Et møde med fortiden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nysgerrigheden slog måske katten ihjel, men den lærte også de øvrige hvordan de skulle begå sig. Nogen skulle jo begå fejlene for at andre kunne lære af dem, og det var også det som Nathaniel gjorde i dette henseende - Ganske enkelt ved at stille spørgsmål og tage ved lære.
"Det er sådan man lærer.. Hvis man gør det med måde," sagde han blot med en rolig stemme. Historien som kom til følge, var dog noget som alligevel måtte overraske ham en hel del. Hans blik hvilede alvorligt på hans skikkelse. Yuuki? Var hun i live? Han havde da troet, at Kimeya havde lagt hende ig raven for rigtig mange år siden! Han trak vejret dybt. Han kendte i hvert fald rigtig mange, som ej ville være glade for netop denne viden.
"Rygterne forløber sig vidt omkring hvad der skete med din mor, Demian. Man kan blot sige, at hun var en uheldig kvinde af mange, som har været i nærheden af Kimeya Marvalo.. Hvordan kan det være, at du har fundet hende? Rygterne om hendes død har vandret langt," fortalte han med en sandfærdig mine. Dette gjorde ham nysgerrig for alvor. Knægten ønskede vel at leve i fred og harmoni med sin moder? Og det kunne han skam heller ikke se det forkerte i. Man skulle nyde tiden mens den var der.
Nathaniel rejste sig roligt op og med blikket alvorligt hvilende på Demian. At Yuuki endnu måtte være her, var en farlig viden for ham at være i besiddelse af, også selvom Kimeya og Faith ej var individer som han så meget til. Sidst han havde set dem, havde de sendt ham bort. Faith ikke mindst. "Det er farligt for hende at være omkring, Demian.. Jeg skal se hvad jeg kan gøre hvad angår pagten som du indgik.. Jeg kan ikke love noget," sagde han blot. Det var en gammel alkymi han skulle bryde.. Og alkymi havde han selv ikke rørt siden Liyas død.

[Deleted]

Det undrede ham ikke. Hendes tilstedeværelse havde langt flere konflikter end hvad han selv stod med på hånden. At det alligevel kom som en stor overraskelse for Nathaniel fik ham kun til at smile stort af en eller anden årsag.
"Det også bedst. Jeg vil ikke til at slås med uventede gæster fordi hun lever i fred og uvidenhed."
Han vidste skam godt hvad konsekvensen ville ende ud med hvis Kimeya fik fingrene i hende igen. Det ville hun helt sikker ikke slippe godt fra. Han vågede over Naht's bevægelser og forblev ganske rolig.
"Men det forbavser mig stadig, at hun overlevede et møde med min far. Jeg havde ikke regnet med at han ville lade hende være. Ikke når han allerede har taget livet af hende én gang før."
Hun havde lagt grueligt syg tilbage den gang og det var ham stadig meget overvældende at han formåede at forvandle hende i sidste øjeblik.
"Det som du gjorde i sin tid har vist sig at være for det bedste, men det møde hun havde med min far har gjort hende nysgerrig omkring sin fortid. Hun ved ikke at jeg er hendes søn. Det vil bare udløse en endeløs søgen på en fortid der er bedst tjent med at være glemt. Hun ved at hun deler navn med min far og at han kender mere til hende end du gør. Hvis det stod til hende så havde hun fundet dig for længe siden, hvis ikke at det var fordi jeg stak hende en hvid løgn og sagde du var død."
Han lagde sine arme over kors. Det var ikke den mest idylliske harmoni han havde med sin mor. Det skulle han nok være den første til at skrive under på. Det var en kamp hver gang at hun fik overbevist sig selv om at der måtte findes en anden sandhed bag hendes fortid. Hun var langt fra nem at nare

