Et møde med fortiden.

[Deleted]

Hun rystede let på hovedet til hans ord. Der var slet ikke meningen at han skulle forstå det på den måde. "På ingen måde, kære... men det er takket være din indsats at jeg stadig er i live den dag i dag. Ingen, selv ikke Vampyrer overlever et stik i maven med en sølvkniv, men jeg forstår hvad du mener. Det er takket være mig selv at jeg er kommet så langt som jeg er." For et kort øjeblik tænkte hun slet ikke på at hun i og for sig slet ikke burde tale om de få glemte minder hun havde genvundet. Blikket gled i gulvet ved genkaldelsen om den situation hun havde stået i den gang. Manden uden ansigt, den trygge favn hun havde hvilet i kun ganske få øjeblikke før at kniven blev jaget i maven på hende. Som hun vandrede i mindet tog hun sig til maven ganske ubevidst og strøg hånden derover.

Hun genkendte slet ikke nogen ansigter fra sin fortid, ligesom det mareridt der hjemsøgte hende. Måske det kom sig af at hun faktisk huskede sit sidste levende øjeblik til aller sidste åndedrag.

Han fangede hendes opmærksomhed igen da han talte igen. "Ikke blot Demian? Hvem ellers?" Spurgte hun enormt interesseret. Hvem ud over hendes søn kunne finde på at plage hans sind? Var der måske nogen i hans omgangskreds som kunne være en trussel for dem begge og det de delte? For første gang slog det hende at han måske havde andre bekendtskaber der nok ikke ville være så lykkelige for at se ham med et smil på læben. Det faldt hende dog slet ikke ind at det skulle være på grund af hende.

[Nathaniel Diamaqima]

At der var de små ting som Yuuki alligevel kunne erindre fra sit tidligere liv, var alligevel noget som vækkede Nathaniels nysgerrighed. Nu var det ikke fordi at der som sådan skulle særlig meget til, for det var som om at det bare skete.. helt af sig selv, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det af den grund. Han lod hovedet søge let på sned. "Hvor meget kan du huske fra de gamle tider, Yuuki?" spurgte han videre. Lidt som han glemte det andet. Sådanne ting sagde man ellers, at man aldrig var i stand til at huske, og specielt ikke bare sådan uden videre, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende.

Fortiden hjemsøgte dem alle i den ene eller den anden forstand, og der var Nathaniel bestemt heller ikke noget undtag på nogen måde. Mange af de valg og ting som han havde gjort igennem hans eget liv havde også så store konsekvenser, at det var svært og snarere umuligt selv for ham ikke at mærke virkningerne efter det. Roligt rejste han sig op, dog uden at fjerne blikket fra Yuuki.
I Nathaniels omgangskreds - eller den gamle omgangskreds kunne man sige, at han havde mange, som ville være imod dette. Ikke bare hans egne børn, som uden tvivl ikke ville bifalde det, udelukkende på grundlaget om at det ikke var deres moder, men hun var død og havde været død i skræmmende mange år, var det så ikke på tide, at tillade en halvgammel mand at komme videre? "Jeg har mange omkring mig, som ej vil bifalde hvad vi har sammen, min kære," svarede han ærligt. Hun kunne jo lige så godt være forberedt på det hele, for hammeren ville falde.. Det var bare et spørgsmål om hvornår.

[Deleted]

For første gang mærkede hun en ubehagelig kriblen ned langs ryggen. Det var på ingen måde med vilje at hun havde fortalt sig og det kom næsten som et chok for hende da han bed mærke i det. Hun frygtede ham ikke, det var bare på ingen måde rart at blive gjort bevidst om hvor tydeligt det egentlig var. "Kun ganske få ting.. Natten hvor jeg mistede livet, endte med at svæve rundt i et tomrum før jeg endelig vågnede op igen... ved din side. Fødslen af både Demian og Laqisa.. som ville have taget livet af mig hvis ikke det havde været for... for..." Igen som hun måtte brat ende sin forklaring af den ganske simple grund; hun vidste ikke hvem nogen af dem var, som havde taget del i de minder. Hun tog sig til hovedet og sukkede tungt, som det måtte irritere hende gevaldigt at det kun var gemene brudsktykker der stod klare. At Nathaniel var den eneste hun kunne sætte ansigt på var fordi han var den som hun havde set, efter at han havde gemt hendes minder af vejen.

