Et møde med fortiden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bestemt ikke særlig begejstret for tanken om at skulle give Yuuki de minder igen, for de var virkelig.. grusomme. Han huskede dem jo.. Han havde jo set dem i takt med at han særskilt var gået ind for at fjerne dem, men at give hende dem igen... det troede han virkelig ikke ville gå i længden, så han håbede inderligt, at dette bare var noget som ville gå i sig selv igen på et tidspunkt. "Vi håber og beder til at det er noget som roligt vil gå i sig selv igen, min kære," begyndte han med en rolig stemme. Han strøg roligt hånden over hendes kind. "Jeg ved at rygterne om min død gik, og det var skam også med den fulde hensigt. Hvis det ikke går an for dig at glemme det, må jeg åbne sluserne med de minder, som jeg længe kæmpede for at lukke.. men ikke før det går hen og bliver en nødvendighed," endte han med en alligevel alvorlig mine. Det var virkelig alvorlige ting de i øjeblikket førte en samtale om, og han ønskede blot at hun vidste hvor farligt det kunne være.
Det som Nathaniel godt kunne lide med Yuuki, var at hun var så omtænkelig i forhold til andre, og til tider glemte lidt hvad hun selv ville have. I øjeblikket, var det hende som han ville have, og derfor var han ganske enkelt.. ligeglad med hvad andre ville og ikke ville, for det var slet ikke noget som vedkom ham på noget tidspunkt. "Hvorfor forhaste med noget, som vi skal have i forhåbentlig resten af vores liv, Yuuki?" begyndte han roligt. Selvom han naturligvis gerne ville ruste hende godt nok op inden Kimeya ville få nys om det, for det var det som var ham det vigtigste lige nu. Ingen tvivl om det. "Jeg ved hvad jeg ønsker, som du ved hvad du ønsker, og jeg vil mene med hånden på hjertet, at vi ønsker det samme.. Så lad os arbejde mod det. Være der for hinanden, støtte hinanden.. Så er jeg sikker på, at det nok skal gå," endte han med et smil. Han lænede sig frem og skænkede hende et kys. Hun var vigtig for ham, og en af de få som ej heller dømte ham på noget som helst, hvilket selv for ham, var betryggende på alle måder, og det erkendte han uden tvivl gerne.

[Deleted]

