Efter en lang dag

[Alexander Raphael Vladimir]

Brayden havde altid fået at vide, at man skulle se pæn ud. Hans mor havde ikke ladet ham gå nogle steder uden, at han først havde vasket sig de intime steder, redt sit hår og taget helt ny vasket tøj på. Det havde så bare hængt ved, så han altid var yderst velplejet og han badede nok oftere end de fleste. Bønnerne, der arbejdede for ham, badede faktisk kun til særlige lejligheder, som hvis de skulle til At hans mindre hygiejne ikke var et problem for Brayden var godt. Ellers ville de få svært ved at kunne snakke videre. Alexander kunne ikke gøre noget ved sit udseende som det var nu. Han kunne tage et bad og alt det andet derhjemme, men ikke ude i det offentlige. Og han gad ikke tage hjem for at gøre sig ren og så tage tilbage hertil og så blive støvet af rejsen igen. Så var det jo bare spild af tid.

Dog så sad de her og snakkede rimelig godt sammen og det var faktisk blevet bedre for Alexander. Han havde set frem til at skulle sidde alene og drikke vin og andre sager muligvis. På kort tid så var han endt med at sidde i en samtale der faktisk morede ham og var ganske behagelig. Så det kunne jo ikke være meget bedre. At han så blev spurgt om hvad tanker han fik så smilede han bare lidt drillende. "Jaah. Det kunne du jo nok godt tænke dig at vide ikke?" grinede han lidt. "Men sådan set har jeg ikke sagt jeg var en der fik sådanne tanker.." Men det kunne han jo næppe løbe fra. Han fik faktisk lidt tanker. Men han skubbede dem til side, fordi han sikkert regnede med at det smil ganske enkelt bare var et normalt et for Brayden. Smilet var der jo stadigvæk og det var sådan set et ganske nydeligt smil. Det kunne dog bringe nogle tanker frem i hovedet på Alexander om han så ville indrømme det eller ej. At Brayden så bare selv kunne finde ud af de tanker anede Alexander ikke noget om endnu. Han sad blot og smilede med et lille grin over at de var endt med at sidde og snakke om dette.

[Brayden Jaxson]

Brayden så afmålt mod Alexander. Han sad og regnede ham ud ved at læse hans aura, få fornemmelser omkring hans sjæl og læse hans tanker. Det var tre goder ved at være alkymist som han elskede, for han kendte altid sin modpart og det var en kæmpe fordel i alle henseender. Som regel gav det aldrig bagslag, for det var sjælendt folk skældte ham ud for at snage, da det jo ikke reelt set vidste det. Nogle kendte godt til det med, at han kunne fornemme folks sjæl og se deres aura. Men tankelæseriet var noget, som han holdt for sig selv, for det var hans hemmelige våben. Han holdt smilet på sine læber, da han ikke kunne lade det falde i øjeblikket. Han morede sig med Alexander og havde det egentligt behageligt. Kroen var altid det rette sted at gå hen efter en lang dag, for han faldt altid til ro på den ene eller anden måde. Og endnu engang havde han fundet en måde, da han til aften jo havde haft brug for noget nyt; og Alexander med ulven var i den grad noget nyt. Han grinte og viste sine perfekte hvide tænder i et tandpastasmil, som Alexander talte sine ord. "Nu du siger det... Så ja, det kunne jeg godt tænke mig," endte han og smilede stadig bredt og charmerende. Da han dog ikke svarede, så så han mere indgående på Alexander. Han søgte en direkte øjenkontakt denne gang, da det jo ikke var mistænkeligt, at man ville se folk i øjnene og på den måde, kunne han søge direkte ind i mandens tanker og høre, hvad han egentligt nu tænkte om Brayden.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander rystede stille på sit hoved med et smil. "Jeg tror nu hurtigt du vil fortryde at få det at vide. Eller så kan du gætte dig til det hvis du tænker dig mere om." Han så på på ham med et lille grin. Han vidste dog heller ikke selv helt hvordan han så skulle forklare det så det ikke lød helt forfærdeligt. Han sukkede stille som han rystede på sit hoved igen. "Men ja.. Nogen kan jo opfange sådan et smil som.. en anledning til noget flirteri muligvis." Han vidste dog, at det ikke var alle der sådan åbenlyst ville flirte med sit eget køn. Mange så jo skævt til hvis to af samme køn faktisk var sammen. At han så kun var til sit eget køn lagde han ikke som sådan vildt meget skjul på, men han gik heller ikke og spredte det for alle vinde til alle han mødte på sin vej. Han havde heller ikke lagt skjul på sit had til kvinder. Kun når han skulle arbejde og det krævede han skulle omgås en bestemt kvinde eller flere. Det var nok det sværeste og hårdeste for ham med sit arbejde; at skulle flirte, omgås og alt den slags med kvinder som kedede ham og nærmest vækkede en slags afsky i ham.
Men kvinderne kunne sådan set bare gå i glemmebogen netop nu. Han sad med Brayden og det var det eneste han gad tænke på. Hans fokus var samlet på stedet og øjeblikket de sad i netop nu. Så måtte fortiden og alt der foregik andre steder sådan set vente og bare ske som de nu ville ske. Han kunne ikke tage sig af dem. "Eller så kunne andre måske tro der foregik noget mellem os og jeg ønsker jo ikke at skabe problemer for dig i din hjemby." Han smilede roligt. Det var jo sådan set sandt. Han ville ikke risikere at Brayden måske skulle blive udstødt af sit samfund på grund af en musforståelse nogen havde taget.