Hvad der måtte hive mere i hendes nysgerrighed var da i hvert fald hans konstatering, men i stedet for at grave mere i det, som nok ville være ventet af hende, så hævede hun blot blikket op mod ham og kiggede på ham med et kærligt glimt i øjet, ej skulle det siges at det var umuligt for hende at gemme sine egne tanker omkring minderne, men hun var der i første omgang for ham. Hun tog blidt om hans hånd og flettede sine fingre ind i hans. "Betyder det noget?" Spurgte hun alligevel med en undertone af bekymring. Hun ønskede ikke at der skulle opstå en grund til at splitte dem ad. Hvem kunne have så stor en påvirkning på deres fremtid?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var naturligvis ikke ude på at bede Yuuki om at rive op i alle de ting, som var sket i hendes fortid, men derimod blot sikre sig, at meget af det var glemt for hende. Det var det som var vigtigt. Alt med Celina, alt med Dafnir.. alt det som ville gøre et ganske normalt individ fuldkommen vanvittig at tænke på, var det som han havde fjernet, hvor han derimod til gengæld havde ladet hende beholde det der var af betydning: Hendes børn og så naturligvis ham, for han havde været meget omkring. Han rystede let på hovedet og med et smil - lettende selvfølgelig. "Du bruger meget energi på at tænke over det, min kære.. Lad det gå.. og se frem istedet for tilbage," sagde han med en ærlig stemme. Det glædede ham selvfølgelig at det var de små og få ting som hun kunne huske.. Det begrænsede i hvertfald meget af de traumatiserende oplevelser som hun havde haft så tæt på livet.

I denne optik, var der mange indstandser som gjorde, at deres forhold faktisk kom i fare. Ikke at det var noget som Nathaniel kunne gøre noget ved, for han vidste at Silia og Jophiel i særdeleshed ikke ville acceptere det. Jophiel nok mindst af dem og så var der naturligvis Faith og Kimeya, som bestemt ikke ønskede at bifalde sig denne tanke. Han tog imod hendes hånd, hvor han sammenflettede deres fingre. Han var bange for hendes velbefindende i det tilfælde. Det kunne ligne dem at forsøge at tage hende fra ham, fordi at de ville mene at hun ej var 'god nok' for ham. "Ikke for mig," sagde han ærligt. "Men for dem, kan dette have en ganske anden betydning," fortalte han. Faith og Kimeya havde været efter Yuuki før, og sandt at sige, så frygtede han, at de ville gøre det igen.

[Deleted]

Yuuki vidste med sig selv at der var langt flere ting som skulle sættes på plads, når tiden var inde til det. Alene det faktum af at hun ikke kunne genkende Kimeya's ansigt igennem sine minder, var mere risikabelt end hvad man lige skulle gå og tro. Det samme gjalt Dafnir, som var det eneste individ i hendes liv der rent faktisk havde skænket hende den kærlighed, glæde og nærhed, som mange andre ikke var i stand til, foruden Nathaniel. Sandt ville det da være at hun ville ende på sine grædende knæ om hun vidste hvordan de var blevet revet fra hinanden, men for nu var det i sandhed Nathaniel der havde hendes hjerte kært og det var ham hun for fremtiden ville gå hånd i hånd med, le med og græde med. Minde ham om hver dag hvor meget hun holdte af ham og hvor meget han betød for hende.

Hun lænede sig ind til ham og gav hans hånd et lille klem. "Jeg tænkte slet ikke over det... jeg.. det hviler bare i mine tanker og af og til bryder det frem uden jeg når at indse det." Hun sukkede tungt endnu engang og prøvede at lukke af for det hele, hvilket gik meget nemmere når hun kunne mærke ham ved sin side.

Der fandtes altså nogle som måtte stå med et hadefuldt blik til hvad de havde sammen. Nu kom de.. spørgsmålenene. "Dem? Hvor mange er der tale om? Og hvad har du gjort dem siden de ikke ville bryde sig om det her? ... Det vel ikke, min skyld... er det?" Nu prikkede det til hende, men ikke som en selvfølge. Der kunne jo være mange grunde til netop lige hvorfor at deres forhold ikke var prisværdigt i deres øjne.

