I'm just a simple guest

[Deleted]

”Det har hun.. Ligesom hun altid gør, hvad der passer hende,” sagde Denjarna roligt. Ja, Faith havde altid været en egenrådig kvinde. Dog kunne hun ikke forstå, hvorfor hun havde taget et barn til sig. Faith var trods alt ikke just et barnemenneske.. ligesom hende selv. Den tanke blev dog opklaret, som han fortsatte sin tale. Lucifer havde nemlig ikke været et hvilket som helst barn. Han havde været et barn af en kvinde, som hun havde holdt af. ”Jeg må indrømme, at jeg ikke just kan forestille mig Faith tage sig af en andens barn, men hun må uden tvivl have været en interessant læremester. Hun er ej en kvinde, der har udrettet små bedrifter.” Hun betragtede ham med et roligt blik. Sandt var det, at der ikke var mange mentaldæmoner tilbage, men man kunne ikke just sige, at selve dæmonracen var ved at uddø. De havde vel altid levet i bedste velgående? Det havde vampyrerne desværre også.. ”Racer kommer og går. Visse bliver udryddet, mens andre stiger til vejrs. Det er aldrig til at sige, hvilken vej det vil gå.”
At Denjarnas sengebedrifter var gået forbi Lucifers ører, undrede hende ikke, da de altid havde været meget omtalte. Måske fordi, at hendes fangster altid havde været højerestående mænd? Dog kunne hun ikke just sige, at det var mange forskellige senge, som hun havde været omkring i de seneste år. Man kunne vel næsten sige, at hun var blevet en respektabel kvinde på den front, siden hun havde afvist Gabriel. ”Er er nok nærmere var,” rettede hun ham roligt. Hun kunne ikke benægte, at hun engang havde været særdeles aktiv i lagnerne, men i de senere år havde der kun været to mænd. Derick og Salvatore. Det med Salvatore var der dog ingen som vidste.. Det var selvfølgelig medmindre, at Salvatore selv havde talt over sig, men hun havde nu sine tvivl. Hun slap en latter med en hovedrysten. ”Vampyren kan jeg ej komme udenom, da han var min daværende ægtemand. Varulve har jeg aldrig lagt i med, og med hensyn til den dvasianske trone.. Hvis jeg havde ønsket den, havde jeg den formentligt allerede,” lød det ærligt fra hende. Dvasias havde hun nu aldrig sigtet efter, og hvis hun havde, havde hun valgt Mattheus, da hun havde chancen. Det havde hun dog ikke gjort, og derfor havde det aldrig ligget i hendes tanker. Det havde kun Manjarno gjort på den front. Blikket gled til servitricen, som hun kom tilbage med det genopfyldte glas. Roligt tog hun det i hånde. ”Spørg løs,” opfordrede hun, inden hun nippede til den røde væske.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer trak tilfredst på smilebåndet. Han kunne jo ikke benægte, at det jo var Faith i et nøddeskal. "Så godt kender du hende alligevel," sagde han med en sigende mine. Selvom de nok ikke just var på bølgelængde, var der da alligevel ting i hans liv og tilværelse, som han ikke havde noget imod at dele med hende. Det var ikke en hemmelighed at Ilaria Isthar var hans mor, og en kvinde, som han vidste, at han kunne være stolt af at nedstamme fra. Hans blik gled mod hendes skikkelse og med et kort træk på smilebåndet. "Jeg lærer dagligt fra hendes side. Hun tog mig til sig.. opdrog mig som sit barn, selvom jeg aldrig har måtte kalde hende for mor. Så har jeg dog altid vidst hvor jeg havde hende," sagde han med en rolig stemme, for løgn var det bestemt heller ikke. Når det nu var sagt, så lod han blikket hvile på hende. Hans egen blanding var sjældent.. Og det i sig selv, var et kæmpe boost for hans vedkommende, og han havde bestemt ikke tænkt sig at skjule det. "Jeg er unik, det ved jeg godt.. Racer kommer og går.. nogen dør, og nye genopstår.. Men dæmonerne.. De vil altid forblive," sagde han sandfærdigt.
Hvordan Denjarna havde det i lagnerne nu om dage, skulle Lucifer ikke kunne sige. Han kunne jo kun sige, at kan kendte det, og siden hun heller ikke var en dæmon, så var det bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig at undersøge, hvis han skulle være helt ærlig. "Meget muligt.. Det er blot hvad jeg har hørt," sagde han med et kort træk på skuldrene. Hans isblå øjne hvilede på hende med en kold attitude. Selv kunne han ikke gøre noget ved det. Det var bare hans natur. "Jeg formoder ikke, at din mand, er den nuværende vampyrfyrste i Dvasias? Som rygterne lyder, så var det en mand som husede dig i måneder," pointerede han sigende. Derick var han ligeglad med, da han ikke havde nogen rolle at spille mere. Folk sagde jo selv, at han var gået i graven for mange år tilbage nu. Selv personligt troede han ikke på rygter, før de blev bekræftet, og det i sig selv, var jo svært nok i forvejen. "Jeg ved ikke... Jeg forstår mig ikke på dig, Denjarna.. Du stemmer slet ikke på profilen af en mørkelver.. Ikke dem som man hører om i hvert fald.. Hvorfor ikke søge trygheden ved dine egne? Istedet for at søge hertil? Hvor du ikke gør andet end at vække opsigt?"

