Helping those in need

[Deleted]

Elmyra var efterhånden begyndt at falde godt til i New Dale. Hun havde søgt til det børnehjem som hun havde oprettet for mange mange år siden og her havde hun taget bolig og hjalp dem så meget som hun kunne. Stedet var stadig ejet af den samme præst og han havde virkelig været glad for at se hende igen. Hun var et sted stadig den samme som hun havde været det den gang.
Byen var hærget af tyve og forskellige grupper som kørte på det almene folk, krævede skatter af dem og ødelagde deres ting. Elmyra havde næsten været forfærdet da hun havde fundet ud af hvordan de behandlede folk. Det kunne virkelig ikke være rigtigt! Det var en hård opgave men hun var begyndt at slå ned på al form for tyveri i området og al opkrævning af skatter som hun kunne komme i nærheden af. Hun var ved at skabe et navn for sig selv, og hun begyndte at få både venner og fjender.
Hun stod midt på byens markedsplads og med rolige øjne kiggede hun rundt. De mennesker som boede her var bare så gode og søde. Det var virkelig synd at de blev behandlet så dårligt af dem der var stærkere. Det var noget hun ønskede at ændre. Med rolige skridt traskede hun mod børnehjemmet, det var snart tid til aftensmad så hun måtte hellere se at komme hjem og hjælpe til. Hun nærmede sig roligt men måtte stoppe op da hun hørte nogle underlige stemmer. "Vi har ingen penge. I kan godt gå igen!" Præstens stemme genlød fra rundt om hjørnet hvor hun vidste at børnehjemmet lå. Hun kunne lige så stille mærke hvordan blodet begyndte at koge i hendes åre. "Vi ved du lyver. jeg troede ellers at præster altid skulle sige sandheden. Hvis i ingen penge har så må i jo give os jeres mad." Det lød hånlige grin fra den lille tyveflok. "Det kan jeg ikke! Hvad så med børnene?!" Tyvene grinede noget mere men før deres leder nåede af svare fløj han en smule hen af jorden. Elmyra havde stomet om hjørnet og givet ham en på siden af hovedet til den store forfærdelse fra resten af tyvene. De kiggede ondt på Elmyra, de kunne alle genkende. Pigen med det ild røde hår som stoppede dem i deres tyvetogter. "I er ikke velkommende her! Hvis i vil have penge må i lærer at tjene dem på ærlig vis. Smut så med jer før jeg skifter mening." Hendes stemme var fast og rolig og dog stadig en smule silkeblød. Hun var langt fra en svag person og hun kunne godt lide at slås og slå fra sig. De skulle bare give hende en undskyldning. Tyvene skulede og endte så med at ryste på hovedet før de forsvandt ned af gaden så hurtigt som de kunne. Elmyra sukkede og gik hen og satte sig på hug ved siden af præsten. Han var efterhånden gammel, også selvom han var engel. Alderen tog på ham. Roligt lagde hun en hånd på hans kind og han sendte hende et beroligende smil for han kendte hende. Hun var bekymret. "Jeg skal nok klare den. Gider du hjælpe en gammel mand op?" Elmyra grinede mildt og hjalp manden op. Hun lagde hans arm over hendes skulder sådan så hun kunne støtte ham det sidste stykke hjem.

[Deleted]

Sådan som Demian havde vandret gennem Dvasias uden særlig megen held i at få fingrene i Kimeya, så havde han alligevel valgt at vende snuden på tværs af grænsen for at snuse sig frem til flere mulige rygter der kunne gøre hans mor ondt i den lange ende. Det var efterhånden ved at være nogle uger side at han var påbegyndt sin rejse.
Med rolige skridt bar han sig frem over gruset. Hans øre opfangede hurtigt balladen et stykke væk og ganske få nøgleord fik ham til at identificere situationen. Han satte farten en anelse op for at komme tættere på, men måtte stoppe op lige som at en fra gruppen fløj hen over gruset. Forbløffet fandt han frem til den skyldige i det fald, men mon ikke at vedkommende også havde fortjent det?
Han stoppede hænderne for sin vis i lommen og betragtede bare situationen for hvad den var. En kvinde med så stor slagkræft.. det næsten gøs hele vejen op ad rygraden på ham og satte et lille smil over hans læber.
Da først gruppen stormede af sted blev han næsten revet ned af dem fordi de kom så tæt på. Tilbage stod han helt forundret og så sig frem og tilbage for at danne sig et overblik, mon de ville vende tilbage? Med lette og lange hop kom han hurtigt over til dem og stod foran dem med et let smil på læben. "Her lad mig give Dem et lift." Tilbød han og knælede foran præsten med ryggen til ham. Demian var næppe typen som var så hjælpsom i alle tilfælde, men i denne by havde han hurtigt fået færden af uretfærdig behandling mod de svage og mest udsatte. Han skævede sig kort over skulderen for at tage dem begge i blik.

