Survival of the dumbest

[Deleted]

Valandil vidste allerede nu, at han nok ikke ville komme op på benene lige foreløbig. Alene den tanke om at skulle bevæge det, var virkelig smertefuld nok som den måtte være i forvejen, og det var virkelig ikke noget, som han kunne gøre det mindste ved, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne eller ikke. Det var med en voldsom sitren i kroppen, som han slet ikke kunne styre eller kontrollere. Han støttede den ene hånd mod sit ben, og det andet mod det store kattevæsen som han nu havde fået øje på.. At der så skulle komme en mere, brød han sig overhovedet ikke om! Tvært imod, så var det noget som kun gjorde det værre, for han havde ikke noget at slå fra sig med!
Valandil blev siddende fuldkommen stile og med blikket vendt i retningen af det store dyr. Den ene kom tættere på, og den anden holdt afstand. Var det en del af deres strategi for jagt? Han havde slet ikke tænkt sig at blive byttet for i aftne, det var da helt sikkert! Den knyttede næve var egentlig det eneste våben han havde at benytte... Kattedyret stoppede op. I det store og hele, så var dette væsen heller ikke det typiske som man fandt i skoven på denne her måde, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han kneb øjnene svagt sammen.. Den lagde sig på ryggen? Hvad pokker skete der egentlig? Han slappede denne gang en smule mere af, selvom der ikke var nogen tillid til det dyr. Han kendte det ikke eller noget som helst, så selvfølgelig var det også noget som kunne mærkes. "Du er virkelig ikke farlig... er du?" endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod dyret. Han stolede dog på intet tidspunkt på det væsen, men den tvivl kunne sagtens have været meget værre.

[Deleted]

Elveren for hendes blik så virkelig ikke ud til at have det for godt. Hun kunne tydeligt se at han nok ikke kom til at støtte på det knæ før det blev tilset. Chantalle havde et godt hjerte, meget mere blid end hendes bror som under normale omstændigheder blot ville have ladet manden ligge og dø og så taget hans penge. Chantalle var anderledes, selvom hun gik forfærdeligt meget op i penge og hendes dussøre så hvis der ikke var en pris på folks hoveder så ønskede hun virkelig kun at hjælpe og være god ved alt og alle. Migra var gået ind foran hende. Han ønskede jo ikke at hun skulle komme noget som helst til for han elskede hende jo. Hun var hans søster og uden hende ville han ikke selv være her. At hun så bare gik forbi ham måtte irritere ham grusomt. Han knurrede kort før han søgte væk og bare lagde sig hvor han stadig kunne se dem begge.
Chantalle vidste at hun skulle være forsigtig. manden foran hende så virkelig ikke ud til at stole på hende hvilket var forståeligt nok. Hun bevægede sig langsomt, hun ville virke så lidt farlig som muligt. Hun nåede så tæt på som hun turde før hun lagde sig ned og lod de blide øjne hvile på hans skikkelse. Hun trillede op på ryggen hvilket var et tydeligt tegn på overgivelse, hun var ikke farlig, ikke det mindste og ønskede ham virkelig intet ondt. hendes blik faldt kort på hans knæ og det kom en tydelig bekymring over hende før hun trillede om på siden og bare lå så lang hun var og betragtede ham. Hans ord fik hende til at reagere en smule. Hun løftede kort hovedet og lagde det så ned igen. Hun ønskede virkelig kun at hjælpe ham men den eneste måde hun kunne komme til det var vel at afsløre sig selv. #Jeg ønsker dig intet ondt, elver mand# den lyde og blide stemme måtte runge i hans hoved. Hun havde ikke noget imod at afsløre at hun ej var en helt almindelig kat. Hun ville hellere bare få ham til at stole en smule på hende sådan så hun kunne tilse hans knæ for det trængte da til det.