[Deleted]

”Du ville blive overrasket, hvis du vidste, hvor tæt hende og jeg har været,” sagde Denjarna roligt og dog ærligt. Hun kunne nemlig allerede nu fornemme på ham, at det venskab kom bag på ham. Underligt var det vel også for ham, hvis først han havde hørt om det venskab nu. Det sagde hun dog intet til, da det var, hvad det var. Det var også længe siden, at de aktivt havde været en del af hinandens liv.. Alligevel havde Faith formået at få hende overtalt til en abort, dengang de sidst havde set hinanden. For det bedste havde det dog også været. Hende som hjemmegående og som mor, duede ikke just. Nej, dette var langt mere livet for hende. ”Vi har alle vores egne måder at tackle vore situationer på. En ting er jeg dog sikker på, og det er; at din moder betød en hel del for Faith, og at du er en heldig mand,” sagde hun roligt. Det var måske barskt at sige, at han var heldig over at han have mistet sin biologiske mor til fordel for Faith, men han var nu heldig med hensyn til, hvad det havde givet ham. Hans enorme stolthed gav vel også mere mening nu? Faith var jo selv en utrolig stolt kvinde. Hun betragtede ham med et sigende blik. Han var unik? Ja, hans ego fejlede i hvert fald ikke noget. ”Tiden må vi i hvert fald se an,” svarede hun blot, skønt hun ej hellere troede, at dæmonracen sådan lige ville forsvinde.
Roligt nikkede Denjarna. Det var, hvad han havde hørt, ja. Det kunne hun ikke just gøre det store ved. Hans andre ord, fik hende dog fuldstændigt til at væmmes! ”Helvedet vil fryse til is den dag jeg frivilligt vil indvie i at ligge med vampyrfyrsten,” sagde hun i en pludselig isnende tone, som det måtte løbe hende koldt ned ad ryggen. Det var vel også en klar hentydning til, at dette rygte bestemt ikke passede? Selv mærkede hun i hvert fald helt, hvordan hendes indre sortnede, som hun kun følte had til den mand! Det var også en mand, som hun ønskede at få fingrene i, og ikke just på den morsomme måde. Nej, hun ønskede at se den mand lide, ligesom hun havde lidt! Hun tog ind indånding, som hun måtte skubbe de tanker bort.. for nu om end. ”Engang var jeg præcis, som man kunne tænke sig en mørkelver. Jeg stod som deres leder, og der var kun dem for mig. Tiden har dog ændret mig, og som jeg har set og oplevet ting, kan jeg ikke længere gå tilbage til den person, som jeg var engang. Dette er blot min skæbne,” forklarede hun ham med en sikker mine. Han forstod hende måske ikke nu, men måske det ville komme en dag? Med al det, som hun havde været udsat for, var hendes valg dog forståelige.. og dog. De fleste troede, at hun ville have lagt sig, hvor hun derimod havde rejst sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uden tvivl overrasket over hvor tæt denne kvinde havde været på Faith, nu hvor han vidste at hun stort set kun mængede sig med dæmoner, så noget stort måtte denne kvinde have vist sig at være for hende. De isblå øjne forlod dog ikke hendes skikkelse på noget tidspunkt. "Jeg er forundret over at høre hvor meget du faktisk ved om hende," sagde han ærligt. Selv vidste hun mere om kvinden, end det som han selv gjorde, men det var virkelig ikke noget, som han havde tænkt sig at sige højt. Det var ikke en glæde, som hun skulle have. Selv vidste han godt, at han var heldig. Ikke det at miste sin mor, men at andre havde givet ham den chance for liv, og at det så var dæmonernes leder, som skulle gøre det, gjorde det jo kun meget bedre selv i hans øjne. Han var stolt af det.. ingen tvivl om det. "Jeg er heldig at være i live på det punkt, og det ved jeg. Jeg er i live.. jeg burde have ligget i graven som spæd sideliggende med min moder. Jeg fik en chance, og den har jeg bestemt ikke tænkt mig at forspilde," sagde han sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han var virkelig stolt af de muligheder som han havde fået. Han trak tilfredst på smilebåndet. "Og den tid kommer førend man aner det," sagde han selvsikkert.

