Helping those in need

[Deleted]

Elmyra kendte meget til alkymi selvom hun intet kunne. Hun havde ikke evnerne til det. Hun vidste dog at det var utroligt farligt at lege med. Der var altid en risiko, det var vel også derfor Nathaniel havde valgt ikke at vække Liya igen? En ting som Elmyra var yderst tilfreds med. Hun havde aldrig kunne lide Liya også selvom hun aldrig havde mødt kvinden. "Børn burde ikke se deres forældre dø på den måde. Jeg oplevede noget af la det samme med mine forældre. Dog døde de begge og de slog ikke hinanden ihjel. Jeg var desværre ikke så heldig at have en værge. Jeg måtte passe mig selv og jeg endte i Imandra som gade danser. Jeg tjente til dagen og vejen, sov på kroer og vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre. Jeg fik endelig samlet nok penge sammen til at købe huset her. Jeg nød at være fri men jeg manglede noget i mit liv. En mening med det hele. Det fandt jeg den dag jeg mødte Fader Michael. Vi gik sammen om at oprette børnehjemmet her. Mange af børnene her har samme historie som dig. En tragedie i familien" sagde hun stille og kørte hånden igennem håret. Hendes blik vendte sig roligt mod ham. Han fortalte hende sin historie, måske hun også skulle dele lidt? Hun bed sig let i læben før hun fortsatte. "Jeg frygter ikke for børnenes sikkerhed. Jeg frygter for din sjæl. Som du selv sagde så er brugen af alkymi når det ikke ligger i din krop farligt. Du siger du har familie, de ville savne dig hvis du mistede din sjæl og forsvandt."
Hun sukkede stille og vendte sig mod ham på stenen. Hans ord om Elijah fik hende til at ryste let på hovedet og hun begyndte roligt at lege med en lille hårtot. "Han var en smart knægt. Lidt for smart for sit eget bedste. Han var utrolig rapkæftet. Sidst jeg vidste var han var var han på vej til Dvasias. Ved du hvad der sker med rapkæftede, utrænede 8 årige i det land? Alt jeg kan håbe på er at han ikke led og at han for guds skyld ikke blev taget af Samuel. Stakkels knægt" mumlede hun stille. En gang i mellem følte hun sig umådelig skyldig. Den gang for mange år tilbage i Neutranium, havde hun egentlig valgt Nathaniel over Elijah? Hun vidste det ikke helt. det var nok det værste ved det.

[Deleted]

"Ja, det var en periode af mit liv der næsten tog livet af mig, men eftersom at jeg fandt ud af at min mor stadig måtte være i live, så endte jeg alligevel med at stikke af fra min værge før han kunne bryde pagten. Fra den dag tog det mig kun ganske kort tid før at jeg fandt hende døden nær og uden sin hukommelse..." Endte han stilfærdigt. Hendes stemme trak da virkelig i ham, så blød og dejlig at lytte til. Gennem hendes fortælling fik han trangen til at tage ved hendes hånd, men i stedet valgte han at flette sine egene hænder. Det var grusomt, nogle af de ting som mange børn måtte gennemgå uanset afstamning. Grundlaget for børnehjemmet var egentlig ret simpelt og i den grad en nyttig måde at rede nogle af de små stakler fra gaden på. Det kom alligevel bag på ham at hun vendte sin bekymring i retningen af ham selv kontra børnene. Nok var han farlig for sine omgivelser, men har var det da i den grad mest for sig selv. Han havde sin mor ved sin side nu og kontakten med Nath var også genetableret, så alt var vel næsten som det burde være. Han rettede enormt overrasket sit blik mod hendes. "Du var da nok den første, om nogen.. der har direkte sagt det på den måde." Endte han helt forbavset og glemte næsten helt hendes ord omkring Elijah. Den stakkels dreng. Hvad der end måtte falde til ham, så håbede han da virkelig at knægten havde haft heldet med sig igennem årene.

