Survival of the dumbest

[Deleted]

Valandil stoppede omgående ved lydet af det høje brag som lød fra det mærkværdige håndvåben, som denne kvinde havde i hånden. Aldrig havde han hørt noget lignende, og det var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at komme i nærheden af!
Hjorten sprang igennem buske og kradt, som var den født til det, med 2 friske og raske dyr løbende efter sig. Den anden så ikke ud til at have det godt, selvom det nu heller ikke var en situation som Valandil ønskede at blande sig i. Han måtte vel bare indse at hjorten her var tabt til denne skikkelse.. mand eller kvinde, for han kunne virkelig ikke finde ud af det. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det våben og den person, ville han da helst gerne undgå at komme for tæt på, hvis han kunne komme til det! Han støttede sig let op af et træ, kun for at få vejret lidt igen. Ikke fordi at det havde været hårdt som sådan.. men det våben som hun havde brugt og det brag, var da på ingen måder diskret eller sådan noget! 
Valandil rystede let på hovedet. Han måtte se om han kunne finde et andet vildt, som han kunne jage, også selvom det våben uden tvivl ville have skræmt alt væk i miles omkreds, hvilket uden tvivl også var en tanke, som direkte måtte irritere ham, og endda frygtelig voldsomt! Han så blot til som hun løb.. inden han vendte om og søgte den anden vej. Det der var lidt for meget, selv for ham!

[Deleted]

”Endelig!” Daelis så til som det stolte dyr blev ramt i halsen og faldt om mens det sprællede og brølede. Hundene indhentede det og begyndte at flå i dyret. I et øjeblik blev Daelis blot stående og så hvordan naturen spillede ind fra sin værste side. Det fik hende til at smile. Hundene nåede at brække hjortens ben mens den skreg, og hun nød den magt hun holdt i hånden inden hun med den ene støvlesnude mod dyrets brystkasse affyrede et til skud i hjertet på det. Hun lukkede dyrets øjne, da angsten var at se i dem. Buer og pile var stille. Dyrene anede sjældent hvad der skete med dem. Pile kunne bruges igen og igen, men kuglerne som det primitive gevær affyrede var alt ødelæggende og flænsede kød. Det fik Daelis til at føle sig som et overmenneske, og bedre end alle andre.
Hun knælede ved hendes ene klynkende hund. Mens hun holdt om dens mund gravede hun kuglen ud af såret med en af sine knivnegle. Fra en flaske i sit bælte hældte hun alkohol ud over såret. Hunden klynkede højt. På trods af Daelis ligegyldighed så hun såret efter med en stor omhyggelighed. Hun var hård når hun ville have noget, men ikke nådesløs med dem hun elskede. Hundene var hendes børn.
Bag sig kunne hun se elvermanden trække sig.
Hans reaktion fik hende til at le lavt. Han mindede hende om en forskræmt fugl, men den slags mekanik var heller ikke normal at finde mange steder. Geværet som hun ejede var et hun jævnligt forbedrede og legede med. Hun drømte om at kombinere det med magiske runer og alkymi, men hun var slet ikke så langt i sin viden endnu.
Som han begyndte at gå den anden vej tiltede hun sit hoved, og hendes nysgerrighed skreg efter at se hvad han var op til og hvad han var for en. De sidste hænder blev lagt på såret, og hun forbandt det med en afrevet strimmel af sin jakke. Hundene blev vinket efter hende, mens to af dem begyndte at slæbe hjorten efter Daelis som hun langsomt listede mod ham - listede i den grad som de store støvler nu tillod, i god afstand og skjult bag et par træer. Den sidste hund der ikke valgte at slæbe på hjorten logrede med halen og så legesygt op på Daelis, men hun tyssede blot på den. Hundene ville være for meget til besvær med byttedyret, så hun signalerede at de to hunde skulle dække ved hjorten og passe på den, mens hun nu studerede et helt andet byttedyr. – Ham var hun nemlig først lige begyndt med.

