Helping those in need

[Deleted]

Der var mange ligheder, såvel som forskelle på hende og hans mor. De sad begge med svære minder, men led på forskellige måder. Han var vel vant til det her. Det kom ham som en ganske naturlig ting, bare ved at se den måde hun langsomt faldt mere og mere... til ro? Hendes høje temperatur havde han svært ved at tolke, fordi han ikke var bekendt med andet end den fra hans mor af.
Det sitrede og prikkede i huden på ham, de steder hvor hun lå ham tæt, men det var på ingen måde ubehageligt. Den måde hvorpå at hun endte helt op af brystet på ham, var ham i den grad en meget unaturlig ting, men på en måde også meget velkendt. Det gav ham en følelse af... at være fuldendt. Det tomrum, som han normalt altid gik med synes næsten at være svundet ind til ingenting, blot ved at sidde her med hende i sine arme.
Han hankede virkelig op i sig selv. Han havde virkelig bare lysten til at trykke hende ind til sig og lade armene søge beskyttende omkring hende. For alt hvad han vidste af, så kunne han vel ende op med et slag på tasken, om det så ikke ville falde i god jord hos hende... men han måtte prøve.
Derved som han drejede sig let i overkroppen for at lade hende hvile bedre ind mod ham, lod han armene søge omkring hende og gav hende et betryggende lille klem inden han strøg hende over håret. "Verden vil ikke være ond for evigt, Ellie..." Kælenavnet, som havde hun været en lille pige der havde brug for at blive trøstet, efter at være kommet galt afsted. "Så længe du er her, så vil der ikke ske dig noget." Hviskede han blidt og lod hovedet dale ned til hendes.

[Deleted]

Elmyra var virkelig ikke vant til at sidde sådan som de gjorde lige nu. Hun havde ikke været tæt med nogen siden den alkymist som havde skænket hende synet igen. Hun gøs stille ved tanken. Han havde været venner med hendes forældre, hun havde virkelig kun søgt til ham fordi hun ikke ønskede at gøre mere skade på Nathaniel. Alkymisten, Merric, som han hed havde krævet en høj pris. Hun havde tilhørt ham i den periode til hun havde fået det bedre. Da hun til sidst følte sig så rask at hun var i stand til at kæmpe havde hun slået manden ihjel. Det var sidste gang hun var tæt på en som ikke havde været et barn. Indtil nu. Hun kunne stadig mærke panikken nærmest ætse sig ind i hendes krop og sind. Det gjorde næsten fysisk ondt på hende der hvor deres kroppe rørte hinanden. Hun var virkelig skadet mentalt efter hvad der var hændt hende. Det var der virkelig ingen tvivl om. Tårerne trillede ned over hende kinder, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Nok blev hun mere rolig udenpå men panikken i hendes sind dulmede ikke. At han så måtte dreje sig lidt og tage hende helt i favnen fik hende til at blive mere anspændt. Hun lukkede øjnene og faldt stille ind mod hans brystkasse. Hendes hjerte hamrede så voldsomt at hun var bange for at det ville ende med at stoppe. Det gjorde ondt på hende. Hans ord, hun vidste at det var Demian, hun vidste at han ikke ønskede hende spor ondt og alligevel kunne hun ikke se bort fra det. Hans ord, det sidste han sagde, det var det samme som Merric havde sagt til hende hver gang havde havde haft groteske planer i hovedet. Hun kunne ikke mere, hun ville ikke mere. Hun skulle væk! Hun kunne mærke hvordan panikken i hendes krop bredte sig, fik hende til at ryge ud af kontrol. Hun vidste at det ville ende galt hvis hun blev siddende der i hans favn og hun fik revet sig fri og faldt baglæns væk fra ham. Hun trak vejret i tunge stødt men det stoppede ikke. Hun kunne mærke panikken fortsat race i hendes sind og hun kunne mærke varmen og ilden brede sig i hendes inde. Hun havde brug for at komme af med de flammer. Hun kom på benene ubesværet og hun begyndte at løbe væk fra huset. Hun kunne ikke være i nærheden af børnene når hun havde det sådan. Ild var en farlig ting at lege med. Som hun løb svedet hendes fødder jorden under hende. Hun var ikke i tvivl om at hendes kræfter virkelig var på spil nu. Hun nåede til enden af den først mark hvor der lød en lille å som folk brugte hyppigt til at vaske tøj i. Hun hoppede i den for at komme over på den anden side men hun kunne ikke komme op igen. Hun fik fat i noget tørv på den anden side og det begyndte meget hurtigt at brænde. Ilden bredte sig ud til hver sin side fra hende og vandet hun sad i kogte omkring hende. Hendes vejrtrækning var besværret, tårerne trillede og hun hulkede stille mod breden. Hun kunne virkelig ikke håndtere den form for kontakt. Hun kunne bare ikke!

