Efter en lang dag

[Brayden Jaxson]

Det var efterhånden blevet aften. Det havde været en lang dag, da Brayden havde brugt det meste af dagen på at diskutere i byrådet. Som fungerende præst, eftersom de ikke havde andre, så var han automatisk en del af det. Og med sine andre titler som baron og handelsmand, så havde han også en plads i byrådet. Dagens tale havde gået ud på, om springvandet midt i byen skulle renoveres. For hans del, så var han fuldkommen ligeglad, så han havde bare holdt sig lidt ude af det. Lige springvandet betød ikke så meget for ham, så det havde været et spildt møde for ham, hvor han bare havde trillet tommelfingre. Alt det med hævede stemmer og det andet havde dog givet ham en lettere hovedpine, så han tænkte, at han ville svinge forbi kroen og få sig en drink, før det blev aften. De havde alligevel fået godt at spise til byrådsmødet, så han var egentligt mæt.
Dørene gik roligt op, som han trådte ind. Det var mest en kro for mænd det her, da pigerne som regel var til pynt, serverede eller prøvede at tilbyde andre varer. Kvaliteten her var god, for denne by var jo meget selvforsynende, så det var den fineste vin fra egne marker udenfor byen. Han selv solgte sine kartofler her til kroen, som de brugte i en del af deres retter. Han fandt hurtigt et ledigt bord og hilste på alle omkringsiddende. Alle kendte hinanden i denne by, hvis de selvfølgelig var her fra. Af og til kom der også forbipasserende, men de kendte ansigter hilste han jo på. Han vinkede en pige hen. "Et glas af husets rødvin," bestilte han selvsikkert og sendte pigen afsted med et charmerende smil. Han lænede sig godt tilbage og ventede indtil videre tålmodigt på at få sine drikkevarer.

[Alexander Raphael Vladimir]

Ritterlin var et sted hvor Alexander mest havde opholdt sig på sine rejser når han havde er ærinde i byen eller havde haft brug for et holdt for natten. Han var dog taget hertil nu fordi han havde brug for frisk luft og nye ting i sin hverdag. At tage til en by man ellers sjældent besøgte måtte da også være en slags start. Han havde været i Marvalo for nylig, men det var så en by han tit havde besøgt selvom det havde været noget tid siden sidst. Nu var han så endt her. Dantalion var opstaldet og han gik indenfor af kroens dør med Zackiel lige i hælene. Ulven fulgte ham overalt med mindre han gav den besked på andet. Han havde en hvid skjorte på med en tynd jakke udover i sort. Det blonde hår var en kende rodet, men uden det så sjusket ud. Hans hår sad sjældent helt glat og lige. Det var det for pjusket til. Krøllet og bølget. Han var heller ikke en fin herre, men en der rejste meget så det der med glat fint hår var ikke nemt at holde ved lige på de lange rejser der var højt i antal.
Han lod døren glide i bag sig og selvom det var ved at være lang tid siden sidst så gik han velkendt ind i kroens lokale og direkte hen mod det nærmeste bord der var ledigt. Han Han brød sig især om stedet her fordi der sjældent kom kvindelige gæster og de få kvinder der var som servitricer kunne han leve med. Så gjorde de da i det mindste en form for gavn kunne man sige. Ulven lagde sig ned ved sin herres fødder og Alexander kaldte den nærmeste servitrice hen og bad om et glas rødvin. Han trængte til noget lidt stærkt. Ikke øl, da det var for ensartet. Næh vin var der stor forskel på. Øl var mere ens i smagen mente han. Han bad også om en skål vand til Zackiel selvom pigen så noget usikkert ned mod det store dyr der lå roligt med hovedet på sine forpoter og de gule øjne blot halvt åbne. Næsten som om den hvilede sig og var tæt på at sove. Hun nikkede dog og skyndte sig videre. Han lænede sig roligt tilbage i stolen og mærkede hvordan den mandlige atmosfære indrammede ham. Måske han skulle bede om en lille øl? Det hørte jo alligevel på sin vis lidt med til charmen ved sådan en mandekro?

