Survival of the dumbest

[Deleted]

Man kunne næsten høre det i ren synæstesi: Høre mørket og det golde. Varmen var kommet til Dvasias, og skønt der var køligere end i mange andre landsdele var det nok. Rundt omkring ved træerne havde jorden slået revner. Solen var ved at gå ned, men der var stadig ulideligt varmt.
Det knasede. Den tunge, klodsede støvle landede hårdt på jordens skorper, og den ene vildhund tyggede på kraniet af en krage. Lyserød, fed væske løb ud af dens mund. Den blev klappet opgivende på hovedet efter lidt kamp om at få den til at aflevere byttet inden det var alt for ødelagt.
Daelis gispede i stor lighed med de to andre hunde der gik bag hende. Sporene af haren var sluppet op. Der var ikke mange dyr at spise herude, så hun havde fulgt sporet i et stykke tid, men hendes fingre kørtes imod den støvede jord, og der var ikke mange ujævnheder tilbage. Havde den gemt sig, eller havde et fremmed dyr fået fat i den?
Både tørklæde og jakke var blevet bundet rundt om hendes hofter, så hun kun bar en højhalset top og læderbukserne, der klistrede til hendes ben. Med lydløse kommandoer dirigerede hun de store hunde til at sprede sig og løbe ned mod søen. Hver af dem var ekstremt store og muskuløse. Deres børster var permanent rejste, og deres tænder så store at de havde problemer med at lukke munden.

[Deleted]

Selvom det var ved at være varmere i vejret, så ændrede det ikke på, at vildtet endnu ikke var hjemvendt til Dvasias. For Valandil var det svært overhovedet at finde noget som han kunne bringe sin frue hjemme i landsbyen, og han ønskede jo så inderligt, at hun skulle være tilfreds med ham, så han netop ikke røg ud på gaden igen. For nu havde han kæmpet sig igennem sit liv for sin egen overlevelses skyld, og nemt havde det bestemt ikke været. 
Siddende oppe i et træ med en brun kappe om sig og med kutten trukket godt over hovedet, så var han uden tvivl svær at se, nu hvor trækronerne igen var ved at blive ordentligt tætte. Det eneste som man faktisk hørte herude for tiden, var de vilde fugle, som sang, skreg og skrålede, når de blev utrygge på deres omgivelser - en farlig situation for Valandil, som i det tilfælde, var nødt til at sætte en stopper for den fare, som de netop udgjorde sig, ved at afsløre hans position.
Næven lukkede han roligt omkring sin bue. Hans store stolthed, som nu også havde fulgt ham igennem rigtig mange år. De elviske mørkegrønne øjne spejdede henover det smukke landskab. For nu havde han ikke rigtigt fundet noget, som han kunne bringe med hjem, men han havde god tid. 
Mange havde passeret ham igennem de sidste mange timer, hvor han stort set ikke havde gjort andet end at sidde på den tykke gren. De havde ikke bemærket ham sidde der, hvilket uden tvivl var noget som passede ham fint. Han var på jagt... nu manglede han jo bare sit byttedyr. 

[Deleted]

Haren kom løbende ud af nogle buske ikke langt fra Valandil. Den stoppede op og rejste sig på bagbenene, som om den kunne ane ham og alt omkring sig. Den lyttede og dens ører flappede, og dens næse virrede.
Døde blade i nærheden raslede og lidt længere væk lød der dundren, som havde der været heste der galoperede af sted.
Frem fra et buskads imellem Valandils træ og haren sprang Daelis pludselig frem med en kniv, blot for at skræmme dyret i flugt mod søen og falde på maven så lang hun var. Den mørke stemme bandede flittigt, inden hun rejste sig og børstede sit tøj. Stivnede hun og stirrede frem for sig. Ud af øjenkrogen kunne hun ane en skikkelse. En lejemorder? Men der var jo absolut intet levende af den kaliber i nærheden. Hun vendte sit ansigt op imod skikkelsen, blot for at understrege at vedkommende var opdaget.

