Et møde med fortiden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde gjort meget for hendes familie, også selvom han egentlig havde gjort det, for ikke at ende med at se to børn ude på gaden. Kimeya havde ikke ville tage sig af dem.. Så gjorde han det. Demian var blevet en stædig, men stolt og flot mand, og en som hun uden tvivl kunne være stolt af. Om hun havde vidst, at han gik under betegnelsen at skulle være hendes søn. "I det tilfælde, håber jeg, at det her har givet dig mere ro på tilværelsen," sagde han roligt. At folk endnu snakket om Yuuki, kom egentlig bag på ham. Det var en tusind år gammel fortælling. Han håbede snart, at den ville glemmes - også for alle parter.
Kimeyas grund til at lade Yuuki være i live, var egentlig Nathaniel ukendt. Selv havde han svært ved at forestille sig, at han egentlig bare ville lade hende gå bare sådan uden videre. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Han trak på skuldrene. Det var yderst sjældent at han kunne bruge de ord: "Jeg ved det ærlig talt ikke,".
I det lange forløb, havde Yuuki også meget at takke Demian for, som virkelig havde gjort en stor indsats for at holde hende i sikkerhed, det kunne han da tydeligt mærke og se på det hele nu. Han trak let på smilebåndet ved hendes ord. Navnet 'Death' havde hun tydeligvis valgt at beholde. Heller ikke helt ukendt, men et mindre kendt navn end navnet 'Marvalo'. "Viden om det navn og den historie, kræver og koster liv, hvis det bliver sagt for de forkerte ører, så det har Demian helt ret i. Desuden.. navnet 'Death', er et næsten uddød navn i dag. Hold fast i det. Selv det navn nedstammer fra en stor familie," afsluttede han med et let smil.

[Deleted]

"Det har det skam." Svarede hun en anelse lavmeldt og ånede lettet ud. Denne samtale havde skam fjernet en del tunge sten fra hendes hjerte. Hendes ansigt lysnede op på en helt anden måde, selvom hun skam stadig var præget af alvor. Det var mest af alt ment som et hypotetisk spørgsmål og derfor forstod hun godt at Nathaniel ikke kunne komme med et svar. Der var ingen af dem der lå inde med den fjerneste idé om hvad den mand til Kimeya havde i tankerne. Hun smilede bredt ved hans kommentar til hendes nye navn. Det var i og for sig Joshuas navn, men hun vidste ikke at Demian besad det selv samme efternavn, sammen med Marvalo. Hvad hun i grunden vidste og ikke vidste var ikke det som havde størst betydning. Så længe at hun vidste hvem hun var og hvor hun hørte til skulle hun nok kunne fortsætte sin tilværelse uden alt for meget indblanding. "Nathaniel?" Kaldte Demian svagt. Hendes blik vandrede over mod pejsen hvor Demian lå inde. Lyden af at han rørte på sig trak grangiveligt i hendes opmærksomhed. En højrystende rømmen lød derinde fra. Hvad var der mon galt siden at han pludselig lød så svag? Hendes bekymring steg for hver gang hendes hjerte slog et slag. Efter kort tid blev der fuldkommen stille og hun vendte omgående blikket i retningen af Nathaniel. "Hvad sker der med ham?" Spurgte hun bekymret.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Kimeya havde i tankerne, var der ingen som kunne sige. Der var det vel kun Faith som kendte ham det bedre, end hvad han selv gjorde? Han nikkede mod hende. Så lang tid, at hans ord havde givet mening og ro for hende, så var det uden tvivl det bedste selv i hans øjne. Selvom han ikke nåede at falde til ro, før Demians stemme lød i hans øre... og det lød bestemt heller ikke særlig godt. Han drejede hovedet mod skikkelsen som lå inde ved pejsen.. Der var noget galt. Så svag burde han ikke lyde endnu.
"Vent her.." sagde han, inden han til sidst gav slip på hendes hånd, for istedet for, at søge hen til Demians skikkelse, hvor han gik i knæ ved siden af ham. Han var stille.. For stille i forhold til hvad han egentlig brød sig om. Med en let bevægelse, så fik han amuletten hen i sin hånd og lagde den ved siden af. Det måtte have noget med den alkymi at gøre, som han havde gjort brug af tidligere. "Demian?" endte Nathaniel med en tydeligt mere alvorlig, men fast mine. Hans stemme bar ikke præg af frygt eller panik, men derimod en ro, som stort set altid var at spore i hans stemme. Den ene hånd gled mod den unge knægts skulder, som han trykkede let om.

