Et møde med fortiden.

[Deleted]

Smilet over hans læber, det var langt fra det samme som når han ikke sad med spekulationer, så meget vidste hun. Hun forstod ham godt. Hun var godt klar over hvor skræmmende det måtte være for ham og alt ville da også være bedre om de kunne standse tiden nu og helt undgå de fremtidige problemer... men det ville de bare ikke komme særlig langt med. "Jeg er godt klar over at det ikke er særlig glade minder der venter mig, men jeg bryder mig ikke om at lade dig se den smerte og pinsel, som jeg går gennem hver gang. Første gang det skete for mig.. gik det helt galt. Chokket kom så pludseligt at det forblev mig et evigt mareridt... og det hjemsøger mig stadig, det ved du." Forklarede hun sagte. "Jeg ved også godt at jeg allerede har sagt at jeg ikke ønsker at genvinde de minder, men.. jeg havde ikke troet at det her ville ske igen efter vores samtale om min fortid. Jeg troede at det ville give mig mere ro, så jeg bare kunne skubbe det fra mig og ikke tænke mere over det..." Endte hun klart og det var ment ærligt. Der havde ikke været nogen grund til at give ham flere bekymringer at se til. Dette kunne vel ende med at hun var nød til at lave sin indstilling om.. og bare tage imod sin fortid med åbne arme, men hun ville ikke gøre det uden ham! Så meget lå fast. Skulle hun igennem det her, så ønskede hun at det skulle ske i sammenråd med ham. Hun havde brug for at han var med hende hele vejen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var plaget af en indre uro ved tanken om alt det som Yuuki gennemgik, uden at han kunne gøre særligt meget ved det. Et sted kunne man vel godt sige, at han følte sig lidt magtesløs, når han stod der som en af tidernes største alkymist og alligevel intet kunne stille op? Han brød sig ærlig talt ikke om den tanke, om han skulle være helt ærlig. Han vendte blikket mod hende. Spekulationer skød igennem hans tanker og sind, og det var meget vel tydeligt for folk at læse ved ham, uden at han kunne gøre det største ved det. Han blev siddende. Man kunne bestemt ikke påstå at det var lykkelige minder som var hende i vente. Hun kunne ikke huske dem, og det var det som han priste sig lykkelig for. "De minder som ligger i din fortid, er virkelig ikke lykkelige minder, men derimod minder, som ville få langt de fleste til at knække psykisk. Jeg forstår godt, at det er minder som du ønsker i retur, så du kan leve et liv, men jeg ville foretrække, at vi forsøgte at skabe en fremtid.. uden at mindes dem," sagde han med en rolig stemme.
Nathaniel gjorde tegn til at rejse sig igen, også selvom han endnu holdt hende tæt ind mod sig. Som hun havde det, så var det jo ikke fordi at han havde lyst til at slippe. Hvilken mand var han da ikke, om han ikke kunne passe på og beskytte kvinden i hans liv? Det var da slet ikke noget som han ønskede at påtage sig igen! Han rystede let de tanker ud af hovedet. Tungen strøg han tænksomt over sine læber, inden han hævede hånden og lage den mod hendes bløde kind, som han strøg let. "Ønsker du virkelig, at mindes de skrækkelige ting?" spurgte han. Han var bestemt ikke meget for det, og kunne han, så ville han virkelig undlade det.

[Deleted]