[Deleted]

Valandil ville under ingen omstændigheder tæt på det våben, som denne person valgte at gøre brug af. Det var højt og det var larmende, og det kunne han da slet ikke lide! Hvad pokker var dog det for et håndvåben?! Han valgte selv derfor at trække sig, i håbet om, at det ikke var noget som hun ville lægge mærke til, for han ville helst gerne undgå at have hende rendende efter sig, for hun spolerede da uden tvivl det arbejde, som han ønskede og agtede at udføre, det var da helt sikkert! Hans blik gled mod træerne og mod månen over ham, idet at han igen trak kutten op.
Hvad kvinden lavede bag ham, havde han ikke nogen anelse om, og han havde bestemt ikke tænkt sig at stoppe op for at spørg. Det våben som hun havde gjort brug af, var fremmed og ikke mindst ukendt for ham, og han kunne bestemt heller ikke lide det.. Slet ikke. Tungen strøg han let over sine læber, inden han selv tog fat om sin bue og en pil igen, som han lagde på. Selvom hun uden tvivl havde skræmt alt og alle væk som befandt sig i miles omkreds, hvilket uden tvivl irriterede ham, for det gjorde hans job langt mere problematisk, end hvad det måtte være i forvejen!
Valandil kneb øjnene en anelse sammen.. Han kunne fornemme hende et sted bag ham, og han kunne virkelig ikke have det. Han stoppede op for et kort øjeblik. Han kunne vel lige så godt tage konfrontationen med det samme? "Du fik dit byttedyr.. hvad med at lade mig fortsætte mit eget arbejde?" spurgte han denne gang med en tydeligt irriteret stemme, da han endelig vendte sig om. Han vidste at hun var der, også fordi at det var en virkelig skidt fornemmelse af det hele, og han var uden tvivl også træt af det!

[Deleted]

”Hvor fra vidste han-”
Op af træet trykkede Daelis sig og klaskede sin hånd op for munden. Hun tittede kort forbi stammen og dukkede sig tilbage igen. Men hun var jo opdaget, så der var ingen grund til at gemme sig.
”Hm-hmm. Du er dygtig. Du ville virkelig gerne have haft den hjort, ey Guldlok?” Daelis valgte at træde frem fra træet og gik næsten helt op til ham i langsom gang. Hendes hund logrede ivrigt med halen og ville gerne være venner med alle. Også sure elvermænd med spændte buer! En spændt bue som den muterede kæmpehund løb op og bed fat i, mens den knurrede og logrede med halen på samme tid. Så begyndte den at trække.
Daelis lod det bare stå på, knælede med et par flintesten og en plantekvist som hun antændte. Hun begyndte at inhalere røgen, og hendes pupiller udvidedes. Hendes krop begyndte at svaje svagt, men hun fortsatte alligevel med at gå tættere på ham. Om hun ikke var påvirket af han irritation før, var hun helt ude for rækkevide nu.
”Ouf! Det er gode sager. ELLER jeg kunne følge dig og tage alle de byttedyr du når at fremskaffe. Jeg vil have mad til flere måneder, og du vil få din lille ende pisket til laser ved din hjemkomst. Det synes jeg lyder umådeligt underholdende. En skam at jeg ikke kan se det.”
Hun skævede til sin ene ”lille” baby, der stadig hev i hans bue.
”Eller jeg kunne sælge din bue til højestbydende. Det er godt håndværk. Har du selv lavet det? Din herskerinde må virkelig være strid, når du er så desperat for at fange noget.”

