Et møde med fortiden.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuukis hvisken af hans navn, selv den måde, som hun faktisk reagerede på, kom selv en smule bag på Nathaniel, selvom han kunne lide det. Han kunne virkelig godt lide det! Øjnene lod han glide i.. Endnu en gang kun for at give sig hen til de instinkter som fulgte med, når man virkelig ønskede noget særligt af det modsatte køn. De var på bølgelængde.. ønskede det samme, hvilket han ikke var i tvivl om mere, og Yuukis ellers så tydelige kropssprog, havde uden tvivl kun indikeret, at han ville have ret i denne udtalelse.
Sådan som Yuuki nærmest vred sig som havde hun været en slange under ham, var noget som satte en voldsom sitren og dirren i Nathaniel. Pladsen i bukserne var uden tvivl blevet trang, og han ønskede virkelig at få dem af. Hånden søgte roligt fra hendes mave, kun for at tage om sit bælte, som han roligt begyndte at løsne. Under normale omstændigheder ville han nok ikke have gjort dette, men han følte det rigtigt.. For en gangs skyld, så følte han det faktisk rigtigt, og det var næsten det som faktisk måtte skræmme ham mest, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det henseende. Bukserne fik han endelig løsnet, hvor han lod dem falde til hans knæ. Han forsøgte i hvert fald, da det nu heller ikke var nemt, sådan som hun nærmest klamrede sig fast til ham.

"Yuuki.." Hans stemme var intet andet end en yderst dæmpet hvisken mod hendes øre, inden han fik sparket bukserne af og kastet et vilkårligt sted på gulvet.. Nu var han blotlagt.. Nu var det bare hende som manglede. Igen lod han hånden følge hendes skikkelse fra benet og op.. Hvor han selv lod den tage en tur over hendes fine bagparti. Han nød det.. nød at trække pinen ud for hende.

[Deleted]

Sådan som hun vred sig under ham, som følge af hans direkte kælen for et af de mest sensitive punkter hos hende.. men kunne ikke forvente sig en afvisning på nuværende tidspunkt. Hun ikke bare nød det at han kælede for hende, hun elskede det og var helt syg med det. Blidt, roligt, men alligevel intenst og insisterende. Hun havde godt kunne mærke det på ham allerede aftenen før, at han ville det her, man havde holdt igen. Selvom at det ikke var en særlig god overbevisning han havde udvist, så var han alligevel skridt for skridt blevet varmet op. Hun kunne ikke benægte sin egne følelser og det der fulgte med. Nathaniel var en flot og værdig mand for hende. Han besad alt hvad hun manglede, han afbalancerede hende, fuldendte hende.. ikke kun mentalt, men nu også fysisk. Nok var hun hastig og længere fremme i skoen end han var, men det skulle han nok nå at komme efter, om han så ville give slip på sine hæmninger.

Lyden af hans stemme, var som sød musik for hendes øre. Ikke om hun egentlig bemærkede hans besvær med at klæde sig af, men alligevel løsnede hun grebet om ham med sine ben og lod dem søge til sengen, stadig bøjende og tæt hvilende ind til ham. Da han først fik fat om hendes bagdel, hævede hun sig op på albuerne og tog fat om hans hånd med én hånd og guidede ham til sløjfen i siden som hun selv løsnede. Posende som de nu engang var, så var der også plads nok til at hun med sin smidighed kunne trække benet fri af stoffet inden hun hævede hånden og tog fat om nakken på ham. "Jeg vil være din... kun din... for evigt.." Udmeldte hun med en klar lyst i stemmen. Trak ham til sig, som hun igen faldt bagover og ned i sengen igen. Det nøgne ben lod hun kæle over siden på ham, mærkede sig af hans nøgne og ophedet hofte og bagdel.

