Survival of the dumbest

[Deleted]

Mens Valandil snakkede grinte Daelis blot af hans tydelige irritation. Krudtet begyndte hun at gnubbe ind i sårene. Hun skævede til ham, og på trods af den brændende fornemmelse fik hun frempresset et noget næsvist smil og smaskede et par gange. ”Valandil. Valandil, Valandil, Valandil.” gentog, næsten som for at smage på ordet og hvordan det lå i hendes mund. Så blev hun stille for en stund. Fra sit bælte trak hun nogle kviste og slog to af sine flintesten mod hinanden. Efter de var tændt bed hun tænderne hårdt sammen. Flammen beskyttede hun nænsomt mod blæst indtil ildens flamme blev ført op mod sårene. Alkoholen gjorde at ilden ivrigt slikkede op og ned af hendes lyse hud, skønt den var lille. Smerten ændrede kun karakter, men den blev ikke mindre, og det fik hende til at slippe et til sammenbidt hyl.
Krudtet begyndte at danne en sort skorpe, og hun blev ved indtil blødningen var stoppet.
Hun blev siddende mens hun gispede.
”Meget vel. Fortæl mig hvilket tag du hører under… Lille mesterlige jæger.” Gradvist blev hendes stemme mere og mere blød som hun fik kontrol over smerten og gispene. Men hun følte ikke at hun var færdig med ham. Efter et par anstrengelser fik sortelverkvinden tvunget sig op på sine ben, mens hun holdt sig til sin skulder. Bandagen der før havde været om hendes overkrop begyndte hun at vikle rundt om området med de to sår. Hun fløjtede af sin hund, viftede sin hånd ud til siden og den løb ind imellem et par døde træer.
”Neej. Jeg vil lade dig leve.” Hunden kom løbende tilbage Valandils bue, som Daelis tog i hånd og beundrede flittigt.
”Ja,… Jeg har lært at du ej er af et fromt gemyt. Du er uden tvivl af sortelvernes blod.” brummede hun blidt. Daelis fingre gled op af træets skaft og sugede alle detaljer til sig. Hendes blik så næsten ud som i trance. Det var uden tvivl et smukt stykke og meget arbejde der var lagt i den. Træet føltes behageligt glat, som det smygede sig forbi hendes hænder.
”Til gengæld vil jeg tage din bue som pant for de skader du har skænket mig.”
Hun lod sin hånd glide langs buens skaft et par gange inden hendes mørke øjne vendtes mod Valandil. Hun slikkede langsomt op af den. Hendes øjne intenst fokuseret i hans
”Det er min nu... Du skylder mig en tjeneste for det her.”

[Deleted]

Valandil vidste godt, at han i øjeblikket var fanget i en situation, som for en mørkelvisk mand, ikke var nem at komme ud af, ganske enkelt fordi at han havde valgt at slå fra sig på en kvinde - uden at vide, at det var en kvinde! Hans hænder dirrede af det rene raseri, også selvom alt af modstand havde ophørt i det øjeblik, at han havde fundet ud af, at det var en kvinde. Han kneb øjnene let sammen og med blikket vendt i hendes retning. Han turde ej se bort i frygten for hvad hun kunne finde på, og specielt med det mærkværdige håndvåben som hun havde i sine næver. Han kunne bestemt ikke lide det! Selvom hun havde smerter, så var det noget, som hun i hans øjne, selv påførte. 
"Jeg hører under mørkelvernes leders tag," svarede han ærligt. Lederens egen personlige jæger, og det var så sandelig også noget, som han var stolt af, for han vidste at han var dygtig, bare han havde sin bue, stilhed og den tålmodighed som prægede ham som en normal person, selvom det var noget som hun havde ødelagt for lang tid siden! 

