Efter en lang dag

[Brayden Jaxson]

Brayden håbede da, at Alexander fangede den flirtende tone i smilet. Alle andre ville nok overse det, da de ikke kunne skelne. Et smil var jo et smil, og dette charmerende et var ikke anderledes alt efter om han stod overfor sin mor, en prostitueret, en ny bekendt eller nogle af byrådsmedlemmerne. Han vædede flygtigt sine læber og holdt smilet på sine læber, da han jo heller ikke kunne lade vær. Han trak vejret roligt og så roligt mod Alexander. Alexander så tilfreds ud i ansigtet, da han snakkede om hvordan byen var indrettet og fungerede med rigmændene som de dominerende. Han trak på mundvigen. Alexander var tydeligvis for det mandlige køn hele vejen igennem. Gad vide hvad der havde gjort udfaldet til det? Om det var en oplevelse fra gamle dage, der havde gjort det? Eller om det bare var kommet med tiden. Men alt stammede jo et sted fra. Hans egen ledertype kom jo lidt af det samme. Byen havde påvirket det meget, fordi det var sådan det fungerede her. Han var også overhovedet af familien, baron ligeså, men det sidstnævnte vidste Alexander jo ikke. "Bestemt. Sådan har tingene altid fungeret her i byen og det passer mig rigtig godt. Hvis nogle laver ballade her, så vil alle straks vide det... Alle kender alle her i byen," svarede han sigende. Det var faktisk rart, for når man var velset som han var, var der altid en hel by til at stå bag ham. Han rystede på hovedet og viftede med en hånd for at feje Alexander væk fra emnet. "Jeg har siddet i et langt møde i dag, så hovedpinen har været undervejs længe," svarede han roligt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han så på ham. "Ah..Møder kan være udmattende. Jeg håber da ikke jeg er med til at gøre det værre på nogen måde." Han smilede stille. Han ville ikke være til besvær for ham jo. Det ville ikke gøre samtalen særlig rar hvis det var, at Alexander ligefrem gav ham hovedpine oveni den han måske allerede havde i forvejen efter det der møde. Men hvis det var sådan så ville han vel ikke stadig sidde her? Så Alexander tænkte ikke mere over det. Han ville sikkert også få besked om lige om et øjeblik, at det ikke var tilfældet. Han nød af selskabet fra Brayden så han kunne jo kun håbe, at det gik bare en smule den anden vej også.
"Men i alle fald." han løftede sit glas og tog en tår. Han havde jo stadigvæk noget vin i sit. Men der var ikke til ret mange flere slurke før hans også atter ville stå tomt på bordet. Men han havde ikke travlt. Og hvis det blev tomt kunne han jo altid få mere hvis han havde lysten til det. Ikke at han sådan ville drikke alt for meget. Det var faktisk hurtigt han havde fået drukket næsten to glas. Eller så måske ikke. Hvor længe var der gået egentlig inden det var han satte sig herind? Han var ikke helt sikker, men det nærmede sig nok en time eller mere. Nok mere var han sikker på. Tiden kunne flyve afsted når man sådan havde det rart og morede sig. Han smilede stille ved tanken om de var endt med at snakke så godt sammen. Det var nu rart. "Jeg er glad for jeg støtte ind i dig. Det var uventet og lige hvad jeg havde brug for." han smilede charmerende og holdt flirteriet imellem dem kørende.

[Brayden Jaxson]

