Et møde med fortiden.

[Deleted]

Yuuki kunne kun nikke stilfærdigt til det som Nathaniel sagde. Hun kunne ikke klare at gå med den tomhed. Den var alt for fremmed og unaturlig og det gav hende næsten følelsen af at hun ikke tilhørte nogen steder. Den tryghed der havde fulgt med navnet var jo som sådan forduftet i det øjeblik at hun helt havde afvist navnet som en del af sit eget, om det var takket være alkymi eller ej.
"Kimeya havde svært ved at tro mig. Jeg ønskede hans hjælp til at finde dig... og han gjorde det. Det var Kimeya der bragte mig til grænsen mellem Dvasias og Marnjarno. Selvfølgelig mod det løfte om at jeg ikke længere ville bære navnet 'Marvalo'... det næste jeg husker er Demians ansigt og en helt ny tilværelse-"
"Dit liv hang i en tynd tråd den gang, Yuuki..."
Afbrød Demian. Han stod med et sørgmodigt blik og betragtede hende.
"Hvis jeg ikke havde fundet dig dengang så havde du ikke siddet her i dag.."
Hun skævede op mod ham og rakte sin frie hånd ud mod ham. Han tog imod den som han satte sig ned ved siden af hende.
"Det ved jeg"
Svarede hun og sendte ham et kærligt smil. For Demian var det ikke så underligt at modtage et sådan smil, men en hver anden der ikke kendte deres relation ville måske mistolke det fuldkommen. Det gav ham en rar og varm følelse indeni når hun kunne være så blid. Han havde ikke set hende smile længe.
Yuuki vendte blikket mod Nathaniel endnu engang og trak let på smilebåndet før det blev mere alvorligt.
"Nathaniel, jeg vil gerne have at du giver mig en forklaring på hvad min relation til Kimeya var. Hvorfor at han har så stor grund til at hade mig og ikke mindst hvorfor at du valgte at lade mig beholde hans navn til trods for at jeg ikke vidste ... stadig ikke ved hvem han er."
Demian klemte hendes hånd og trak hendes opmærksom til sig ret nemt.
"Yuuki, nej... lad hver."
Hun kiggede spørgende tilbage mod Nathaniel. Hvorfor var det så ømt et emne?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forholdt sig tavs og lyttede til hendes ord. At lytte var faktisk noget som han var god til. Tomhed og følelsen af ikke at høre til nogen steder, var dog selv en følelse, som selv han var alt for godt kendt med. At Demian afbrød og kom dem i møde, så de kunne sidde der alle tre, sagde han dog ikke noget til. Den unge knægt skulle jo heller ikke glemmes i dette, og nu var det jo så bare hans job at give hende den ro, så Demian ville have nemmere for at styre hende. Og det var det som han var ude på lige nu.
"Du har meget at takke Demian for, Yuuki. Den unge knægt har faktisk reddet dit liv," sagde han med en rolig stemme. Han forstod godt, at det ikke lettede hende. Han var nu også mere overrasket over at en som Kimeya havde valgt at lade hende være og faktisk efterlade hende i live, kun med løftet om, at hun ikke ville have, at hun skulle bære hans navn. Han sendte hende et smil. Det navn var blevet en del af hende, og det var selv en viden, som Kimeya måtte leve med. Han vendte sig mod Demian.
"Nej, det er okay Demian," sagde han hastigt. Selv havde han præcist fundet ud af, hvordan han skulle kringle det hele, og derved give Yuuki den ro som hun havde brug for - Det håbede han da om ikke andet. Han kunne jo godt give hende en ro i sindet, uden at fortælle hende alt for meget.
"Din tid med Kimeya går langt tilbage, Yuuki. Engang var han en mand som du elskede og holdt af. Tabet af ham, gjorde dig så ondt, at jeg fjernede minderne om ham for dig, så du kunne leve et normalt liv," forklarede han videre. En løgn var det ganske vidst, men hellere det end det andet. Desuden var det også bare til det bedre, at det foregik på den måde, kunne man jo sige, og at hun så kunne få den ro, som hun havde brug for, for det ønskede han uden tvivl at give hende. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han alligevel valgte at give slip på den igen.
"For din egen skyld, så vil jeg ikke anbefale dig at opsøge den mand igen. Du er heldig, at han har ladet dig leve i udgangspunktet," fortalte han med en ærlig stemme.

