Efter en lang dag

[Brayden Jaxson]

Brayden havde altid en fremragende forklaring, hvis folk begyndte at komme ind på sporet af, at han vidste lidt for meget. Så han rationaliserede altid situationen med at snakke udenom, selvom folk stort set aldrig fandt ud af det. Han smilede sigende og nikkede, for det havde han uden tvivl, han var meget perfektionistisk... og deraf forfængelig. Han sendte ham et roligt blik. "Jeg er meget for detaljer... hvis man overser de små ting, så kommer der som regel noget større... noget man ikke ser," svarede han kløgtigt. Han vædede sine læber og løftede et bryn, hvor han med et drilsk smil rykkede tættere på Alex, så deres overarme nu mødtes. Han trak vejret roligt og mødte hans blik med sine egne lysende øjne. Han ville nok ikke få den kolde skulder af ham, for med den flirten de havde kørende, så ville det næsten ikke slutte før natten egentligt var omme og de havde vist rimelig tid endnu. Han lod hovedet søge på sned og rykkede væk fra Alexander igen, som han så ned på det frosne vand. "Det gør jeg tit... Jeg vil gerne kende dem, jeg sidder overfor," svarede han ham på hans næste spørgsmål. Det var jo faktisk sandt, for han ville gerne være på forkant med det hele og sidde som den bedste spiller.

[Alexander Raphael Vladimir]

Et sted var forklaringen nok for Alexander. Han burde vel være den der ville have alt at vide. Men han kunne ikke se den store forskel på om han fik enhver lille detalje med som Brayden havde observeret. Måske ville han opdage noget som måske ikke hang sammen og dermed gav ham mistanke om, at der var noget andet bag som faktisk var årsagen istedet for den han fik. Men han kunne ikke se det skulle være tilfældet. Der ville jo ikke være så mange andre forklaringer på hvordan Brayden kunne vide tingene. Så derfor gik han ikke tingene efter i dybden. Ikke endnu. Det kom måske senere han hvis han fik mistanke om det var bedst.

Han mærkede skam godt, at Brayden sådan søgte mere nærvær ved at komme tættere på. Endnu en del af deres flirt. Men manden flyttede sig så også lidt tilbage igen. Lige så ubemærket som tilnærmelsen. For andres blikke i alle fald. Og det var nok på grund af andres blikke, at Brayden ikke blev siddende. Sådan at sende blandede signaler. Fy da. Men Alexander vidste så godt hvorfor så han lagde ikke noget videre tungt i det. Tog det som det kom.
Blikket blev vendt ud mod gaden igen. "Dem du sidder overfor? Lad mig se... der er nok en fuld mand eller noget i en krog foran dig som du kan lære at kende." grinede han lidt. For han sad jo ikke overfor ham. Nej de sad ved siden af hinanden. Men han vidste godt hvad Brayden mente. Hvordan hans ord lige skulle opfattes og fortolkes. Men samtidig kunne han altså ikke dy sig for lige at være lidt drillende. Det var så sjældent. Og det var helt rart at kunne være så afslappet og ikke tænke på alt muligt.

[Brayden Jaxson]

Det virkede til, at Braydens forklaring blev accepteret ved Alexander og det var han glad for. Ingen pånær hans mor og to søstre kendte til hans tankelæsning. Og indtil videre vidste Alexander jo faktisk ikke engang, at han var baron. Mon han burde fortælle ham det? Og undskylde med, at han var bange for, at han ville se anderledes på ham? Ja, det burde han vel nok. Han smilede skævt til ham og kom kort tid tættere på, selvom han ikke kunne blive siddende der, her i det åbne. Han risikerede intet, specielt med det rygte han havde i byen. Han trak smørret på smilebåndet ved Alexanders drillende ord og puffede blidt til hans skulder. Han skubbede sig så op at stå igen, da han faktisk gerne ville vise Alexander lidt rundt i byen. "Kom... Lad mig give dig en lille tur rundt i gaderne," bød han og gjorde en gestus forbi springvandet og længere væk fra kroen og mere ned i gader og stræder. Han foldede hænderne bag sin ryg og gik rankt, mens han tålmodigt ventede på, at Alexander fulgte med. Som de nåede længere ned af gaderne, så var de igen helt alene, selvom der jo godt kunne komme en gående på et tidspunkt. Han så mod ham. "Der er faktisk noget... jeg har ladet ude om mig selv, Alexander. Mest fordi jeg var bange for, at du så ville se anderledes på mig i denne fase hvor vi først anskuer hinanden. Men jeg bærer en adelig titel her i Dvasias... Baron, er jeg. Og jeg håber ikke det vil ændre dit syn på mig," endte han så med at fortælle og så alligevel lidt spændt til siden.