[Nathaniel Diamaqima]

Om Yuuki havde nogen anelse om hvordan hun grotesk og brutalt havde mistet sit liv dengang, ville det uden tvivl knuse hende, og det ønskede Nathaniel heller ikke. Til tider var der oplevelser, som man var bedre foruden, og selv mente han at hun havde det langt bedre ved netop ikke at kende til disse ting. Visse ting var bare bedre ukendte for hende, også selvom han vidste at hun var klar over at det var der, og det var jo næsten det som faktisk var det værste for ham. For han ønskede ikke at se hende falde knust til knæene når sandheden faktisk måtte gå op for hende. "Hvis det er tanker og billeder som bare dukker op i dine tanker og sind, min kære, så del dem med mig," endte han med en rolig stemme. Hellere det end at hun skulle gå rundt og tænke over det.
Nathaniel lukkede blot sin hånd omkring Yuukis. Der var mange omkring ham særligt, som ikke ville bifalde at se dem sammen. Et sted kunne han være ligeglad, men adskillige kunne finde på at gå efter hende, for at holde dem adskilt, og det ønskede han ikke. Han sendte hende et smil. På mange måder kunne man godt sige, at det at hun var upopulær faktisk var hendes egen skyld, men han ville alligevel ikke påstå at det var tilfældet. Mange gange bedte man jo slet ikke om den slags. "Det er ikke din skyld. Ikke mere end at det er min egen," endte han blot med et let ryst på hovedet. Kimeya og Faith var nok dem som han var mest bange for i det her tilfælde.. Faith nok i særdeleshed, da man vidste hvad hun kunne finde på at gøre med folk, og det ønskede han ikke. "2 særligt vil reagere på det ved handling og 2 andre, vil reagere på det, ved at vende mig ryggen," svarede han ærligt. Sandt at sige, at det ville gøre ondt at hans to børn ville vende ham ryggen, men de var så store nu og han havde brug for en.. Var der noget forkert i det?

[Deleted]

Uden at gå i for mange detaljer kunne hun nemt forklare ham hvad det var der plagede hende mest. Det var ikke fødslen, men derimod det at hun kunne huske hvordan hun havde fået frataget sit liv i hænderne på Kimeya. For sin vis vidste hun godt hvem Kimeya var og hvad han stod for, men hun havde endnu ikke fundet ud af at han var den selv samme der med en blød favn havde stukket hende ned. Alt på nær ansigter var hende kendt i de minder som hun sad tilbage med. "Det nok en af de mest hadefulde og alligevel skræmmende ting jeg til nu har oplevet. Det at hvile i en tryg favn.. for kun at mærke kniven sætte sig og langsomt dræne en for al energi. Det den selv samme drøm der har jagtet mig gennem mange år, men lige meget hvor mange gang jeg ser den, så vil hans ansigt ikke vise sig. Jeg ved ikke hvordan det minde skal tolkes," Hun ville så gerne have en afklaring på det. Hun var med sig selv næsten overbevist om at hvis der kom en rationel forklaring på det, at hun så ville slippe for at have mareridt.
Hun åndet lettet ud og rejste sig op ved hans side uden at give slip på hans hånd. Igen, som hun ubevidst lænkede sig selv til ham når de talte om ting der gjorde hende utryg. I første omgang var det hende en lettelse at høre at hun ikke stod med skylden alene, men det næste kunne kun sætte hende i bekymring. "Ved handling?" Gentog hun sagte og vendte bekymret blikket i retningen af hans. Faktisk så turde hun slet ikke at spørge mere ind til det, men det nagede hende, for hvad kunne disse to individer lige finde på?