[Deleted]

Yuuki sad chokeret og lyttede til hvad Nathaniel sagde. Hende og Kimeya; sammen? Det kunne ikke passe og hun rystede på hovedet i al benægtelse inden hun rejste sig spontant efter hans sidste ord og vendte sig med intention om at forlade stuen, men Demian var hurtigt op og tage fat i hende."Demian, slip mig." Hendes ord var hårde og kolde. "Nej, jeg kan ikke lade dig gå. Ikke når du tydeligvis mistænker Nathaniel for ikke at tale sandt.", "Ved du hvad rygterne siger om Kimeya!? Hans historie kan på ingen måde have noget med mig at gøre! Det ville bare gøre mig til-", "Du vover på at sige det! De rygter taler slet ikke sandt. Hvordan kan du stole på en historie der har vandret rundt i 1000 år?" Demian stivnede helt i blikket. Han hadet det inderligt når hun bragte rygterne på banen. Han vidste ikke engang hvordan det var lykkedes hende at snuse sig frem til de rygter. Det var ligegyldigt hvor meget han holdt øje med hende, så fandt hun altid de bedste smuthuller. Hun havde også en dårlig vane med at drage konklusioner ud af dem. Han så kort over mod Nathaniel og pegede direkte mod ham. "Lyt til Nathaniel. Han kender Kimeya bedre end nogen anden.. og dig med. I stedet for at holde fast i løse historier, så lyt til Nathaniel. Glem alt hvad jeg har bildt dig ind gennem årene. Glem det hele!" Vrissede han. Der var kun en ting som kunne få ham til at koge og det var når hun ikke ville lytte. Han havde så mange gange før været tæt på at komme ud hvor han ikke kunne bunde af ren og skær frustration. Hun betød alt for ham og alligevel kunne han ikke få sig selv til at fortælle hende at han var hendes søn. Han ønskede nemlig ikke at se hende så ensom og ked af det igen. Og han ønskede da slet ikke at hun skulle mindes alle de svære og ubarmhjertige tider. "Hvordan kan jeg ignorere det når er visse faktorer jeg ikke kan se bort fra? Kimeya, Yuuki... deres tvillinger Demian og Laqisa? Hvis det Nathaniel siger er sandt hvor står jeg så? Det som du heller ikke ved.. det som Kimeya også spurgte mig om den gang, om jeg vidste hvem Demian og Laqisa var-", "STOP SÅ!" Udbrød han i raseri og tvang hende hen til den nærmeste væg. I løbet af kun ganske få sekunder voksede der magiske lænker ud fra væggen og spændte hende fast. Amuletten lyste op på selv samme tid og Demians øjne endte fuldkommen sorte. Hans temperament havde han da i den grad fra sin far. "Stop-..." Bad han under en hård og besværet vejrtrækning, som kom pludseligt til hans egen overraskelse inden han sank sammen for fødderne af hende. "Demian!?" Chokeret så hun til da han pludseligt faldt sammen og hev desperat efter vejret.

[Nathaniel Diamaqima]

Det farefyldte farvand, var det næste skridt på vejen for Nathaniel. Han vidste, at han kunne få Yuuki ti lat lytte, men med forklaringer, som kun ville efterlade hende med endnu flere spørgsmål. Ja, det bekymrede ham, men svar havde hun så sandelig krav på. Det ville uanset være til det bedste, at Kimeya forblev en mand hun holdt sig væk fra, og at meget af hendes fortid forblev glemt. Selvom hun reagerede anderledes end ventet, slap han hendes hånd og lod Demian tage over. Han rejste sig op.
"Demian.." endte Nathaniel med en rolig stemme, mens han blot så til. Han vidste at Demian havde sin faders temperament, og at man derfor også var nødt til at være påpasselig. Han ønskede selvfølgelig ikke at forklare hende det hele - såsom at Demian faktisk var hendes søn, for han frygtede hvordan hun ville tage det, og det ville han da slet ikke have. Selvom det hele gik mere over gevind, end hvad han lige havde set komme. "Demian, det er nok nu!" endte han denne gang mere hårdt, da knægten faldt ned i gulvet og hev efter vejret.
Med et roligt tag, tog Nathaniel fat i Demian for at føre ham med sig tilbage til pladsen på gulvet, inden han vendte sig mod Yuuki. Den magi som han gjorde brug af, var livsfarlig for ham, og det var tydeligt at det virkelig tog meget på ham. Det var uden tvivl Kimeyas temperament, og det var noget som knægten var nødt til at lære at kontrollere!
"Få Yuuki ned og lad mig færdiggøre hvad jeg har gang i. Det er vigtigt, at du ikke forhindrer hende i at reagere." Igen lagde han hånden på Deminans skulder og med den samme alvorlige mine. Dog selvom han tog tingene ganske roligt. "Få hende ned.. Og lad mig gøre mit arbejde færdigt," afsluttede han med et blik lagt i de alvorlige folder. Han lod ikke Yuuki gå nu. Ikke nu hvor hun sad inde med en halvfærdig fortælling!