Brayden nikkede til Alexanders ord. Møder var meget udmattende, specielt når det ikke direkte havde hans interesse. Men han blev jo nødt til at stå inde for sin position i byen og deltage aktivt, for ellers ville han ikke have meget at sige i andre sammenhænge og det ønskede han slet ikke. "Meget, specielt når det var et så kedeligt emne som springvandet på torvet," endte han med et lille suk, selvom smilet hurtigt var tilbage og han lo blødt af hans ord. "Tvært imod... Du har lettet min aften," fortalte han sandfærdigt. Han vædede roligt sine læber, mens han betragtede sig af manden. Det lyse hår stod flot til de blå øjne. Men øjnene var end ikke så lyse som hans egne. Hans egne var også unaturligt lyse og nærmest gennemsigtige. I månelyset så lyste de endda op som var de selvlysende. Han nikkede mod ham, som han også gjorde sit glas færdig. To glas vin henne. Han skulle dog ikke have mere, for det ville kun tricke hovedpinen for alvor og det ønskede han trods alt ikke. Han ville heller ikke drikke sig fuld til aften, det gjorde han faktisk yderst sjældent, for han så ingen grund til det. Han nød sin vin i stedet for at bunde den. Han var sofistikeret. Hvor lang tid de havde siddet her anede han ikke, for tiden gik jo lystigt når man havde godt selskab. Han lod hovedet falde let på sned og sendte ham et charmerende smil, som han skiftede stilling på stolen ganske lidt. "Jeg er glad for du kom herover for at sidde..." gengældte han sigende. Det var altid godt at høre hvad andre syntes om byen også. Endnu bedre så at få det kedelige møde på afstand.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han løftede et øjenbryn til det som Brayden sagde. "Springvandet? Det så da ikke ud til at fejle noget da jeg passerede det? Eller det var måske et spørgsmål om at fjerne det? Selvom det for mig virker tosset at bruge penge på at opbygge noget og så senere fjerne det uden det er i stykker. Ser ud som et spild af penge hvis du spørger mig." Men så igen kunne det jo være de var så rige her, at penge ikke noget større problem. Men stadig spild mente Alexander. Hvorfor så overhovedet bygge det til at starte med? Det havde vel haft et formål og grunde bag sig. De kunne da ikke bare sådan forsvinde.
Så at høre aftenen var blevet lettet af selskabet Alexander bød med fik ham til at smile. Det var da rart at høre det fra mandens egne læber af. Snak om mere vin var næppe mere på tale. Hvis Brayden i forvejen havde noget trykken i sit hoved ville for meget vin kun gøre det hele værre. Og Alexander ville ikke selv sidde og drikke foran ham. Så fremstod han jo nok også bare som en værre dranker og det var han jo ikke. Han nød skam blot et godt glas vin eller to i ny og næ. "Men det glæder mig da jeg har gjort aftenen bedre. Jeg kan kun sige du har gjort det samme for mig. Ikke at jeg har hovedpine, men godt selskab er skam altid værdsat." Han smilede til ham og kunne godt se de øjne var unaturlige lyse. Men sådan et specielt træk var blot noget der var endnu mere charmerende på sin egen måde. Det gjorde Brayden så meget mere speciel end han nok i forvejen var. "Og du gav mig jo ikke særlig meget valg." grinede han stille. "Jeg var jo nødt til at finde ud af hvad grunden var til du smilede til min ulv, men ikke mig. Og så blev jeg bare hængende fordi selskabet var fremragende. Nu hænger du nok på mig." grinede han drillende og blinkede til ham med et skævt smil på sine læber. Han anede slet ikke selv hvorfor han sad sådan og flirtede og pjattede. Det kom vel af sig selv? Det lå i stemningen i luften.

[Brayden Jaxson]