[Nathaniel Diamaqima]

Selv en mand som Nathaniel var præget aflyst, behov og behag, og i øjeblikket blev det hele tricket på samme tid. Havde han virkelig været så blind for noget som førhen havde været? Et sted var det faktisk en tanke som han havde svært ved.. Han plejede aldrig at være blind for den slags. Måske at skæbnen bare ønskede ham andet nu hvor Liya ej var i live og ved hans side længere? Det var hans sanser som styrede ham for øjeblikket, og særligt da han selv fik sig afklædt helt, som var han faktisk klar til den kommende akt, som nu også måtte følge.
Han hviskede hendes navn, som han ønskede selv at få hende med på dette. Ikke at det var noget som kunne komme bag på nogen, for han kunne ikke drømme om at gøre dette uden hendes samtykke. Det var vigtigt for ham, at dette særligt, også ville være noget som hun ville nyde godt af, og det var også det som var hans pointe med det hele, om han skulle være helt ærlig.

Yuukis klæder faldt. Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for han lod glædeligt selv blikket falde på hende, som hun lå der under ham. Smuk som hun var.. Og med de ord, som hun lige så valgte at skænke ham, mærkede han selv kun hvordan varmen blussede for alvor. Selv var han parat.. og det virkede uden tvivl også som om at det var noget som man kunne sige, at hun måtte være. Den kolde hud under ham, fik det til at brænde mod hans fingerspidser, når han kom i kontakt med hende, og uden tvivl var det noget som han i særdeleshed elskede at mærke og føle på. "Så bliv her og vær min, Yuuki.. Bliv her.." hviskede han begærligt mod hendes øre. Et ønske som han dog ønskede at skænke hende.. et ønske som han ønskede at hun skulle høre. Grebet strammede han, som hun strøg sine ben op af hans sider, hvor han alligevel tog pladsen mellem dem, inden han valgte at forene dem, roligt og blidt, men dog insisterende. Han kunne ikke trække den længere!

[Deleted]

At Yuuki var i stand til at fald ind i hans favn havde han udelukkende kun sig selv at takke for. Den konstante rådgiver, de skjulte samtaler helt tilbage dengang hvor hun havde opholdt sig på slottet. Man kunne vel sige at det var skæbnesbestemt at de skulle genforenes, nu hvor de begge var kommet på afstand af deres problematikker og stod med frie og åbne arme.

De havde nok aldrig set hinanden i netop det lys der lå omkring dem nu, hvis ikke Nathaniel havde skænket hende en ny start på livet. Fri af de lænker som Kimeya havde fanget hende i. Uden den nærende følelse, var der for hende absolut intet tilbage at hvile i. Selv det liv som hun dengang godt var klar over at Nathaniel havde, kvinden i hans liv. Hvis hun kunne huske alle disse ting, ville hun så have accepteret hans favn? Ville der ingen skyldfølelse være til stede?

Selv akten som de begge trådte ind i markerede også en helt ny start for dem begge, hvis deres følelser blev ved med at blomstre for hinanden, så kunne der vel et sted være håb om en lysere fremtid; for, hvem ville vælge en deprimerende fortid frem for en lykkelig fremtid?

At han var så blid, rolig, men alligevel insisterende gjorde kun, at hun for alvor endte med at dirre og skabe en invendig sammentrækning i skødet på hende. Den måde som de begge endte med at være hægtet sammen på, det var umuligt for hende at forholde sig i ro. Om hun skulle hive fat i lagnerne, rive ham til sig eller kæle for sig selv; hun vidste det slet ikke. Hun ville det hele på en gang og så alligevel ville hun aller helst bare gerne omfavne ham og mærke hvordan hans krop bevægede sig over hende... i hende.

[Nathaniel Diamaqima]

En efter en, løsnede Nathaniel de lænker som Yuuki igennem så mange år havde hvilet i. Selv ville han ikke have, at hun skulle føle sig fanget eller noget lignende, men derimod acceptere de omstændigheder som havde lagt sig i hendes liv. Det var uden tvivl hvad der havde reddet det i udgangspunktet. Hans hjerte hamrede af spænding. Selv han vidste jo hvad der skulle ske i en situation som denne, og han glædede sig.. Et sted spændt fordi at han ikke havde gjort det i frygtelig mange år, og ikke med andre end Liya. En kvinde som nu havde været død i så mange år, at det var på tide, at komme videre. Vigtigst var at Yuuki følte sig tryg på hvad der skete omkring hende, selvom det hele havde eskaleret så hurtigt, at selv han kunne have svært ved at følge med, men det føles rigtigt. Og det var det som han gik efter.