[Deleted]

Lænkerne faldt raslende til gulvet ganske kort tid efter og amuletten faldt ligeså til ro Da Demian mistede kontrollen. Yuuki var om noget kun chokeret over hvad der lige skete. Med kun ganske små skridt nærmede hun sig. "Er han okay?" Spurgte hun stille da han faldt langsomt til ro igen. Hun fumlede med hænderne med en bekymret mine. Det var aldrig sket før i hendes nærvær, hun var slet ikke klar over hvad Demian egentlig gik igennem. Han løftede armen, rakte ud og greb fat om nakken på Nathaniel. Han skar ansigt ved besværet, men kom heldigvis hurtigt til sig selv igen. "Bare rolig du gamle. Forbandelsen for ikke lov til at stikke af med mig... ikke endnu" Hviskede han sagte. At gemme pagten og til tilhørende oplysninger om den væk i en amulet, var helt klart besværet værd. En forbandelse hvilede om den og fungerede som en lås der gjorde det næsten umuligt for ham at kanalisere kræfterne. Selvfølgelig kunne han da sagtens bryde den om han ville det, men det ville ikke være en vedvarende effekt han ville få ud af det og det var samtidig langt mere smertefuldt. Han var som sådan ikke altid drevet af sit temperament, men de ømme punkter om hans og Yuukis fortid, var ganske simpelt bare ikke et emne han kunne tolerere. Hans øjne blev langsomt normale igen og han kunne nu trække vejret bare nogenlunde normalt. Han kunne høre hendes uro i stemmen, men han tilgav hende ikke så let. Det var jo ikke første gang at hun havde budt ham denne opførsel, men det var vel forhåbentligt sidste gang. "Yuuki har sin egen vilje.." Påpegede han til Naths milde anklage. Hun var let at påvirke, men ikke nem at overbevise. Derfor var hun ikke nem at håndtere. Når hun først havde sat sig i hovedet om hvad der var rigtigt og forkert, var det næsten umuligt at ændre hendes mening. 

[Nathaniel Diamaqima]

"Han har det fint, Yuuki," afbrød Nathaniel med en mere fast tone, inden han fik Demian hen til pejsen igen, mest for at sikre sig at han havde det godt, for han tvivlede på at tingene var så fine, som det han egentlig gav udtryk for, for tiden. Han rystede irriterende på hovedet. "Du leger virkelig med kræfter, som du slet ikke burde lege med, Demian.. Det der ender med at gå galt," endte ham med en kortfattet stemme, inden han denne gang vendte sig i retningen af Yuuki, som næsten virkede.. skræmt over hvad der var sket foran hende.
Yuuki havde altid været en stædig kvinde, dog meget omsorgsfuld, og selv var Nathaniel ikke i tvivl om, at det var hvad der havde tiltalt Kimeya selv dengang. Selvom han nu ikke havde skænket hende den fulde historie - endnu om ikke andet, så var det noget, som han uden tvivl agtet at gøre, når muligheden lige bød sig. "Det har hun.. Og gæt hvor du har det fra," pointerede han mere lavmælt, mest for at sikre sig, at det ikke var noget som Yuuki fik hørt, da det på ingen måder, ville gavne hende i det her henseende.
Igen rejste Nathaniel sig op og vendte sig mod hende. For nu var det at tale hende helt til ro, som stod først på hans ellers så lange dagsorden. Han burde egentlig holde op med den slags, for det holdt aldrig stik alligevel. "Han har det fint. Du er nødt til at blive her, så jeg kan give dig en fuld forklaring. Forhastede konklusioner hjælper ikke på din forvirring.. Kom herhen," opfordrede han igen, kun for at give hende muligheden for at tage valget på egen hånd.