[Brayden Jaxson]

Som altid, var Brayden yderst velplejet. Hans skæg var veltrimmet og klippet kort. Han havde både lidt overskæg samt på hagen og lidt over kæben. Hans hår var i dag stort og krøllet, men så dog ikke uglet ud, nej det så nærmest blødt ud på afstand. Det var også nyvasket og redt lidt igennem med en børste med større mellemrum, så det ikke ødelagde krøllerne. Ja, han var forfængelige med sit udseende og gik ikke udenfor en dør, hvis han ikke så ordentlig ud. Hans tøj var ligeså pænt; Sorte sko, bukser og frakke. Dertil havde han en hvid skjorte der stod i stærk kontrast under frakken. Han trak vejret dybt og roligt og så efter pigen der valsede væk og blev stoppet på sin vej af en mand, der netop var trådt ind med en ulv. En ulv? Hvem pokker tog en ulv med ind på en kro? Han valgte dog ikke at reagere på det og blev siddende tilbage i stolen. Den ene arm lænede han over ryglænet bag sig og den anden arm lå ind over bordet han sad ved. Fingrene lå stille for nu, men var tæt på at tromme over bordet. Han kunne mærke hovedpinen nærme sig, fordi han var irriteret over det møde han havde siddet til, men det skulle jo gøres. Kunne folk ikke være ligeglad med det springvand? Det var da godt nok lidt gammelt, men det havde en hvis charme og sentimental værdi for byen og det var jo ikke i stykker. Bare fordi de ønskede en ny figur på toppen. Han så hen mod fyren. Han var det dæmon, det kunne han læse ud af mandens aura og sjæl. Det havde virkelig sine fordele at være alkymist. Hans han holdt sine grå og lysende øjne mod manden, så søgte han ind i mandens tanker. Manden ville ikke mærke noget til det selv, men snart ville Brayden kende til mandens tanker. Han var nemlig god til at læse tanker.
... Kort tid efter kom pigen tilbage. Først serverede hun rødvin til ham og dernæst til manden med ulven, før hun smuttede igen. Han trak charmerende på smilebåndet.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så ned mod Zackiel og gav et stille fløjt. Ulven løftede sit hoved op og Alexander rakte en hånd ned og kørte den over ulvens hoved. Han var ligeglad med om folk så det som noget forkert eller sært at tage en ulv med sig rundt og ind på en kro. Det var vel ikke meget anderledes end dem der tog en hund med? Det var jo et dyr beslægtet med hunden, bare i en mere vild og rovdyrs udgave. Han nussede stille sin ven bag de pelsede ører og smilede svagt. Først da pigen kom tilbage med glas og skål var det, at Alexander lod sin hånd flytte sig fra ulvens hoved. Ulven fik da også andet at se til, da den med det samme begyndte at drikke så snart Alexander havde sat skålen ned til ham. For pigen havde jo ikke turde. Nej nej hun havde blot sat skålen på bordet ved siden af glasset. Men det var jo trods alt bedre end ingenting. *At folk virkelig altid tror han er så farlig...* Det var jo nærmest til at more sig over! Regnede folk med, at en ulv man tog med på offentlige steder virkelig blev beordret til angreb? Eller ikke var under kontrol? Havde han ikke haft styr på sin ulv tog han den jo ikke med. Nogen folk kunne altså være tåbelige. Nej..Bare bange og lod frygten tage styringen.

Jo ganske vist kunne Zackiel da godt bide. Men kun hvis Alexander gav ordre eller der var en trussel der gik til angreb. Ellers var ulven næsten blid som et lam. Hvis man da kunne sige det sådan. Han tog en tår af sin vin og lod tankerne stille bare glide rundt imellem hans opfattelser af byen som han havde fået opfanget på sin vej herind. Nogen af de folk han havde set, lidt af de samtaler han havde hørt stumper af ved sin færden forbi. Ikke noget videre interessant ganske vist, men sådan var det tit når han slappede af. Tankerne flød bare hen på ganske almindelige ting der ikke havde nogen stor betydning. At der så var en person i lokalet der sad og 'lyttede' med var ham et ukendt faktum. Tankelæsere var ikke noget han var stødt på før i sit efterhånden lidt lange liv.