Uden at hun behøvede at uddybe det igen og igen i det lange løb, så vidste hun at han godt var klar over det. Hendes ønsker og det som hun til nu havde givet udtryk for, var da bestemt ikke tomme ord. "Af hele mit hjerte håber jeg det virkelig, Nathaniel. Jeg havde været så opslugt af at finde ud af sandheden at jeg fuldkommen havde glemt hvad der var vigtigst."
Der var ikke den ting, som hun ikke ville have kastet fra sig bare for at finde ud af hvilken grusom verden der levede i hendes indre. hun havde haft Demian at støtte sig op ad, men hun havde stadig siddet tilbage og manglet den ene person der var i stand til at fylde hendes tomrum i hjertet. Hendes følelser for Nathaniel, var allerede så småt begyndt at blusse frem for 1000 år siden. I og med at hun ikke var hjemsøgt af sine følelser for Kimeya og med alle de minder, så var der blevet plads til at kunne se bedre og opdage at der faktisk fandtes gemte følelser andre steder. Hendes hjerte havde fået lov til at blomstre på ny og derved finde hvile hos en hun oprigtigt stolede på.
"Det vil ikke længere være tilfældet og jeg vil heller ikke skjule det for dig mere.. om der skulle dukke flere op. Jeg stoler på din dømmekraft, kære. Lad os for nu bare koncentrere os om hvad der står først for. Så længe vi står sammen om det, så tror jeg også på at det nok skal gå"
Endte hun med et smil og tog kærligt imod hans kys og gengældte det uden den mindste tøven. Hun elskede ham af hele sit hjerte, det var en ting som hun var helt overbevist om.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forstod sig udmærket godt på Yuukis ønske, men han tvivlede virkelig på, at det var noget som hun kunne rumme i det store og hele. Han vendte blikket ned med et dæmpet suk. Det ville være så nemt for ham at åbne de sluser igen, men det var mere virkningen som han var bange for, om det var noget som hun overhovedet blev kendt med igen. "Jeg frygter for konsekvenserne ved at give dig de minder, Yuuki. Blot ønsker jeg at skabe grobund for noget nyt sammen med dig.. starte på noget nyt, så du netop slipper for at tænke på det samme gamle hele tiden. Det er ej til gavn for dig kæreste.. Tvært imod," forsøgte han endnu en gang.
Følelsesmæssigt havde Nathaniel været en meget lukket mand stort set siden han havde miste Liya og det af frygtelig mange gode grunde. Utrolig mange han havde haft tæt ind på livet på den ene eller den anden led, havde han faktisk gået hen og mistet i længden. Det gjaldt jo både kæreste, men så sandelig også andre individer, som alle var mistet på den ene eller den anden led, og naturligvis var det jo også noget som faktisk gik hen og gjorde ham.. trist vel? Han bed tænderne let sammen. Det var en problematik som han var nødt til at tage sig af.. som naturligvis også ville komme til at gavne hende. Ville det gavne hende at huske det hele? Alle de mord? Den ondskab og det mørke som hun igennem tiden havde været igennem, og hvordan det havde knækket hende mere end en gang? Det vidste han ikke om han kunne klare selv. Hun betød jo forbandet meget for ham, og det var jo ikke nogen hemmelighed.
"Det lyder fornuftigt, min kære.. Nu er det bare dig og mig.. Vi skal finde ud af det hele, og derefter kan vi tage de andre ting som følger. Personligt har vi nu et liv som vi skal finde ud af.. Og det er energi jeg hellere vil bruge der, end på noget som muligvis slet ikke bliver nødvendigt." Han strøg hendes kind og med et let smil. De skulle finde ud af det.. Det var de simpelthen bare nødt til.

[Deleted]

Lige med et gik det op for hende at han faktisk misforstod det, som hun sagde. Det ønske som en engang havde haft, var der slet ikke længere. "Jamen, Kære, det er slet ikke det jeg mener." Svarede hun lettere forbavset. Hun var mest af alt overrasket over at han stod og prøvede at tale hende fra det. Hvor det lige var at de havde gået forbi hinanden vidste hun så slet ikke, men en ting stod hun da fast ved. "Før jeg mødte dig igen, her igår, der har jeg i en lang periode jagtet sandheden og det var skam også derfor at jeg fulgte med Demian, men.. sådan er det slet ikke mere. At jeg er plaget af få minder og mareridt, ja.. det kan jeg intet gøre ved nu og selvom at det ville være rart at slippe af med det igen, så er det ikke grund nok for at lade mig huske det hele igen." Endte hun alvorligt, men alligevel kærligt. Hun havde al den tid i verden hun havde brug for, så hvorfor splitte den harmoniske stemning ad ved at starte på sådan en omgang?
Uden så meget som at vente på hans næste ord, lagde hun armene trygt omkring livet på ham og holdtham tæt ind til sig. "Jeg er enig med dig, kære." Svarede hun til hans sidste udtalelse. Og mærkede det kælende strøg over kinden. Hun smilede og knugede sig ind til ham.
"... Men hvad gør vi hvis Kimeya dukker op?" Spurgte hun pludseligt. Hvis Nathaniel gik og var nervøs for hvad han kunne finde på, hvordan kunne de så tackle det hvis han en dag stod i døren? Skulle hun bare stikke af? Forholde sig i ro? Tag kampen op med ham? Det var ikke noget hun som sådan havde tænkt over før, men det var hun vel nød til et sted hvis hun skulle være forberedt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels blik gik fra at være alvorlig til pludselig at blive mere afslappet. Han ønskede nemlig heller ikke at give hende minderne igen.. Han ville virkelig ikke ødelægge den kvinde som hun var blevet til med årene. Det var virkelig ikke det værd i hans optik. Han rystede let på hovedet.. nok mere af sig selv, end af hende. Så optaget af sine egne tanker, at han havde set forbi hvad hun faktisk havde forsøgt at forklare ham. Det lignede ham faktisk ikke at reagere på denne måde. "Du har ret.." begyndte han roligt, inden han roligt hævede hånden og strøg den mod hendes kind. De få mareridt og tanker som endnu plagede hende, var ikke så skidt at det ikke kunne leves med - ville han da mene om ikke andet. "Ej er jeg forundret over bagtanken ved at lade Demian følge dig hertil, Yuuki.. Blot er jeg glad for, at det er således det har endt. De tanker og de mareridt skal vi nok få bugt med på en sundere måde," endte han sandfærdigt. Han ønskede at skabe nye med hende.
Armene gled varsomt omkring hendes skikkelse. Lige nu var det hende som han havde i hovedet og ej så meget andet, og det var sådan at han gerne ville have det, og det var jo sådan at han også godt kunne lide det, hvis han endelig skulle være helt ærlig. Han kyssede hendes tinding. Kimeya var den bekymring som de begge måtte dele, for han vidste, at dette var noget som før eller siden ville nå manden for øre, og han tvivlede ikke på at han ville reagere på dette. Tungen strøg han let over sine læber. "Jeg ønsker ikke at manden skal gøre dig noget ondt, min kære." Han tænkte. Det bedste som han kunne gøre, var jo at ruste hende op så godt som muligt, og så håbe at manden ville gå efter ham, istedet for hende. Det var bedre end alternativet. Han sukkede let. "Vi finder ud af det, når det kommer så vidt," endte han dæmpet.