[Deleted]

Denne person gjorde da virkelig heller ikke andet end at irritere ham, og det kunne Valandil da godt mærke. Det gjorde ham jo kun mere og mere hidsig, hvis han selv skulle sige det. Let knyttede han sine næver. "Det kan jeg vel ikke benægte," endte han kortfattet, da han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. 
At hendes dyr så alligevel søgte hen til ham og til hans bue, kun for at tage fat med sine skarpe tænder, fik ham til at lukke grebet mere fat om den. Han havde selv lavet den ja.. Og det havde uden tvivl også taget ham utrolig lang tid at få den lavet, og smuk var den.. perfekt til hans arbejde, og derfor skulle det væsen bestemt heller ikke have lov til at ødelægge den! "Få den til at slippe, eller jeg kan love for, at du får lov til at betale dyrt..!" Hvem end denne person var, så var det virkelig begyndt at irritere ham, at have hængende på sig! At hun så derimod truet med at forfølge ham og tage hans byttedyr, samt sælge hans bue til højstbydende, gjorde ham direkte arrig, for det var da slet ikke noget som han ville finde sig i på nogen som helst måde overhovedet!
Valandil sparkede kraftigt ud mod den store hund, for at tvinge den til at slippe, inden han igen spændte buen og denne gang direkte mod hende. "Giv mig en god grund til ikke at lade den pil flyve!" hvæsede han. Han vidste jo stadig ikke om hun var en mand eller en kvinde, ud fra det udseende, og derfor kunne han jo heller ikke rigtigt gøre noget. Det ville koste ham livet, om det skulle vise sig at være en mørkelvisk kvinde, som kun var ude på at irritere ham!

[Deleted]

”Oh, du virker ikke til en særlig kærlig type. En hvalp vil lege, du agerer som et vildt dyr selv, ey Basse?”
Hunden blev sparket væk fra buen, og den hylede i sit fald. Den størrelse gjorde at det nok mere var forskrækkelsen end egentlig skade, der fik den til at give lyd, og Daelis rykkede blot kort på sine skuldre indtil han igen spændte buens sigte imod hende. Langsomt hævede hun sine arme i vejret, men på trods af den tilspidsede situation. Hun vaklede en anelse. Det føltes som om hele hendes hoved var blevet fyldt med tåge.
”Woah, nu er man liiidt nærtagende. Det der er ej vældig passende opførsel.” Hun sank en klump og grinte nervøst. Den store hund begyndte at gå frem og tilbage pivende, da den kunne fornemme stemningen. Den begyndte at nærme sig jægeren igen.
”Øøøhm, nej, vil du ikke hellere have et knald? He.. ehehehe.”

[Deleted]

Valandil følte sig truet af denne person, og derfor sparkede han direkte ud efter hunden som forsøgte at tage hans bue fra ham. Selv var han ikke meget for tanken om at den skulle være fyldt med bidemærker, men når man truede ham, så måtte man så sandelig også tage konsekvenserne af det, for han fandt sig bestemt ikke i dette! Ikke på vilkår! Han kneb øjnene let sammen. Hvorfor snakket hun sådan til ham? Var vedkommende virkelig bare ude på at genere ham? "Åh virkelig? De som kender mig, vil straks forstå hvorfor," endte han ganske sigende. Han var vokset op ude i skoven.. Kæmpet for sin egen overlevelse og her stod han jo så i dag.
Pilen vendte han direkte mod hende på den trukkede buestreng.. klar til at slippe, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed. Selvom det tilsyneladende ikke var noget som hun tog tungere end som så, hvilket han faktisk havde svært ved at forstå.. Han forstod sig virkelig ikke på den måde som hun handlede eller reagerede på for øjeblikket, om det var noget, som han nu ville det eller ikke, og det gjorde ham faktisk irriteret! Han kneb øjnene let sammen. "Hvor vover du at tiltale mig på den måde!" Det kunne godt være, at han var en mand, men han krævede så sandelig også sin respekt! Denne gang slap han pilen på buestrengen.. Det måtte jo briste eller bære!