[Deleted]

Den sløve tilstand som hærgede Demian havde i den grad holdt fast i ham alt for længe. Han ænsede det knapt nok da Nath knælede ved hans side. "Nathaniel... amuletten..." med den modsatte hånd greb han fat om håndledet på den hånd der hvilede mod hans skulder. Han klemte svagt om den og vendte blikket op mod ham. "Læs inskriptionen... højt... " Bad han.
Yuuki kunne ikke sidde stille og rejste sig med det samme. Med det samme at hun så Demian i den tilstand, mærkede hun smerten samle sig indvendig. Det gav et sæt i hende da Demian uden varsel hostede blod op og vendte sig om på maven som en ren refleks. "Nu! Nathaniel!" Brølede han desperat og hamrede sin næve så hårdt i gulvet at han fik løsnet alle spændinger i kroppen, så han igen kunne få vejret. "Låsen er ikke lukket helt." Stønnede han halvkvalt i og med han igen bare endte helt slatten. Øjnene måtte han kæmpe for at holde åben og han søgte konstant Nathaniels skikkelse.
Yuuki måtte tage sig selv i ikke at gribe ind og forholdte sig så vidt muligt i ro mens hun fumlede bekymret med sine fingre.

[Nathaniel Diamaqima]

"For helvede, Demian," mumlede Nathaniel tydeligt irriteret, inden han selv gled helt ned ved siden af knægten, som tydeligvis ikke havde det særlig godt. Han skulle have ladet være, som Nathaniel havde bedt ham om i udgangspunktet! Alkymi var virkelig en farlig ting at kunne, og specielt når man var en del af et væsen som slet ikke burde have tilegnet sig disse kundskaber, så blev det altså kun værre!
Amuletten tog han endnu en gang i sin hånd. Selv forholdt han sig stadig rolig i kroppen, selvom hans hænder var begyndt at ryste. Igennem alle disse år, var han jo ikke vant til nogen spænding, og slet ikke sådan en som det her. Han vendte kort blikket mod Yuuki. "Bliv der!" En langt mere fast tone meldte sig i hans stemme. Ikke fordi at han var oppe at køre eller noget, men fordi at den her situation krævede koncentration!
Amuletten fik Nathaniel endelig bakset op. Latin? Det forundrede ham ikke. Han vidste at selv dette ville koste ham, men bedre end alternativet. Han lagde hånden på knægtens skulder. De skulle være i kontakt ved det her!
"Ei autem, qui percusserat infirmitatem virtute superare eum. Pugnaremus ... Da robur ei dare non possum.." endte han med en mere kortfattet og bestemt tone. Et lys dannede sig ved hans hånd, som var i nærkontakt med Demian.. Selv kunne han nærmest føle, at energien forlod ham selv, kun for at fylde Demian og give ham styrken til at overkomme hvad der nu havde ramt ham. Han klemte øjnene let sammen. Det var virkelig, virkelig ubehageligt! Han støttede af med den frie hånd i gulvet. Alkymi havde altid en pris.. og som regel, så var den dyr.

