Helping those in need

[Deleted]

Hendes realitet gjorde ondt. Hun havde haft det skidt så længe og det sad så dybt i hende. Hun kunne ikke andet end at fortælle ham hendes historie og håbe at han ikke bare ville løbe skrigende væk. Enkelte tårer løb ned over hendes kinder. Hele hendes historie gjorde så ondt at fortælle. han var den eneste hun nogensinde havde fortalt alt til. Hun havde kun kort givet Nathaniel et resume af hvad der var sket men aldrig den fulde historie. Hun bed sig selv i læben. Hvorfor i alverden stolede hun så meget på denne dreng? Han havde bare et eller andet over sig. Måske det var fordi han ikke havde kendt hende før? Han var ny, han kendte kun til det hun fortalte. Hun sukkede stille og lagde armene om sig. Det var virkelig svært det her! Den måde han så valgte at reagere på, at tilbyde sig selv som prøve klud fik hende til at lade hovedet søge let på sned og betragte ham roligt. "Jamn det ..... Det kan jeg da ikke" hviskede hun stille og tog sig til hovedet igen. Hendes hoved dunkede voldsomt og bed tænderne en smule sammen. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. "Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan få den form for kontakt med et andet menneske igen, Demian. Jeg er ødelagt, jeg er smadret. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne finde styrken til at komme over det. Dog må jeg indrømme at du ikke er ligeså skræmmende med de der fine katte øre og den der fine hvide hale. Hvorfor kan du ikke forvandle dig tilbage?" Hun havde brug for at flytte focus lidt. Det havde været en hård dag, en rigtig hård dag. Hele hendes krop var tung og hun følte sig syg og dårlig. Det havde virkelig bare været en hård dag.

[Deleted]

Sammenkrummet sad han, selv da hun igen talte om hvor svært det ville være for hende. Han vidste det godt. Han var udmærket klar over det, men stadigvæk.. han havde brug for at give hende et eller andet. Han kunne ikke tag det at se hende så pint og plaget. Det var det pure beskyttelses instinkt, som hun vækkede i ham og det drev ham virkelig rundt, når han ikke anede sine gode råd om hvad pokker han skulle stille op... eller, gjorde han?
De påpegende ord om hans fejlagtige transformation gav ham en idé! "Jo du kan!" Endte han fast og skubbede sin jakke fra sig inden han rejste sig op og vendte sig mod hende, stædig som han var. "Det er menneskelignende væsner du ikke kan omgåes på den måde, ikke sandt? Og det fordi du er blevet bud så meget igennem dit liv, at den slags ting slet ikke er behagelige for dig længere..." Han knælede roligt foran hende ved sengekanten og ville til at række ud efter hende, men satte i stedet hænderne mod madrassen. "Hvad så med et dyr i stedet?" Spurgte han åbenlyst og kiggede sigende op på hende. "Du siger at jeg ikke er nær så farlig, som jeg er nu. Ville det være bedre for dig at jeg gik helt over til min dyreform?" Et eller andet sted gav det vel mening for ham og hendes spørgsmål om hvorfor at han ikke kunne, var blot et han valgte at se hen over. Ikke om han ville afsløre sin mangel på øvelse i at gennemgå den transformation.

[Deleted]

Hendes traume var så stort at hun end ikke selv anede sine levende råd. Hun vidste ikke havd hun skulle gøre! At hun vækkede en form for beskytter instinkt i ham havde hun virkelig ingen ide om. Var hun virkelig så ynkelig at hun behøvede beskyttelse. Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod ham. Han virkede insisterede på at hun kunne men hun vidste ikke. Hun vidste virkelig ikke om hun var i stand til det. Dog nåede hun ikke at svare igen før han snakkede til hende igen. Han ramte hovedet på sømmet, menneskelig kontakt var ikke behagelig mere. Lige på stående fod kunne hun kun med Nathaniel. Han var virkelig den eneste hun kunne holde ud der rørte ved hende. Hun sukkede stille og overvejede at give op. Måske ville hun bare aldrig komme til at komme en anden person nær igen? Hun ønskede ikke at give op men det var bare så svært at det var helt overvældende! Hans næste ord overraskede hende dog. Hun løftede hovedet igen og betragtede ham en smule. "I ... I din dyreform? Du mener som kat?" spurgte hun eftertænksomt og lod hovedet søge let på sned. Det var virkelig ikke en tanke som hun havde tænkt over før. Hun havde det jo egentlig fint nok med dyr men hvis hun vidste at det var ham i dyreform? Hvordan ville hun så reagere? Hun tøvede stille. "Så jeg skal prøve at røre ved dig som kat?" Det forkom hende en smule akavet men et sted var hun virkelig villig til at prøve alt!