[Nathaniel Diamaqima]

Kimeyas ansigt var hende glemt, men handlingen som han havde udført havde ikke været, hvilket var noget som Nathaniel selv ikke kunne forklare. Et sted var ansigtet vel så fortrængt af frygten som den mand havde sat i hende til sidst? Hun var jo også endt i Procias med Dafnir, frem til Celina havde taget deres liv.. En grusom skæbne at kaste over en kvinde som hende, som nu også havde fået en ekstra chance, og selv han havde ingen intentioner om at forkaste det, men derimod være der for hende og passe på hende. "Mandens blik er dig ukendt i frygten for de traumer du måtte føle, om du genkendte det, min kære. Du ønsker at huske, som du ønsker at glemme det og den tragiske hændelse som fulgte," forklarede han. Det var det som i det mindste måtte give mening for ham. Selv håbede han blot, at det var hende en tid, som hun ville lære at se bort fra med tiden, når de for alvor kunne finde ud af det hele. Det var jo faktisk også lang tid siden, at Nathaniel havde haft en kvinde så tæt på sig, at kunne kalde hende for sin.
Nathaniel havde intet imod at holde om Yuukis hånd. Han forstod skam godt hendes spørgsmål. Faith og Kimeya ville uden tvivl reagere ved handling, udelukkende fordi at det var hende. De måtte vel også selv bare indse at Liya var væk og ikke kom tilbage igen? Han var en mand som også havde brug for en. "Ved handling ja.. Den ene fremstår som manden du fik dine børn med, Yuuki og den anden som den kvinde han har nærmest. Hvad de kan finde på, skal jeg ikke kunne sige.. De får ikke lov til at lægge en finger på dig," forklarede han. Han forstod skam godt at hun var utryg, men han ville hellere have at hun var forberedt end det andet. Kimeya uden tvivl var blevet en forfærdelig mand hvad det angik.. Faith havde han ikke set i år nu.. så hvor hun var endt, skulle han ikke kunne sige, og det var det der selv gjorde ham urolig.

[Deleted]

Manden fra hendes minde og mareridt var gemt af vejen. Hendes psyke kunne åbenbart ikke holde til at lade sig mærke af de mange ar af tabte følelser, som måtte gemme sig sammen med det. Manden ved navn Kimeya, manden fra de talløse legender og rygter, som hun selv var indblandet i, det ansigt kendte hun skam godt og hun ville vide hvem han var hvis han en dag stod foran hende, men hvad hun ikke var i stand til at se; var den røde tråd der gik på tværs af hendes glemte minder og nuværende viden. Til trods for at hun bestemt ikke var dum, så var der andre kræfter der spillede ind og lod hende overse disse sammenfletninger. "Den mand der tog mit liv.. Jeg har en sjov fornemmelse af at han gjorde det af medlidenhed.." Endte hun en anelse usikkert. Det vanvid hun var endt ud i den gang havde ikke bare drevet Kimeya langt ud, men også tvunget ham til at rive livet fra hende og give hende fred. Det havde vel været hans måde at rode bod på det kaos han selv havde skabt.
Ved hans forklarende ord vendte hun blikket i jorden og nikkede gengivende. "Kimeya.. " Et navn der ikke særlig let faldt over hendes læber mere. "Demian's og Laqisa's far." Tilføjede hun som for at stadfæste den mands status til det absolut mindste. Han var intet mere i hendes øjne og selvom det var et faktum hun aldrig kunne lave om på, så måtte det alligevel være sådan. Af ren og skær irritation måtte hun slippe hans hånd og trække sig en anelse på afstand af ham. "Du taler om en mand der for længst burde have vendt mig ryggen. Mener du virkelig at der er grund til at frygte han vil sætte sit privatliv over styr for at splitte os ad?" Hun drejede sig let i overkroppen for at tage ham i blik. Hun var ikke irriteret på ham, men mere på det ynkelige par der ikke kunne hvile trygt i hindandens arme uden at frygte for at nogen kom dem imellem. "Jeg ved at Kimeya kender til dig, men i hvilket omfang?" Spurgte hun indgående. Den glasrude der skilte hendes minder fra fortiden, fra det hun kendte til nu, var i den grad faretruende tynd.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bange for konsekvenserne af denne samtale, for han vidste, at det net som afholdt hende fra at genopleve de minder, som hun havde med sig fra sin egen fortid, ville blusse igen, fordi at det knuste.. og ærligt, så frygtede han, at hun ikke ville kunne klare at skulle leve igennem dem igen og igen. Han bed tænderne en smule sammen, også selvom det var mere i det skjulte. Hun var skræmmende tæt på sandheden, at det jo var lige før at man bare kunne fodre hende med den. "Ønsker du i sandhed at vide det?" spurgte han ærligt, inden han let hævede den ene hånd, som han lod vandre over hendes kind. Han var selvsagt bekymret for hende og hvordan hun ville tage det, samt hvordan alle andre omkring dem, faktisk også ville ende med at reagere på det hele.
Nu hvor Kimeyas betydning for hende, måske begyndte at give mening, betragtede Nathaniel sig af hende med en yderst alvorlig mine, for det var ikke småting de var igang med at lege med her. Selv ville han mene at hun selvfølgelig havde krav og ret til sandheden men ikke i et større omfang end hvad hun kunne rumme. Han nikkede. "Korrekt," endte han med en rolig stemme, selv da hun havde valgt at trække sig væk fra ham, hvilket jo faktisk ikke var en tanke som han brød sig særlig meget om. Det bekymrede ham derimod end det gjorde noget andet. Han trak vejret dybt igen. De var derude.. så de kunne jo lige så godt få sandhederne på bordet. "Kimeya har været mig så nærme, at han i en længere periode husede mig og min familie i hans eget hjem i Dvasias. Jeg var en af de få, som han vidste at han dengang kunne stole på og med den fortid med dig, vil han uden tvivl sætte hele sit eget privatliv i styr, for at ødelægge hvad vi har.. selvom jeg ikke vil give ham lov til det.." Igen tog han omkring hendes hånd og trykkede om den. De var sammen om det. Faith og Kimeya ville ikke få lov til at ødelægge det.

