Efter en lang dag

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så på ham og smilede skævt. "Uha.. der kan jo gemme sig mange ting." grinede han lidt. Om det så var ren spøg eller om Brayden rent faktisk havde ting i sin kælder til.. ja leg kunne man vel kalde det? Eller direkte tortur? Hvis han tog ordet offer helt bogstaveligt. Nok ikke den rareste tanke, men den var der dog hos Alexander for en kort tid. Folk kunne jo sådan set være en helt anden end de udgav sig for. Men Alexander var ikke helt forsvarsløs så han var ikke alt for urolig.

Snart kunne han så Brayden gned sig lidt på panden igen. Hovedpinen som årsag med stor sikkerhed. Han så dog lidt på ham som det var at han spurgte om han ville gå med. Ud og gå en tur. Lød jo næsten helt som en lille slags date? Alexander smilede lidt ved tanken og morede sig svagt over det indeni. Men to mænd kunne jo sådan set også godt følges af hen af gaderne som venner uden der lå mere i det. Det var jo ikke forbudt. Han nikkede stille, men Brayden var allerede på vej op og stå og på vej ud. Han tog det vel som en selvfølge, at Alexander gik med? Ellers så ville han bare vente og se om han kom med eller ej. han rejste sig dog op kort efter Brayden og gik efter ham udenfor efter at have klappet Zackiel og fået liv i det sovende dyr der strakte sig halv dovent og gabte før den luntede efter ham ud af kroens lokale og ud på den åbne gade. Alexander lukkede døren i bag sig da han havde sikret sig hans ulv var kommet med. Han så på Brayden med et smil. "Så. Hjalp det allerede lidt?" Der var jo en dejlig behagelig kølig vind. Ikke for kold eller varm. Ikke for mild eller kraftig. Den var faktisk lige tilpas.

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede skævt til Alexander. Der gemte sig ikke direkte noget i hans kælder. Han havde intet fængsel eller torturkammer, for det gik han ikke ind for. Hvis han havde komplekser overfor en anden person, så hældte han noget i deres drink eller lignende, eller forgiftede dem til at glemme, at han havde gjort det samt straffen. Det skete dog sjældent og som regel, hvis han ikke havde fået sin vilje, for den skulle han have... på den ene eller anden måde! Han fulgte med i Alexanders tanker og grinte indvendigt, da han overhørte hans tanker om tortur og det at være et offer i bogstaveligste forstand. Han trak vejret roligt. "Det var ikke ligefrem et gæt," påpegede han morende. Han ville jo faktisk gerne høre nogle konkrete bud, uden direkte at lytte sig til dem i hans tanker, for det kunne også blive for meget at vide uden reelt set at vide det. Han søgte udenfor og trak luften ned i sine lunger. Alexander kom ud med sin ulv efter sig og hans øjne gled mod ulven i stedet for, da den jo nu var oppe at stå. Han vædede roligt sine læber og så tilbage mod Alexander, da han talte. Han trak på smilebåndet og nikkede til ham, som han igen tog en dyb vejrtrækning. "Ja, det gjorde det." Vinden var som et kærtegn, hvilket føles dejligt og afslappende. Han vendte om og gik ned ad gaden mod springvandet. Han nåede springvandet på byens torv og stoppede op. Nu kunne Alexander jo faktisk se for sig selv. Han lagde armene over kors, mens han betragtede det. Intet behøvedes altså at gøres ved det springvand efter hans mening.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han trak lidt på sine skuldre efter at have tænkt over det i noget tid. "Jeg har ikke som sådan et bud. Noget tortur halløj, men det er nok for voldsomt. Og ellers bare.. ja andre ting man kan have i en kælder?" grinede han lidt og vidste det nok var for dumt et bud at give. Han kløede sig lidt i nakken og bed sig i læbens kant mens han lige gav det en ekstra tanke for at se om han kunne komme på bare et eller andet som man kunne kalde et rigtigt bud på gætteriet. Men det var ikke helt så nemt følte han. Han vidste jo ikke meget om Brayden endnu og hvad type han var. "Måske nogen af alle de varer du handler med?" Han slog lidt ud med den ene hånd med et grin. Ja det var da et bud der var realistisk, men næppe relevant for ham som 'offer'. 
At den friske luft havde givet et lille pust og hjulpet med at skubbe hovedpinen væk på ny var Alexander glad for at høre og smilede til ham, da Brayden fortalte det. "Det var da godt. Så håber jeg bare den ikke kommer igen." Han lagde sit hoved lidt på skrå før han så op af gaden til den ene side. "Nå..men det var den gåtur til springvandet?" grinede han lidt før det var, at de begyndte at gå. Det tog heller ikke lang tid at gå derhen og han kunne skam godt se, at springvandet intet fejlede. På sin tur herhen havde han kun set det på større afstand. Nu kunne han bedre se detaljer og det gjorde kun hans tanker om, at det var perfekt som det var bedre. Han mente ikke de burde ændre på det eller gøre noget overhovedet før det en dag var gået i stykker på hvad måde det så måtte være.