[Deleted]

Han vidste at det ville komme som en overraskelse for hende og skulle han være ærlig, ja, så var det bestemt heller ikke en løsning han havde fundet frem fra en manual. "... Ja" Endte han lettere tøvende, men fast i sin sag. Han var skam dybt alvorlig lige nu, eller han tænkte han var, men det fremstod måske mest som en finurlig idé hevet frem fra en børnebog. Han ønskede at hjælpe hende, ønskede virkelig at hun en dag kunne sætte sig ned og bare... være til, leve sit liv uden at frygte for at komme i berøring med andre og derved skabe kaos omkring sig i panik. Den havde virkelig brændt sig fast på hans hukommelse, bogstaveligtalt.
"Prøv det, vi kan altid bare droppe det igen hvis ikke det vil hjælpe, men... jeg... årh!" Han rejste sig helt op og vendte ryggen til hende og begravede pinligt sit ansigt i sine hænder. "Du er kønnest når du smiler!" Udbrød han kortfattet. Ikke om han kunne se hende i øjnene lige nu. Det var han virkelig al for genert til! "Hvad med din fremtid? Hvad vil en potentiel ægtemand ikke tænke, hvis han ikke engang kan give sin hustru et kys på kinden eller et kærligt kram... bare for at vise at han holder af hende!?" Fortsatte han og forsøgte i den grad at skyde sine egne tanker af vejen omkring sagen. Han havde siddet der, ville trøste hende og udvise hende den omsorg, men kunne ikke få lov, fordi hun var for sky. Så hvad kunne han ellers gøre?

[Deleted]

Elmyra sad og kiggede lidt forundret på ham. Hun kunne mærke hvor meget han gerne ville hjælpe hende. Hun mærkede varmen stige op i hendes kinder og hun vendte let hovedet væk fra ham og gemte ansigtet i sine hænder. Hun hadede virkelig at rødme! Og hvorfor rødmede hun nu? Der var virkelig ikke nogen grund til at rødme! Eller var der. Hun vendte prøvende blikket tilbage mod ham ved hans ord. De kunne prøve med hans ide. Hun ville virkelig gerne prøve men ville det virke? hun var virkelig ikke sikker. Hun bed sig let i læben og vendte de grønne øjne mod ham. "Okay. Så prøver vi det men ...." Hun tav og lod hovedet søge på sned. Blikket veg ikke fra ham. ".... Men hvorfor er det at du er så opsat på at hjælpe mig?" spurgte hun forsigtigt. Hun kunne ikke helt forstå hvorfor. Det var svært for hende. Det at han måtte vende sig fra hende og derefter komplimentere hende fik hende til at stå helt af igen. Hun kunne virkelig ikke finde ud af denne her knægt! Hun betragtede ham stille og skulle lige til at sige noget da han begyndte at snakke om hendes potentielle ægtemand. Hun tabte næsten underkæben. Hun sad lidt hvor efter hun blot begyndte at grine. Han var da ikke rigtig klog den dreng. Hun slog armene om maven og blev bare ved med at grine for en stund. "Jeg bliver nok aldrig gift. Demian, helt ærligt. Hvem ville kunne holde mig ud i længden??" spurgte hun og kunne næsten ikke holde op med grine igen. Det var lidt sødt men det var også lidt mærkeligt. Hun endte med at kravle lidt ud fra sengen og satte sig på sengen kanten. Hun rakte let hånden frem og hev blidt i hans bluse mens hun smilede. Hun ønskede at han skulle vende sig om lige.