[Deleted]

”Hvad mener du? Jeg har aldrig g-!!!” Daelis nåede ikke et at tænke før pilen fløj gennem luften og borede sig ind i hendes kød. Det havde aldrig været hendes intention at være direkte ubehagelig.
Den ramte dog ikke som beregnet, for hunden der kunne mærke den truende atmosfære havde hoppet op og bidt jægeren i håndledet. Buen var blevet tynget ud af kurs af dyrets vægt. Pilen gennemborede musklen og senerne i Daelis skulder. Først faldt hun på knæ mod jorden. Hendes mørke øjne var vidt opspærrede. Knapt nok havde hun opdaget hvad der skete før hendes fingre var gennemvædet af blod. Hun var ikke langt nok væk til at kunne undvige. Da chokket var gået igennem lagde hun mærke til at hendes skulder smertede og krampede omkring pilen. Hun slap et skrig, yderst højt og skingert af en mand at være, og smerten fik hende til at rulle frem og tilbage.
Hunden gik nu til angreb og bed ud efter ham.
Pilen i hendes arm fik Daelis knækket, men den splintrede i såret. Hver lille nerve i området skreg, og tårer begyndte at rulle ned af hendes kinder. Tøjet omkring hendes skuldre og brystkasse flænsedes til side af hendes kniv. – Flængen var smal, men af betydelig dybde. Den havde gået igennem forbindingen, som hun bandt sit bryst ind med, og stoffet sugede den røde væske til sig som en svamp. Hun frygtede at den havde ramt noget vigtigt.
Den bue skulle væk! Med hånd over såret, og i et halt spring var hun henne ved manden med det gyldne hår og greb ud efter pilene han havde tilbage i koggeret. Der var intet andet hun turde.

[Deleted]

Pilen fløj afsted og satte sig i kvindens skulder. At det jo så var en kvinde, var stadig en ting, som var fuldstændig ukendt for Valandil, for det var da godt nok heller ikke til at se. Han kneb øjnene sammen, også selvom hans eget fokus hurtigt blev flyttet til hunden, som låste sin stærke kæbe omkring hans håndled. Han forsøgte i refleks, at trække armen til sig. 
"Elendige lille..!" Selv slog han direkte ud efter den med sin bue, for den havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at slippe! Det var noget af det mest værdifulde som han havde, og det var jo det, som han havde, der gjorde det muligt for ham overhovedet at fuldføre det arbejde som Tatiana satte ham til! Han nåede kun lige at vende sig mod den kvinde, som fik pilen knækket af, også selvom det var dumt at vende blikket mod hende, da hunden direkte satte sine tænder i hans ben og hun gik efter hans pilekogger. Han ville ikke have det! Var det virkelig så svært at forstå, at han faktisk ikke ønskede alt det her besvær?
"Du kan tro nej!" Denne gang slog han kraftigt ud efter hende. Han smed buen for nu. Han havde brug for begge hænder. Han tog fat om hundens pels i et forsøg på at få den til at slippe ham, selvom det ikke så sådan ud. Det gjorde ondt, og det brændt nærmest mod hans hud. Denne gang greb han omkring sin kniv, som han havde i sit bælte om livet. Han stak direkte ud efter hende. Hun havde bare at holde sig væk!

[Deleted]