[Deleted]

Valandil lagde forsigtigt en pil på buestrengen, som han trak op. Det krævede uden tvivl muskler, men han havde gjort det igennem hele livet. Absolut hele livet. Noget måtte man jo gøre for at overleve selv. Spis eller bliv spist.. sådan var naturens love, og sådan var det jo trods alt også. Han nåede kun lige at få øje på haren som sprang frem fra sit skjul, også selvom det var ham en glæde, som hurtigt blev ødelagt. 
Allerede inden han nåede at spænde buen ordentlig op, sprang et andet individ frem og... jagede dyret væk. Der lå vedkommende så lang som skikkelsen var, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen.. Hvorfor ødelægge hans jagt? Han havde siddet der i det træ igennem frygtelig lang tid nu, og det irriterede ham faktisk, at det hele skulle ødelægges på denne her måde! Han fnøs ganske kort, inden han roligt rejste sig og... hoppet ned.
Elegant landede han på benene, inden han vendte sig mod vedkommende. Det var noget som hun havde ødelagt.. Hans jagt var fuldstændig ødelagt, og det irriterede ham uden tvivl også en hel del! Jeg siger mange tak for at ødelægge min timelange jagt..." vrissede han med en tydeligt irriteret mine, inden han løsnede i buen og fik pilen tilbage i koggeret, som han havde på ryggen.        

[Deleted]

”Pffft! DIN jagt.” Et hævet øjenbryn og hånligt smil kom til syne. Så skikkelsen – som tilsyneladende var en mand – var en jæger også? Ikke meget af herren var synligt, så Daelis kunne ikke afgøre meget om ham, men hun kendte kun få racer der bar rundt på bue og pil i den grad, og den ene var hendes egen. Hun skævede ned af sin egen beklædning for at sikre sig at intet der kunne ødelægge sit cover var synligt. Hvis han var en mørkelver og kom meget inde ved hovedsædet var det muligt at han ville kunne genkende hende.
”Det er bare ærgerligt. Jeg så den hare først. Nu, hvis du vil have mig undskyldt.” og med disse ord gik hun forbi manden og skubbede hårdt til vedkommende. Hun satte kursen den samme vej som haren var løbet.

[Deleted]

Valandil havde siddet oppe i det træ i frygtelig mange timer, og nu var det hele ødelagt. Ikke at man som sådan kunne sige noget til det. Det var bestemt ikke sådan at han havde regent med, at de sidste mange timer skulle vise sig at være tidsspilde! Når det nu var sagt, måtte han jo finde et andet sted. "Præcis. MIN jagt," endte han kortfattet.
Selvom det var svært for Valandil overhovedet at sige om han stod overfor en mand eller en kvinde, så ville han nu heller ikke blande sig. Derudover var race også ukendt for ham. Der var i hvert fald ikke meget elvisk over dette individ, så klodset som det var.. Og at vide, at en klodsethed meget muligt kunne være det, som forhindrede ham i at gøre hans frue tilfreds, så vidste han godt, at det var ham som stod til straffen, og den tanke, kunne han da slet ikke have med at gøre! Det store puf som hun gav ham, da hun passerede ham, fik ham kun til at skæve efter ham. Ikke at det gjorde ham noget, at hun gik i den retning, for så kunne han fortsætte jagten i den modsatte. Næven lukkede han fast omkring sin bue, inden han sørgede for at kutten var trukket godt op over hans hoved, inden han fortsatte med sin vandring. Nu måtte han jo finde et nyt sted at skjule sig, og så håbe at byttedyrene meldte sig. Det var hans foretrukkende måde at jage på.. Specielt i disse tider. 