[Deleted]

Elmyra lyttede roligt til hans historie og trak benene helt op under sig og lagde armene omkring knæene. Hun lod hovedet tilte let på sned mens hun blot lyttede. Hans liv havde vidst heller ikke været det nemmeste. Det var der ikke nogen tvivl om. "jeg er glad for at du fandt din mor igen. Hun virker som et godt menneske, virker ikke som om hun havde fortjent hvad der skete med hende. Min mor var ikke noget at skrive hjem om. Både hende og min far torturerede mig, bankede mig fordi de ville have at jeg blev stærkere. Styrke var alt i deres verden. De ville have noget med mit liv. Min barndom var alt andet end lykkelig. Jeg var tilgengæld lykkelig da mine forældre døde og jeg kunne komme væk igen" sagde hun stille og vendte blikket ned i jorden. Hun vidste virkelig ikke hvorfor men Demian gjorde hende tryk, lidt på samme måde som Nathaniel og dog alligevel ikke. Hun havde aldrig haft den største lyst til at dele sine ulykker med Nathaniel. Hun huskede end ikke hvor meget hun havde fortalt ham om hvad der var sket med hende gennem livet og alligevel sad hun og blabrede det ud overfor en som var hende næsten fremmed? Hun bed sig let i læben og lagde panden mod sine knæ. Hun var virkelig ikke til at finde rundt i, heller ikke for hende selv. At hun var den første som udtrykte bekymring omkring ham på den måde fik hende til at løfte hovedet igen. Hunslap sine knæ og åbnede sig lidt op igen. "Du virker som et godt menneske. Du må da have nogen som tænker på dit helbred på den måde ud over din mor og din værge?" spurgte hun forundret og rykkede sig en smule tættere på ham. Han facinerede hende en smule og hun kunne virkelig ikke sætte fingeren på hvorfor.

[Deleted]

Hans ord smeltede sammen med hendes. Deres fortid som de nu engang lagde øre til tur for tur, var mere end hvad han nogensinde havde oplevet før. Nathaniel vidste hvad han havde været igennem, hans mor, nok ikke og han havde da heller ikke tænkt sig at fortælle hende det sådan lige med det første. Hvis der fandtes nogen omkring ham, som tænkte på ham så var det, "Min mor og værge.." Svarede han en anelse bittert. Anwen havde været umådelig tæt på ham og meget kær endda, men at hun var forsvundet fra ham uden at efterlade sig et eneste spor, var han dog ikke særlig tilfreds med. Han havde i meget lang tid slet ikke tænkt tanken om at finde sig et nyt selskab. Hans hjerte havde på ingen måde banket i brystet på ham og slået benene væk under ham. Han følte sig nærmest immun overfor den slags. Klart nok var det jo når han var så opslugt af at passe på sin mor. "Hvis ikke dine forældre havde fået straffen for deres kendsgerninger, så var de godt nok ikke sluppet afsted med det da. Forældre der ikke kan passe på deres børn og elske dem i stedet for at se dem som et objekt for deres egen magtsyge... jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Min far har jeg heller ikke selv set noget til gennem de sidste 1000 år nu. Af hvad jeg ved af, så er han noget af en magtfuld mand i Dvasias, også typen der kunne finde på at flå hovedet af min mor, om han så vidste hun stadig var i live." Endte han igen med et lettere surt træk over næsen. Han brød sig virkelig ikke om den tanke. Han rankede sig en anelse op i ryggen og rakte hende sin egen hånd, som en invitation. "Et normalt forhold starter ved hjælp af et håndtryk. Nu har vi ganske vidst passeret det øjeblik, men det er vel aldrig for sent?" Et lille smil brød frem på hans læber og stod som en stor kontrast til hans trykkede mine. Han kunne bestemt godt lide hendes selskab. Hun var rar, blød, ærlig, men også eftertænksom og påpasselig med hvem hun lod sig komme nær. Det var virkelig nogle ting som tiltalte ham i en positiv retning.