[Brayden Jaxson]

"Tortur? Sådanne rum har jeg nu ikke. Jeg bruger mest kælderen til opbevaring og så er køkkenet også i kælderetagen," svarede Brayden med et morende grin. Han kunne se, at Alexander heller ikke lige helt havde været med på det med torturen, så det kunne de jo bare more sig lidt over. Nej, han gik mere ind for at forgifte folk hvis det endeligt skulle være, for det var en mere vedvarende ting. Han gad ikke selv blive beskidt ved at gøre folk ondt, for det var hans forfængelighed for stor til. "De fleste varer er på lagre udenfor byen, ude ved bønnerne selv," fortalte han med et roligt smil. De ædelstene han dog fremavlede, dem holdt han hos sig selv, men dem lod han vær med at nævne. Han lagde armene over kors, mens han gik og de stod hurtigt foran springvandet. Han nikkede. Den friske luft virkede kølende og rar på hans opkogte sind, så nu håbede han bare, at det holdt sig væk helt. Han så over springvandet. Han kunne ikke se ideen i, at skulle gøre noget ved figuren derpå. Bare fordi mændene ville have en figur formet som en mand? Det var da noget værre pjat! "Ja, som du selv kan se, så kan der vist gå mange år endnu før den skal renoveres. Desværre blev vi ikke enige i byrådet, så på næste møde skal vi tage det op igen." Han rullede med øjnene. Nogle gange så det byråd altså ikke overens med de ting han ville, men han skulle nok snøre dem på den ene eller den anden måde! Han drejede sig med ryggen til springvandet og satte sig på kanten af det.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede stille og så på ham. "ja det er jo næppe noget du ser frem til." Han kunne jo kun tænke sig, at det ville blive slemt igen med hovedpinen hvis det var, at de igen skulle diskutere det emne. Han kunne dog sagtens forstå Brayden i, at der ikke var brug for at lave noget om. Han satte sig ned på kanten ved siden af ham og så ud over gaden der nu lå foran dem fra den retning de var kommet. Der gik andre på gaden, men ikke vildt mange. Det var ved at være lidt halv sent så de fleste var jo taget hjem for at være med deres familier eller var taget på kroen. Andre steder sikkert også. Alexander skulle dog bare finde sig et sted at overnatte når det kom dertil, men det var ikke noget han havde vildt travlt med. Han sad lidt og nød den dejlige friske aften luft de var kommet udenfor i. Det var dejligt afslappende og han var glad for, at det havde hjulpet på hovedpinen hos Brayden.
"Men jeg håber da så, at I bliver enige om en løsning næste gang. Så I ikke skal fortsætte med at snakke og diskutere det emne. Ellers ender det jo med, at det tager så lang tid at finde en løsning så at I stadig diskuterer det den dag der faktisk skal laves noget på springvandet her." grinede han lidt og lod fingrene lidt glide igennem vandets overflade med et skævt smil. Han var ikke vand dæmon, men ekstrem kulde forvandlede det til hans element så derfor var vand noget han fandt en smule beroligende.