Som hendes bæst valgte at komme med hans bue i sit gab, kunne han jo allerede nu sige, hvad det ville ende med, og han havde bestemt ikke tænkt sig at give op på den! Det var en meget personlig ejendel for ham og bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at give afkald på! Ikke på vilkår! "Og hvorfor skulle jeg ønske at give afkald på denne? uden den, er jeg ej i stand til at udføre mit arbejde," pointerede han med en ganske kortfattet mine. Nu følte han sig for alvor truet. Hun havde netop frataget ham det, som gjorde, at han faktisk kunne forsvare sig! 
Denne kvinde provokerede ham.. Og det var ikke bare lidt, men uden tvivl meget! Han kneb øjnene fast sammen og med en tydelig dirren i kroppen. "Giv mig den.." endte han kortfattet. Ja, han smed en ordre i hovedet på hende!

[Deleted]

Jo mere Vlandil reagerede, jo mere morede det kun Daelis. Hun vendte ryggen til ham og kiggede sig hen over skulderen.
”Nej. Du lyver. Tatiana – den kvinde ville da aldrig bare tage sådan en skarnunge som dig ind. Hun er for god til dig. Eller det tror hun selv om alle.” Daelis stemme bar tvivl. Hvis det virkelig var sandt kunne der være lyd om det. Hun var en af dem der havde dømt Daelis til døden trods alt. Og hvis hun fik vished om at noget ikke var som det skulle være… Hun ønskede ikke at tænke på det.
Valandils bue fortsatte hun med at knuge ind til sig, som var den en højtelsket ejendel af stor betydning. Hendes store hund logrede med halen. Den havde ikke opfattet meget af situationen. Af og til brummede den svagt af elvermanden. Han havde trods alt lige sparket den. Daelis grinte blot og klappede hunden på hovedet.
”Barnet siger at det er min bue, kan du vel nok se. Lad mig tænke over det! Hmmmm - NEJ, det er min nu. Du må kreere en ny.” Hendes hænder kærtegnede stadig buens overflade.

[Deleted]

Valandil kneb øjnene sammen. Skulle han virkelig gå rundt og lyve om den slags? Tatiana var hans frue, selvom han vidste, at han ikke var en mand til at skulle omtale hende ved navn. Han var hende underdanig, selvom han var en mand, som også havde sine holdninger og meninger. "Hvorfor skulle jeg lyve om min Frue?" endte han kortfattet. I sig selv, tolkede han det som hån og nedgøren overfor hende, og det fandt han sig bestemt ikke i. Nok var han en mørkelvisk mand, men af den grund, så var han uden tvivl også stolt af, hvad han havde formået at opnå med de midler som han nu var i besiddelse af.
Buen havde hun tilsyneladende ikke tænkt sig at opgive. For nu havde Valandil valgt at ignorere hendes køter.. Den kunne få et spark mere, hvis den ville have det! Hans øjne gnistrede. "Du kan ikke frarøve mig mit levebrød! Jeg har brugt årevis på at konstruere den bue! GIV MIG DEN!" Denne gang hævede han stemmen betragteligt, da han søgte hen mod hende. Måske han ikke burde lægge en hånd på en mørkelvisk kvinde, men når hun truede ham på den måde, så kunne han virkelig ikke se noget andet valg!

[Deleted]

Daelis mørke blik spærredes op. Han begyndte at opføre sig truende igen. Hans stemme knurrede næsten, og hun frygtede om han bar våben, men det var intet der fik hende til at afgive buen.
"Præcis. Og når nu du besidder den viden der skal til for at lave den, så kan du konstruere en til på ingen tid."
Valandil trådte længere imod hende, og Daelis begyndte at gå baglæns væk fra ham.
"Ey ey ey! Sænk farten. Vi kan tage det her som civiliserede individer. Lad os slå en handel af! Hvis du virkelig er hendes... Du får hjorten, og jeg beholder buen. Du bliver dagens helt inde i byen, og alle er glade. Mama Tatiana må bestemt også lægge mere mærke til dig, hmm? Hvem ønsker ej dette i din position..." Daelis læber formede et kækt smil.
"Var din mund..."