[Deleted]

Der hvor Demian nok for første gang måtte indse at hans valg ikke gav de bedste resultater, var i den grad i dag. Den måde hun endte med at reagere på, var ham fuldkommen chokerende. Han kom dog hurtigt op og stå godt og vel få sekunder efter hun selv havde trukket sig og valgte at stikke af fra ham. Et eller andet sted så stak det ham dybt i hjertet at se hende på den måde, men hvorfor? Hvorfor var hendes pinsel ham en sådan plage? Han forstod det knapt nok selv, før at han stødt satte efter hende. Det var da direkte misfortolkende for ham at hun søgte væk. Hvis der var ting hun ikke brød sig om, hvorfor så ikke bare stikke ham en flad lussing? Hans skridt endte ved skrænten ned til åen.
Han knugede let sine næver ved det blotte syn af flammerne... ikke mindst det hede vand i åen. Han havde virkelig jokket i spinaten denne gang, men det skulle fandme gå hen og blive en løgn, om han efterlod hende i den forfatning. Han tog en dyb indånding inden han valgte at træde ned mod vandkanten, fast besluttet på at nå hen til hende. "Elmyra!" Kaldte han bekymret og kunne tydeligt se hvor ked af det hun var. Det var ikke hvad han havde tænkt sig at byde hende, men han kunne ikke komme i tanke om andre løsninger. Ganske som han endte halvejs nede påbegyndte han en yderst sjælden transformation. En magisk sky sluttede sig omkring ham og på kun et kort øjeblik stod han der på alle sine 4 poter. Hvid og slank i pelsen var han og med de dybeblå øjne, arvet fra hans mor.
Han miavede en enkelt gang inden han valgte at gøre klar til at sætte af og springe over åen i ét stykke.

[Deleted]

Ild Dæmoners kræfter var virkelig styret af deres følelser og lige nu var hun et vrag når det kom til det. Hun havde kunnet mærke at hun havde følt sig rolig i hans favn og den tanke skræmte hende. Ikke en gang i Nathaniels favn havde hun følt sig så rolig. Men på den anden side så fik Nathaniel hende ikke til at gå i panik på samme måde heller. Det var nok fordi hun ikke kendte Demian så godt endnu. Hun klamrede sig til den anden side af kanten, hun brød sig virkelig ikke om når hendes kræfter løb løbsk på denne måde. Det kunne så let ende galt. Tårene trillede og hun hulkede svagt mod den lille flods side. Hun havde virkelig trådt i det denne gang. Hun turde slet ikke kigge på alt den ødelæggelse som hun forvoldte. Den bekymrede stemme nåede hendes øre og forskræmte åbnede hun øjnene og drejede hovedet tilbage for at kigge på ham. Han måtte ikke komme nærmere. Det måtte han virkelig ikke! "Demian du er nød til at holde dig på afsted!" råbte hun tilbage og lukkede kort øjnene. Hun kunne virkelig ikke lide det her. "Jeg ... Kan jeg ikke kontrolere ilden. Du må ikke komme tættere på. jeg kan ikke stoppe!" Hun hadede virkelig at indrømme at hun ikke kunne stoppe ilden igen. Ild var et svært element at have med at gøre. Hun vidste at hun aldrig ville kunne mestre det til fulde, det kunne ingen, men Hun vidste alligevel at hun var nød til at prøve. Hun åbnede øjnene og betragtede ham trist. Hun havde virkelig ikke lyst til at det skulle ende sådan her! At han så måtte ende med at forvandle for øjnene af hende var noget hun ikke havde set i meget meget lang tid. Den hvide pels mindede hende om Elijahs dyreform. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt og dog måtte smilet endnu en gang falme da hun så at han gjorde klar til at hoppe. "Demian lad vær! Hvis du ender på den anden side brænder du og hvis du ender i vandet koger du!" græd hun stille. Han måtte ikke komme til skade. Hun ville ikke have det!

