Et møde med fortiden.

[Deleted]

Tunge skridt faldt roligt over den våde jord. Det så ikke ud til at regnen ville slippe sit tag, eftersom at den havde hærget byen i hvad føltes som en evighed. De mange årtier der var gledet forbi havde bragt megen lærdom og erfaring med sig, men det ville være synd at sige at det var ting som han fortrød. Vinden havde lagt sig og himlen tung og grå. Udsigten til døren havde han på sin venstre side. Stående med sin kappe om skuldrene og hætten over hovedet, iført hvid skjorte, sorte bukser og mørke sko. Hvad minderne ikke gjorde ved ham, var vistnok nemmere at pointere i forhold til hvad det egentlig udsatte ham for.
Han huskede de dage så tydeligt… så frygtelig tydeligt. Måden han var stukket af på, hvad der skete med hans søster efterfølgende og ikke mindst… hvordan han havde formået at holde sig i live på indtil nu. Selvom han havde oplevet mange nye ting, var det dog stadig et minde som nagede ham. Han følte sig nok et eller andet sted knyttet til Nathaniel på et eller andet plan, som han ikke selv var i stand til at beskrive.
Med raske skridt nærmede han sig døren og med en let knyttet næve, klar til at banke på...

[Nathaniel Diamaqima]

Regnen stod ned fra den store himmel. I Nathaniels øjne, var det uden tvivl bedre end det kolde vejr og sne, også selvom hans tilværelse endnu måtte vise sig at være tung, tragisk og dyster. I forhold til hvordan han ellers altid havde fremhævet sig selv som en stolt og stærk person, var han nu bare en skygge af sig selv, dog selvom han var på bedringens vej. Elmyra var ham en frygtelig god hjælp på det punkt, og han skyldte hende langt mere end hvad han kunne beskrive. I øjeblikket sad han ved det gamle skrivebord.. Oplyst af intet mindre end et stearinlys og med brillerne hvilende på hans næserod. Tilværelsen alene var han efterhånden vant til.. Han forsøgte at lave andet end at tænke på tabet af Liya. Selv for ham, var det efterhånden på tide, at han kom lidt videre end det. Foran ham på et brev, som han personligt var i gang med at skrive til dronningen af lyset - hans egen datter. Igennem de forhenværende år, hvor han ikke direkte havde fremstået som den far han ønskede for sine børn, ønskede han personligt at give dem en undskyldning.. Og efterhånden, så følte han, at det var på tide.
Fjerpenne dyppede han endnu en gang i blækhuset, inden han med den ellers så yndige skrift han havde tilegnet sig, fortsatte på sin ellers lange undskyldning. Han var jo trods alt Nathaniel. Det der med at begrænse sig havde aldrig lige været hans kop the. At han havde en ung bekendt på den anden side af døren, var som sådan ikke rigtigt gået op for ham, da der heller ikke var banket på. Det var jo bare typisk Nathaniel, at være meget optaget af sine egne ting, at han ikke lagde mærke til så meget andet.

[Deleted]

Næven faldt konsekvent tre gange mod døren. Tankerne fór rundt i sindet på ham og ville ikke give ham bare 5 minutters stilhed. Han stilte sig rank og med hovedet let foroverbøjet da han stak hænderne i sine lommer. Skam? Ikke just, han havde intet at føle skyld for, hvad end det så lå i fortiden eller om det var et aktivt problem.
Han manglede dog nogle oplysninger. Der var visse ting som Nathaniel aldrig lod ham komme i nærheden af som barn. Ting som han havde lært på den forkerte måde. Hvis man skulle tage det på den lyse side havde han dog lært én ting; At holde sig fra alkymien. Ikke at han undgik det, men han læste tonsvis af bøger omkring det og havde igennem årene indset at der kun var en vej at gå hvis hans mission skulle lykkes.
Det bed ham hårdt i stoltheden at skulle vende tilbage. Han havde søgt i alle hjørner og ender, men ingen vej eller metode havde han haft held med. Den kontrakt der bandt ham til alkymien havde han gennem megen besvær forvandlet til en amulet han havde hængende om halsen. Symbolet var fuldstændig magen til det stempel som var sat på papiret med hans eget blod. Et noget kun lettere objekt at bære rundt med sig.