Armenes faste greb omkring Yuuki slap dog på ingen måde. Bare følelsen af hendes kolde hud mod hans egen varme, satte en dirren i ham. Præget af den menneskelige lyst, som han igennem så mange år havde forsøgt at lægge på hylden.. Nu kunne han ikke det mere. Han kunne da slet ikke det mere.
I takt med at Nathaniel forenede dem på sin personlige, men dog blide og insisterende måde, lukkede han hende også helt ind i favnen. Han bød hende så tæt på sig, som han normalt aldrig bød nogen anden kvinde...

...I takt med at akten gik mod sin ende, låste Nathaniel grebet fast omkring hendes smukke skikkelse. Han var med hende. Han var med hende hele vejen, hvilket han også ønskede at understrege. Det sidste stød brød det faste og intense støn mod hendes øre.. Og han var færdig. Han sukkede tungt og med en sitren i kroppen.. en sitren som han ikke havde troet, at han skulle få lov til at opleve nogensinde igen. En blid række af kys tilfaldt hendes hals, idet han langsomt trak sig fra hende og lagde sig ved hendes side. Hans krop badede i sved og med en summen og sitren som bare ikke ophørte. Det havde uden tvivl været det bedste, som han længe havde oplevet.

[Deleted]

Bare følelsen af hvordan han bevægede sig over hende fik det til at gibbe gentagende gange. langt hurtigere end hvad hun selv havde regnet med endte hun med at spænde ud i en bue og presse sig op mod ham. Ekstasens højdepunkt nåede hun kun ganske få øjeblikke før han selv satte af i det endelige stød. Varmen som spredte sig i hende var ikke til at tage fejl af. Hun kunne tydeligt mærke hvordan han efterlod sit præg på hende.
Hun var færdig. Kræfterne der desperat havde holdt hende kørende fra start til slut ebbede efterhånden lige så stille ud. En tidlig morgen og ny start på dagen og allerede nu lå hun tappet for kræfter ved hans side. Benene dirrede fortsat svækkende. Der var ingen tvivl om hvad de lige havde delt. Den kropslige nærkontakt, som de begge havde kørt helt ud, fuldført til vejs ende.
Varmen fra ham prydet hendes hud som den friske morgendug. Blikket vendte hun stille mod ham, saligt og i den grad tilfreds med udkommet. Med tunge bevægelser fik hun vendt sig om på siden for bare at tage ham i betragtning.
Hans nøgne krop gav hende stadig sommerfugle i maven. Hun kunne stadig mærke ham selvom akten var forbi. Den dunkende varme i hendes skød hang ved og påmindede hende om det mest fantastiske der lige var hent hende.
Hun rakte roligt ud efter hans lokker og lod hånden stryge stille gennem dem. "Så betagende et syn tror jeg ikke at jeg har set før." Hviskede hun lydhørt og med et lille smil i mundvigen.

[Nathaniel Diamaqima]

Fanget i sin egen glæde og ekstase selv efter at akten var endt, kunne Nathaniel mærke effekten af at have været hende så tæt på Yuuki. Ikke fordi at det var en hændelse eller noget, som han kunne fortryde, for det gjorde han virkelig ikke. Selvom det ganske vidst ikke var en traditionel måde at forsegle et kommende forhold på, så nød han det nu. Bekræftelsen som lå i det, var noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet.
Det sitrede helt ud i Nathaniels fingerspidser, da han roligt lod hånden komme i kontakt med Yuukis krop, ved at lade armen glide omkring hende, blot for at trække hende helt tæt ind mod sig igen. Smilet bredte sig på hans læber, og særligt ved hendes ord, som nok var en af de største bekræftelser som en mand som ham kunne modtage på denne her måde. Ikke at han kunne gøre noget ved det.. Og det var jo det som var det vigtigste lige nu kunne man jo sige. Han lænede sig frem og plantede et varsomt kys mod hendes fine pande. "Så langt du kan lide det, er det blot dit at beskue," sagde han med en rolig stemme. Han gjorde det ikke med andre end den som han var sammen med, og det var noget som han havde gået op i, i mange år at understrege.