[Deleted]

Han gispede højlydt da først Nathaniel citerede inskriptionen. Med udstrakte arme skubbede han sig med voldsomt besvær op fra gulvet og op på sine knæ, mens han hostede næsten ustyrligt i de efterfølgende minutter. Han kunne tydeligt mærke forandringen og det var en mildt sagt lettelse. Hvis porten til kontrakten forblev åben som en vindtunnel, så ville han da først gå til indenfor ganske kort tid. Det var aldrig hændt før, så måske at forbandelsen var ved at være udmattet? Han skævede olmt mod amuletten i Nathaniels hånd. "Forbandede tingest!" Hvæsede han sammenbidt og vendte det hvide ud af øjnene. Det var meget at han ikke havde set det komme noget før, men han havde jo heller ikke gjort brug af de kræfter i så forfærdeligt mange år nu. Han kunne høre sin mors bekymrede vejrtrækning i baggrunden for sit indre øre. Det måtte i den grad have overrasket hende lige så voldsomt som for ham selv. Han tørrede sig om munden med den ene hånd. Godt og vel var det næppe mere end blot en håndfuld blod han havde hostet op, men det var så også alvorligt nok i sig selv. Det var et stærkt symptom på hvor lidt hans krop kunne holde til det. Det kom som mest af alt uventet sammen med hans temperament. Han svor indvendigt på at det ville tage livet af ham gang på gang hvis han lod det løbe afsted med ham.

[Nathaniel Diamaqima]

I takt med at remsen blev sagt, kunne Nathaniel mærke, hvordan det selv drænede ham for energi. Han bed tænderne sammen, og endte med at sætte sig op af væggen, selv let med gispende vejrtrækning. Alkymi havde han jo stort set ikke rørt siden han havde mistet Liya, udelukkende fordi han vidste hvilken risiko og hvilken fare det var at lege med de evner. Han var ude af træning fra dengang han dagligt havde forsket i det, til nu, hvor han faktisk levede sit liv som havde han været et simpelt menneske. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden det gled ned til den amulet i hans hånd.
Hånden gled til hans eget hjerte, idet han tog en dyb vejrtrækning. "Du må lære.. at styre det temperament," pointerede han med en mere kortfattet stemme. Det her ville nok blive en problematik som Demian ville skulle slås med fremtil at de fandt en måde, hvorpå de kunne få den ødelagt, så den unge mand igen kunne få sigt liv tilbage - uden at lege med de kræfter, som han slet ikke burde lege med.
Nathaniel forsøgte at tvinge sig op på benene igen, også selvom det for ham, pluseligt var vaklende. Det havde uden tvivl kostet ham energi, som han ikke lige havde regnet ed. Alkymi måtte han vel selv begynde at holde ved lige? Selv for ham, var det farligt ikke at gøre det. Amuletten knugede han let i sin hånd, inden han søgte hen til sit skrivebord. Med en let bevægelse med hånden, fik han gang i stearinlyset igen, som var gået ud i alt den turmult som var sket.
"Sørg for at holde Yuuki rolig, Demian..og for guds skyld, brug ikke mere alkymi," endte han mere kortfattet end tidligere.

[Deleted]