[Brayden Jaxson]

Brayden tog en dyb vejrtrækning. Han havde brug for at slappe af, for sådan en dag med et møde føltes altid uendelig lang. Ligeså så var man lidt anspændt, fordi folk hævede stemmerne og skændtes når de var uenige. Han havde holdt sig udenfor, da han ikke havde nogle planer med springvandet, men havde dog brudt ind, når de havde råbt for meget. De behøvede jo ikke ligefrem at gøre hinanden døve. Da de endelige var blevet enige om at lade springvandet være for nu, så var han smuttet så hurtigt han kunne og så søgt hertil. Den mandlige stemning fra alle byens herrefolk var altid rarest, for der fandt han sig godt tilpas. Pigerne havde han af og til gået med, men i aften havde han ikke lyst, ikke med den hovedpine. Han lyttede ind på mandens tanker og rystede bare på hovedet. Ulve var ikke farlige hvis de var tæmmede ordentlige. Og hvis ulven gik amok, så skulle han nok stoppe den, det var sikkert og vist. Han vædede sine læber og fjernede sine øjne fra manden og holdt derved også op med at lytte med. Han rettede sig op og greb fat om sit rødvinsglas, som han roligt løftede til sine læber. Han tog en tår, smagte godt på det og smilede skævt for sig selv. Rødvin var en del af et godt image, specielt fordi den her vin var af høj kvalitet og også kostede lidt mere end de fleste andre steder i Dvasias. Ikke at det gjorde ham noget. Han vendte sine lysende øjne tilbage over mod manden igen. Han så ikke direkte ligeså fin ud, som han selv gjorde. Men han lignede heller ikke en gemen arbejder, ligesom de bønner han havde ansat på sine store arealer udenfor byen, hvor de dyrkede kartofler til ham. Han lod blikket glide ned til ulven, der lå og drak vand og trak bare skævt på mundvigen, der straks fik ham til at se charmerende ud. Afmålt satte han sit glas på bordet igen, så det næsten ingen lyd gav fra sig, da glassets bund ramte bordkanten.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander havde ladet tankerne glide over byens indtryk inden han havde valgt at se sig lidt om for egentlig at se hvor mange andre der var til stede. Der var jo sådan set en del. Det var nok ikke så sært. Mænd kunne være i fred her for deres kvinder og koner. Ak ja den slags pinsler slap han da for. Der var så mange andre problemer i livet, at man ikke behøvede tilføje flere i hans hoved. Han fugtede sine læber som det var han havde drukket en tår vin mere og lige ville have den sidste dråbe med som blev siddende på hans læbe. Der var nu fredeligt. Det var også mest en handelsby først og fremmest jo. Han smilede svagt og lod atter blikket glide rundt mens hans fingre holdt om stilken på det fine glas hvori han havde fået skænket sit vin. Ganske udmærket en af slagsen. Han vidste ikke om det var den dyreste de havde, men det kom nu heller ikke så meget an på det. Han gik mere op i smagen end prisen.
Der var en del forskellige typer mænd rundt om i kroen. Nogen der så fine ud og andre mindre fine på en måde. Selvom ingen ligefrem lignede fattige bønder der boede på gaden. Men nogen havde bare stærkere udstråling jo. Der var især nogle enkle som stak en del ud. Ekstra fine at se på. Især den ene som var en mand der ikke lignede en der led nogen nød. Han havde fint tøj og så ud til at være plejet godt. Ja der fandtes jo rige mænd alle steder. Men der var også noget andet ved ham. Det var nok det faktum, at manden så med retning mod Zackiel. Med et skævt, lidt charmerende smil på læben. Hvad gik det så lige ud på? Han kunne jo gå over og spørge. At smile sådan til en ulv.. Var da ikke normalt?