Med et kort spring undvigende Daelis det første slag. Hunden holdt godt fast på trods af slaget med den store bue, så han fik fat i dens pels, og den begyndte at glide af ham. Dens tænder havde dog sat sig godt fast, så de rev i hans hud på vejen ud.
Det næste slag nåede Daelis dog ikke at dukke helt. Hun bevægede sig midt i hugget, så snittet ramte hende skråt over brystkassen og flænsede det i forvejen revnede tøj yderligere op. Bandagen hun havde snøret sit bryst ind gik op, og en del af jakken og tanktoppen. Hun gispede og forsøgte at dække sit til for hans blik. Med den anden arm greb hun fat i hans håndled efter knivstikket og holdt fast. Hunden blev revet af, men var mere tilbageholdende med at angribe igen. I stedet stod den og knurrede af ham fra siden. Med sit greb godt fat om hans håndled sparkede Daelis ud efter hans mave. Hendes tøj var begyndt at være godt vædet med blodstænk, og en metallisk duft bredte sig i takt med den røde væske.
”For folket i Maerimydra burde jeg henrette dig hvor du står, dit bæst!” skreg hun rystet. Godt nok havde hun været i kamp mange gange før, men Daelis foretrak at have nogen hun kunne gemme side bag, der kom til at gøre det beskidte arbejde. I de fleste tilfælde ville hun være løbet væk, med alle de hug hun havde modtaget, men her var ingen hun kunne overlade dette til. Aldrig havde en af mændene fra byen vendt sig mod hende og forsøgt at skade hende, aldrig. Kun kvinder, når deres forhandlinger om ejerskab kom for vidt.
Hun så ikke klart. Giftplantens røg havde stadig påvirket hende, så hun følte sig svimmel, og kontrollen over sine slag havde hun derfor ikke indhentet endnu. Hele verden sejlede, hendes hjerte bankede helt oppe i hendes hals, og det som giften før havde gjort afslappende og smukt virkede meget mere intenst, når slagene faldt. Hendes hud var på en gang kold af blod og føltes brændende. Hun begyndte at frygte hun ville forbløde hvis hun ikke fik stoppet blødningen, eller han fik et heldigt hug med kniven ind. Hun måtte få splinterne ud af sit sår i skulderen, ellers kunne hendes blod blive inficeret.
Hun slap sin revne jakke og slog ud efter hånden hvor i han holdt sin kniv.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det ikke var typisk en mørkelvisk mand, at handle sådan her, og specielt når man ikke vidste, om det var en mand eller kvinde som man stod overfor, men når selv hun agerede truende overfor ham, så måtte hun forvente en reaktion. 
Hundens greb med tænderne, tvang Valandil til at reagere, og det var netop det, som han gjorde i denne stund. Når alt nu endelig var kommet til alt, så gjorde han det jo udelukkende for at forsvare sig, selvom det bestemt ikke var nemt! Kniven ramte hende, og det var også først der, at han lagde mærke til det... Personen havde et brystparti.. Med andre ord, så måtte det jo være en kvinde.  Om muligt, så blev han mere bleg og lys i ansigtet, end det som han havde været til nu, hvilket han virkelig ikke kunne gøre for. Hendes ord irriterede ham, også fordi at han vidste, at hun havde ret. "Du... du er en kvinde.." Han kneb øjnene let sammen, inden han trak sig et skridt væk fra den hund som nu bare stod der og knurrede af ham. Det kunne han da bedre håndtere, hvis han nu endelig skulle sige det. Han vendte blikket direkte mod kvinden istedet for. At det var en kvinde, var uden tvivl en tanke som virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! 
Hun blødte en del, også selvom det kun havde været en revne over brystet. Hvorfor skjule sin sande identitet som kvinde? Det var slet ikke noget som han havde set komme, og derfor havde han også handlet og reageret som han nu havde gjort det. Kniven slog hun ud af hånden på ham.. Pludselig ophørte al modstand. Han vidste jo at han ikke måtte slå fra sig, og bestemt ikke på en kvinde.

[Deleted]