[Deleted]

Man skulle virkelig ikke tage fejl, Elmyra var stærk og ikke kun når det kom til hendes slag som hun gerne delte ud når folk var onde og lede. Hun sukkede stille og rystede på hovedet af tyvene mens de stak af. De ville aldrig komme til at vide bedre, ville de? Hun lod roligt præsten støtte op af sig mens de gik mod børnehjemmet. Hun havde virkelig været overrasket over at huset stod endnu, det havde da været helt sikkert. Hun sendte præsten et stille smil. Han var virkelig ved at være gammel. Manden som så måtte indfinde sig foran dem var uden tvivl noget som fik Elmyra til at stoppe op. Hendes blik hvilede roligt på den fremmede som han satte sig på knæ for at give præsten et lift. Det var noget hun aldrig havde oplevet før. Hovedet søgte let på sned og hun bed sig i læben mens hun betragtede præsten. "Jo tak unge mand. Det kunne være dejligt. Denne gamle krop er ikke længere hvad den har været" sagde præsten med rolig stemme. Han slap Elmyra og kravlede roligt op på ryggen af den fremmede. Elmyra betragtede situationen lidt. "Er du sikker?" spurgte hun lidt forsigtigt og måske også henvendt til dem begge. Dette var virkelig en mærkelig situation hun blev stillet over for. Den fremmede mand som pludselig dukkede op og præsten som havde kravlet op på hans ryg. Det var virkelig akavet.

[Deleted]

Han smilede varmt til den gamle præst og låste armene under ham inden han rejste sig op uden det mindste besvær. Han betragtede ganske let kvinden ved hans side, som hun nok var mere bekendt med præsten end ham selv, så kunne han ikke andet end hendvende sig til hende. "Vil du vise mig vej?" Bad han venligt. I det store hele var der intet galt i at tilbyde sin hjælp til dem der havde mest brug for det. Takket være hans mor havde han fået en naturlig tilgang til almen godhed.
Hans far derimod, havde han nok arvet sit mest uheldige træk fra; et ukontrolerbart temperament. Gik man ham på nerverne, så tændte han i hvert fald også temmelig nemt af. Ej skulle det nævnes at han var til fare for sig selv, som han i dette såre øjeblik stadig var i besiddelse af en meget gammel pagt. Den som gav ham magten til at beherske Alkymi på trods af at han slet ingen rødder havde dertil. Det var farlige kræfter som han legede med, men til al held havde han langt om længe søgt hjælpen hos Nathaniel, så han håbede inderligt på at han snart ville være fri af den pagt som hærgede hans liv og truede med at gøre det af med ham dag for dag.

[Deleted]