[Brayden Jaxson]

Brayden løsrev sit blik fra ulven igen. Han skulle ikke gøre ret meget med at smile, før han så yderst charmerende ud, da det var et af de træk man så når man mødte ham første gang. Det var en del af hans førstehåndsindtryk. Ulve var han ikke vant til at se som kæledyr på den måde, så han havde blot funderet over hvad den egentligt lavede her og endnu mere, hvordan ejeren havde tæmmet den. Måske havde han haft den fra den var en unge? Så knyttede ulve sig jo faktisk til enhver, der optrådte som dens moder. Han så ned mod sin vin, som han roligt løftede til læberne igen og tog en lille tår af. Det smagte dejligt og det mente han hver gang, han kom her. Han var faktisk en fan af deres vin, for han havde altid syntes om den. Kroen her, var bare i sandhed et godt sted at komme og han kunne være her i fred for sin mor og søstre, da de slet ikke havde noget at gøre her, de måtte gå andre steder hen. Han pustede roligt ud, som han satte glasset ned igen, stadig lydløst, da han havde ret fine bevægelser. Han lænede sig tilbage igen og så denne gang rundt i kroen i stedet. Han kunne se en af pigerne prøve på at forføre en mand, der sad lidt længere oppe... Var det egentligt ikke en af de andre byrådsmedlemmer? Jo, det var det. Han fnøs morende for sig selv og fjernede blikket igen. Igen blev hans blik dog draget over mod manden og ulven. Det var altså sært. Burde han gå derover? Få stillet sin nysgerrighed? Men egentligt ville han helst have, at manden kom over til ham i stedet, så han ventede et øjeblik endnu. Endnu engang søgte han ind i mandens tanker for at lytte med.

[Alexander Raphael Vladimir]

Nonchalant virkede det blot til at manden så rundt. Et eller andet så lidt ud til at fange hans opmærksomhed et sted og Alexander lod sit blik følge den samme retning. Nu blev han jo nysgerrig på hvad det var. En af pigerne der forsøgte sig med en mand. Ikke særlig opsigtvækkende alligevel. Skete jo sådan set ofte alle mulige steder. Han vendte hurtigt blikket væk igen, da det langt fra generede ham. Manden ville næppe afvise pigen. Eller i alle fald ikke gøre det særlig spændende. Nogen manglede altså fantasi. Alexander vendte istedet sin opmærksomhed tilbage mod sit glas. Han mærkede det dog som om nogen så på ham og drejede sit blik. Jo nu sad den mand fra før og kiggede herhen igen. Bare ikke ned på Zackiel denne gang. Alexander løftede et øjenbryn. *Nu igen?* Han tog en tår af sit glas før det var han rejste sig op. Zackiel var straks den der også rejste sig og så op mod Alexander der blot tog sit glas i hånden og gik hen mod bordet hvor den stirrende mand opholdt sig. Han havde set ham se både på sin ulv, på andre i kroen og på sig selv. Han var ved at være godt nysgerrig omkring hvad det var manden monstro fiskede efter at få øje på. Han tog en stol og trak den ud før det var han satte sig ned overfor manden ved hans bord. "Er det ikke meget nemmere hvis jeg sidder her? Så skal du ikke sidde og kigge tværs igennem lokalet på min ulv og jeg." Han ville nok gøre manden vred nu, men det tog han nu ikke så tungt. Han kunne så til gengæld blive sur over at han sådan blev stirret på. "Desuden kunne jeg tænke mig at spørge om hvorfor min ulv fik sådan et charmerende smil, men jeg intet fik?" Han lagde sig hoved stille på skrå. Han havde lidt fundet den drillende tone frem. Den var kommet mere til skue hos ham på det sidste, sært nok.

[Brayden Jaxson]