[Alexander Raphael Vladimir]

At der var dømt rundtur i farvandet gjorde skam ikke dæmonen noget synderligt. Det var kun rart at få rørt sig lidt selvom det da ind imellem også var tiltrængt med et hvil. Men han havde sådan set svært ved at kunne sidde helt stille på samme sted i for lang tid af gangen. Lå nok i hans vaner efter alle de år med at være på farten og kun have få steder hvor man ligesom kunne slappe af og være sig selv. 

Han rejste sig derfor op og gik med ham uden nogen større indvendinger imod hans idé. Det var jo et ganske godt forslag. Byen var ham ukendt så det var skam glimrende at se den i selskab med en lokal. Gjorde han ikke så tit. Og de få gange han gjorde var det som regel ikke nogen fornøjelse, men blot en del af hans arbejde som skulle passes.
Som de gik og han kunne fornemme, at der kom noget om Brayden der skulle fortælles kiggede han mod ham. Hans opmærksomhed var draget og han var spændt på hvad det mon var som han ville få at vide. Det var ingen hemmelighed jo. Se anderledes på ham? Det lød vel i visse ører ikke som noget videre godt. Men han ville dog ikke dømme før han hørte mere og lyttede roligt til hvad han havde at sige. Han havde dog ikke just forventet at høre det han fik at vide. Adel? Baron? Han så på Brayden. Tjo.. der var vel noget over ham som godt kunne tolkes i den retning. Men med præst og handelsmand oveni? Han smilede svagt og rystede lidt på hovedet. "Du er en travlt herre, kære Brayden.." grinede han lidt. Og det var jo så sandt som det var sagt.

[Brayden Jaxson]

Brayden ledte ham længere ned ad gaden og lod Alexander selv få et indtryk af byen. Det var en by, der arbejdede godt sammen og byen var også bygget i samme stil på de fleste huse, fordi byen bare var et sted, der passede godt sammen. Han foldede armene over ryggen, som de roligt gik ned langs gaden. Han vædede sine læber. Alexander kunne sikkert fornemme, at han havde noget, han gerne ville sige. Og han håbede ikke, at det faktisk ville gøre ham irriteret, at han havde ikke havde sagt det. Det havde bare været en taktisk start på deres forhold. Han smilede, næsten lettet og nikkede. "Jeg har mange jern i ilden, Alexander... Det er der ingen tvivl om," svarede han roligt og nikkede. Han trak vejret roligt og gjorde en gestus til at dreje ned ad en gade, hvor han så selv førte Alexander med igennem gader og stræder. De ville faktisk snart nå hans hus, men det var i princippet lidt med vilje. Han stoppede op foran og vendte sig mod Alexander. "Dette er mit hus... Jeg kan byde på lidt mere alkohol, hvis du har lyst?" Et glimt gled op i hans øjne og han smilede let. Han mor og søstre var hjemme, men de sov nok og hvis de begyndte at blive nysgerrige, så måtte han jo sende dem tilbage i seng. Han trådte hen og satte sin nøgle i døren, som han låste op og åbnede. Han så afventende på Alexander til, om han besluttede sig for at gå med.

[Alexander Raphael Vladimir]

At gå stille og roligt igennem byens gader gjorde skam ikke Alexander spor. Det var rart med frisk luft og byens gader havde det med at være øde og rolige på denne tid af døgnets timer. Hvilket også passede ham ganske udmærket. Han færdes ofte i de daglige timers gader med masser af folk og larm og masen. Ofte markeder og så var det bare endnu værre end normalt. Disse roligere stunder var noget han holdt mest af. Hvis det så bare var træer istedet for alle husene så følte han sig så meget mere hjemme. Så var det som at være hjemme i sin hytte og bare nyde af naturen og dens goder. Der havde han det bedst. Selvom han lige nu slet ikke ville være der. På trods af han på denne årstid faktisk altid havde været i hytten helt til sommeren og efteråret. Men ikke i år. I år måtte foråret tilbringes alle mulige andre steder. Langt fra Imandra. Og ja det var da ikke gået helt skidt?