[Brayden Jaxson]

Brayden lyttede til hans tanker. Han ville fortryde det? Fortryde hvad? Han tænkte altså på noget, uden direkte at tænke på det. Han gad dog ikke grave dybere, for så kunne han sagtens hive det frem fra hans underbevidsthed. Han trak sig ud igen og trak skævt på mundvigen. Smilet var ikke så stort og tandpasta-agtigt som før, men det lå stadig på hans læber. Han lo morende. Flirtede han? Det vidste han end ikke, så gjorde han det i hvert fald ikke bevidst til aften. Han havde en meget charmerende personlighed, derfor kom han også godt ud af det med de fleste og fik tingene på sin måde, da han kunne charmere folk med sit udseende og sit smil samt sit unaturlige, men tiltrækkende blik. Hvad han lige syntes om mand og mand, det vidste han faktisk ikke helt. Han havde eksperimenteret med det i sine unge dage, men vidste, at han måtte få en arving på et tidspunkt og det kunne han jo ikke med en mand. Men der var jo trods alt forhold på samleje og forhold. "Jeg er næsten en åben bog hvad det angår. Ikke at jeg vil påstå, jeg lægger an på alt der kan gå på to ben... Men charme er et godt kneb til at komme ind på folk," svarede han sigende. Ikke bare til at få sex, men også til at få sin vilje eller bare starte et venskab med folk. Han trak vejret roligt og vendte blikket ud over lokalet. Pigen fra før havde fået byrådsmedlemmet med sig og det fik ham til et rullede med øjnene. Som han hørte Alexanders stemme igen, så vendte han blikket tilbage mod ham. "Det er sandt det ville påvirke mit rygte betragteligt... Men folk er vant til mit charmerende smil her i byen," svarede han roligt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så på ham. Åben bog hvad det angår? Hvad mente han helt præcist med de ord? At Brayden så betragtede ud over lokalet igen fik Alexander til lige at få lejlighed til at studere manden lidt nærmere. Lige tænke over om han mon skulle spørge nærmere ind til hvad det var han mente han var en åben bog omkring. Om Brayden så overhovedet tænkte på hans charme kunne opfattes som flirt af andre lod ikke til at genere ham eller være faldet ham vildt meget ind. Men at hans rygte kunne blive påvirket hvis nogen misforstod situationen vækkede dog Alexander's interesse betydeligt. Hvad mon det var for et rygte? At han var en rigtig kvindebedårer måske? Og at folk så troede han var vendt i retning af mænd istedet eller blot træt af kvinder? Eller at han måske ville forsøge blot at udvide sin horisont. Der var mange måder hvorpå sådan et rygte kunne blive påvirket. Både i gode og i dårlige retninger naturligvis. Og måske var det en hel anden form for rygte der var på tale? Vældigt interessant uden tvivl.
Da Brayden atter vendte sit blik og opmærksomhed tilbage mod Alexander valgte denne at ligge kortet på bordet og bare mere eller mindre spørge lidt mere ligeud. "Med hensyn til den åbne bog fra før. Jeg kunne godt lide at vide lidt mere om det. Og samtidig vil jeg også gerne høre lidt mere om hvad rygte du har som kan blive påvirket af vi sidder sådan og snakker?" Han lagde sit hoved på skrå med et næsten uskyldigt smil. Fiskede lidt efter flere informationer, men gjorde det samtidig på en knap så åbenlys facon. Klart han spurgte ind til det, men han virkede ikke videre ivrig. Det kunne tit få folk til at klappe i. Han forsøgte dog blot at vise en mild interesse og foreslå det på en sådan måde, at Brayden vidste der var et valg. Et valg han skulle tage omkring hvorvidt han ønskede at dele sine tanker om disse udtryk med Alexander. Hvis man ikke virkede ivrig eller ligefrem desperat efter at høre detaljer var det ofte at folk faktisk talte lidt mere over sig end de måske ville. Ikke altid det lykkedes, men han havde oplevet det ske.