[Deleted]

Hun kunne tydeligt mærke den gensidige interesse der var for at det her forhold skulle komme til at fungere. Kimeya var dem et fælles problem, faktisk ligesom at hun selv var et problem for Kimeya og Faith. Måske det var ved at være på tide at lægge stridsøksen fra sig?
"Vi har vel alle en grund liggende bag vores handlinger. Uden dem ville vores mål og drømme ikke blive til virkelighed." Hun puttede sig helt ind i hans favn da han først lod armene søge om hende. Der var mange spekulationer omkring det at de begge ville ende op med at blive jagtet, men det gjorde hende absolut intet i den lange ende. Hun ville ikke bare stå og se til, mens at det hele blev revet fra hende. Nathaniel var hende kær og det havde han været meget længe. Ja, hun var vel egentlig ikke i tvivl om at hun faktisk elskede ham.
"Det kommer han heller ikke til. Jeg vil ikke bare lade ham få lov til at gøre hvad der passer ham. Han skal ikke have lov til at ødelægge det vi har sammen." Forsikrede hun ham med en beroligende tone. Hun strøg ham over ryggen og nød sammenværet med ham. Bare det at han skænkede hende disse kærtegn af egen fri vilje, var mere end hun nogensinde kunne bede om. Det var faktisk rart at mærke et andet væsen så tæt på og at de begge så sad med gensidige følelser for hinanden, så kunne det faktisk ikke blive mere perfekt.
Med tiden ville det hele vel falde på sin retmæssige plads og give dem tiden og roen til at leve et lykkeligt liv. Hun ville i hvert fald gøre alt der stod i hendes magt for at intet nogensinde ville forstyrre freden mellem dem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så virkelig ikke nogen grund til at fortsætte med at hæve den store og massive stridsøkse, men derimod så hellere lægge fortiden bag sig og så komme videre.. som de jo havde gjort. Det var på tide, at Kimeya og Faith gjorde det samme, for det andet var trættende.. virkelig, virkelig trættende. Blikket gled let i retningen af hendes skikkelse, uden at han førte hende væk fra sig, da han virkelig godt kunne lide at hun stod så tæt på ham, og faktisk udviste den bekymring og den omsorg, for det var det som han virkelig godt kunne lide.
Hånden førte Nathaniel roligt til hendes kind som han strøg ganske let. "Vi har formået at lægge stridsøksen, såvel som fortiden bag os.. På et tidspunkt, kan man blot håbe, at de vil være i stand til at gøre det samme," endte han med en rolig stemme. Han tog det for nu ikke særlig tungt.. men de skulle bestemt ikke have lov til at ødelægge det for de to, og det var helt sikkert. "Jeg giver ham heller ikke lov til det. Selv er jeg sikker på at det er mere Kimeya end Faith vi skal være bange for i det her tilfælde.. Han vil ikke få lov at lægge en finger på dig, min kære.. Det vil jeg ikke tillade," endte han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han strøg hånden ganske let og stille over ryggen. Han ønskede hende rolig, og han ønskede at hun havde det godt og trygt i den anden ende. Han plantede et let kys mod hendes pande og rettede sig roligt op endnu en gang. Først der valgte han at slippe hende, inden han let sænkede sine arme igen. "Vi skal nok finde ud af det hele," sagde han med en rolig stemme. Det var ham et mål!

