det var der var på spil inden i dem. Hun frygtede alkymien også selvom hun vidste at den kunne være god nok et sted. Hun vidste at Alkymien kunne bringe glæde men nåsten alt hun havde set til den var ulykke og smerte. Hun betragtede let situationen. Den var slem, hun vidste det fordi Nathaniel så skræmt ud. Hvordan var det kommet så vidt? Hun vidste det ikke men hun brød sig bare ikke om det! Hun hadede at Demian var så syg og han var kun så syg fordi han ville hjælpe hende og Sophia. Det var virkelig ikke noget hun brød sig om! Et sted var det jo deres skyld at han havde det sådan. Hun kørte roligt den frie hånd igennem håret mens situationen udfoldede sig foran hende. Hun var nærmest handlingslammet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre for at hjælpe. Hun følte sig magtesløs. Hun knugede stille den lille pige ind til sig. Hun var nu varmere end Elmyra nogensinde havde været det. Sophias kropstemperatur var så ekstrem høj at selv Elmyra synes at hun var varm. Demian havde slynget sig over sengen og lå nu og kasede blod op på gulvet. Hun skærmede instinktivt den lille piges øjne og kiggede forfærdet op på Nathaniel. Kunne han da for pokker ikke gøre noget?! At Demian så måtte ende med a flå sin egen hånd op og lade blodet rende derfra gjorde ondt, selv på hende. Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem igen til Demian havde fat om Nathaniel. Ha ville have blodet ned i mixturen. Hun bed sig let i læben og betragtede begge mænd foran hende. Det var en grum situation de alle stod i lige nu og hun brød sig ikke om det. Overhovedet ikke!

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom det hele var ved at give mening for Nathaniel nu, så vidste han jo godt, at det virkelig var en farlig situation. Det var en virkelig farlig kur at lege med og særligt, fordi at det var meningen at den skulle tage liv, fremfor det modsatte. Demian gik rundt med det rene gift i sine årer, og tanken bifaldt han dog på ingen måde. At Elmyra måtte udsættes for sygdommen ved at sidde med den lille pige, gjorde det ikke bedre, og satte Nathaniel i et voldsomt dilemma.. Skulle han fraråde hende at sidde med den lille pige, som havde brug for den omsorg og nærhed? Han kunne ikke få sig selv til det, selvom det virkelig var dumt, at de sad der, som de gjorde i denne stund. Han brød sig bestemt ikke om det.

Nathaniel tog fat om Demians håndled, da han endnu en gang havde tvunget sig op at sidde i sengen, hvor han holdt hånden over miksturen. Han havde nemlig gættet hvad den skulle bruges til. Det var ikke lige denne mikstur som han havde tænkt på som det første, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blodet og derved giften samt kuren gled ned i miksturen, hvor han sikrede sig at få så meget med som det var ham overhovedet muligt, inden han gav slip på Demian igen, som faldt slapt tilbage i sengen. "Hvil nu," bad han med en kortfattet og mere bestemt tone end tidligere, inden han fik proppen på igen. Et sted næsten selv chokket over dette, da det på ingen måder var noget som man kunne sige, at han havde regnet med ve denne tur til Imandra. Det lignede måske ikke ham at tage sådan på tingene som han havde gjort, men han var jo for pokker sammen med knægtens moder.. der var lidt andre ting i det end der havde været tidligere, og det kunne han ikke se bort fra. Han vendte sig efterfølgende mod Elmyra. "Du skal ikke holde hende.. du bliver syg.. læg hende i egen seng," endte han stilfærdigt.

[Deleted]

Han kunne mærke hvordan Nath fik fat om hans håndled, men havde ingen anelse om hvor meget af hans blod de fik gjort brug af. Lige ledes vidste han heller ikke om de fik fat på flaske nr 2?
Han brummede igen og greb svækket fat i armen på Nath, som han vendte blikket ufokuseret i samme retning. "Den anden... hvad med den anden flaske?" Spurgte han bekymret og lod armen falde ned over låret på ham.
Da Ellie intet havde sagt, var han på ingen måde bemærket af hvor hun var henne af, men det stoppede ham ikke fra at kalde efter hende. "Ellie..?" Han sejlede virkelig rundt og kunne på ingen måde holde sine øjne åbne uden han følte for at kaste op igen. Hans hjerte hamrede i brystet, hvilket var meget unaturligt for hans race.
"Gi.... giv Sophia... resterne af den jeg gav dig sidst... den ligger også i min taske... he-hendes feber... skal ned..." Han ord var lave og let mumlende, men det var ham vigtigt at der ikke gik noget galt, til trods for at han intet ville kunne stille op. Bare alt gik efter planen og de fik gjort Sophia rask igen, så kunne det virkelig ikke være bedre for hans vedkommende.

[Deleted]

Den lille pige i hendes arme var utrolig syg og det var virkelig en tanke hun ikke brød sig om. Hun holdt let om Sophia og plantede et lille kys på hendes pande. Hun var stadig så frygtelig varm! Hendes blik gled roligt over på Nathaniel. Hun vidste at han ikke ville have at hun sad med den lille, smitte faren var stor men hun nægtede simpelthen at efterlade hende nu. Hun hørte Demian kalde efter en anden mixtur. Der var flere? Hovedet søgte let på som hendes blik måtte falde på Demian på hendes seng. Han havde det virkelig skidt og hun brød sig bestemt ikke om det. Lige så lidt som hun kunne lide at Sophia var syg og dårlig, kunne hun heller ikke lide at han var det. Hun hørte Demian kalde og hun løftede forsigtigt hånden fra hans arm og lagde den mod hans kind. Hendes blik søgte hans ansigt. Han så virkelig dårlig ud. "Jeg er lige her Demian. Bare slap af. Du er nød til at hvile dig og få noget ro" sagde hun blidt. Hun sendte ham et let smil men vidste ikke om kunne se hende eller ej. Hun kunne virkelig ikke lide det her. hun følte sig virkelig hjælpeløs og det var noget hun ikke kunne lide at være det mindste! At han måtte bede hende om at få Sophia's feber ned reagerede hun hurtigt på. Hun kom forholdsvis ubesværet ud af sengen med den lille pige i armene og gik over for at lede efter den mixtur som han sagde at han havde i tasken. Hun gik over til det lille bord og rodede tasken igennem og fandt den. Hun smilede stille. "Jeg går nedenunder og finder hende noget vand at blande det her med. Jeg er tilbage om lidt" sagde hun roligt og vendte blikket mod Nathaniel. De grønne øjne hvilede på ham lidt før hun så valgte at søge nedenunder efter vand. Hun vidste at han ønskede at hun skulle sætte den lille Sophia ned men det kunne hun bare ikke. Hun ville ikke mere. Om ikke andet kunne hun give den lille pige noget ro og trykhed i hendes favn. Hvis hun bare lagde hende ned ville hun virkelig ikke kunne se sig selv i øjnene bagefter. Hun fandt et glas vand og tog det hele med op oven på endnu en gang. Hun satte sig på Sophia's seng og tvang hende besværet til at drikke det. Resten af Nathaniels ord valgte hun at ignorere. Hun ville ikke sætte den lille pige ned!