[Brayden Jaxson]

Brayden rystede lidt på hovedet. Han var ikke meget for at skulle diskutere det på endnu et møde, så han blev nødt til at finde på noget andet, der var endnu vigtigere, så de kunne holde op med at tale om det dumme springvand, for der behøvede virkelig ikke at blive gjort noget ved det. Han så mod Alexander, der nu sad ved siden af ham og han smilede skævt til ham, stadig med den charme rettet mod ham, som ikke var rettet mod nogle andre. Der var jo andre på gaden, men det var sent efterhånden og de fleste havde nok fået lidt at drikke. "Ikke rigtigt nej, men det er jo mit ansvar som byrådsmedlem at dukke op," endte han sigende. Han elskede alt sin ansvar, for det var noget af det bedste han vidste. Det at have en kontrol, lede andre og sådan... det var lige ham i en nøddeskal. Han så frem for sig og op ad gaden, hvor han så en mand vælte ud oppe fra kroen og han måtte le for sig selv. "Det godt vi ikke har drukket så meget, var?" spurgte han med et grin og vendte de lyse øjne mod Alexander. Han fulgte dog blikket videre rundt, da han kørte sine fingre langs vandet. Han vidste godt, at Alexander var isdæmon, for det havde han jo læst allerede. Gad vide om han så egentligt var kold at røre ved? Kort fik han en masse tanker i hovedet, som han dog slet ikke ville snakke om. Han grinte morende til hans ord. "Ej, så lang tid skulle det endelig ikke tage. Jeg må finde på et andet emne at snakke om til næste møde," svarede han med et lille nik.

[Alexander Raphael Vladimir]

Ved kommentaren om at de heldigvis ikke havde drukket så meget var det, at Alexander løftede sit hoved op og fulgte Brayden's blik hen til den fulde mand og han smilede svagt et skævt lille smil. "Ja det kan vi vidst hurtigt blive enige om at det er." han grinede lidt og rystede på hovedet før han selv så væk fra manden igen og så på sin sidekammerat. Hvad det var for tanker som Brayden fik i hovedet ville Alexander aldrig kunne gætte. Der kunne man vel sige det havde været mest fair hvis begge var tankelæsere så de var på et mere lige plan. Men hvad man ikke vidste havde man jo ikke ondt af og Alexander kendte intet til den evne hos Brayden. Ville han nogensinde finde ud af det?
Han fugtede stille sine læber mens det var, at han hørte på idéen om at der måtte findes noget andet at tale om som trak alles fokus væk fra springvandet. Han nikkede lidt. Jo det var en god finte at bruge. Så skulle Brayden jo bare finde et emne som ville være vigtigere og mere interessant for de andre medlemmer af byens råd. Han kendte ikke byen godt nok til at vide hvad der kunne være godt. Så han kunne desværre ikke hjælpe sin nye bekendte på det område. Han havde ellers været god til at hjælpe en anden kun få dage før, men det var jo også et sted han havde besøgt mange gange og nærmest kendte ud og ind så der havde han kunne give nogle idéer som straks blev bedre og til flere i Samuel's eget hoved havde det tydet på. Han glædede sig nu til at gense stedet og se hvad den kære nye bestyrer havde fundet ud af at sætte i værk. Og hvordan det havde virket!

Men det kom til den tid. Han måtte jo også give det lidt tid så der kunne nå og ske noget. Han havde stadig steder at tage hen i mellemtiden. På sit ridt hvor han bare red rundt for nye omgivelser og frisk luft. Gad vide hvor det ville føre ham hen i sidste ende? Han så på Brayden igen og vendte tilbage til nuet og lod tankerne om sin rejse glide væk i tågerne. "Men noget du så allerede kan tænke ville være en god ting at nævne istedet for springvandet?" spurgte han roligt og med et lille opmuntrende smil.