[Deleted]

Hun sukkede lige så stille i hans favn. Det var trættende for hende at tænke på Kimeya. Han tog nærmest alle kræfter fra hende af bar bekymring, så hun var virkelig glad for at have Nath ved sin side. Bare det at kunne stå i hans stærke arme og indtage den maskuline duft, som måtte pryde ham. Hans ord var varm og blød i hendes øre. Der var virkelig ikke den ting ved ham, som ej brød sig om. Hun kunne næsten spørge sig selv om hvor pokker han havde været hele hendes liv, men mere end det, så var hun i den grad lykkelig over at stå her i dag.
Det lette kys mod hendes pande fik huden til at sitre og gav hende lysten til at smage hans læber igen. Alt hvad han gjorde ved hende var tiltalende og gav hende lyst til mere. "Vi har al den tid vi behøver, kære." Mumlede hun sagligt ind mod brystet af ham inden han langsomt slap hende igen. Ikke om hun selv havde lyst til at slippe ham, men det kom helt af sig selv. Hun strøg kærligt hans kinder med begge hænder og sendte ham et varm kærkomment smil. "For nu er der ikke meget andet vi kan gøre, end blot at vente og se hvad der sker.." Tilføjede hun med en meget lavere tone end hun ellers plejede.
"Jeg vil få styr på soveværelset, så kan du passe dit arbejde imens." Ikke fordi hun direkte ønskede at komme ham på afstand, men hun følte sig i den grad afkræftet. Om det kunne ses på hende uden at hun vidste det, det håbede hun så i den grad ikke. Med rolige og en smule usikre skridt trådte hun ind i soveværelset hvor hun med let og rask hånd tog fat om tøj og tæpper. Det gik også ganske let til at starte med inden en pludselig smerte meldte sin ankomst mellem ørene på hende. Den stakkels vase hun havde i hænderne gled fra hende og blev knust med et voldsomt smæld. Så mange ting, emner og ikke mindst følelser, som der havde været på spil gennem det sidste døgn. Det kunne kun ende galt. Hun klamrede sig om hovedet med sine hænder og måtte sætte sig ned på knæ bukket ind over sengen hvor hun kunne gemme hovedet væk i sine arme. Hun bed anstrengt sammen af smerte og kvalte stoffet over sengen med sine hvide næver.

[Nathaniel Diamaqima]

Lige nu var det ikke Kimeya som Nathaniel havde lyst til at tænke på, men derimod den fremtid som han gik i møde.. En fremtid som han nu skulle skabe sammen med Yuuki. Spændende.. nyt.. og særligt for ham, som kun havde haft en verden omkredsende af Liya. Et sted var det.. faktisk rart at han kunne glemme hende lidt og tænke på noget andet, selvom dette dog ej var noget som han havde i sinde at sige højt. Han sendte hende et smil og lod armene hvile om hende. Det lille væsen som han nu skulle beskytte.. Et sted kunne han jo godt e den problematik som Kimeya havde stået med, dog selvom det ej var noget som han ønskede at tænke yderligere på lige nu. "Det er nemlig lige hvad vi har," pointerede han med en sigende mine, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
Yuukis strøg mod Nathaniels kinder, fik ham blot til at smile. Det var virkelig ved at være lang tid siden han havde oplevet noget af den form for omsorg, men han måtte jo i sandhed erkende, at det virkelig føles godt. Sandt at sige, at de måtte vente og se.. De måtte se tiden an. "Forhåbentlig vil der intet ske. Det er hvad jeg med mit hjerte, blot må håbe på," endte han. Selvom han vidste at sandsynligheden for dette var frygtelig, frygtelig lille, så var det jo tanken som han blot måtte gøre sig.