[Nathaniel Diamaqima]

Koncentrationen blev afbrudt i det samme øjeblik, da 3 bank lød på døren. Umiddelbart kunne han ikke erindre at han ventede besøg, men det var jo aldrig til at vide på disse kanter. Igennem de sidste år, var han kommet konstant tættere og tættere på den procianske grænse, velvidende om, at han ikke bare kunne passere den, som han havde kunne førhen. Roligt fjernede han brillerne fra sin næseryg og lagde dem på bordet med en rolig bevægelse. Umiddelbart ville han ikke sige, at han var bange af sig, selvom han var ukendt med hvem den person var, som måtte befinde sig på den anden side af døren.
Hænderne satte Nathaniel roligt i bordet foran sig, da han tvang sig op at stå. Stolen skrabede henover gulvet, inden der igen blev fuldstændig ro. Han bevægede sig hen til døren, hvor han stod stille for bare et kort øjeblik. Selv brød han sig ikke om følelsen af at blive overrasket i døren. Det havde han faktisk aldrig gjort. Han tog i håndtaget og tvang så endeligt den gamle og knirkende dør op. Skikkelsen som han blev mødt af derimod, forekom ham dog alligevel bekendt. Bekendt fra en gammel tid, som han ikke havde tænkt meget over igennem den tid han selv måtte befinde sig i.. Selvom der var gået mange år, forekom skikkelsen ham dog alligevel bekendt. Med et enkelt skridt trådte han til side, og indikerede samtidig, at det var okay for ham at komme ind. "Du er den sidste som jeg regnede med at se på min dør, Demien," sagde han med en intetsigende stemme. Hverken positiv eller negativ.. Men ganske neutral.

[Deleted]

Han skubbede roligt hætten tilbage så den faldt ned i nakken og skænkede Nathaniel et kort blik før han trådte ind forbi ham.
"Det forbavser mig ikke."
Svarede han monotomt og stilte sig midt i det hele. Han sugede alle omgivelserne til sig på kun ganske få sekunder før han vendte sin opmærksomhed mod Nathaniel.
"Chokeret over at se at jeg stadig er i live?"
Et skævt træk i mundvigen viste sig kun ganske kort. Var det overhovedet nødvendigt at træde i en gammel fejl? Han vidste på forhånd godt at hans valg dengang måtte have været en dyb skuffelse for Nathaniel. Og at han direkte valgte at stikke af før de fik rettet op på det, var et endnu dummere træk. Det lyse hår var næsten hvidt; ligesom sin mors, men hans øjne var mørke og dunkle i forhold til dengang.
"Egentlig ganske simpelt; bare undgå alkymi"
Tilføjede han og trak igen på smilebåndet. Det virkede så underlig velkendt, men alligevel nyt og ukendt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var nu mere overrasket over at se Demian i live. I det store billede, havde han faktisk regnet med, at den unge mand ville være død og borte på denne her tid. Et sted en ganske skræmmende tanke, med alt det arbejde, som han selv havde lagt i den unge knægt. Døren knirkede, da han igen lukkede den, så varmen ikke slap ud i den kolde regn. Herinde var det varmt og lunt på grund af de varme gløder som lå i pejsen i hans arbejdsværelse. Her var ikke særlig stort.. Der lå rod stort set over det hele, selvom det alligevel var lagt i et system som Nathaniel fint kunne finde ud af.
"Deriblandt. Jeg må erkende, at jeg er overrasket over, at du viser dig for mig," tilføjede Nathaniel med en ærlig stemme. Selvfølgelig glad for at se at knægten stadig var i live, så var der sket frygtelig meget siden deres veje havde krydset sidst og han havde valgt at vende ryggen til og løbe hvad han kunne magte. Selv blev Nathaniel stående og betragtede sig af ham. Sjovt, som de gamle pludselig skulle dukke op igen fra så fjern en fortid, som man knapt kunne huske længere.
"Alkymi er farligt, hvis man ikke er i stand til at kontrollere det," sagde Nathanie, som var det en gentagelse af en gammel læresætning, som han havde skænket ham hundredeogsytten gange før i tiden. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. "Så fortæl mig, hvad der bringer dig hid," afsluttede han. Ville han have noget? Hjælp? Igennem de sidste mange år, havde selv Nathaniel holdt sig fra alkymi. På egen krop og sind, havde han jo måtte erfare, hvor farligt det var, og hvad det kunne resultere i af frygtelige tab.