Brayden så roligt på Alexander, som han selv så spørgende ud til det med springvandet. Han havde nok selv set opgivende ud da han havde fundet ud af, at det var derfor byrådet ville mødes i dag. "Det fejler heller ikke noget... Byrådet ønsker en ny figur, hvor vandet skal springe ud fra. Et nyt symbol på byen. Men ja, for mig så synes jeg bare at springvandet skal være som det er," endte han. For ham betød pengene dog intet, for så dyrt kunne det ikke være og han havde uanede mængder. Endnu en af hans små hemmeligheder, at han kunne fremstille værdifulde råstoffer af nogle af sine planter fra sine marker. Han trak vejret roligt og smilede roligt til Alexander. Vin holdt han sig aldrig fra, om han så var syg, for det kunne han drikke på alle tidspunkter af døgnet. Han lo blødt til hans ord og nikkede. Hans aften var blevet bedre. Han havde næsten glemt mødet nu hvor han bare sad og nød en stund her med en ny bekendt. De kendte jo ikke meget til hinanden, men om ikke andet, så kunne de da lære hinanden at kende lidt bedre. Han lod hovedet falde let på skrå til den anden side end han havde haft for lidt siden. Han smilede lidt mere, da Alexander nævnte, at han også havde lettet hans aften. "Det glæder mig," endte han sigende. Det beviste bare endnu engang, at han var en mand som faktisk alle kunne lide. Han løftede et bryn, stadig med smilet på læben og grinte ad hans ord. "Det må du tage en snak med din ulv om..." endte han drilsk. Han trak vejret roligt. Det var nu meget hyggeligt bare at lave lidt uskyldigt flirteri. Der var en behagelig stemning mellem dem, som slet ikke gjorde ham det mindste.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han rystede lidt på hovedet. "Det er da tosset at bruge penge på. Ja undskyld. Men jeg synes da ikke man behøver lave det om. Der må være andet man kan bruge pengene bedre på." Han vidste jo ikke meget om hvordan det så ud i byens økonomi og alt det, men som udgangs punkt skulle penge bruges til det vigtigste først og så kunne man arbejde ned langs prioriterings listen. Men Brayden mente så også, at det blot skulle have lov at forblive som det var. Så havde hele mødet kun handlet om det og uenigheder så kunne Alexander skam godt forstå, at manden var gået derfra med hovedpine. Han skulle ikke gøre sig klog på deres måde at gøre tingene på eller blande sig. Men nu var hans mening lagt på bordet og sådan havde han det altså.
Den drillende kommentar om, at det med smileriet måtte Alexander snakke med ulven om selv fik ham til at skæve ned mod den pelsede klump ved sine fødder. Zackiel trak vejret stødt og roligt. Sov så det ud til. Eller så snød den og lod kun som om mens den faktisk lyttede intenst efter selv den mindste lyd der måtte forekomme. Han rystede lidt på sit hoved med et lidt skævt smil. "Ak ja.. Det må jeg vel så bare tage en alvorlig snak med ham om senere." grinede han lidt og lænede sig ned og nussede kort ulven bag øret før han rettede sig op igen og atter vendte sit blik mod manden overfor sig. Ikke at han ville få ret meget ud af ulven. Den ville nok bare sidde og se på ham. Hvis ikke den var så flabet og doven at den bare lå ned og enten stirrede eller ignorerede ham. Han vidste næsten ikke hvad er ville være værst. "Men jeg er da glad for det alligevel. Også at du ikke rasende sendte mig ud af døren med hovedet først fordi jeg sådan kom anmassende." Nogle ville jo nok have reageret sådan. Men andre tog ikke ting så nært og Brayden var heldigvis en af dem. I alle fald i denne situation. Det behagede Alexander ganske glimrende og han var spændt på hvor langt dette 'korte' besøg han havde tænkt sig endte med at blive.

[Brayden Jaxson]