[Brayden Jaxson]

I sine unge dage, var Brayden før blevet taget på sengen med både mænd og kvinder. Ikke i direkte forhold, men nogle havde han haft længerevarende kontakt med. Der var noget spændende og anderledes ved det mandlige samleje end det kvindelige. Men han holdt på de gamle traditioner, for han skulle have an arving. Hvor meget kærlighed der så ville være i et forhold til hans fremtidige kone, kunne han jo ikke sige. Han vidste heller ikke hvem hun var endnu og han havde bestemt ikke travlt, for han havde ikke tænkt sig at kradse af lige foreløbig. Han nød bare livet. Han smilede til Alexander. Han var ikke fuld nok til at smide alle kortene på bordet, da der stadig var nogle ting, som bare var bedre usagte i en sådan samtale på dette offentlige sted. Hans rygte kunne hurtigt blive påvirket. Men selvom alle kendte alle i byen, kunne man sagtens have hemmeligheder i det private og det var en del, som folk ikke kendte til og det skulle de heller aldrig til. Hans privatliv kom ikke dem ved. Han skiftede stilling og lænede sig ind over bordet. Han foldede sine hænder foran sig og vinkede Alexander tættere på sig med en enkel bevægelse med sin finger. "Jeg har prøvet et og andet i mine unge dage. Men det behøver hele byen jo ikke vide... Jeg er handelsmand og fungerer som præst, da der ikke er andre præster i byen," svarede han. Han ønskede stadigvæk ikke at fortælle, at han var baron. Måske burde han? Men så ville Alexander jo måske se anderledes på ham og det ønskede han ikke lige i øjeblikket.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så hvordan Brayden for en stund var tavs. Havde han alligevel trådt på en øm nerve? Men så snart det var, at Brayden lænede sig ind over bordet og vinkede Alexander nærmere så lænede han sig da også fremover bordet. Han var jo nysgerrig efter hvad det var han mon fik at vide. Det måtte være noget der ikke var så velkendt blandt byens andre borgere siden der skulle hviskes om det. En lille mørk hemmelighed? Eller bare en hemmelighed der ikke skulle frem i lyset. Nok mest det sidste, da man som regel ikke delte sine dystre sider ud til en vildt fremmed. Han så på ham og lyttede til hvad det var han havde at fortælle. Han blev en smule overrasket. Både lidt over at han havde prøvet forskelligt som ung. Men så igen det havde mange jo? Men at han var præst i byen kom en del bag på ham. Men ja så var der jo et rygte der som måske skulle passes lidt ekstra på? Alexander nikkede stille. "I din ungdom..men du kan da umuligt være et oldfund?" grinede han stille og så ham i øjnene. "Du ser mig nu ikke ud til at være så gammel igen. Men med unge dage mener du jo som helt ung. Før man tog det store ansvar og sådan fandt ud af man var nødt til at være fornuftig." Han havde skam selv haft en særpræget ungdom. Og han havde sådan set ikke brug for nogen direkte arving så at finde en kone eller kvinde i det hele taget behøvede han ikke bekymre sig om. Det eneste der gik tabt ved at han ikke ville få barn var familiens slægt. Det var måske i sig selv faktisk måske synd selvom hans familie ikke havde nogen større betydning andet end de i de sidste par generationer havde været fungerende indefor at skaffe folk af vejen. Men den slags fandtes der jo flere af så det var ikke det store tab. Dog følte han vel et sted at han havde ansvar for at føre familiens navn videre. Men han var stadig forholdsvis ung så det måtte han finde ud af senere hen. Lige nu ville han blot finde ud af sit liv som det var i denne tid. 
Med en let bevægelse lod han glasset snurre let rundt på bordet mellem sine fingre. Han burde få noget mere vin. Han brød sig ikke om at se et tomt glas stå foran sig. Han bed sig lidt i kanten af læben før det var han blik atter gled op på Brayden. "Men du sagde åben bog. For mig lyder det som om, at du ikke helt har lagt det på hylden med ungdommens udlevelser?" Hans hoved tippede en kende til siden mens hans blik ikke veg fra ham.