Rygterne var mange, og Lucifer lagde ikke skjul på dem som han havde hørt. Denjarnas reaktion om ikke andet, sagde ham da tydeligt, at det med fyrsten var en løgn. Han trak næsten morende på smilebåndet, for han kunne jo heller ikke lade være. "Jeg går ud fra, at det rygte er en løgn," sagde han med en rolig stemme. Nu begyndte det jo for alvor at interessere ham. Han kunne jo ikke lade være med at sig ved tanken om det hele. At han så sad overfor en gammel leder af mørkelverne, var uden tvivl en tanke som faktisk morede ham. Der var ikke tilbage af den typiske mørkelver i hende, det kunne han da ellers så tydeligt se. "Du må virkelig have pisset på kongens sukkermad, må jeg sige.. En smuk kvinde.. ædel og stolt.. elegant.. ender i Manjarno." Han rynkede let på næsen. Han havde i hvert fald ikke ville kunne acceptere den forandring i sit eget liv.

[Deleted]

”Selvfølgelig ved jeg meget om hende. Hvilken person ville jeg ikke være, hvis ikke jeg kendte min egen veninde?” lød det sigende fra Denjarna. Hendes ord var ikke just et spørgsmål, men nærmere en konstatering. Hun vidste selvfølgelig ikke ligeså meget om Faith nu, som hun havde gjort dengang de var tættest. Dengang havde hun vel vidst alt om den kvinde. Tiderne havde blot ændret sig nu, og det kunne hun ikke just gøre noget ved. En skam anså hun det dog for at være, men rimelig ophængt havde hun også været på det seneste, og det næste stykke tid ville det ikke just blive bedre. ”Muligheder kan opstå de mest mærkelige steder. Det er selvfølgelig tragisk, at din moder måtte dø for at du kunne leve, men i tider som disse er det blot at gribe chancen, når man får den,” sagde hun roligt. Ja, hun anså ham bestemt for at være heldig. Verdens undergang var det desuden ikke at miste en forælder. Det havde hun selv oplevet, som hendes egen biologiske moder ligeså var gået bort under hendes fødsel. Selv havde hun dog haft sin fader, men han havde kastet hende bort.. ”Hvad med din fader? Jeg synes ikke, at du nævner ham,” kommenterede hun undrende.
At han nævnte Alexander for Denjarna, samt beskyldte hende for at have ligget med ham, fik det helt isne i hende. Hun hadede den mand! Faktisk måtte han ligge øverst på den liste, som hun ønskede døde. Tanken om, at nogen troede, at hun havde ligget med den mand, fik hende helt til at væmmes. Heldigvis havde han aldrig lavet en voldtaget i den tid, som hun havde været hans fange. Slemt nok havde det dog alligevel været, at han havde vovet at ligge hånd på hende. Blot tanken om hans hånd på hendes bryst fik hende til at væmmes. Hun sagde dog ikke mere til Lucifers ord, da han allerede havde fattet, at det var en løgn. Det eneste hun derfra ville høre, at han bar ligeså meget foragt for manden, som hun selv gjorde. De lignede dog ikke just, at han skulle til at sige, at han ligeså ønskede ham død.. desværre. Hun tog en ny tår af sin vin. ”Som sagt.. Kongen bryder sig ej om at blive afvist. Jeg har dog ingen klage imod, hvor jeg er endt. Dette føles mere rigtigt for mig, end hvad Dvasias gør,” sagde hun ærligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Faith havde altid været en kvinde med mange tanker, mange hemmeligheder, og det var bestemt heller ikke alle, som hun delte ud af, og det vidste han godt. Selv nu hvor han selv stod i rollen som hendes søn, så irriterede det ham selvfølgelig, at han ikke fik noget at vide, for den uvidenhed om den kvinde, som han jo faktisk havde kaldt for sin moder siden han havde været helt lille, var ham en ukendt kvinde, som han ikke vidste noget om. Det var næsten det værste af det hele. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen og med et smil på læben. "Din veninde? Jeg er blot forundret over, at hun intet har nævnt om dig for mig," sagde han roligt. Det var noget, som han uden tvivl var nødt til at undersøge nærmere. At hun så derimod begav sig ind på emnet omkring hans kære fader, var ikke noget som han ønskede at snakke om. Den mand havde uden tvivl været hans moder hengiven, men var aldrig kommet for ham, så han ville slet ikke have med den mand at gøre. Et sted var han vel uønsket i det tilfælde? "Min fader var der aldrig for hende, af hvad jeg ved. Hun gennemgik fødslen alene med Faith ved sin side. Jeg har aldrig kendt ham, andet end hvad der er blevet mig fortalt," svarede han ærligt. Ikke engang gjorde det ham noget, for hvorfor skulle det? Det gjorde ham trist naturligvis, men hvad kunne han da gøre ved det? Han havde de midler og metoder nu, som han havde, og det var det som faktisk betød noget for ham. Han var heldig. 
Alexander var ikke en mand som Lucifer nærede et direkte had til, for det havde han aldrig nogensinde haft nogen grund til før. Hvorfor skulle det da være anderledes nu? At det så var en mand som hun direkte nærede et klart had til, var en tanke som han fandt morende. For ham, var det eneste rigtige dæmonerne, og vampyrerne lå godt nok i bunden på den rangstige. "Jeg kan læse i dine øjne, at du føler had ved omtale af den mand," bemærkede han som noget af det første. Han gjorde tegn til en af tjenerinderne om påfyld, og dette blev gjort straks. Han vendte sig mod hende igen. "Så med andre ord, en falsk mørkelver? En mørkelver er ellers kendt for at være stolt af sit samfund og folkeslag.. Er det noget som du vil bringe til Manjarno?"