Brayden nikkede efterfulgt af en hovedrysten med et lille trak på skuldrene for at signalere, at han mente det var lidt både og. "Byen har penge nok, så jeg forstår ude mærket deres idé. Pengene er ikke problemet, det er mere tiden og prioriteringen. Brug da hellere tid på noget vigtigere," endte han sigende. Det var jo en rigmandsby, så der var penge nok til alle. Ellers kunne han altid spæde til, få ekstra anerkendelse og det hele, for han kunne jo udvinde dyre mineraler og råstoffer, der jo også indebar forskellige værdifulde sten. Han sagde normalt bare, at det var noget hans bønner havde gravet op, så folk troede at hans landjord var godt beriget i forhold til andres. Men markerne havde jo altid tilhørt hans familie, så folk stillede ikke spørgsmål. Han smilede skævt og så mod Alexander med et studerende blik. Indprentede alle hans træk så han var sikker på at kunne kende ham fremover. Han havde dog nogle markante personlige træk, der ikke umiddelbart lignede andre, hvilket han dog godt kunne lide. Egentligt en flot mand han jo sad overfor. Han fulgte Alexanders blik da han så ned mod ulven, selvom han dog ikke kunne se den fra hvor han sad, for bordet skjulte den for hans åsyn. Han vidste dog den var der, men folk lod ikke til at tænke nærmere over den, så det var udmærket. Han grinte, da Alexander spillede videre på hans drilleri. "Så vil jeg høre om udfaldet ved en senere lejlighed," fortsatte han morende og så ned i bordet det korte øjeblik Alexander havde vendt sig ned til ulven. Han lukkede sin hånd og åbnede den igen, før han så tilbage mod ham. Han trak på mundvigen og overvejede et øjeblik, om han skulle sige sine næste ord... "Jeg ønskede sådan set du kom over. Egentligt var jeg jo også uhøflig sådan at sidde og stirre," afsluttede han konkluderende, dog stadig morende.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander nikkede stille. "Du må høre svaret senere ja." grinede han lidt. Det var vel lidt en slags invitation til, at de nok ville stødes sammen igen. En slags måde hvorpå Brayden også gav udtryk for han gerne ville mødes igen. Sådan opfangede Alexander det i hvert fald. Det kunne jo så være lidt fejltolket af ham, men man kunne jo desværre ikke altid have ret. Men han ville da ikke have noget imod at møde denne mand igen. Det kunne jo sådan set kun være noget man ville se frem til. At Brayden så sad med tanker han vurdere om han skulle sige højt var ikke noget der overraskede Alexander havde han kendt til det. Sådan havde mange det jo ofte. Især ved møder med fremmede man ikke kendte for meget var der jo flere spekulationer om hvad man ville dele. Men at Brayden så valgte at gøre det viste jo en slags tillid. På en måde.
Han så på ham da det var han hørte hans sidste ord og smilede stille lidt efter. "Ja så? Jamen så var det da godt jeg kom herover. Ellers havde du været tvunget til at komme til mig." Han lagde sit hoved på skrå med et lille charmerende grin i hans retning. "Men hvorfor ønskede du så at jeg kom herover? Nu bliver jeg jo nysgerrig igen." Han så ham ind i de lyse øjne igen. De var altså smukke de øjne. Så unikke og specielle at man jo ikke kunne mene andet om dem end de var smukke. Dem der sagde andet burde have et slag over nakken. Selvom de måske virkede unaturlige så var de stadig smukke. Alexander havde selv lyse og klare øjne der næsten var som is. Men disse her var næsten fuldstændig gennemsigtige. En endnu mere direkte vej ind til sjælen og sindet. 

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede charmerende til Alexander, da han opfangede hans invitation, der dog havde været lidt en fifty-fifty på om han ville forstå den. "Udmærket," svarede han. Han strøg tungen over sine læber og lo varmt. Det var en god aften at møde en ny bekendt på, for hvem vidste hvad det kunne blive til? Måske ingenting. Måske så gik de bare hvert til sit og hørte aldrig til hinanden igen, når de rejste sig herfra for at gå hvert til sit engang senere når de skulle bryde op. Måske endte de ikke hvert til sit i aften. Det var aftenen vist stadig lidt for ung til endnu. Han trak vejret roligt og pustede ud igen. Hans bryst flyttede sig i takt med vejrtrækningen og han rykkede sig en smule. Når man sad stille, så blev man jo næsten lidt dvask, fordi kroppen bare slappede af. Han holdt sine øjne rettet mod Alexander og han syntes, der var en god øjenkontakt mellem dem, hvilket han nu meget godt kunne lide. Han grinte til Alexanders næste ord; det ville nok aldrig være sket. I hans hoved var det foregået som det skulle og han fik altid sin vilje. Så hvis Alexander ikke var kommet over, havde de aldrig startet det nye bekendtskab. En hård tanke uden tvivl og han havde da heller ikke tænkt sig at dele den. "Det var rigtig godt du kom over," medgav han sigende og smøg sig bevidst udenom det andet. Han opfangede godt Alexanders charmerende fremtoning og så ham direkte ind i øjnene. Alexanders øjne var selv meget klare blå, men ikke så gennemsigtige som hans egne. Hvorfor ønskede han egentligt, at han var kommet over? Det var et utroligt godt spørgsmål, som han ikke helt vidste, hvad han skulle svare til. "Jeg sad og spejdede efter noget nyt... Alle andre på kroen kendte jeg udover dig, så derfor ønskede jeg du kom over," svarede han stilfærdigt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander sad roligt og så afventede på Brayden mens han ventede på at få svar på sit spørgsmål. Smilede fortsat til ham. Selv da han fik svaret. Mange eller nogen måske ville blive fornærmet over sådan et svar. At man bare var noget nyt. Men Alexander tog det ikke så tungt. Det kunne jo også være ment på den modsatte måde. At det var en rosende handling. At man var interessant. Og han var da sådan set rigtig glad for han sådan var blevet udset. At noget ved ham alligevel havde fanget interessen hos Brayden. Om det så mest var fordi han var et nyt ansigt gjorde ikke så meget. Det var ganske fint at ville lære nogle nye at kende. Prøve nye ting og udvide sin horisont. Han havde da selv haft en god glæde af de nye folk han havde mødt her på det sidste. Og dette møde var han bestemt også glad for. "Det glæder mig da at være blevet dit udvalgte offer." grinede han spørgefuldt.