[Deleted]

Det var virkelig længe siden Elmyra havde haft en normal samtale på denne måde med et andet menneske. Hun havde, efter hendes prøvelser, undgået denne form for samtaler med Fader Michael. Hun havde langt fra følt sig sikker nok til at snakke åbent om det med dem som stod hende nær. Hun rykkede sig en smule tættere på ham og lod hovedet søge let på sned. Hendes blik studerede ham roligt. "Jeg ville virkelig ønske jeg havde haft en værge som havde kunnet tage sig af mig. Mine forældre var hårde men hvis de ikke havde været det havde jeg ikke siddet her i dag sammen med dig. Og det i sig selv er en trist tanke" sagde hun og sendte ham et opmuntrende smil. Forældre skulle passe på deres børn. Det var der ingen tvivl om. Elmyra havde frygtet at hun ville ende som sine forældre hvis hun nogensinde havde med børn at gøre men hun havde måttet indse at hun var meget anderledes end de havde været og det gjorde hende lykkelig. "Mine forældre var forholdsvis højtstående Dæmoner i Dvasias da jeg var lille. De ønskede magt over hele landet og det prøvede de at få gennem mig. Hvem er din far? Hvis han er højt på strå i Dvasias må hans navn være kendt." Hun lagde hænderne på stenen foran hende og lænede sig let frem med et lille smil. Hun kunne virkelig ikke finde ud af hvad det var omkring ham som gjorde hende så rolig. Det var utrolig underligt for hende og hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. Det at han rakte hende hånden fik hende blik til at falde på den og så glide tilbage til hans. "Det er vidst allerede begyndt" Grinede hun mildt og gav ham roligt hånden. Det var ikke så meget den form for kontakt som gjorde hende noget. Det var mere nærkontakt, kram, sidde tæt og det at han havde kørt sine fingre hen over hendes kinder som havde fået det hele til at styrte i gus for hende i et øjeblik. Hun slap roligt hans hånd igen og sendte ham et blidt smil "Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan du gør det. Jeg kan virkelig ikke finde ud af hvordan du kan gøre mig så rolig som du har gjort det i dag. Normalt snakker jeg aldrig om min fortid. Jeg hader at snakke om mig selv men på en eller anden måde får du mig til at føle mig tryg nok til at åbne mig." Hun vendte stille blikket ned i stenen igen og bed sig let i læben. Hun kunne virkelig ikke forstå hvordan han gjorde det.

[Deleted]

Nok var et enkelt håndtryk ikke betegnet, som værende en form for nærkontakt der havde en intim betydning, men det var og blev nu alligevel det første skridt, på alt det der kom efterfølgende. Hvad der helt var ved hende, som gav ham lysten til at blive siddende her og bare snakke i timevis, vidste han oprigtigt slet ikke, men han kunne lide det. "Du må ikke spørge mig om den slags, jeg forstår mig langt fra på min egne handlinger. Jeg tænker sjældent to gange før jeg handler. Min mor er lige sådan. Selvom hun ikke kan huske mig er hun varm og omsorgsfuld, hun er stædig og hælmer ikke før at hun opnår det hun vil, men har altid hjertet på det rigtige sted. Mange gange er hun også ensom, jeg ser hende sidde for sig selv og stirre ud i luften, begravet i spekulationer om sin fortid... Det håber jeg dog hun er vendt af med når jeg vender hjemad igen."
Hans blik søgte over hendes skikkelse for at læse hendes kropssprog. Lige det punkt omkring hans far, var ham meget ømt. "Marvalo, Kimeya Marvalo." Endte han stille og lod blikket falde til jorden igen. Hans var var på nuværende tidspunkt Warlocknes leder og en mand med ret meget magt i Dvasias, af hvad han vidste af.
Elmyra, en kvinde der for ham var beriget af stor selvstændighed. Hun var en erfaren kvinde, hvilket han tydeligt kunne høre på hendes fortid. Med den slags oplevelser var han næsten sikker på at hun var afklaret med mange ting, ligeså vel som at hun nok stadig bar rundt på gamle skeleter.. præcis som han selv gjorde det.
"Noget helt andet er... Sophia, ved i hvad hun fejler helt præcist?" Spurgte han nysgerrigt og vendte igen blikket op mod hende.