[Deleted]

"Lige til sagen; Det også sådan jeg bedst husker det."
Han kunne ikke holde sig fra at træde tættere på Nathaniel, så tæt at det næsten ville være grænseoverskridende. Med begge hænder trak han sin amulet over hovedet og placerede den i Nathaniels venstre håndflade. Symbolet, nu lavet af et særligt stykke metal, vedhægtet en læder snor og med nogle ord indgraveret på bagsiden, som kun en alkymist ville kunne forstå.
"Kontrakten. Husker du den?"
Med en åbenlys nysgerrighed stod han afventende. Han var næppe kommet for at sludre om meningsløse ting til trods for at han var mere åben og venligtsindet mod Nathaniel i forhold til mange andre. 
"Dette er alt hvad der er tilbage af den."
Sandt var det. Ikke alene sandt, men også noget så risikabelt. Den var nøglen til hans alkymi og ikke mindst hans liv. Et solidt stykke arbejde og næsten umulig at destruere med kun almindelige remedier.
Han knappede sin kappe op og smed den over en tilfældig stoleryg, før han næsten per automatik vendte næsen mod en af Nathaniels mange bøger og dokumenter. En meget gammel bog fandt han frem, nok en af de få han endnu ikke havde læst.
"At leve med den er en prøvelse fra dag til dag, men det er efterhånden ikke så tit at jeg har brug for den."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel blev stående, selvom privatsfæren uden tvivl blev overtrådt. Hans blik hvilede mere stift i Demians øjne i det tilfælde, og stadig uden at rokke så meget som en muskel. Pagten.. den gamle kontrakt huskede han dog stadig. Et sted kun fordi at det var en aftale så sjældent lavet, og dog af typen som kunne koste så meget af et liv.. hvis ikke det hele. Den amulet som blev lagt i hans hånd, fangede hurtigt hans opmærksomhed. Tanken alene om at han nu stod med Demians liv i sin venstre hånd, var et sted uvirkeligt.
"Jeg mindes at du indgik en pagt med djævlen for disse kundskaber. Kundskaber som ej var dine at besidde," sagde han med en rolig mine. De mørke øjne fulgte ham med blikket, som han tog fat i den gamle bog. Dem havde han selv rigtig mange af.. Og de var alle læst frygtelig mange gange, så han efterhånden ikke havde brug for at slå op i dem længere.
Let rystede Nathaniel på hovedet, inden de mørke øjne igen gled mod hans skikkelse. Demian vidste han godt, aldrig havde haft meget til overs for ham, og dog, så var det her han valgte at møde op. Han lukkede næven roligt omkring amuletten, inden han stillede sig med fronten mod ham. "Beundringsværdigt, at du har fået det indkaperet i noget så lille som en amulet.. og alligevel yderst risikabelt. For din skyld, håber jeg, at du ved hvad du gør, Demian," sagde han ærligt, inden han rakte ham amuletten tilbage. "Igen. Fortæl mig, hvad du laver her," opfordrede han igen. Han vidste at folk ikke kom til ham uden en grund. Der stak stort set altid noget under.