Brayden fandt det altid morsomt at følge med i hvad andre lavede. For ham var det sjovt at bruge tid på at overvåge andre, læse deres tanker og på den måde få noget sladder. Ofte vidste han ting, før dem der egentligt skulle vide det, vidste det og han kunne godt lide at være på forkant. På den måde kunne han ofte få sin vilje, for en mands tanker og underbevidsthed afslørede som regel altid, hvordan man bedst kunne snøre ham om sin finger. For ham var det heller ikke noget nyt, at en af pigerne prøvede at få en god pris og en mand at sove med i nat. Han havde jo selv gjort det et par gange, men i aften var det ikke det, han havde lyst til. Han søgte efter noget nyt og derfor blev han jo også ved med at kigge rundt i kroen. Ulven var dog interessant for ham, fordi det var anderledes og deraf blev dens ejer det også. Specielt fordi han ikke boede her i byen, så meget kunne han da sige. Ligeså fordi, at manden havde tæmmet en ulv. Dog så så man en tydelig forskel i deres hygiejne, da manen var lidt mere uglet til og beskidt fra at rejse, for Brayden selv var helt ren og glat. Men han var mere ren end de fleste, da han var forfængelig med sit udseende. Ved mandens tanker holdt han op med at læse videre, da han jo egentligt var afsløret kunne man sige. Men det fik da manden til at rejse sig op, hvilket passede ham fint, for endnu engang fik han tingene som han ville have det. Hans lysende isfarvede øjne så mod manden, mens han så ham sætte sig ned. Han trak på smilebåndet igen og man så straks det charmerende smil igen, som han denne gang sendte i mandens retning. "Jo, det har du helt ret i," svarede han sigende. Eftersom manden sagde du, så gjorde han det samme. Han lænede sig afslappet tilbage. Han grinte mildt til mandens næste ord. "Det var nu ikke til din ulv, mere... af din ulv. Det er fascinerende, at du har tæmmet det smukke dyr. Og mit smil er altid charmerende," endte han med et glimt i øjet.

[Alexander Raphael Vladimir]

At manden ikke blev sur over den pludselige måde hvorpå Alexander blot havde sat sig uden at spørge, var jo sådan set kun godt. Han ville ikke starte ud med at skulle til at være på skidt fod. Dog så lod det til manden ikke tog det så tungt igen. Han kunne jo godt have spurgt først, men det havde han sådan set ikke tænkt over før han havde sat sig. Alexander var vel ikke det man kunne kalde en dannet mand. Han var heller ikke typen der sagde De til fremmede. Så måtte folk forlange det hvis de virkelig ville kræve det af ham. Men i hans øjne så var det nu spild af tid. Men nu sad han her.
At han ikke var fra byen var nok let at se. Især når folk nærmest kendte alle så ville de let kunne se når en fremmed kom på visit. At manden var enig i, at det var nemmere når de sad ved samme bord var jo ganske glimrende for så havde de et sted at ligge ud og starte fra. Og at han så havde smilet af hunden fik Alexander til at se på ham med et lidt spørgende udtryk. At han så mente det var fascinerende at ulven var tam fik Alexander til at grine lidt. "Ak han er skam ikke den første. Ej heller den eneste." Han smilede stille. Et roligt charmerende smil. Joooh Alexander kunne skam også smile charmerende. Glimtet i øjet hos den fremmede mand var skam heller ikke helt tosset. "Jeg kunne jo godt tænke mig, at hvis jeg får et smil så er det et af dine såkaldte charmerende et af slagsen." Han var måske lidt vovet eller måske ligefrem flabet, men det tog han ikke så tungt. Man var nødt til at tage nogle chancer ind imellem. Vove sig ud i springet. Han så mod Zackiel der var på vej derover nu hvor Alexander havde sat sig et nyt sted. Ulven lagde sig ned ved hans fødder og lagde hovedet på dem og kort efter lå ulven og småsov. Alexander så på manden igen. "Mit navn er Alexander. Som du sikkert har gættet er jeg på gennemrejse." Det var nok ikke særlig nødvendigt at sige, men nu var det sagt.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde netop fået tingene som han ville have dem, så der var ingen grund til at blive sur. Han havde ønsket, at manden faktisk rejste sig og kom herover, da han ikke selv ønskede at flytte sig fra sin plads. Og manden havde lystret helt ubevidst ved at reagere på, at han havde smilet over ulven, der bare lå helt tamt ved mandens fødder. Ja, det havde selvfølgelig været en del af tricket til at få mandens opmærksomhed, men det ville han jo ikke fortælle og så spolere sine små hemmelige kneb. Han lænede sig tilbage med sit vinglas i hånden og hævede det til sine læber... lod glassets kant lægge sig elegant mod hans læber, som han tog en tår af vinen. Smagen blev siddende i hans læber, da han satte glasset lydløst fra sig igen og han opfangede eftersmagen ved at stryge tungen flygtigt over hans egne læber. "Så du har flere ulve?" spurgte han nysgerrigt. Hans unaturligt lyse øjne så roligt mod manden, der nu sad overfor ham og ej længere ulven, for den havde han øje for ud af øjenkrogen til den forsvandt ud af hans åsyn, da den lagde sig under bordet. Manden selv kunne da uden tvivl godt være charmerende, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget. Ved de næste ord, så måtte han igen smile og straks så han yderst charmerende ud. "Som sagt... er mit smil altid charmerende," svarede han og blinkede til ham. Han flyttede ikke sit blik og da manden præsenterede sig, så rettede han sig mere op og rakte manden sin hånd over bordet. "Brayden er mit navn," endte han. "Og det stod klart for mig du ikke var herfra så snart du trådte ind ad døren."