[Deleted]

Hun følte sig tryg. En følelse hun normalt ikke følte med andre end Nathaniel eller Fader Michael. Det var helt uvirkelig for hende at hun havde det så godt med en der alt i alt stadig var fremmed for hende? Hun lod hovedet søge let på sned og smilede blidt ved hans ord. Han forstod det vidst heller ikke selv, så var de da i det mindste i samme båd."Det må være utrolig hårdt for jer begge at hun har mistet sine minder og sin fortid. Og hvis du føler at hun er ensom så sæt dig ved hendes side. En gang i mellem behøver man ikke snakke men bare det at en anden person er der betyder virkelig meget" sagde hun roligt og kørte igen hånden igennem det lange røde hår. Hun havde den vane når hun snakkede. Hun kunne ikke lade være med at pille ved det. Hun bed sig let i læben. Skulle hun? Skulle hun ikke? Hun vidste det ikke. Måske hun bare skulle lade være med at sige noget. At hans far så måtte være Kimeya Marvalo kom bag på hende. Hun betragtede ham roligt. "Jeg kender ham kun af navn. Jeg ....... bryder mig ikke rigtig om Warlocks så jeg har det med at holde mig på afstand."
"Jeg er ikke sikker" startede hun eftertænksomt og betragtede ham. "Den eneste sygdom der kunne passe til hendes symptomer er Pruilis Toxin, det er en meget farlig sygdom som kun rammer Ild Dæmoner. Sophia har aldrig vist nogen tegn på magi og jeg kan derfor ikke vide mig sikker men det ville passe. Sygdommen kommer oftest i denne alder når de er ved at udvikle magien."
Elmyra havde lært at være selvsikker, hun havde lært at tro noget mere på sig selv og det var alt sammen på grund af Nathaniel. Han havde snakket med hende, fortalt hende om hvordan hun havde brug for at komme videre. Det havde betydet så meget for hende den gang og det gjorde det stadig. Nu skulle hun blot blive helt iorden igen. Hun fik endelig taget mod til sig. Hun tog en dyb indånding og vendte blikket mod ham endnu en gang. "For mange år tilbage da jeg søgte væk herfra for at finde Elijah hos min ven mødte der mig et grumt syn. Min ven var blevet tortureret og han havde fået taget synet. Jeg elskede manden og nu var han kun en skygge af sig selv. Jeg besluttede mig for at finde en Alkymist som kunne give ham mit syn. På daværende tidspunkt tænkte jeg ikke over konsekvenserne af den handling. Jeg fandt en alkymist og han tog mit syn fra mig men han løj. Han gav det ikke til min ven. I stedet torturerede han mig i flere timer blot for at høre mine smertes skrig. Det var starten på mine problemer" begyndte hun stille og bed sig i læben. På en måde havde hun vel bare brug for at snakke om det.

[Deleted]

Han nikkede til hendes ord omkring hans mor. "Jeg har prøvet, men hun er virkelig fjern i de stunder og bemærker mig faktisk slet ikke. Hun vågner op fra mareridt nat efter nat, men taler aldrig om det. Jeg tænker at hun er påvirket af sin fortid helt underbevidst." Svarede han og væddet sine læber. "Min far er ikke en mand man som sådan bare kan tilnærme sig af lyst. Min værge stod ham tæt igennem min barndom og har før advaret mig mod at opsøge ham. Rent faktisk opholdte jeg mig mest sammen med min nuværende værge den gang. Han er vel nok mere som en far for mig, kontra Kimeya." Når han kunne se det i det lys, så var situationen egentlig slet ikke så tosset endda. Han havde fra barnsben altid haft en troværdig favn at søge til. En der altid fandt sig i alt det rod som han endte ud i. Demian var hvad man kunne kalde for en magnet når det kom til rod og uønsket ballade. det skete som regel bare at han endte med at skabe problemer for sin omgangskreds til trods for at han fik udrettet noget, som i den grad var det værd. "Pruilis Toxin?" Gentog han og tyggede en anelse på ordet. "Hvis ikke jeg tager meget fejl, så har den gamle alkymist i Dvasias stadig de æld gamle skrifter omkring den sygdom og vist nok også en mulig kur." Endte han ret eftertænksomt for et kort øjeblik inden han vendte sig helt mod hende igen og tog roligt fat om hendes hænder. "Inden jeg tager tilbage til Marnjarno igen vil jeg få fat på de gamle skrifter til dig... hvis muligt, så også ingredienserne til kuren. Hvis det virkelig viser sig at hun lider af denne sygdom, så vil min mikstur nok ikke kunne gøre særlig meget for hende." Hans blik sank helt ind i hendes med en varme og i takt med at det gled ned mod deres hænder, endte han brat med at slippe og stikke dem i vejret helt uskyldigt. "Jeg beklager..." Skyndte han sig at sige. Næsten lidt nervøs for at prikke til hendes dårlige minder og som han sad der skyndte han sig nærmest at hoppe videre til det næste emne, uden rigtig at kunne få armene ned igen. "Det lyder rent faktisk som noget jeg kunne finde på. Det der med at gå igennem ild og vand for en man holder af... jeg ville gøre det for min mor, som jeg ville gøre det for..." Han stoppede brat sine ord. Anwen slog hans tanker igen. Han havde virkelig ønsket at gøre alt for hende dengang, det måtte han indrømme, men intet kunne han gøre ved det. Armene gled meget langsomt længere og længere ned igen, men de ville egentlig ikke slippe den holdte position.