[Deleted]

Han lukkede bogen så den smækkede før han vendte blikket mod Nathaniel.
"Behold den, nej bedre endnu. Destruér den."
Uden videre forklaring begyndte han straks at lede efter gamle dokumenter. 
"Du ved vel hvorfor at jeg ville komme til dig for netop dette. Om du vil tage livet af mig eller hjælpe mig er ikke min største bekymring."
I et af dokumenterne fandt han et billede lig med det væsen der havde opsat den pagt.
"Det kryb der dengang lavede pagten har efter mange års søgen vist sig at være en bedrager... En imitation... Jeg behøver vel ikke forklare hvorfor at det ikke længere er noget jeg selv kan gå igennem?"
Med dokumentet i hånden så han blot ned på amuletten. Stirrede næsten opgivende på den før han overrakte dokumentet til Nathaniel med en anelse tøven. Den mand på billedet var en af historiens mest kendte alkymister; en legende ville nogen måske mene.
Demian havde længe rendt rundt i frustration over dette emne. Han havde for sig selv forsøgt at gøre en ende på pagten, men uden held. Hans mørke øjne var et tydeligt tegn på det. Det havde bragt ham forfærdeligt tæt på klippens kant. 

[Nathaniel Diamaqima]

Forespørgselen havde Nathaniel næsten set komme, så det i sig selv, var han ikke just overrasket over. "Du ved, at en pagt og kontrakt er bindende," pointerede han endnu en gang, som han igen lod næven lukke sig om det værdifulde lille smykke, som nu var skænket ham i hans besiddelse. Uden tvivl noget, som han ville undersøge nærmere, og få kigget ordentligt på, nu hvor han havde muligheden for det.
At Demian var i hans bøger, brød Nathaniel sig faktisk ikke om. Foruden familien, som selv ikke rigtigt ville have noget med ham at gøre. Hans egen skyld ganske vidst, men bøgerne... Åh, dem skulle man da uden tvivl holde sig væk fra. Han trak vejret dybt, inden han gik hen til ham, hvor han tog imod dokumentet. Hans mørke øjne gled over det med en tænksom mine. "Så forstå mig ret. Du valgte at forlade stedet her, med ordene om at du selv kunne klare tingene og dit liv, og nu kommer du retur til mig?"
Billedet af den store og kendte alkymist, hvilket Nathaniel bestemt ikke ønskede at fremstille som en bedrager eller en imitation. Han tog denne gang mere fat i bogen og lagde den trygt i hans egen hånd. Demians frustration og uro hvad det her angik, forstod han da, men han havde jo allerede dengang sagt, at han skulle være påpasselig. Med bogen i den ene hånd og amuletten i den anden, så han i Demians blik. "Jeg forstår din frustration, Demian. Ordret.. fortæl mig hvad du vil have mig til. At modsætte mig en legendes værk, vil ej blive mig en nem opgave," fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Demian kiggede noget kun undrende på ham ved hans udtalelser. Selvfølgelig, det ville skam ikke være en let opgave, ikke desto mindre så havde han brug for at vide om der var en vej ud.
"Kan det lade sig gøre?"
Spurgte han insisterende og stoppede sine hænder i lommerne. Blikket faldt tungt og fjernt mod et hjørne. Han vidste at det ikke var nogen nem opgave. Han havde dog ikke forsøgt sig med nogen af de tungeste emner; genoplivelse. Det som en alkymist kunne formå måtte alligevel have sat sig som en knap så tilfredsstillende smag i hans mund. Hans forsøg på at bringe sin mor tilbage var et projekt som kun var halvt færdigt, men det behøvede Nathaniel ikke kende noget til. Alt hvad Nath behøvede at få at vide, var at han ikke længere havde brug for pagten. Han havde ikke behov for at sidde lænket til sin egen død, når der ikke var mere han kunne udrette med den. 
"Misforstå mig endelig ikke... jeg har skam arbejdet hårdt for at opnå det resultat jeg i sin tid stak af for. Du tror vel ikke at jeg bare har spændt 1000 år på at lave ingenting?"
Et let, men tomt smil bredte sig over hans læber. Det var næsten morsomt. Den fantasi han engang havde haft var ren og skær illusion. Hvad havde han forventet? Var det bare grådighed eller et dybt savn?
"Jeg har intet at bruge pagten til længere. Lad os bare sige at den ikke er af nogen værdi mere. Hvis jeg stadig søgte den hævn så havde jeg kastet mit liv i hænderne på den og gjort en ende på 'ham'... og dermed endt mit eget. Jeg giver dig chancen for at vælge; Liv eller død?"
Han tav for et kort øjeblik og gned sig kort og irriteret i øjnene inden han satte sig ned op ad et bart stykke væg.
"Hvis du ingen interesse har skal jeg ikke være den der tvinger dig... men så skal du nok ikke regne med at se mig igen... nogensinde."
Det var ikke fordi Demian havde i tankerne om at tage livet af sig selv, men så kunne han vel i det mindste give sit projekt et sidste forsøg? Uden ønske om at holde fast i sit eget liv.