Han burde og kunne måske godt være blevet sur over, at Brayden havde tiet om noget af sig selv. Men så igen så gjorde Alexander jo også. Gjorde han for alle. Og Brayden havde trods alt fortalt det temmelig hurtigt. Kun efter nogle timers forløb. Det ville næppe ske den anden vej rundt. Men det var en ren vane at holde kortene tæt ind til kroppen for Alexander. En gang havde han forsøgt at åbne sig op og det var endt grueligt med at give bagslag og skade ham mere end han kunne forestille sig. Så nu var han omend muligt lukket endnu mere ind i en skal end han havde været nogensinde før.

Brayden's pludselige opstandsning fik Alexander til at komme et par skridt længere frem før han selv stoppede og skulle undrende til at spørge om noget var galt, da det var han fik præsenteret boligen som værende Brayden's. Han så op mod huset og ja han havde vel ikke forventet et lille skur når nu han stod i selskab med en adelig. Han smilede skævt. Ikke ringe godt nok. Han var vant til en hytte i en godt skjult lysning i Imandra og ellers en grotte i dæmonernes by i Manjarno. Så for andre var nok alt bedre. Men ikke desto mindre var begge steder Alexander's. Hans hjem og hans tilflugtsteder.
Et skuldertræk og let grin efterfulgt af et skævt smil var dog Alexander's reaktion. "Jeg siger skam ikke nej tak til en gratis drink." grinede han og så blot til mens han låste op. Han kunne lige så godt gå med ind. Var nysgerrig efter at se stedet indenfor. Lære mere om Brayden. og så ville han bare ikke have selskabet skulle ende her.

[Brayden Jaxson]

I Alexanders hoved, så var Brayden nok den, der kendte mindst til Alexander, som den anden vej rundt. Han havde fortalt alt om sit erhverv og nu også åbnet op for det, han endda til en start havde holdt på. Men dog gjorde det ham ikke rigtig noget, for han stod uanset med fordelen. Alexander var nærmest som en åben bog for ham; hans aura og hans tanker afslørede rigtig meget, skønt Alexander heldigvis ikke vidste det, så det nød han jo kun godt af. Han smilede skævt til ham. Tilfreds med, at Alexander ikke blev sur, for det ønskede han da bestemt ikke. Han så roligt på ham, som selv Alexander så lidt overrasket ud over, at de stoppede op. Selvom han egentligt først havde tænkt, at han nok ikke ville tage Alexander med hjem, så gjorde han det nu alligevel. Hvorfor vidste han ikke, men han var bare ikke klar til at give slip på manden endnu for i aften. "Perfekt... Gå lidt stille gennem huset, for mine søstre og mor sover nok," svarede han. Han pegede mod højre hvor deres værelser var ned af en gang. Indenfor var huset stort, men ret højt til loftet, hvor facaden dog lignede resten af byen. Han stilede mod stuen hvor han greb en flaske whisky og to glas, før han ledte Alexander videre til den modsatte ende af huset, hvor hans værelse var. Han ville nemlig gerne have sit privatliv.

Han nåede til sit værelse, som han åbnede ind til, hvor der først var en lille sofaafdeling med et bord i midten og så bagerst i lokalet stod hans seng. Han satte whiskyen på sofabordet og gik rundt for at tænde op i faklerne, der hang på væggene. Han smed sine sko på vejen og vendte så tilbage til sofaerne. "Sid ned," bad ham. Han begyndte så at skænke op.

[Alexander Raphael Vladimir]

Den åbne bog som han var blevet til ville han have svært ved at stille sig som. Han havde altid sat pris på sit privatliv og ikke mindst på sine hemmeligheder og ting han ikke fandt ikke kom andre ved. At han så var i selskab med en som på trods af hans grænser bare kunne snage som det passede ham ville han ikke sætte pris på. Det var sådan set svært og sige hvad han så måske nok ville gøre udover sin utilfredshed. Det ville ingen nok heller få at vide medmindre det faktum med Brayden's evner blev kendt af Alexander. Hvilket næppe var nogen stor sandsynlighed.