[Deleted]

Sveden gled ned over panden på Demian. Til trods for hvad han før havde prøvet så var det her en mild og overfladisk reaktion, der faktisk ikke gjorde ham ret meget andet end bare at gøre ham opmærksom på, hvad det var han havde gang i. Tappet for kræfter, det var han i hvert fald og det han ville i hvert fald ikke komme på benene igen inden for de næste par timer. Han nikkede svagt til Nathaniel og trak let på smilebåndet. Sandt nok, han havde hverken sit temperament eller sin stædighed fra fremmede.
Yuuki der ikke kunne andet end blot at se til, vidste langt fra hvad hun skulle stille op i en sådan situation. Demian havde det skidt og det var tydeligt, selv for hende, men hvad var grunden til det? Igen havde nysgerrigheden det med at lade hende overvære situationer hun var best tjent med at lukke øjne og øre for. Hun var ikke just typen der bare stak af hvis der var udsigt til at hun kunne finde svar. Så hvis Nathaniel åbenlyst pointerede overfor hende at han havde flere informationer at give hende, så skulle hun ingen steder. "Du har ret Nathaniel, men der er bare visse faktorer der taler imod din nuværende forklaring." Forklarede hun med en ellers pæn og rolig tone. Hun var slet ikke den type der ville være voldelig eller disideret aggressiv, men hun kunne i den grad afvise og udvise stædighed. En kvinde med meninger ville nogen måske, andre, nok bare almindelig naivitet.

[Nathaniel Diamaqima]

Stædighed og stolthed, var bestemt ikke egenskaber Demian havde fra fremmed. Men to klare træk fra begge sine forældre. Selvom det ikke altid var gode ting at have med, så kunne det også vise sig at være brugbart. Nathaniel gengældte knægtens trætte smil, inden han vendte sig mod Yuuki igen. For nu havde knægten brug for hvile. Alkymi på den måde, når man var en del af en race, som slet ikke burde have tilegnet sig den viden og den kunnen som han nu havde. For mange slog den ihjel, og den tog liv, og det gjorde jo ikke sagen bedre. "Og for nu, så hviler du, ellers er jeg nødt til at blive stædig," pointerede han med en sigende mine, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod den kære Yuuki. Igen vinkede han hende hen til dig.
"Du burde kende mig.. Jeg kan trække en historie ud i lange drag," pointerede han med en rolig stemme. Selv vidste Nathaniel jo godt, at han skulle træde varsomt, også for sin egen skyld. Han kunne ikke have at Yuuki bare tog turen ud, for han kunne intet stille op mod en vampyrs hurtighed, så hvor hun i det tilfælde ville søge hen, havde han ingen anelse om.
De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. "Forklar mig igen helt præcist hvad du ønsker yderligere svar på. Jeg har givet dig svaret på din kontakt og forbindelse til Kimeya.. Og for din egen skyld, vil jeg kraftigt fraråde dig nogensinde at opsøge den mand igen," afsluttede han. Igen lod han hende styre showet lidt. Han var jo også nødt til at passe på sine ord.

[Deleted]

At hele hendes indre var i oprør var vel nemt at mærke til. Hun vidste knapt nok om hun skulle grine eller græde og i visse tilfælde blev hun fuldkommen stum og ude af stand til overhovedet at gøre hverken fra eller til. Fred, idyl og harmoni. Det var ikke just dem som stod nær toppen på hendes ønskeliste. Med faste skridt trådte hun nærmere. Fumlede stadig med spidserne af sit hår i al tænksomhed. Ville han mon fortælle hende sandheden, eller ville han blot spise hende af med en eller anden tilfældig forklaring. Skulle hun sætte sin lid til rygterne på trods af at hun stod foran den eneste, som rent faktisk lå inde med viden om hendes fortid? Det kunne vel kun komme an på en prøve. "Nathaniel" Hun trådte helt hen til ham og søgte hans blik. Med sin lille næve tog hun let fat i hans klæder i siden på ham. Hun ville gerne stole på ham, tro hans ord og ikke lade tvivlen rende afsted med hende, for Demian havde jo ret og hun vidste det. "Er det rigtigt hvad rygterne siger? Er jeg den pige de snakker om? Taler de sandt?" Med begge hænder greb hun blidt fat om hans hånd næsten bedende. "Vær sød og fortæl mig sandheden. Ikke flere løgne mere. Hvis du også vælger at lyve overfor mig..." Hendes ord forsvandt ganske enkelt fordi hun følte sig tør i munden. Den nervøsitet der omringede hende gjorde hende desperat og forhastet. Hun havde aldrig kunne holde hovedet koldt i sådanne situationer og det ville hun nok heller aldrig lære.