[Deleted]

Valandil havde det bestemt ikke særlig godt, og selv alt taget i betragtning, var han næsten sikker på, at han aldrig nogensinde ville få gang i det ben igen, og særligt med det som var sket i en stund som denne, så det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Uanset hvem dette kattedyr måtte være, så stolede han bestemt heller ikke på hende, og det havde han så sandelig heller ikke nogen grund til. Selvom hun lagde sig ned og afslørede at hun ikke var farlig, så var det stemmen som pludselig rungede i hans hoved, som afslørede langt mere for ham. Hun var ikke en normal kat.. men derimod et menneskeligt væsen med muligheden til at forvandle sig til en. Han prustede ganske let, mens hans hånd endnu støttede mod hans knæ. Det gjorde ondt bare at bevæge sig! Han ville nok ikke omme op herfra lige foreløbig, og det var noget som han i sandhed virkelig var træt af!
Valandil lukkede øjnene kun for et ganske kort øjeblik. Han havde det bestemt ikke særlig godt, men var for meget en mand til at ville afsløre det. Han bed tænderne let sammen. Efter hvad han lige havde oplevet, følte han da slet ikke at han kunne stole på nogen som helst! Overhovedet ikke! "Og dine ord kan jeg stole på?" endte han sigende. Dette kattedyr havde uanset ikke været et typisk som ville være på et sted som dette, og derfor havde han jo haft sine anelser i forvejen. Han blev siddende med blikket hvilende på hende.. Han stolede ikke på hende.. og dog.. så havde han vel heller ikke noget andet valg?

[Deleted]

Elveren for hendes blik så virkelig ikke ud til at have det godt. Chantalle betragtede ham roligt og hendes blik søgte til hans knæ. Hvem eller hvad der havde gjort dette ved ham var hende ukendt og lige nu var det ligegyldigt. Det så virkelig slemt ud og hun vidste ikke om hendes evner var stærke nok til at gøre ham rast igen. Hun ønskede dog at gøre et forsøg og det var også derfor hun var kommet ham så tæt og havde lagt sig på den måde som hun gjorde det. Hun var ikke farlig, hun ønskede ham intet ondt, ville ikke skade ham mere. Han stolede ikke på hende, hun kunne se det, mærke det. Det var ikke underligt med alt taget i betragtning. Hun rullede om på maven og betragtede ham stille med hovedet liggende helt nede på jorden. Han var skeptisk over hendes nærvær men det var hvad man kunne forvente.
Hans ord lød og hun studerede ham lidt uden at reagere. Kunne man stole på hende? Svaret kendte hun ikke selv og dog så havde han ikke meget andet valg lige nu. Hun endte med at rejste sig op på alle fire, strække sig og derefter sætte sig ned igen mens de blide øjne hvilede på hans skikkelse. Hun sagde stadig intet. Så let som ingen ting valgte hun dog at lukke øjnene og forvandle sig for øjnene af ham. Den kvindelige skikkelse kom til syne foran ham, det blonde hår faldt blidt ned over hendes skuldre. Hendes slanke krop var tydelig som hun sad der på knæ foran ham. Hun åbnede stille øjnene som var ravgule, næsten som en kats og hun lod roligt øjnene søge let på sned. "Du har ikke meget valg lige nu. Lad mig tilse dine sår, elver" sagde hun roligt og med samme blide stemme som han havde hørt før. Hun ønskede ham virkelig ikke ondt, ønskede ikke andet end blot at tilse ham og prøve at se hvad hun kunne gøre for hans knæ. Det så slemt ud allerede på denne afstand.

[Deleted]

Tanken om at skulle være tæt på en anden kvinde, og særligt efter hvad Valandil lige havde været udsat for, gjorde det ikke just meget bedre for hans vedkommende. Hans krop dirrede af smerte, også selvom han virkelig forsøgte ikke at vise dette åbent og synligt, for det ønskede han da på ingen måde. Han slap dog ikke denne kvinde med blikket, da han vidste, at det i forvejen var farligt. Han kunne ikke stole på nogen.. end ikke sin egen slags, hvilket var en forfærdelig tanke for ham. Han trak vejret dybt og endnu med hånden hvilende tæt ved hans knæ. Han regnede ikke med, at han kunne bruge det igen.. Sådan som det føles.. det var virkelig grotesk og direkte forfærdeligt, at det var på denne her måde.
Som kvinden forvandlede sig til sin menneskelige skikkelse, blev han siddende let trykket op af træet. Han havde ondt.. han kunne ikke komme op, og nu hvor han vidste, at han ikke var i stand til at imødekomme det krav til arbejde som hans Kahli havde stillet og sat til ham, så frygtede han ærlig talt for konsekvenserne i det lange forløb. Hvad skulle han nu? Hun ville tilse hans sår? Var det underligt, at han ikke stolede på hende? For det var ærlig talt ikke noget som han gjorde med vilje. "Ønsker du at tilse dem... så tilse dem.. Kahlis nåde trøste dig, om du forsøger på andet.." Han vendte blikket væk fra hende. Sagen var vel, at hans mandlige stolthed var ramt? Voldsomt og meget endda? Selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig, for det var bestemt heller ikke noget, som han kunne sige, at være stolt af!