En følelse af lettelse gled ind over Daelis med et dybt suk. Lettelse over ikke længere at blive angrebet, men så frustration over hvorfor han endelig var holdt op. Hun foldede sine arme ind foran sit bryst og forsøgte at tildække sig. Hun var krænket. Ikke over at hendes bryst var blevet blottet for ham, som mange mænd hun havde udvalgt, men over faktummet at hendes cover var blevet ødelagt og at det hele var sket meget hurtigt og slet ikke på hendes præmisser. Den leg hun havde startet ganske kådt havde udviklet sig i en helt anden retning og for hvad? For at en finurlig… - MEN meget flot mand, med aggressioner som en bidsk ulv havde prøvet at stjæle hendes hjort, men endte med at løbe med hendes opmærksomhed i stedet. Blåøjet havde hun været og med overdreven selvsikkerhed, som hun havde forfulgt ham som ophidsede då i foråret, blot for at få en reaktion. Og det havde vel sandelig båret frugt.
Nu var hendes tøj ødelagt, hendes skulder gennemhullet og hendes brystkasse pyntet af en smal rød flænge, som helt sikkert ville kunne huske ham for. I et øjeblik hvilede hun ved tanken om det var sårene, eller sin knækkede stolthed der smertede med.
Daelis trådte lidt baglæns med de brune øjne stikkende mod ham. Muligheder gled ind på hendes nethinde. Hun overvejede at vansire hans ansigt med syren i sit bælte, men så igen – det ville være en skam. Hun havde aldrig set en lyshåret mørkelver, og han bar en sådan fjern stolthed og distanceret karisma at han i sig selv godt kunne have været af større betydning. Havde han været en hvilken som helst anden slave havde hun muligvis gjort det i øjeblikkets hede.
Hun var ikke en del af samfundet i Maerimydra længere, skønt hun stadig bar kulturen, og hendes blod strømmede tykt fra mørkelvernes folk. Ikke meget kendte hun til hans position, eller til hvilket af de store huse han tilhørte. Hun havde ingen rettigheder længere til at gøre en ende på hans liv for sit trods og mordforsøg, og var han vellidt ville de måske søge efter ham. Nej, det var bedst at lade ham være, men hvis folk i byen fik vished om at han havde mødt en mistænkelig, forklædt kvinde kunne de begynde at undres. Dette ville hun ikke lade ske. At hendes indflydelse var væk, da hun i folkemunde var død var dog ikke ensbetydende med at hun ikke kunne bluffe ham til at tro det.
Hun gispede lidt efter vejret, men svarede ham ikke i første omgang. Man kunne ikke beskylde ham for at være dum, selv om han var lang tid om at opfatte hendes egentlige køn. Forklædningen var meget fuldbyrdet og overbevisende
”Jeg burde lette din frues byrde og gøre dig et hoved kortere for at gøre det her imod mig. Man kan ej have med sådan en trodsig slave at gøre.” Det brune blik strejfede ham kort – så trådte hun nærmere og forsøgte at lange ham en lussing over sit kindben med sine knivnegle.

[Deleted]

At Valandil pludselig stod overfor en kvinde, havde været ham et chok, for han vidste jo godt, at han ikke måtte lægge en finger på en mørkelvisk kvinde. Altid ville han ligge under dem i rang, og det at slå fra sig og slå ud mod sådan en i værste tilfælde faktisk kunne ende med døden, og det var ikke noget som han var interesseret i. Selvom han nu ikke kunne se hvad han havde gjort forkert i dette henseende, udelukkende fordi at han i hans øjne faktisk havde vogtet om sig selv, og det som han repræsenterede, og ja, hans liv og tid i skoven, som jo faktisk var det som prægede hans liv mest, havde uden tvivl også påvirket ham og hans reaktionsmønster her til aften under jagten - en jagt, som han jo måtte give hende, at hun havde vundet.
Modstanden stoppede umiddelbart som Valandil havde fundet ud af, at han nu stod der foran hende.. en kvinde.. Han havde ganske vidst været i tvivl, for stemmen bar præg af kvinde, men beklædningen af mand, og han kendte bestemt ikke nogen mørkelvisk kvinde, som ville vende pladsen som kvinde ryggen til fordel for at leve som en mand. Han kneb øjnene let sammen. Han fandt det bestemt ikke retfærdigt i denne situation.
Den lussing som hun skænkede ham med de skarpe negle, efterlod små røde flænger over hans kindben. Han trak vejret dybt, inden han igen vendte blikket mod hende. Hans krop sitrede let. Der var grænser for hvad han fandt sig i, men at handle yderligere overfor en kvinde, ville han heller ikke. Han havde bestemt ikke tænkt sig at møde døden nu! "I forsøget på at forsvare og beskytte mig selv, mod en yderst atypisk af vores slags, vil jeg ej sige, at jeg har handlet forkert," argumenterede han. Han var sin frue loyal.. Han havde ikke lagt loyaliteten ved andre, og Tatiana vidste uden tvivl hvor hun havde ham.