[Deleted]

Kun et split sekund før at han satte af ramte hendes ord ham. Han var i den grad usikker og havde rent faktisk ikke den store tiltro til om han ville slippe godt fra det eller ej. Ild var virkelig en ting han ikke burde lege med, men han følte virkelig ikke at han havde andre valg.
Ørene lagde sig tilbage og igen miavede han næsten grædene. Det at han ikke kunne nå hende, at hun ikke ønskede han kom tæt på. Han forstod det skam på grund af ilden, men det stræd imod hans natur. Hun var ked af det og det påvirkede ham, gjorde ham virkelig rundt på gulvet! Han vidste hverken fra eller til i sådanne situationer. Dette var enormt kaotisk for dem begge to og han havde ikke et direkte ønske om at forværre det, men han anede slet ikke sine gode råd om hvordan han skulle få hende til at slappe af igen.
Han affandt sig med at skulle blive på denne side af åen, men ikke at det var med hans gode vilje. Skyen kom igen og han måtte et sted anse slaget, som værende tabt for hans del, ikke noget han var specielt tilfreds med. Igen stod han nu i sin... retmæssige form? Halen vejede fra side til side bag ham og ørene sad rankt og spidst på toppen af hovedet.
Blikket var bekymrende og i den grad nedslået. Han forstod inderligt ikke den dybe smerte hun sad med, han havde kun kunne gøre forsøget i at trøste hende. Endnu engang havde han brændt sine naller, ligesom han havde gjort det utallige gange før og det var bestemt ikke noget han brød sig om!
Hun var bange for at han kom til skade, så meget lå da helt fast og det var nok også den bekymring hun slet ikke burde havde udvist ham. Han var i forvejen betænkelig med ild, men hvis hans liv betød mere for hende end den frygt, så lå hans barnlige tro også på at hun ikke ville gøre ham fortræd. Plasket lød fra vandet i åen da han hoppede i med begge ben først og halen hævet over.

[Deleted]

Ild var noget så farligt at lege med. Den kunne med lethed komme ud af kontrol og selv ild dæmoner havde svært ved at styre den til tider. Dette var en af de gange for Elmyra. Hendes sind havde mistet kontrollen og disse flammer var resultatet. Hun hulkede stille. Hun hadede at hun ikke kunne kontrollere det og alligevel vidste hun godt at det ikke var hendes skyld. Hun prøvede så inderlig at få noget kontrol tilbage over situationen men det var bare så svært! Langt fra blev det bedre da Demian kom til. Hun ønskede ikke at han skulle komme til skade, hun ville ikke have det! Hendes blik hvilede stille på katten på den anden bred. Hun vidste at det var Demian, han var altså animagus også? Hun rystede stille på hovedet. Hun kunne godt se på ham at han gerne ville over til hende, hun vidste at han blot ønskede at hjælpe men det ville absolut ikke hjælpe noget hvis han kom til skade!
At han så valgte at forvandle sig tilbage igen, omend en smule mislykket fik hende til at vende blikket tilbage mod ilden. Hun var nød til at få styr på det! Hun tog en dyb indånding og begyndte så af alle kræfter at slukke ilden på marken. Langsomt men sikkert forsvandt der mere og mere af det glohede inferno men det tog meget på Elmyra. Hun rystede i vandet og det var tydeligt at hendes vejrtrækning blev en smule mere besværret. Det var hårdt. Hun vendte stille blikket tilbage mod Demian. Hun var nød til at holde øje med ham. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på. Han havde allerede forsøgt at hoppe ud i vandet en gang! Hun nåede dog ikke at reagere før han hoppede i vandet bag hende. Panikken fjøl igennem hende igen men denne gang var det af helt andre årsager. Hun ønskede ikke at gøre skade på ham men det var svært når han ligefrem opsøgte det. Vandet helt tæt på hende kogte, hun vidste at der hvor han stod at det måtte være varmt men ikke farligt endnu. Hun slap den anden bred og stak hænderne i vandet. Hun brugte noget af den sidste energi hun havde på at trække varmen ud sådan så han ikke ville komme for meget til skade. Derfor gik hun med fasteskridt over mod ham, hun tog fat i hans arm og slæbte ham tilbage på land i sikkerhed. Han havde virkelig været for dum sådan at hoppe ud i noget så varmt!! Hun nåede op på breden og endte med at kolapse helt udmattet på jorden. hendes vejrtrækning var besværet og ud af hendes ene mundvige løb enkelte dråber blod. Det havde virkelig været noget af det hårdeste hun nogensinde havde prøvet!

