Survival of the dumbest

[Deleted]

Valandils pupiller trak sig voldsomt sammen ved hendes ord. Hun ville have hans vest? Det var den som han havde til de kolde dage! "Glem det..!" endte han denne gang med en bestemt tone. Hans beklædning og hans bue måtte hun ikke få. Alt det andet var han ligeglad med, men det andet gjaldt hans overlevelse, og det havde han bestemt ikke tænkt sig at opgive! 
Valandil brød sig virkelig ikke om denne kvinde, udelukkende også fordi at han ikke kunne gøre alverdens for at stå imod hvad hun gjorde.. Han havde jo faktisk ikke retten til at sige hende imod, hvilket nok var noget af det sværeste for ham lige nu. "Jeg ved virkelig ikke hvad du er ude på, eller hvorfor du gør som du gør. Men du får ikke lov til at tage det fra mig, som jeg har brug for, for at overleve.." På mange måder var han fanget i en situation, som han på ingen måder havde været forberedt på. Det var ganske enkelt forfærdeligt! 

Valaldil fulgte hende meget nøje med blikket, selvom han endnu valgte at forholde sig fuldkommen stille. "Jeg har ikke gjort mig fortjent til det? Du har taget min bue.. som jeg agter at få igen.. hvad skal jeg gøre for at få det? Du lokker med noget som du ikke vil vise mig? Til hvilket formål?" endte han kortfattet. Det lignede ham slet ikke at være så nysgerrig, men lige nu, kunne han heller ikke lade være.
Hans hænder forblev let knyttet. Han forsøgte virkelig at holde sig på sin plads. "Gør det nemt for dig selv.. fortæl mig hvad der skal til, for at få den retur.." endte han kortfattet.

[Deleted]

Daelis lænede sig mod et træ og rullede med øjnene. Valandils uendelige klagesang om hans elskede bue fik hende til at sætte armene over kors, mens hun overvejede situationen nøje. ”Fiiint, fiiint. Azrael til hest, du er besværlig. Behold dine remedier. Jeg vil blot tage noget andet i bytte for din bue.” vrængede elverkvinden. Hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå med sin hånd i et fast tag om buens skaft, mens den stadig hang. Valandil fik sendt et blik over hendes skulder. Hvad han skulle gøre? Simpelt.
”Jo, du skal følge mig. Du har vel ikke noget valg. – Hvis den lille jæger er det han udgiver sig for.” Hvad end det var for at få sin bue igen, eller for at se hvad hun normalt brugte den slags små minder til, som han så genstridigt valgte at holde tilbage. Hun klukkede køligt.

*Måske får jeg slet ikke brug for en lok af hans hår, og hans vest alligevel… Det har været så lang tid siden.* mens Daelis strøg sin arm sendte forventningens glæde og spændingen gåsehud ned af hendes ryg. Hun havde stadig rebet i hånden.
”Under alle omstændigheder må du gøre som jeg siger, basse.” erklærede hun sigende. Kort efter gik hun vuggende ind imellem et par træer og var ude at syne. Hun regnede med at han ville følge med. Trods alt kunne han ikke gøre så meget andet. Hunden strøg forbi Valandil og efter sin ejer.

Efter et stykke tids gang hvor Daelis intet sagde, stoppede hun op. De var nået til en lysning midt i den ellers mørke skov. Der var et tæt tornet krat, hvor man næsten intet kunne se igennem, og et par piletræer uden blade. Under dem, indhegnet af krattet var der en lille høj af grønt mos.

[Deleted]

Valandil havde det problem, at den bue var hans levebrød.. uden den, så var han ganske enkelt på røven, og det kunne han ikke lide. Hans hænder dirrede af ren vrede. Han ville gøre hvad det kræves at få den bue tilbage. Det var virkelig hans kæreste eje! "De er et groteskt menneske.. en dyster elver.." endte han med en fast tone, som han dog ej var videre tilfreds med den behandling, som hun til nu havde udsat ham for, selvom det var begrænset hvad han kunne gøre ved en kvinde af sit eget folk - desværre!
Han skulle følge med? Af hvilke grunde og hvorhen var jo så næste spørgsmål, selvom Valandil ikke just kunne sige, at have meget andet valg, end at gøre hvad han gjorde. Han valgte alligevel at trække vejret dybt.. forsøgte at få noget koldt luft til hovedet, og så ende med at gå med. Denne gang sagde han dog ikke så meget som et ord. Han havde vidst allerede givet temmelig godt udtryk for hvordan han havde det med tingene for i aften? Og det var jo som at tale for døve øre, for hun kørte jo bare videre! Virkelig en mærkværdig kvinde!