Selvom de for nu valgte at gå hvert til sit, så tog Nathaniel endnu en gang pladsen ved arbejdsbordet. Det var ikke fordi at det var arbejde der som bare skulle laves, men mere så han faktisk havde noget at give sig til i sin egen fritid, for det var noget som han uden tvivl havde brug for efterhånden. Hans arbejde blev dog hurtigt afbrudt af lyden af en knust vaske, hvilket hurtigt fik ham til at reagere. ".. Yuuki?" endte han, inden han rejste sig op og søgte hen til soveværelset. Hvad skete der? Døren skubbede han let til side, hvor han blot så at hun holdt sig for hovedet midt på gulvet. Et sted var det en rædsel som ramte ham. Og så alligevel ikke.. Han havde ofte set Liya på samme måde, selvom han tvivlede på at det var den samme problematik. Han søgte hen til hende og knælede ved hendes skikkelse. "Yuuki.. Hvad sker der?" spurgte han. Uroen havde meldt sig i stemmen, hvorefter han greb omkring hendes hænder. Noget skete der jo!

[Deleted]

Ikke om hun så meget som ænsede at han kaldte hendes navn. Det var en frygtelig smerte der bed hende inde i hovedet. Det var så ej heller første gang at hun havde oplevet det. Det var netop sådan en tur der havde givet hende de få minder hun i dag besad. Det var vel næsten et tegn på at hinden var ved at briste på egen hånd?
Som hun blot sad der ved siden af de mange skår og uden at være bemærket af at Nathaniel kom ind til hende, så gav det et frygteligt sæt i hende da han først tog om hendes hænder. Vildfaren så hun op mod ham og knugede hårdt fat om hans hænder, lige indtil det gik op for hende. Hun sukkede meget tungt og løsnede sit greb igen for at tage sig til hovedet. "... jeg fik pludselig en voldsom hovedpine." Endte hun meget svagt og løftede blikket op mod ham.
"Heldigvis... så skete der ikke mere end det." Endte hun kortfattet og havde på ingen måde helt forstået hvordan det egentlig kunne lade sig gøre. Hun rystede ganske let og bed stadig sammen af ømhed.
Hun havde endelig fundet roen, de havde fået snakket og gjort sig bekendt med alt hvad der skulle ske og alligevel så havde det ikke givet hende nok ro i sinde? Hun forstod det bare ikke. Kunne det være fordi at det var ved at være så længe siden nu?
"Det er ej heller første gang at det er sket... igennem de sidste 10 år er det blevet meget værre, men det er mere end 100 år siden det sidste minde brød frem." Tilføjede hun og strøg ham beroligende over kinden inden hun lagde armene om halsen på ham. Hun ønskede ikke at yde ham nogen uro, men kunne hun gøre for det, sådan som det hele udfoldede sig i øjeblikket?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels arbejde var brudt.. alene lyden af hvad der skete i soveværelset, samt synet af det, var slet ikke noget som han havde regnet med at se i det hele taget. Selvom Yuukis greb omkring hans hænder var så knugende, at det gjorde ondt, så valgte han alligevel at holde ud for hendes skyld. Hans hænder sitrede og hans hjerte bankede. Det bekymrede ham da uden tvivl at se hende på den måde. At hun så stille måtte komme til sig selv, var noget som uden tvivl også gjorde ham lettet.. Meget endda.
"Yuuki, hvad pokker er det som foregår?" spurgte han sigende, inden han tog imod hende, da hun trak sig tættere på og lagde armene omkring hans nakke. Hans egne arme gled lige så roligt omkring hendes slanke talje, inden han trykkede hende ind mod sig. Hendes væsen.. hendes omsorg, samt hendes duft, var alt sammen noget, som var med til at gøre ham ganske rolig. Han rystede let på hovedet. "Det er noget som du har været udsat for før?" spurgte han dæmpet.