[Deleted]

Elmyra lyttede roligt og nikkede ved hans ord. "Hun er nok påvirket underbevist som du selv siger. Ens underbevidsthed er meget svær at tyde og selvom vi ikke husker noget bevidst så husker vi det nok ubevist alligevel. Det er svært at håndtere. Hun skal nok få det bedre når hun begynder at få nogle nye minder. Så vil hun sikkert også få noget mere ro på sig selv" sagde hun roligt og rodede i sit eget hår. Hans ord om Kimeya nikkede hun blot til. Hun kendte ikke manden personligt, kun af omtale og omtalen var virkelig ikke god. Han var frygtet af mange og selvom Elmyra ikke som sådan var bange for ham så ønskede hun at holde sig så langt væk fra ham som overhovedet muligt. "Hvis din værge mener at han er farlig og din værge har stået ham nær så pas på. De ældre ved som regel hvad de snakker om. Det kan man godt ende med at lærer på den hårde måde."
Hans tale om en kur fik hende til at spidse øre. Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham roligt. "Du kender ikke til sygdommen? Sygdommen i sig selv er slem. Det er en bakterie der nærmest fryser den indre kerne i Ild Dæmoner. Det er en utrolig smerteful død. Kuren er så vidt jeg ved ligeså grusom men jeg kender ikke detaljerne" sagde hun roligt. Hun mærkede hvordan han tog om hendes hånder og hun kunne mærke hvordan hjertet begyndte at hamre i hendes bryst. Hun rødmede svagt men hev dem ikke til sig igen. Hun sad blot stille og lyttede. "Skrifterne ville være gode men jeg forstår mig ikke på Alkymi. Do er min ven Alkymist men jeg ved ikke hvor han er henne og jeg har ikke mulighed for at søge ud efter ham. Jeg er nød til at blive her" sagde hun stille. At han så måtte beklage og slippe hendes hænder igen fik hende til at hæve blikket til ham endnu en gang. Hun smilede opmuntrende og slog armene lidt om sig selv. "Det .. Det er okay. Det er mere kærtegn som giver mig panik anfald, eller det der ligner. Sådan noget som kram og der da du rørte ved mine kinder. Jeg ved godt at du ikke mente noget med det men jeg går helt i panik ved sådan noget."
Hun sendte ham et stille smil. "Vi vil gøre meget for dem vi elsker. både vores familier men også dem som vi vælger at give vores hjerte til" sagde hun blidt. Hun bed sig let i læben og valgte så kort at tage hans ene hånd og give den et let klem før hun valgte at slippe den igen og rejse sig. Hun sendte ham et blidt smil. "Alle har vi folk som vi elsker og vil gøre alt for. Det er en af de ting som aldrig vil ændre sig."

[Deleted]