Demian lod blikket glide op mod Nathaniel og sukkede tydeligt til hans ordre. "Det har aldrig været et problem... ikke før nu." Svarede han lavmeldt. Der var en grund som han ikke selv kendte til, men hans tro faldt alligevel på at det var låsen som var udmattet. I et sådan tilfælde vidste han udmærket godt at han var på røven. "Yuuki..." Kaldte han let og kunne høre hendes skridt øjeblikkeligt efter. Hun knælede ved hans side og tog blidt fat om hans arm med et tydeligt bekymret blik der vandrede imellem dem begge. "Demian, du kan gøre brug af alkymi?" Hendes blik søgte undersøgende hans ansigt, som han delvist vendte væk. "Ikke ret meget længere." Rettede han hende og forsøgte sig med at komme op at stå på egen hånd. Yuuki vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle tænke om denne sag imellem dem, men en ting var sikkert; de havde begge brug for hvile nu. "Det overrasker mig alligevel... men jeg bryder mig ikke om det.", "Bare rolig." Han trak hende ind til sig og lagde sine arme omkring hende. Han kunne dog ikke gøre andet end at vende blikket mod Nathaniel. At holde Yuuki's uro for døren var nok den vigtigste detalje for at situationen ikke blev forværret. "Jeg beklager, Nath, det vil ikke ske igen." Det var et løfte han havde i hensigt at overholde. Yuuki havde forhåbentligt fundet ro ved at komme her og det løftede en noget tung byrde fra hans skuldre, men det ville ikke være muligt for ham at tag hende med sig rundt omkring længere. Så nemt som hun havde ved at grave informationer frem fra gemmerne, så ville det virkeligt kun blive en farlig affære. "Så snart dagen gryr, Yuuki... drager jeg afsted mod Dvasias. Og denne gang skal du ikke med.", "Hvorfor ikke?", "Det for farligt.." Endte han med en rolig stemme. "Men-", "Du vil opholde dig her i Marnjarno til jeg kommer tilbage. Nu ved du hvor du kan finde Nathaniel hvis der skulle ske noget." Demian var ikke i tvivl om at han løb en risiko ved at efterlade hende, men der var ikke ret mange omkring ham han kunne stole på når det kom til hans mor. Han måtte afsted til Dvasias, der var ting som han var nød til at finde ud af, ting som han ikke kunne overlade til andre. Han gav hendes skuldre et let klem og sendte hende et beroligende smil inden han trådte forbi hende og over til Nathaniel. "Jeg beklager, Nathaniel.." At stille Nathaniel med et ansvar over Yuuki måtte i den grad være risikabelt, men ikke desto mindre så var han den eneste, som Yuuki følte sig tryg ved og som kunne tage sig af hende i hans fravær.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel frygtede for konsekvenserne ved dette. Hvis amuletten ikke kunne holde på den alkymi som Demian var i besiddelse af, hvad kunne så? Det var jo slet ikke meningen at han som et væsen, skulle være i besiddelse af de kræfter og egenskaber, som han nu var i denne situation, for det var farligt.. Det var virkelig farligt! Nathaniel dumpede ned i stolen. Han havde brug for hvile, også selvom det slet ikke var noget han havde tiden til lige nu. Han vendte blikket direkte mod Demian. Hvad havde han gang i? At se dem omfavne, fik ham kun svagt til at trække på smilebåndet.
"Det er en farlig færd du begiver dig ud på Demian.. Dvasias er ikke hvad det har været," fortalte han med en sigende mine, da han igen vendte blikket mod ham. Hans blik var præget af alvor. Yuuki skulle blive her? Så langt var de enig, en han kunne virkelig heller ikke se, hvad knægten skulle på den anden side af grænsen. Igen tvang han sig op at stå, så han var i nogenlunde samme højde som Demian. Stadig en anelse højere.. Men han var jo faktisk en forholdsvis høj mand. "Om ikke andet, så håber jeg at du finder de svar du søger.. Vogt dig.. Jeg vil arbejde med amuletten under din færd," sagde han blot. Yuuki skulle han nok holde i hytten her, hvor de begge vidste, at hun ville være i sikkerhed, men om det var noget den stædige kvinde gik med til, var jo straks en anden side af sagen.

[Deleted]