Nathaniels greb låste sig omkring Yuuki, da han forsigtigt rejste sig, for at sætte sig på sengekanten med hende istedet for. Han hævede hånden og strøg hendes kind. Minder? Var det minder som faktisk kom tilbage til hende? Ikke fordi at det var en tanke som han brød sig om, for det lignede da alligevel en smertefuld proces som hun gik igennem, når dette skete. "Jeg bryder mig slet ikke om det der, Yuuki.. Og det er blevet værre, siger du? Jamen.. hvad pokker er det der sker, når det sker for dig?" spurgte han med en tydeligt bekymret stemme. Han kunne faktisk virkelig ikke lide, når hun blev udsat for den slags.

[Deleted]

Hun nikkede sigende og gentagende til hans spørgsmål. Det var alt sammen noget som hun før havde prøvet før og det blev ved med at komme igen, nogle gange værre end andre. "Ja, ... Det er sket mange gange før..." Gentog hun sagte og bed let sammen.
Siddende i hans arme igen, hun elskede det mere end noget andet. Følte hånden stryge hendes kind, hvor hun blot lod øjenene glide i for at nyde hans kærtegn. Hun sukkede lavmeldt og søgte hans øjenkontakt igen. Hans bekymring, slet ikke en skidt ting, men det gjorde hende mere urolig end noget andet. "Nathaniel..." Begyndte hun stille, mærkede sig af hans bankende hjerte og trak hånden til sig for at lade den hvile mod hans bryst. "Vi blev enige om at lade mine gemte minder forblive gemt af vejen, ikke sandt?" Nok et mere retorisk spørgsmål end så meget andet. Hun kendte jo godt allerede svaret på det. "Jeg ville ikke sige det til dig, fordi det er så længe siden jeg fik mindet tilbage om fødslen af Demian og Laqisa... men, jeg tror... jeg tror at jeg tvinger mig selv til at huske for at finde de svar jeg søger... " Begyndte hun forsigtigt. "Det er som om at mit hoved spiddes og forsøger at splitte sig selv hver gang. De to gange hvor jeg har vundet et minde tilbage på det, har jeg ligget bevistløs i flere timer.. alle andre gange har jeg haft det ganske udmærket kort tid efter." Afsluttede hun og skuttede skuldrene en anelse og tog sig let til hovedet igen, blot for at ømme sig.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ikke meget for at lukke op for de groteske minder som han vidste var skjult i det sind som lå foran ham, men hvad skulle han da gøre ved det? Tankerne begyndte at køre rundt i hovedet på ham, som intet andet overhovedet, og naturligvis var det noget som selv måtte gøre ham direkte bekymret, så det var bestemt heller ikke fordi at dette var normalt på nogen måde. Han sukkede tungt og vendte blikket mod hendes skikkelse. "Du har ret, min kære. Jeg vil hellere have at vi skaber vores egne minder og vores eget liv, end altid at tænke og erindre det som har haft og har været," fortalte han stille.
Bekymringen havde meldt sin grufulde ankomst i Nathaniels sind. Tanken om at hun fik ondt og at hendes tanker og sind altid og konstant selv forsøgte at finde ud af hvad den ikke selv var i stand til at huske. At det så gjorde ondt, og det gjorde så meget ved hende, var da slet ikke en tanke som han brød sig om. Tvært imod. Hvem ønskede at det nære i ens liv, skulle rende rundt og have ondt? Han ønskede det i særdeleshed slet ikke. "Det er muligt, det er sådan det hænger sammen, Yuuki, men ikke desto mindre er det ej en tanke som jeg finder betryggende, men derimod det modsatte." Han strøg hendes kind ganske let.
Selv tog Nathaniel imod hendes kærtegn. Det gjorde ham en smule mere rolig, selvom han uden tvivl var langt mere bekymret for hende, end som så. Tungen strøg han ganske let over læberne, inden han trykkede hende ind mod sin skikkelse. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. "Det der bekymrer mig," endte han dæmpet. Det var jo på ingen måder normalt!