[Deleted]

Hvad denne mand havde været igennem anede Chantalle heller ikke. Og for hende var det et sted også ligegyldigt. Det kom ikke hende ved hvad der var sket og ej heller kom det hende ved hvorfor. Hun kunne se at han havde ondt selvom han virkelig gjorde et ihærdigt forsøg på at skjule det. Den mandlige stolthed var virkelig underholdende en gang i mellem. Hvorfor ikke blot indrømme at man havde de smerter man nu havde. Hun studerede ham en smule og lod hovedet søge let på sned. han var elver men af hvilken race anede hun ikke endnu. Hendes umidelbare tanke var ikke at han var mørkelver fordi han var så lys og havde det flotte lyse hår. Dog var det hende ligegyldigt hvad han var. Han havde ondt og hun havde en mulighed for at hjælpe ham og den tog hun til sig med al lyst. De katte agtige øjne hvilede på hans ansigt lidt før de gled ned mod hans knæ. Det så virkelig slemt ud, hun vidste ikke om hun overhovedet var i stand til at gøre noget som helst ved det men hun kunne de om ikke andet prøve.
Hun havde forvandlet sig for hans blik, hun kunne ikke hjælpe ham i sin dyreskikkelse selvom hun vel et sted havde fortrukket det. Hun var langt mere forsvarsløs når hun var som hun var nu og især overfor en mand. Hun var ikke særlig fysisk stærk og det var også derfor hun var så glad for at Migra var der til at beskytte hende. Han stolede ikke på hende, hun kunne fornemme det på ham, mærke det i hele hans krop og sind. Hun bebrejdede ham ikke, hun var en fremmed, ikke en han kendte og den forfatning han var i virkede det ikke som om at tiltro til andre havde fået ham ret langt. Hans ord fik hende blik til at vende sig mod hans ansigt på ny. Kahli, mørkelver altså. "Du burde tale pænere til folk som prøver at hjælpe dig. jeg er ej bange for dig i denne tilstand eller for din Kahli. Min hjælp er gratis, tag den eller lad være men prøv ej at skræmme mig med tomme ord, mørkelver" sagde hun roligt og dog men en smule fast tone før hun rykkede sig tættere på ham og forsigtigt lagde den ene hånd på hans lår så tæt på knæet som hun turde uden at det ville gøre alt for ondt på ham. Et lys kom ud fra hendes hånd som hun undersøgte hans skade, knust. Det var virkelig så slemt som det så ud. Hun sukkede en gang og satte sig til rette ved hans side. "Det vil komme til at gøre meget ondt, nok mere ondt af da du fik skaden. Kan du holde dig i ro eller skal min ven holde dig nede?" Hun pegede blot overpå leoparden som lidt muggent løftede hovedet og betragtede dem før han lagde sig ned igen.

[Deleted]

Den mandlige stolthed talte uden tvivl imod fra tid til anden, og det var ikke ligefrem noget som Valandil kunne øre noget ved. Det var bare en del af det at være det væsen som han var - at være kold og stærk.. fremstå som det i hvert fald, selvom det uden tvivl var svært for ham lige nu. Hans krop dirrede af smerten som han følte, men han vidste slet ikke om det var noget, som han burde tage imod fra hendes side.  Som hun havde forvandlet sig, og søgt tættere på ham, fik ham til at knibe øjnene let sammen. "Hvem siger, at jeg har været interesseret i den hjælp, som du kan skænke mig?" spurgte han med en ganske så kortfattet tone, for det andet var da kun med til at gøre ham voldsom irritabel.

Valandil var ikke helt sikker på hvad denne kvinde var ude på. Men alene det at hun rørte ved hans ben, satte en smerte nærmest ubeskrivelig igennem ham, og det kunne han slet ikke have med at gøre! Han vendte blikket væk. Hun tilbød det ganske vidst gratis, men det ville koste ham dyrt i stolthed.. og mere end hvad han nok ville stå ved at have betalt for noget som helst, og den tanke kunne han virkelig slet ikke have. Han prustede ganske let. "Hvordan gøre ondt? Og mere end at modtage det? Prøv du at få dit knæ smadret af en sten..!" Han ville ikke have at nogen skulle holde ham nede, også selvom det måske var hvad der skulle til i en situation som denne. Han vendte blikket kort mod det andet kattedyr som lå der.. Alene tanken om det.. han kunne ikke have det. "Hvorfor hjælper du mig?" spurgte han dernæst med en mere forvirret mine. Folk i deth er land hjalp ikke ligefrem hinanden.