Han nikkede, der var mange ting han ønskede at gøre for sin mor, men hun havde nok mest af alt opnået hvad hun ville på nuværende tidspunkt. Det at Nathaniel ville påtage sig ansvaret for hendes sikkerhed, var ham en noget kun stor hjælp da. "I disse dage er hun blevet genforenet med min værge. Han er den eneste der kan give hende de svar, som hun søger og samtidig holde hende i skak, så hun ikke bare stikker af for at finde svarene af sig selv... men jeg er næsten sikker på at hun ikke vil væk fra hans hus af igen. Jeg havde for mange år tilbage bildt hende ind at han var død og hun gik helt i spåner af den blotte nyhed, men jeg kunne ikke finde ham, så der var ikke meget jeg ku' gøre."
Han nikkede igen til hendes ord om Kimeya. "Sandt, jeg havde tænkt mig at finde ham igen inden jeg tog tilbage til Marnjarno, men tanken falder mere og mere fra, sådan som dagene skrider frem. Imandra er... ikke et sted jeg har opholdt mig før, men det kan om muligt blive det næste sted jeg er nød til at søge hen med min mor for at undgå rygter og Kimeya." Svarede han helt seriøst. Han gik og legede enormt meget med tanken.
"Om du har problemer med at tyde de gamle skrifter, vil jeg med glæde give dig en oversættelse og kræver kuren ingen magi vil det heller ikke være mig et problem at lave." Påpegede han beroligende og sendte hende et let smil.
Han forstod hende skal udmærket godt og han havde gjort ret ved at huske på det, man kunne jo aldrig vide, så selvom at hun sagde det var okay for nu og kun med så lidt, så var det stadig ikke en given invitation til bare at slå sig løs omkring hende. Det var et område der var hende meget ømt og det ønskede han at udvise sin respekt overfor. Om hun så senere hen selv ønskede at tage nye initiativer, så skulle hun være hjertens velkommen. Den tålmodighed kunne han sagtens unde hende, ligesom han ku' det med sin mor, til trods for at hans mor var god til at pirre hans temperament. Han valgte at rejse sig ved hendes side og rakte igen prøvende hånden ud til hende. "Intet vil have en ond mening for evigt, som du selv sagde; Nye minder vil med tiden overskygge de gamle."

[Deleted]

Elmyra smilede blidt. Det var tydeligt at se at han holdt meget af sin mor og det var en tænke som hun godt kunne lide. "Hvis hun er lykkelig hvor hun er så lad hende blive der lidt. Hvis hun gik i spåner over den blotte tanke om hans død har hun nok brug for lidt tid hvor hun bare kan være ham nær. Også fordi hun underbevidst kunne frygte at det blot er en drøm" sagde hun blidt. Hun snoede roligt en tot af sit hår omkring sin finger. "Jeg kender ikke meget til Kimeya men jeg ved at han er farlig. Lad være med at gøre noget dumt. Hvad angår Imandra, hvis din mor ikke har det for godt at det ikke smart at tage hende med hertil. Ikke medmindre du kan blive hos hende. I Imandra er styrke noget af det vigtigste og nyankommene er lette mål for tyve og andet rakkerpak. Vær forsigtig." Blikket vendte hun roligt mod ham. Hun mente hvert et ord. Hvis han mor ikke kunne klare sig alene og han ikke kunne være hos hende så kunne det være et farligt sted at tage til.
At han ville hjælpe hende med at tyde skrifterne var hun glad for. "Det ville betyde rigtig meget for mig. Tusind tak, Demian!" sagde hun lykkeligt og endte med at læne sig frem og give ham et kram. Hun indså hvad hun havde gang i og hun endte hurtigt med at slippe igen. Hun slog armene om sig selv og var helt rød i hovedet. "undskyld" hviskede hun. Hun vidste ikke hvorfor hun havde gjort det, det var bare sket. Hun gled stille ned i græsset med stenen i ryggen og blikket i jorden. Han tilbud om hjælp var virkelig faldet på et tørt sted, hun vidste ikke hvor Nathaniel var og han var den eneste anden som hun kendte der kunne gøre noget som helst. Hun så godt at han endnu en gang prøvede at række hende hånden men denne gang kunne hun virkelig ikke gøre noget. Hun sad bare på jorden. Hun bed sig selv lidt hårdt i læben, dog uden at bide hul denne gang. Hans ord nåede hende og de gav mening. Hun nikkede stille. "Du har ret. Men det kan være svært at se bort fra ubehaget" sagde hun stille og vendte blikket stille op mod ham. Enkelte tårer lød ned over hendes kinder. Hun havde det virkelig ikke godt.