Igen tog hun en dyb vejrtrækning ved hans ord. Hun vidste det... hun vidste det udmærket godt! Det var jo ej heller for sjov skyld at hun overvejede denne mulighed. "Nathaniel.." Endte hun alvorligt i det samme øjeblik, som han gjorde antegn til at komme op at stå, hvor hun blot kom på benene for at give ham plads. Det var heller ikke fordi at hun kunne lide tanken om det. Hun hadet den virkelig mere end noget andet!... men mere end det, så var hun bange for at hun en dag ville ligge bevidstløs for øjnene af ham... gentagende, om og om igen indtil den sidste bid af hendes hukommelse var genvundet. Hvilken kvinde ville ønske at udsætte sin mand for den slags!? "Jeg beder dig blot om at overveje det. Vi kunne godt bare vælge at ignorere dette... men hvad vil du gøre den dag, at jeg ligger hvileløs for dine fødder.. for kun at vågne op til det rene helvede?" Hun tænke skam på ham også. Om hun havde stået med det selv havde det været hende nemt nok bare at tage turen nede i kælderen, ligesom hun gjorde sidste gang. Nu hvor hun ikke længere stod alene med det, men faktisk så sig nødsagiet til at indrage ham i hvad der foregik, så havde hun virkelig behov for at han forstod hvor hun ville hen med det her. Det at hun ikke gjorde det fordi hun havde lyst, men fordi det ville være mere smertefrit at tage problemet i egen hånd og gøre noget ved det, frem for at vente og lade bomben springe uden varsel.
Det blide kærtegn skar hende et sted dybt i hjertet, ligesom det skubbede alle bekymringer væk, men dette var ikke en problematik hun kunne se bort fra! Slet ikke nu hvor han stod som et vidne til det. Det gav hende en langt større forpligtelse end ellers. "Tænk over det. Vi behøver ikke at tage beslutningen nu, men før det bliver værre... tænk over det." Endte hun stille og så næsten bedrøvet ud. Det var tungt for hende at skulle bære alene og det gjorde hende virkelig ked af det. Hun kunne inderligt have tanken om at lade ham se hende i den tilstand. Hun knugede fat om stoffet på skørtet og bed sammen... pint ved tanken alene.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke ofte at Nathaniel havde det på denne måde.. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. I værste tilfælde, så ville de minder jo direkte tage knækken på hende, og det var jo heller ikke noget som han ønskede sig. Alene tanken om det, var uden tvivl noget af det værste. Han havde lige fået hende, og så skulle han miste hende på det? Han vendte blikket mod hende igen ved hendes udtale af hans navn. Fortvivlelsen var malet i hans ansigt. Det var ikke ofte, at dette forekom.. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. "Jeg har.. en opgave ude, som jeg er nødt til at tage mig af, Yuuki. Foruden det, så kommer jeg til at være hjemme ved dig.. Dette er ikke noget som du nogensinde får lov til at gennemgå på egen hånd," endte han roligt. Selv brød han sig naturligvis ikke om, at hun skulle stå der i denne situation, men til tider var man jo bare nødt til at tage en chance, og det var det som han gjorde i en stund som denne.. Han var virkelig ikke meget for det, og da særligt fordi at hun havde den betydning for ham som hun havde.
Nathaniel vendte blikket tænksomt i den ene retning og blev stående, hvor han så bare.. stirrede. Han kunne virkelig ikke gøre for det. Ikke desto mindre så var han jo nødt til at finde ud af hvad de skulle gøre. Han endte dog med at nikke. "Som sidste udvej.. så skal jeg nok gøre det, men det bliver ikke før.. Det tog knækken på dig dengang, og jeg ønsker ikke at se dig på den måde igen," endte han med en dæmpet stemme, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hende. Hans ansigt havde taget en tydelig bekymret vending.. Var det underligt? Hovedet lod han let søge på sned. "Bliver det nødvendigt... så gør jeg det," lovede han. Det var bestemt ikke med hans gode vilje.. på ingen måde, men ikke desto mindre, så var det jo en nødvendighed.

[Deleted]

