Et møde med fortiden.

[Deleted]

"Som det jeg er?" Gentog hun med en spørgende tone. Hovedet gled en anelse på sned over hans spørgsmål. De blå øjne dansede rundt i takt med at hendes fokus iagttog hans blik, sommetider hele hans skikkelse. Hun satte sig denne gang på knæ ganske tæt på, foran ham. Hans hånd omfavnede hun med begge hænder til trods for at hendes var kolde, men hun kunne lide at mærke hans varme og den nærhed det bragte med sig. Den historie der hvilede bag hendes forvandling ville nok overraske ham en hel del. "Jeg...." Hun tav let og så ham i øjnene for en kort stund inden hun lod dem dale i jorden. "Da Demian i sin tid fandt mig... var det allerede for sent at gøre noget... Han kunne ikke hjælpe mig... Jeg var allerede fuldkommen ødelagt indefra. Den graviditet tog livet af mig..." Hun tav med en knyttet hånd for munden. "Jeg forsøgte at stikke af, men selve processen gik alt for stærkt. Efter at Kimeya havde ført mig til grænsen, gik der ikke længe før at alt omkring mig blev sort. Det næste jeg husker er en mørk kælder... Jeg var låst inde bag tremmer i flere måneder før Demian lukkede mig ud og tog mig med udenfor." Igen tav hun og klemte ganske forsigtigt om hans hånd som var hun udmærket klar over sin styrke. "Kræfterne, sulten, sanserne... Det hele gjorde mig enormt anspændt og bange. Ting som jeg før gjorde uden at tænke over det, endte lige pludseligt med at være til fare for andre omkring mig. Det endte med at jeg låste mig selv inde igen og tog nøglen med mig. Demian var ude af den i dagevis fordi jeg nægtede at spise... Jeg kunne bare ikke få mig selv til det i en lang periode og jeg har stadig svært ved det. Det strider imod naturens regler, men jeg har aldrig overfaldet nogen eller noget for at finde føde." Hun kiggede forsigtigt op igen for at fange hans blik. "Det tiltaler mig slet ikke. Jeg kan ikke få mig selv til at sætte tænderne i et levende væsen." Tilføjede hun. Med begge hænder vendte hun hans hånd for at finde hans puls om håndledet. "Jeg kan tydeligt mærke din puls... jeg kan endda høre dit hjerteslag, men det påvirker overhovedet ikke mine instinkter i den retning som det burde."

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom Nathaniel var ved at være en gammel mand, så var selv han præget af en nysgerrighed, og det var jo heller ikke ligefrem alle svar, som han selv kunne læse sig frem til. Det at være fanget og præget af mørket på denne her måde, var ikke desto mindre, noget som han ikke selv havde forståelsen for, da han selv ikke havde prøvet det, og bestemt heller ikke havde tænkt sig at stoppe op for at spørge om han måtte. Han selv blev siddende og lyttede til hendes ord.. så det for sig, mens han lod hende sidde med hans hånd. Hans hjerte begyndte at hamre. Det var uden tvivl en meget dyb historie, som hun valgte at dele med ham. Han trak vejret dybt og vendte lige så de mørke øjne mod hende. Hendes historie fandt han uden tvivl tragisk, og det var så sandelig heller ikke noget, som han ønskede at lægge det mindste skjul på, for han fandt det uden tvivl trist og sørgeligt, at den slags skulle ramme en kvinde som hende. "Jeg har haft kendskab til mange af Jeres slags, men har sjældent mødt nogen, som har den form for selvkontrol, Yuuki," bemærkede han med en rolig stemme, uden at han fjernede blikket fra hende. Han frygtede faktisk ikke hvad hun kunne finde på, nu hvor hun sad med hans håndled i sit greb, og hvordan hun faktisk uden problem, vil kunne tage hans liv. "Det må være dit varme og venlige hjerte, som vi alle har været kendt med, som gør det. Man siger jo, at det som man førhen har været, vil påvirke os, uanset i hvilken retning livet nu må gå. Jeg ved jeg selv har meget mørke med i min egen fortid, som selv den dag i dag kan forfølge mig.. Du skal om ikke andet være glad for, at du har en som Demian i dit liv, min kære. Han vil dig kun det bedste," sagde han roligt og med et sigende nik. Den unge knægt gjorde da også alt for hende. Hånden lod han hende sidde med. Hun virkede heller ikke til at være påvirket. "... Hvordan er din selvkontrol?" spurgte han videre. Denne gang åbenlyst nysgerrigt.