[Brayden Jaxson]

I og med, at Brayden var en meget forfængelig mand, så var det klart, at han blev mere tavs når Alexande spurgte videre ind til emnet. Han kunne ikke højlydt sidde og fortælle om sine unge dage, da det ikke ville gavne ham. Selvom folk jo ikke burde hænge sig i fortiden, så gjorde de det oftest alligevel og han ønskede sit gode rygte her i byen. Han var en ledertype og han var jo faktisk tæt med byens borgmester. Han var også velset som baron og som handelsmand og ja også som præst, da han jo tog nogle ansvar for byen, som andre ikke kunne (eller ville) påtage sig. Han smilede hemmelighedsfuldt som Alexander lænede sig mod ham og han blev siddende lænet ind over bordet. Han så overrasket ud, men han havde næsten ikke forventet andet. Han grinte dog let ved hans første indskydelse til hele hemmeligheden. "Jeg er ældre end du nok vil tro, jeg holder mig bare godt," svarede han sigende og med et selvtilfredst glimt i øjet. Han holdt sig virkelig godt af en mand på flere tusinde år. Efterhånden var han jo bare holdt op med at tælle, eftersom hverdagen bare kørte derud af. Han nikkede dog sigende til hans næste ord. "Det var min hentydning, ja. Jeg tog ganske vist ansvar i en ung alder, så det har været lidt blandet," svarede han ham. Han havde prøvet det ene og det andet, hvilket han dog ikke fortrød noget af. Han vidste bare, at familien skulle videreføres på et tidspunkt. Men den bekymring til den tid, for lige nu, kunne han bare nyde livet. Og være taknemmelig for at dagen var blevet lysnet lidt ovenpå det lange møde han havde siddet i. Han lænede sig lidt tilbage igen og trak i stedet stolen længere ind under bordet, så han alligevel sad lidt tættere på. Han lænede rankt op ad ryglænet, men blev dog hurtigt afslappet at se på. Han trak skævt på smilebåndet og så ud af sin øjenkrog, at en af pigerne kom forbi. Han hævede sin hånd og straks lystrede hun og så på ham. "To glas vin mere," endte han. Hun tog deres tomme glas og smuttede for at fylde dem op. Han vendte så sine lysende øjne tilbage mod Alexander. "Jeg nyder stadig livet, det vil jeg ikke lægge skjul på," svarede han roligt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han løftede stille et øjenbryn og så på ham som det var at Brayden sagde han var ældre end han så ud. Var Alexander jo sådan set også selv. "Jeg er heller ikke just så ung som jeg ser ud." Han smilede skævt ved tanken om hvor gammel han egentlig efterhånden var ved at være. Men der var stadig et langt liv foran ham så det var ikke så skræmmende at tænke på. Da det var at Brayden rettede sig tilbage i stolen på ny så gjorde Alexander kort efter det samme. Det så jo også lidt sært ud at en af dem sådan lænede sig ind over bordet og den anden sad lænet afslappet tilbage. Men nu havde han da fået lidt mere at vide om manden foran sig så det var jo ikke helt så slemt igen.


At han så kaldte en af pigerne hen og bestilte to nye glas og pigen tog de tomme med sig og gik derfra. Næsten som om manden havde læst hans tanker? Nej..Nej det var ikke muligt. Han så dog mod Brayden ud af øjenkrogen. Eller kunne det passe? Nej.. Nej han havde nok bare tænkt sit til det fordi han havde siddet og drejet sit tomme glas. Han drejede dog sit blik tilbage mod ham da han talte igen. "Det er jeg da glad for at høre. Det er en god ting at man nyder livet mens man har det." han smilede stille og tankerne om tankelæsere drev langsomt væk og om bag i hans hoved og lod istedet for tankerne kredse lidt nærmere omkring hvad der mon lå bag Brayden's fortid. Han spurgte dog ikke ind til det. Han var sikker på at han ikke fik noget ud af det alligevel.