[Deleted]

Demian var mildest talt fra den. Det kunne ikke passe at de kunne sidde og snakke sammen under så rolige forhold, med det resultat af at han fik trådt forkert og gav hende grund til at rasere det hele. Det stak i ham, rev i ham fra alle sider og han vidste slet ikke hvordan han skulle bære sig ad med at håndtere det. Hans mor blev altid vred, stak ham en på kassen hvis hun virkelig ikke havde brug for at han kom hende nær. Det var da i det mindste noget han kunne forholde sig til.
Varmen om hans ben var sygelig i forhold til hans temperatur og det prikkede hidsigt over huden på ham. Han skar ansigt og ville til at gå frem efter hende da et fast greb låste sig om hans arm og hev ham med op på breden igen. Han så helt forbavset ud da hun så ud til at falde sammen og ret impulsivt fik han fat i hende og trak hende ind til sig, siddende på sine ømme knæ. "Ellie? .... Elmyra!" Endte han næsten skræmt da han først så blodet ved hendes mundvige. Han ruskede let i hendes skulder for at vinde hendes opmærksomhed inden han bare tog den beslutning at de måtte tilbage til børnehjemmet. Let som en fjer løftede han hende op i sin favn og skyndte sig hastigt tilbage. Selv da han nåede ind i køkkenet hvor kun Fader Michael var, så bad han ihærdigt om vej for at blive vist op til hendes seng. Fader Michael skyndte sig neden under igen med det samme, mens han forsigtigt lagde Ellie ned på sengen. Han havde det virkelig skidt og sad med en brændende smerte i maven af skyldfølelse. Han følte ikke at han kunne være sig selv bekendt. Alt han ville var da kun at hjælpe hende, men hans forstand på andre racer var ufattelig lille... i modsætning til Alkymister og Vampyrer.

[Deleted]

Hendes krop gjorde ondt. Det var lang tid siden hun havde brugt sine kræfter så meget og det tog på hendes krop. Det var helt sikkert. Hun faldt sammen i græsset, det hele snurrede for hendes øjne og hun mærkede blodet løbe stille ned over hendes hage. Hendes vejrtrækning var besværet men hun var da stadig i live dog utrolig svag. Hun mærkede hvordan Demian greb fat i hende og hev hende ind til sig. Hun havde ikke energi til at rykke sig, hun havde ikke en gang energi til at blive panisk igen. Hun lukkede bare stille øjnene og prøvede at samle sig men det var svært. Hun hørte ham kalde hendes navn men kunne ikke svare. Hun var bare for træt. Hun mærkede hvordan han samlede hende op. Hun kunne intet gøre andet end at lade ham. Turen tilbage til børnehjemmet var ubehagelig. Hun næsten faldt hen en del gang så hun lagde kun halvt til hvor langt de var. De nåede endelig tilbage og han blev ført tilo hendes værelse. Hun kunne mærke hvordan han lagde hende i sengen og hun sukkede stille. Hun var endelig ved at blive lidt klar i hovedet. Hun var endelig ved at komme til sig selv. Hun kunne mærke hvordan vreden begyndte at boble i hende, ikke fordi han havde rørt ved hende igen men fordi han ikke havde gjort som hun havde sagt! Hun fandt ny styrke og satte sig på i sengen mod ham. De grønne øjne løftede og fangede ham. De lynede en smule og med et svang hun ham sådan en lussing. Hele hendes krop rystede af udmattelse men hendes vrede var stærkere. "Hvad pokker tænker du på!?!?" næsten råbte hun af ham. "Der var en grund til jeg bad dig om at holde dig væk. Det var voldsomt farligt for dig at komme mig nær når mine kræfter går ud af kontrol på den måde. Ild er det eneste element som ikke kan kontroleres til fulde. Du kunne være død hvis jeg ikke havde hevet noget af varmen til mig!!" Hun skældede mens nye tårer faldt ned over hendes kinder. Det havde været voldsomt svært for hende at han bare var hoppet i vandet og havde hun ikke fået det til at holde op med at koge havde det kun været værre for ham. Hun tørrede øjnene og vendte blikket ned mod gulvet. "Jeg ... Jeg vil ikke have at du kommer til skade. Kan du ikke forstå det??"