[Deleted]

Hun bemærkede dog tydeligt at hans hjerte begyndte og hamre. En trykket mine prydet derefter hendes ansigt, som hun straks placerede sin hånd blidt mod hans brystkasse. Han behøvede ikke at give udtryk for det med ord. Det var nok bare at kunne læse hans krop. Sindet påvirkede altid kroppen før at ord kunne få lov til at forklare. "Måske det er derfor at jeg genopstod som engel, dengang?" Det var meget længe siden nu, men den form hun havde taget den gang, var jo som en engel og så var der jo ikke noget at sige til at hendes liv blev sat i fare ved at ende op som gravid til en dødsengels afkom. Den slags modsætninger var aldrig en blanding som var set før og det vare uden tvivl med god grund. "Demian vil altid have en plads ved min side... Og det samme vil du." Hendes blik rejste sig til hans igen. Pulsen der hamrede afsted under hans klæder og skind var lige så tydelig for hende, som deres stemmer der fyldte rummet. Hendes selvkontrol? At han sad med en åbenlys nysgerrighed til hendes reaktions mønster, var ikke noget hun var blevet mødt med før. Altid havde Demian og dem der opholdt sig i hans hjem været ganske klar over hvad der ville ske med dem hvis de yndede at provokere hendes natur, dengang hun stadig var ny altså. Hun slap ham og trak hænderne til sig, kappen trak hun af og lod falde til gulvet ved siden af sig. En lille dolk hev hun frem fra ryggen. Den var ikke meget længere end hendes egen hånd. Kniven tog hun ud af skaftet og placerede det skærende blad mod sin egen håndflade. Hun strammede grebet let om skaftet og bed sig i underlæben. Smerte var en ting hun aldrig havde kunne fordøje særlig nemt, men det var da den letteste mulighed hun havde for at vise ham det i praksis. Meget kunne hun gå med til, men intet andet væsen skulle lide til fordel for hendes natur, end ikke en gammel ven. Hun havde dog ikke i sinde at skulle nære sig på sig selv, men alene hendes magre diæt havde da også sine bivirkninger på hendes almindelige evner som vampyr; alt ville tage længere tid, så længe hun sultede sig selv. Kom hun til skade ville det at hele igen tage længere tid, hendes sanser blev også en anelse skærpede og derved knapt så stærke, men hun var langt fra forsvarsløs. Blikket lod hun søge op mod ham igen, blot for at vide sig sikker i om det nu rigtigt nok, var hans intention om at blive bekendt med hendes selvkontrol. Troede han at hun ville... ? Eller var det bare hans naturlige begær om viden?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var præget af en nysgerrighed, som bare aldrig kunne stilles, og sådan havde det jo været igennem hele hans liv. Han vidste hvilket godt væsen Yuuki altid havde været, og derfor anså han det faktisk som en stor skam, at det var noget som ikke alle bare kunne acceptere. En kvinde som hende, var som en usleben diamant, som egentlig kun ventede på at blive opdaget af den rette person. Han lod hovedet søge let på sned. Smilet bredte sig en kende på hans læber. "De individer med det gode sind, er dem som skæbnen altid vil tilsmile," sagde han med en rolig stemme. Han nikkede. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at Demian og Yuuki nok skulle være der for hinanden, og at de selv ville fremstå stærkt, og det var lidt også det som man kunne sige, at han håbede på. Ingen af dem fortjente noget andet i hvert fald, så derfor håbede han naturligvis også at Demian opnåede hvad han ønskede. "Det betyder meget for mig," sagde han ærligt. Det var ikke nogen hemmelighed, at han ikke havde særlig mange omkring sig i denne her tid, så det var uden tvivl en trist fremgang, men ikke noget, som han kunne gøre alverdens ved, om det var noget som han nu ville det eller ikke.
At Yuuki fandt en kniv frem, forundrede ham blot, hvor han dog alligevel trak hånden en anelse til sig, blot for at tage i betragtning hvad hun egentlig havde gang i. Han rynkede mellem øjnene, men brød dog ikke ind. Hvad var det hun forsøgte at påvise? At hun skar sig i håndfladen, fik dog selv ham til at rykke tættere på. Såret lukkede sig ikke med den hast, som han ellers havde set ved hendes slags. Roligt tog han selv omkring hendes hånd, inden han lod blikket glide i retningen af hende igen. "Du får ikke den føde som du burde få, Yuuki," bemærkede han blot, som noget af det første. Et sted var det jo alene en grund til bekymring, for hvad ville der så ske for fremtiden? Kunne det løbe ud af kontrol? Det rejste jo selv utrolig mange spørgsmål alene ved ham.