"Ikke desto mindre er det ikke noget jeg kan undgå." Svarede han i sin tro på at det han gjorde var for det bedste. "Selvom jeg ikke har sat min fod der i de sidste 1000 år, så ændre det stadig ikke på at Yuuki og jeg vil have svært ved at blive her i Marnjarno. Når rygterne allerede er så udspredt så skal der ikke meget til før at hendes identitet og historie vil vandre. Jeg redde hende ikke for at blive ved med at byde hende et liv i skjul." Endte han fast. For ham var der kun en mand som stod i vejen for dem og deres frihed. Kun en mand ville kunne sætte dem begge fri og give dem en ny chance. Han huskede stadig sit sammenstød med sin far. Den kamp han havde startet, den smerte han måtte have tildelt sin far ved kun at yde ham had. Hvis han kunne rette op på det og derved give begge parter fred, så var det helt klart det han måtte gøre. "At leve i uvished om hendes sikkerhed til trods for at hun intet mindes om sin fortid, er ikke en risiko jeg ønsker at blive ved med at tage. Hvis Kimeya havde en grund til ikke at slå hende ihjel-", "Vil du virkelig sætte dit liv i fare på grund af det?" Afbrød Yuuki. Det fik Demian til at skæve tilbage mod hende som hun trådte op på siden af ham. "Hvorfor vælge at opsøge en mand du ikke ejer nogen relation til!?" Råbte hun hårdt. "For min skyld? Lad hver med at lyv for dig selv, Demian. Hvad der var en gang er der ikke grund til at rive op i. Hvis vi skal leve i skjul for at holde os i live så-", "Det vil jeg ikke være med til!" Afviste han med en fast tone. Hans ansigt havde fået en hård mine. Det gjorde ondt indeni på ham, når de stødte sammen på grund af manglende relation til hindanden, når hun ikke vidste at han var hendes søn. Han lyttede igen til Nathaniels ord og nikkede bestemt. "Javel." Endte han bekræftende og vendte sig tydeligt såret mod Yuuki. "Uanset hvad der sker, uanset hvad du høre, så bliver du her. Jeg vil ikke være væk længe." Beordrede han hende med en fast tone og vendte dermed ryggen til hende og vndte sig mod døren med tunge og faste skridt. "Demian! Vent!" Hun gik næsten i panik da han valgte at søge mod døren. "Bliv her... bliv i det mindste til daggry!" Hun greb fat i hans arm og holdte ham tilbage. Han skævede til hende og blev mødt med et blik der bare stak ham i hjerte af skyld. Han havde ventet så forfærdeligt mange år på at få et normalt liv sammen med sin mor og selv nu var det stadig Kimeya som styrrede deres liv, blot ved at være en trussel mod Yuuki. Han kunne ikke blive ved med at leve på den måde. Han ville af med pagten og vide sig sikker på at hans far aldrig ville give dem grund til at frygte for deres liv. Hvad hans far ville forlange af dem til gengæld, var han uvis om, men han ville efterkomme det om det var ham muligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom Nathaniel forstod sig på Demians situation, og hvad han følte sig tvunget til, så var det bestemt ikke fordi, at det var en situation, som han brød sig synderlig meget om, hvis han skulle sige det helt ærligt. Blikket gled mod hans skikkelse, som han igen endte med at toppes med sin moder. Hvis hun dog bare vidste, at det faktisk var hendes søn hun stod overfor. I det tilfælde, så tvivlede han stærkt på, at hun overhovedet ville lade ham tage afsted. Den lille familiefejde, var dog ikke noget, som han selv havde i sinde at skulle blande sig i. Armene lod han roligt søge over kors.
Om ikke andet, så ville han arbejde med den amulet mens knægten var ude, for det ville bestemt ikke gavne ham, at have den hængende over hovedet samtidig med at han havde alt det andet. Tanken bekymrede ham. Nu havde han jo selv taget sig af ham og hans søster siden de havde været ganske små, og efter at Yuuki og Dafnir var ført til døden, så han følte jo at han selv havde et bånd til ham. Han nikkede blot anerkendende i hans retning. "Jeg har forstået hvem det er, du ønsker at opsøge, Demian, og derfor beder jeg dig kun om at udvise den største forsigtighed. Der er hændt meget omkring den mand, siden du sidst har set ham," advarede Nathaniel med en alligevel alvorlig mine.
Jo hurtigere knægten kom afsted, jo hurtigere kom han hjem. Selv søgte han roligt hen til Yuuki, for at tage om hendes håndled, som et tegn til at hun skulle slippe ham, så han kunne komme afsted. Den stædighed havde knægten uden tvivl fra begge sine forældre, men ikke desto mindre, så var det en vigtig færd, som han skulle ud på. "Det er en færd, som han må tage på, på egen hånd, Yuuki.. Den er vigtig for Jer begge," forsikrede han hende roligt om, inden han igen vendte blikket mod Demian. Hans mine forblev lagt i de alvorlige folder. "Så tag afsted, Demian. Jeg holder hende tryg og sikker her imellemtiden," endte han lettere bestemt. Hans hånd lukkede sig roligt omkring Yuukis. Han ville blot sikre sig, at hun ikke gjorde noget forhastet. Det kunne jo ligne hende.