[Deleted]

Valandil var ikke den aggressive type, men lige her kunne han ikke lade være, også fordi at den bue var hans levebrød, og det var slet ikke noget som han ønskede at give afkald på, på nogen som helst måde, dersom han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. "Den bue er mit levebrød og har en særlig betydning for mig, og derfor ville jeg blive ganske tilfreds, om jeg kunne få den med mig hjem igen," endte han med en ganske kortfattet stemme.
Kvinden som han stod overfor var jo direkte torskedum! Hun forstod jo for pokker ikke hvad han forsøgte at fortælle hende! Uden buen ville han ikke kunne udføre det arbejde for Tatiana, som han havde startet op, og selvfølgelig var det noget som klart måtte irritere ham som intet andet! Han kneb øjnene let sammen. Hun havde tilsyneladende ikke tænkt sig at opgive den bue.. Men hvad af værdi så hun overhovedet i den, når hun havde det mærkværdige våben ved sin side? "Jeg tror ikke du forstår betydningen af den bue for det arbejde, som jeg skal udføre for fruen," endte han kortfattet, idet han fortsatte i retningen af hende, for han var bestemt heller ikke bange for at gøre det.. Han ville slet ikke forlade stedet her uden den skide bue!

[Deleted]

Aldrig havde Daelis lært at skyde med bue. Hun kunne derfor ikke bruge den til noget. Den eneste grund til at hun ville have den var fordi den tydeligt var af godt håndværk. Og fordi den var hans. Hun følte en vellyst til at ville tage et stykke af ham. I det her tilfælde hans bue.
I første omgang begyndte hun blot at gå videre med ham i hælene og hængte den flænsede jakke og tørklæde løst over sine skuldre. Hans irritation så ikke ud til at trykke hende spor. Hun begyndte endda at fløjte lystigt. Han fulgte hende næsten som en dresseret hund, hvilket hendes ”lille” baby også gjorde, dog i god afstand fra ham. Alene fordi han valgte at følge hende holdt hun buen hårdere til sig. Daelis kunne bestemt godt lide det.
”Lille Basse da. Du er en jæger. Jægere skyder ting. Der er en stor, fed hjort som du kan få, og du afslår blankt, selv om man skulle tro du har fuldført din opgave for nogle dage ved at bringe den med. Du kan købe en ny bue. Elleeer… Hvad vil du give mig for at få den igen, ey Guldmås? Det har bare at være godt efter alle de ting du har gjort ved mig, mine klæder og min lille skat. Hvorfor vil du over hovedet have den tilbage? Buer er forældede, lette at ødelægge og ikke specielt raffinerede. Du skyder mig blot igen, hvis jeg giver dig den.”
Hun klappede geværet som hang over hendes ryg.
”Det her er fremtiden. Det vil revolutionere krig og skal gøre mig rig"

[Deleted]

Valandil kunne sagtens tage den smukke hjort med hjem, og gøre sin frue tilfreds for en enkelt aften, men når det så kom til alt det andet, så havde de da et problem for alvor, for han ville ikke kunne jage, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham, og derfor reagerede han som han gjorde i denne stund. Han kneb øjnene sammen. Normalt ville han ikke reagere på denne måde, men lige her, så kunne han ikke lade være. 
"Måske det i din optik er en forældet ting, men for mig, som er vokset op med det, og har haft det som eneste våben, og ved at frarøve mig det, frarøver du mig mit levebrød.." Det gjorde ham uden tvivl frustreret som intet andet, og det var noget som helt klart irriterede ham, men han måtte jo prøve at gøre noget ved det om ikke andet. Han fortsatte blot med at søge efter hende, som hun fortsatte med at søge væk fra ham, for han fandt sig bestemt heller ikke i det, og det markerede han tydeligt. Som hun hentydede til sit eget mærkværdige våben rynkede han på næsen. Han stolede ikke på den slags, og det stod han gerne fast ved.
"Jeg er ej kendt med den form for våben, og hvis det skal vise sig at være så meget bedre end buen her, så kan du lige så godt opgive den på forhånd og give mig den tilbage.. Tage hjorten og lade mig jage det som skal jages, og så tage hjem.. Så har dette møde aldrig eksisteret," endte han med en kortfattet stemme, idet han igen fast vendte blikket mod hende. Han nåede hende hurtigt, hvor han lagde hånden fast på hendes skulder. "Nu," endte han fast.