Nathaniel trak vejret dybt, som var det et forsøg på at genvinde kontrollen i sin helhed. Igen lagde han sig ned. Normalt ville han rejse sig og gå i gang med at arbejde, for han havde endnu meget at tage sig til, velvidende om at han faktisk intet arbejde havde for øjeblikket. Når det nu var sagt, så var det hende ene og alene, som havde hans fulde fokus. En særdeles fantastisk kvinde med en utrolig erfaring selv på trods af sin alder. Et sted var det vel også noget som han var yderst betaget af? En mand af hans alder søgte uden tvivl andet end bare en smuk kvinde - han gjorde i hvert fald. "Du er virkelig vigtig for mig," endte han. Alt det som hun havde vist ham på så kort tid. Det var virkelig fantastisk!

[Deleted]

Hun var kommet i ledsagelse af Demian, havde været ude af sig selv på grund af en løgn, fået bevist det modsatte, oplevet chokket over at se ham i live og på begge ben, holdt sig i skindet, været forvirret og følelsesladet, opdaget hvor stor betydning han havde for hende, taget handling og udforsket grænserne, finde ud af hvor meget hun ligeledes betød for ham, finde ud af at hun stadig var speciel og ikke alene... Alt sammen på mindre end et døgn og nu lå de her. Forsognet som havde de indgået end livslang pagt med hindanden.

Mentalt var hun slet ikke færdig med ham endnu. Hvis bare kræfterne havde været med hende, var denne akt ikke endt så nemt. Hun begærede ham inderligt og med hver en celle i hendes krop.. dog måtte kysset mod hendes pande bremse hendes tanker endnu engang.

"Jeg ville nyde at se dig sådan her noget oftere, fremover." Svarede hun ærligt, næsten som var det en savnet hændelse, men det var skam den allerførste gang for hende. Med et bredt kærligt smil lod hun hånden snige sig pirrende ned over hans mave og tæt nok på inden lod den undvige og søg om til hans bag i stedet.

Smidig og elegant som hun var gled hun nemt ud af hans arme for at række ud efter snoren i sine bukser, som lå så langt fra sengen at hun måtte hvile på maven og ud over kanten for at nå den. Da hun fik fat på den satte hun sig op på knæ for at snører håret op i en løs pjusket knold, hvorefter at hun trådte ud over kanten og rejste sig op og så sig over skulderen med et glimt i øjet. "Jeg vil gå ud og vaske mig, det vare nok ikke så længe før en af hus-pigerne kommer med mine ting fra kroen." Den lange bluse samlede hun op fra gulvet som det eneste og trak den over hovedet. Ganske som hun havde gættet, så lød der en banken for døren netop som hun var på vej ud fra værelset. Det fik hende med det samme til at fange sin nederdel og så og hoppe i den inden hun med lette skridt luntede ud til hoveddøren.

[Nathaniel Diamaqima]

End ikke 24 timer var gået og alligevel var der sket en masse. Ikke fordi at det var noget som gjorde Nathaniel det mindste, for skulle han være helt ærlig, så betød det meget for ham. Han sukkede dæmpet. Selv han følte sig langt fra færdig med hende endnu, men hver ting til sin tid, og selv han var ikke et sekund i tvivl om, at dette var det rigtige for ham, og det var det som han uden tvivl også ønskede at understrege på alle måder.
Kysset lod Nathaniel roligt tilfalde Yuukis pande, inden han igen lagde sig til rette i sengen ved siden af hende. Normalt ville han bare hoppe i tøjet og smutte tilbage til arbejdet, men end ikke det var noget som han ønskede skulle overgå en situation som denne. Han ønskede at tilbringe den tid med hende.. bekræfte hende.. mærke hende tæt på sig. Der var ikke det, som han ikke ville med hende for øjeblikket. Hendes ord fik ham blot til at smile. Hun gav ham virkelig lysten til at smide tøjet og bare.. lade hende se på ham. "Du har meget at se frem til, min kære," endte han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke.