[Deleted]

Daelis stoppede op, da han stadig henvendte sig til hende. Hun sukkede og rullede med øjnene inden hun vendte sig imod ham igen. I første omgang hvilede hendes blik blot på ham. Hun havde aldrig været særligt bevidst om sin positur. Hun var ualmindeligt afslappet af en mørkelver at være, og det besværlige tøj hjalp naturligvis ikke på det. Så mange mørkelvere skyndte sig altid for at nå deres, men hun troede på at alt der skulle tilkomme hende ville komme. Det var blot et spørgsmål om tid, så hvorfor gå så meget op i det?
”Du er lidt langt væk hjemmefra, ey?... Mørkelver. Disse skove-” Hun skrabede sin støvle imod grunden inden hun vandrede hen og lænede sig op af et træ ved siden af ham.
”Er døde så langt øjet rækker. Her er absolut intet spiseligt. Det der kommer her er påvirket af alt omkring det. Der er større sandsynlighed for selv at blive ædt, og selv når det er tilfældet holder måltidet ej længe. Kan man tilpasse sig overlever man. Det er loven her ude, og hvad får dig til at være så dum at du tror du blot kan lægge hånd på det hele? Hah. Det er naturloven her ude. IN-TET er dit.”
Det havde hun jo trods alt selv oplevet på egen krop. Ikke blot i skoven her, men den lov var i marv og ben på hver evig eneste person i hele Dvasias. Hver mand til sit. Ingen hjalp hinanden. Selv i Maerimydra var der en vis forventning om at alle skulle opnå noget stort alene. Kvinderne konkurrere imod hinanden, og mændene var ikke andet end et avlsdyr og tjenere. Hun havde aldrig oplevet nogen hjælpe hende i det lille samfund. Ikke andre end Sylaar, som i sidste ende var villig til at ofre sit eget liv for hende… Og nu var hun tvunget til at tilpasse sig på ny: Mere alene end hun nogensinde havde troet at hun ville blive.
Daelis rystede på hovedet og trak en tyk belladonna rod på størrelse med sin lillefinger op af sit bælte og begyndte at bide i den indtil en bitter væske begyndte at løbe fra den. Hun slikkede den af.
”Problemer i paradis, ey? Du må godt nok have kommet i unoder med din frue, når hun vælger at sende dig her ud. Havde du ikke været så ringe agtet, havde hun valgt at beholde dig ved sin side.”
Hendes øjne blev klemt sammen til en smal streg, og hendes smil blev bredere. ”Hvad har du lavet? Har du ej formået at kunne gøre hende tilfreds? Nej! Nej, jeg ved det! Du har ligget i med en mand, eller måske nægtet at parere ordrer.”
Den store galoperende lyd kom nærmere. Det lød næsten som fjern torden.

[Deleted]

Det kunne godt være, at dette ej var Valandils personlige jorde, men det gjorde ingen forskel. Han havde fået en opgave, og han havde bestemt ikke tænkt sig at give op inden han havde fundet et bytte, som han kunne få med hjem igen, for han havde en frue, som han var nødt til at tilfredsstille. Han kneb øjnene let sammen og vendte sig fast i retningen af denne kvinde. Hun var da kun direkte irriterende! Hun havde ingen anelse om hvad han selv havde været igennem, og hvad han selv havde haft at slås med, så hun skulle bestemt ikke komme her og fortælle ham om hvad han skulle og hvad han ikke skulle gøre. "Jeg kender disse steder, og kunne færdes her, om jeg så havde bind for øjnene," bed han hende af. Umiddelbart virkede hun ikke til at være en kvinde, som han skulle have respekt for, og så kunne han heller ikke se nogen grund til at have lige så. 
Valandil begyndte at gå, også selvom det var tydeligt for ham, at hun ikke direkte havde tænkt sig at lade ham være alene. Han kendte nok naturens love bedre end så mange andre gjorde, udelukkende fordi at han havde boet i naturen størsteparten af hele sit liv. "Jeg kan trygt meddele dig, at du ikke har nogen anelse om hvad du taler om," afviste han med en kortfattet mine. Når det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege, at han altså jagtede alene, og bestemt ikke havde tænkt sig at have hende med sig på slæb, så han endte med at stoppe op. De mørkegrønne øjne vendte han mod hende med en tydelig alvorlig mine.
"Du tager fejl. Du kender ikke mig, som du ikke kender min position i livet. Ganske vidst som enhver anden mørkelvisk mand, og med din udtale, kan jeg gætte mig til, at du har kendskab til dette i forvejen.. Du må være en mørkelver," endte han med en mere sammenbidt stemme. Han brød sig ikke om det. Byttedyr var der måske ikke mange af mere, men ikke desto mindre, så var han nødt til at gøre noget ved dette! "Jeg kender min plads, og jeg agter at tilfredsstille min frue. Og nu må du have mig undskyldt.. Jeg skal på jagt." Han sendte hende en fast mine, inden han vendte om og fortsatte med at gå. 