[Deleted]

At Faith ej havde fortalt Lucifer om sit venskab med hende, lagde Denjarna ikke just noget i. Grundene kunne være mange, og der var ikke altid, at folk havde krav på at vide alt om en. Selv sagde hun ej heller til alle, at hun altid havde betragtet Faith som en nær veninde. Det kom trods alt ikke dem ved. Nu sagde hun det kun fordi, at Lucifer var en dæmon og beskrev sig om Faiths ’søn’. ”Bare fordi, at du bliver set på som hendes søn, er det ikke ens betydning med, at du behøver at vide alt. Hvorfor betyder dette så meget for dig?” spurgte hun ham med et løftet bryn, for ja.. det føltes som om, at han ønskede at være over det hele. At han havde en fader, som han ej kendte til, forstod selv Denjarna sig på. Hendes biologiske fader havde nemlig givet hende bort, som hans kone og hendes moder var gået bort ved fødslen. Derfor kendte hun ej heller til sine biologiske forældre.. Ikke at det gjorde hende noget, da hun altid havde været en selvstændig kvinde. Hun havde altid overlevet på egen hånd. ”Det at have en forældre eller det at kende dem, har alligevel ikke en betydning for ens senere liv. Man er sin egen herre, og derfor også sin egen lykkes smed,” sagde hun stilfærdigt.
Han kunne læse i hendes øjne, at hun hadede vampyrfyrsten? Hun kunne ikke just bebrejde ham.. Det sydede i hende ved tanken om ham, og derfor undrede det hende ikke, at det skinnede igennem. Hun foragtede ham, ligesom hendes foragt for vampyrer generelt var steget. Kunne man også bebrejde hende, med alt hvad de havde gjort hende? ”Vi er ikke just perlevenner, hvis det er det du ønsker at vide,” svarede hun blot, som hun ikke følte behov for at uddybe det nærmere. Hun rynkede på næsen. En falsk mørkelver? Det var nu ikke lige de ord, som hun ville bruge på sig selv, bare fordi at hun havde tilegnet sig andre meninger. ”Så du mener, at man vender sin race ryggen i det sekund, at man tilegner sig egne meninger? I min verden kalder man det for styrke,” sagde hun sigende, som hun bestemt ikke var enig med ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Faith havde altid holdt kortene tæt til kroppen, og nu hvor Lucifer var ved at blive så gammel, begyndte jo selv han at stille spørgsmål, og det var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at undskylde for. Han lod hovedet søge let på sned. For alt hvad han vidste, så kunne denne mørkelver jo faktisk sidde og fylde ham med løgne, for han kunne jo hverken be- eller afkræfte dem. En tanke som uden tvivl generede ham, men ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan. "Faith er ikke just en ukendt kvinde for nogen.. Jeg har levet under hendes tag, samt taget imod hendes opdragelse siden jeg var helt lille, og jeg kender hende stadig ikke.. For alt hvad jeg ved, forsøger du at fylde mig med løgne," pointerede han med en sigende mine. Som mentaldæmon kunne han ganske vidst søge ind i hovedet på hende og finde svarene selv, også selvom han ikke vidste om han ville bryde sig om svarene. Han ville hellere høre dem fra Faith selv, så derfor skulle han måske spørge hende igen, når han engang tog turen tilbage til Dvasias og Appolyon? Selv vidste han jo godt hvem hans far var, men alt andet var ham ukendt. Han trak kort på skuldrene. "Af hvad jeg har fået at vide, er han ikke det værd at samle på og bruge tid på at skænke de tanker. Jeg har klaret mig med hvad jeg har," sagde han roligt. Han var stolt af det. Han var bedre end sin far, og det var han overbevist om.
Hvad angik vampyrerne, kunne Lucifer da tydeligt spore i hendes øjne, at det var en race som hun direkte måtte nære et voldsomt had til, selvom det nu heller ikke rørte ham det mindste. Han trak let på smilebåndet igen. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Det kan jeg fornemme... Hvad gjorde han egentlig ved dig i de måneder du tilbragte i hans hjem?" spurgte han videre. Han var jo en ekstrem nysgerrig mand, så dette var intet undtag. Selv måtte han jo sige, at hun skilte sig på mange måder fra hvad han var vant til at høre og vant til at se. Igen trak han på skuldrene, inden han tog en ny tår og roligt satte glasset fra sig. Hænderne foldede han over bordet, og uden at se bort fra hendes ellers så smukke ansigt. "I min verden kaldes det forræderi," sagde han blot. 