I takt med at Yuuki kom fri af hans greb, lod Nathaniel blikket følge hende. End ikke fordi at han var fristet til at lade hende stige ud af sengen, men hvis huspigerne kom med hendes genstande, så var det måske ved at være på tide at gøre det? Han sukkede indædt, inden han tvang sig op at sidde. Han lå stadig i ingenting. "Gå du ud og vask dig," endte han med en rolig stemme, inden han selv gav sig til at søge efter sit eget tøj. Han havde virkelig ikke nogen anelse om hvor han havde kastet det fra sig. Han endte blot til slut med at opgive, rejste sig op som gud havde skabt ham og søgte hen til sit klædeskab, hvor han fandt noget andet frem istedet for. Det var da langt nemmere for ham.

[Deleted]

Selvfølgelig havde hun da noget at se frem til, selv det var hun vist ret klar over. For hun havde skam ingen planer om at forlade hans side og bare det at hun var i nærheden af ham, gjorde et eller andet specielt ved hende. Hun følte sig meget mere moden og kvindelig i hans arme. Dog skulle de vise sig at være en helt anden snak når det kom til hendes søn. Det temperament som Demian havde arvet fra Kimeya, det prikkede bare til hende på en irritabel måde ind i mellem og alligevel så var det nok fordi at hun følte sig magtesløs overfor ham. Man siger vel at det er ens børn som kan drive en til vanvid?
Hun tog i håndtaget og åbnede døren, hvor hun ganske rigtigt blev mødt med synet af den selv samme vagt som havde fulgt hende på kroen. Han overrakte en sæk til hende hvori hendes tøj fra kroen befandt sig i. Hun takkede ham og fik en seddel stukket i hånden inden hun lukkede døren efter sig og vendte tilbage til soveværelset med sækken. Hun lod sækken falde til gulvet ved nærmeste væg. Sedlen lagde hun fra sig på sengen og fandt en lang grøn kjole, en hvid skjorte magen til den hun havde på nu og et korsage frem fra sækken. Igen lod hun sin nederdel falde til gulvet inden hun med det rene tøj i sin favn forsvandt ud til badeværelset.
Godt og vel en lille halv time senere kom hun ud igen iført kjolen som lå formsyet om hendes kurver helt ned til hoften hvor den brede vidde fald i bølgende folder brede stropper og dyb bred udskæring til ned på midten af brystet. Skjorten der dækkede for det resterende og gjorde hendes påklædning anstændig, hvor at korsaget måtte hvile om taljen på hende fra hoften og op til midt på brystet, blot for at give støtte i stedet for at snører hende ind. Det var kun almindelige kvinder uden figur der ville torturere sig selv med et korset for at få en synligt smallere talje. Håret var flettet løst ned af ryggen så den var tyk og luftig. Lokkerne fra hendes pandehår indrammede hendes ansigt og fremhævede de blå øjne.
Hun trådte ind i stuen med blikket søgende efter ham..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte det trygt og komfortabelt at være omkring Yuuki, også selvom han var klar over, at det ikke var alle, som ville have det på den samme måde. Ikke at han direkte kunne gøre noget ved det tilfælde, for hjertet snakkede for ham, og det var det som han agtede at følge i dette henseende.
Selv hoppede Nathaniel i et par mørke bukser og en lys skjorte, som hang løst omkring hans krop og med lette posede ærmer, hvilket han selv følte gav ham en følelse af bevægelsesfrihed, hvilket han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Når det nu endelig var sagt, så var det også det som han valgte at lægge fokus på for tiden - frihed. Yuuki gav ham lige så en følelse af det, hvilket han uden tvivl godt kunne lide, og det var det som han kunne mærke på sig selv. Athendes tøj og personlige genstande allerede stod på døren, tog han sig ikke af, og lod hende derfor også selv gå ud på badeværelset, så hun kunne å gjort sig i stand.