[Deleted]

Yuuki frygtede intet. Hun var nervøs og usikker, men langt fra bange for sandheden, men det var så også kun fordi hun slet ikke vidste bedre. I det her tilfælde kunne Nathaniel vel bare prise sig lykkelig for at hun slet ikke kunne se det link imellem sine minder og den viden hun allerede besad. "At kende til sandheden vil ikke gøre noget som helst bedre.. Jeg stoler på dit ord, kære, men skal jeg være ærlig så ville det være rart at finde forklaringen på hvorfor at jeg er hjemsøgt af det samme mareridt, igen og igen." Hun tog glædeligt imod hans kærtegn. Intet ved hans nærhed kunne få hende til at rynke på næsen i foragt. Han var alt hun havde og alt hun ønskede at passe på, sammen med sin søn og datter. Uanset hvad der måtte gemme sig for hende, så ønskede hun for alt i verden bare ikke at blive ladt alene. Tanken om ensomhed var hende enormt skræmmende, nu mere end nogensinde før.
Hendes næve var knyttet hårdt bare ved tanken om Kimeya. Sandt nok at han havde ladet hende leve, men han var far til hendes børn og åbenlyst ikke tilfreds med hendes tilstedeværelse i denne verden. Det gav dog mening for hende da hun lyttede til hans forklaring og baggrund om deres relationer til hindanden. Hun vendte sig helt mod ham og endte langsomt mere og mere mild i blikket. Nikkede forstående til hans ord og lod blikket flakke en anelse rundt. "Så, det nære venskab i engang havde er på grænsen til at gå op i flammer... på grund af min fortid med Kimeya? Ønsker du ærligt at tage det valg? Igen det er min fortid vi snakker om her og den er nu med til at ødelægge et gammelt bånd af loyalitet... fordi du holder mig kær.. betyder jeg inderligt så meget for dig?" At han tog hendes hånd fik hende til at synke en enkelt gang. Dette var nok en af de øjeblikke der gjorde hende til den hun var. Det at hun var typen der satte andres behov før sine andre, selv når det ville være åbenlyst at hun skulle bryde ud i en rasen af egoisme. Hun klemte let om hans og holdte øjenkontakten med ham. "Kimeya er ikke en mand jeg på noget tidspunkt vil få et godt forhold til... igen, men derfor giver det mig stadig ikke retten til at ødelægge et venskab, fordi jeg har følelser for dig. Det er ikke forkert, det som vi deler, Nathaniel, det må du ikke gå hen og tro. Jeg ønsker ikke at træde til side af den grund, men det er ikke alle der har modet til at sætte oddsne så høje og risikere deres liv, sådan som vi jo bliver nød til at gøre det." Tilføjede hun og sendte ham et prøvende smil.