[Deleted]

”Aldrig eksisteret? HA! Forstår du da ingen ting? Alt det du har gjort. Du skylder mig en tjeneste for alt det her. Du skylder mig en tjeneste for ikke at tage dit liv, eller gøre dig halt. Jeg kommer ikke til at glemme dit ansigt foreløbig, min lille vildbasse.” Daelis stoppede da han lagde sin hånd på hendes skulder og vendte front mod ham. Hun lod sine fingre glide blidt mod hans kæbelinjer, og hendes blik blev for en tid igen fjernt – næsten udhungret. Hendes pegefinger strejfede hans læber, og hun slikkede sig om munden.
”Hvem siger at jeg agter at bruge din bue til at jage? Neej, så let slipper du ikke. Giv mig din lædervest, og en lok af dit hår… Og dråber af dit blod.”
Buen hang hun bag om sin ryg, på geværet og brugte begge hænder til at stryge og kærtegne Valandils ansigt. Hånden der før knugede buen kærkomment til sig udforskede hans hals. – Indtil den nåede hans nakke, og hun rykkede kraftigt bagud i hals hår og holdt det i sin knyttede næve.
”Hvis du nogensinde fortæller nogen at du har set mig og hvor henne vil jeg finde dig, lamme dig og fratage dig din tunge, forstår du, hmm - Valandil? Nu. Du vil være en god mand og gøre som jeg siger, vil du ikke? Dine læber er så bløde, så man skulle tro ingen havde berørt dem før. Som jomfruelig sne. Tatiana er bestemt ramt af uset galskab at sende sådan en perle som dig væk...”
Daelis smil blev bredere. Først ualmindeligt truende og sadistisk, men så mere mildt. Hun tillod sig at nærme sit ansigt ganske tæt mod hans indtil der næsten ingen afstand imellem dem var. Så tiltede hun sit hoved. Hendes brune øjne studerede hans ansigt igen.
Og hun pressede uden varsel sine læber grådigt imod hans i et kys, med en ganske veltilfreds brummelyd.

[Deleted]

Valandil var efterhånden derude, hvor mhan måtte erkende et nederlag, og det var bestemt ikke noget osm han havde synderlig meget lyst til. Den bue var hvad han skulle bruge for at kunne ivaretage det arbejde, som han nu havde, og det var noget som han uden tvivl agtede at gøre! "Jeg skylder dig intet!" hvæsede han med en fast tone, idet han så til at hun vendte sig. Først der slap han hende. Minen forblev alvorlig.. Iskold og stålfast, for han stolede på ingen måder på den kvinde, som han netop stod overfor. 
De kærtegn som hun pludselig skænkede ham, fik ham til at vende blikket væk fra hende. Det var nok den mest tydelige protest som han burde vove overfor en kvinde. Den var ikke verbal, men dog derimod skræmmende tydelig af den grund. "Jeg synes det er en mere fair deal at lade mig gå istedet for alt det andet her. Ej har du noget at bruge min vest, mit hår og mit blod til," afviste han, idet han endnu en gang fast vendte blikket mod hende. Han brød sig virkelig ikke om den vending det hele havde taget, og slet ikke når han ikke havde kontrol over det længere, for det havde han jo slet ikke! Strøget over hans læber satte en sitren i ham. Aldrig havde han været tæt på nogen kvinde i sit liv.
Kysset som hun alligevel valgte at give ham, slog ham direkte ud af kurs. Hastigt vendte han blikket væk og trak sig hastigt væk fra hende, idet han valgte at give hende et ordentligt skub. Mest for at tvinge hende væk fra sig. "Hvad er det du gør?!" endte han med en hvæsende stemme. Det ville han da slet ikke have!