Hvor aftenen så bragte dem hen var ukendte fakta for dem begge to. Men aftenen og natten var ung endnu så der kunne ske meget. Det var jo heller ikke fordi de ville kaste sig over hinanden direkte her på stedet. Der var problemet med, at de skulle tænke på det ry og omdømme som Brayden havde i byen og alle kendte ham jo så hvis de skulle noget så måtte det jo blive i mere private omgivelser. I alle fald et sted hvor de var alene. Men hvor sådan et sted var anede Alexander ikke. Men hvis de kom til det så tog de den slags problem bumb hen af vejen når de stødte på dem. Det skulle næppe blive særlig svært at overskue. "Der er forresten en ting mere som min nysgerrig er ivrig efter at vide." Han bed sig lidt i læben. Tøvede. Lod glassets slanke stilk glide roligt rundt mellem sine fingre. Nej han burde nok ikke spørge alligevel. Det var nok for langt at træde frem nu. Han rystede derfor lidt efter stille på sit hoved. "Nej. Ikke noget alligevel." smilede han og havde ikke set væk på noget tidspunkt.

[Brayden Jaxson]

Det var måske ikke det mest spændende svar at få på hvorfor Brayden havde ønsket Alexander at komme over, men det skulle jo lyde ganske neutralt om ikke andet for nysgerrige ører. Svaret var dog slet ikke ment dårligt, det var faktisk meget positivt. Når man boede i en by hvor alle kendte alle kunne man jo godt blive vænnet til kun at snakke med dem, man kendte. Men som handelsmand mødte han mange for kort tid, folk som han som regel ikke så igen eller kun, når han skulle handle. Derfor var det også rart med nogle udefrakommende bekendtskaber... folk, der ikke boede i byen og så kunne se på det hele med friske øjne. For det var utroligt nemt at falde ind i vaner. Han vædede flygtigt sine læber og smilede skævt, som han lod hovedet stryge en smule på sned. "Det er du," endte han sigende og blinkede til ham, fulgte bare med på hans spøg, for det var jo hyggeligt. Hvad der så skulle komme senere det vidste han ikke. Han kunne se og læse mange ting, men ikke fremtiden. Det skulle han bruge en eliksir til hvis det skulle være og det var farlig magi, da man jo kunne fristes til at prøve at modvirke fremtiden. Specielt han ville det, da han ønskede tingene på sin måde. Så hvis han så noget, der ikke ville ske efter hans vilje, så ville han jo prøve at ændre det og det ville være skidt. De kunne ganske vist ikke gøre meget her, da ingen skulle få chancen for at sætte en finger på ham, for det ønskede han bestemt ikke. Han var en respekttabel mand, men selv de mest respekterede, havde jo deres andre mørke og lystne sider. Han lænede sig frem og støttede på sine underarme, så han sad med en rank ryg. Han så opfordrende og nysgerrigt på Alexander, selvom han dog fejede det af vejen. "Meget vel," endte han, som om han bare acceptere det. Han så ham dybt ind i øjnene og søgte igen ind i mandens tanker. Han ville vide, hvad det var for en ting Alexander havde været nysgerrig om!