Da kvinden valgte at stoppe op, gjorde Valandil det samme. Dette var en del af skoven som han havde opsøgt mere end blot en gang tidligere. Han så sig om.. hvad skulle de her? Det var der han igen vendte sig i retningen af hende. "Og jeg søgte med... så giv mig min bue," endte han med en fast tone og rakte hånden frem mod hende. Den bue var noget som han bare var nødt til at have med hjem. At han så derimod ikke var færdig med hende endnu... var ikke en tanke som slog ham. Dette var faktisk alt sammen nyt og utrolig ukendt for hans vedkommende.

[Deleted]

Grotesk? Ned af den flænsede jakke, tørklædet, de store støvler og sin mandlige facon så Daelis sig. Nej, hun var da ikke grotesk… Var hun? Hun fejlede ikke noget, understregede hun fors sig selv med en fnysen. Det var almindelig overlevelse! Folk i hendes situation ville sikkert have gjort det samme. I hvert fald ikke lade sig hænge… Og dog. Hvis ikke hendes tvilling havde taget Daelis plads var hun jo væk.
*… Det skulle have været mig der oppe. Jeg er ej syg. Er ej syg… Ej syg. Det mindste jeg kan gøre nu er at leve videre.* Tanken gjorde hendes blik mørkt og sænket mod jorden.
Hver dag i Daelis liv havde været en leg. Hun havde haft en hunger efter konstant nærhed og opmærksomhed og efter døden af Sylaar var følelsen vokset til et røddent, bundløst hul. Uanset hvad hun puttede i det lukkede det ikke, og det gjorde hende kun mere desperat. Specielt nu når hendes muligheder var snævret ind efter flugten fra byen.
”Åh, hvor du har det hårdt... Du aner ikke hvad du selv siger. Du har så meget i munden! Ti dog stille og brug den til noget nyttigt, men du ved ikke hvordan, ey? Det er vel et spørgsmål om træning.” Daelis begyndte at gå hen imod Valandil og stoppede op foran ham. Hendes ansigt var blevet køligt, uden syne af et udspekuleret grin. Hun kunne kun tænke på hvor irriterende den mand var. Mindet gjorde ondt.
”Du har ingen ide’. Du skal få din bue i bytte… Men hvad får dig til at tro jeg er færdig? Du har ikke givet mig pant for buen… Vildbasse?” Det sidste ord blev hvislet spydigt.
Han skulle bide de ord i sig. Han ville tigge, og hun ville pine ham som han ikke havde været pint før. I en hurtig bevægelse væltede hun sig vægt ind mod hans krop og med sine hænder fast om hans arme forsøgte hun at skubbe ham mod mosset. Valandil havde givet hende blod på tanden. Læderrebet som hun havde holdt fast i prøvede hun at vikle Valandils arme om bag hans ryg med.
"Jeg skal give dig grotesk!"

[Deleted]

Valandil havde virkelig ingen anelse om hvordan han skulle tolke denne kvinde. Hun var da uden tvivl noget af det mest sære, som han længe havde stået ansigt til ansigt overfor. Han trak vejret dybt. Stedet her var uden tvivl smukt, så hvad pokker ville hun helt præcist med ham lige her? "Jeg kan bruge min mund til hvad den nu end skal bruges til, kvinde... Det er dit valg, at gå mig i vejen, når jeg har mine opgaver at udføre.. så gør det nemt for dig selv, og overræk mig den bue..!" Han havde bestemt ikke tænkt sig at vende hjem uden den eller noget som helst!

Hvad der skete efterfølgende, var slet ikke noget som Valandil havde set komme. Selv nåede han ikke at afgive nogen respons på kvindens ord, inden hun direkte havde valgt at falde direkte ind i ham, hvilket automatisk gjorde, at han mistede balancen. Han havde måske ikke givet hende pant for buen, men hvorfor pokker skulle han det, når det var hans? 
"Hvad i....?!" Han spændte kraftigt i hele kroppen, da hun tvang hans arme om på ryggen og faktisk bandt dem fast? Hvad pokker havde hun ikke lige gang i?! "Slip mig!" endte han med en fast tone.  Han sparkede kraftigt ud efter hende. Det her var da slet ikke noget som han fandt sig i, overhovedet!