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki var en kvinde, hvis navn var kendt i mange store konflikter i disse lande. Når alt endelig kom til alt, så vidste Nathaniel jo godt, at viden om hendes tilstedeværelse, og det faktum, at hun faktisk var i live, ville bringe langt flere af disse til denne verden, og det ønskede han på ingen måde. Selv havde Nathaniel nu været en mand af typen som mente, at alle skulle have lov til at være til, men selv til tider, kunne enkelte individer faktisk få ham til at skifte mening - såsom Yuuki.
"Det er der heller ikke nogen grund til. Bare du holder hende væk fra Dvasias, så vil konflikterne ikke også genopstå," sagde han roligt, dog alligevel alvorligt. Hvis Kimeya fik at vide, at hun stadig er her, ville han ikke tøve med at følge efter og slå hende ihjel.. Og det var ikke en situation som han ønskede at Demian skulle stå fast i. Han rystede let på hovedet.
"Det er ikke altid til at vide hvad Kimeya finder på, og gør sig af tanker. Han har ladet din mor overleve i det tilfælde af en grund," sagde han videre og med en tænksom mine. Måske manden vidste, at hun faktisk var i live? Men bare havde valgt ikke at gøre noget ved det? Det var jo aldrig til at vide, og det var uden tvivl også en forunderlig tanke, selv for hans vedkommende. "Hvis hun virkelig søger for svar.. Bring hende til mig.. Hvis det vil give hende ro på sjælen, så lad mig i det mindste bekræfte din historie for hende," sagde han endeligt. Hvis det var svært for ham at holde hende i ro, som det faktisk kunne lyde som, så var der i hans øjne en grund til bekymring.
"Din mor ved at der er mere derude, end hvad hun har fået at vide.. At erklære folk døde undervejs er ikke vejen frem, Demian.. Du leger virkelig med ilden.. Specielt hvis du lader hende alene i sådan en sindstilstand," pointerede han alvorligt. Det var ikke lette sager han jonglerede med.

[Deleted]

"Det er nemmere sagt end gjort, Nathaniel..."
Hans tone var pludselig blevet en anelse lille. Han følte som sådan ikke skyld over hvad han havde gjort, men der havde ikke været nogen anden mulighed for hans vedkommende.
"Da jeg fandt hende var hun døden nær. Hun var syg og kold... Jeg kunne ikke gøre andet end at forvandle hende. Hun er... af mørket ligesom jeg er."
Demian havde som hovedregel altid holdt til i Marnjarno, men med Yuuki under armen var det som sagt; nemmere sagt end gjort. Han kløede sig i nakken og skævede let mod Nathaniel. Det at Nath var villig til at se hende var ikke just en overraskelse, men han gruede for hendes spørgsmål. Den viden hun allerede besad gjorde det i forvejen svært for ham at holde hende i skak.
"Hvis hun finder ud af at jeg har løjet overfor hende vil hun stille spørgsmålstegn til mange ting. Jeg havde ingen anelse om hvor du befandt dig henne og om du stadig var i live, indtil for nylig. Hvis du mener at du kan håndtere hende kan jeg sagtens bringe hende hertil."
Hans blik faldt ud af vinduet og i retningen mod kroen.
"Hun venter i øjeblikket over på kroen. Jeg måtte bringe hende og en af mine vagter med mig for at holde hende i nærheden af mig hele tiden. Hun vil ikke lade mig ud af syne så let."
Sukkede han tungt og lagde sine arme over kors med rynket bryn.