[Deleted]

Demian havde stadig meget at lære og han var blandt dem der lærte bedst ved at mærke konsekvenserne af de valg han tog sig. Man kunne vel sige sig at han stadig var ved at finde sig selv fuldkommen. Dog havde han altid stået fast ved sine holdninger og meninger uanset hvad det så måtte bringe med sig.
Denne situation var ham virkelig ømt og nyt. Ikke nok med at hun var ild dæmon, en race han knapt nok kendte til, men han var også nød til at træde varsomt omkring hende for ikke at prikke for meget til det traume hun gik rundt med. For hans del så vidste han, at det altid var en stor hjælp at have en man kunne tale med og læne sig op ad, når det blev for slemt. Han kunne ikke selv sætte en finger på det, men han sad bare med en inderlig lyst til at trøste hende, tage de grumme minder fra hende... for han vidste hvad det gjorde ved en.
Han sank en enkelt gang og slap hende med den tanke om at komme på afstand af hende så hurtigt som muligt, men han nåede knapt nok at rejse sig helt op før at en syngende lussing smældede over hans kind. Helt forbavset endte han med at sætte sig ned på måsen med tilbagelagte øre, forskræmt udtryk i ansigtet og en hånd der forsigtigt strøg kinden. Han lyttede og sugede alle hendes ord til sig, fuldkommen paf.
Han trak vejret dybt og sank en enkelt gang. "... Jeg var slet ikke hoppet ud til dig, hvis jeg ikke havde troen på at du ikke ville gøre mig ondt!" Gav han igen. "Hvorfor skulle du ellers stikke af fra børnehjemmet i første omgang?" Tilføjede han med en rolig og åbenlys tone.

[Deleted]

Elmyra sad stille i sengen og hev efter vejret. Hun vidste at lussingen havde siddet rigtig godt fordi det gjorde ondt i hendes hånd. Hun var virkelig ikke en som gik ind for at slå folk, og da slet ikke som en lektie men hun var vred og bekymret. Hvis han kunne finde på sådan noget her hvad ellers kunne han så ikke finde på?!? Hendes blik hævede sig roligt til ham og hun betragtede ham stille. Han transformationer var der stadigvæk, en underlig tanke at han ikke kunne forvandle sig tilbage igen. Hun sukkede en gang da hun så det skræmte udtryk på hans ansigt og hun tog sig til hovedet. Hans ord gav mening men det var virkelig en barnlig holdning at have. Hun sukkede igen og rystede på hovedet. "Jeg ønskede dig ingen skade, det har du ret i men der er forskel på ikke at ville og ikke kunne lade være. Ild Dæmoner er dem der har det sværest med deres kræfter. Ild kan ikke styres fuldstændigt og det er skræmmende, selv for en der er så gammel som mig. Mine kræfter er styret af følelser, vrede gør mig stærkere og panik gør det umuligt at kontrolere" lagde hun stille ud. Hun satte sig ordenligt op i sengen med benene ud over kanten og betragtede ham. Hun var udmattet, hele hendes krop rystede som et espeløv. Hun havde det faktisk skidt. Hun tørrede sin mundvig for blodet før hun fortsatte. "Jeg stak af fra børnehjemmet fordi at jeg vidste at jeg ikke kunne kontrollere det. Jeg vidste at hvis jeg blev kunne jeg ende med at brænde hjemmet og dele af byen ned. Det ønskede jeg ikke men du må forstå at det du gjorde var ikke kun farligt for dig men også for mig. For meget brug af mine kræfter kan slå mig i ihjel og jeg havde intet energi at tage af for at rede dig fra at koge. Det var ren og skær held at en af os ikke smuttede i svinget. Please, når jeg beder dig holde dig væk så gør det. Jeg ønsker ikke sådan en situation for nogen af os." Hun stoppede og tog sig til hovedet igen. Hun svajede stille. Hun havde det virkelig dårligt. Hun endte med at kravle lidt tilbage i sengen sådan så hun sad op af væggen. Hun lukkede stille øjnene og bare sad lidt. "Du ved godt at du stadig har katte øre og hale, ikke?" Spurgte hun for at prøve at lette stemningen en smule.