[Deleted]

Da kvinden allerede lå med sin vægt imod Valandil blev hun ikke sparket til side, men væltede i stedet ind over ham med et højt skrig. Han ramte hårdt mod hendes ryg. Han var da også helt umulig.
”Det var da utroligt! Det her er SIDSTE GANG du får lov til at skade mig, lille mand.
Lig stille! Det var det her du ønskede. Jeg skulle vise dig hvad jeg ville bruge din vest og en lok af dit hår til. MEN, nu hvor jeg jo har dig behøver jeg ikke den slags.” Hurtigt pinnede Daelis Valandil til jorden med sine hænder mod hans skuldre og trykkede sine knæ hårdt ned mod hans lår. Han vred sig som en fisk på land, og det var bestemt ikke let! Hun bandede højlydt og lagde sig fladt imod ham med et lår på hver side af ham. Det kunne måske holde hende bedre i kontrol over situationen.
”Jeg håber du ligger komfortabelt, for du har lige ødelagt din mulighed for at bevæge dig frit. Du kan jo tilsyneladende ikke kontrollere det. Du gør det så meget mere besværligt at arbejde med dig! Aldrig har jeg været ude for en mere genstridig mand end dig… Men sådan er det vel med de vilde dyr, ey? Åh. Og min jakke?”
Daelis smed den, så hun atter kun sad i den revnede tanktop, med sin kavalergang blottet.
”Den tager jeg også pant for” Hun førte en kniv fra sit bælte og ned til tunikaen han bar under sin vest. Tunikaen fik den samme tur som jakken, men i stedet snittede hun den op fra top til tå, så hun kunne se hans overkrop. Synet var hun nu ganske veltilfreds med. Hun havde stadig den 6. sans hvad den slags angik.
”Og det med din mund! Jeg har tænkt mig at teste det du siger… Basse, ved hun i al verden hvad hun har smidt væk?” Daelis slikkede sig om munden og begyndte langsomt at køre sine fingre ned af Valandils brystkasse. De mange ar han bar vidnede om det liv han havde haft, og hun kunne lide det. Han var også en overlever, og han lavede noget.
”Jeg ville spørge dig hvad du kunne lide, men jeg går ikke ud fra at du selv ved det. Lige meget. Det skal jeg nok finde ud af.” Den mørke stemme hviskede blidt. Hendes læber strøg langs de delikate sener på hans hals, og hun gjorde sig sikker på at der ikke var noget i det område der overgik hendes opmærksomhed. Først med små, korte kys, sidenhen med sin tungespids.

[Deleted]

I Valandils øjne, var der virkelig ikke noget galt i at forsvare sig, og det var uden tvivl hvad han agtet at gøre i en situation som denne, for han ville ikke bare stå her og glo! Han knyttede næverne, som nu var bundet bag på hans ryg, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det problem. Hvor han dog hadet det! Foragtet det! Han kneb øjnene let sammen til hendes ord. "Det skulle du måske have tænkt på, før du gjorde det her mod mig! Uanset hvad du er ude på, så kan jeg love dig for, at jeg personligt vil finde dig, og slå dig ihjel!" Under normale omstændigheder var det ikke et sprogbrug, som han ville gøre brug af overfor en mørkelvisk kvinde, men hun gav ham for pokker da ikke noget andet valg!
Kvinden forhindrede Valandil i overhovedet at bevæge sig.. og han kunne slet ikke lide det. Hans hjerte begyndte at hamre ustyrligt mod hans bryst.. og da særligt, da hun valgte at blotlægge det.. Præget af en lang række ar og mærker, som tegn til at han var en kæmper, som havde kæmpet for sin egen overlevelse, og det var grunden til at han stod der hvor han gjorde i dag. 
"Hvad er det du vil med mig?" vrissede han med en fast tone, da hun selv valgte at gå igang med at.. kærtegne ham? Hans krop sitrede. Den form for berøring, kunne man bestemt ikke sige, at han var vant til at være i kontakt med, og han brød sig bestemt heller ikke altid lige om det! 
Legen som hun pludselig udførte med sin tungespids, fik det til at sitre i ham. Igen forsøgte han at få hende af sig. Han fandt sig ikke i dette! "Lad mig være..!" endte han med en fast tone. Han ville virkelig ikke have det!