Der lå ting gemt i fortiden som ville påvirke hende i en voldsom grad, men tanken om det var ikke nok til at ryste hendes faste mening og holdning til det. Hun slap skørtet igen og sukkede en anelse frustreret. Dette kunne hurtigt gå hen og blive en direkte lang diskustion og det var slet ikke meningen. "Jeg vil heller ikke bryde mig om at gøre det alene.." Medgav hun i stedet og derved fast i sin beslutning om at det ikke var en sag hun ville tage hånd om uden at han var med i det. Hendes øjne flakkede en anelse op mod ham, ved en mild skyldfølelse over at presse ham til at hjælpe hende med dette problem. Hun synes dog ikke at han skulle holdes udenfor og med tanke på hvad han var i stand til, så følte hun sig også langt mere sikker hvis hun vidste at det var ham der hjalp hende. Hun lænede sig faktisk utroligt meget op af ham. Hun vidste at hun kunne regne med ham hvis noget gik galt. Hendes hjerte hvilede trygt i hans hænder og hun frygtede på ingen måde at han ville klemme livet af det.
"Jeg føler mig stærk nok til at tage kampen op og lære at håndtere min fortid. Den her usikkerhed om hvad der var og ikke mindst hvorfor... det hyler mig ud af den, så nemt som ingenting. Jeg vil bare gerne finde ro og fred inde i mig selv. Så jeg kan tage dig i hånden og ærligt sige.. jeg er okay." Hun tog roligt om hans hånd som en demonstration og kiggede op på ham med et kærligt smil. "Jeg vil gerne kunne gå vores fremtid i møde uden at være bange for at min fortid vil gå ind og splitte det ad." Endte hun sigende, med blikket hvilende ned mod hans hånd. Den fremtid de havde i vente... hun kunne vel godt tillade sig at drømme om den, ikke sandt?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte sig skam ikke tvunget til at hjælpe hende, men han var tvunget til at gøre overvejelserne om den beslutning han havde taget, om den faktisk var rigtigt, og det var der hans problem faktisk måtte ligge. I det store og hele, så var det jo bare det faktum, at han nu også skulle tænke på hende på en anden måde, end hvad han havde gjort hidtil, det var faktisk det, som var ham det sværeste. Han havde jo til nu været enerådig om beslutningerne, hvor han også på vegne af Liya, altid havde taget dem selv.. så ja. For ham var det svært.. virkelig svært. Han vendte blikket stille ned mod hende, som hun stod der foran ham. Hun fik ikke lov til at kæmpe med det alene.. Han ville hjælpe hende. Han ville virkelig gerne hjælpe hende igennem det, og det var det som selv for ham, var det vigtigste. "Vi hjælper hinanden," endte han med en rolig stemme.
I takt med Yuukis ord og at hun tog hans hånd, fik ham kun til at trække på smilebåndet. Han ønskede naturligvis heller ikke, at noget af dette skulle have lov til at ødelægge hvad de havde, og det var det som selv han måtte stå fuldkommen fast på. Når det nu endelig var sagt, så var han glad for at høre hende sige det, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på. Det var virkelig vigtigt for ham, at de fandt ud af det sammen. "Du betyder virkelig meget for mig, Yuuki," begyndte han med en rolig stemme. Han trykkede let omkring hendes hånd, som han holdt i sin egen. For nu ønskede han bare at være her med hende, og det var jo trods alt også hende, som han ønskede at finde ud af det hele sammen med. "Selvom din fortid ligger der, er det stadig vigtigt for mig, at vi gør det her rigtigt.. Naturligvis er det vigtigt for mig, at du ved hvad og hvor du kommer fra.. men jeg frygter for effekten som de minder vil have på dig. Jeg vil ikke lade det ødelægge hvad vi har," sagde han med en rolig stemme. Han mente de ord!

[Deleted]