Hvor lang tid hun brugte ude på badeværelset, var ikke noget som Nathaniel sagde noget til. Som typisk havde han vendt sig mod alt sit papirarbejde, for småting var det jo ikke ligefrem. Brillerne hvilede på hans næserod og med blikket forsvarligt gemt ned i de mange skrifter. Denne gang var det en elvisk tekst. Ikke et sprog som han havde læst længe. I takt med at Yuuki bevægede sig ud af badet, hævede han selv blikket i retningen af hende. Smilet bredte sig igen på hans læber. Skønt var hun.. vel poprotioneret og det var uden tvivl noget af det, som han godt kunne lide at se. Han sænkede hovedet en anelse og lagde så brillerne fra sig på bordet. Han var oppe i alderen, og det satte sig uden tvivl i øjnene. "Du ligner en helt ny kvinde, Yuuki," bemærkde han. Fin og ren.. velklædt. Ja, lige der, måtte han uden tvivl føle sig ekstrem heldig.

[Deleted]

Hun fik øje på ham ret hurtigt og synet af ham siddende der med næsen begravet i sine dokumenter og papirer.. var et uvirkeligt, men velkendt syn. Et hurtigt flashback kom til hende fra de dage hun havde siddet lidt afsat fra ham og betragtet de brede skuldre, som han havde siddet foroverbøjet helt slugt i sit arbejde. Den korte tid hun havde haft fornøjelsen af at bo side om side med ham inden hun var blevet kidnappet, det havde i den grad været en tid hun havde savnet til trods for at der slet ingen følelser havde været imellem dem. Smilet bredte sig og denne gang og de små smilehuller trådte svagt frem i hver side.

Der var ikke den ting hun ikke havde savnet, men det var i hvert fald kommet bag på hende at de faktisk delte samme syn på hinanden; at de havde hinanden kær. Hun kunne ikke beskrive udviklingen, men hun var kommet lang igennem de sidste 1000 år. Det nye liv hun havde tilvænnet sig og ikke mindst den ro der generelt var kommet til hende efterfølgende, havde hun i den grad haft brug for.

Hun trådte helt hen til ham og tog blidt hold om hans kinder og plantede et kærligt kys mod hans læber. "Og du ligner dig selv, som du sidder her med næsen i dine sager." Drillede hun kært og kunne slet ikke lade hver med at smile ad ham. Han var en dejlig mand i hendes øjne og hun havde inderligt lysten til at overfalde ham med kys, kram og kærtegn. Hun kunne slet ikke få nok af at være i nærheden af ham. Hun nød at se ham smile, være glad og lykkelig og det var i den grad en glæde for hende at hun var grunden til det. Det gav hende følelsen af at høre til og at hun var en som han faktisk havde brug for ved sin side.. han havde brug for hende og det kunne hun mærke. Ligesom at hun havde brug for ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ej mindes hvornår han sidst havde smilet sådan, som han havde gjort siden Yuuki var trådt ind af disse døre. Selv var han uden tvivl Demian taknemmelig for at bringe hende hertil. Prøv da bare at se hvor langt de var kommet på så frygtelig kort tid, og det var slet ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget, for han elskede det da uden tvivl. Brillerne lagde han roligt på bordet foran sig, inden han kørte stolen lidt ud fra bordet, så han kunne vende sig mere mod hende. Den omsorg som hun herved udviste for ham, var noget som gjorde ham rolig, tryg og ikke mindst komfortabel hvad angik det hele, og det var det som selv han havde brug for. Måske at hans ry og rygte måtte sige noget andet, men selv en mand som ham, havde brug for noget trygt og noget velkendt, og det var hvad Yuuki repræsenterede for hans vedkommende i denne stund.
Kysset Yuuki tildelte hans læber, gengældte han uden at tøve det mindste øjeblik, for det var trygt og ikke mindst befriende, at han kunne få lov til at mærke nogen så tæt på sig, som det han gjorde med hende i disse tider. "Nogen ting er bedre tjent uændret," endte han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hænderne lod han glide over hans lår inden han rettede op i ryggen. Han tog hende i blikket. Kunne de få det til at fungere? Han havde en sjov mavefornemmelse om at de sagtens kunne, hvis det var noget som de virkelig ønskede, velvidende om at rigtig mange ville være imod det. Det var slet ikke noget som rørte ham på noget tidspunkt.