[Deleted]

Det var ikke ofte at Daelis legetøj gjorde modstand. Om det over hovedet var normalt for en elver vidste hun ikke. Måske var Valandil syg? Hans forsøg på at puffe hende af sig fik hende i starten til at grine. – Indtil hendes kærtegn blev afbrudt af Valandils knæ, som bankede ind mod hende. Hun skreg, mest af alt af irritation. ”Enten kan du ikke forstå det, eller også vil du ikke, men du er ude af stand til at tiltale mig på den facon!”
Daelis vendte sig langsomt, mens hun klamrede sig fast til jægerens krop. Hun ville ikke slippe ham nu. Ikke når hun var nået så langt. Rollerne var byttet om, og Valandil var ikke længere jægeren, men et bytte. Daelis priste sig for hvilken gud hun end havde glædet nok til at hun var løbet ind i den lyse elver. Hvad hun havde gjort godt vidste hun ikke, men det måtte fungere.
Valandils ankler bandt hun sammen med sit tørklæde og en ganske utilfreds brummen til følge. Han fik sendt et isblik og efterfølgende en lussing på hver kind.
”Jeg har sagt det før Valandil, men du bestemmer hvordan det her kommer til at gå, og det du gør nu kommer du bestemt ikke på min gode side med.” Et par af de skarpe knivblade på hendes negle blev kradset hen over hans brystkasse, så han ville få et par flere ar til samlingen. Hun var begyndt at blive forpustet af at holde Valandil nede. Hans krop bar bestemt styrke, og det var ikke hendes stærke side.
”Hvad jeg vil? Men dog. Du har virkelig aldrig været krævet af en kvinde før. Pft, tag det som træning. Du er jo intet andet end et lille barn! Du vil ikke have det? Fint. Så skal jeg give dig noget andet!”
De skarpe blade fortsatte hun med at tvinge igennem overfladen på hans brystkasse. Ikke hårdt, men nok til at vække ubehag i ham.

[Deleted]

At ligge bundet på skovens bund, var da slet ikke en tanke som Valandil brød sig om, og derfor ville han da slet ikke ligge der! At han alligevel ramte hende med et knæ, var noget som næsten fik det triumferende smil til at brede sig over hans læber. Han ville ikke.. Han havde bestemt ikke tænkt sig at blive liggende og lade hende gøre, hvad hun nu end måtte gøre! "Tror du virkelig at jeg har tænkt mig bare at blive liggende og lade dig gøre, hvad du nu gør?" endte han med en fast tone. Om ikke da, så kendte hun ham slet ikke!
Det begyndte at blive koldt.. Valandil frøs, og særligt nu hvor hun faktisk havde ødelagt hans tøj, hvilket var et af de meget få sæt han havde! Han knyttede hænderne og forsøgte virkelig at rive dem til sig, selvom det ikke gik som han ville det - desværre, og han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det af den grund. Hvad hun gjorde, satte en dirren i ham. De nye rifter som hun gav ham, blødte lidt, men bestemt ikke nok til at han ville råbe og skrige af den grund. "Jeg skal personligt sørge for, at du aldrig mere kommer til at se dagens lys.." hvæsede han fast.

Valandil opgav dog ikke arbejdet med hænderne. Han havde nemlig ikke tænkt sig bare at blive liggende der, selvom det uden tvivl var svært for ham.. virkelig svært bare at acceptere, at han stod her som han gjorde lige nu. Han spændte kraftigt.. hans pupiller trak sig sammen, hvor han kom med et let gisp. Han havde aldrig været taget af en kvinde før, og han gik bestemt ikke ud fra, at det var sådan det skulle føles. Igen forsøgte han at rulle, for at få hende af. "Hold dig væk fra mig..!" advarede han mere anspændt end tidligere. 