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede og så tilbage på Alexander, da han svarede på det med den fulde mand. Han var sjældent fuld, men havde dog haft sine ture i de unge dage. Nu til dags blev han kun let beruset, da han virkelig have lært at nyde sine drikkevarer. Han lo med et let nik til følge og så op ad gaden igen. Det var altid sjovt at sidde og studere folk. Han var glad for, at han var tankelæseren og ikke omvendt. Han elskede virkelig sin race som alkymist, for han kunne slet ikke forestille sig at være noget andet. Sammen var alkymisterne jo faktisk stærke, da de jo kunne tricks med eliksirer og brygge, som man ikke bare lige kunne med magi. Men dog måtte de beskytte sig på andet vis hvis de blev angrebet, men det tog man jo når det kom. Han var nu også sjældent blevet direkte angrebet. Han fik øje på den samme mand fra før, der var på vej op ad gaden, men nærmest ikke kunne finde ud af at gå, fordi han var så fuld. Mon han var blevet smidt ud af kroen? Det skete jo af og til, hvis folk fik så meget, at de ikke kunne kontrollere sine bevægelser eller race. Han vendte blikket mod Alexander igen ved hans spørgsmål. "Har ikke udtænkt det endnu... Men skal finde noget, det er sikkert og vist," svarede han sigende og nikkede. Han så tænksomt for sig, mens han hjerne kunne ikke mere i dag. Han sukkede dæmpet.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han så ikke på den fulde mand, da det ikke var noget han fandt særlig interessant. Han sad istedet og så ned i vandet og lod fingrene passere igennem det. "Nok også bedst ikke og tænke mere over det i dag. Vi skulle jo nødig have din hovedpine kom tilbage." Han smilede og så lidt op på ham, men sad stadig med sine fingre i det kølige vand. Det var så dejligt beroligende at han skulle passe på han nok ikke endte med at falde ned i det af ren afslappelse. Det ville næppe være særlig smart.
"Men du har jo også nogle dage til at finde på noget. I holder jo nok ikke møder hver dag vel?" Han kunne jo så ikke vide det, men det virkede unødigt at holde møder hver eneste dag. Hvis noget af det eneste de kunne finde på at renovere var et springvand der intet fejlede så var der vel ikke så mange problemer og ting at snakke om? Han så på Brayden og var glad for at være kommet ud i den friske luft. Der var på en måde alligevel ved at være blevet lidt tryggende inde i kroen. Herude var der så meget mere åbent og frit. Næsten ingen mennesker og snak. Men alligevel kunne der jo være øjne der fulgte med. Vægge havde jo ører, så man skulle ikke altid vide sig helt sikker. "Men hvad skal du så ellers foretage dig udover de møder? Hvordan er livet som handelsmand?" Han så på ham med hovedet lagt lidt på hæld og så med oprigtige nysgerrige øjne. Han ville gerne vide noget mere om det. "Og bagefter kan du fortælle mig om præstelivet?" Smilede han og håbede på Brayden ville fortælle lidt.

[Brayden Jaxson]

Brayden så roligt mod Alexander. Han lo kort og så til, som han stadig sad med sine fingre i vandet. Det var jo ikke koldt for ham som isdæmon, men om ikke andet, stadig lidt mærkværdigt. Selv når han tog varme karbade, blev det jo koldt på et tidspunkt. Igen kom tankerne op i hans hoved og han skubbede dem straks væk... Nu måtte det da holde op! Han vendte sine lyse øjne tilbage mod Alexander. "Sandt," svarede han med et smil på læben. Gad vide om Alexander egentligt var kold på huden, lidt som en vampyr? Han vidste det ikke, men turde ikke finde ud af det her på åben gade, for mænd rørte jo ikke sådan ved hinanden. "Nej, bestemt ikke... Cirka en gang om måneden, så vi har noget at snakke om," svarede han med et lille nik. Han så op ad gaden igen. Det var sjovt at se, som der blev færre og færre folk. Et kort øjeblik var de helt alene, indtil to folk kom forbi, men de var jo hurtigt væk igen. Han vædede sine læber og blev siddende på gulvet. Han kunne godt lide at snakke med Alexander, for der var noget friskt over ham. Nok fordi han var fremmed for byen, for man faldt jo nemt i vaner, når alle kendte alle i den samme by. Han så tænksomt mod ham ved hans spørgsmål. "Det er rart. Jeg dyrker mit her, sælger til byen og lidt til nogle af de større byer her i landet. Har også af og til varer, jeg sælger til Imandra eller Manjarno. Er ikke så tit i Procias, men det er dog hændt. Det er meget frit... kommer ud og ser lidt," svarede han roligt og nikkede. Nu ville manden også høre om præstlivet? Han vendte sig om og så mod kirken, der faktisk var på torvet. Han pegede. "Kirken er der... Min Gud, er Azrael og ham som byen primært tilbeder. Jeg er egentligt kun fungerende præst, fordi det ligger til min race... Og jeg fik undervisning af den tidligere præst," svarede han roligt.