[Deleted]

Daelis blik snævredes. Hun slikkede de bloddråber der havde samlet sig på sine fingerspidser af og rullede med øjnene.
”Ej har jeg rørt dig, eller givet grund til at starte din handling. Men – se! Hvad du har gjort ved mig.” hvislede hun. Et par skridt blev trådt fra ham og hun vendte sin ryg til ham. Først faldt den store jakke, dernæst toppen, halstørklædet og til sidst blev bandagen løsnet uden tøven. Det dalede til jorden. Hun stod i intet andet end bukser, støvle og bælte.
Fra sit bælte løsnede hun flasken med den resterende alkohol og en kniv.
”Men jeg vil give dig at din mangel på selvindsigt er underholdende med en nars grinagtighed. Du som kalder mig atypisk – manden med hår som nyhøstet korn.” Hun udtrykte lettere nervøsitet. Med en dyb indånding jog hun kniven ind i skudsåret og begyndte at grave de sidste stykker af pilen ud. Da alkoholen gled ned i sårene hylede hun højt og knælede sammen. Hun måtte bide sig i læben for ikke at klage over hvordan det brændte, og hendes øjne blev blanke af smertens tårer. Hun begyndte at remse højt op for sig selv, og det virkede mere som en illustration om hvad hun kunne gøre, end egentlig overvejelse om hvad hun ville pine ham med.
”Jeg kunne hælde den rødlige væske ud over dit kønne ansigt. Så ville du ej være så køn længere. Vær glad for at jeg nøjedes med at mærke dig. Den hjort. Jeg kunne give dig den samme død som den. Blæse hul i din brystkasse: Hvad du prøvede at gøre mod mig.”
Geværet hævede hun op i sine hænder og sigtede på ham, men kun for blot at åbne geværets hylster og hælde krudt ud i sin hånd.
”Hvad er dit navn Dumbasse?”

[Deleted]

Selvom Valandil var en mand som kendte sin plads, så var han bestemt heller ikke bange for at åbne munden, dersom det skulle vise sig at blive nødvendigt - som i denne situation. Han kneb øjnene let sammen. Han havde ikke gjort noget ved hende, som en anden i hans sted ikke ville have gjort, og specielt når man ikke havde nogen mulighed for at finde ud af hvordan og hvad personen man stod overfor, virkelig var. Han kneb øjnene svagt sammen. "Du har ej rørt ved mig?" spurgte han nærmest med en vantro stemme. Det ville han da slet ikke høre tale om! Slet ikke!
Selvom Valandil virkelig skilte sig fra det typiske ved at være mørkelver, så skulle man bestemt ikke tage fejl af ham af den grund. Han var ikke meget anderledes på det punkt end så mange andre - opførselsmæssigt om ikke andet. Han kneb øjnene let sammen. "Selvom jeg måske skiller mig fra hvad der er typisk mørkelvisk af udseende, så har du vel også lært, at man ikke skal tage fejl af mig?" spurgte han med en mere fast tone. Selvom han for nu valgte at blive stående på sin plads og med en tydelig sitren i hans egen krop. Det gjorde ham vred at høre hende tale om ham på den måde, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på. 
Som hun gav sig til at bore pilespidsen ud, blev han stående. Hun havde bedt om det, og det stod han fast på. Selv vidste han godt, at hun havde sin fulde ret til at tage hans liv, om det var noget som hun ønskede, så håbede han da at det ikke var tilfældet. "Du kan, om du virkelig brænder inde med ønsket om at tage mit liv." Han ville gøre modstand.. Så meget vidste han da allerede. At hun så afsluttede med at spørge efter hans navn, fik ham til at knibe øjnene sammen. "Jeg begriber ikke hvad du skal bruge mit navn til.. Men mit navn er Valandil," svarede han. Overfor en kvinde havde han jo ikke meget andet valg.