[Nathaniel Diamaqima]

Alle pagter kunne brydes, om man vidste hvordan de var indgået. Nathaniels blik gled mod unge Demian. I hans øjne var han en ung mand, som havde indgået en pagt med djævlen, uden at vide, hvad han var gået ind til. "Det er muligt," sagde han tænksomt. Umiddelbart kunne man ikke sige at det ville blive en let sag. Det var en gammel pagt efterhånden, og det var en stor mand, som han havde indgået den med.
De mørke øjne gled mod hans skikkelse endnu en gang. "Muligt. Du informerede mig aldrig om grunden til det drastiske valg," sagde han med en rolig stemme. Ikke fordi at han klandrede den unge mand for at have taget det valg, som han havde taget, for alle havde sine grunde, men han kunne ikke yde ham den forståelse, når grunden ikke var blevet kendt. Bogen lukkede han roligt, og lagde den så på bordet igen. Amuletten blev han stående med. Det var et sted en skræmmende tanke at vide, at han faktisk stod med hans liv i sine næver.. bogstavelig talt.
"Du kender mig. Døden er og har aldrig været noget jeg er gået ind for. Du har haft muligheden, og jeg er stolt af, at du ikke har taget netop det valg, Demian. Jeg skal gøre hvad jeg kan, for at hjælpe dig fri af denne pagt," sagde han endeligt. Dette var ord som han mente. Nu hvor han havde arbejdet så meget med denne unge mand i forvejen så ville han jo heller ikke efterlade en halvskreven historie. Et halvfærdigt arbejde, når der stadig var så meget, som endnu skulle gøres.
Nathaniel tog endelig pladsen i stolen ved hans skrivebord. Amuletten lage han på bordet, inden blikket igen gled i retningen af Demian som sad op af væggen. "Jo mere du kan fortælle mig, jo nemmere er det for mig, at hjælpe dig. Fortæl mig igen præcist hvordan du indgik den pagt," sagde han med en mere alvorlig stemme. Han afviste det dog ikke. Men jo mere han vidste, jo nemmere var det for ham at hjælpe.

