Helping those in need

[Deleted]

"Er det en invitation til at komme igen, som jeg kan høre?" Han sendte hende et kægt smil. Færdig med Imandra var han da så slet ikke. Han var her for nu kun for at snuse omkring, se hvordan forholdene var inden han måtte tilbage til Dvasias for at få fat på Kimeya. Derefter kunne han vel godt vende snuden hertil inden han søgte tilbage til Marnjarno. Sygdom betød rigtig mange gange en langsom død, men den det vidste han at den lille pige ikke ville opleve, ikke så længe hun havde den mikstur. Alt efter hvor omfattende hendes sygdom var, kunne det også variere alt fra 1-3 uger med at hun var helt fri af det, hvis ikke at hun skulle igennem en længere behandling. De fleste gange hvor hans stab i hjemmet var faldet under sygdom, havde de været frisk igen efter kun ganske få dage.
Han slap en mild latter da han så hendes ansigt fyldt med sod, men han kvalte den ret hurtigt inden han fandt sit lommetørklæde frem og rakte det til hende. "Her, til dit ansigt." Påpegede han og var tydeligt underholdt af hendes uvidenhed. Han kunne et eller andet sted slet ikke lade hver med at smile under disse omgivelser. Taget i betragtning af hvilket land Imandra var, så stod det ham klart at der i hvert fald fandtes få steder hvor varme og omsorg måtte hvile. Den følelse af at vare en stor familie. Han savnede den virkelig. Nathaniel og Jesse... sammen med sin søster Laqisa. Tiden som barn var meget mere værdifuld end hvad man gjorde den til

.

[Deleted]

Elmyra vidste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere på det spørgsmål. Hun vendte de grønne øjne mod ham og sendte ham et lille smil. Med rolige skridt gik hun over til ham og stillede sig foran ham. "Du er altid velkommen hvis du har noget at bidrage med" sagde hun med et drillende smil og blinkede til ham før hun endnu en gang vendte tilbage til ildstedet. Maden skulle jo sættes over. At han måtte søge informationer om en person vidste hun intet om, hun kendte i og for sig heller ikke til Kimeya, det eneste hun vidste om ham var at hun ikke kunne lide ham ud fra de rygter hun havde hørt.
Hun nynnede stille for sig selv mens hun gjorde ildstedet færdigt. At han så måtte række hende et lommetørklæde for at tører hendes ansigt fik hende til at grine mildt og rødme. Hun vendte sig væk og begyndte at fjerne det. Gud hvor hun hadede at rødme! Denne gang var det mindst ligeså slemt som når Nathaniel fik hende til det. Hun vidste ikke hvorfor men det slags følelser påvirkede hende bare ekstra meget. Hun vendte sig mod ham igen med et lille smil. "Bedre?" spurgte hun roligt og lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Der var ikke ret mange ting tilbage i Demian's liv, som ærligt og redeligt kunne få ham til at smile helhjertet. Dette øjeblik var for ham fuldkommen magisk og hvordan det kunne gå til at han sad med en følelse af at være hjemme, vidste han virkelig ikke. At hun forstod budskabet var da kune heldigt nok, men helt så nemt slap hun vidst ikke af med soden. Han rakte med en målrettet hånd ud efter hendes kind og strøg sin tommel over for at tvære soden af. "Du fik ikke det hele med." Påpegede han sigende og hævede den anden hånd også for at fjerne resterne på modsatte kind. Nogen var bare ikke alt for heldige og det kunne man ikke klandre dem for. Hun var nem at være omkring, virkede til at hvile meget i sig selv og ikke ligefrem skjule sine følelser. Det gjorde hende i den grad nem at læse, men selvom hun rødmede, så gjorde det ham intet. Hun måtte vel føle sig flov på et eller andet punkt, ellers ville det nok ikke være sket. "Er ildstedet ved at være klar?" Spurgte han nysgerrigt og slap hendes kinder igen.