[Nathaniel Diamaqima]

For alles skyld, var det her ikke en sag som Nathaniel kunne se bort fra. Yuuki var i live, velvidende om at rygterne sagde, at hun var død. Det gjorde ikke just tingene meget bedre. Han trak vejret dybt. Den her sag, var de nødt til at få styr på, inden de gjorde noget som helst. Det var uden tvivl et krydder til hans egen tilværelse, og det ville udskyde hans lille udflugt til Procias, men med disse problematikker at tage sig af, så kunne han ikke tage afsted - endnu vel og mærke.
"Du gjorde hvad du kunne for at holde hende i live.. Lad mig yde hvad jeg kan, for at hjælpe til med resten. Jeg ved ikke om du forstår sagens alvorlige omfang."
Brillerne forlod endnu en gang hans næseryg, inden han rejste sig op. For nu lod han amuletten ligge på bordet. I huset her, ville der intet ske den, da der faktisk ikke var mange i hans liv som vidste hvor han var, og det var noget som han faktisk havde det ganske fint med. "Hun behøver ikke vide, at du har løjet for hende," begyndte Nathaniel med en rolig stemme. Han søgte roligt hen til hans skikkelse endnu en gang. Selv så han gerne at Yuuki blev bragt hertil.. Hvis der var nogen til at bekræfte Demians forklaring, samt give hende svar på hendes spørgsmål, ville det måske give en ro til hende, som gjorde at det ville blive nemmere for Demian at holde hende skjult - og derfor også ude af Faith og Kimeyas klør.
"Hun er præget af uro over manglende viden om sit liv. Ingen kan klandre hende for det. Bring hende til mig, når du føler for det, min dreng." Han lagde hånden på hans skuldre. Efterhånden var hans kald i livet at hjælpe folk. Og Demian ønskede han virkelig at hjælpe.

[Deleted]

Demian nikkede helt alvorlig. Han vidste skam godt hvilken fare det kunne udsætte dem for. Hvad han ikke havde hørt op gennem årene var efterhånden kun ganske lidt, men hvor meget af det der så var sandt eller falsk havde han ingen anelse om.
"Vi rejser mod Dvasias i morgen ved daggry."
Hånden mod hans skulder var som en bekræftelse på at han ikke havde søgt forgæves. Det had og den desperation han i tidernes morgen havde været i besiddelse af, var forsvundet for meget længe siden. Den klarhed og beslutsomhed han havde på nuværende tidspunkt var helt klart at foretrække, især hvis han skulle håndtere sin mor. Han lagde roligt sin egen hånd over Nath's og smilede beroligende til ham. Han var glad for at Nathaniel var en del af hans liv. Mange ting kunne han hade sin far for, men det var jo næsten en gave fra himlen at han var vokset op under Nathaniel. Med alt det kaos der havde hersket om den lille familie, som Kimeya slet ikke var en aktiv del af længere, så var det kun rent held der havde bragt dem så langt som de var i dag.
"Jeg tager til kroen og henter hende. Det vil ikke tage særlig lang tid. Det bedre at hun er her da der er for mange øjne og øre på kroen."
Han trådte roligt forbi Nathaniel og greb sin kappe, slog den om sig og vendte blikket mod Nathaniel. Hvis problemet var så stort som Nath gav udtryk for, var det vel kun for det bedste at de fik det overstået nu mens tiden stadig var til det. Ingen kendte til morgendagens begivenheder.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tvivlede ærlig talt stærkt på at Demian havde nogen anelse om hvor alvorlig denne situation måtte være. Et sted var det uden tvivl en skræmmende tanke, men hvis Kimeya og Faith fandt ud af, at Yuuki endnu var i live - kendt med sin historie eller ikke, så gjorde det ingen forskel. Det ville starte en ny krig, og det var ingen af dem det mindste interesseret i. "Jeg vil ikke anbefale en destination som Dvasias, min dreng," sagde han ærligt, dog med en ganske alvorlig mine. I sig selv, var det en meget alvorlig ting at omdiskutere, men chancerne for at Faith og Kimeya fandt ud af det, var for stor.
Selvom der var hændt meget igennem de sidste år.. rigtig mange år faktisk, så glædede det faktisk kun Nathaniel, at Demian stadig kom til ham, når han virkelig havde brug for det. Såsom nu, hvor han havde fundet sin mor, og pagten nu kun var i vejen for ham, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre. Han nikkede til hans ord. "Din mor vækker nok også megen opmærksomhed, kunne jeg forestille mig. Bring hende hertil.. Så skal jeg nok give hende den fred i sjælen," sagde han roligt. Han trykkede kort om hans skulder, inden han lod knægten gribe ud efter sin kappe. Ja, det var mange ting som han selv skulle kapere, og nemt var det ikke. Tanken om Yuuki.... han var virkelig bange for hvad Faith og Kimeya ville sige, og pænt blev det bestemt ikke.