[Deleted]

Han mente, at Denjarna løj? En skam var det vel, siden det hun fortalte rent faktisk var den pure sandhed. Han opførsel fik hende dog til at spekulere mere over ham. Ønskede han, at hun løj, fordi han ikke brød sig om sandheden? Selv kunne hun dog ikke se problemet i, at hende og Faith skulle være veninder.. Måske lå problemet i, at hun ikke selv var en dæmon og derfor ikke var en af dem? Hendes sølvgrå øjne betragtede hans ansigt. Hun kunne dog være ligeglad med hans meninger og tanker, så længe hun selv kendte til sandheden. Det var nemlig det vigtigste, som det var, hvad der var ægte. ”Hvorfor er du så hurtig til at konkludere, at det jeg fortæller dig er en løgn? Du siger trods alt selv, at du ikke kender hende til fulde, selvom du betegner hende som din moder,” kommenterede hun nysgerrigt, som det rent faktisk interesserede hende. Hun kunne dog se, at det ikke kun var hende, som han var afvisende overfor, men også sin fader. Det med faderen forstod hun dog, da han garanteret anså det for at være en afvisning, at hans fader ikke havde været der. Det var der dog intet at gøre ved, som der fandtes mange andre ringe forældre derude. Der kunne man vel blot sige, at det var glædeligt, at han var røget et bedre sted hen. ”Måske har folk ret i, hvad de siger om din far.. måske har de ikke. Det kommer igen an på, hvorvidt man ønsker at stole på de rygter, som svømmer rundt,” sagde hun roligt. Hvor han ikke kunne lide at tale om sin fader, kunne hun ej heller lide at tale om Alexander. Hun kunne i hvert fald helt fornemme, hvordan hun blev stram i minen ved tanken om den mand. Det var desuden ikke en mand, som hun ønskede at tænke på, da det afskum ikke fortjente den tid fra hende.. eller det gjorde han kun, hvis hun stod med fordelen. Desværre kunne hun ikke sige, hvor den mand var, og hvad han lavede. ”Lad os sige, at det er en historie til en anden gang,” sagde hun stilfærdigt, skønt det var en klar afvisning. Derfor var det også bedst, hvis blot han lod den ligge. Som han stemplede hende som forræder, hvilede hendes blik direkte i hans. Ja, der var garanteret dem på Dvasias’ siden, som ville stemple hende således, men der var også dem, som ikke ville.. ”Hvis jeg er en forræder, er det vel din pligt at slæbe mig tilbage over grænsen,” endte hun sigende med at sige. Hun havde dog ikke i sinde at gå nogen steder.. og et sted tvivlede hun også på, at han ville tage hende nogen steder.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne snildt få bekræftet eller afkræftet om hun sad og skænkede ham løgne.. Og dog.. Det irriterede ham virkelig, at han kunne sidde overfor en mørkelver, som kunne sige mere om hans moderfigur, end hvad han selv kunne, og han havde været omkring hende siden han havde været spæd. Han havde jo blot været nogen timer gammel, da hans moder måtte opgive kampen for sit liv. Heldigvis ikke noget, som han kunne huske. "Sagde jeg da, at du løj for mig? For alt hvad jeg ved, kan du fylde mig med løgne, og jeg kan ikke be- eller afkræfte om det du fortæller mig, er sandt," sagde han roligt. Ikke at han troede på det. Han var efterhånden god til at spotte på folk om de løj for ham eller ikke, og der var ikke nogen tegn ved denne kvinde som indikerede lige netop den del. Og selvfølgelig var det noget som måtte irritere ham. Hun vidste mere om den kvinde end hvad han selv gjorde.. Og det var da irriterende! "Manden er kendt sågar på sit fornavn.. Ilosonic..? Af hvad jeg har fået fortalt, var han en kvindeglad scorekarl.. Og min moder var blot et af de mange ofre. Mere end det ved jeg ikke, og mere har jeg ikke brug for at vide," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Selv for ham, var snakken om hans far lukket. Han fik intet ud af at gå i dybden med det. 
At hun ikke ville fortælle ham historien om hende og Alex, gjorde ham nu alligevel nysgerrig. Hovedet lod han søge let mod den anden side, og uden at se bort. "Tror du at vores veje vil krydses igen?" spurgte han sandfærdigt. Det krævede godt nok, at der fandtes noget i Manjarno som kunne drive ham hertil igen, og til nu, måtte han jo erkende, at han ikke var særlig overbevist. Han måtte dog alligevel finde situationen morende.. Han sad jo faktisk overfor en landsforræder, som havde valgt at vende sit land ryggen for at indtage sit eget. Han betragtede hende sigende. "Hvorfor skulle jeg? Jeg har intet med mørkelverne at gøre, og skal jeg endelig vælge, undgår jeg helst at lægge en finger på Jer," sagde han ærligt. Afskum var alle foruden dæmoner. Det var jo det han var vokset op med.

[Deleted]