At dette mand ville hjælpe dem gjorde absolut intet. Hun tog rigtig gerne imod al den hjælp som hun kunne få. Det var svært at leve en gang i mellem. At præsten så bare kravlede op på mandens ryg kunne kun få Elmyra til at føle sig lidt pinlig til mode. Sådan en voksen mand sidde på ryggen af et anden menneske? Det var da kun børn. Hun grinede mildt ved det sære syn og nikkede til den fremmede ved hans ord. "Det er denne vej. Der er ikke langt" sagde hun med blid stemme og gik om foran ham og førte ham et par huse længere ned. Hun gik hen til en lukket dør og åbnede den forsigtigt. Man kunne høre meget larm derinde fra, det var døren til børnehjemmet hun havde åbnet og alle de mange børn løb rundt og legede i en store pærevælling derinde. Hun sukkede og rystede på hovedet, de måtte være sultne de små stakler. Hun vendte hovedet mod manden og præsten og smilede. "Kom med ud i køkkenet. Der er lidt mere ro." Børnene tog sig ikke ret meget af de voksne som var kommet ind til dem. De legede bare videre bortset fra en enkelt lille pige som kom løbende og hoppede i armene på Elmyra. Hun trykkede sig ind til hende og gemte ansigtet i hendes skulder. Elmyra smilede overbærende og tog hende med sig ud i køkkenet og satte hende på bordet. "Nu ikke noget med at lave ballade mens jeg laver mad, vel Sophia?" sagde hun smilende og prikkede den lille pige på næsen.

[Deleted]

Han nikkede blot ganske fornøjet til hende og fulgte hende, som hun viste ham vejen frem. For ham var det vel kun naturligt at de unge måtte beskytte de gamle. Det var vel også hvad hun havde gjort ved at jage de banditter på afveje. Nok at hun ikke tilbød præsten et lift, men med den styrke han besad og så det at han var en mand gjorde sagen moralsk anderledes.
Som de nærmede sig børnehjemmet kunne han tydeligt høre de mange børn og deres mange ord og lydeffekter i ren og skær leg. Han fulgte med ud i køkkenet, fandt frem til en stol og balanceret på det ene ben med lethed mens han trak stolen ud fra bordet så han kunne lade præsten glide forsigtigt af og ned på stolen. Han trak sin kappe af og lagde den på bordet. "Er der noget i mangler hjælp til?" Spurgte han nysgerrigt inden han vendte blikket i retningen af den unge kvinde som var svært elsket af den bette pige. Hans smil faldt over læberne endnu engang, da det var ham et sjældent syn at se børn i hendes alder. Det var vel nok det at han kunne nikke genkendende til det bånd de delte. Han havde selv kun Nathaniel at takke for størstedelen af sin opvækst.

[Deleted]

Elmyra ønskede virkelig at hjælpe. Hun ville hjælpe børnene men også alle dem som gik rundt og manglede en hjælpende hånd ude i byen. Mange folk så ned på de svage, gjorde dem ondt fordi de var stærkere og det var virkelig ikke noget som Elmyra ville finde sig i. Hun hadede den tanke. Imandra havde altid levet på at styrke var det vigtigste men hvad var styrke hvis man ikke kunne beskytte andre med den? Det vidste hun ikke. Hun lod den fremmede følge roligt med sig. Det var rart at der var nogen som gad hjælpe også selvom hun godt kunne have klaret det selv. Hun betragtede manden som han satte præsten på stolen og lænede sig let ind over bordet ved siden af den lille pige. Det var ikke ofte at hun fik så gode vibrationer fra folk.
At han så måtte spørge om der var noget han kunne gøre fik hende til at smile let. Hun vidste at maden snart skulle ordnes men hun kunne ikke bare tage imod hans hjælp, dette var trods alt børn vi snakkede om. Hovedet søgte let på sned og de grønne øjne hvilede let på ham. "Jeg kunne godt bruge noget hjælp men først skal du fortælle mig dit navn. Det er trods alt børn vi snakker om og jeg kender dig ikke" sagde hun roligt med et let smil. Hun ville gerne vide lidt mere om ham før han fik lov.

[Deleted]