[Deleted]

"Jeg er den eneste der er i stand til at forsvare hende hvis der skulle ske noget. Jeg kan ikke efterlade hende her, ikke hvor at rygter krydser grænserne."
Han trak hætten over hovedet og forsvandt ud af døren med lynets hast. Jovist, hans færdigheder var skam steget voldsomt. Han havde også haft den lange tid til at læne sig op ad sin mere naturlige side og det var skam kun en god ting.

Tiden gik og til trods for at en vampyrs hurtighed ikke var til at spøge med. Lyden af en utilfreds samtale lød udenfor kort før at døren gik op.
"Hvor mange gange skal jeg sige det til dig før at du vil lytte!?"
"Det passer jo ikke! Du fortalte mig allerede for flere hundrede år siden at han var død!"
Demian trak hende ind i armen og lukkede døren efter sig med en åbenlys irritabel mine.
"Nath!"
Han vendte øjeblikkelig fokus rundt i hytten for at lokalisere Nathaniel, men et overraskende smæld ramte hans kind.
"Jeg vil ikke finde mig i det her. Nathaniel er død! Du bragte mig endda bevis for det, så hvordan kan du pludselig komme og sige til mig at han stadig er i live!"
Yuuki var rasende, nok mest af alt skuffet og det forstod Demian skam udmærket godt. Han tog sig til kinden og følte sig betydeligt øm. Ikke underligt når hun besad selv samme evner som han. hun var endda stærkere end ham da hun ikke var halvblods ligesom han selv var.
"Yuuki... jeg..."
Han fandt det underligt at det lå så naturligt at være hende underdanig når de ikke engang levede som mor og søn, men snare som to der stod meget nær. hun havde kun ham at vende sig til i hverdagen. En af grundende til at han ikke kunne lade hende være alene.

[Nathaniel Diamaqima]

"Det er et farligt sted at føre hende hen, Demian," advarede Nathaniel med en alligevel alvorlig mine, for han så ikke nogen grund til at skulle holde det skjult for ham. Selvom knægten var hurtigere ude af døren, end hvad synet lige kunne spotte, så dumpede Nathaniel endeligt ned på sin stol.. Mest for at tænke scenariet igennem. Ja, han kunne jo forestille sig, at Yuuki krævede en forklaring på hvorfor han havde været 'død', men stadig sad der? Der var mange ting som skulle opvejes.

Lyden af de mere højtråbende personer udefra, var noget af det første som fangede Nathaniels opmærksomhed, allerede inden de overhovedet trådte indenfor. Hvordan ville Yuuki tage det hele? Ville hun overhovedet kunne huske ham? Det var jo aldrig til at sige, for han vidste ikke hvor bredt hendes hukommelsestab havde været og hvor meget hun ikke huskede eller noget som helst. Han rejste sig roligt op for at komme dem i møde.
Det første Nathaniel så, var Yuuki som gav Demian en på siden af hovedet. Han rystede let på hovedet. "Der er ikke nogen grund til at drage så hastige konklusioner, Yuuki... Jeg er lige her," sagde han med en rolig stemme, som havde det været noget af det mest normale i hele denne verden. Uden tvivl var det her jo ikke en nem situation for nogen at befinde sig i.. hende specielt, hvis hun var sådan sindsforvirret.
"Demian.. Tag plads foran pejsen. Jeg skal nok tage mig af din m..... Yuuki," rettede han hurtigt. Han ville jo heller ikke gøre ondt værre.