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede skævt ved Alexanders ord. Ingen var jo reelt set den alder de var, medmindre man var et sølle menneske eller noget tæt op af som formskifter. "Jeg troede heller ikke andet," svarede han sigende. Faktisk havde han jo allerede gravet en del informationer ud om manden, selvom han ikke ville sige det. Det var ikke en god start på et bekendtskab og desuden, så var det hans eget hemmelige våben, som kun hans familie kendte til... og ja, Nathaniel. Nathaniel var jo hans lærling og alkymist selv, så han delte faktisk meget med ham alkymist til alkymist. Han lænede sig rart tilbage og mærkede kort hovedpinen banke på igen, hvilket han dog slet ikke ville tillade. Han så kort efter pigen, der smuttede efter to nye glas vin. Alexander havde jo pillet ved sit tomme glas, hvilket han hurtigt havde opfanget. Men han havde også overhørt det i mandens tanker. Han kunne nu også høre, at han begyndte at overveje, om han var tankelæser. Men som alle andre, så slog han tankerne bort, da det jo ikke kunne passe og det passede ham fint. Alexander ønskede at vide mere om fortiden? Det kunne han dog ikke snakke om. Ikke nu, ikke så tidligt i deres nystartede bekendtskab. Eller, så skulle han i hvert fald drikkes fuld og med en hovedpine på vej, var det ikke lige det han havde i tankerne. "Så sandt," svarede han med et skjult glimt i øjet. Han nød sit liv, brugte sig af det han havde til at leve i en tilværelse, han ikke kunne være andet end yderst tilfreds med. Pigen kom tilbage igen og serverede de to glas rødvin for dem og hastede væk, da hun så ulven ved Alexanders fødder. Brayden grinte af pigen og rystede på hovedet, før han samlede sit glas op. "Hvor er du på vej hen? Siden du rejser..." spurgte han nysgerrigt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Tanken om at lære mere om Brayden's fortid synkede hen igen. Han ville ikke udspørge om noget han med stor sikkerhed vidste han ikke fik noget svar på så han kunne spare sig det. Han måtte istedet for prøve at find på noget at tale om som han kunne tillade sig at spørge om og måske havde en chance for at få svar på. Men han kunne jo heller ikke tillade sig at snage alt for meget. Til sidst måtte han jo give lidt retur og det var ikke alting han ønskede at dele. Han var meget indelukket omkring sit privatliv så han kunne jo heller ikke bare sådan forlange andre skulle gøre det med deres.
Han så op på pigen der kom med deres vin og hurtigt skyndte sig væk igen. Sikkert på grund af Zackiel. Ulven lå dog og var blevet tung i hovedet. Alexander var sikker på ulven sov. Den slappede i hvert fald meget af så tungt hovedet føltes på hans fødder. Men det var vel heller ikke sært? Det havde været en lang tur og det måtte være hårdt at gå hele vejen. "Ikke noget bestemt sted.. Vi rejser sådan lidt på må og få for tiden. Jeg har brug for luft forandringer så prøver at besøge nye steder eller blot steder jeg ikke har været så ofte eller i lang tid." Han så på ham med et lille smil og slog lidt ud med den ene hånd mod lokalet. "Dette sted var et af dem jeg ikke har været på længe så tænkte det ville være en god idé at tage forbi og gense stedet." Han vidste dog ikke hvor han ville tage hen når han engang kom herfra. Det blev vel bare hvor end han tog hen? Han havde ikke nogen planer og intet sted han skulle være til en bestemt tid. Han vidste ikke engang hvor længe han blev her. Det måtte tiden jo blot vise. Han havde ikke spor travlt og så længe han kunne snakke med Brayden så var der da slet ingen grund til sådan at tage videre på hans lille rejse igennem byerne og måske endda videre mod Procias og se om der mon skete noget særligt der. Det var faktisk rigtig længe siden han havde været på de kanter.