[Alexander Raphael Vladimir]

Spændende svar eller ej så var Alexander ganske tilfreds med det han fik. Han så det kun som noget positivt og han kunne heller ikke dy sig for at more sig over hvordan de flirtede og spøgte med tingene. Åbenlyst for hinanden, men alligevel skjult for andres blikke. Det der morede ham lidt var, at de uden faktisk at tænke videre over det bare lod det ske. Ikke at det gjorde ham spor. Han havde det faktisk ganske skønt med stemningen som den var. Han var taget ud for at få tankerne på afstand så hvad var bedre end at kaste sig ud i nye ting?
Han smilede lidt og så på ham. "Såå..Hvad er faren ved at være dit offer så?" grinede han lidt. Der måtte vel være noget risiko ved sådan at blive gjort til et offer. Det var måske også et sært udtryk at bruge. Men ja nu var det så det han havde valgt og Brayden rettede ikke på ham spor så han så ingen hindring i at sejle videre på den galaj. At Brayden så forsøgte at finde ud af hvad hans spørgsmål fra før var selvom manden lod til at godtage tilbagetrækningen, det ville måske gøre Alexander lidt irriteret hvis han kendte til det. I alle fald med metoden hvorpå Brayden forsøgte sig. Ved at gå ind og rode rundt i hans tanker. At han så havde været der allerede ville næppe heller tiltale Alexander ret meget hvis han havde vidst det. Men sket var sket så han kunne jo ikke gøre noget ved det alligevel. Ikke andet end have bedt ham stoppe med det fremover.

Han så på manden der nærmest stirrede på ham lige med et. Løftede stille et øjenbryn og lænede sig lidt frem. "Du ser så alvorlig ud?" Han lagde sit hoved på skrå. Anede ikke hvad det var Brayden rigtigt havde foretaget sig ved at se ham ind i øjnene. Men at han gjorde det så længe og i stilhed gjorde Alexander lidt urolig. Hvilket primært var det han sad og tænkte nu. Lidt uro. Før det havde der svagt svævet spekulationer rundt derinde om det måske var bedst at spørge alligevel omkring alt det med hvor han måske regnede med flirteriet bar han og om i så fald hvordan, men de tanker gled væk igen. Han så på Brayden med et roligt blik. Anede ikke at hans helligeste var blevet indtaget. Alexander var ikke en åben bog. Han foretrak at holde sine tanker private. Og følelser var så nyt for ham og han havde aldrig set grund til at have dem og slet ikke efter han havde prøvet det og det var gået skævt. Derfor ville han ikke blive glad for at en var trængt ind i hans private atmosfære.