Demian selv, var indstillet på ikke at gå derfra før at alt var som det skulle. Magen til en by havde han aldrig før set og når han tænkte på hvor slemt det kunne stå til i Marnjarno, når det kom til kroen og dens rygter, så var der alligevel bare noget der fik Imandra til at toppe på ranglisten. Dette ville i hvert fald ikke være stedet hvor han kunne bringe sin mor til, med mindre at det ændrede sig. Imandra var et sted langt væk fra steder hvor hun før havde været og opholdt sig. Om det blev nødvendigt, så var det vel hans sidste mulighed for at give hende fred og ro i sjælen.
Han lod blikket hvile mod hende og dum var han skam ikke, men det alligevel bag på ham at hun spurgte efter hans navn. Nogle gange glippede det virkelig for ham, men at han ligefrem havde glemt sine manere, gjorde ham i den grad en smule flov. Han kløede sig i nakken og trak en anelse på smilebåndet. "Beklager, hvor er mine manere. Demian, Demian Melini Marvalo Death." Fremgav han. Intet ved hans navn fik ham til at krumme tær. Kimeya var hans var og sandt som det var så stod han også ved det. Ingen skulle give ham nogen grund til andet. Skamfuldt var det bestemt heller ikke. Igen som måtte hans blik glide i retningen af præsten og omkring i resten af køkkenet af bar nysgerrighed. Som han fik taget hende ordenligt i betragtning, lod han også bedre mærke til hendes personlige træk. Ikke fordi han tænkte i de forkerte baner, for det havde han slet ikke sindsro til. Desuden så havde han slet ikke overvejet mulighederne for at slå sig ned på egen hånd, da det jo var hans mor som optog det meste af hans liv for tiden.

[Deleted]

Børnehjemmet betød rigtig meget for Elmyra. Det var hendes et og alt og hun ville gøre alt for at beskytte dem. Det var også derfor hun spurgte efter den fremmedes navn. Hun ville bare have en føling for hvem han var og hvad han ville. Præsten sukkede og rystede på hovedet af hende. "Du må undskylde Frøkenen her. Hun kan godt en gang imellem glemme sine manere og ikke helt vide hvordan man siger tak for en hjælpende hånd" sagde præsten og rakte hånden mod Damian. "Mit navn er Fader Michael og den unge dame derovre er Elmyra. Hun er ikke så godt til fremmede."
Elmyra sukkede og bukkede hovedet. Hun sendte Damian et smil og nikkede roligt. "Du må undskylde hvis jeg virker lidt .... anspændt og agressiv. Imandra er bare ikke sikkert længere. Det er sjældent at folk bare hjælper hinanden her. Børnene kan ikke beskytte dem selv så jeg må være lidt agtpågiven" undskyldte hun og gik over foran Demian. Hun rakte ham ligeså hånden og sendte ham et smil. "Mit navn er som sagt Elmyra, Elmyra Argos." Hun var ked af hvis hun havde været lidt anspændt. Hun var virkelig bare bange for at der skulle ske noget med børnene. Det var en tanke hun slet ikke kunne bærer.

[Deleted]

"På ingen måde, Fader Michael. Det tager jeg skam ikke så tungt." Afviste han med et bredt smil. Det gjorde ham skam virkelig ingenting at de ikke havde udvist en almindelig manere fra start af. Så skulle han jo klandre sig selv for det samme, fordi han heller ikke havde gjort det samme fra start af. Han blev da også helt rundt på gulvet da hun først valgte at bukke sig for ham. Han var virkelig ikke vant til at modtage en sådan taknemlighed bare fordi han havde været en smule medmenneskelig.
"Det helt i orden, Elmyra" Svarede han og tog imod hendes hånd. Ganske let trykkede han om den for at bekræfte sine ord. Hun havde da i den grad ikke noget at undskylde for. "Det er til at forstå i omgivelser, som dem Imandra er faldet under. Den tyrani der vokser i gaderne gør det bestemt ikke nemt for dem som er her i forvejen, men det trækker i den grad så heller ikke nye bebore til sig. Marnjarno har dog sine dårlige sider, når det kommer til rygter, netop fordi at det er et land mellem to modstridende magter... men det er slet ikke det samme som her." Fortalte han med en tænksom mine. Det havde jo alt sammen betydning for ham selv og det liv han håbede på at få stablet på benene for ham selv og sin mor.