[Nathaniel Diamaqima]

Vigtigst for Nathaniel, var selvfølgelig at Yuuki kunne klare det liv, som hun nu have fået, og nu hvor han skulle til at blive en fast del af det, så kunne det jo ikke blive bedre i hans øjne. Han sendte hende et let smil. Det plagede hende, og han forstod det jo godt, men så lang tid, at hun ikke kunne finde koblingen mellem hvad hun vidste og de tanker som hjemsøgte hende, så var det faktisk kun noget som passede ham selv ganske udmærket. Det skulle heller ikke blive værre end hvad det var allerede nu. Han hævede denne gang begge hænder og lagde dem mod hendes kinder som han strøg ganske let. Han ønskede at understrege det alvor, som fulgte med dette, for han brød sig slet ikke om at se hende på denne måde. "Det bedste råd som jeg kan give dig, er at lade fortid være fortid og se frem.. sammen med mig istedet for. Jeg forstår godt at det hjemsøger dig, og at du ikke kan finde det bindeled som mangles.. og det er således af en grund, min kære. Du forsøger at finde en kobling, som din hjerne ikke ønsker du skal finde.. Lad det gå," bad han roligt.
Selv havde han været Faith og Kimeya tætte igennem frygtelig mange år, og selv var han ikke i tvivl om, at dette valg ville komme til at koste ham det venskab. Om de virkelig ikke kunne støtte ham i det, så var det vel bare at indse, at det ikke ville være for noget godt for nogen af dem i længden? Og det var også den tanke som han stod fast ved. Yuuki reagerede ikke desto mindre nærmest som han havde regnet med. Han trak på smilebåndet, inden han let strøg hendes kinder. "De har stået mig frygtelig nærme.. Nærmest som en bror og en søster, men om de ikke kan støtte mig i mine valg, særligt efter så mange år som en.. ja, nærmest enkemand, er det så det værd? Det er mange år med loyalitet og trofasthed, men jeg ønsker ej at fortsætte det, såfremt det blot kommer dem til gode.. Jeg har brug for det her.. jeg har brug for dig," endte han ærligt. Sandt at sige, at Yuuki altid satte andre før sig selv, så var dette intet undtag, men ikke et undtag som han havde i sinde at lade hende gøre til aktiv handling.

[Deleted]