[Brayden Jaxson]

Brayden morede sig i sit stille sind over Alexanders tanker. Manden var da fornuftig på det plan, at han ikke spurgte ind til hans fortid, specielt når han ikke ville dele ud af sin egen. Men det var også for meget den første aften de nu sad og snakkede sammen. De måtte vel finde mere overfladiske emner eller køre deres mærkværdige flirteri videre og se hvor det hele endte henne. Han overvejede kort tanken om at drikke sig fuld, det havde han ikke rigtigt gjort siden han var helt ung, men på den anden side, så kunne det også få folk til at se ilde mod ham. Det var en dårlig idé, så det lod han vær med. For nu ville han bare nyde sit nye glas rødvin. Han løftede glasset til sine læber og tog en tår, opfangede de sidste dråber med et strejf fra sin tunge og satte så glasset ned igen uden, at den sagde 'klonk' mod bordet. Han lod hovedet falde på sned, som Alexander svarede på hvor de rejste hen og sådan. Alle kunne jo have brug for forandringer i deres liv, det var ganske naturligt. Han selv rejste også, men det var med jobbet som handelsmand, hvis han skulle ud og have nye aftaler i hus. Og aftalerne fik han som regel i hus, da han kunne charmere sig ind på folk. "Så du siger... At du faktisk bare flakker lidt rundt på må og få? Har du ikke et hjem... altså med ulvene?" spurgte han så. Hvis man rejste så meget så måtte det jo være fordi man ikke havde noget at komme hjem til. Han trak vejret roligt og løftede hovedet op til en neutral stilling. "Atterlin er også en dejlig by," endte han med et tilfredst smil på læben. Det var jo hans by, her havde han altid boet og her havde hans familie altid holdt til. Byen var selvforsynende i 90 procent af tiden, hvilket han godt kunne lide. Der var stor dyrkning af mange forskellige ting udenfor byen på de tilhørende marker, for enhver mand med penge i byen havde ansat nogle bønner.

[Alexander Raphael Vladimir]

At Brayden så spurgte ind til om han ikke havde et hjem så Alexander på ham med et skævt lille smil. "Jo jeg har skam et hjem. To faktisk. Men havde brug for at komme væk fra dem og bare ud og opleve noget nyt." Ud og møde nye folk. Få tankerne lidt på afstand og bare forsøge at slappe af. Ikke altid lige nemt, men det var da lykkedes rimelig godt ind imellem. Han havde også allerede mødt flere spændende typer. Brayden indbefattede iblandt dem. Han måtte også tage forbi Samuel en gang senere og se hvordan det stod til med hans nye stilling. Om han havde fået sit eget præg lidt sat ind på stedet. Om han mon havde kunne få nogle idéer som var blevet levet ud og blevet en succes. Han håbede det.
Han så på mens det var at Brayden drak af sin vin. Det var på sin vis faktisk betagende den måde han sådan kunne gøre det på. Ganske betagende. Næsten for meget måske. Det var måske blot en del af deres særpræget flirteri som kørte. Men det nyttede jo næppe heller at de var alt for åbenlyse. Nu hvor den kære Brayden havde sit omdømme at tænke på. Alexander selv kunne være lidt mere ligeglad, men han ville jo heller ikke bringe ham i forlegenhed eller direkte problemer. Det var jo slet ikke den slags han var ude på overhovedet. "Men det er skam en dejlig by. Smuk og livlig på sin egen vis som gør den så speciel. Mændene har overtaget her og er dem som får tingene til at ske og lykkedes." Lige en by efter hans hoved faktisk. Måske man skulle overveje at finde en måde at slå sig lidt oftere ned i disse egne. Ikke noget særlig stort eller prangende. Bare et sted han sådan lidt kunne kalde for sit eget. Dog så skulle man passe på med bolig for tæt på en stor befolkning hvis man var meget væk hjemmefra. Andre kunne jo få den idé at flytte ind! Nej det gik jo slet ikke. Men så igen kunne han jo nok finde en løsning. Krævede dog lidt han fik sig et par vagt hunde. Eller vagt ulve for at være præcist. Så måtte han jo blot udvide sin nuværende flok. Ikke særlig svært.