[Deleted]

Og lige præcis som han havde anet, havde Daelis ingen intentioner om at lade ham være foreløbig. Hans modstand begyndte hun at finde spændende. Som havde det været enhver lille søndagstur spankulerede hun langsomt ved siden af ham uden udtryk for at holde op igen. Tvært imod så begyndte hun at kigge studerende mod manden med et hævet øjenbryn.
”Uh-huh, jeg er YDERST imponeret.”
Daelis rullede sarkastisk med øjnene. Hans bidende tonefald så ud til at ramme hende, som havde han slået vand på en gås. Hun begyndte at gå tættere på ham.
”Gør jeg ikke? Vel, det er interessant. Måske kunne du forklare det for mig så - hr. Mesterskytte?!”
Alle hans forsøg på at forsvare sig selv fik hende blot til at gabe yderst fremhævet med en hånd for munden, som en provokation. Måske havde hun meget vel selv fundet sig et lille byttedyr. Han flygtede i hvert fald. Hendes ørespidser stak svagt ud igennem det mørke hår. Det undrede hendes at han ikke havde udregnet dette noget før.
”Wow, og kvik er han oven i købet såvel!” kommenterede hun højt.
”Tilfredsstille din frue, ja, DET ville jeg bestemt også gøre, hvis jeg var blevet sendt her ud. Nøhøj, hun må misbilliges ved din tilstedeværelse.” Hun begyndte at strejke sig og gik videre med armene foldet bag sit hoved.
”Slet ikke så underligt med den tunge du har.”
Med et ændrede hun retning og snurrede sig hen foran ham og nærmede sig ham, som var hun en kat der havde set en mus.
”Så du er en af dem, natur dreng! Med alt den erfaring, monstro du er en af de mænd der bliver smidt væk som barn. Måske elskede dine forældre dig ej. Kylet væk, som affald.” Daelis smil ændrede pludselig karakter til et mere kynisk af slagsen, og hendes stemme gjorde sig bemærkelsesværdigt lysere, som var den smurt med honning. Hun spidsede sine læber spottende.
”Men måske er du blot en helt almindelig mand, med en gave… Er du det, lille skat?”
Hun begyndte at cirkulere langsomt rundt om ham. Hendes blik sad fast mod ham, og man skulle tro at han var en sukkerglaseret skinke. Hendes læber formede et fornøjet o, og så lænede hun sig tættere mod hans ansigt, blot for at tirre hans intime sfære.
”Så er han måske… Ret vild af sig, hmm.” kvidrede hun, som havde der stået en helt tredje person ud over dem. Det brune dådyrblik skinnede med en bizar glød. Da hun nåede hen på forsiden af ham igen, forsøgte hun hurtigt at gribe hårdt fat om hans hage under hætten og med den anden hånd at rykke kuttens hætte bag ud, så hans ansigt ikke længere var dækket i skygge.