[Nathaniel Diamaqima]

Den uro og det faktum, at hun var så vildtopfaren, var ikke underligt i Nathaniels optik. Hun vidste, at han var en mand, som kunne give hende de svar, som hun søgte, og derfor ville det bestemt heller ikke gavne hende, dersom hun valgte at søge bort. Det ville jo i en anden ende, kun efterlade hende med endnu flere spørgsmål, og det ville jo heller ikke ligefrem komme hende til gode. Et sted frygtede han jo, at hvis hun søgte ud, at hun ikke ville komme tilbage igen, men den chance måtte man jo så bare tage.
For nu gik Nathaniel ikke ud fra, at der ville komme flere pludselige indslag fra Demians side. Manden var træt, og det var bestemt heller ikke underligt når han igen havde gjort brug af magiske kræfter, som han slet ikke burde have taget del i, i udgangspunktet. Han nikkede til hendes ord. "Du er blot en af mange som har været inde i Kimeyas liv, og som er blevet så knust over hans behandling og ligegyldighed, at det i sig selv, var tæt på at tage dit liv, Yuuki," fortsatte han med en rolig stemme.
"Den kvinde som jeg til nu har givet udtryk for at du er.. er den som du er, Yuuki. eget af det som tidligere er hændt i din fortid, er ikke det værd at mindes. Det er en mørk og dyster fortid du har bag dig, og du af alle, fortjener en bedre og ny start - som det Demian har forsøgt at give dig. Han har kun handlet på ordre, som jeg har skænket ham," fortsatte han med en rolig stemme. En delvis løgn, men det var efterhånden noget, som han var god til at skjule. Han var da heldigvis en god løgner. Igen trykkede han omkring hendes hånd. "Og forstå mig ret.. Jeg vil hellere end gerne skænke dig svarene, men så er du nødt til at give mig spørgsmålene.. Kom og sæt dig igen," opfordrede han roligt.

[Deleted]

Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Spørgsmål der krævede svar lå klar til at blive serveret for ham. Hun sukkede dybt en enkelt gang. "Der er bare noget som ikke stemmer. Jeg kan ikke forstå hvorfor at Kimeya hader mig hvis han var ligeglad med mig. Sandt nok at jeg må have været uheldig og at det er derfor at jeg nu har et tomt hul i min bevidsthed. 1000 år er faret forbi os og jeg ønsker ikke selv at opsøge Kimeya for at få svar. Jeg må indrømme at tanken har slået mig før, efter jeg hørte om din død." Hun så ham ærligt ind i blikket og trak en anelse på skulderne. "Men jeg sagde til ham at jeg nok havde glemt det af en grund. Han sagde selv at jeg ville kunne forstå hans reaktion hvis jeg vidste hvad det var for en fortid der lå gemt. Nej, dengang... dengang ville jeg nok ikke kunne tænke rationelt. Så det havde nok intet hjulpet." Hun studerede Nath's ansigt alt i mens at hun talte. Det var umådelig beroligende for hende at sidde sådan her med ham. Hun havde aldrig haft det nemt ved at forholde sig til fremmede omgivelser. Det at være i nærheden af Nathaniel, var vel det tætteste hun kom på følelsen af 'helhed'. "Om du vil fortælle mig sandheden eller ej, er dit valg, men jeg vil ikke have at du lyver overfor mig. Alle andre kan stikke mig en hvid løgn, men ikke dig." Det var hendes ramme alvor. Hun stillede normalt aldrig krav til sine nærmeste, ikke bevidst i hvert fald. Så meget kunne han byde hende. Han kunne tage hendes minder fra hende, om og om igen uden af hun ville se skævt til det, men løgne var bare noget som hun ikke brød sig om. "Lad mig spørge dig om en ting... vil du fjerne mine minder endnu engang hvis jeg fandt ud af sandheden?" Indeni kunne hun godt mærke alvoren samle sig. Nathaniel havde magten til det så hvorfor var hun nød til at spørge ham? Var det fordi hun langt om længe kunne lægge det fra sig? Var hun endelig trådt videre fra det helvede der hvilede i hendes indre."Nathaniel, den historie der cirkulere blandt folk her i Marnjarno, er ikke den værste jeg endnu har hørt. Den pige ved navn Yuuki som endte op på disse kanter gjorde noget, som jeg selv ville have gjort. Det at hun var mor til tvillinger må have været enormt hårdt at stå med alene, men det rygte involvere også Kimeya. Det siges at han fandt hende i en slem tilstand... Jeg ved at du kender den egentlige sandhed og om det er mig de her rygter handler om. Selvom at Demian nok aldrig vil sige det selv, så er jeg overbevist om at han er den selv samme person som Kimeya spurgte mig om jeg kendte til... " Hvad Yuuki helt oprigtigt kunne bruge sin fortid til, var at være bevidst om hvilke fejl hun havde begået og derved tage ved lære af dem, men <det var jo nok ikke den selv samme tanke som Nathaniel sad med i det her tilfælde.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede selvfølgelig at give Yuuki alle de svar, som hun havde brug for, for at kunne finde sig til rette i den nye tilværelse, for hun virkede da også til at være en som havde brug for det. Dette forekom ham nu som noget, som hun havde tænkt over i rigtig lang tid, og derfor var det uden tvivl også på plads med nogen svar. Selv lyttede han aktivt til hvad hun havde at fortælle ham. Hun havde hørt historierne, og det møde med Kimeya gjorde det ikke just bedre for nogen af dem, måtte man jo sige. Han sukkede indvendig. Dette skulle nok meget snart vise sig at blive en meget kompliceret handling når alt endelig kom til alt. "Jeg vil ikke benægte, at jeg for din skyld, såvel som alle andre, ville fjerne de minder for dig igen, Yuuki. Det som ligger i din fortid, burde bare have lov til at ligge der. Det er ej det værd for dig at kende. Jeg tror du vil gå i chok over hvad du har været igennem, også med Kimeya," svarede han ærligt.
Jo længere de kom ind i fortællingen, jo mere gik det op for ham, hvad hun egentlig ønskede svaret på. Han vendte de mørke øjne mod hende. Hun ville have bekræftelsen på, at hun var den Yuuki som folk havde snakket om. Han skævede kort i retningen af Demian, som alligevel virkede til at forblive stille. Det passede ham egentlig udmærket. Den fortid som hun dog havde bag sig, ønskede han ikke at berette om. Det mørke og den tilstand, som hun selv havde befundet sig i, gjorde det næsten værre, end hvad det var til nu. "Det du søger svarene på, er en tragisk historie, som stadig ingen ende har fået, kære Yuuki," begyndte han roligt. Selv ville han hellere end gerne give hende den skindbare sandhed, men om det ville gavne i længden, var jo ikke til at sige.
"Som jeg sagde tidligere, er Kimeya en mand, som har gjort mange ondt omkring sig. Du har været blandt dem. Ham, såvel som hans udkårne har i mange år givet dig skylden for knuderne i deres eget forhold. Du fik tvillinger.. En smuk pige og en stærk dreng, som du stort set opfostrede på egen hånd." Han vendte blikket sigende i retningen af Damien. Han vidste godt, at det her var en risiko at løbe, men vigtigste for ham, var at give hende en indsigt i hvad der egentlig foregik omkring hende, samt markere for hende, hvor hun nu stod. Han trak vejret dybt. Selv vidste han hvordan det var ikke at huske noget.. som man vidste, at man burde vide. "Hvad Demians relation er til dig, er op til ham at fortælle dig.. Bare tag mig på ordene, når jeg siger, at den tid, ikke er det værd at mindes," afsluttede han sigende.

[Deleted]