[Deleted]

Demian havde altid haft lysten til at yde hjælp til dem som havde mest brug for det. Efter at have levet med sin mor gennem de sidste 1000 år havde hun rent faktisk formået at pille den dunkle og depressive maske af ham, som han førhen altid rendte rundt med. Han havde åbnet sig op og var i den grad langt mere modtagelig overfor omverden, end hvad han før havde været.
Nu med Ellie, der opdagede han virkelig langt flere ting omkring sig selv, end hvad han før havde gjort. Hun gjorde bare et eller andet ved ham og han kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Hendes smil og hendes væsen... nok var hun panisk ræd for at komme i nærkontakt med andre, så bare det at han ikke selv kunne yde hende den mindste omsorg, var vel det som drev ham til at finde en løsning på det?
Han tav ved hendes spørgsmål, for han vidste ret nok ikke hvordan han skulle forklare sig. Han ville det bare, uden den største bagtanke ved det og som han selv påpegede så var det da essentielt at man på ganske naturligvis kunne give og tage imod, for at vise medmenneskelighed, var det ikke?
Han sukkede til hendes respons på hans ord; selvfølgelig regnede hun da ikke med at blive gift i en sådan tilstand. Det var der ingen der ville.. heller ikke ham selv... om han havde stået i hendes sted. Blusen som hun hev i fik ham til at vende sig mod hende. "Hvordan kan du regne med på forhånd at du aldrig vil komme til at møde en... som oprigtigt kun har øje for dig?" Spurgte han alligevel en anelse dæmpet. Hendes latter fik han hjerte til at springe op af glæde, men hendes holdning og indstilling var ham noget kun deprimerende.

[Deleted]

At han virkelig bare havde lyst til at hjælpe var en god kvalitet at have. Hun havde den selv, ønskede at gøre alt for andre hvilket kun resulterede at hun var endt op med at glemme sig selv. Hun havde aldrig troet at det ville kunne komme tilbage og ramme hende så hårdt som det havde gjort men sket var sket og hun kunne ikke ændre på fortiden. Hendes hoved søgte let på sned som hun betragtede ham. Han var tavs, måske han bare ikke vidste hvad han skulle svare. Hun endte med at smile roligt og køre en hånd igennem håret. "Så længe du lover mig at du ikke til side sætter dig selv frem for andre så kan jeg vel ikke klare over at du ønsker at hjælpe mig. Du minder mig lidt om hvordan jeg var før alt mit uheld begyndte. Jeg ønskede at hjælpe for en hver pris. Jeg gjorde dumme ting. Det endte med at få mig i uføre. Bare ..... pas på dig selv, okay?" endte hun stille og vendte blikket ned mod sengen. Hun rødmede endnu en gang. Pokker tage det! Hun hadede det virkelig og et sted brød hun sig ikke om at Demian, ligesom Nathaniel, kunne få hende til at rødme ved blot at snakke til hende. Det var virkelig fustrerende med sådan nogle mænd i ens liv!
Hun lod sig let falde tilbage på ryggen i sengen og kiggede op på ham med et stille smil. "Jeg har aldrig troet at jeg ville finde en. Altid troet at jeg kunne og ville klare mig uden. Det var i hvert fald før jeg faldt for min ven som jeg snakkede om tidligere. Han var forelsket i en anden som behandlede ham dårligt og jeg blev vildt sur på ham. Og efter alt det som er hændt i mellem at være forelsket og så til nu har lidt fået mig til at miste troen på at der virkelig er en derude som ville kunne elske mig" sagde hun roligt. Hun bed sig let i læben og rykkede sig en smule mere ind på sengen. Hun vinkede ham over så han ikke var så langt væk. "Jeg siger ikke at der ikke er nogen men igen, hvem ville kunne holde mig ud i længden? Tro mig. Jeg var også mærkelig i hovedet før alt det her med slaveri forekom. Hvem gider at have en som er i stykker?"