[Alexander Raphael Vladimir]

At manden ved hans side sad med tanker og spørgsmål omkring hvorvidt Alexander var kold eller ej var nok noget som han ville undre sig over at så stor en mand ville sidde og bruge tid på at tænke over. Havde Brayden spurgt ville Alexander nok også bare først have set forvirret på ham før han havde givet et svar. Eller forsøge sig på det. Han vidste jo ikke om hans hud var kold, varm eller hvad den nu var for andre. Selv følte han den var kølig. Ikke iskold, men heller ikke varm. Smålun højst. Og dog så havde han nok først spurgt ind til hvorfor han mente Alexander burde have en kold hud. Undret sig over om manden måske tog ham for en vampyr.
Han så op og lyttede til hvad Brayden fortalte. Han var måske ikke inde på det marked og kunne næppe bruge de oplysninger til andet end han lærte manden lidt bedre at kende. Han lærte hans arbejdsside i livet og det var jo også noget som betød noget. Blikket fulgte med hen til kirken da den blev udpeget for ham. At de tilbad Azrael kunne han godt have gættet sig til selv, men det var jo fint nok at Brayden nævnte det. At han så var fungerende præst delvist på grund af sin race fik Alexander til at vende sit blik tilbage mod ham. "Ligger til din race siger du? Og hvad race er det så?" Han så på ham. var ikke helt sikker på hvad det var for en race det kunne være. Warlock? Nah.. det var da vist alkymist så vidt han huskede, men det var en del år siden han faktisk overhovedet havde mødt nogen præst. Han så på ham. "Du er alkymist..hvis jeg ikke tager helt fejl.." grinede han lidt. Så fik han jo så også lige gjort det klart, at han ikke helt havde styr på det måske, men han havde dog en idé om det. Det var vel ikke helt håbløst så?

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede skævt til Alexander. Han havde mange tanker, som han ikke delte, men det var fordi, at han jo passede på sig selv. Han havde det bedst med at sidde med det sidste ord og det havde han jo som regel som tankelæser. Han vædede roligt sine læber og så på ham med sine lysende øjne. Det var nu interessant at sidde her overfor en mand, der ikke kom fra byen. Faktisk burde han lade manden se sig omkring i en dag eller to og så mødes med ham igen for at høre, hvad han havde at sige. Det var altid godt med et par friske øjne, eftersom man så nemt kom til at dvæle i det trygge og vante, som det jo var her, når alle kendte alle. Han trak vejret roligt og fortalte roligt til mandens spørgsmål, da han jo gerne ville besvare dem, så han selv kunne spørge en anden gang. De fleste i Dvasias tilbad Azrael, selvom der jo også var andre guder. Men han mente, at Azrael var den sande gud, eftersom han var mørket. Han mødte hans blik, der pludseligt så undrende ud. Han havde jo ganske vist ikke sagt sin race, men om ikke andet, så ville han da finde ud af det nu. Han lod hovedet falde på sned og nikkede roligt. Han skulle lige til at svare, da Alexander så selv fandt ud af det og han smilede tilfredst. "Alkymist, ja, det er hvad jeg er," svarede han ærligt. Det var der jo ikke grund til at lægge skjul på, for han var også stolt af det. Han mente det var den bedste og mest perfekte race, for der var så mange muligheder med racen. Han så på ham. "Du er isdæmon, ikke?" spurgte han så til gengæld.