Mere end noget andet, så havde hun virkelig lyst til at tømme hans sind for tanker lige nu. Han bekymrede sig virkelig og det skabte uro, så vel som glæde. Det var skam ikke en skidt ting at han tænkte så meget på hendes vé og vel, men hvis han lod det tage overhånd, så ville han jo ende med at blive gråhåret før dagen var omme. "Ja vi gør så." Medgav hun igen og dansede lidt efter hans pibe, samtidig med at hun faktisk mente hvad hun sagde.
Alt som hun havde i sit liv og alt hvad der egentlig betød noget for hende, var Nathaniel og Demian. Laqisa havde hun ikke opgivet, men hun havde så heller ikke haft meget frihed til faktisk at bevæge sit frit omkring. Han fik hende til at smile med sin ærlighed, til trods for at hendes mine stadig var præget af bekymring, så skinnede hendes glæde helt klar igennem når det var. "Det er jeg slet ikke i tvivl om, kære." Hun løftede sin frie hånd med håndfladen opad og tog blidt fat om kæben på ham og hev ham til sig for at presse sine læber blidt mod hans. "Jeg elsker dig~" Hun trak kærligt på smilebåndet og holdte bevidst ved hans hånd. hun kunne vidst ikke gøre meget ved den frygt han sad med, men hun ville ikke lade sig tynge ned af den. "Og jeg stoler på dig. Jeg føler mig stærk ved din side. Jeg frygter ikke for hvad der venter os. Vi skal nok klare den." Hun mente det. Hånden om hans kæbe gled om i nakken på ham og ligeså gled den anden også fra hans hånd og op for at lægge sig. Et eller andet sted kunne hun bare ikke dy sig og hvorfor skulle hun også det? Hun elskede den nærhed de delte. Den var betagende og beroligende. Når hun var sammen med ham på denne måde, så følte hun virkelig at intet ondt ville kunne ramme dem begge. Hun plantede et blidt kys mod hans kind inden hun trak ham helt ind i sin favn.

[Nathaniel Diamaqima]

Det at tømme Nathaniels tanker for alle de ting og overvejelser han gjorde sig, var stort set umuligt. Han tænkte stort set hele tiden.. hvis det ikke var det ene, så var det da godt nok det andet, og sådan havde det været hele tiden. Han havde ikke den typiske sluk-knap som så mange andre havde, og særligt om natten var det ekstremt. Han rystede let på hovedet. Så lang tid de havde hinanden, så gik det vel egentlig også i den anden ende? Det var jo det, som havde selv den største betydning for hans vedkommende. Tungen strøg han let over sine læber igen.. Det var typisk når han følte sig bare en kende presset.
De havde hinanden, og det var også den tanke som Nathaniel godt kunne lide. Selvom han uden tvivl skulle vænne sig til det. Livet alene efter alt det med Liya, var selv noget som efterhånden lå på hans rygrad, og nu at der var en anden, som han skulle til at tænke ind i det, så var det så sandelig heller ikke nemt. Ved hendes greb omkring hans kæbe, og kysset som hun skænkede ham, var noget som han gengældte uden at tøve det mindste. Han sendte hende et smil, også selvom det stivnede noget voldsomt.. Hun elskede ham? Om han var klar til at give hende de ord endnu, vidste han ærlig talt ikke, for det var virkelig hårde ord? "Har vi hinanden, så skal det nok gå," sagde han roligt. Det var skam ikke fordi at han kunne gøre meget andet end bare.. at forsøge så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Nu hvor det hele var tilrettelagt efter bedste mål og mening, så var det vel heller ikke helt umuligt? Han lagde roligt armene omkring hendes skikkelse og trykkede hende ind mod sig. Hånden lod han let glide over hendes bagparti, inden han lagde den mod hendes lænd.. Næsten som var han faktisk.. uskyldigheden selv.

[Deleted]

Ikke var der noget galt ved at give udtryk for hvordan man havde det, men hun havde faktisk helt glemt det faktum af at alt dette her måske var fuldkommen nyt for ham. Hun sank stille efter sine sidste ord og ønskede faktisk ikke at give slip på ham, men hans stilhed gjorde rent faktisk den her situation enormt akavet for hende. Det var steget hende til hovedet og efter at han havde givet udtryk for at det var ok at være selvisk...