[Deleted]

Demian tøvede ikke et sekund med at trække sig på afstand af hende, delvist irretreret og delvist flov. Yuuki skulle lige til at gribe ud efter ham da en betydeligt velkendt stemme lød for hendes øre. Ganske få ting kunne hun huske, men de var enormt tydelige. De minder hun besad var skam stærke nok til at holde hende vågen den lange nat. Hun drejede om på hælen og lod blikket falde intenst på Nathaniel. Hun blev helt stum for et kort øjeblik før hun impulsivt stormede over mod ham, som var han det eneste der virkelig havde en betydning for hende. Han var alt hun kunne huske. Han var den hun følte sig mest tryg ved. Hun greb begge hans hænder og så ham dybt ind i øjnene.
"Nathaniel...?"
De velkendte blå øjne, det hvide lange hår og den blege hud, intet havde ændret sig, ud over hendes temperatur. Hendes blik var spørgende og hendes krop anspændt.
Demian der så til fra sidelinjen, måtte tage sig selv i ikke at stirre alt for åbenlyst over hendes reaktion. Det fik ham til at fortryde en del valg som han havde taget gennem tiden.
"Er det virkelig...? Men hvordan?"

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så slet ikke nogen grund til at Yuuki skulle rende rundt og slå på sin egen søn, også selvom det nok heller ikke var sådan at hun så på tiden. Hans stemme var hende genkendelig, det kunne han da så tydeligt mærke på hende. Han lod Demian trække sig, for selv at tage over istedet for. Yuuki var ikke just et individ, som han havde regnet med at se mere til, og et sted var det jo en tanke, som han måtte finde skræmmende.. At man kunne gøre sig sådanne tanker om andre, var normalt slet ikke ham.
Det kolde greb om hans egne næver, fik ham til at lukke sine om hendes, også mest for at understrege, at han var der. Han sendte hende et svagt smil. "Iscenesatte min egen død, Yuuki.. Selv en mand som jeg har brug for ro.. Jeg er ved at være gammel ved du," sagde han, som var det den mest naturlige grund til at han havde taget sit valg. Selvom han have haft sine ting at slås med.. Så havde roen uden tvivl været utrolig rar og tiltrængt selv for hans vedkommende.
"Kom med ind, Yuuki.. Her er mit hjem," sagde han roligt og bød hende roligt med sig indenfor, ved at tage mere fat om hendes ene hånd, og førte hende med sig. Hvor god kontrol hun havde over vampyren, vidste han ikke, men for nu valgte han også at stole på at Demian ville gribe ind, om det blev nødvendigt.

[Deleted]

Demian så forbløffet til. Det var helt underligt at se hende så rolig. Han havde ikke set hende så rolig før. Nok også derfor at hans umiddelbare indtryk af hende var helt anderledes end det som Nathaniel måske kendte til.
Yuuki forblev tav ved hans forklaring. Hun havde ikke behov for at modargumentere det han sagde, for det var vel sandt? Gammel var han sandelig blevet ja, men ikke desto mindre var han her stadig og det var for hende nok i sig selv. Hun var forfærdelig dygtig til at håndtere sig selv og sine evner. Nok ligefør at hun var ligeså erfaren som Demian på det punkt. De havde begge fulgtes ad i deres udvikling lige siden at Demian havde forvandlet hende. Hendes blik gled ikke et sekund fra Nathaniel, ikke på noget tidspunkt. Hun fulgte ham blot ganske roligt med ind som en tam lille killing. Hun tog blidt fat om hans hånd med den anden også og kunne næsten ikke holde sammen på sig selv. Det var inderligt en glæde for hende endelig at have fundet Nathaniel igen.
"Jeg forsøgte at finde dig for meget længe siden..." 
Begyndte hun stille, men vidste næsten ikke hvor hun skulle starte. 
Demian fulgte dem roligt med blikket og smilede let for sig selv. Det kunne godt ske at hun kunne slå fra sig i vrede, men det var ham en stor lettelse at se at hun faktisk også havde en blid side af sig. Den fortid hun måtte gemme på betød måske mere for hende end han lige havde regnet med...