[Deleted]

Daelis rev sig i håret af frustration. Han var ikke rask. Han kunne ikke være rask. Ingen sund mørkelver mand ville handle på den måde, men måske var det derfor han var blevet sendt bort i første omgang. De havde fornemmet at han ikke kunne bruges til andet. Hun kunne se at han var speciel med sit lyse hår, men at han også vigede fra sin pligt som mand var næsten usmageligt. Det gav ingen mening efter som han havde reageret så kraftigt når hun havde fornærmet ham ved blod tidligere.
”AJJ! Jeg har mødt køer med mere vid end dig! Alt skal nok ordne sig, hvis bare du samarbejder om det her. Lig stille og overhold din pligt!” Selv hans faldende temperatur.
Valandil fik banket en knytnæve ned i maven som svar på hans næste trussel. Et eller andet måtte hun vel gøre for at få ham til ro. Daelis måtte indse at de blide kærtegn ingen effekt havde. Ikke nok til at berolige ham hurtigt nok.
”Hmm… Jeg har ikke været så venlig imod dig, lille jæger. Du svarer ej så vel på smerte, så måske skal jeg bare give dig mere sukker.”
Hun pressede sine læber imod hans og stjal endnu et kys fra ham. I det mindste kunne det få ham til at holde mund. Sine fingre gled hun ned af hans brystkasse, og de farvedes af blodet fra de rifter hun havde givet ham. Daelis fortsatte ufortrødent ned af hans mave indtil hun nåede hans lår som fik et klem. Der var længsel at fornemme i hendes kys. Hendes læber strøg, nappede og søgte en respons fra hans. Noget hun ikke havde følt i alt for lang tid fra nogen. Hendes krop søgte ømhed, som om den var udhungret.
Noget før hun egentlig havde fundet det passende, gled Daelis hånd op på ydersiden af bulen i hans bukser. Læderet føltes køligt imod hendes hud, men gav så meget mere frit udsyn til det der var gemt bag det. Hun afbrød kort kysset og skævede med stor nysgerrighed ned mod den leg der nu udspillede sig. Valandil blev grundigt gnedet, klemt og masseret, så hun kunne få sig et indtryk af hans udstyr, men hun ville have sin vilje. Valandils manddom fik som straf lov til at blive inde i hans bukser imens. Så havde han så meget mere grund til at lytte efter hvad hun krævede af ham, og hun kunne more sig over hans vejrtrækning og hvilke ansigtsudtryk han måtte komme med, som den ellers praktiske beklædning begyndte at blive et fængsel for ham. Hans hoved var tykkere end et skjold hos kong Mattheus riddere, så hvor meget mere hun kunne gøre for at få beskeden igennem til ham vidste hun ikke: Hun var ikke ude på at gøre skade på ham. Hvis han samarbejdede kunne hendes lille spil blive ganske fornøjeligt for dem begge, og hans bue var god behold.
Hun kyssede blidt hans kind og spidsen af hans øre med en hvisken. ”Ssssh…” Hendes tunge begyndte langsomt at lappe de røde dråber som kom frem på hans brystkasse. Der var ikke den mindste forstyrrelse i nærheden, så tid havde hun nok af.

[Deleted]

Det var efterhånden begyndt at gå op for Valandil hvad det var denne kvinde måtte være efter, og det var bestemt ikke noget som han kunne lide. Det satte en voldsom. Han ville bestemt ikke samarbejde med hende, og det kom han så sandelig heller ikke til, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen! "Kald mig hvad du vil, men at underkaste mig hvad du vil have, kommer ikke til at ske..!" endte han med en fast tone.
Den knytnæve som blev kastet direkte i hans mave, slog luften ud af ham. Han begyndte at hoste og direkte gispe efter vejret. Han nåede jo end ikke at komme sig igen, før hun var igang igen, hvilket da virkelig irriterede ham! Nærmest desperat forsøgte han at få hænderne fri, selvom det bare ikke virkede for ham. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. alene det at hun troede, at hun kunne få lov, var slet ikke noget som han kunne lide!
Pligten som mand.. den havde han aldrig indfriet, ganske enkelt fordi at han havde levet alene ude i skoven, og bare tænkt på sin egen overlevelse. Han trak vejret hastigt, og da særligt, da hun begyndte for hans nedre... Hans øjne for direkte op, idet han vendte blikket mod hende. Hvis han kunne, så ville han igen sparke ud efter hende.. og han forsøgte virkelig. "H-hold de beskidte fingre for dig selv..!" endte han med en fast tone. 

Pladsen var ved at blive trang i bukserne i takt med at hun både berørte ham.. kyssede ham og gjorde alt det andet, og han kunne virkelig ikke have det! "S-stop..." Han ville virkelig ikke ligge der.. Desperat efter at få sine hænder fri, var det virkelig det eneste han kunne koncentrere sig om.. Han ville ikke ligge der!