[Deleted]

Det var ikke et gram i værdien af hendes ord, som han ikke kunne give hende ret i. Hun forstod virkelig det som han sagde og han gjorde det samme med hendes problemer.
At hun så måtte gøre ham opmærksom på situationen her i Imandra endnu engang fik ham blot til at smile. "Når det kommer til styrke i sig selv, så overgår hun mig virkelig. Hun er fuldblods hvoraf jeg kun et halvt det samme. Så i almindelig råstyrke vil hun ikke have problemer med at forsvare sig selv, det bare... hun har brug for omsorg meget af tiden, for at holde den følelse af tomhed på afstand." svarede han sagte.
Denne atmosfære omkring dem, var meget anderledes end hvad han før havde oplevet. Det var som om at hans nerver var fuldkommen afslappede og dulmede i forhold til når han skulle være på vagt og påpasselig. Den følelse der skød gennem kroppen på ham i det givende øjeblik at hendes arme søgte omkring ham, fik ham automatisk bare til at stivne fuldstændig. Lige i det øjeblik vidste han faktisk slet ikke hvordan han skulle reagere. Det kom helt bag på ham og var slet ikke ventet. Den brændende fornemmelse sad lænket om livet på ham selv lang tid efter hun havde trukket sig igen, hvor han blev nød til at hoste en enkelt gang for at få luft igen. Hendes ord skar ham i ørene og trak hans blik med sig, som hun valgte at sætte sig ned igen og selvom han skænkede hende et smil og en hjælpene hånd, virkede det slet ikke som om at hun helt var klar til at gå videre. Han sukkede blidt og end ikke bedrøvet, blot en smule overrasket over hendes reaktion.
Han valgte igen at sætte sig, men denne gang valgte han at sætte sig helt ind til hende for at lægge en arm omkring hendes skulder. "Tilgiv mig." Bad han stille og tog med sin anden hånd fat om den der var ham tættest og holdt den indtil brystet. Han strøg hendes håndryg ganske forsigtig. Om hun havde bemærket sig af hans kølige temperatur førhen eller ej, så var den i hvert fald ikke til at undgå nu.

[Deleted]

Hun smilede blidt til ham. "Jeg snakker ikke kun om fysisk styrke. Styrke er mange ting og du kan sagtens være fysisk stærk uden at have styrke. Dog må du heller ikke glemme at styrke ikke kommer fra dine racer. Om du er fuldblods eller blandings racer, det gør intet. Alle er i stand til at være stærke hvis de ønsker det brændende nok" sagde hun roligt og kørte hånden igennem det lange hår endnu en gang. Hun følte sig rigtig godt tilpas her sammen med ham. Det var rart at have nogen at snakke med som ikke havde kendt hende længe.
Det var virkelig kommet bag på Ellie selv at hun havde gjort som hun havde det. Hun sad på jorden helt stille og kiggede blot ned mod hendes skød som var hendes sind fanget i en anden verden. Hun frygtede fysisk kontakt, det skar i hende og bragte hendes minder tilbage til alt som var hændt hende i fortiden. Hun hadede, hadet sig selv for at have sunket så dybt den gang. Hun havde ønsket døden frem for at kæmpe sig op og alligevel havde hun formået at komme igennem det, med Nathaniels råd på vejen. Hvorfor havde hun lagt armene om ham?? Hun vidste virkelig ikke hvad der var gået af hende. Hun var bare blevet så lykkelig over at han ville hjælpe den lille pige som betød så meget for hende selv. Det brændte i hendes krop og hun kunne svagt mærke hvordan hun blev varmere. Ild Dæmonen i hende kogte, var mindst ligeså oprevet som hende og svær at styre. Hun ønskede at stikke af, at komme væk, også fordi hun ikke helt vidste hvordan hun ville reagere hvis hun fik endnu et panikanfald. At han så endte med at sætte sig helt op af hende, lægge en arm om hendes skulder og tage hendes hånd var om muligt endnu svære for hende at forstå. Tilgiv ham? Hun vidste ikke hvorfor han sagde det. Hun kogte. Hun bemærkede hvor kold han var, hans krops temperatur var langt lavere end normalt og hun mærkede stille hvordan det kølede hendes iltre sind. Om muligt endnu mere forvirret var hun da hun mærkede at hun begyndte at blive mere rolig. Hun kunne stadig mærke ubehaget men hun var ikke længere i et stadie af panik. Tårerne trillede hurtigere ned over hendes kinder og stille løftede hun hovedet og vendte blikket mod ham. Hun prøvede at sige noget men ingen ord ville komme ud, hun lod stille blikket falde igen men hun gjorde intet andet. Hun forsøgte ikke at komme væk eller trække sig fra ham. Hun sad bare helt stille og lod tårerne falde.