"Ej skal du tænke på så meget andet, end hvad du ønsker af hjerte, sind og sjæl. Til tider er det ens ret at blive egoistisk hvad angår deres egne ønsker.. Fortæl mig hvad du ønsker Yuuki, og det er hvad du skal gå,"

... var det så ikke forståligt nok at hun mistede kontrollen? Netop de ord havde hun taget til sig på mere end et plan. Han havde gentagende gange givet åbenlyst udtryk for at han havde brug for hende, at hun var betydningsfuld for ham og at han holdte af hende. Hendes måde at give udtryk for disse følelser, var noget kun mere simple, for hun havde gennem de sidste 1000 år nu skænket ham en tanke hver aften. Hvordan han havde det? Var han ok? Hvad han lavede? Selv efter at hun faldt i troen på hans død blev hendes daglige spørgsmål til en mindre samtale med sig selv, hvor hun ærligt havde siddet ved vinduet og stirret op på nattehimlen og fortalt ham om hvad dagen havde bragt. Alt hvad hun havde kunne huske... var jo ham, ham alene.
Hun mærkede tydeligt hans hånds vandren og bed sig let i underlæben inden hun tog om hans håndled og trådte ud af hans favn, med nok det mest falske smil der slet ikke kunne skjule, hvor flovt og akavet det egentlig var for hende. Selv blikket veg ikke mod ham på noget tidspunkt. Hun var gået for hurtigt frem og hun kunne mærke det på ham. Hun fortrød dog ikke sit ordvalg, det var bare kommet på alt for tidligt et tidspunkt. Hun skævede kort ud af vinduet; det var tæt og overskyet. Passede hende ganske udmærket. "Mhmm" Medgav hun igen og nikkede svagt. "Jeg har det bedre nu, så du kan godt vende tilbage til dine opgaver... jeg.. vil lige ud og trække lidt frisk luft.." Sagde hun, som hun ganske stille slap ham og vendte sig mod udgangen til soveværelset. Dette var ikke så meget fordi hun var skuffet, men hun havde bare lige brug for at samle sig en smule inden hun følte at hun kunne se ham i øjnene igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var på ingen måder klar til at skulle give Yuuki de store ord. Det var ikke fordi at han ikke ville, men for ham, så var det bare for tidligt, og det var det som han gerne ønskede at understrege for hende. Det var skam slet ikke fordi at han ikke ville, men lige for nu, så var han bare ikke klar til at skulle gøre den slags. Et sted trist, for han kunne se og mærke på hende, hvordan det faktisk måtte påvirke, og han kunne ikke lide det. Han kunne virkelig ikke lide det.
Nathaniel slap hende, som hun roligt trak sig ud af hans favn. Han betragtede sig roligt af hendes skikkelse og alligevel med en ganske bekymret mine. Der var noget i det her som ikke stemte, og det var ikke noget som han brød sig om, om han skulle være helt ærlig. I det store og hele, så var det skam ikke fordi at han havde tænkt sig at stå i vejen om hun gerne ville ud, og han kunne vende tilbage til sit arbejde, men han kunne jo lidt fornemme på det hele, at der var noget i det her, som ikke stemte helt. Han endte dog med at nikke. Hun ville vel snakke med ham, om hun fandt det relevant for tingene? "Det.. det er okay, Yuuki," sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han var ikke meget for at lade hende gå, for han vidste jo ikke hvad og hvordan hun ville reagere.. Han havde jo kun set hvordan Liya havde taget tingene og hun havde altid reageret på den samme måde: Med flugt.. Og den tanke ville han slet ikke have skulle ske i en stund som denne her. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han dog ikke slap hende med blikket på noget tidspunkt. "Yuuki, er der noget i vejen?" spurgte han med en dæmpet og rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hende. Det bekymrede ham.. Trak hun sig fra ham nu?

[Deleted]