[Deleted]

Kniven faldt omgående til jorden og landede i hendes skød. Smerten kom selv bag på hende og hun skar en grimasse. Det sveg meget og selvom at hun havde godt fat om sit håndled, så kunne hun end ikke lukke hånden. Hans konstatering ramte plet og det påviste overfor hende at han var langt mere kendt med hendes race end hvad hun først havde troet. Selv på trods af hvad hun havde fortalt, hendes historie, den tid hun havde tilbragt med at leve sådan her. Det var ikke just farligt, som han jo kunne se så levede hun i aller bedste velgående, men den stramme diæt var da bestemt noget hun har måtte vende sig til over en længere periode. "Det er ved at være mere end et døgn siden..." Påpegede hun svagt og sank nervøst en enkel gang. Varmen fra hans hænder fik hende til at trække taknemlig på smilebåndet. Hans nærhed var inderligt nok til at lægge en dæmper på hendes uro. Roligt slap hun sit eget håndled igen eftersom han havde tog fat i hendes hånd. Mødet med hans blik var noget der ville have fået hendes hjerte til at hoppe en enkelt gang, hvis ikke det var fordi at hun af natur ikke var i besiddelse af en normal hjertebanken. Hun havde intet imod at være så tæt på ham, tværtimod så kunne hun lide det. Roligt lod hun den frie hånd søge til hans kind og strøg den let med sin tommel, mens hun lod sit blik hvile i hans. "Sådan har det stået på længe, Nathaniel. Der er ingen grund til at blive bekymret." Tilføjede hun roligt. Hendes blik var ganske neutralt og fuldkommen upåvirket af det åbne sår. Normalt var det især for Demian at hans øjne endte fuldkommen mørkerøde i det øjeblik at han fik færden af blod, dog hvis det alt andet end hans eget. Den egenskab besad hun skam også, men det viste sig kun i det øjeblik at hun kunne smage det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ikke dum, og hans viden bredte sig langt og mangt, men der var jo stadig visse ting, som han ikke havde viden om, og det var jo det, som han hellere end gerne ville have. Han satte sig tæt på hende og tog roligt omkring hendes hånd. Det sår healede yderst langsomt.. og han vidste jo, at det burde heale stort set med det samme. Han rystede let på hovedet. Selvom det selvfølgelig var trist, fandt han det alligevel ganske fascinerende. Det var jo ikke ofte, at man fik muligheden for at betragte sig af en vampyr, som jo faktisk.. befandt sig i nærheden af sit svageste. "Du er nødt til at nære dig, Yuuki," sagde han med en dæmpet, og sigende mine, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Selv nærede han absolut ingen frygt ved at sidde så tæt på hende, som det han gjorde i denne stund, for med den selvkontrol, var noget som man så yderst sjældent. Og selvfølgelig var det en tanke som han måtte være yderst fascineret af.Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Kunne han undgå at blive bekymret for hende? Det tvivlede han ærlig talt på, hvis han skulle være helt ærlig. Han rystede let på hovedet af sig selv. Endnu en gang kunne man vel sige, at mange tanker gik igennem hans tanker og sind?
Da Yuuki så varsomt hævede hånden og lod den stryge mod hans kind, satte det en voldsom sitren i ham. Han var ikke længere vant til denne form for menneskelig kontakt, så han kunne faktisk ikke rigtigt gøre for det. Han trak let på smilebåndet, mens hans hjerte kun hamrede mod hans bryst. Hans egen hud føles mere brændende, nu hvor hun berørte ham med sin egen kolde. Han strøg hendes hånd ganske blidt. "Det bekymrer mig, Yuuki... Du er nødt til at få dig noget næring. Det er jeg sikker på, at selv Demian ville sige.." Han vendte blikket roligt i retningen af hendes skikkelse igen. Han mente det nu ganske alvorligt.