[Deleted]

Valandil mærkede kun sin irirtation, men så langt, så kunne han heller ikke se nogen grund til at handle anderledes. I det store og hele, så vidste han jo ikke om det han stod overfor faktisk var en mand eller en kvinde. En ynde hvilede dog over vedkommende, så han hældte mere til kvinde, men man kunne jo aldrig være sikker. var en kvinde, så ville han heller ikke drage forhastede konklusioner, for han vidste, at det kun for alvor ville komme til at gå ondt - på ham selv om ikke andet. "Det ligger til min natur," svarede han ganske ligegyldigt. For ham, var der intet imponerende ved det.
At hun så derimod ikke ville lade ham være i fred, var jo så en anden sag. Han kunne ikke jage, når hun gik og snakket med ham hele tiden! For ham, vakte det først en frustration, for hun skræmte jo byttedyrene væk, og han kunne ikke tage hjem, hvis han ikke kunne glæde sin frue. Hendes ord var slet ikke noget som gav nogen mening for ham, og det var det som han så sandelig også havde tænkt sig at understrege for hende. 
"Hvis det endnu ikke er gået op for dig, så jager jeg alene. Desuden gjorde du jo selv et meget fint forsøg på at skræmme haren væk," påpegede han med en tydeligt sarkastisk stemme. Han havde bestemt ikke været imponeret over det, det var helt sikkert. "Og i tilfælde, at du skal vide det, er jeg hendes personlige jæger. Jeg agter ikke at søge hjemover, før jeg har noget med mig, som jeg ved, vil gøre hende yderst tilfreds," endte han mere kortfattet.
Valandil stoppet op, da hun begyndte at kredse om ham. Hvad havde han gjort? Han følte sig pludselig som et byttedyr som rovdyret legede med, og det gjorde han nok, når han var hjemme i fruens hjem. Han kunne ikke have det! At hun så begyndte at rive op i hans barndom, ville han slet ikke snakke om.
"Hvad mine forældre valgte at gøre, er deres egen sag. Jeg klarede mig og viste mig stærkere end hvad de regnede mig for," sagde han blot. Sandt var det. Han havde levet ude stort set hele livet.
Som hun greb fat om ham og rev hans kutte af, blev hans lyse hår afsløret, som lagde sig over hans skuldre og ryg. En fin hud, men mørkegrønne øjne og et gennemborende blik. Han rev sig fri af hendes greb. "Og du skal bestemt ikke røre ved mig..!" endte han denne gang mere fast. 

[Deleted]

Daelis trådte et skridt tilbage, da jægeren rev sig løs. Hendes pupiller udvidede sig og lappede ivrigt de mange indtryk til sig. Han var da bestemt ikke noget man så hver dag, og hvorfor havde hun ikke fundet ham, da hun endnu boede i byen? Lyst hår, som korn i solskin og grønne øjne. – Grønne øjne som vidst tegnede at hun ville have været et hoved kortere, hvis han havde båret en sabel. Dog ikke til en specielt stor effekt på hende. Hans flygtige væsen virkede helt modsat og fik hendes hvide smil til at blive bredere. Nu havde han givet hende blod på tanden.
”Og sikke da en pæn lille en hun har sluppet løs helt her ude! Sikke et spild, men jeg kan se at du kommer fra en af de bedre husstande.” Forståeligt. Havde hun ejet ham ville hun have gjort det samme, men hun ville da ikke have gjort ham til jæger. Snarere et af hendes personlige kæledyr.
”Men du er da ej en sortelver! Du ligner en flygtning fra Procias.”
Og dermed var dette undskyldning nok til at hun bestemt måtte studere ham yderligere.
På trods af hans markering greb hun ud efter ham igen: Denne gang sigtede hun blot efter hans gyldne manke som hun rykkede hans hoved bagud med. Den anden hånd førte hun til hans kæbe igen, med blommen af fingrene først, så knivbladene på hendes negle ikke skar ham. Hun forsøgte at vende og dreje hans ansigt fra alle vinkler, som havde han været et eksemplar hun skulle opkøbe. Det næste træk var at hun tvang hans læber fra hinanden med en finger fra hver side. Hendes ansigtsudtryk var utroligt afslappet. Han kunne have været en hest hvis tilstand hun skulle tilse.