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne meget godt lide denne stund. Det lettere flirteri, der kørte mellem dem men ej for andres øjne var faktisk lidt morsom, men meget hyggelig. Det gjorde ham rolig og fik ham egentligt til at slappe af, da det ikke gjorde ham det mindste. Hans øjne skinnede charmerende og også imødekommende endnu, da de jo stadig kun var i gang med et førstegangsmøde. Han trak morende på smilebåndet og slap en blød latter, da Alexander spurgte ind til faren. Ja, det var jo ikke til at sige, for der kunne sagtens være farer forbundet med det. Yewande var et eksempel derpå, en kvinde, han i sin ungdom havde føjtet rundt med, men de var blevet skilt og han havde forgiftet hende. I dag havde muterede hun med skæl på kroppen, havde en hale og hvad mere, der var forbundet med et dyr. Hun var jo præstinde for Azrael, så han så hende jo stadig... Også selvom hun fuldstændig havde glemt ham, for det havde han sørget for dengang. Dengang havde han dog været ung, så i dag var der slet ikke den samme farer. Hans smil blev mere mystisk, men stadig drilsk. "Det vides jo aldrig..." svarede han hemmelighedsfuldt. Alexanders ord gjorde ham dog nysgerrig, så han lænede sig frem for at søge ind i hans sind. Da Alexander dog begyndte at tænke over hvorfor han sad og stirrede sådan, så trak han sig og gned sig i panden igen som om han havde fået en anfald med hovedpine. "Hovedpinen... Ikke tænk på det," endte han med et opmuntrende smil og lænede sig tilbage igen. Han overtrådte altid grænser ved at læse folks tanker, men folk vidste det yderst sjældent.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så på ham og rystede lidt grinende på hovedet. "Nej nej. Du må gå lidt i detaljer om hver jeg kan risikere at blive udsat for? Bare lidt eksempler så jeg ved om jeg bliver fuldstændig misbrugt eller skamferet." grinede han lidt selvom det vel ikke var så meget at spøge med. Men så igen regnede han jo ikke med der kom det helt dramatiske indenfor vold. Medmindre han virkelig gjorde noget som ville gøre Brayden vred, men hvorfor skulle han? Han havde ingen hensigt i at gøre denne aften til noget dårligt. Han ville nyde den i så lange drag det var ham muligt at gøre. Dog var det i ren nysgerrighed at han udspurgte efter lidt flere slags detaljer. Han var nysgerrig og det kunne han jo nok ikke bare sådan modsige nu hvor den side af ham var kommet for dagen.

At det var hovedpinen der igen pressede lidt på hos Brayden fik Alexander til at nikke stille. Jo det gav jo mening, men han havde nu følt, at fyren havde set mere alvorlig end plaget ud. Men han ville ikke grave i det, da det næppe førte nogen vegne. Han ville jo ikke plage ham og gøre hovedpinen værre hvis det endelig var. Dog så gled hans egne tanker snart tilbage til hvad der mon var af ting som man kunne blive udsat for som offer af Brayden. Hvorfor han tænkte alverdens muligheder kunne han ikke engang svare sig selv på. Tankerne fik skam bare lov til at drive afsted som en bæk og lod sig føre af hvor end den nu førte hen. Han fugtede stille sine læber. "Måske du skulle gå ud og få lidt frisk luft? Det kan være det lige kan hjælpe lidt istedet for sådan et indelukket lokale med en masse mennesker som måske bare gør det værre med din hovedpine." Han smilede stille og vidste at frisk luft tit kunne være godt for mange ting. Og det var jo blot et forslag. Så måtte Brayden selv vælge.

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede skævt. Han havde mange ting han faktisk kunne gøre, selvom det jo ikke var noget han gjorde. Der skulle meget til, før han faktisk handlede med vold, men det var dog sket. I hans unge dage var han endt med sine ofre på et værelse... hjemme ved ham selv, efter at have sneget sit offer ind. Og de gange han havde afveget og eksperimenteret med en dreng, havde det foregået meget skjult, enten ude af byen eller hos drengen. Han så tænksomt på Alexander og så drilsk på ham. "Du kan jo give nogle gæt på hvad jeg gemmer i min kælder," endte han drilsk. Der var faktisk intet i hans kælder andet end et madkammer og et låst kammer, hvor han havde sine eliksirer med andet, i et stor bryggeri rum. Han vædede sine læber og lod hovedet søge på skrå. Han gned sin pande og mærkede faktisk for alvor hovedpinen nærme sig ligeså, hvilket var irriterende for ham, for han ønskede det ikke, ikke nu. Han så mod ham, som han foreslog at trække luft. Jo, det kunne han vel godt? "Går du med så? Vi kan gå en tur gennem byen... Ned forbi springvandet," endte han sigende. Før Alexander havde svaret så rejste han sig op, da han faktisk var meget klar på at forlade kroen nu og få noget luft. Han gik mod udgangen og trådte ud i den friske luft på gaden, som han indåndede. Han ventede på Alexander.