Hun lyttede opmærksomt til hans ord. Så var de historier altså sande. Hun knugede let sine små næver og tog en dyb indånding. Intet af det kunne hun huske. Ingen smerte led hun af ved at høre om dem, men de var en del af hende alligevel. Det at have et sted at høre til var vel vigtigt uanset hvor det så egentlig var. Alle havde en historie og hendes var uden undtagelse, én af mange tragiske. Hun nikkede gengivende til Nathaniel, hun havde ikke noget at modsige hans valg af ord. Den bekræftelse som hun ønskede var nu opfyldt. Der var ingen tvivl om det længere. Det undrede hende dog stærkt at Nathaniel påpegede at hendes tragiske historie ikke var forbi endnu. "Ingen ende fået? Hvad mener du?" Spurgte hun og kiggede på ham med en alvorlig mine. Hvordan kunne 1000 år være passeret uden at det havde slået en knude på hendes skæbne med Kimeya? Og Demians relation til hende? Hun var næsten sikker i sin sag omkring det, men det skulle der ikke siges et eneste ord om før at han selv ville komme frem med det. For hende var det nok at han var ved hendes side, men det bekymrede hende kun noget at der ingen rygter om Laqisa var, ikke nogen steder. "Demian... han er en stor hemmelighed for mig. I alle disse år har han aldrig formået at lade mig komme ind på livet af ham. Jeg kender ikke engang hans fulde navn." Kommenterede hun roligt. 

[Nathaniel Diamaqima]

"For din egen skyld, såvel som for dem omkring dig, vil jeg hellere råde dig til at finde et nyt sted i livet.. og fortsætte derfra, istedet for at bekymre dig så meget om hvad der har været før i tiden," forklarede Nathaniel med en rolig stemme, også fordi at det jo var ord, som han rent faktisk måtte mene. Selvom han kunne se og læse på hende, at dette på ingen måder var en behagelig historie, så var den jo ikke engang færdigskrevet.. Dem som plejede at komme så tæt ind på Kimeya, plejede at ende i graven. En ting, som han ikke direkte ønskede at dele med hende.
"Kimeya er en meget farlig mand at lege med. Du er heldig, at han lod dig gå i live," fortsatte han med en rolig stemme. Mange som havde været tæt på livet af ham, var endt i graven. Det var egentlig med yderst få undtag, hvad angik den regel for den kære mand. De mørke øjne gled mod hende. For nu var det også Yuuki som havde hans fulde opmærksomhed. Damiens relation til hende, måtte han selv forklare, når han fandt tiden rigtigt. Hun var vigtig for ham, det havde hun vel også indset efterhånden?
"Demian ved jeg handler på dit bedste. At han ikke har delt det med dig.. er til gavn for Jer begge. Du er ej en ukendt kvinde her i landet, kære Yuuki og historierne om Kimeya og dig har gået i frygtelig mange år. Jeg bad Demian for mange år siden, om at holde lav profil.. Og det har han gjort.. Og det er jeg stolt af," sagde han ærligt. Knægten var ikke af ukendt slægt.. men derimod en af de stærke, mere kendte og mørke. Det satte automatisk fokus på ham, og det var bestemt ikke til gavn lige nu.

[Deleted]

Der var mange grunde til at hun i princippet skulle være Nathaniel taknemlig. Godt nok var det Kimeya der fandt tvillingerne og bragte dem hjem i sin tid, efter at hun måtte lade livet sammen med sin elskede. At det så var Nathaniel der havde stået mest for tilsynet og opdagelsen af Demian og Laqisa, vidste hun så intet om. "Mit liv er allerede anerledes, men med alle de rygter der flokkede sig omkring mig og endda med mit navn gjorde det umuligt for mig at ignorere det." Forklarede hun. "Han har vel ikke haft nogen grund til det?" Tilføjede hun og hentydet til hans kommentar omkring Kimeya. Det var for hende meget tydeligt at Nathaniel slet ikke brød sig om tanken, om at hun skulle støde ind i ham igen. "En mand som er fremmed for mig... Hvorfor skulle jeg opsøge ham? Han er heller ikke en der har den mindste interesse i min eksistens, ellers havde han fundet frem til mig." Det var hun dog helt sikker på. Kimeya og hende delte en fortid, en historie, og de havde skabt to liv sammen. Deres skæbne var for hende endt i det øjeblik at han havde taget livet fra hende og hun vågnede op igen uden nogen erindring om sin fortid. De følelser hun engang nærede for Kimeya var væk og de ville nok heller aldrig vende tilbage igen. Hvorfor skulle hun frygte for at se ham igen ved sin dør? Han havde jo ingen grund til at invadere hendes liv igen. "Jeg har aldrig gjort brug af mit eget navn i al den tid jeg har boet ved Demian. Han gjorde det fra start af meget tydeligt at min eksistens havde en høj risiko for mit eget helbred." Oplyste hun ham. "Jeg har ikke brugt mig eget navn over de sidste 1000 år. Jeg går under et nyt navn og en ny identitet; Ziya, Ziya Death."