Før Alexander selv trådte ind spurgte han dog om Zackiel kunne komme med ind. Naturligvis måtte han jo lade sin ulv blive ude hvis Brayden ønskede det. Dette var dog hans hjem så hans regler fulgte. Ulven havde dog fulgt dem hele vejen uden at tiltrække opmærksomhed.
At han så blev bedt om at bevæge sig stille på grund af sovende søstre og moder fik Alexander til at sende et svagt og skævt smil mod Brayden's ryg som han gik efter ham igennem huset og mod hvad han fandt ud af var helt nede i modsatte ende. Så var der da lidt privatliv i forhold til kvindernes værelser som han havde fået udpeget på vejen. Han gik hen og satte sig ned i sofaen da han blev budt det og havde inden da bare ellers stået og betragtet ham tænde faklerne og set stedet lidt an. Han var jo nysgerrig. Det lagde han da ikke låg på. Ikke overfor sig selv i hvert fald. Hvad andre så fik kendskab til var meget mere skrænket ind.
Han satte sig til rette i den bløde sofa og kastede et blik mere rundt i rummet mens han lod Brayden om at skænke op. Det var nok ikke lige dette han havde forventet da han var endt med at tage ind for at få en drink og så støde på denne temmelig interessante person. Men det havde da uden tvivl været en rigtig glædelig overraskelse.

[Brayden Jaxson]

Brayden ville nok aldrig fortælle Alexander, at han var tankelæser. Ingen vidste det, faktisk ikke engang hans familie, for det var et våben, han holdt meget tæt på kroppen. Og det var også svært at gennemskue, da han sjældent gjorde det så åbenlyst, at folk faktisk regnede det ud. Alexanders ulv måtte han gerne tage med ind, for den var jo ikke til gene for nogen, så han måtte hellere end gerne komme med. Et smil passerede hans læber, for han kunne næsten ikke lade vær. Han havde en del tanker passerende hans hoved, så han var glad for, at han var tankelæseren og ikke omvendt. Han lukkede døren, da både Alexander og hans ulv var kommet ind og havde gjort sig til rette. Han rakte så et glas til Alexander og tog et glas til sig selv, inden han gled ned at sidde i sofaen ved Alexander. "Dette er mit værelse... Jeg bliver jo nødt til at gemme dig lidt, for mine søstre er pokkers nysgerrige, så vi skal helst ikke vække dem ved at være i stuen... Her kan vi være selv," sagde han roligt og tog en tår af sin whisky. Med sin frie hånd, så strejfede han uskyldigt Alexanders lår, som han sænkede sin hånd ned i sofaen mellem dem og han vendte blikket mod ham i skæret. "Det er min mor, der har indrettet huset i sin tid."

[Alexander Raphael Vladimir]

Da han fik lov så lod han Zackiel gå med ham med sig ind. Ulven havde været så stille og rolig indtil videre så mon ikke han blev ved med det. Han kunne da også meget hurtigt mærke hovedet på sin fod, da Zackiel havde valgt at benytte sig til at bruge foden som en pude. Og taget hovedets vægt taget i betragtning efter kort tid så ville Alexander gætte på, at hans ulv var ved at være faldet hen igen. Han så på Brayden og tog imod glasset der blev budt ham med et smil. Kastede et kort blik ned mod ulven lidt efter. Han lå på siden og trak vejret i et roligt mønster. Ulven var vidst allerede endt med at sove igen.

Han så på ham med et smil. "Gemme mig ligefrem?" grinede han lidt og løftede sit ene øjenbryn lidt op. Så på ham ganske opfordrende på at få lidt mere at vide om hvad han mente lige med den del at gemme ham væk. Men han måtte dog jo indrømme, at han klart foretrak at de kunne være alene i fred og ro.
Mens han også tog en tår af sit glas så mærkede han jo sådan set tydeligt den strejfende hånd som Brayden førte over hans lår. Måske ganske uskyldigt. Men samtidig hvis man så tænkte på den flirtende stemning der havde ligget i luften så var det nok ikke helt så uskyldigt alligevel. Plus at fyre jo normalt ikke sådan strøg hinandens lår uden grund. Den var dog kun stejfende og kort. Men Alexander havde en mistanke om, at det ikke ville ende der. Men hvor langt det ville gå anede han så heller ikke helt. Det kom jo an på dem begge to og stemningen. Han så på ham med et smil. "Ja så? Det er ganske nydeligt. Der er lagt tanker bag det kan jeg fornemme. Ikke bare sådan at man tager noget tilfældigt og stiller hvor man først kan." Han så rundt. Hans eget var meget mere simpelt. Men det var også det der passede ham bedst.