[Deleted]

Demian var sjældent typen der gad slå lyttebøfferne ud når der blev snakket alvorligt til ham, især hvis det var ment som en belæring, men for en gangs skyld sad nysgerrigheden dybere i ham end ellers. Han vidste i bund og grund ikke ret meget om hendes væsen i forvejen, så for ham gav det en langt bedre indsigt ved at prøve at fange forståelsen af hendes ord, frem for bare at ignorere dem. Han bed dog mærke i en hvis ting som hun sagde, noget som hans nysgerrighed ikke ville lade fare forbi i svinget. "Hvor gammel er du egentlig?" Spurgte han nysgerrigt inden hun kommenterede på hans udseende. Hvad havde han? Han kiggede omgående ned til siden og fandt ganske rigtigt den hvide hale veje let omkring med bløde bevægelser. "Woah!" Han sprang op på benene igen og greb fat i den, kun for at den kunne smutte ud af hans greb før han fik rigtig fat. Han sukkede meget tungt inden han fornemmede ørene på toppen af sit hoved. "Nej.... nej, nej, nej....! " Det var pure benægtelse. Der var intet mere utjekket ved en vampyr, end at rende rundt og ligne en nuttet krydsning mellem et menneske og en kat. Igen ragede han stædig ud efter sin hale og fik så hårdt fat at han stak ud i et hvin, med det resultat at han kun slap den igen.
Dernæst hvor han alligevel vendte blikket forsigtigt op mod hende, næsten for travlt optaget med sig selv. Man skulle være godt blind for ikke at lægge mærke til hendes tilstand, men... han havde slet ikke brug for at gentage den samme fejl to gange. Han satte sig ned på gulvet igen og kløede sig bag øret ret tænksomt. Han sukkede igen. "Jeg indrømmer gerne at jeg ikke vidste hvad jeg foretog mig, ud over at prøve at berolige dig. Og hvis jeg skal være ærlig så er jeg slet ikke stødt ind i ret mange forskellige racer.. foruden Alkymister, min egen... og mørkelvere.." Den sidste del kom noget kun tøvende. Igen hvor han bed fast i ikke at sidde og mindes ved Anwen.

[Deleted]

At han ikke vidste noget omkring hendes race var da tydeligt for hende at se. Hun sukkede stille og forklarede ham i hvert fald det vigtigste. Ild var det element som havde sjæl. Der var ingen der kunne kontrollere det helt og holdent. Ilden kunne så let komme ud af kontrol. Hun holdt øjnene lukkede mens hun snakkede. Hun havde det virkelig skidt. Hendes krop rystede stadigvæk. Hele hendes væsen gjorde ondt, det havde været lang tid siden hun havde brugt sine kræfter så meget. At han så måtte spørge indtil hendes alder fik hende til at åbne øjnene og vende blikket mod ham. "Du ved godt at det er uhøfligt at spørge en kvinde om hendes alder, ikke?" grinede hun mildt og tog sig let til hovedet. Det gjorde ondt. "Jeg husker ikke hvornår præcis jeg begyndte på denne jord men jeg er vel godt oppe omkring de 20.000 efterhånden. Tiden går hurtigt."
Den måde han reagerede på overfor sin delvise transformation kunne hun virkelig ikke lade være med at grine lidt af. Han var nu meget sød med katte øre og hale. Det gjorde ham, på en måde ikke helt så farlig som han havde været det for hende da han havde holdt om hende. Hun vendte blikket mod ham og sendte ham et lille smil. Hans opmærksomhed måtte endnu en gang hvile på hende. Han kendte ikke meget til alle de andre racer bortset fra to?? Hun smilede en smule overbærende. "Det er du nød til at lære, Kære Demian. Ellers ender du i en situation som du ikke kan slippe fra. Det er vigtigt at vide hvad man er oppe i mod. Altid" sagde hun roligt. Hun rettede sig lidt op i sengen og betragtede ham. Hun ... havde ikke lyst til at han var så langt væk. "Kom herop. Du skal ikke sidde på gulvet." Hun gjorde sådan så der var god plads til dem begge i sengen. Tankerne fløj rundt i hendes hoved, hvad skulle hun dog gøre? Hun bed sig let i læben. han forstod sig virkelig ikke på sådan noget her? Hun kørte en hånd igennem sit hår og vendte blikket mod ham en gang. "Du virker som en god Person Demian. Jeg ... Jeg har ikke så mange personer i mit liv men jeg vil gerne have at du bliver en af dem. Lad mig dig min historie."