[Alexander Raphael Vladimir]

At han fik racen på plads satte også lidt noget mere omkring Brayden som person på plads for ham. Han smilede lidt, da han fik det bekræftet, at alkymist var rigtigt ramt. At Brayden så selv kom med et gæt til Alexander's race, uden samme hjælp med ledetråde, og stadig ramte plet så Alexander på ham temmelig overrasket. Måske havde han opfanget kulden om Alexander? Det ville da i hvert fald hjælpe ham på rette vej. Eller så var han i stand til at finde små tegn hos folk som hjalp ham med at regne det ud. Han nikkede et lille smil dog. En smule forbløffet, men nok med god grund. "Jo du har ret. Hvordan kunne du gætte det så nemt?" Han så på ham med et lidt spørgende blik. Et som ikke bare ville lade ham slippe udenom. Han ville have et svar.
Han håbede dog ikke, at nu hvor de havde fundet ud af lidt mere om hinanden ville Brayden bakke ud. Medmindre han for alvor havde et problemer med dæmoner, ellers ville det vel næppe være et problem for ham? Alexander havde i alle fald intet imod alkymister. Han havde vidst aldrig rigtigt mødt en før. Han havde da klart nok stødt på nogen og snakket med dem når han var ude på en opgave. Måske stødt på dem på sin vej for en kort stund. Men han havde aldrig sat sig ned og lært en og kende. Og faktisk gerne ville gøre det oveni. Brayden var interessant på en speciel måde. Også fordi der var så meget omkring ham som Alexander faktisk ikke kendte fra tidligere og som af en sær årsag tiltalte ham. Han lod stadig sine fingre let glide igennem springvandets bassin. Han smilede skævt som han lod en smule af sine evner roligt glide fra spidserne af sine fingre og ud i det glitrende vand som straks blev mere hårdt og snart var det flydende element blevet til en flot skinnende overflade af is.

[Brayden Jaxson]

Brayden svarede gerne ja til sin race, eftersom han var glad for sin race. Han var stolt af at være alkymist, eftersom han mente det var den bedste race. Han vidste Alexanders race, men afslørede det først nu, da det så virkede som om, at han havde haft god tid til at overveje det og vende det. Han trak på smilebåndet. Han havde altid en måde at snakke sig ud af ting, så folk ikke anså ham som tankelæser. "Det gik for alvor op for mig, da du kørte fingrene gennem springvandet før... Du strøg fingrene gennem vandet, som du havde en forbindelse til det... men ikke som en vanddæmon. Og der gik det op for mig, at jeg hele aftenen har mærket en kulde om dig," svarede han med et roligt smil. Han håbede, det var svar nok, men mon ikke? Han havde givet ikke bare en, men to gode grunde og endda argumenteret for, at han hele aftenen havde fundet små tegn på det, og at det så bare først nu var gået op for ham. Han lod hovedet glide på skrå og så efter Alexanders hånd, da vandet begyndte at fryse. Han så fascineret ud, for det var både spændende og skræmmende, at han kunne fryse ting til. Han lod en finger glide over isen med et smil. Han så drilsk mod Alexander så. "Dig skal man vist passe på hvis man ikke vil have en kold skulder," endte han og lo.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede stille. "Sans for detaljer.. Lige meget hvor meget jeg vil så kan jeg jo ikke undgå at have en kølig atmosfære om mig. Bare kun de færreste der bemærker det. Både fordi de ikke kommet tæt nok på eller så fordi de ikke ligger mærke til detaljer." Han fugtede roligt sine læber. Grinede lidt til den sidste kommentar fra Brayden. Ja det skulle man jo nok! Han grinede lidt som hans blik faldt på ham. "Ja jeg kan give det.bogstaveligt.." han lagde hovedet til siden med endnu et grin og kunne faktisk godt se det kunne være morsomt sådan at give folk en sand kold skulder. Det ville næppe være spor sjovt for vedkommende måske, men for Alexander kunne det skam være ganske morsomt.
Ikke at han nu sad hos en han havde lyst til at gøre det ved. Han havde lyttet til Brayden's lille forklaring og grundlag. Det gav jo sådan set mening. Han var godt dækket ind. Ville vidst gerne vide hvad han stod overfor. Så meget som muligt. Ikke at det jo var en synd. Men man skulle jo også bare passe på man ikke blev for påpasselig. Kunne ende grimt.

"Men jeg må sige jeg er lidt overrasket over du har lagt så meget vægt på detaljer omkring mig. Det er måske bare en vane du altid foretager dig?" Han så kort på det nu frosne vand før han vendte sit blik tilbage mod ham og blot nu ventede på hvad han mon ville svare.