[Brayden Jaxson]

Et smil spillede over Braydens læber. For alles øjne ville han blot se ud som han altid gjorde, da det var lidt en kendetegnende smil for ham. Men Alexander ville vide, at det var lettere flirtende, selvom han ikke rigtigt vidste om det kunne føre til noget andet end bare en hyggelig aften i hinandens selskab. Det var ikke til at sige, for han lukkede ikke hvem som helst ind i hans liv. "Det er også en god ting... At opleve. Det gør jeg desværre ikke så meget i mere, men jeg kommer dog ud at rejse når jeg handler, så af og til tager jeg da en omvej, hvis der er plads til det," svarede han sigende. Han havde nu kun en fast bopæl han kunne kalde hjem, da han ellers bare overnattede på kroerne i de byer han kom forbi, når han var ude at rejse. Han vædede flygtigt sine læber og holdt elegant om sit vinglas med højre hånd, da fingrene lå nærmest perfekt på det. Han hævede det igen til læberne, selvom han jo lige havde taget en tår, men det smagte bare lidt for godt til at han kunne lade det være. Han havde et omdømme at tænke på, så alt for meget flirteri kunne de ikke gøre her, for det ville virkelig skade hans ry hvis nogle så, at han var sammen med en mand eller kunne se, at han flirtede på den måde. Så heldigvis skjulte smilet det godt og det var kun en viden som Alexander selv havde. "Det er rigmændenes by, det er sandt. Såvel som kroen. Kvinderne hører til i hjemmene eller som tjenestepiger. Bønnerne bor udenfor byen, tættere på de marker hvor de arbejder og kommer kun hertil hvis der opstår problemer, hvilket der dog sjældent gør," svarede han roligt. Han kunne selv godt lide byen netop fordi det var mændenes. Byrådet bestod udelukkende af mænd, for kvinder havde slet intet at gøre der! Han drak det sidste af sin vin og satte glasset mod bordet igen, men nu var hans tørst efter vin faktisk slukket. Kort klemte han øjnene sammen da han fornemmede hovedpinen banke på og han strøg to fingre over sin pande, før han bare lænede sig godt tilbage. Hans hænder hvilede i hans skød.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede og opfangede godt den flirtende del af smilet. Han havde næppe tænkt i sit hoved, at han ville ende med at sidde og flirte med en fremmed, da det var han red ind i byen tidligere idag. Tidligere idag som føltes som lang tid siden efterhånden, men det var jo faktisk ikke mere end en times tid eller to. Medmindre hans tidsfornemmelse var gået helt skævt. Han fandt det faktisk interessant sådan at være handlende. Kunne han på en måde godt tænke sig. Men som præst samtidig kunne han måske godt forstå, at Brayden ikke levede på landevejen om man så kunne sige. Han var jo nødt til at være her også. Men det passede meget godt ellers havde han måske ikke mødt ham. Og det ville da være synd og skam!

At han havde stødt på en som også mente kvinder var lavere end mænd; i hvert fald i forretnings øjemed; var noget der kunne lune om Alexander's kolde hjerte. Han mente nu ikke kvinder kunne bruges til ret meget. Det lød lidt til, at Brayden var glad for mændene havde kontrollen her. At de styrede byen mens kvinder blev hjemme eller var tjenestepiger. Ganske fortrinlig by. Smuk og lige efter hans hoved. Alexander kunne nok let finde sig til rette et sted som dette her hvis han bestemte sig for det. Han nikkede stille. "Det må jeg sige. I har styr på tingene her. Det glæder mig. Det giver altid et godt indtryk hvis byen er under kontrol så man ikke behøver frygte ting sker. Jeg tror jeg vil nyde mit ophold ganske fortrinligt." Han smilede og denne gang var det ham der sendte et smil med hentydning af flirt i retning af Brayden. Han måtte jo gengælde ikke sandt? Han så på ham, da Brayden kort tog sig lidt til panden med et par fingerstrøg. "Noget galt?" Havde han det skidt? Det så dog ikke ud til det ret længe, da Brayden snart sad lænet roligt tilbage og lignede sig selv som før. "Du burde måske ikke have drukket vinen så hurtigt." Han var tæt på at rejse sig op og gå over for at mærke på hans pande. Kunne jo også være han havde lidt feber? Nah. Det var nok mest lidt trykken i hovedet. Muligvis af for meget vin på for kort tid.