Post by Nathaniel Diamaqima on Aug 20, 2014 19:51:26 GMT 1
Yuuki hadve uden tvivl taget dette langt hårdere end det som Nathaniel selv havde gjort. Ikke desto mindre, så tog han det faktisk ikke særlig tungt. Han ville bare gerne understrege, at det for ham lige i øjeblikket, var for tidligt, men at det kunne komme.. Han kunne ikke sige hvornår, men siden han havde valgt at åbne sit hjerte for hende, for det var bestemt heller ikke noget som han gjorde til alle og enhver.
Selv sad Nathaniel blot der i sine egne tanker, frem til at han hørte, at dørene endnu en gang måtte gå op igen. Han blinkede let med øjnene, som han pludselig synes at komme tilbage til den virkelig verden igen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Han burde ikke bare glide væk sådan, men med alle de tanker han havde i hovedet, så gled han væk fra tid til anden. Det var noget som han særligt var begyndt med igennem de sidste mange år.
Nathaniel blev stående foran hende, som han spurgte om hun ville med ham i seng. Ikke fordi at han direkte lagde op til noget, men fordi at han var træt og bare ville i seng. Han havde bare aldrig været.. særlig god til at pakke tingene ind, kunne man jo sige. Han sendte hende et overbærende smil. Han tog det ærlig talt ikke særlig tungt. "Du skal virkelig ikke tage det særlig tungt." Han tog roligt omkring hendes hånd og trykkede let omkring dem lige så. For hende var det akavet. Han ville bare gerne have sit på det rene med hende.
"Jeg føler ikke pres.. og jeg føler ikke at jeg er tvunget til noget, så det skal du ej være bange for. Jeg anerkender og accepterer hvad du føler for mig.. Jeg skal blot finde ud af mine tanker og følelser først.. Og det håber jeg, at du vil give mig tiden til," sagde han roligt. Hovedet lod han søge let på sned. Han slap hendes hånd, da hun lagde armene om ham istedet for. Han lagde armene igen selv omkring hendes krop og skikkelse og trykkede hende ind mod sig. Han skænkede hendes kind et blidt kys. "Jeg er nødt til at lægge mig nu," endte han med en rolig stemme. Han var virkelig ved at være træt.
Selv sad Nathaniel blot der i sine egne tanker, frem til at han hørte, at dørene endnu en gang måtte gå op igen. Han blinkede let med øjnene, som han pludselig synes at komme tilbage til den virkelig verden igen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Han burde ikke bare glide væk sådan, men med alle de tanker han havde i hovedet, så gled han væk fra tid til anden. Det var noget som han særligt var begyndt med igennem de sidste mange år.
Nathaniel blev stående foran hende, som han spurgte om hun ville med ham i seng. Ikke fordi at han direkte lagde op til noget, men fordi at han var træt og bare ville i seng. Han havde bare aldrig været.. særlig god til at pakke tingene ind, kunne man jo sige. Han sendte hende et overbærende smil. Han tog det ærlig talt ikke særlig tungt. "Du skal virkelig ikke tage det særlig tungt." Han tog roligt omkring hendes hånd og trykkede let omkring dem lige så. For hende var det akavet. Han ville bare gerne have sit på det rene med hende.
"Jeg føler ikke pres.. og jeg føler ikke at jeg er tvunget til noget, så det skal du ej være bange for. Jeg anerkender og accepterer hvad du føler for mig.. Jeg skal blot finde ud af mine tanker og følelser først.. Og det håber jeg, at du vil give mig tiden til," sagde han roligt. Hovedet lod han søge let på sned. Han slap hendes hånd, da hun lagde armene om ham istedet for. Han lagde armene igen selv omkring hendes krop og skikkelse og trykkede hende ind mod sig. Han skænkede hendes kind et blidt kys. "Jeg er nødt til at lægge mig nu," endte han med en rolig stemme. Han var virkelig ved at være træt.