[Deleted]

Daelis slikkede sig om munden, som Valandil begyndte at hoste over hendes slag.
"Du gør det kun så meget mere underholdende, Valandil. Holde op? Men du kan jo lide det, kan jeg se. Ha! Så kær den store, stygge jæger blev nu." En hård lussing strejfede Valandils tinding.
"Modstand eller ej, din underkastelse er ikke vigtig. Det bliver som jeg ønsker. Hvad vil du gøre? Fortælle din frue at du blev tilfredsstillet af en fremmed i skoven? Den brændende fornemmelse i dit underliv. Jeg kan gøre den værre indtil du bliver vanvittig." Tilfreds med den form Valandils nedre havde taget stoppede Daelis først med sine kærtegn, da hun var sikker på at hans følsomme del ikke blev tilladt at svulme mere af læderets grænse. Hans gispen var som glasuren på kagen. Hun vidste at det begyndte at gå som hun ville have det, og hun fandt det utroligt delikat. En mandlig jomfru var en sjældenhed, og hun ville nyde hvert givent sekund. Hendes hud føltes som glødende på trods af det ellers fugtige vejr, og hendes tøj var kun i vejen, så den ødelagte top blev smidt på mosset ved deres side. Valandils ende blev klemt blidt, mens hun trykkede sine bryster ind mod hans brystkasse for at holde ham nede og nappede drilsk i den ene af de elverkarakteristiske ørespidser. Hun dæmpede sin stemme.
"Jeg kan blive ved indtil du føler at du sprækker. Jeg ved hvordan jeg kan få mænd til at holde sig klare i en hel dag. Tør du udfordre mig?"
Af og til strejfede hun den hævede bule med sine fingre i pinefuldt kort tid. Hun ville ikke bare lade ham få sit frelse. Hun kunne pine ham indti han skreg efter mere. Under sine fingre kunne hun mærke Valandils kød dunke imod hendes håndflade, og det fik hende til at sukke og sende en række små kys ned langs hans hals. Men det var ikke det område hun ville rette sin opmærksomhed mod nu.
"Oh... Og Valandil?" Hun pressede knivneglene imod hans pulsåre.
"Det er ikke en god ting at prale med løgne. Det med din mund. Det får vi at se. Måske kan du bruge den til noget fornuftigt. Hvis ikke kan du når du går her fra. Og det har bare at være godt, eller jeg vil skære din hals over og drikke dit blod." For at vise hun var seriøs, strejfede Daelis Valandils hals med det kolde metal. Der fremkom en lille overfladisk rift.
"Kom i gang!" Hårdt greb Daelis fat i Valandils hår med den frie hånd og tvang hans mund imod sine lyse brysters bløde, følsomme hud.

[Deleted]

Valandil havde slet ikke nogen anelse om hvad pokker denne kvinde krævede af ham. Han kunne virkelig ikke finde ud af det! Slaget mod hans mave havde slået ham tildels ud, hvor han virkelig forsøgte at genvinde kontrollen over sig selv.
Uanset hvad hun gjorde med hans krop, som direkte lystrede under hendes mange berøringer, så var det slet ikke noget som han selv ville have! Han kæmpede forgæves med at få hænderne fri, selvom det nu slet ikke virkede til at ville gøre tingene, som han selv gerne ville have det. De lussinger som hun tildelte ham, fik ham kun til at klemme øjnene sammen. Det sved jo! "Du er en forfærdelig kvinde! At gøre sådan noget mod et andet individ mod deres ønske! Hvis du virkelig tror, at jeg har tænkt mig at gøre som du vil have det, så tager du gruelig fejl..!"
Normalt lå det slet ikke til Valandil at snakke sådan til nogen, men hun gav ham virkelig ikke en grund til at gøre noget andet. At hun direkte lå over ham, hvor han kunne mærke hende så tæt på, efterlod ham med en sitren. Sagen var vel at.. han kunne lide det et sted? Og at det var den tanke, som han måtte finde direkte skræmmende? Han rystede let på hovedet, hvor han igen desperat forsøgte at få hænderne fri. Det ville bare ikke som han gerne ville have det til! Hendes bid i hans øreflip, satte en voldsom gysen direkte igennem ham. Han kunne virkelig ikke have det! 
"Du skal bare give slip og lade mig gå..." forsøgte han igen, velvidende om, at han talte for døve ører. Knivneglen som hun pressede mod hans pulsåre ved halsen, fik ham til at ligge fuldstændig stille. Han klemte øjnene sammen, også selvom han ikke rigtigt nåede at sige noget som helst. "Og hvad mener d..." Hans ord blev kvalt direkte mod hendes bryst, da hans ansigt nærmest blev tvunget mod den bløde og lyse hud. Han spændte kraftigt. Aldrig havde han været så tæt på en kvinde før! Han prustede let, idet han forsøgte at vende hovedet væk. "Slip mig..!" endte han tydeligt anstrengt.