[Deleted]

Hvad skulle hun stille op? Hans ord blev nærmest hængende i hendes hovede som en mantra, men hun havde ingen muligheder liggende. At efterkomme hans ønske var langt mere umuligt for hende i denne stund end hvad han nok gik og troede. "Nathaniel..." Lød det fra hende og med et svagt suk efterfølgende. Hånden lod hun glide fra hans kind og ned over hans hals, for at lade den hvile mod hans skulder, som hun gav et blidt klem. Hun havde ingen depoter på sig og hun nægtede at skulle sætte sine tænder i et levende væsen. Det kunne slet ikke komme på tale! Hans hjertebanken, den effekt som hun kunne mærke at hendes berøring gav ham, hvordan skulle hun tolke den? Han var bekymret og det bed hun sig mærke af. Blikket faldt mod det åbne sår, som hun let knyttede hånden sammen om det, vristede den let fri af hans greb. Hånden mod hans skulder søgte videre om på hans ryg mens den knyttede fandt vej om livet på ham i et favntag. Med sin hage hvilende over samme skulder som sin arm, trykkede hun ham blot let ind til sig. "Er mine ord slet ikke af nogen betydning? Hvad kan jeg sige for at berolige dig?" Det var slet ikke hendes hensigt at skabe uro hos ham. Hun brød sig ikke om at være til bekymring hos dem der stod hende nærmest. Hun kunne sagtens tage vare på sig selv, men hvad skulle hun stille op, når selv ikke hendes selvkontrol var bevis nok? "Jeg skylder dig mit liv... Det at du gav mig en helt ny start på livet, det er noget som jeg aldrig vil glemme. Du har altid været i mine tanker... Da mit liv var i fare, var du den eneste jeg kunne række ud efter. Bare det at jeg ikke kunne nå dig, var noget så skrækkelig en følelse at sidde inde med. Jeg ønsker ikke at lade dig sidde tilbage med en bekymring... Så fortæl mig hvad der skal til for at du falder til ro?" Hun lyttede til hans hjerte, ville han blive mere rolig? Ville han ende mere stædig og stå ved sin bekymring? Ville han tvinge hende til at nære sig?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var klar over, at han ikke kunne tvinge Yuuki til at nære sig på nogen, men ikke desto mindre, så måtte de jo finde et alternativ, for det var bestemt heller ikke meningen, at hun skulle gå rundt uden. Som hendes arme gled omkring ham, og de derfor også kom tæt på hinanden, lod han sine egne glide omkring hende. Selv kunne han ikke se det frygtelige i at være bekymret for et andet væsen.. Det var en følelse, som han først var blevet kendt med for ganske nylig, og derfor var det nok en som han havde nemmest at finde igen. "Det er ikke forkert at give udtryk for bekymring for et andet individ, min kære," sagde han med en rolig stemme. Selv var han ikke længere vant til denne menneskelige nærkontakt.. og det var vel også først nu at det gik op for ham, hvor meget han selv manglede det? Han sukkede dæmpet, kun for at lukke øjnene for et kort øjeblik.
"Du fremstiller det, som var jeg betydningsfuld for dig," sagde han endeligt. Det var hans umiddelbare konklusion af hendes ord, for sådan som hun fremstillede det, så var det næsten.. grotesk ikke at kunne komme i kontakt med ham? Og et sted.. så kunne han jo ikke undgå ikke at nyde de ord, for han vidste jo, at han var uundværlig i mange henseender, og han repræsenterede en meget vigtig brik i det store spil. Han strøg hende kort over ryggen.. Ja, hvordan skulle han egentlig tackle det hele? Det var faktisk ikke helt nemt for selv ham at finde ud af. "Du skylder mig virkelig intet.. Ikke andet end løftet om at passe på dig selv, og passe på Demian for mig," begyndte han roligt. Han vendte de mørke øjne mod hende.. Forsøgte at fange hendes blik med sine egne. "Jeg vil ej falde til ro, før jeg har sikret mig, at du har indtaget næring.. Og siden jeg under normale omstændigheder ikke holder vampyrer her... Så er der bare mig.." Han vendte blikket sigende mod hende. Hun havde vel regnet den ud?