[Deleted]

Det her var vel næste på kanten til at være en anelse grænseoverskridende for ham. Ikke at det var en dårlig ting at han blev så dybsindig og filosofisk, men mere det stod og talte om sine egne ønsker på en hentydende måde. Det at han faktisk for første gang i mange mange år handlede ud fra en følelse han ikke havde set til længe.
"At hjælpe andre handler ikke altid om at tilsidesætte sig selv, men sommetider sker det at den følelse man brænder inde med er så stærk at man mister overblikket over sine handlinger... bare for at hjælpe den ene person."
Sandt at sige at dette kun var anden gang han selv stod i det dilemma. Han drejede sig langsomt om mod hende og stoppede e hånd i lommen mens den anden strøg ham over læben, tænksomt. "Den man kan ikke have haft det nemt... Uanset så har han ikke været det værd. Selvom man føler sig forelsket så bliver det aldrig til noget med mindre man gør noget ved det. Det handler i bund og grund ikke om der findes én der vil kune elske en, men mere om man selv er i stand til at elske og udvise de følelser..." Svarede han og nærmede sig ganske forsigtigt hendes seng og satte sig ned i den så han kunne se hendes ansigt, selvom han sad med siden til.
"Gået i stykker? I mine øjne ser du da ikke ud til at fejle noget? Jo du har da din fortid, som går ind og påvirker dig fordi det ikke har været særlige positive oplevelser... men det har ingen betydning for hvem du er nu. Fortid skaber erfaringer og det burde du næsten vide bedre end jeg, taget i betragtning af at du kunne have levet mit liv op til 20 gange.." Endte han ærligt og lod sig dale ned i sengen ved siden af hende. Han rørte hende ikke, men lå der blot og lyttede til hendes hjerteslag for sit indre øre. Hans mor ejede det ikke, så det var ikke hver dag at han bare kunne lukke øjnene og hvile til lyden af et pumpende hjerte.

[Deleted]

Elmyra vidste at det kunne være en byrde at hjælpe andre. Selv havde hun til side sat sine egne behov for en anden. En som hun vidste aldrig ville kunne give hende det hun ønskede. Hun havde været så dybt forelsket i Nathaniel at hun havde gjort alt i hendes magt for at han kunne få det bedre men gang på gang havde han valgt ikke at modtage den. Det havde fustreret hende før men ikke så meget nu. Hun havde ikke set ham et godt stykke tid. Hun håbede at han havde fået lidt styr på sit liv igen. Hans ord gav mening og hun nikkede roligt. "Sådan nogle følelser kan ødelægge en. De ødelagde mig for mange mange år siden" forklarede hun roligt. Hun havde altid ment at hun nok ville have haft det bedre hvis hun ikke havde mødt Nathaniel. Hvis hun ikke havde mødt ham, ikke var faldet for ham så ville hele hendes liv have set anderledes ud nu. Og dog så kunne hun heller ikke lide tanken om at skulle undvære ham. Nej, slet ikke. Hun sukkede stille og smilede roligt til ham. "Han var det værd. Det er han stadig. Han ... Han traf bare nogle valg som jeg ikke kunne acceptere. På daværende tidspunkt havde jeg gået omkring 9000 år uden nogen som helst form for kontakt med andre mennesker, bortset fra da jeg var gadedanser. På en enkelt aften faldt jeg for den fremmede som senere blev min ven og jeg har hadet det lige siden." Hun sukkede en gang og betragtede ham let som han lagde sig ved hendes side. Det var grænseoverskridende, det var helt sikkert men hun levede da endnu og hele stedet brændte da ikke til jorden. For hende havde hun altid været i stykker. Hun gik i stykker den dag hun havde mødt Nathaniel. Han havde knust hende og hun var stadig i færd med at samle stykkerne op og samle hendes liv igen. Det var dog svært. Hun lænede sig en smule og meget forsigtigt frem mod ham. Hun løftede den ene hånd og prikkede let til hans ene katte øre. Hun smilede stille. "Fortiden skaber os som personer. Vi var ikke dem vi var i dag uden vores fortid. Jeg ved jeg er i stykker. Jeg er stadig i gang med at samle de sidste stykker op. Nogen af dem er bare for tunge til at kunne samle op alene" sagde hun blidt og sendte ham et sødt smil før hun lagde sig lidt bedre til rette i sengen.