[Deleted]

Hendes alder kom da i den grad bag på ham. Hvis ikke det var fordi han selv vidste at det var muligt at leve så længe, så havde han i den grad siddet med åben mund af bar overraskelse. Han sagde intet, men tænkte det; Hun havde levet hans liv 20 gange. Det var i hvert fald noget af en stor klump at sluge. Selv ikke engang hans mor var mere end 20 år ældre end ham.
Først nu slog det ham egentlig hvor stor en barnerøv han rent faktisk måtte være og som om at det ikke var nok at han vidste at Nath havde levet en hel del år mere end ham. Livet var der for at man kunne gøre sig klog på det, om man så levede så længe.
At han blev siddende på gulvet var der kun én god grund til; forsigtighed. Der lå intet andet i det og nu hvor de var indenfor, så skulle de nødigt ende op med at lave mere ravage i det hele. Hans fokus lå mod hende, hende alene og han nikkede stille til hendes ord om lærdom. Han havde meget han endnu skulle lære.
Den direkte invitation fik ham til at kigge spørgende op på hende. Mente hun det, virkelig? Han skævede noget kun til hende, som han valgte at komme op at stå og derefter sætte sig i skrædderstilling ved hendes side. Det tog ham et lille sekund før han sank lettere nervøst og hev sin sorte jakke af så hans arme var bare. Han klappede let mod sin skulder og sendte hende et sigende blik. "Hvis du stadig har det for varmt.." Påpegede han og foldede jakken sammen og lagde den i skødet inden hans fokus søgte ud i rummet igen. Han kommenterede slet ikke på hendes direkte ønske om at han blev en del af hendes liv. Det fik hans svage hjertebanken frem i ham og følte sig virkelig glad indeni, men vidste slet ikke hvordan han skulle give udtryk for det omkring hende nu. Han.. følte sig virkelig bundet på hænder og fødder. Følte at han var nød til at styre sine handlinger, meget mere end normalt og det kvalte ham næsten.. så meget at han sad med en dyb trang til bare at rive sig løs, men det kunne han ikke byde hende, ikke hende.

[Deleted]