”Det er sandt, at jeg kunne fylde dig med løgne.. men ligeså vel kunne jeg fylde dig med sandhed. Det er blot, hvad du vælger at tro på. Hvad end du vælger at tro, vil det dog næppe have den store indflydelse på mig,” sagde Denjarna roligt. Selv frygtede hun ikke tanken om, at han ville opsøge Faith med dette spørgsmål. Faktisk fandt hun det bare humoristisk. Humoristisk, at det havde så stor en betydning for ham. Hvorfor det overhovedet skulle være et problem for ham, forstod hun dog ikke. Var det fordi, at hun ej var dæmon, men mørkelver? Hvis det var således, havde hun aldrig været ligeså fordomsfuld, som han var. Og var tanken om at have hende som ven virkelig så slem? Det kunne den vel kun være, hvis man lod sig fylde med alle løgnene. ”Navnet siger mig ikke så meget, hvis jeg skal være ærlig. Det er ej en mand, som jeg har tilbragt tid med,” sagde hun ærligt. ”Men hvem manden er, og hvad han har gjort, kan være ligegyldigt, så længe du ej ønsker at opsøge ham eller følge i hans fodspor.” Selvom det var familie, mente hun ikke, at det var ens betydning med, at man skulle elske den uden spørgsmålstegn. Hun havde i hvert fald aldrig gjort noget for at finde tilbage til sin.. Det var måske også med til at fortælle, hvilken selvstændig kvinde hun var, og hvordan hun altid havde valgt sig selv.
Om de nogensinde ville ses? Tja, man kunne jo aldrig sige med sikkerhed, hvilke veje der ville krydses, og hvilke veje som ville forblive urørte. Lige umiddelbart kunne Denjarna dog også have sine tvivl. Hun vidste nemlig ikke just, hvad der kunne bringe dem sammen igen. De talte nok sammen, men det var ikke just fordi, at de havde noget sammen. ”Hvem ved? Som sagt.. jeg kan ikke spå fremtiden,” svarede hun med et svagt smil på læben. Som tingene lå nu, var der dog ingen udsigter til, at hun nogensinde ville fortælle ham om Alexander. Tilfredst nippede hun til sit glas. Det var, som hun havde regnet med. ”Og som du ikke vil forstyrre min vej, vil jeg ej forstyrre din,” sagde hun roligt. Ja, det passede hende ganske udmærket, at hun ej heller skulle til at slås med ham nu. Hun havde nok at se til i forvejen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer skulle uden tvivl undersøge det her videre når han engang søgte hjemover igen. Det kunne ikke passe, at Faith ikke kunne åbne sig bare lidt op for ham, specielt når han nu var så stor en del af hendes liv i forvejen. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. "For nu går jeg ud fra, at du vælger at skænke mig sandheden. Specielt hvis der er noget om, at du har stået Faith nær," sagde han med en ganske sandfærdig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Vred var han ikke.. nok mere over omstændighederne, da han ikke vidste hvordan tingene egentlig hang sammen, hvilket næsten var det værste af det hele. Han trak vejret dybt. Hans forældre ønskede han ikke at tænke over. Han var i live.. de var døde - for ham i hvert fald, da det ikke var til at sige om hans far overhovedet var død eller levende, og han var ligeglad. At hun ikke kendte til hans far, forundrede ham faktisk, da hans far havde været både i Procias, havde væltet mange ting på sin vej, og faktisk var en kendt mand.. Og et sted gjorde det ham intet. "Jeg har ingen planer om at vandre i min faders fodspor. For mig er han en død mand," sagde han kortfattet.
Lige umiddelbart havde Lucifer absolut ingen intentioner om at opsøge Denjarna her på denne side af grænsen igen, men om deres veje nogensinde ville krydses.. det var jo heller ikke ligefrem til at sige, og han nød jo faktisk tanken om det, om han skulle være helt ærlig. Blikket gled roligt i retningen af hende igen. Hun havde jo ret. Det var jo aldrig til at sige. "Landet her skal virkelig have noget særligt at byde på, om jeg skal tage turen hertil igen," sagde han stilfærdigt. Han lod for nu sin øl stå på bordet. Han var nu mere interesseret i hende, end hvad han var i så mange andre ting, for han havde ikke nogen grund til andet. "Udmærket. I så fald, lyder det da til, at vi er på bølgelængde." Han blinkede til hende. Han kunne jo heller ikke lade være. 

[Deleted]