[Deleted]

Igen kunne han kun smile af hendes ord. Det var svært at sige hende imod når hun kom med det på den måde. "Hun vil ikke komme til skade på samme måde her, som i Marnjarno. Hvis jeg vælger at slå mig ned her, så er det for at starte op fra bunden af og danne et fast fundament. Der løber alt for mange rygter omkring i Marnjarno, i forhold til her. Selv på trods af al den gade uorden, så vil det for os være meget mere sikkert." Og det sagde faktisk ikke så lidt om deres nuværende situation. Af hvad han havde set indtil nu, var i den grad langt mere udholdelig.
Der fandtes kun en grund til at han bad om tilgivelse. han ville gøre hende opmærksom på at han ønskede at komme hende nær, at han faktisk gerne ville skænke hende en ro og støtte, som hun kunne benytte sig af. For en gangs skyld, så vandrede hans tanker ikke omkring på alt muligt andet. Han var her i nuet. Mærkede sig af hendes uro der langsomt svandt ind. Hørte lyden af hendes tåre der stille gled og bemærkede sig bestemt af at hun valgte at kigge op mod ham.
Der fandtes tidpunkter der var som skabt til at konfrontere problemstillinger. Dette lod til at være øjeblikket for hende. Han var i og for sig klar over at han ikke kunne tvinge hende til at give slip på sin fortid, ligeså vel, som han ikke kunne det med sin mor. De havde begge to ting de skulle arbejde med og på den måde føltes det langt mere naturligt for ham at håndtere hendes reaktions mønster. Han lod hende sidde, men gav ikke slip på hende. Trykkede blidt hendes hånd ind til sig ved brystet og lod hende synke sammen ved sin side. For nu virkede det bare som om at det var her han hørte til, at det var her der var brug for ham og så var det også her han lagde sit fokus.

[Deleted]

Hun smilede roligt og lyttede til hvad han havde at sige. Måske det ville være mere sikkert for dem? Hun kendte ikke deres historie helt og holdent endnu men hun vidste at det kunne være svære at få oplysninger i Imandra end det var i Manjarno. Hun nikkede roligt og lod hovedet søge let på sned. "Hvis du mener at det er mere sikkert her så vil jeg ikke sige dig imod. Bare pas på" sagde hun roligt og vendte blikket tænkende ned mod jorden. "Jeg ville tilbyde jer plads her men som du kan se har vi ikke ret meget selv og desuden så virker det som om din mor skal have ro og det kan man ikke påstå at der er her." Hun grinede mildt og vendte blikket tilbage mod ham.
Det at han sad hende så nær var virkelig svært for hende at håndtere. Hun kunne mærke hans krop mod sin, hver en lille bevægelse. En del af hende rev og sled for at komme væk, ønskede blot at komme så langt væk som muligt hvor den anden del af hende virkelig bare havde brug for at blive hvor hun var. Lige nu var det den del der vandt. Hun var slet ikke i stand til at bevæge sig. Tårerne trillede fast ned over hendes kinder som hun nærmest sank mere ind i hans favn. Hun mærkede hvordan han roligt klemte hendes hånd mod hans bryst. Det var virkelig grænseoverskridende for hende. Det var der ingen tvivl om! Hun prøvede virkelig at blive mere rolig. Hun kunne mærke ham, hans kølige temperatur gjorde det lidt bedre for selv var hun jo glohed på grund af hendes race. Det var rart at mærke kulden. Minderne begyndte at vælde ind over hende. Hun huskede hvad hendes herre og senere Alkymisten havde gjort ved hende. Det var ikke så meget torturen som gik hende på, den kunne hun overleve selv den dag i dag men det andet. De andre ting de havde gjort ved hende. Hun lagde den frie hånd hen over maven og sank en smule mere sammen. Hun havde det virkelig skidt. Hun endte med til sidst at falde ind mos hans brystkasse og lænede sig op af ham med lukkede øjne. Hun var udkørt og hun havde det skidt. Det var som om at selvom hendes hoved skreg for at hun skulle gå væk fra ham at hendes krop ikke ville lytte. Det var næsten som om hendes egen krop havde fanget hende her, så tæt på ham.