[Deleted]

Demian sukkede ganske let. Ja, information var helt klart det som var roden til alle løsninger. Mange år med erfaring var jo ikke ligefrem noget, som kom til nytte hvis ikke man vidste hvad det skulle bruges til.
"Hmm... Du beder mig om mere end rimeligt, Nath. Der var en grund til at jeg implicerede den pagt ind i den amulet."
Selvfølgelig kunne Demian da godt lege med alkymi, men den viden som han var i besiddelse af bestod ikke af at kunne læse sig frem til resultaterne. Han havde aldrig læst ordene, men kigget på billederne, imiteret andres færdigheder blot ved at forestille sig det. En meget stor forskel i forhold til en rigtig alkymist. Billeder og tegninger viste også meget i sig selv, men chancen for at det gik galt var langt højere end ellers.
"Er du sikker på at du ønsker at vide det?"
Spurgte Demian ret alvorligt. Det ville ikke forekomme ham som en unaturlig ting. Han ville sagtens kunne indvige Nath i sine projekter; hvad havde han at miste ved det? Dystre hemmeligheder.. havde det bedst med at forblive gemt væk og i det her tilfælde, mere end som så.
"Kilden til pagten ligger gemt i amuletten. Ordene på bagsiden er nøglen indtil den. Alt hvad jeg kan fortælle dig ligger allerede gemt i den..."

[Nathaniel Diamaqima]

Med information og viden, så kom man uden tvivl langt, hvilket var noget som Nathaniel havde tænkt sig at fortsætte med at udnytte. Når alt endelig skulle komme til alt, var det hans vigtigste og stærkeste våben - og det som gjorde, at folk frygtede ham. Igen lod han blikket glide mod amuletten. Kilden til det hele. Uden tvivl umådelig risikabelt at vandre rundt med den om halsen.
"Du lever livet farligt, min dreng," bemærkede han endeligt, da han igen lod de mørke øjne falde Demians skikkelse. Det var ikke fordi, at han havde tænkt sig, at sidde der og hovere.. Den mand havde altid levet livet farligt. Det måtte ligge i generne. Kort trak han på den ene mundvig. Det forundrede ham ikke, at knægten havde leget med ting og sager, som han bare burde holde sig langt væk fra.
"Jeg ville ikke spørge ellers. Fortæl mig hvorfor du valgte at haste herfra," sagde han igen. Han rettede sig en anelse op. I stearinlysets skær kunne han holde øje med amuletten. Uden tvivl en lille genstand, som han ville gå med på sig, frem til han knækkede koden til pagten.
Nathaniel nikkede blot. Igen lod han de lange fingre lukke sig om amuletten igen. Han tog fat om brillerne, og tvang dem igen på plads over hans næserod. Han vendte den i hænderne, hvor han samtidig lod fingrene glide over de tydelige markeringer. Arbejde.. endda noget ukendt. Det var jo spændende selv for ham.

[Deleted]

Lever livet farligt? Han fnyste ved netop de ord. Om det var farligt sagde ham ikke så meget, han var mere interesseret i resultaterne. Han fik dog en meget hård mine da Nathaniel bekræftede sin nysgerrighed. 
"Du leger med ilden, Nath." 
Hans største projekt.. det som havde kostet ham mere end den kamp han havde haft med Kimeya.
"... Du husker vel godt hvad der skete med min mor, ikke sandt?"
Blikket rettede han fast mod Nathaniel. Han var voldsomt alvorlig omkring netop det emne. Det var ikke nemt for ham at lægge det fra sig, men efter så mange år havde han ikke rigtig nogen grund til at hade omverdenen for hvad der var sket. Det indså han allerede før han startede sit projekt.
"Grunden til at pagten ikke længere har nogen værdi... hvorfor at jeg ikke kan bruge den til noget længere; Jeg har fundet hende."
Han lød næsten som om at det var det mest normale i verden. Det faktum af at hans mor skulle have været dræbt af hans far og derefter tilintetgjort af Nathaniel... var bare en åbenlys facade.
"Hukommelsestab under tvang ved hjælp af alkymi..."
Han tav igen og afventede næsten Nath's reaktion før han talte videre.
"Jeg er ikke kommet for at bede dig gøre noget ved det. Alt du skal koncentrere dig om er pagten."
endte han fast og rejste sig op og børstede sine bukser af.