[Alexander Raphael Vladimir]

At manden så havde ønsket han kom herover var uvidst for Alexander. Havde han vidst det så var han da nok kommet herover noget før. Men nu var han her så det var sådan set det som var vigtigst i det emne. Og det kunne da godt virke som at han blev siddende i noget tid. I hvert fald så faldt de da lidt i snak så det var en start. Han så blot på ham som manden drak af sit glas. Alexander tog selv en tår bare fordi han nu havde det. Og så fordi vin jo var til for at blive drukket. Nu hvor han sad ved bordet bemærkede han endda, at glasset ikke gav nogen lyd når det blev sat på bordet. Manden havde godt nok perfekt kontrol over sine bevægelser siden han kunne gøre det så lydløst og samtidig få det til at se så naturligt og elegant ud. Ganske imponerende. Selv gav hans eget glas en let lyd når han lod glasset fod ramme på bordet. Han nikkede stille. "Jeg har to andre voksne og et par store unger samt et nyt kuld." Det lød måske af mange for en person. Men ulvene klarede mere eller mindre sig selv når bare de havde vand og mad samt læ. Det var også kun Zackiel han tog med sig rundt. Hunnerne skulle blive og passe på ungerne og hytten. Når en af de store unger så var gammel nok så ville han tage den med og lade den blive oplært så den kunne tage over efter sin far. Hans blik hvilede stille mod manden som præsenterede sig som Brayden. At der ikke kom efternavn på var sådan set kun fair når nu Alexander ikke havde præsenteret sig med fuldt navn. Desuden så glædede det ham sådan set at Brayden interesserede sig for ulve. "Og du burde måske lidt passe på med hvem du smiler sådan der til." grinede han lidt. "Måske skaber det problemer for dig." Han lod sit hoved tippe på skrå mens hans blik hvilede på Brayden.

[Brayden Jaxson]

Brayden så roligt mod Alexander. Manden var ikke nær så velplejet og hygiejnisk som ham selv, men det var der også få der var. Han var meget forfængelig med hvordan han så ud, hvordan han duftede i offentligheden og hvordan hans tøj sad. Han havde nok en større garderobe end sine søstre, hvilket var lidt foruroligende, men han havde for pokker flere dele - de havde bare en masse kjoler! Så hvis han satte sit tøj sammen i sæt, så ville det nok være ens med hans søstres antal kjoler. Kort flyttede han sit blik fra mandens ansigt og mod hans glas for at se hvad han drak; vin, ligesom ham selv. Det var da en god start, for han kunne godt lide sin vin. Hvis han havde brug for noget hurtigere og stærkere, så drak han whisky, men vin var altid første prioritet. Han hørte godt, at Alexanders glas sagde en lyd når det ramte bordet, men det gjorde hans ikke. Endnu en ting der hørte til hele hans image. Han så fascineret mod ham og tog endnu en tår af sin vin og endte med at bunde, da der kun var en lille bundslat tilbage. "Spændende... Jeg har aldrig haft noget med ulve at gøre, ja andet end varulve altså," svarede han sigende. Og det var jo ikke som sådan noget at gøre med. Men han var før blevet opsøgt af varulve, der ønskede en eliksir af ham til at hjælpe på deres skift ved fuldmåne. Han satte glasset fra sig igen og lænede sig tilbage i stolen. Han præsenterede sig lige nu ikke ved fulde navn, for hvis han tilføjede det, så kendte de fleste ham straks som baron af Dvasias og det ønskede han ikke. Han løftede et bryn og smilte smørret. "Så du kalder dig selv for et problem?" spurgte han sigende og drilsk.