Nathaniel lod hovedet søge tænksomt på sned, uden at han så bort fra hende. Han kunne ikke. Et sted fordi at han vidste, at han var heldig over at hun havde valgt at give ham denne chance.. så bort fra den ellers så hemmelighedsfulde person som han var, og med alle de skeletter som han faktisk havde hængende i skabet, var han tildels den form for frygtet person. "Tror du vi kan få det til at fungere?" spurgte han med en rolig stemme. Det var skam ikke fordi at han ikke var indstillet på det, for det var han virkelig.

[Deleted]

Der var intet ved ham som hverken skræmte hende eller gjorde hende bange. Bare det at han kunne acceptere og se bort fra hendes fortid, var i sig selv nok til at hun ikke ville gå hen og lade noget som helst fra hans fortid komme dem imellem. Han var en mand af ære, faste meninger og holdninger, som ingen kunne tage fra ham eller ændre på. Der var virkelig intet, som på noget tidspunkt havde givet hende det indtryk af at hun burde holde sig på lang afstand af ham og hvis han gav hende lov, så skulle han nok også komme til at nyde godt af den omsorg og kærlighed, som hun kunne udvise.

Smilet blev hængende hos hende, selv da hun slap ham for at læne sig mod bordet med sin bag. "Og andre har ting har hhaft godt af at blive ændret. Jeg er næsten sikker på at mit liv slet ikke ville have set sådan her ud, hvis jeg stadig sad med minderne om de grusomme historier. Det er nok en ting jeg aldrig vil kunne takke dig nok for. Efter al denne tid har jeg lært at forstå hvorfor at man er bedre tjent uden visse oplevelser... havde det ikke været for dig, så havde jeg ikke stået her i dag." Kommenterede hun ærligt. Nathaniel var selv skyld i at hun kunne stå foran ham med det smil på læben, som hun gjorde lige nu.

Tanken som han satte igang hos hende. Den havde hun alligevel ikke regnet med, for hvem ud over Demian skulle de lige tage højde for? "Tænker du stadig på Demian?" Spurgte hun nysgerrigt, også ligesom for at finde ud af hvor det var henne at skoen egentlig trykkede. Nok kunne Demian vælge at stille sig på tværs, men det var ikke noget hun som sådan var bange for, så hvad ellers skulle få det til at falde sammen? De valgte jo helt selv om de ønskede at holde hinanden nær og for Yuuki's vedkommende skulle han da i den grad fjerne hende fuldstændig fra jordens overflade, så selv ikke end Alkymist som ham selv kunne fortryde det og bringe hende tilbage igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ingen kvaler ved den fortid som Yuuki havde med sig, for den var virkelig intet i forhold til den som han selv havde med, men som de færreste kendte til, og det var et valg, som han havde taget ganske bevidst, for han ønskede da slet ikke at nogen skulle vide de mange ting som han havde gjort. Den mand som han var i dag, var et resultat af utrolig mange ting som han havde gjort igennem rigtig mange generationer af menneskeliv. Han var i hvert fald ikke meget for at snakke om det.
De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, som hun lænede sig tilbage mod bordet. Selv havde hun så ret i sin udtale, hvilket var noget som han rigtig godt kunne lide. En som kunne erkende tingene for de var, og vide, at de var der af en grund. Han trak let på smilebåndet. "Det lyder som du atter forsøger at give mig den glæde og følelse af at have gjort den store forskel. Der tager du fejl. Det er ene og alene din egen fortjeneste, Yuuki. Tingene er som de er, af en grund. Du er bedre tjent uden de grumme historier og kendskab til disse," medstemte han med en rolig stemme. Han glædede sig ved tanken om, at det var sådan det skulle forholde sig. Hun havde utrolig meget at takke sig selv for, og det var også det som betød en del selv for ham at erkende.

Demian var ikke den bekymring som stod stærkest i Nathaniels sind, men derimod Faith og Kimeya, som begge var individer som han havde haft tæt ind på livet - vel og mærke, før de valgte at vende ham ryggen efter Liyas død. Det var mange ting at tænke over på frygtelig kort tid, men ikke desto mindre, så var det nødvendigt. "Det er ikke blot Demian som hjemsøger mine tanker, min kære," endte han blot. Nu var han heller ikke kendt for at være en mand som ikke tænkte over tingene, men derimod være en mand, som faktisk tænkte utrolig meget over det, uden at han egentlig kunne gøre for det.