[Deleted]

På mange måder var Elmyra utrolig heldig. Hun havde fundet sig selv igen efter at have været faret vild så længe, hun havde fundet ro i sig selv og havde fundet sit lod i livet. Dette børnehjem var hendes lille baby, hun elskede alle børnene og lige så glad som hun var når de blev adopteret så var hun også ked af det fordi hun ville savne dem. På en måde var de alle hendes børn her. Hun ville bare gerne gøre en forskel i deres liv. At hun så ikke formåede at fjerne soden fik hende til at rødme igen. Hun hadede sådan noget! Hun mærkede hans tommefingre stryge over hendes kinder og det sitrede helt i hendes krop. Hun var virkelig ikke så godt til at folk rørte ved hende på den måde. Ikke når det ikke var folk hun kendte helt og holdent. Hun foldede armene om sig selv og sendte ham et lille forsigtigt smil. "Tak" fik hun endelig frem over hendes læber. Hun vendte sig mod ildstedet for at tjekke til ilden. Den var ved at være klar. Hun nikkede stille til hans spørgsmål og vendte sig mod ham igen. "De skal blot have stuvning i dag. Gider du begynde på det? Jeg er lige nød til at gå ud og se om jeg virkelig har fået det sidste sod af ansigtet." Hun vendte sig igen og forlod køkkenet. Hun gik udenfor, om bag huset og over til deres regnvands tønde. Hun kom noget vand i ansigtet og tog et par dybe indåndinger. Hun kunne virkelig ikke håndtere den form for berøringer. Ikke en gang fra Nathaniel.

[Deleted]

Han betragtede hende opmærksomt. Og selv da han valgte at trække hænderne til sig, var det ikke fordi at han havde fået det hele af. Han havde fanget sig selv i at komme lidt for nær uden at gøre det alt for tydeligt. Hvis han selv skulle sige det, så var det virkelig mange år siden at han sidst havde skænket den form for personlig nærkontakt til en kvinde, foruden hans mor vel at mærke. Ikke om han ligefrem havde noget at indvende da hun bad ham om at fortsætte med madlavningen, men det at hun direkte forsvandt ud af køkkenet trak dog alligevel i hans nysgerrighed. "Selvfølgelig.." Endte han kortfattet og fik hurtigt grøntsagerne puttet over i gryden inden han satte låg på og vendte snuden udenfor for at se efter Elmyra. Hvor hun måtte befinde sig henne ad vidste han så slet ikke. Han stoppede hænderne i sine lommer og bevægede sig ganske roligt omkring for at se om hun skulle være i nærheden. "Elmyra?" Kaldte han en enkelt gang og så sig omkring for at få øje på hende.

[Deleted]

Elmyra's historie var lang og grum. Det var ikke en hun delte med nogen, ikke en gang Fader Michael vidste havde hun havde været igennem i de mange år efter hun havde taget fra børnehjemmet for at finde Elijah. Hun havde virkelig ikke haft de bedste oplevelser med berøringer og selvom hun prøvede så kunne hun mærke hvordan en så lille ting kunne få hende til at skælve. Hun havde efterladt køkkenet til Fader Michael og Demian mens hun løb ud for at få noget vandt i hovedet for det havde hun brug for. Det kolde vand ramte hendes ansigt og kølede dejligt men hendes hjerte ville ikke holde op med at slå så evigt hurtigt. Hun løftede den ene hånd op til munden og satte tænderne i sig selv. Hun bed så hårdt hun kunne bare for at få en anden følelse end den form for ubehag som hun huskede fra de tidligere år af hendes liv. Hun stoppede da det begyndte at bløde. Hun rev et stykke stof af nederst på sin kjole og forbandt hånden. Hun havde fået det lidt bedre. Hun hørte Demians stemme kalde hendes navn. "Jeg er heromme bagved huset" kaldte hun tilbage og foldede roligt sine hænder omme på ryggen. Der var ikke nogen grund til at gøre opmærksom på hendes hånd.