[Alexander Raphael Vladimir]

At være helt ren og velplejet hele tiden var ikke noget som Alexander oplevede så ofte. Plus han næppe havde været så velplejet som Brayden. Manden havde tilsyneladende midlerne til at gøre så meget ud af sig selv. Ikke at det var en forbrydelse. Alexander lignede dog ikke en rendestens rotte eller noget lige så slemt. Han var bare måske lidt støvet af at ride rundt og tøjet ikke helt glat og strøget af samme årsag. Men han var bestemt renlig og havde hygiejnen i orden. Bare ikke i top klassen så han fik fjernet hver eneste støvkorn så snart det ramte ham.
Han smilede stille og grinede lidt. "Varulve er bestemt ikke det samme som ulve. Men det er skam også spændende med mit lille ulveopdræt.." han smilede stille som det var han så hvodan Brayden fik drukket det sidste af sin vin. At han så sad overfor egnens baron var ham ukendt. Navnet ville han dog kende hvis det var, at Brayden gav ham det. Men han nikkede stille til det sidste som Brayden spurgte om. "Tja hvis du bliver ved med at smile sådan der så kan det da være jeg bliver et lille problem for dig." Han blinkede til ham med et grin og tog selv den sidste tår af sin egen vin og stilte det nu tomme glas fra sig på bordet. "Man ved jo aldrig hvilke tanker det giver folk når man smiler så charmerende til dem." Han så op på ham med et skævt smil. Man kunne jo give folk de forkerte idéer og tanker så det skulle man passe lidt på med hvad man sådan gik og gjorde. Men Brayden virkede ikke som typen der ikke selv vidste han så godt ud. Han vidste han var charmerende og dragede sikkert nytte af det fra tid til anden. Ikke at det var en dårlig ting i sig selv. Alexander kunne dog ikke dy sig fra at have lidt morskab i denne situation. Måske han kunne drage en form for nytte selv.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde altid fået at vide, at man skulle se pæn ud. Hans mor havde ikke ladet ham gå nogle steder uden, at han først havde vasket sig de intime steder, redt sit hår og taget helt ny vasket tøj på. Det havde så bare hængt ved, så han altid var yderst velplejet og han badede nok oftere end de fleste. Bønnerne, der arbejdede for ham, badede faktisk kun til særlige lejligheder, som hvis de skulle til et stort gilde eller noget andet. Selvom Alexander dog ikke var ligeså ren som ham selv, så gjorde det ham nu intet. De færreste var ligeså velplejede. Men Alexander var nu også bare beskidt af at være på gennemrejse og det støvede jo altid at være på hesteryg. Selvom hans hår var uglet, så så det ikke direkte fedtet ud, så han var helt rolig hvad det angik. "Nej, det ved jeg udmærket. Men jeg kan forestille mig, det er spændende med ulveopdræt. Du har ansvaret for de flotte dyr, det må være stort," svarede han ham sigende. Ansvar gik altid rent ind i hans gode bog, for det viste, at man duede til noget, når man tog ansvar og chancer. For nu holdt han sig neutral, da de fleste kendte ham som baron når han tilføjede Jaxson. Han ville for en gangs skyld faktisk gerne føre en samtale uden at personen overfor ændrede karakter, fordi de vidste, at han var baron. Han grinte blødt ad hans ord og holdt dog smilet på sine læber, for han kunne næsten ikke lade vær. Hans lange dag var pludseligt blevet lettet en hel del og hovedpinen var forsvundet i skyggen af latteren. "Og hvilke tanker giver det så dig når jeg smiler så charmerende?" spurgte han med en opfordrende tone. Det ville han da gerne høre mere om.