[Deleted]

"Jeg ved at jeg altid har været en bekymring for andre igennem hele mit liv. Det fandt jeg ud af i takt med at jeg lærte mere om min fortid med Kimeya." At mærke den gengældte omfavnelse fik hende til at ånde lettet ud. "Er du ikke også det?" Spurgte hun sigende, som var det blot klart faktum der ikke burde stilles spørgsmålstegn ved. Han var en vigtig person i hendes liv, en som hun regnede for en del af sin familie, for der var jo kun hende og Demian. Til trods for at hun intet kendte til sandheden bag mange ting ændrede det alligevel ikke på at hun sad med et behov om at høre til et sted. Nathaniel var det punkt for hende, han repræsenterede roden af hvor hun følte at hun hørte hjemme. At vandre omkring som hun længe havde gjort, det havde aldrig været fyldestgørende nok for hende. Hun manglede altid dét ene sted hun kunne søge til, om det blev nødvendigt. Selvfølgelig, hun var ikke hans elsker, ej heller hans viv, så det var vel egentlig sært at hun nærede det bånd til ham, kun på grund af at han var den eneste hun kendte til. Følelsen af hans hånd over ryggen ledte hende kun til at gengælde det ved at lade fingrene nusse ham ganske svagt i nakken. Det var ikke ligefrem en svær opgave at efterkomme. Hun kunne jo godt tage vare på sig selv og det havde aldrig voldet hende problemer før, så hvofor skulle hendes diæt bringe hende i uføre nu? Var det vitterligt så frygteligt at se en vampyr leve for så lidt? Hendes styrke var nedsat, ja, men ikke desto mindre så var det hende nemmere at omgås andre uden at være til fare for dem. Hun tog en dyb indånding til sidst. Hun vidste godt hvor han ville hen med det nu. "Det for du mig ikke til." Endte hun tørt og trak sig let ud fra ham igen. Stadig hvilede hendes hånd mod hans nakke, men hånden om livet hævede hun op til hans skulder også. Han fangede hendes blik og man kunne ikke sige at han blev mødt med det sædvanelige. Bare tanken om det fik hende til at rynke sine bryn i foragt. "Jeg nægter!" Gentog hun stædigt og var straks parat til at skubbe sig helt fra ham. Det kunne hun ikke få sig selv til, hverken nu eller senere!

[Nathaniel Diamaqima]

Bekræftelsen som alle mennesker havde brug for, var selv noget som Nathaniel havde brug for at høre.. Det var bare noget, som folk havde en stor tendens til at glemme i længden. Han knugede Yuuki mere ind mod sig, som hun selv bød ham ind til en omfavnelse. Det var noget som han havde brug for, og det var bestemt heller ikke noget som han lagde skjul på. "Fortiden fanger og når os alle på et tidspunkt, og det er ikke altid den er lige behagelig at stå ansigt til ansigt med. For mig er det en bekymring, når du vælger at leve som du gør.. når jeg ved, at der findes så mange andre leveveje at søge," pointerede han sigende. Hans egen fortid havde også nået ham.. og den havde nu også kostet ham Liya, samt hans to børn som ikke ønskede at vedkendes ham. Det var ikke fordi at det kom bag på ham, men det gjorde da stadig ondt. Han trak let på smilebåndet. "Det ved jeg ikke.. Ikke før det bliver bekræftet," påpegede han sigende. Selv var han kommet langt, fra han selv stod der som den vise mand som han havde været frem til nu.
Nathaniel ønskede at Yuuki skulle nære sig. Det var en energi og en styrke, som hun uden tvivl ville få brug for, og specielt med det liv som hun skulle leve - sammen med Demian ganske vidst, så ønskede han da kun, at hun havde muligheden for at klare sig bedst muligt. At hun trak sig, kom faktisk ikke rigtigt bag på ham, men ikke desto mindre, så var det her uden tvivl en nødvendighed. "Du er bange for det, Yuuki, og jeg har forståelsen for det, men du er nødt til at sikre dig noget at spise," fastholdt han. Han kunne ganske vidst ikke tvinge hende til at indtage det, men han var vel bare nødt til at understrege den vigtighed som måtte ligge i, at hun fik noget at spise, for det andet gjorde bestemt heller ikke gavn for hende, og det var jo kun yderligere en grund til bekymring. Hans greb omkring hende, strammede han en anelse. Mest for at understrege alvoret.