[Deleted]

Et eller andet sted så fandt han i bund og grund hendes liv beriget med alt for mange uheld. Lige fra tillid til kærlighed. Der var intet held i det på nogen måde, men han synes ikke at hun var ynkelig af den grund. Han kunne langt hen ad vejen godt forstå den måde, som hun havde udviklet sig på. Der skulle en hel del til at knække psyken hos et individ. Igen der, kunne han kun sammenligne hende med sin mor og rent faktisk fornemmede han at det var nemmere for ham at komme ind på livet af hende, netop fordi hun ikke var familie. De delte ikke nogen fortid sammen, så der var meget mere plads til at håndtere den slags ting. "Mmh." Medgav han og nikkede til hendes ord.
"Jeg beklager virkelig det jeg udsatte dig for tidligere." Undskyldte han sagte og stirrede bare op i loftet. Han havde brug for at sige det højt for hende. Hun havde krav på at høre det fra ham selvom at hun ikke ligefrem var sur eller vred på ham over det. Gjorde man noget galt, så var det kun på sin plads at gøre det godt igen.
Ganske som han blev fanget i sine egne tanker, mærkede han en sjov fornemmelse mod hans øre og det vippede spontant for at undvige hendes prikkende finger inden han lod blikket glide over mod hende. "Der er ingen grund til at kæmpe med det alene, men det ikke altid lige let at bede om hjælpen, når man ikke har nogen omkring sig, som man kan spørge. Du er ikke længere alene og har du brug for mig kan du altid spørge om hjælp, husk det, også selvom jeg tager tilbage til Marnjarno, så er jeg ikke længere væk end at du kan sende bud efter mig." Han trak let på smilebåndet og denne gang kom det så langt op at smilehullet viste sig. Et træk både ham og hans mor havde til fælles.

[Deleted]

Elmyra trillede om på maven og betragtede ham lidt. Endnu en gang havde han formået at få hende til at slappe helt af igen. Hun sænkede sine parader. Hun var sårbar når hun var sammen med ham på denne måde men om han bemærkede det vidste hun ikke. Hun kørte en hånd igennem det lange hår og smilede let til ham. Men nu skulle de ikke snakke mere om dårlig dom. Det var der ingen grund til. Hun ville egentlig hellere bare have det hyggeligt sammen med ham. At han så måtte undskylde for det som skete tidligere fik hende blot til at ryste på hovedet. "Jeg kunne bare have åbnet munden og bedt dig slippe eller skubbet dig væk før jeg brændte marken ned. Fejlen er ligeså meget min som din så tænk ikke mere over det. Det vigtigste for mig var at du ikke kom noget til" sagde hun roligt og sendte ham et blidt smil. Han skulle ikke undskylde når fejlen havde været hendes ligeså meget, hvis ikke mere Det ville hun ikke høre på. At hans øre måtte undvig fik hende til at grine mildt. Forsigtigt blev hun ved med at prøve. Hun synes at det var lidt sjovt at han ikke var i stand til at forvandle sig helt. Ved hans ord stoppede hun og vendte blikket mod ham. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Hvorfor gjorde det det? Hvorfor blev hun så påvirket af ham. Hun rettede sig lidt op i sengen. Hun havde altid klaret sig alene. Det var det hun var vant til. "Jeg har altid været alene. Jeg har altid klaret mine problemer selv. Jeg har aldrig følt at jeg har haft brug for nogen. Og med den holdning i livet endte jeg næsten død mere end en gang. Vi kan ikke gå igennem livet uden folk omkring os. Det ved jeg nu. Det bliver svært for mig men jeg vil bede dig om hjælp hvis jeg kan finde styrken til at spørge. Ligeså, hvis du har et problem. Kom til mig. Jeg vil gerne hjælpe hvis jeg kan." Hun sendte ham et blidt smil og lagde sig til rette igen. Hun betragtede hans øre og lod hovedet søge let på sned. "Har du egentlig lært at kommunikere i dyreform endnu?" spurgte hun nysgerrigt.

[Deleted]

Han kunne ikke være mere tilfreds med hendes svar. Ikke fordi han gav hende del i skylden, men han instinkter havde allerede skreget op om at han bare skulle holde sig på afstand og det var hans eget valg at ignorere det. "Jeg ville bare gøre dig opmærksom på det. Jeg forventer på ingen måde at du kommer til mig med det samme, men alle har brug for en livline og der er du ingen undtagelse." Forklarede han med en rolig tone og endte en smule tænksom over hendes spørgsmål. "Skal jeg være ærlig, så har halvdelen af mig som Animagus bare fået lov at hvile i det skjulte gennem ufatteligt mange år nu. Alt jeg ved er at det var min mor's oprindelige race. Kun ved et tilfælde fandt jeg ud af at jeg faktisk kunne forvandle mig og det er stadig enormt uvant for mig." Tilføjede han med en tænksom mine og betragtede hendes ansigts træk.