[Deleted]

Da han hørte hende kalde endte han rundt om hjørnet. Han stod ganske stille i et kort øjeblik og tog hende i blik med et lettet træk i mundvigen. Med faste skridt nærmede han sig hende og stoppede ikke op før han var nået helt hen til hende. Han betragtede resterne hendes ansigt, som det nu engang stadig bar præg af at hun havde kastet vand i hovedet. "Fader Michael ser til maden... " Påpegede han sigende og sendte hende et smil inden han vendte sig med blikket ud over omgivelserne. "Det her er nok første gang jeg nogensinde har besøgt et sted med så hjemlige omgivelser." Endte han ærligt og tog en dyb vejrtrækning inden han tog hende i blik igen. "Har Imandra altid haft så store problemer, som det jeg oplevede tidligere?" Spurgte han nysgerrigt. Det var egentlig helt underligt at kunne stå som han gjorde nu. Der var intet ved situationen, som var alamerende for ham. For en gangs skyld havde han slet ikke tænkt over sine problemer eller sin sygdom, som det jo rent faktisk var. Han kunne kun håbe på at Nathaniel havde fundet en løsning på det inden han nåede hjem igen.

[Deleted]

Demians berøring havde udløst et mindre panik anfald. Var det så underligt? Hendes tanker gik tilbage på hvad hun havde været igennem. Nej, det var ikke underligt men hun var virkelig nød til at blive bedre til at håndtere det. Hun knugede let sig beskadiget hånd og betragtede ham som han kom rundt om hjørnet og tættere på hende. Hun sendte ham et stille smil da han stoppede op foran hende. "Det lyder godt. Han er også langt bedre til at lave mad end jeg er" sagde hun blidt og vippede let frem og tilbage på hendes fødder. Hun kørte den raske hånd igennem det røde hår og kiggede ligeså rundt. Hun nikkede roligt ved hans ord. "Vi har prøvet at skabe det så godt som vi kunne for børnene men det kan være svært. Dette er deres hjem indtil de kan få nogle ordenlige steder at være men hvordan skaber man en hjemlig fornemmelse for næsten 50 børn? Det er virkelig ikke altid lige nemt." indrømmede hun og vendte blikket tilbage mod ham og mødte hans blik. Ved hans næste spørgsmål valgte hun dog at træde et par skridt væk og gå lidt rundt i den lille have. Hun tænkte over hvordan hun skulle formulere det. "Ehm, Imandra var en gang ligeså fredeligt som Manjarno. Der var fred men mangel på regering og styrre fik tyvene til at blomstre. Og det har været som du så lige siden." Hun tænkte ikke lige over hendes hånd og valgte at strække sig med hænderne over hovedet på sig selv. Hun sendte ham et lille smil.

[Deleted]

Demian vidste at der var mange ting omkring ham, som han faktisk slet ikke kendte til. Det at han faktisk stod et sted som her, var ham virkelig forunderligt. Han havde forgæves søgt sin gamle far, uden held vel at mærke og derfor var hans næste træk så at finde ud af hvad Imandra havde at byde på. "Den lille pige.. du behøver ikke være betænkelig omkring eliksiren. Den er ment for de fleste og gør ingen skade. Den gør ikke så meget for hendes sygdom, men hjælper til gengæld med at holde kroppen nede i temperatur. Jeg har selv brugt den over de sidste mange år og den er nok også det eneste der faktisk kan holde min egen feber for døren." Indskød han ret akavet og strøg sig i nakken. Den var blevet overrakt ret hastigt og han mente ingen skade med det på nogen måde. "Madlavning ligger ret tæt op af alkymi." Grinte han let og stoppede begge hænder i sine lommer. "Men selv jeg har behov for at gøre tingene mere end to gange." Han lod blikket hvile ud over landskabet, som faktisk var ham et utroligt sjælendt syn. Det var yderst sjældent at han kunne betragte landområder på andre dage en dem der var ffyldt med skyer. Nok var han kun halv Vampyr, men derfor var det stadig ubehageligt for ham at vandre omkring under den blændende sol. "I gør det godt. Jeg har endnu ikke været i Procias, så jeg kan intet sige om børnehjem der.. men fra her, gennem Dvasias og hele vejen til Marnjarno, har jeg endnu ikke mødt et mere hjemligt sted end her." Roste han og lod blikket nærmest snige sig tilbage mod hendes skikkelse. Smilet faldt over hans læber endnu engang til trods for at hendes ord ikke var noget at smile af, men på en måde var synet af hende nok til at trække i hans mundvige. Anwen... hvor længe siden var det ikke?
Han bemærkede klart hendes hånd da hun strakte sig og rent impulsivt rakte han ud og greb fat om den. "Har du slået dig?" Spurgte han med en bekymret tone og trak klædet af hurtigere end hun kunne nå at trække hånden til sig.