[Brayden Jaxson]

Braydens blik gled ned til ulven, der lagde sig under bordet og næsten sov med det samme igen. Det var egentligt et virkelig nemt dyr at have med og gøre, når han tænkte over det. Han smilede skævt og tog så en tår af sin whisky. Han vædede sine læber roligt og vendte blikket mod Alexander igen, da han spurgte ind til det med at gemme sig. Han grinte let og trak flirtende på smilebåndet. De var allerede gået lidt længere end han normalt ville, hvilket Alexander virkelig skulle tage som en stor ting. "Ja. Som sagt er mine søstre pokkers nysgerrige... De skulle jo helst ikke begynde at regne noget ud," svarede han roligt og så på ham med et skjult smil. Han drak sin whisky op og satte glasset fra sig på bordet, inden han blot behageligt lænede sig tilbage. Han vidste, at han faktisk ønskede at eksperimentere med Alexander. Det var længe siden, at han faktisk bare havde slået sig løs. Han rystede på hovedet. Alkohollen begyndte vist at slå ind nu, så derfor... så lænede han sig frem og skænkede sig selv et nyt glas. Da han lænede sig tilbage, så satte han sig med vilje en smule tættere på Alexander. Han drejede hovedet mod ham og smilede. "Sandt... Jeg kan meget godt lide det her," svarede han roligt. Han tog en lille tår af sin whisky igen og søgte en øjenkontakt med manden.

[Alexander Raphael Vladimir]

Ikke altid var ulve lige nemme at passe. Der var jo trods alt træningen fra de var små som tog meget tid og energi for begge parter. Men Zackiel var en af hans ynglinge igennem årene. Men sagde han jo om alle sine ulve. Han elskede dem hver og en. Men Zackiel var ekstra nem. Når der ikke var brug for ulven lagde den sig og sov. Men den skulle nok vågne hvis der blev kaldt. 
Glasset blev tomt efter nogle slurke. Det smagte nu meget godt. Han anede dog ikke hvad årgang eller mærke det var. Eller om det var noget man sagde om whisky og hvor vigtigt det mon var. Han forstod sig mere på vin for at være ærlig. Men denne smagte nu ganske glimrende. Han måtte nok bede om et glas til. Han kunne dog se, at Brayden lidt efter også hældte mere op i sit glas og rakte sit frem mod ham med et skævt smil. "Kan man få et glas mere?" smilede han stille og ventede på han hældte op før han satte sig tilbage og slappede af igen. Han lagde så sit blik i retning af ham. "Du er da også en genert lille baron må jeg sige.." grinede han stille. Men forstod jo godt hvad det måske ville give ham af problemer. Ikke at det gjorde ham noget de sådan gik stille med dørene med deres flirteri. At Brayden så sad og tænkte på at eksperimentere med Alexander var uden for han kendskab. Og med bare ordet eksperimentere så kunne man jo ligge meget i det. Og han ville nok gerne vide hvad slags der var tale om. Han tog en tår mere af sit nu genopfyldte glas og så på ham med et lille nik. "Her er skam hyggeligt må jeg sige." smilede han og lagde med vilje sin ene hånd over på hans lår mens han tog en lille tår mere.

[Brayden Jaxson]