På trods af, at han syntes at have svært ved at acceptere hende, valgte han alligevel at tage hendes ord for gode varer, og det faldt uden tvivl i god jord hos Denjarna. Det var meget muligt, at det ej ville have den store betydning for hendes liv, om han troede hende eller ej, men alligevel var det en glæde at høre, at han alligevel ikke troede, at hun løj for ham. Det gjorde hun trods alt heller ikke. ”Vi er måske ikke ens, men det glæder mig at høre, at du alligevel tør tage mine ord for gode vare,” sagde hun roligt. Temmelig raceracistisk forekom han hende, og derfor var det kun en positiv ting, at han ej forkastede hende fuldstændigt. Det ville desuden gøre ham godt, hvis han åbnede sit sind op for andre end hans egne. Han behøvede skam ikke at stifte familie med en ikke-dæmon, men han måtte godtage, at der var andre og at det både var på godt og på ondt. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Hvis det er sådan du har det med det, er det sådan det er. Det er ej en indstilling, som jeg ønsker at ændre på, da det er den pårørendes egen beslutning,” sagde hun ærligt, som hun skam mente det. Der var dem som mente, at familie var familie og at det skulle holdes ved, men ikke hende. Selv mente hun, at man ligeså vel kunne vælge sin egen familie.
”Hvis ej du føler, at landet her har noget at byde på, så lad os håbe, at du har ombestemt dig om nogle måneder,” sagde Denjarna med et sigende smil på læben, som hun refererede til, at hun havde i sinde at indtage landet her. Formentligt ville det også betyde, at landet endelige mødte fremgang igen. Hun ville selvfølgelig være nødsaget til at tage sig af Procias og Dvasias, men mon ikke hun var kvinden til det? Det valgte hun i hvert fald at tro på, indtil andet var bevist. Hun smilte svagt. ”I så fald er der da noget, som vi er på bølgelængde med,” tilføjede hun lettere drillende. Mødet havde nemlig vist, at de havde … lidt forskellige meninger, samt at de befandt sig i hver sin del af deres liv.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde skam ingen intentioner om at ægte andet end en dæmon. Intet andet var godt nok! Så selvom han måske var racerasistisk, så kunne han faktisk godt se fornuft i hvad andre måtte fortælle ham. Han valgte at tro på Denjarna, også selvom han havde disse ting, som han måtte tjekke op på, når han søgte hjemover igen. Han ville finde ud af mere omkring Faith. Nu havde han vel også efterhånden den alder, som gav ham muligheden for at gøre lige så? Alt det som folk fortalte om hende, kunne jo faktisk bruges mod ham, og den tanke bifaldte han så sandelig heller ikke! "Jeg kan jo få det be- eller afkræftet, når jeg vender hjem. Jeg har nu alligevel fået mange ting, som jeg agter at få svarene på," sagde han med en rolig stemme. Hvorfor lyve for hende? Han gik faktisk ikke ind for den slags, også fordi at han havde set med egne øjne hvilke situationer det selv havde efterladt andre folk i. Hans egen fader havde han ikke tænkt sig at lade se ham, eller opsøge ham, om han fandt ud af at manden var i live. I hans øjne, var den mand virkelig ikke det værd. Han trak kækt på smilebåndet. "Jeg er bedre tjent uden en mand som ham i mit liv."