[Deleted]

Hun lyttede roligt mens han fortalte hende om eliksiren. Den var blevet givet til hende hurtigt og hun havde da været betænkelig siden hun ikke kendte Demian ret godt. Hun var virkelig øm omkring børn. De betød alt for hende lige nu, og hun ville beskytte dem så godt som det var hende muligt. "Undskyld" sagde hun med et lille smil og rodede i det lange hår. "Det er ikke fordi jeg tror du ønsker de små ondt. Hvis jeg troede det havde jeg ikke ladet dig komme inden døre. Jeg er blot ikke vant til den form for venlighed i dette land. Det er yderst sjældent at nogen som helst rækker en hånd ud til fremmede her. Jeg takker for Eliksiren. Den vil helt sikkert hjælpe hende." Hun sendte ham et blidt smil og lod som han blikket køre over landskabet. De var virkelig heldige at have et hus så tæt på udkanten af byen. De havde markerne som de større børn kunne lege på. Det betød utrolig meget.
Hun kunne ikke lade være med at grine mildt ved hans ord. "Er du alkymist?" spurgte hun smilende og lod hovedet søge let på sned. Var han som Nathaniel?? Hun betragtede ham roligt og tænkte lidt. "Jeg er heldig. Selvom jeg ikke er den bedste til at lave mad så værtsætter børnene her alt man servere for dem. De fleste af dem var utrolig udsultede da de ankom her." Hun rødmede let ved hans ros og vendte blikket i jorden mens den ubeskadiget hånd rodede med en lok af hendes hår. Hun var virkelig ikke god til at blive rost! Der var faktisk ret mange ting som hun ikke var god til når det kom til andre mennesker. "Tak. Det betyder meget at høre. Vi gør virkelig alt hvad vi kan."
At hun havde været uopmærksom i et kort øjeblik fortrød hun bittert. Hun mærkede hvordan Demians hånd tog om hendes. Hun bed sig i læben da han rev forbindingen af. Der var et tydeligt tandsæt markeret på den. Hun sukkede og hev hånden til sig og tog klædet fra ham igen. "Du skal ikke tænke over det. Det er ingen ting" sagde hun og prøvede at slå det væk mens hun forbandt hånden endnu en gang.

[Deleted]

Blikket forblev hvilende mod hendes skikkelse for nu, mens han opmærksomt lyttede til hendes ord. At hun trak hånden til sig gav selv et let sæt i ham. Han var på ingen måde vant til at være nærgående og gjorde det bestemt heller ikke, med nogen som helst tanker i baggrunden. "Det er vidst mig der skal undskylde. Jeg bemærkede det godt før, men først nu går det op for mig... Du ikke så glad for nærkontakt, vel?" Spurgte han nysgerrig. Han var glad nok for at hun forstod hans intentioner. Det var faktisk alt han havde håbet på, selvom at det ikke var hver dag han gik og kastede om sig med et hjælpsomt hjerte. I visse tilfælde kunne han bare mærke det på forhånd, om der var noget at tage sig i agt for, eller om det var sikkert og trygt.
Han tvang en mild latter frem til hendes spørgsmål og rømmede sig ret alvorligt efterfølgende. "Alkymist, ja.. men ikke efter traditionelle omstændigheder." Endte han en anelse lavmeldt. Ganske givet var det ham et emne han ikke snakkede højt om til hvem som helst, for han var ikke just stolt af sig selv over det. Han blev stille for et godt stykke tid inden han trak vejret dybt ind igen og fortsatte sine ord, som om intet var hændt. "Børn, er ikke min stærke side, men de har en fantastisk måde at udvise tilfredshed på." Endte han med et lettere på tvunget træk i mundvigen.