[Deleted]

De varme arme der knugede hende tæt ind til sig. Den imødekommende omfavnelse som han i den grad udviste, kom i særdeleshed bag på hende. Det summede let i maven på hende for hun havde jo ikke forventet at blive mødt med den entusiasme som hun selv udviste af natur. Hun var helt sikker på at det langt fra var alle der besad de samme kærlige karaktertræk, som hun gjorde og fandt helt naturlig at handle efter. Mon det var det som fik hende i problemer?

"Men det er ikke et problem for mig at leve sådan-" Skar hun ind ret hurtigt efter hans pointering. Det var kun et spørgsmål om vigtigheden i sagens kerne, for nogen var det vigtigt og for andre var det fuldkommen ligegyldigt.

Det undrede hende, men så alligevel ikke. Enten så var han ikke klar over det, eller også så var han klar over det, men valgte forsøgende at snøre en direkte udtalelse ud af hende. "Det er du." Svarede hun så direkte. Hun havde ingen grunde liggende der kunne forhindre hende i at være ærlig.

Det at sidde med ham på den måde som hun gjorde, vækkede en velkendt følelse hos hende. Den velkendte mavefornemmelse som for hende altid havde været begyndelsen til en katastrofe, forklædt som en uskyldig kærlig følelse, som man oftest nærede for sine kære. Hvad ville det næste ikke blive? Kunne hun tillade sig at lade følelserne slippe afsted med hende, endnu engang? Kunne hun beholde til tro og tillid til at der endag ville komme en ind i hendes liv, som ville ændre hendes tragiske skæbne?

"men... jeg kan ikke... Nathaniel, jeg kan virkelig ikke få mig selv til det. Jeg forstår udemærket godt dine intentioner, men jeg... jeg ved ikke om jeg kan holde igen..." Hendes stemme var næsten skinger, troede han slet ikke at det ville være farligt at udsætte hende en sådan situation? Grebet omkring hende der var en anelse mere fast, gjorde hende alligevel nervøs. Hendes mavefornemmelse sejlede rundt hos hende og tankerne fløj lige så ustyrligt rundt. Hun knugede fat om stoffet i hans ærmer. Tanken om at hun slet ikke kunne stoppe igen, gjorde hende inderligt bange. At tømme en pose var nemt, der kunne hun nå bunden på sit måltid, men det var langt fra det samme med et levende væsen der besad op til 5 gange så meget som det hun i forvejen var vant til. Hvad skulle hun da ikke stille op?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste ikke hvad det var.. Måske fordi at han bare havde brug for at føle sig lidt levende efterhånden? Det var jo heller ikke fordi at han som oftest mødte nogen i disse dage, som jo faktisk ønskede at vide af ham, og et sted var det en tanke som han fandt skræmmende. Det havde uden tvivl været en grotesk forandring i hans liv, og specielt efter han selv havde mistet den kvinde som han elskede og holdt af.. Han var vel efterhånden kommet over det tragiske tab nu?
At tanken forekom Yuuki så skræmmende, forstod Nathaniel nu godt, hvis det var en måde at nære sig på, som hun slet ikke var vant til, og han forstod godt hvilken risiko det var, men selv for ham, var det vigtigste, at hun fik næring, og kunne klare sig. Det var der vel intet galt i? "Hvorfor nøjes når der er andre alternativer?" spurgte han med en fortsat rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende.

Yuuki reagerede mere voldsomt end hvad Nathaniel lige havde forudset, men det var vel også fordi at hun var bange? Det kunne han i hvert fald godt forestille sig. Varsomt forsøgte han at stryge hendes kind. Ja, hun var betydningsfuld for ham, ment i den forstand, at hun var en af de få, som accepterede ham for den han var, og for det som han havde gjort. Han nikkede mod hende og med et stille smil på læben.
Selv stod Nathaniel fast på, at han gerne løb den risiko. Han vidste at hun ikke ville, og hvis han var så vigtig for hende, så ville det vel også blive muligt for hende, at stoppe i tide, og gerne inden det ville nå at gå helt galt? Han rystede let på hovedet. "Jeg er ikke bange for det, og ej heller synes jeg at du skal være det, min kære," begyndte han roligt. Han var ikke den eneste som klamrede sig fast, for det gjorde hun så sandelig også, og det var skam ikke fordi at det gjorde ham noget.. for det gjorde det virkelig ikke. Han bed tænderne let sammen. Han brød sig ikke om at hun reagerede så voldsomt på det, for han tog det bestemt ikke så højtideligt. "Jeg ved at du kan," fastholdt han med en selvsikker mine, inden han igen vendte blikket mod hende. Han var allerede nu fast besluttet på det. Han slap hende med den ene hånd og førte håndleddet op til hende. Et sted også for at undersøge sagen selv.. hvad et vampyrbid egentlig gjorde på egen krop. "Drik," bad han.