Hun var og ville altid være, som hun var og det var der ingen der kunne lave om på. I langt de fleste tilfælde handlede det jo faktisk bare om at hun ønskede at få en direkte udtalelse og bekræftelse på hvad modparten ville og om hun kunne fortsætte med at tro på det som der var, eller om det skulle til at ændre sig. Hun ville aldrig tvinge nogen til noget heller, lige så lidt som hun faktisk var i stand til at kommandere rundt med folk. Hun lyttede altid, blev fanget i øjeblikke hvor hun ej vidste hvad pokker hun skulle stille op og så var der andre gange hvor det var hende der stillede en grædende skulder til rådighed. Hun var omsorgsfuld og havde lært det gennem den tid hun havde levet. Hun var gennem sit liv blevet helt overbevist om at det intet kunne nytte om man ville hugge hovederne af hinanden og søge hævn. Hun var typen der kunne gå hen og blive farlig for sig selv når vanviddet tog fat i hende. For hun vidste ikke hvad hun kunne finde på i den lange ende. "Jeg håber bare inderligt at det mareridt snart for en ende..." Hviskede hun stille og forstod godt hans bekymring. "Jeg vil forsøge at lægge det fra mig i den næstkommende tid, men hvis det ikke holder op, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal stille op." Hvad hun nok ikke vidste var at der lå en lang fremtid foran hende, sammen med Nathaniel. Det mareridt hun gik og bar på kunne rent faktisk godt gå hen og forsvinde i sig selv, ligesom det kunne gå hen og udløse nogle andre minder. I første omgang havde hun slet ingen kontrol over hvor og hvornår de gamle minder ville dukke op og om de overhovedet ville det på længere sigt.
"Alt jeg bare havde brug for at vide var om det var det værd for dig. Jeg tager med glæde den kamp op for at få lov at blive ved din side. Hverken Kimeya eller nogen som helst anden vil få lov til at bestemme hvor, hvordan eller hvad jeg skal gøre. Jeg ønskede bare ikke at være ene om den sag." Endte hun ærligt, nød i den grad at han holdt om hende, uanset hvordan han så end gjorde det. Hun lod begge hænder glide op over hans bryst og ud for at hvile mod hans overarme. Det glædet hende i den grad og det kunne ikke gøre hende mere lykkelig at vide at han havde brug for hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel håbede selvfølgelig at de mareridt som hun var plaget af, ville gå i sig selv og blive til nogen gode ting som hun kunne fokusere på fremadrettet istedet for det andet, for det brød han sig faktisk ikke om. Hvis der var noget som han havde lært igennem hans liv, så var det hvad følelsen 'bekymring' betød, og hvad den gjorde med folk. Ikke fordi at det var en følelse som han brød sig om, men lige hvad angik det her, så kunne man jo blot håbe. Han lænede sig forsigtigt frem og plantede et kys mod hendes pande. "Før eller siden vil det ophøre, min kære.." endte han med en rolig stemme. Han håbede det i hvert fald. Om ikke andet, så måtte de jo tage det til den tid, hvis det skulle vise sig, at påvirke hende i den forstand, at hun ikke kunne holde ud at være til, måtte han jo bare tage de mere drastiske midler i brug. "Hvis det bliver en nødvendighed, lover jeg at gøre hvad jeg kan for at lette den byrde for dig, Yuuki. Mød mig på halvvejen og gør en indsats.. Så gør jeg hvad jeg kan for at hjælpe til." At hjælpe hende, var heller ikke som at hjælpe Liya, hvilket han godt kunne lide.. Han følte sig stadig.. fri. Og det var virkelig, virkelig rart.
Selv var Nathaniel klar over, at hans valg af Yuuki ville få konsekvenser senere, og han ville hellere ruste Yuuki op til det, end at det skulle komme som et chok, for han kendte Kimeya godt nok til at vide, at manden kunne finde på at sætte efter for at få stoppet hvad de var igang med at finde ud af. Han understregede blot dette alvor for hende, for det var uden tvivl en meget alvorlig ting. Hans blik udstrålede det rene alvor. Han havde brug for hende, og derfor ønskede han naturligvis hende over dem som selv havde vendt ham ryggen, da han havde haft hårdest brug for det. Alle krævede og forventede, men de færreste gav faktisk noget i retur. "Ej skal du tænke på så meget andet, end hvad du ønsker af hjerte, sind og sjæl. Til tider er det ens ret at blive egoistisk hvad angår deres egne ønsker.. Fortæl mig hvad du ønsker Yuuki, og det er hvad du skal gå," opfordrede han igen. Han ønskede jo faktisk også at lytte til hende.

[Deleted]

Der var mange ting som spillede ind. Yuuki havde aldrig været selvisk, men hun var i den grad en retfærdig kvinde. Hun kunne sagtens give udtryk for sine behov, men det kom kun frem i lyset når hun følte sig tryg og sikker. Nath var den eneste mand der havdeen udbredt forståelse for hvem hun var og nok også den eneste foruden Demian, som inderligt holdte af hende.
"Det håber jeg inderligt at det gør." Medgav hun. Han var hendes største støtte og hun ønskede ligeså at være det for ham. "Lov mig det. Jeg har selv gået og leget med tanken og har enda overvejet det før, for at slippe af med det mareridt... men jeg gik fra det igen da jeg troede at du var gået bort. Dog vil jeg ikke klandre dig for at fratage mig mine minder endnu engang, men jeg ville i den grad være ked af at skulle glemme de tider vi har delt." Påpegede hun ærligt. Ikke kun Nathaniel var betænksom med hvad Kimeya kunne finde på. Det var hun også nu hvor at det faktisk var kommet frem i lyset. Det ville ikke slå hende som et chok, for nu var hun forberedt. Hun vidste hvad baggrund han og Kimeya delte, så hun ville ku forstå det tildels om han ville få ret og de ville ende med at få besøg. Hvis Nathaniel var overbevist om det, så var der også en god grund til det.
"Alt hvad jeg ønsker er at være sammen med dig. Jeg vil holde om dig, elske dig og ære dig, til den dag jeg ikke er mere. Bare det at jeg ved du er her for mig er mere end rigeligt for nu. Det vi deler, vil vokse med tiden til noget der er endnu bedre. Vi behøver ikke at skynde på tiden for at få det bedste ud af det." Svarede hun og denne gang med det brede smil igen der viste de små søde smilehuller frem i kinderne.