Elmyra havde levet længe, det meste af hendes liv havde dog været under grumme forhold. Hun havde haft det skidt, ikke kun med sig selv men med andre mennesker. Det var meget få hun valgte at åbne op overfor og hun ønskede virkelig at han skulle blive i hendes liv. Han var god at snakke med selvom han var så ung. Blot et barn i forhold til hende selv. Hun vidste ikke hans alder men det havde ikke været svært at se at han var en god del yngre end hende selv. Hun sendte ham et stille smil mens han satte sig ved hendes side. Hun kunne godt lide at have ham i nærheden af sig også selvom hun virkelig ikke brød sig om den kropslige kontakt. hans ord fik hende til at bide sig selv i læben. hun vidste at han mente det godt. "Jeg fortalte dig noget om mit tidligere liv udenfor. Helt op til jeg gav mit syn til min ven selvom han aldrig modtog det. Samuel, den alkymist som skulle gøre det. Han krævede en stor pris for at hjælpe min ven. Jeg havde ingen ide om hvor slemt det ville være. Jeg kunne intet se. Ikke nok med at torturen var slem så ...." Hun tav og tog sig til hovedet. Det her var virkelig svært for hende at snakke om. Det gjorde ondt, hun hadede det. "... Han endte med at flå mig ind i værelset hvor min ven lå sådan så han kunne høre mine skrig mens han pinte mig og .. mens han forgreb sig på mig. Efter han var færdig lod ham mig ligge blødende på gulvet. Jeg skammede mig, hadet migselv for at være gået til ham for hjælp. Jeg lød, endte med at stikke af og rede rundt på gaden. Det var svært at klare sig selv når man intet kan se. Jeg endte på en kro under en ejer som passede på mig. Gav mig kost og logi for de små opgaver som jeg kunne klare uden syn. Det så ud til at lysne. Men lyset svinger for mørket. Jeg blev fanget af en slavehandler som endte med at sælge mig. Jeg havde flere forskellige slavemestre igennem mange tusind år. Jeg kunne ej se så hver gang nogen af dem forgreb sig på mig så var det som at mærke nogen skære igennem huden på mig med knive. Endelig gav min sidste Master mig fri og jeg kunne rende rundt. Jeg havde givet op på daværende tidspunkt. Jeg sad i gaderne i Rimshia city og var døende. Jeg havde intet spist, jeg var så tynd at hvis nogen havde pustet til mig kunne jeg være knækket sammen. Min ven fandt mig. Han tog sig lidt af mig og sagde at det var muligt for mig at få mit syn igen. Jeg opsøgte en gammel ven af mine forældre. En alkymist ved navn Merric. Han var en gammel klam gris for at sige det mildt. Han huskede mig og sagde at han ville hjælpe mig hvis jeg blev hans. Jeg sagde ja og han gav mig synet tilbage. Han tvang mig til at gifte mig med ham sådan så han havde et bevis på ejerskab. Jeg stod model til meget i hans hus. Det var forfærdeligt. Alkymister kan være brutale. Da jeg endelig var kommet på benene igen tog jeg chancen. Jeg slog ham ihjel og stak af. jeg kunne ikke bare tage afsted. Han ville komme efter mig hvis jeg ikke stoppede ham" endte hun stille. Hun vendte blikket mod madrassen og rodede let med en tot af det lange hår. "Alt det har gjort at hver gang nogen rør ved mig føles det som om kvinde skær igennem huden på mig, hver gang jeg mærker en mod min krop ryger jeg tilbage i de grimme minder. Tanken gør mig panisk, jeg bliver bange. Jeg kan slet ikke håndtere mig selv når sådan noget sker."

[Deleted]

Sådan som han blot kunne sidde og lytte til hendes ord, gik det så småt op for ham, at hendes realiteter sad langt mere ingroet end hvad han først havde skudt det til. Han brød sig i den grad ikke om at høre den slags fortællinger, det pinede ham indvendigt og kunne slet ikke forestille sig hvordan andre kunne få sig selv til den slags.
Det var svært at finde ord, virkelig svært endda... men hun valgte at dele dette med ham af en simpel grund. Hun åbnede sig op overfor ham fordi hun et sted kunne lægge sin tro og tillid til ham, så hvad mere skulle han gøre? Han rettede sig om så han sad med fronten til hende. "Hvad så med at vi gør det her i stedet?" Pointerede han sigende med et åbenlyst smil og rakte begge hænder fra med håndfladen opad, hvilende mod sine knæ. "Jeg vil ikke række ud efter dig.. selvom du gør det svært for mig, så vil jeg lade dig bruge... mig." Igen sank han besværet og rakte en arm frem mod hende. "Træn dig selv til at blive vant til normal nærkontakt. Træk dig tilbage når det bliver for meget, men... øv dig.. hvis du vil." Om hans kinder kunne blusse så gjorde de det også. "Jeg bryder mig virkelig ikke om at jeg ikke kan.. ikke kan... holde om dig." Til trods for at han havde sat sig klar til at lade hende misbruge ham som en øveklud så kunne han ikke holde sig selv ud og blev derfor nød til at begrave sit ansigt i sine hænder og rode fingrene gennem sit hår. Skændte mumlende på sig selv over at føle sig så rundt på gulvet i hendes nærhed.