[Deleted]

Valandil trak sig hastigt væk fra denne person. Uanset hvem det var, så brød han sig bestemt ikke om den fremgangsmetode, for det var bestemt ikke noget som gavnede ham på nogen måde. Hans blik gled direkte mod hende. Hans øjne med det morderiske glimt, som kunne slå ihjel, om han havde haft muligheden for at gøre det. Han var fruens jæger.. endda lederen af det mørkelviske samfund, og han var stolt af den position som han var i besiddelse af! "Det kan jeg ej benægte," sagde han blot. Han ville ikke prale med hvor han blev huset henne. Han var blot glad for den enestående mulighed, som han nu havde fået, og det var det, som var det vigtigste for ham lige nu.
Hendes ord var noget som fik hans pupiller til at trække sig sammen. En flygtninge fra Procias? Med andre ord, så relaterede hun ham til skovelverne, hvilket han slet ikke ville høre tale om på noget tidspunkt! "Hvor vover d...!" Han tav, som hun igen søgte hen til ham og begyndte at undersøge ham, som havde han ikke været andet end en sølle simpel genstand, for det var han da slet ikke! Han var et levende individ. Ganske vidst på stadiet af en slave, men med et vigtigt arbejde som skulle udføres, og som så mange andre mænd, havde han da også accepteret sin plads! Han endte med at gribe omkring hendes håndled, som han måtte finde... slanke.. Med andre ord, blev han kun mere bekræftet i, at dette måtte være en kvinde, men at spørge åbent, kunne han ikke få sig selv til. HAn skubbede hende fra sig, inden han hastigt greb om buen, en pil og spændte den, kun for at vende den mod hende.  "Vov ej at røre ved mig, og aldrig skal du kalde mig for en skovelver..!" endte han med en fast tone. Det var da slet ikke noget, som han ville finde sig i! 

[Deleted]

Der skulle ikke meget til at bringe Daelis ud af balance, for skubbet fra ham kom som en overraskelse. Hun var helt i egne tanker, som hun i det ene øjeblik gled sine fingre hen over hans hud, i det næste befandt hun sig tungt på jorden. Hun landede sprællende på siden med et hyl. Han sigtede sin bue imod hende, og Daelis blev ydermere chokeret. Hendes øjne opspærredes, og hun forsøgte at kravle lidt til siden, skønt hun vidste at det ikke ville gøre den store forskel. Han ville let kunne rette buen imod hende igen, og hendes klæder kunne ikke modstå pile.
”Ey! Ey, ey, ey! Pas på hvor du peger den der. Folk kan komme til skade!” råbte Daelis med armene viftende afværgende frem og tilbage foran sin skikkelse.
”Det der tør du ej gøre…” Hendes blik var tydeligt præget af nervøse trækninger. Eller gjorde han? Hun bar ikke sit normale tøj. Han kunne tro at hun blot var en nævenyttig slave, og han havde fået overhånden. Midt i det hele dukkede der dog et pludseligt grin op over hendes læber på trods af alt fornuft.
”Du ER lidt af en vildbasse, ey? Jeg tror dig.” Opvokset i Procias kunne han under alle omstændigheder ikke være med det temperament. Hvordan hans ydre så var kommet til at minde så meget om skovelverne kunne hun undre sig om i evigheder. Hendes hånd begyndte at glide ned mod en glaskugle med lyserødt indehold.
Den dundrende lyd var i baggrunden kommet meget tættere på. I næste øjeblik sprang en stor hjort igennem krattet efterfulgt af de tre store hunde, der alle galpede og bed ud efter dyret imens de forsøgte at hæle ind på det. Pludselig blev alt lige meget. At Daelis kunne blive penetreret af en pil i løbet af de næste sekunder ragede hende ikke en høstblomst.
”DU kan tro nej!” Hurtigt havde hun fået fat i geværet, kom op af stå og satte i løb efter hjorten. På vejen tillod hun sig ganske dumdristigt at løbe forbi jægeren og skubbe hårdt til ham igen. Daelis vidste at det her var hendes chance, og hun ville ikke lade den slippe væk. Det var svært at finde byttedyr i det golde område på denne tid. Endnu mere usandsynligt var det at finde vildt, og hvis hun fik den, slap hun for at vandre videre i søgen efter mad. Familierne i byen var hun ligeglade med. Alt hun var interesseret i var blot egen overlevelse, og at tænke på andre ville bestemt ikke hjælpe på det. Hun havde jo ingen.
”Vi ses gulddreng! Den her – er MIN.”