[Deleted]

Elmyra var ikke altid lige god til at acceptere hjælp. Hun ville langt hellere kunne klare sig alene, det var det hendes problemer lå. Hun var efterhånden blevet bedre men det var hende stadig noget så svært. Hendes oplæring i at styrke var det aller vigtigste sad noget så dybt i hende. Hun sendte Demian et stille og undskyldende smil. Det kunne godt en gang i mellem være lidt hårdt at være så agtpågiven som hun var det i disse dage.
Hun slap roligt hans hånd igen og gik over til den lille pige som var begyndt at klynke lidt. Det var vidst tydeligt at hun ønskede opmærksomhed. Hun strakte armene mod Elmyra og hun tog hende op med et blidt smil. "Sophia, jeg kan ikke lave mad med dig i favnen." Hun gav den lille pige et kys på panden og kiggede lidt bekymret på pigen. "Jeg tror hun har feber igen, Fader" sagde hun og gik over med den lille pige til Fader Michael. han lagde hånden på hendes pande og nikkede stille. Elmyra sukkede og sendte så pigen et lille smil. "Healeren sagde at urterne skulle have tid til at virke. Vi må se om hun ikke snart får det bedre." Elmyra gik over til det andet bord og begyndte at finde nogle grøntsager frem før hun endnu en gang vendte sig mod Demian. Hun satte hænderne i hofterne og betragtede ham roligt. "Hvis du vil hjælpe kan du få lov til at skære grøntsager ud til aftensmaden."

[Deleted]

Demian betragtede lidt situationen på afstand og hans mund måtte krumme sammen en anelse da først den lille pige fangede hans opmærksomhed igen. Var hun syg? Straks som han fik tænkt tanken ødelagde han det for sig selv. Han skulle ikke røre ved Alkymi igen, det kunne han slet ikke tåle. Hans krop ville bare lide af det bagslag der måtte følge og så var de jo stadig lige vidt, selv hvis pigen fik det bedre af den grund. Nej, mange råd og advarsler havde han taget til sig, selv fra Nathaniel, så der skulle ikke handles mere i den retning uanset hvor meget han gerne ville det.
Læge var han bestemt ikke og belært fra bøger var han i hvert fald slet ikke, men han var nok mere indenfor for faget end hvad en lokal healer kunne bidrage. Han stak hånden i sin taske der hang tværs over brystet og hev en lille flaske frem som han lagde på bordet ved siden af et lille stykke pergament. Efter at have skrevet ingredienserne ned vendte han sig med det til hende, ganske som hun vendte sig mod ham og gav ham en opgave. Han smilede kort til hende. "Her, giv hende den her for at slå feberen ned med. Den er effektiv og kræver blot 3 dråber i et glas vand 3 gange dagligt. Den tager ikke kun feber men dræber også samtlige infektioner og bakterier." Han tog hendes hånd og lagde begge dele i den. Han var ikke typen der bare delte ud af alt han var i besiddelse af, men i det her tilfælde kunne han ikke vende den anden kind til og lade som om intet var hendt. Han sendte hende et smil inden han vendte sig rundt og tog fat om grøntsagerne. "Sedlen er en liste over de ingredienser der skal bruges for at lave den, doseringer er også noteret ved siden af." Tilføjede han inden han med lethed fik skåret grøntsagerne ud en efter en. Han var vant til at håndtere råvare. Selv var den mikstur hun stod med en, som han selv havde sammensat og benyttet sig af over de sidste mange hunrede år.

[Deleted]

Hvad Demian gik og rodede med indvendigt vidste Elmyra af gode grunde ikke. Hun kendte ham ikke men som hun var ham nær begyndte hun at mærke at han ikke ønskede dem ondt hvilket betød utrolig meget for hende. Alle disse børn var ligesom hendes egne børn. Hun ville gøre alt for dem og hun havde virkelig gjort meget, også meget som hun ikke var særlig stolt af. Hun smilede stille og puslede let om den syge pige i hendes arme, den lille stakkel. Det var virkelig ikke normalt for en pige i den alder at være syg på den måde som hun var men healeren havde kigget på hende og sagt at det ikke var alvorligt. Hvad mere kunne hun gøre?
At Demian så måtte grave noget frem fra sin taske fik hende til at kigge op. Hun betragtede ham som han skriblede noget ned på noget papir, hendes blik faldt kort på pigen som hun lige havde afleveret til Fader Michael og et lille grin måtte undslippe hendes læber. Den lille pige fulgte meget nysgerrigt med i hvad Demian lavede. "Hun kan vidst lide dig" sagde Elmyra blidt før hun tog imod pergament og flaske. Hun betragtede ingredienserne på sedlen, de havde ikke halvdelen af det der skulle bruges. "Tak. Jeg tager til den urte kyndige imorgen. Hun burde have hvad der er brug for." hun studerede ham roligt mens han tog fat om grøntsagerne. Hendes øjene kørte kort op og ned af ham, hun havde aldrig set ham før så hun gik ikke ud fra at han var fra byen. Hun rakte mixturen til Fader Michael og gik så selv i gang ved ildstedet. Hun hang en gryde op og begyndte at gøre klar til ilden neden under.