[Deleted]

Daelis tabte kort vejret da Valandil brød hende bort fra hans varme læber. Hans kraftige hænder ramte hende i maven, og tvang hende til at vakle bagud inden hun genvandt fodfæstet. Først så hun noget forundret ud, men så slog hun en høj, klar latter op. Hun slikkede sig om munden, som havde hun lige indtaget en delikatesse. Da den intime nærkontakt opstod, skønt det kun var et kort øjeblik, mærkede Daelis det krible behageligt ned af sin ryg. En følelse hun havde savnet længe og det fik hende til at længes og hendes øjne til at gnistre passioneret efter mere. For at dulme det hele bed hun sig hårdt i sin tommelfinger, og kørte tungespidsen hen over den. Ikke et øjeblik forlod hendes opmærksomhed ham.
”Jeeeeg… smager dig!” Hun begyndte langsomt at cirkulere rundt om ham og hendes hofter begyndte næsten som as sig selv at vugge i takt med elverkvindens langsomme skridt.
Valandil afslog hendes berøring, men hun havde lagt mærke til den reaktion der før blev vækket. Han modarbejdede den. Måske var det noget nyt for ham at udforske. Mændene i byen havde mange forskellige opgaver. Nogen var gladiatorer og kæmpede i ringen for underholdning, andre var tjenere og holdt kvinderne med selskab. Gjorde de arbejdet godt, ville de blive betalt og belønnet. Enten i penge, eller hvad man kunne aftale sig til, nogle gange i fysisk form. Sidstnævnte kunne også være hvis de blev fundet værdige og udvalgt til at skabe en ny generation af sortelevere. Det var næsten Daelis utænkeligt at han ikke skulle have oplevet tilnærmelser fra en kvinde før, men de små tegn tydede på det. Hun fik næsten lyst til at teste ham mere, blot for at se hans reaktioner på de ting hun havde lyst til at gøre ved ham.
”Har du tabt vejret vildbasse, hmm? Skylder mig intet, jaja… Så det tror du. Jeg tilspørg dig igen. Giv mig din vest og en lok af dit hår.”

[Deleted]

Valandil havde slet ikke regent med at skulle blive udsat for noget hen af det her, og det at blive.. kysset var da noget af det sidste, som han havde regnet med på denne her måde! Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, idet han hastigt skubbede hende væk. Han ville slet ikke have at hun skulle komme så tæt på, og da slet ikke på denne måde!
Kvinden trængte ham op i en krog, og det føles på ingen måder behageligt for hans vedkommende. Han rystede på hovedet og forsøgte at finde noget andet at fokusere på. Det var bare ikke nemt. Det var virkelig ikke nemt på nogen måde overhovedet! "Hold dig væk fra mig!" endte han med en mindre hvæsen i stemmen, for han brød sig da slet ikke om det!
De grønne øjne gled direkte i retningen af kvinden endnu en gang. Han kneb øjnene sammen. Han ville slet ikke have at hun skulle have den kontrol over ham, og da slet ikke når det var på denne måde! Han vendte blikket væk fra hende igen. Et sted vidste han jo godt at han ikke besad retten til at afvise, men det der var virkelig bare at komme alt for tæt på, og det var ikke nemt for ham lige nu. Han prustede let, som havde han været en arrig tyr, inden han gav sig til at løsne sin vest. Hans hår derimod, var ham et svagt punkt. Han havde slet ikke lyst til at give hende den slags! Det var en del af det elviske.. Og noget som han faktisk var stolt af at have!

[Deleted]

Alle Valandils afslag og modstand gjorde ham kun mere spændende for Daelis. Der var mere udfordring ved ham end de mænd som hun havde været frue for og bare hoppede på et ben, for så at lægge sig ned for hende, og hans reaktion havde derfor en vis underholdningsværdi. Hun lod sig ikke slå ud, men udforskede hans grænser med stor interesse.