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ganske vidst en gammel og vis mand, så den ro, som han havde fået ud af det hele, havde uden tvivl været noget, som selv han havde haft så voldsomt brug for. Han havde været bort.. rygterne om hans død var ikke ukendte, og nu kunne han stort set gå på gaden, uden at blive genkendt. Han fandt det faktisk som en tydelig befriende. Selv kendte Nathaniel Yuuki bedre end som så, og vidste at hun havde en mild og blid side. Det var vel også den som Kimeya var faldet for i udgangspunktet? En som faktisk var i stand til at udvise omsorg?
"Demian fortalte mig så.. Jeg bad ham om at bringe dig til mig," fortalte han roligt. Han førte hende roligt med sig ind i den lille stue.. som man jo så heller ikke kunne kalde for en stue, men mere et rum med skrivebord, rod og en lille pejs. Han var jo kun alene her, så han havde ikke brug for så meget. Han bød hende roligt til at sætte sig foran pejsen, velvidende om, at hun ikke vil kunne finde varmen i den kolde og døde krop. På intet tidspunkt gav han slip på hendes hånd.
Velvidende om at Faith ville slå ham ihjel, om hun vidste, at han sad og førte en samtale med Yuuki.. en kvinde, som hun slet ikke kunne klare, fandt han et sted underholdende. Han selv tog bare pladsen på gulvet, som en tydelig opfordring til at hun skulle gøre det samme. "Jeg har forstået, at den sidste tid har været svær for dig, min ven.. Jeg er her nu.. Så nu kan du blot falde helt til ro," afsluttede han. Selv lod han blot Demian trække sig og gav ham muligheden for at slappe af. For nu ville han da mene, at han havde helt styr på Yuuki.

[Deleted]

Hvad det helt præcist var som hun søgte svar på vidste Demian udmærket godt. Han var blevet bombarderet med alverdens spørgsmål, som han dog ikke selv kendte halvdelen af svarene på.
Yuuki satte sig instinktivt ned foran Nathaniel stadig med grebet om hans hånd. Et eller andet sted var hun vel bange for at give slip; bange for at han lige pludselig skulle forsvinde for øjnene af hende, så hun ville ikke tøve.
"Kort tid efter at du lod mig vandre omkring her i Marnjarno, mødte jeg en dødsengel ved navn Joshua. Jeg endte op i hans mansion i Dvasias og før jeg vidste af det var min krop ved at falde sammen. Alt hvad jeg vidste dengang var kun at jeg ikke kunne tåle mørket i længere tid, men jeg tænkte ikke videre over det, ikke eftersom at han altid var der for mig i de tider hvor det var værst. Jeg fornemmede hurtigt at der var noget ved ham der virkede bekendt. Det mørke som omringede ham virkede alt for naturligt og velkendt, men min krop kunne ikke håndtere at være låst inde bag kolde mure. Det at være beskyttet som et yderst sjældent væsen tog næsten livet af mig... før jeg stak af."
Hun sank ind i sig selv ved mindet om Joshua. Det var ikke negativt, men trist. Med en rolig hånd strøg hun håret om bag øret og så op på ham igen før hun fortsatte.
"Den nat jeg stak af... mødte jeg en mærkværdig mand, ved navn Kimeya Marvalo... han vidste hvem jeg var, hvem du var... hans blik var fyldt med had og foragt. Han påstod gentagende at jeg kendte ham og ville ikke tro mit ord når jeg fortalte ham at jeg ikke vidste hvem han var. Han havde den samme kulde som Joshua... det insisterende og gennemborende blik. Det vækkede den samme velkendte fornemmelse i mig, men hvor og hvorfor... det forstår jeg stadig ikke."
Hendes talestrøm indeholdte mange flere detaljer end hvad Demian nogensinde havde lyttet til. Han sukkede let for sig selv. Nu forstod han hvorfor at hendes nysgerrighed om hendes fortid sad så dybt i hende. Det naturlige instinkt som hun besad og den underbevidsthed der ikke var nem at at gemme væk, selv ikke engang med alkymi. Situationen var langt mere seriøs end hvad han lige havde regnet med. Når hun var klar over så mange ting allerede nu så var det kun et spørgsmål om tid før hun ville finde en måde at tappe ind til sin egen underbevidsthed for at finde svar.
"Jeg har brug for svar Nathaniel. Jeg ved hverken fra eller til længere og der er ingen som vil give mig en ærlig forklaring på hvorfor at jeg føler mig så tom indvendig. Jeg ved der er ting som jeg burde kende til, selv den mand ved navn Kimeya var overbevist om at jeg kendte til meget mere."
Hun forstod det inderligt ikke og det tyngede mere og mere på hendes samvittighed end hvad hun umiddelbart gav udtryk for. 
"Hjælp mig, Nathaniel... jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op længere!"
Tåre trillede stille ned ad hendes blege kinder. Hun ønskede inderligt at finde svar. 
Demian sukkede endnu engang lavt for sig selv. Skulle han bare fortælle hende sandheden og afsløre hvem han i sandhed var?