Hans direkte spørgsmål fik hende til at stoppe op i døren ud til stuen. Hun lagde støttende en hånd mod dørkarmen. Rystede nænsomt på hovedet og lod blikket søge over skulderen uden at fange hans ansigt. "Jeg overtrådte bare en grænse, .... glemte at jeg ikke var alene længere og blev fanget i en komfortabel zone. Det ikke din skyld," Tydeligt påvirket af sin egen klumsethed tog hun ved sit skørt igen og trådte ud fra soveværelset. Hendes skridt var faste men meget rolige. Hendes mentalitet bar ikke præg at skulle forlade ham overhovedet. Det ville hun aldrig kunne få sig selv til.
En kølig brise ramte hendes ansigt da åbnede hoveddøren og trådte ud, med retning omkring huset for at blive mødt med bagsiden og det grønne område. Stoppede først let op ved et træ hvor hun i en glidende bevægelse kom ned at sidde ved at støtte sig til det. Hvordan kunne hun glemme at hun befandt sig i virkeligheden? Var det slet ikke gået helt op for hende endnu, at hun rent faktisk var her, i hans hus? Det føltes ganske rigtigt slet ikke virkeligt. Det var stadig ved at synke ind hos hende. Hun kunne stadig fornemme hans væsen helt tæt på hende, selvom han ikke var der.
Hun lænede sig op at den stærke stamme og lod øjnene glide i.... *Hvorfor er jeg glad når jeg tænker på dig... Vær ved min side, forevigt.. Mit hjerte banker, når jeg ser dig... Det er okay, det er kærlighed... Mit mangelfulde hjerte og min kærlighed... Vil du acceptere det? Mig?*

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte sig på ingen måder klar til at skulle give nogen de store ord.. for hvorfor skulle han da? Det var jo heller ikke ligefrem noget som han havde givet til alle og enhver.. dem som han havde skænket ordene til, var alle væk, og ikke ligefrem den del af hans liv, som de førhen havde været. I hans øjne virkede det næsten til at Yuuki flygtede fra ham. Det kunne godt være, at det kun var fordi at han var vant til det på grund af Liya, men den skade var vel lidt sket allerede, kunne man jo sige. Han rystede let på hovedet. Det var underligt.. Uden tvivl underligt at stå der og skulle tage hensyn ti len anden, men dette havde ganske enkelt bare været for hastigt for ham. Han sendte hende et svagt smil. "Det er bare lidt for hastigt for mig.. Jeg beklager, Yuuki," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
Selvom Yuuki forholdsvis hurtigt var ude af døren, så var det ikke noget som han kunne gøre alverdens ved, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han så efter hende. Han måtte erkende, at han ikke var meget for at hun søgte ud. Han rystede let på hovedet endnu en gang og så ned af sig.. Hvad havde han egentlig gang i? Det hele virkede bare så.. underligt og så fjernt. Han var jo bare vant til at være ene og ham alene, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det af den grund. Han var blevet glad for Yuuki.. virkelig glad for hende, også fordi at hun kunne acceptere ham som den mand han var, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Hans blik gled udenfor endnu en gang. Skulle han følge med? Eller skulle han blive her? Han ville nu gerne give hende den rum tid til selv at finde ud af tingene, så han valgte at søge tilbage til skrivebordet, hvor han satte sig. Hans krop sitrede.. Alle de tanker og alle de følelser... Han var slet ikke vant til det.

[Deleted]