Selvom de nok ikke havde vist sig at være helt på bølgelængde, så skulle det nok vise sig at komme alligevel. Hans blik gled roligt mod hendes skikkelse igen. Om deres veje ville mødes igen på et senere tidspunkt, var ikke til at sige, men det gik da tydeligt op for ham, at hun agtet at gøre noget ved dette land.. Og det gjorde ham jo faktisk forbandet nysgerrig. "Du driver i min nysgerrighed, Denjarna.. Jeg er faktisk spændt på, om du kan skabe disse mirakler for et land på randen til det evige fald," sagde han blot. Sandt var det. Landet her havde i hans forstand virkelig ikke meget at byde på, og han fandt faktisk landet her direkte kedeligt. "Netop. Utroligt, ikke sandt?" fortsatte han kækt. Han var jo flabet og kæk, men han vidste, at han kunne tillade sig det. 

[Deleted]

Det ene ben henslængte Denjarna roligt over det andet, alt imens hun nippede til sit vinglas. ”Det kan du, og formentligt vil du få de nødvendige svar,” sagde hun roligt. Selv tænkte hun, at han ville få de svar, som han søgte, men selvfølgelig kunne hun ikke sige, om Faith ville åbne op eller ej. Selv kunne hun dog ikke se ideen i at holde lige den information tilbage, for hvad kunne det gøre? Morsomt fandt hun det dog at sidde overfor Faith ”søn”. Hun havde nemlig altid været på god fod med den kvinde, og specielt var det også at se, hvordan hun havde valgt at opdrage en dreng. Det var dog også tydeligt at spore, hvordan stoltheden gik igennem. Det var uden tvivl en egenskab, som hun havde ført videre.. Gad vide, hvordan hendes afkom var endt ud, hvis hun havde valgt at gå igennem med graviditeten? Hun slog blikket ned for at lede sine tanker væk. ”Hvis det er din oprigtige holdning til sagen, er det også den korrekte indstilling at have. Det at man skal have sin biologiske familie, er et opreklameret synspunkt. Mange er kommet vellykket ud på den anden side uden,” sagde hun ærligt. Det var jo en påstand, som hun fuldt ud kunne stå bag.
Denjarna trak let på smilet. Så hun gjorde selv udefrakommende nysgerrige og spændte? Det var uden tvivl interessant, og til hendes fordel. Han havde måske sagt, at dette ville blive hendes død, men at han nu sagde, at han ønskede at se, hvad hun rent faktisk kunne udrette, var bestemt ikke negativt. ”Jeg er ligeså selv spændt på at se, om dette vil lykkes mig. Min færd indeholder mange aspekter, og derfor har det ikke kun betydning, om jeg selv tror på sagen.. Jeg vil dog give den alt, hvad jeg har,” sagde hun sigende. Hårdt ville det være, og selv ville hun ikke kunne sige, hvordan det ville gå, men skræmt var bestemt ikke. Med årene skulle der skam meget mere til for at vælte hende af pinden. Morende trak hun på smilet. ”Et mirakel om end,” medgav hun drillende.