[Deleted]

Valandil fandt sig da slet ikke i, at blive kaldt for en skovelver, når han havde boet her og omkring de mørke skove stort set igennem hele hans liv, og aldrig i sit liv, havde haft noget som helst med skovelverne at gøre! Han smed hende direkte ned i jorden, inden han trak sin bue, som han pegede advarende direkte mod hende. 
"Og du tror ikke at det er meningen?" spurgte han koldt. Han var bestemt ikke en skovelver og alene det at blive kaldt for det, var den største fornærmelse som man overhovedet kunne give en som ham, og det fandt han sig bestemt heller ikke i! Han var ikke bange for at slippe pilen og ramme hende, hvis han kunne komme til det.. Slet ikke, for i hans øjne, så var denne person heller ikke noget specielt. En mand? En kvinde? Han vidste det faktisk ikke, om han skulle være helt ærlig, og det gjorde det bestemt heller ikke nemmere for en som ham. 
At hendes hunde kom rendende efter en hjort som sprang igennem buskene, fik hurtigt fangede hans opmærksomhed. Dem var der godt nok ikke mange af tilbage på disse kanter. At hun så tog sit snit, rejste sig og skubbede ham, så hun selv kunne komme væk, satte faktisk ham i et dilemma. Skulle han søge efter, forsøge at få hjorten selv og blive dagens helt hjemme, eller skulle han søge den anden vej, komme langt væk fra denne person, og håbe på, at han fandt noget andet, som han faktisk kunne bruge? Han bed tænderne fast sammen, inden han kæmpede sig op på benene og endte med at løbe efter. 
"Du kan tro nej!" endte han efter hende. Selvom hun havde fået et stort forspring, så skulle han nok indhente hende igen, for han gav hende bestemt ikke lov til at ødelægge hans jagt!

[Deleted]

Det var næsten umuligt! Hjorten sprang imellem træer, over buske og fra side til siden. Den ville absolut ikke standse. Daelis hunde var hele tiden i hælene på den, men ikke mere end det. De formåede at hyrde den væk fra tornekrat og andre steder hun ikke ville kunne komme til, men Daelis kunne absolut ikke forudsige dens bevægelser.
Bag sig kunne Daelis se den gyldne mørkelver komme efter hende i utrolig hurtig fart. Hun bed sig hårdt i underlæben. Hun ville have den hjort! Men hun ville ikke risikere at ramme sine tre skattebasser. Der måtte satses. Geværets skud lød nærmest som kanonslag, så stille den golde skov var. Grene knækkede når kuglerne ramte dem. Rovfugle skreg og fløj væk, og jo mere irriteret Daelis blev, jo mere blev hendes sigte dårligere på byttet.
”NEJ!” En af de store hunde udstødte et hyl, da kuglen ramte den i benet i stedet, men trofast fortsatte den med at løbe efter dyret så længe dens ejer nægtede at kalde dem tilbage. Hun følte sig presset. Skade sit dyr yderligere, eller risikere at miste den store hjort til Gyldenmås, eller skoven. Under alle omstændigheder måtte hun løbe igen, for hun sagtnede bagud hver gang hun skulle affyre et mere præcist skud. For ikke at falde bagover måtte hun stoppe og stå stabilt hver gang.