[Deleted]

Hun tog en dyb vejtrækning og lod blikket flakke rundt indtil hun kunne finde fokus iblandt alle sine tanker. Hun var nok mest af alt nervøs for at det hele skulle ende galt. Grebet om hans ærmer slap hun igen og lod derefter bare hænderne hvile mod hans overarme, for så vidt det var muligt. "Jeg har aldrig haft brug for at søge til andre alternativer." Svarede hun, noget kun mere rolig i sit toneleje.
Straks blev hendes tanker afbrudt da hun mærkede hånden mod sin kind. Det var næsten som en stærk vind der fejede alt af vejen. En simpel berøring var nok til at hyle hende ud af alt det rod, der lå i hendes sind. Igen sank hun tungt og så ham dybt i øjnene; hun slap i hvert fald ikke godt fra det. Han havde taget valget og det var en beslutning hun nok ikke kunne ændre på, men ville hun nu også det? Det var jo ikke fordi at hun ønskede at slå ham ihjel, så for alt i verden håbede hun blot på at det ikke ville gå galt.
Hun hverken kunne eller ville modsige hans ord. Hvis han var fast besluttet på at dette var noget som hun var i stand til, så var det bund og grund også nok for hende at vide. Hun kunne nemlig godt mærke den tillid som han havde til hende og den selvkontrol, som hun i forvejen besad. Hun skævede først til hans håndled som han villigt rakte frem til hende, derefter tilbage til hans øjne og så til hans håndled igen. Hun tog kærligt fat om den og strøg let hans håndryg, da hun sukkede tungt en sidste gang. Den anden hånd placerede hun strategisk mod hans bryst. Hun lyttede længe til hjertets rytme inden hun pressede sine læber mod hans håndled i sit faste greb.
Hun kunne tydeligt mærke pulsen. Hun vendte sig langsomt til hele cirkulationen i hans krop. Hun kunne nemt sige hvor lang tid det ville tage at tømme ham fuldstændig. Det var kun et spørgsmål om timing og det var vigtigt at hun havde fuldkommen styr på hans puls, hvis hun skulle have en chance for at stoppe i tide. Roligt skilte hun sine læber og lod tungen først glide over den nøgne hud. I det sekund at hun mærkede sine hjørne tænder bore sig igennem, kneb hun øjnene sammen. Blodet kom alt for pludseligt i kontakt med hendes tunge og det fik helt hendes mave til at knuge sig sammen så hun udløste en svag stønnen. Det var varmt og flydende i forhold til den kolde og tykke væske hun var vant til.
Hun åbnede øjnene igen selvom at de stadig var sammenknebende. De var helt mørkerøde, hvis han da lagde mærke til det. Hendes indre øre var helt betaget af lyden af den rus der strømmede gennem hans åre til hans håndled. Hun pressede sin hånd let mod hans brystkasse for ikke at miste overblikket, men måtte hurtigt slippe for at få fuld fæste om hans håndled. Med en anelse besvær fik hun hevet tænderne ud igen, så hun kunne stoppe hullerne til med tungespidsen og derved ganske nænsomt lade blodet forsigtigt glide fra såret og ind i på tungen.
Hun nød det uden tvivl. De små støn der måtte presse sig igennem struben på hende fra tid til anden, var et klart tegn på at hendes sanser blev kælet ekstremt for. Hele hendes krop var ophidset og jublede nærmest af glæde. Det var en dyrisk fornemmelse for hende. Hun var enormt påvirket af det, mere end hun havde tænkt sig at det ville.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vendte blikket mod Yuuki. For hans vedkommende, så var det også en glimrende mulighed for at få stillet en nysgerrighed som havde plaget ham igennem frygtelig mange år. Han kendte mange vampyrere, men der var ikke rigtigt nogen som havde stillet den nysgerrighed ved ham. Han var klar over at det at nære sig på et andet individ automatisk ville stille hendes sult, men det ville også gøre andre ting, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han sendte hende et stille smil. Han stolede på hende.. Han frygtede ikke hvad der ville eller kunne ske ved dette, og det stod han uden tvivl gerne fast ved. "Nu kender jeg dig også godt nok til at vide, at du aldrig har ville søge andre alternativer," påpegede han roligt. Han stolede som sagt på hende, og dette var noget som han gerne ville give hende.