[Deleted]

Demian faldt typisk ind under kategorien 'unkarl' alene fordi han stadig så meget ung ud af sin alder. Ud over det, så var hans lyse hår et element der fik folk til at tro han var en værre rod, men det var øjeblikke hvor hans modne indre og mere maskuline side måtte skinne igennem det ydre. Han var trods alt godt bygget. Som Vampyr havde han en naturlig tilgang til det mange betragtede som et perfekt udseende. Han var muskuløs, men stadig slank og elegant.
Han smilede lettet til hende da hun tog imod miksturen. Han bemærkede godt hvordan den lille pige lod til at være ved godt mod, noget som kun fik ham til at holde smilet i længere tid.
Efterhånden som grøntsagerne blev snittet fandt han selv skåle frem fra skabene og sorterede dem op, ganske som han nårmalt gjorde det med sine urter når han lavede sine doser af miksturen. Noget af det var virkelig bare en vanesag for ham og en koncentrerende mine bar han under hele processen. Først som han blev færdig tog han en lille kop frem og fyldte den med vand og satte den på bordet ved præsten. "Hun vil sove godt igennem natten hvis du giver hende den første dose nu." Indskød han og vendte blikket mod Elmyra igen. "Selv hvis ikke en urtekyndig har hvad du skal bruge, kan du søge omkring på markederne, det er gerne dem som vandre fra sted til sted der har nogle af det ting, som man oftest står og mangler. Selv handler jeg ikke efter dem, men samler dem sammen på mine lange vandringer." Endte han sandfærdigt og lod sine mørke øjne hvile mod hendes ansigt.

[Deleted]

Elmyra var ikke en pige som gik op i udseende, hverken på sig selv eller andre. Det var aldrig det som definerede folk men det som var inden der gjorde. Hun kendte ikke til hans raser og selv hvis hun gjorde ville det intet betyde for hende. Hun dømte ikke folk på den måde. Hun havde prøvet det på egen krop, hun var blevet hadet fordi hun var dæmon, udstøt fordi hun havde været en del af mørket selvom hendes personlighed mere tydede på en pige fra lyset. Hun sendte ham et stille smil.
Hun kunne hø're hvordan han snittede og gjorde ved et sted bag ved hende mens hun var i gang med ildstedet. Hun kunne høre Fader Michael sidde og snakke med den lille Sophia og det så endelig ud som om hun var faldet lidt til ro og ikke hele tiden ville søge til hende selv. Det var svært at få alting gjort med et så lille væsen på armen. Præsten tog roligt imod koppen og nikkede roligt. Han hældte forsigtigt tre dråber i vandet og fik den lille pige til at drikke det. Hun hostede let og gik så stille i gang med at lege med noget på Præstens kjortel. hans ord fik hende til at sukke en smule. "På market kræver de mange penge for urterne. Den urtekyndige er mildere i prisen og vi har ikke ret mange penge og alt for mange munde og mætte" sagde hun stille som en sod sky puffede og ramte hende på både kjolen og i ansigtet. Hun kunne høre den lille pige fnise i baggrunden og selv kunne hun ikke lade være med at smile. Hun kunne godt en gang i mellem ligne et værre rod. Hun fik lagt det sidste brænde ind under og som ved et trylle slag tænte ilden og hun rejst sig igen. Hun slog forsigtigt det røde hår lidt væk fra ansigtet og prøvede at børste soden af sin kjole, ret uvidende om at hun havde det i ansigtet ligeså.