[Deleted]

Meget kunne hun håndtere, men det var da helt sikkert at båndet ville knække for hende for alvor hvis det helvede brød løs. Hun sundede sig en anelse og løftede blikket op mod ham igen. "Er det ikke muligt at gøre noget ved det? Er det ikke muligt at gemme dem bedre af vejen?" Spurgte hun nysgerrigt. "Det bekymre dig lige så vel som det bekymre mig, men jeg kan intet stille op og ingen kan sige om det bliver værre end det er nu." Svarede hun med en dyb uro i stemmen. Det behagede hende virkelig ikke at rende rundt med dette problem og nu hvor han var bevidst omkring det, føjede det bare endnu mere til hendes uro. Hun brød sig ikke om at se ham tænke så dybt over hendes problemer, mest af alt fordi han mistede sit smil. Det smil der kunne få selv hende til at blive blød i knæene. Måske at det var skæbnen der var så ond og grusom ved hende? Hun lod ham trykke hende ind til sig. Det var også her hun havde det bedst, her var sikkert og ingen fare. "Hvis bare der fandtes en måde at stoppe det på.." Endte hun meget svagt. "Med mindre...?" En tanke strøg hende og hun rettede sig let op. "Med mindre at vi gør det stik modsatte. At jeg lære at acceptere dem, bearbejde dem én for én... vil det ku lade sig gøre?" Spurgte hun denne gang med en vældig entusiasme. Hun var ikke glad for at skulle mindes det hele, men det var vel måden at gøre det på? I stedet for bare at sidde og vente på at de brød frem af sig selv og skabte kaos for dem begge. Hvis de ikke kunne undgå det, så kunne de vel komme det i forkøbet?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vendte blikket mod Yuuki ved hendes forespørgsel. Naturligvis var der noget at gøre, men de minder som hun havde gemt i sindet, kunne ikke gennems bedre af vejen, end hvad de allerede var, og det var lidt der problemet måtte ligege. Han var bange for hvad det i princippet ville gøre for hende, ved at rive dem frem, og det var ikke noget som han vidste, om han ville udsætte hende for. Det var groteske sager.. Ingen tvivl om det, og da særligt når han vidste hvor meget det havde knækket hende dengang, at skulle igennem de oplevelser. "Det jeg kan gøre, er at give dig dem, da jeg ikke kan gemme dem yderligere eller bedre, end hvad jeg allerede har gjort, Yuuki.. Jeg frygter dog mere for hvordan du vil få det, om du kan huske det hele," fortalte han.
Var det underligt, at det bekymrede ham så meget? At hendes krop og sind, direkte udsatte hende for smerte ved at genvinde de minder på den måde, var i hans optik yderst foruroligende, og det var da slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Hånden førte roligt en lok bag hendes øre og med et smil på hans læber. Hun var vigtig og ikke mindst betydningsfuld for ham, og det stod han meget gerne fast ved.
"Din fortid skjuler på dybe, mørke og direkte groteske minder, som førhen har taget knækken på dig, og folk som har været omkring dig, min kære.. Jeg ønsker ikke, at det skal forholde dig nogen smerte at lære at huske det," endte han roligt. Han hævede blikket en anelse.. tænksomt ikke mindst. Kunne han? Kunne han virkelig tillade sig at tage magten ved et valg fra hende, ved at tage det valg på forhånd for hende? Selvom han vidste, at hun var langt mere kontrolleret end hvad mange ville give hende credit for, så var hun stadig skrøbelig i hans øjne.. Og det var slet ikke noget som han ønskede at ødelægge. Vel et sted fordi at han kunne lide tanken om at have noget at passe på og beskytte?