I takt med at det hele var ved at tage til, så kunne selv Nathaniel mærke hvordan det begyndte at sitre helt ud i fingerspidserne. Han lod hende tage omkring hans varme håndled. Han havde nok på forhånd allerede taget valget for hende, for han ville ikke se hende nøjes, når der var andre alternativer og andre muligheder, og specielt nu hvor han selv valgte at give hende det af sin egen frie vilje.
Hånden som hun stødte af mod hans bryst, lagde han sin frie over, hvor han kun trykkede om den, da hun satte tænderne i hans håndled. Hans hjerte begyndte omgående at hamre og slå mod hans bryst, som havde det aldrig nogensinde gjort før. Et nærmest støn brød Nathaniels læber. I takt med at hun nærmest skubbede til hans bryst, røg han nærmest ned at ligge ved siden af hende. Hans krop sitrede, men ikke fordi at han var bange for det. Han havde den fulde tro på at hun kunne stoppe. De nærmest rødglødende øjne, var ikke noget som han lagde mærke til, da han var mere optaget af andre ting.. Det nærmest behag som det føles for ham at blive bidt af hende, var virkelig... ekstatisk. Han kunne ikke finde ord, som kunne beskrive det bedre.
I takt med at hun slap ham, sank han nærmest sammen igen. Hans krop sitrede. Ikke fordi at hun havde taget særlig meget, men nok mere af overvældende af følelser, som dette efterlod ham med, og det var ikke noget som han kunne gøre det største ved. "I-ikke hvad jeg ventede.." Han blinkede med øjnene. Det hele kørte rundt i ham. Det havde virkelig været en oplevelse!

[Deleted]

Hvad var det egentlig som gjorde at hun fulgte hans mindste vink? Han var jo blot en mand af en vældig vis alder, som besad en neutral åbenhed overfor langt det meste i livet.

Blodet fra det åbne sår kunne hun end ikke rive sig fra særlig let, men hun havde slet ikke ventet sig at se ham i en sådan tilstand. Ligesom for nogle timer siden hvor han var endt i knæ ved at hjælpe Demian, bemærkede hendes instinkter det tydeligt. Da han næsten endte med at synke helt sammen på gulvet trak hun sit hovedet på afstand af hans håndled og klemte om såret med den ene hånd. I løbet af blot ganske få sekunder havde hun flyttet sig og sad nu med en arm støttende under hans nakke, mens hun stadig fastholdt grebet om hans håndled. Han måtte ikke forsvinde fra hende og selvom at hans hjerterytme ikke så ud til at lide stort under denne korte proces, så havde hun på ingen måder tænkt sig at der skulle påfalde ham nogen uheld.

Hendes blik flakkede rundt igen og med armen under ham kunne hun ganske let trykke ham om skulderen for at trække i hans opmærksomhed.

"Heller ikke jeg..." Endte hun meget svagt. Hendes muskler dirrede stadigvæk, helt ind til knoglerne. Alle cellerne i hendes krop spjættede og hun kunne mærke hvor anspændt hun var. Hendes støtte til ham var nemlig ikke blød og slasket som normalt, men stødt og fast for at yde ham den bedste komfort.

Det var svært at se ham i øjnene og hendes øjenfarve havde heller ikke ændret sig det mindste. Hun kunne heller ikke ligefrem sige at hun fortrød denne handling. Hendes selvtillid var bare mere svækket end ellers, ganske som den altid havde været. "Er du okay?" Spurgte hun bekymret. Trak stadig vejret tungere end normalt fordi hendes krop slet ikke kunne falde ned fra den blodrus. Friskt blod havde altid en helt anden effekt på hende i forhold til lagret blod i poser.