”Holde mig væk min lille jæger, hmm? Jeg troede du ønskede at få denne her igen.” Buen der hang over hendes riffel blev klappet et par gange, og hun gik imod ham igen indtil hun stoppede en arms længde væk.
”Hvorfor skulle jeg holde mig væk, når en del af dig kan lide det? Du besidder ej retten til at behandle nogen kvinde sådan her.”
Daelis fingerspidser nåede ham atter. Hendes hud udforskede hans bløde hals, og han blev nusset som var han en lille kat der skulle tæmmes.
”Ouh, der er bid i dig! Jeg kan lide det, vildbasse. Nu. Giv mig en lok af dit hår med – men mama kan da også komme og hjælpe dig, hvis det er så besværligt. Med mindre du selvfølgelig har et bedre tilbud..”
De perlehvide tænder syntes at skimtes bidsk, og hendes øjne glimtede, som hendes hånd gled ned af hans brystkasse.

[Deleted]

Valandil kunne virkelig ikke finde ud af denne kvinde, og han brød sig bestemt heller ikke om det. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Hun havde taget hans levebrød ved at tage buen, og det lange hår, var jo en stolthed for alle elviske væsner.. og der var han så sandelig heller ikke noget undtag. Han kneb øjnene sammen. Hvad pokker var hun egentlig ude på? Han kunne da slet ikke have den tanke! "Uanset hvad du vil mig, så forlanger jeg at få den bue retur. Det er mit levebrød," endte han med en fast tone. Han havde ganske vidst selv lavet den, og han kunne lave en ny, men det ville tage ham mange år overhovedet at komme op i nærheden af det stykke kunstværk hun stod med i sine hænder. Hun havde ingen anelse om den værdi der lå i den.
Som kvinden igen kom tæt på ham, og lod hånden stryge hans hals, måtte han bide det i sig. Et sted vidste han jo godt, at han ikke kunne holde hende væk fra sig, og da særligt nu hvor han vidste, at det var en mørkelvisk kvinde han stod overfor, så var det virkelig kun det sværere for ham. Han knyttede næverne. Om han var vild? Hun kunne tro at han var vild!
"Hvis du havde levet som jeg, så havde du nok også gjort dig andre tanker end hvad du gør dig nu.. giv mig min bue, og jeg forsikrer dig om, at du aldrig får mig at se igen." Det var et løfte, som han ville gøre hvad han kunne for at opfylde, for han ønskede virkelig ikke at komme for tæt på. Hun gjorde ting ved ham, han nemlig ikke brød sig om! "Hvorfor ønsker du en lok af mit hår?" spurgte han direkte mistroisk. Han ville vide det!

[Deleted]

”Og Vesten – Taaaak, Gyldenmås.” Daelis hånd raktes frem imod den lyse mørkelver, men kort efter hævede hun sit ene mørke bryn, og hendes smørrede smil blev brede. Det var ikke ofte hun fik den slags direkte spørgsmål. Vidste han overhovedet hvad han spurgte om? Hans pludselige nysgerrighed var uanset hvad noget der måtte more hende.
Daelis nærmede sit ansigt hans indtil der kun var et par næsers luft imellem dem.
”Er du sikker på at du vil vide det, hmm? Nysgerrighed dræbte katten, ved du vel nok, eyy`? Når nu jeg får frataget mit ene trofæ må jeg vel have et andet. Det er vel ej så særligt. Du kan beholde dit blod. Det har jeg allerede smagt.”
Hun blev stille for en stund. Mistænksomt stille. Hun drejede om på foden og spankulerede et par skridt rundt, mens hun studerede skoven omkring dem. Grunden under hendes støvler virkede ikke speciel komfortabel. I hvert fald ikke får den passive part, og der var måske for åbent. Daelis begyndte at lege med et mellemtykt reb af sammenflettede læderremme.
”Hvis du absolut er interesseret KUNNE jeg vise dig det. Men omgivelser her er mig upassende. Desuden… Synes jeg ikke ligefrem du har gjort dig fortjent til det.” kvidrede hun med spidsede læber, og de mørke øjenvipper viftende omkring det dådyrblik hun sendte ham.
"Med mindre du selvfølgelig insisterer. Det vil være nemmere, hvis du samarbejder... Men du har vidst ikke noget valg, hvis du agter at få din bue retur."[/font]