Yuuki var ikke tankelæser, men hun kunne godt fornemme det, når hun havde trådt forkert. Igennem de sidste mange lange år, der havde hun ikke haft andre end ham og Demian i sine tanker. Først for nyligt var det gået op for hende, hvilken verden hun levede i og ikke mindst, hvilken fortid hun lå inde med.
Nathaniel var en utrolig tålmodig mand, i hvert fald i hendes øjne. Hun vidste også godt at det ikke ville give mening for ham at hade hende på baggrund af de ord. Hun vidste også med sig selv at hun ikke burde føle skyld, ved at ytre sandheden, men den havde i den grad gjort situationen meget akavet.
Efter at have brugt lang tid på bare at sidde under træet og stirre op i luften, begyndte hun så småt at føle for at gå ind igen. Tankerne var så småt ved at være rystet på plads igen og ydmygelsen, var gledet af hende igen. Hun tog en kort men dyb indånding og rejste sig op igen og børstede sig nænsomt af, inden hun satte kursen om mod hoveddøren.
Hun lirkede lige så stille døren op og trådte ind, hvor hun på samme måde lukkede døren efter sig ganske stille. Fanget af en pludselig hjertebanken, stod hun nu blot stille med hænderne om håndtaget. Hvorfor følte hun sig nu skyldig igen? Hun var ked af at have sat ham i en akavet position, men hun hverken kunne eller ville fortryde sine ord. Kunne hun så stadig sige; undskyld?
Hun slap håndtaget og skævede let i retningen af bordet inde i stuen, da hun trådte længere ind. Hun løftede prøvende blikket for at se sig om efter ham. Hun kunne virkelig ikke lide denne form for trykkende stemning imellem dem!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde på ingen måder nogen grund til at hade Yuuki for at give udtryk for sine følelser, for han var virkelig glad for, at hun var typen som ikke var bange for at ytre dem. Når alt endelig kom til alt, så var hun det stik modsatte af Liya.. men det var til at finde ud af.. For en gangs skyld.
Selvom Yuuki havde valgt at søge ud, lod Nathaniel hende også gøre det, da han virkelig ikke ønskede at være en som styrede det hele. Selvom han ikke var klar til at give hende ordene endnu, så indikerede hun jo trods alt også, at det var ord, som hun havde gået med i sindet i frygtelig lang tid, og endelig havde haft muligheden for at sige. Et sted var det naturligvis en tillidserklæring at sige dem til ham.. og det var så det eneste som han sad med i hovedet for denne stund. Han sad egentlig bare på sin plads og stirrede ud i luften.. Tænkte på alle de ting, som skulle tænkes igennem. Velvidende om at dette ville komme til at koste ham frygtelig meget hvad angik hans egne børn, så var de da så store nu, at det var muligt for ham at tage beslutninger vedrørende hans eget liv - ville han da mene om ikke andet.

Nathaniel blev kastet lidt tilbage til den virkelige verden, da han hørte døren gå op igen. Han blinkede let med øjnene og vendte hovedet i retningen af hende. I hans optik, var stemningen hverken trykket eller akavet, men sådan var det vel bare, når man sad så meget i sine egne tanker som man gjorde lige nu? Han rejste sig roligt op. Han havde et sted frygtet at hun ville tage flugten på samme måde som Liya altid havde gjort, når hun havde haft muligheden for det.. Dette var faktisk meget beroligende for ham. Han gik hende roligt i møde med de samme rolige skridt fra tidligere. "Jeg tænkte på hvornår du kom ind igen. Vil du med i seng?" spurgte han. Det var ved at blive sent - for ham om ikke andet, og for ham, og for ham, så ville han jo bare gerne nyde den tid sammen med hende. Det var det bedste af det hele. Det var mange år siden han havde haft det på den måde.

[Deleted]

Han stod der foran hende, der var ikke andet for end at tage en dyb indånding, inden at hun valgte at gøre noget som helst andet. Stilheden var en anelse svær for hende at takle. Alt hun ville, var at omfavne ham, men for hende, så følte hun bare at hun var kommet for tæt på lidt for hurtigt.

Dog var det faktisk en dyb overraskelse for hende, sådan som han valgte at bryde stilheden og byde hende velkommen igen på så naturlig og afslappet måde. Han var virkelig en fascinerende mand i hendes øjne og han kunne gøre hende helt paf, selv i de mest utænkelige situationer.

"Jeg... Jeg fortryder ikke valget af mine ord, Nathaniel og jeg forstår godt hvorfor at du reagerede på den måde," Hun havde brug for at lade ham det vide, sådan helt konkret. Han skulle ikke bare gå og gætte sig til det hele, for tale om det, det ville hun mægtig gerne. Hun havde nemlig allerede fundet ud af at han godt ville lytte til hende, forstå hende og det gjorde meget for hende i den lange ende. "Jeg beklager dog meget at det var så dårligt placeret. Det var ikke i min hensigt at sætte dig under pres. Du skal ikke haste frem, bare for at indhente mig. Såfremt at du vil acceptere det jeg føler for dig, så er det nok for mig," Hun rakte ud efter hans hænder og lod blikket hvile der inden hun søgte hans mørke øjne. "Jeg har som sagt ingen andre steder, hvor jeg hellere vil være, end her," Og da det var sagt slap hun igen hans hænder, blot for at lægge armene om livet på ham. Alt hun havde brug for, var at være ved hans side resten af sit liv.