Brayden vidste, at der nok altid ville være forskel på dyr, såvel som der var hos mennesker. Han synes dog, at ulven som Alexander havde med faktisk virkede til at være nem, så det gjorde ham slet intet, at den var med. Han kunne se at selv Alexanders glas også blev tømt, hvilket slet ikke gjorde ham noget. Normalt tyede han ikke til alkohol på denne måde, men han havde brug for et lille kick hvis han skulle turde at springe ud i noget, eftersom man jo med årene brugte sin fornuft mere og mere. Han hældte derfor op til Alexander ligeså og lænede sig så tilbage. "Du kan få alle de glas du har lyst til," svarede han med et skævt smil og tog så en tår af sin whisky. Han smilede og vendte blikket mod ham. Han grinede let. Alkoholen var vist ved at slå ind nu. "Overfor mine søstre er jeg... De er så irriterende, når de først går i gang," svarede han og smilede skævt. Han ville derfor gerne gå lidt stille med deres flirteri. Men når de først var her på hans værelse, så var de egentligt i 'sikkerhed'. Hans blik gled ud i lokalet som han igen allerede fik tømt sin whisky. Gad vide hvad han var oppe på nu? 2-3 glas vin og 2 glas whisky? Ja efterhånden snerpede det sig da op på, at han var en smule beruset, men slet ikke i nærheden af, at han intet ville huske. Han ville faktisk huske alt. Hans blik fløj ned mod hans lår, da Alexander lagde sin hånd der og han vendte så blikket tilbage mod ham. Han greb fat om Alexaners glas og satte det fra på bordet, som han havde gjort med sin egen lige før. "Ja, det er der," endte han og så indgående på Alexander med sine lyse øjne. Hans hånd strøg over hans skulder, mens han lænede sig ind mod ham.

[Alexander Raphael Vladimir]

Hvor meget der skulle til før Alexander blev beruset nok til at kunne kaldes fuld vidste han ikke helt. Han drak ikke så tit store mængder. Mest ofte blev det et par glas og så ikke meget mere. Men ja nu var han da oppe på lidt mere. Men i det rette selskab kunne man da godt få lidt mere til at glide ned. Og denne lille forfriskning smagte jo ganske vist ikke ringe så hvorfor ikke blot nyde af den mens tid var?
Han gav blot en nikkende bekræftelse af, at han kunne forstå hvad Brayden mente til alt det omkring hans søstre. Ganske vist var Alexander enebarn, men han kunne godt forestille sig hvordan det kunne være på tværs hvis man havde nogle nysgerrige piger i hælene på en. Derfor ville han heller ikke modsige til det emne. Han så dog lidt undrende på ham, da det var glasset blev taget ud af hans hånd. Bogstavelig talt. Så det blev sat væk på bordet af Brayden og det fik ham til at se på glasset og så tilbage på Brayden der samtidig lænede sig frem mod ham. Et sted kunne man jo nok let gætte sig til hvad det var han ville foretage sig nu. Nogen ville dog måske være forvirrede. Alexander sagde dog ikke noget til det eller undrede sig. Næh han valgte skam blot at gå ham i møde og læne sig ligeliges fremad. Hvorfor skulle han gøre andet? Han lod sin hånd glide lidt hen over låret på Brayden imens og havde ikke i sinde at stoppe før deres læber mødtes. Så var det op til Brayden hvis det ikke skulle ske alligevel. Men nu var det jo sådan set ham der havde lagt op til det! Men man kunne jo skifte mening. Alexander håbede dog ikke den kære alkymist fik kolde fødder.

[Brayden Jaxson]

Brayden fik normalt ikke mere end 2 glas, så det at han nu var oppe på 5 eller måske derover, han havde lidt mistet tællingen, det gjorde, at han var lidt beruset. Det hele føltes nemmere og han havde mere mod til at undersøge sine unge dage igen. Hans læber brød ud i et smil, et charmerende et af slagsen, som han fjernede Alexanders glas. Han så undrende ud, men snart efter ville han vel finde ud af, hvad han faktisk pønsede på. Det skulle være nu eller aldrig, for han blev nødt til at have Alexander ude før hans mor og søstre ville vågne, da han så ikke havde en chance for at snige Alexander ud herfra. Han håbede, at Alexander stadigvæk var med på deres lille flirt. Han havde bestemt sig for, hvad han ville have, så nu ville han have det. Han trak vejret dybt, som han lod sin hånd glide i Alexanders nakke. Han lod øjnene glide i, da han kom tæt nok på Alexanders ansigt og fandt hurtigt vej til hans læber med sine egne. Han kyssede ham prøvende... derefter mere sikkert, for til sidst at være lidt krævende. Følelsen var overvældende, både kendt og ukendt på samme tid, men han kunne godt lide følelsen. Hans fingre strøg han roligt op i Alexanders hår, lod hans fingerspidser fornemme hans hår og hovedbund. Hans anden hånd strøg han over Alexanders lår. Hans hjerte hamrede... Dette var vildt.