[Deleted]

Chantalle blev altid lige forundret over hvordan den mandlige stolthed påvirkede selv folk som var skadet. Hun så det ofte i Migra så vel som de andre mænd hun om gav sig med. De ønskede aldrig hjælp, ville klare sig selv og var der en kvinde som var bedre end dem til noget som de var stolte af så var verdenen på den anden ende. Mænd. Hvad skulle man dog med dem i det hele taget? Hun lyttede til hans ord som hun søgte ham nærmere. Hun stoppede op og vendte blikket mod ham igen med en tydelig irriteret mine. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet. "Mænd ..... De stolthed og stædighed vil ende med at slå dig ihjel en dag. Tag dog imod den hjælp du bliver givet. Der er som regel ikke meget hjælp at hente i dette land" pointeret hun stille og vendte blikket tilbage mod hans knæ.

Chantalle var virkelig ikke ude på noget som helst lige nu andet end at hjælpe ham. Han så forfærdelig ud og hun kunne se at han havde ondt, hvilket var en tanke som hun ikke brød sig synderligt om. I bund og grund havde Chantalle et godt hjerte og et blidt sind og hun elskede at hjælpe andre selvom det en gang i mellem ikke var til at se på hende. Hans knæ var forfærdeligt og hun ville skulle holde det sammen for at få det til at heale bare nogenlunde og det ville komme til at gøre rigtig ondt på ham men det ville hjælpe. "Jeg er nød til at tage fat og holde fat om dit knæ, skubbe knoglerne tættere sammen for at få det til at heale blot en smule. Det vil komme til at gøre forfærdeligt ondt men det vil reducere din smerte bagefter." Der var ingen grund til at lyve for ham. Smerten ville være ulidelig for det fleste, det var da helt sikkert. hans spørgsmål fik hende til at stoppe op og tænke sig en smule om. Hvorfor hjalp hun egentlig? Hun vidste det ikke, kunne ikke give ham et svar som sådan. "Jeg hjælper vel fordi jeg kan. Jeg er ej den mest hæderlige eller retsskaffende person på denne jorde så det at hjælpe en gang i mellem er vel min måde at rode bod på det" sagde hun med et skuldertræk og satte sig til rette ved hans knæ på ny. Hun kiggede ned på hans ben men tog ikke fat i det endnu. "Er du klar?"

[Deleted]

Valandils modstand mod denne kvinde, var måske ikke noget som talte for hans sag i øjeblikket, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Hans krop sitrede af den smerte som han måtte føle, men havde han virkelig nogen grund til at skulle stole på den kvinde, som stod foran ham lige nu? Som hun selv fortalte ham, så var der ikke meget hjælp at hente i Dvasias - hvorfor gjorde hun det så? "Jeg forstår ikke hvorfor du vil yde mig den hjælp, som du så fast påstår er mig tiltrængt," sagde han direkte. Det ville måske slå ham ihjel en dag.. men det var da uden tvivl en bedre straf end det som han vidste, ville vente sig ved hans Kahli.

Valandil havde ikke rigtigt nogen muligheder for modstand. Alt det som var sket i aften, så nej... så stolede han bestemt ikke på kvinder, og da slet ikke nogen af dem som bare.. tilbød sig på den måde. Han trak vejret dybt. At vide, at hun skulle vride i hans brud ved knæet, gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hans vedkommende. Faktisk var det slet ikke noget som han kunne lide! Han rystede let på hovedet.. Mest for sig selv faktisk. "Det lyder for mig, som du er ude på at gøre det brud værre end hvad det er," sagde han blot. Han kunne ikke garantere for, at han ville arbejde imod det, når hun begyndte. Hans krop begyndte igen voldsomt at sitre.. Alene den tanke om det, var virkelig.. forfærdelig. Han kunne slet ikke have den! Han vendte sig væk fra hende igen. Det var pinligt.. pinligt for ham at bede om hjælp. "Hvor er din ven?" spurgte han. Hvis hun så absolut skulle gøre det, så måtte de nok holde ham nede.