[Deleted]

Med Yuuki's blege hænder lænket til hans arm i en bøn til ham om ikke at tage afsted, der fandt han det utroligt svært at efterkomme det. Det som hun forlangte af ham nu, ville ikke ændre sig om hun så kendte til sagens kerne. At Kimeya var en mand der stod imellem dem var bare et faktum som han var nød til at ændre på. Selv for 1000 år siden var det ikke i Kimeya's gode hensigt at de endte op i den kamp. Det var noget som han ene og alene selv havde skylden for og hvor længe skulle han lade den sag hvile? Hans far havde retten til at bede om en undskyldning for sin søns opførsel, til trods for at Nathaniel var en mand som han selv var mere knyttet til i forhold til Kimeya. Han vendte sit ansigt bort fra hendes. Han kunne ikke klare at blive mødt med den anklage der lå i hendes blik.
Yuuki vendte blikket op mod Nathaniel da han lagde en hånd om hendes håndled. Hun slap langsomt Demian og da Demian så sit snit til det trak han hånden til sig og skyndte sig ud af døren. Det fik hendes reflekser helt til at gibbe i et forsøg på at række ud efter ham igen, men hun var tabt for ord. Dette var noget som Demian ville og det kunne hun se, men det ændrede ikke på sagen overhovedet. Hun sukkede tungt og lod sit blik falde til jorden. "Nathaniel..." Hendes ord var svage. "Hvor godt kender Demian og Kimeya til hinanden?" Spurgte hun helt monotomt og lod blikket falde op mod sit håndled i Nathaniels greb. Det gjorde ikke ondt på hende. Den lænke hun måtte føle om sin ankel var mere præget af følelser end styrke. Hun vidste godt hvad der ventede hende hvis hun stak af. Demian var langt mere kendt med omgivelserne end hun var. Hun tog let fat i hans ærme med en let rystende hånd. "Der vil ikke ske ham noget, vel?"

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så efter Demian, da han tog sit snit til at komme derfra, inden han vendte sig mod Yuuki igen. Hun opførte sig som hun altid havde opført sig, selv på trods af, at hun slet ikke var kendt med sin relation til knægten, så betvivlede han ikke et sekund på, at hun havde sine anelser om det i forvejen. Han sendte hende en alligevel sigende mine. Han var ked af på hendes vegne, at han ikke kunne være til yderligere hjælp, men visse ting, var hun bare bedre uden i det her tilfælde, og det var noget, som selv han måtte stå fast på.
"Demian og Kimeya har mere med hinanden at gøre, end hvad du nok er kendt med, Yuuki," svarede han roligt. Selvfølgelig håbede han på at Demian opnåede hvad han ville med det, også fordi at dette var en ting og en situation, som han ikke umiddelbart selv kunne hjælpe ham igennem, og selvfølgelig var det en tanke, som selv han måtte finde trist, men han selv kom ikke i nærheden af Faith eller Kimeya i den her tid, så han håbede selvfølgelig på at Demian var lidt mere heldig end det.
Nathaniel ønskede på ingen måder at holde Yuuki for løgn. Om der ville ske ham noget? Ja, det kom så sandelig helt an på hvordan Kimeya ville tage at knægten pludselig opsøgte ham efter alle disse år, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Hvis jeg skal være helt ærlig.. Så ved jeg det virkelig ikke, Yuuki. Det er en afgørende færd for Jer begge, som han har begivet sig ud på," forklarede han med en sigende mine, da han igen førte hende ind i det kontor, eller rettere sagt det som skulle have været en stue, for at få hende med sig. Det var ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være bekymret, også selvom han skam godt forstod sig på, hvorfor hun reagerede på den måde.