[Nathaniel Diamaqima]

Tryghed var hvad Yuuki havde brug for, og det var det som Nathaniel agtet at give hende. Selvom han vidste, at han skulle holde sig til den historie som Demian havde givet hende, så kunne han jo alligevel godt give hende noget ekstra. Han holdt øje med knægten ud af øjenkrogen, som han satte sig ned med Yuuki. Han holdt stadig i hendes hånd. Hvis det var hvad hun havde brug for lige nu, så ville han hellere end gerne give hende det. Forundret over hvor meget hun faktisk var i stand til at huske, lyttede han aktivt til hendes fortælling. Joshua var en gammel dødsengel, som man ikke havde set skyggen af i frygtelig mange år, men at hun så derimod alligevel havde stødt på Kimeya, var ham en overraskende tanke. Endnu mere at manden ikke havde valgt at tage hendes liv.
"Jeg forstår udmærket din bekymring, Yuuki.. Det er alligevel mange ting, som du er i stand til at huske, og mere end hvad jeg først havde troet," sagde han ærligt. Sagen om Kimeya var han bestemt ikke begejstret for. Den mand havde en sjov tendens til at ødelægge andres liv omkring sig. Han trykkede let omkring hendes hånd. "Jeg ved ikke hvad Demian har fortalt dig, men jeg kan forsikre dig om, at det har været i bedste mening. Han kan desuden ikke give dig halvt så mange svar, som jeg kan," fortsatte han. Han havde været meget involveret i sagen med Yuuki og Kimeya, og han formodede, at det var den sag, som faktisk frustrerede hende mest.. Specielt hvis hun havde mødt den mand, som hun i sin tid faktisk havde elsket.. Og fået en familie med.
Demian var ganske vidst ikke lige den unge knægt som Nathaniel have øje for nu, men ignoreret blev han ikke. Han vidste at han fulgte med, og det passede ham egentlig fint. For nu ville han bare give Yuuki den ro til sjælen.. eller den manglende, i og med, at hun nu var af mørket. Knægten havde reddet hendes liv, men selv det var vel svært for hende, at indse som det var lige nu? "Svar vil du få, når jeg får spørgsmålene, Yuuki.. Vi er her begge for at hjælpe dig.. Og uanset hvad svaret er, er det vigtigt for mig at du ved, at det er gjort i bedste intention," afsluttede han. Han så ikke nogen grund til at blusse mere i de svage flammer. Nej, for nu ville han give hende den ro, som hun længe havde søgt, så hun om muligt, kunne få et normalt liv til at hænge sammen.