[Deleted]

Elmyra brød sig virkelig ikke om nærkontakt med folk. Ikke på denne måde i hvert fald. Det mindede hende for meget om den gang hun blev holdt som slave. Den gang havde hun ikke kunnet se noget som helst så hver en berøring havde været overvældende. Hun bed sig let i læben og holdt stille om sin hånd. "Du skal ikke undskylde. Det er hverken din skyld og du kunne ikke vide det eftersom jeg intet har sagt. Men du har ret. jeg bryder mig ikke så meget om at folk rør ved mig. Meget få mennesker kan røre ved mig uden jeg får det dårligt. Dårlige minder" mumlede hun stille og bed sig let i læben. Hendes historie var grum men ikke meget anderledes end så mange andres. Det vidste hun godt. Hun brød sig dog ikke om at snakke om det. Hun gemte det hellere væk indtil hun ikke kunne holde det inde længere. Sådan havde hun altid gjort.
Ikke efter traditionelle omstændigheder? Han kunne alkymi men var ikke alkymist? Eller hvordan skulle hun forstå det. Hovedet søgte let på sned mens hun betragtede ham. "Hvad mener du med det??" Spurgte hun nysgerrigt og trådte et skridt hen mod ham igen. Hun var fandens nysgerrig og det var nok tydeligt at se. At han ikke var så god til børn ville hun nok ikke have gættet. Han lod ellers til at have godt styr på det. "Børn er fantastisk ærlige. De siger deres mening fordi de kan. Man lærer altid noget nyt omkring dem men det kan være svært. Jeg har det desværre med at knytte mig for meget til nogle af dem og så er det svært når de bliver adopteret. Der var en gang hvor jeg slet ikke kunne håndtere den tanke, at skulle miste en af de unger som jeg havde knyttet mig til men med tiden er det blevet bedre" sagde hun roligt og sendte ham et opmuntrende smil. "Desuden så tror jeg at kvinder har det bedre med børn end mænd. Det ligger til vores instinkter hvor det kan være sværre for mænd at håndtere."

[Deleted]

Demian var faktisk fuldkommen med på hvordan hun måtte have det. Han kendte det fra sin mor af. Alle de ar og minder der havde revet hende vind og skæv i bolten. Ikke mindst det som han nåede at byde sin egen søster inden hun gik under jorden. Han var virkelig ikke stolt af at være i besiddelse af alkymi, men den kom ham da til gode fra tid til anden. "Altid noget at min fornemmelse ramte plet." Smilede han venligt og holdt blot hænderne i sine lommer. Hvis hun led af et traume fra fortiden af, så var det ikke hans ansvar at trække hende ud af det. Den slags ting kom ganske naturligt og at lytte til det ville nok heller ikke skade ham.
Det var skam ikke underligt at hun stillede spørgsmålstegn ved hans udtalelse. "Faktisk.. kan det godt lade sig gøre at blive tilegnet adgang til Alkymiens kræfter, men... det er ikke en pris der er det værd. For at gøre en lang forklaring kort, så burde jeg slet ikke eksistere den dag i dag. Mange der er gået af samme vej som jeg, har mødt deres egen grav efter blot 10 år med intens brug af Alkymi." Forklarede han ganske kort og væddet roligt sine læber. "Du binder dig til en pagt, mildt sagt og din sjæl bliver solgt og brugt som energikilde for at tvinge dig adgang til kræfter du ikke er født med." Tilføjede han i en meget alvorlig tone og bed sammen med en ret så trykket mine. Denne gang hvor han valgte at træde en smule frem og sætte sig ned på en nærliggende stor sten. "Jeg har ikke selv været omkring børn i særlig store omfang, men det at du knytter dig til dem som du gør er slet ikke så unaturligt. Jeg går ikke ud fra at du har din egen familie ud over stedet her? I så fald er du mere knyttet til dem der kommer hertil for hjælp. Dem uden en familie har det med at skabe bånd med andre der står dem nær, fordi de har brug for at høre hjemme." Endte han komplimenterende. Det var ganske givet. Han var selv forfærdeligt knyttet til Nath og havde vel på en eller anden måde anset ham som sin far, i og med at han var vokset op under Nath's vinger.