[Deleted]

Hun sukkede dybt da han bekræftede hendes blinde teori. Lige så meget som hun ønskede at stille ham spørgsmålet, så var det bare ikke tiden til at tage hul på flere spekulationer. Mere end noget andet, havde hun i den grad savnet den mand der stod foran hende lige nu. Det som hun nok aldrig havde forestillet sig, var at have en tilknytning til den mand som havde stået Kimeya meget nær. Hun havde aldrig haft nogen relation til Nathaniel på egen hånd før hun var genopstået for hans fødder. Deres liv var på nuværende tidspunkt meget ens. De levede begge to i skjul og væk fra kendte ansigter. Det mest forbløffende ved det hele var vel at Yuuki havde formået ikke at skabe Kaos omkring sig igennem de sidste 1000 år. Hendes alder havde bragt viden med sig og derfor havde hun ikke så let ved at falde i fælder. Hun var heller ikke slet så impulsiv, som i sine unge dage. "Det forbløffer mig ikke, det ville kun være underligt om der ikke var nogen relation at komme efter..." Svarede hun med en lav tone og søgte hans blik. Nathaniel var ikke en der kunne se ind i fremtiden og det stod hende tydeligt, men et betynget sind søgte vel altid efter ro, uanset hvordan det så måtte ske. Hans ansigt var et som helt fik hende til at glemme alle bekymringer. Han var en mand med en naturlig ro over sig og det påvirkede hende tydeligt. Da han førte hende ind i stuen tog hun om hans hånd om hendes håndled og åbnede den let, kun for lede det til hendes hånd i stedet. "Sådan her..." Påpegede hun sigende og havde endnu ikke sluppet synet af hans ansigt. "Jeg vil ikke stikke af." Tilføjede hun. De lyse lokker lå en anelse rodet omkring hendes skuldre. Hun bar en løs hvid, hør skjorte med V-udskæring og to snore der kunne bindes sammen i toppen. En nederdel med bred vidde sad til uden om skjorte, placeret fra hendes talje og ned til anklerne, med tilhørende flade sko. Dog skjulte hendes kappe meget hendes bygning, men der havde hun heller ikke ændret sig synderligt. En kvinde født i uheldets stjernetegn; det var hende. Det var ligemeget hvad hun gjorde eller sagde så ledte det hende altid i uføre, selvom hun havde været mere end bare heldig indtil nu. 

[Nathaniel Diamaqima]

Evnen til at se ind i fremtiden, var ikke en evne som faldt til Nathaniels fordel, og han var uden tvivl også glad for det. Lige nu ville han bare gerne have styr på det hele igen. At se Yuuki, var ganske vidst ikke noget, som han lige havde regnet med at se nogensinde igen, da han jo - ligesom så mange andre, gik ud fra, at hun jo faktisk var død. Sådan burde jo døden fungere, men det var bare ikke sådan i alle tilfælde, det kunne han da tydeligt se. Han nikkede. Kimeya og Demian var tættere end hvad man nok lige ville tro - eller mere end hvad hun var klar over, selvom det nu var en familieting, som han ikke direkte ønskede at blande sig i.
"Ingen med sin fulde fornuft, vil opsøge den mand, hvis der ikke var en stærk grund til det, kære Yuuki. Jeg er nu sikker på, at han nok hurtigt skal komme hjem igen," sagde han med en rolig stemme. Som hun tog omkring hans håndled og viklede sin arm ud, for istedet for at tage hans hånd, fik kun hans smil til at brede sig på hans læber. "Jeg beklager," sagde han med en rolig, dog ganske ærlig stemme.
Nathaniel førte hende med sig ind i stuen, så de kunne sidde foran pejsen. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han vendte blikket mod hendes skikkelse atter en gang. Han havde ikke direkte blod på lager, så han kunne tilbyde hende noget. Det var bestemt heller ikke vampyrer, som han normalt havde rendende på sin dør. "Fortæl mig hvordan det er at vågne op som.. det du er?" spurgte han med en rolig stemme, dog tydeligt præget af en klar nysgerrighed, selv på trods af hans lange erfaring. Han havde jo selv været igennem det, at blive revet ud af døden og tvunget direkte tilbage til livet, selvom det havde været hans egen datter der havde gjort det, så var det stadig underligt... meget underligt.