[Deleted]

”Og du: Den mest ynkelige mand jeg har mødt. Jeg begynder at tvivle på om du bærer samme blod som jeg. Dit udseende er meget eksotisk af en mørkelver, og du er mere af en pjevset parodi end noget som helst andet. Det her er sådan tingene er og altid har været. Du er det svageste led. En kvinde kommer til at tage dig før eller senere. Og jeg fangede dig først.” Valandil gjorde kraftigt modstand. På trods af tørklædet hun havde bundet om hans ankler og rebet om hans håndled bevægede han sig stadig nok til at irritere Daelis, men hun kunne mærke at han blev mere udmattet i takt med at hans krop blev mættet ved hendes berøring. Hun rakte om bag ham og forsøgte at vikle de løse ender af rebet rundt om det tornede krat der ellers omringede dem. En ny lussing gik imod Valandils kind. Hans hud var efter hånden rødlig og varm af de slag hun gav ham for hver gang han nægtede at parere ordre og gjorde modstand, men Daelis var ligeglad.
”Sådan. Hvorfor lyver du for dig selv? Du kan lide det jeg gør ved dig, OG du behøver ikke gøre noget. Jeg skal nok gøre alt det der skal til. Vil du ikke kunne tilfredsstille en kvinde, hmm? Det er en praktisk kunnen for en af din rang.”
Daelis næste trick var at finde en lille flaske med mørk væske frem af sin jakke. Hun åbnede proppen, hældte væsken ind i sin mund uden at sluge og smurte det over sine læber, hvor det lagde sig som mørke dråber. Så gav hun Valandil sit næste kys. Hendes læber mødte hans inden hendes tungespids blidt gled over hans læber og forsøgte at tilkæmpe sig adgang ved små pirrende strøg. Hun regnede ikke med at han ville skade hende i forsøget, da hendes berøring mod hans mund tidligere havde sendt gåsehud ned gennem hans krop.

[Deleted]

Valandil havde virkelig svært ved bare at blive liggende der, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst for at gøre modstand! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, og særligt, da hun fik ham bundet fast til kratet som lå ikke langt fra ham.. Hans fødder var bundet.. og hans hænder med. Hans modstand ebbede ud, selvom han virkelig forsøgte at holde ved. 
"Uanset hvad du vil betegne som min pligt af en mand, så er det ikke noget, som du nogensinde vil få lov til at tage del i af min frie vilje.." Hun kunne gøre det med tvang.. go særligt nu hvor det virkelig var ved at gå op for ham, hvad der egentlig skete, så blev det virkelig ikke et hak bedre af den grund. Han rystede.. det var koldt for ham at ligge der, og uanset hvad hun gjorde ved ham, så reagerede hans krop jo noget så tydeligt på det, og det kunne han da slet ikke finde ud af! Han klemte øjnene sammen.. Det sved i hans kinder efter hendes slag, og de var også malet røde af varme.. Han kunne virkelig ikke have det lige nu!
"Hvis du virkelig tror, at du får mig til det der af min frie vilje... så tager du fejl.." Uanset hvad det var hun spurgte på sine læber, så var det uden tvivl noget, som han måtte anse som meget.. mistroisk. Hvad pokker var det ikke lige hun havde gang i? Kysset som hun tildelte ham, og hvordan hun direkte tvang sig vejen med tungen, gjorde at han direkte lå fuldkommen stiv under hende. Han gengældte det ikke.. men derimod valgte han at bide så kraftigt i hendes tunge, som han overhovedet kunne komme til det. Hun ville bestemt ikke få lov til at gøre det der!