[Deleted]

Elmyra tog selv del i skylden. Hun vidste at det også var hendes skyld. Hun havde jo ikke sagt fra og det kunne hun bare have gjort. Selvom hun var gået i panik så havde hun også følte sig rolig hvilket havde været en super akavet følelse. Hans ord fik hende til at smile. "Jeg ved det godt. Alle har vi brug for en der kan række hånden ud og hjælpe os op fra afgrunden. Det er bare så svært. Jeg ved ikke altid hvordan jeg skal be om hjælp. Jeg har bare ikke lært det ordenligt. Og dog .... Så tror jeg måske godt at jeg kan lære det med din hjælp. Selvom jeg gik i panik derude så ... Så var jeg på en underlig måde rolig. Du giver mig en form for ro der er velkendt. Jeg forstår det ikke helt selv" fortalte hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Hun kunne godt lide at tilbringe tid sammen med ham. Han gjorde noget ved hende, gav hende en følelse som hun ikke havde siddet med længe det var virkelig rart. Det gjorde hende godt. "Det lyder som om du har meget at lære endnu. Min plejesøn var animagus, også delrace som du. Han var en hvid ræv. Han lærte det hurtigt. Tilgengæld slækkede han på hans andre race og jeg husker end ikke at han havde udviklet anden magi end den da han forsvandt." Hun savnede Elijah rigtig meget men hun var også kommet over tabet. Demian mindede hende bare om ham. Det var egentlig dejligt.

[Deleted]

Han trak på smilebåndet og vendte blikket op i loftet. "Jeg har aldrig haft rigtig brug for den side af mine racer, så jeg har aldrig rigtig praktiseret min forvandling." Forklarede han ærligt.
Der var mange ting som spillede ind i det, mest af alt var det nok at han aldrig var blevet gjort opmærksom på sine evner. Alligevel trak hun i hans opmærksomhed ved ordet søn. Havde hun en søn? Han kunne ikke undgå overraskelsen, men holdte den alligevel skjult til sine tanker. Det var bestemt ikke forventet, men ej heller kunne han gøre noget ved det. han måtte vel bare sluge den knude uanset hvor svær den nu var at få ned. "Han er klart mere erfaren en jeg er så, men... hvorfor forsvandt han?" Spurgte han nysgerrigt og havde ingen anelse om at det rent faktisk var Elijah hun snakkede om her. Det var ikke et link han kunne sætte sammen på egen hånd til trods for at de allered ehavde snakket om den dreng tidligere.

[Deleted]

Hun lå roligt og betragtede ham lidt. "Men ville det ikke være sjovt at finde den del af dig selv? Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan det ville være at rende rundt som et dyr. Det må være både sjovt og spændende synes jeg" sagde hun roligt og tænkende. Hun havde jo af gode grunde aldrig prøvet det men det lød virkelig interessant. Hun havde altid misundet Formskiftere deres kram. En gang i mellem måtte det være rart at kunne flygte til en anden skikkelse. Hans ord omkring Elijah fik hende til at grine mildt. "Jo han var trænet. Han elskede at lytte på folks samtaler så han fandt hurtigt ud af at jo mindre man var, jo svære var det for folk at se ham. Han var en snu lille en. Et sted så er jeg ked af at jeg aldrig fik lov til at adoptere ham. Min ven kom mig i forkøbet desværre. han forsvandt den nat jeg mistede mit syn. jeg kan kun tro at han valgte at tage med Samuel som betaling for min vens syn. Det kunne ligne ham og Samuel ville have ham og hans evner." Hun sukkede en gang og sendte Demian et lille smil. Det var egentlig rart at få snakket om tingene. Alt det som havde gået hende på før synes hun at hun havde en at snakke med nu. Det var skønt.