[Deleted]

Elmyra skuttede sig en smule og rystede let den ubehagelige følelse af sig. Hendes historie påvirkede hende utrolig meget, hendes fortid og minder fortærede hende og åd hende indfra hvis hun ikke passede på. Hun tog en dyb indånding og kørte hånden igennem det ildrøde hår og fandt endelig modet til at kigge op igen. Hun ville virkelig ikke lade fortiden gå hende så meget på!
Hun lyttede nysgerrigt til hvad han forklarede. Hun bed sig let i læben. kunne man virkelig få adgang til kræfter som ikke tilfaldt en selv på den måde? Det virkede næsten uvirkeligt men magi og alkymi kunne jo bringe de døde til live så det kunne meget vel være rigtigt. Hun gik over til den samme sten som han satte sig på og lænede sig op af den. Hun lukkede øjnene. Hvis Nathaniel havde været her og hørt hvad Demian måtte give i bytte for de kræfter som han besad havde han givet ham en mindre røffel. Hun smilede stille for sig selv og vendte hovedet mod ham. "Det er farligt at lege med kræfter som ikke tilfalder en selv. Det at du er nødsaget til at give din sjæl i bytte, som du selv siger så er det ikke det værd. Alkymi er farligt nok i sig selv for dem som er født med evnerne" sagde hun stille og vendte blikket væk igen. Hun kendte ikke Demian ret godt men hun kunne alligevel ikke dy sig. "Jeg kender ikke meget til alkymi men jeg ved at det er farligt. Du virker som et godt menneske. Lad være med at spilde din sjæl på de kræfter. Hvis du skal være her, komme og hjælpe til eller bare på besøg må du love ikke at bruge alkymi. Jeg ønsker ikke at en god sjæl skal gå til spilde på den måde." Hun sendte ham et stille smil og satte sig op på stenen ligesom han. Hun nikkede roligt ved hans ord og vendte blikket mod ham. "Jeg mistede mine forældre da jeg endnu var meget ung. Man knytter sig til dem som står en nær. Der var en dreng her for mange år tilbage. En dejlig dreng som mindede mig så meget om mig selv. Han blev adopteret af en af mine venner. Jeg vidste at Elijah ville få det bedre hos hans nye familie men jeg kunne ikke slippe ham dengang. Jeg ved ikke om han stadig lever den dag i dag. Han endte med at stikke af fra min vens hus" sagde hun stille.

[Deleted]

Han nikkede gengivende til hendes ord, ligesom Nathaniel kunne sige det. Det fik ham i den grad til at løsne meget mere op. Den typiske prædiken som han altid kom med, så snart de snakkede om Alkymi, den var blot en af mange minder som han sad med fra sin opvækst. Godt nok havde Nath ikke vidst til det før at Demian faktisk var gået i flæsket på Kimeya og det var netop lige i den situation at hans liv ændrede sig fuldkommen. "Som du kan sige det, heh... det er ord jeg tit har hørt fra en gammel ven og værge, han er selv Alkymist. Han har på mange måder reddet mig og vejledt mig, selv på trods af min stædighed da jeg var yngre. Ser du, min far slog min mor ihjel for øjnene af min søster og jeg, da jeg så fandt ud af at man ved hjælp af Alkymi kunne bringe de døde tilbage til livet igen... tænkte jeg ikke ret langt. Et barn på 5 år tænker næppe på at spørge sin omgivelser om hjælp når de allerede ved hvad der skal til..." Han sank nærmest sammen på stenen og strøg hænderne over ansigtet. "For nu skal du ikke bekymre dig for meget om min brug af Alkymi, miksturer er alt hvad det kan blive til uden min amulet. Du og børnene er ikke udsat for nogen form for fare i den retning så længe jeg ikke har den på mig." Betroede han hende. Et eller andet sted var det vel på sin plads at hun kunne vide sig sikker i hans nærvær. Hun lod til at være en med et godt kendskab til Alkymister og Alkymi. På en eller anden måde var det ham faktisk enormt befriende at kunne lukke op og snakke om det. "Det gør man nemlig, når man mister sine rødder bliver man ret hurtig ensom og desperat efter at have nogen at støtte sig op ad. Min fars rådgiver, som min værge var, blev mit link og min ledetråd. Uanset hvor jeg var eller hvad jeg havde rodet mig ud i, så havde jeg altid en at vende mig til... som en søn burde have det til sin far. Selv Elijah, har nok også fundet sig et midlertidigt sted at holde til og hvis han husker og for sin vis er i live, så skal han nok vende hjem en dag. Så længe du ikke forsvinder fra stedet her, så skal han nok vende hjem igen." Opmuntrede han hende og sendte hende et varmt smil.