I'm just a simple guest

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ved at være hen på aftenen og for en gangs skyld, havde Lucifer valgt at søge til Manjarno. Ikke just det sted som han søgte mest til, men man skulle jo trods alt også udvide sin horisont. Han var en nysgerrig ung mand, og selv han sad inde med et ønske om at opleve verden.

Selv i denne aften, var der mange mennesker ude.. Et sted ikke noget som man var vant til at se i Dvasias, udelukkende for frygten for at støde på vampyrer og alverdens andre farlige væsner, så var det i særdeleshed en underlig tanke for en som Lucifer, som var vant til at se det andet. Ikke fordi at det var en tanke så gjorde ham noget som sådan, for det var rart.. Det var rart med noget andet, for det i sig selv, var en udfordring for ham. For nu satte han kursen i retningen af kroen. Det ville være rart med et sted at være, og få noget at drikke, inden han ville søge videre. Han nåede kun lige at slå dørene op, inden stanken af alkohol nærmest bankede op i ansigtet på ham. Der sad en del i salen, også selvom der stadig var mange ledige pladser, hvilket passede den unge mand ganske udmærket. Han rynkede let på næsen, inden han trådte indenfor og så sig om. Selv var stedet ikke videre imponerende i forhold til de steder, hvor han plejede at bevæge sig, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han tog det nu ikke så tungt. Her var han gæsten, og det var noget, som han var nødt til at huske, når det nu endelig var.

Lucifer søgte roligt op til disken, hvor han bestilte en fadøl. Manden som stod bag den, kiggede meget nøje på ham, som var han for ung, inden han alligevel skænkede det op. Han tog kruset med sig og tog plads, hvor han tog en god tår. Ikke just som den han fik derhjemme, men den gik uden tvivl an.

[Deleted]

Fremad gik det i Denjarnas søgen. Da hun først havde søgt til Manjarno, havde hun kun haft en støtte. Nu begyndte dette billede at se anderledes ud, som hendes plan begyndte at tage form. Hvad der havde startet ud med en støtte, havde nemlig mundet ud i en mindre skare. Det var selvfølgelig ikke nok endnu, men fremskridt var fremskridt! Rygter var begyndt at spredes i Manjarno, og det var en summen om muligheder og nye tider.
Fra grænsen mellem Procias og Manjarno, havde Denjarna nu rykket sig til selve Ityrial. Skræmmende tæt på hendes mål var det, og derfor kunne hun helt mærke en prikken i sine håndflader. Det var så tæt på.. og dog så langt fra. Utroligt var det næsten, at hun var nået så langt uden at blive stoppet endnu. Der havde selvfølgelig været dem på vejen, som havde ment, at hun var kuk, men ej havde det været værre endnu. De store spillere havde endnu ikke spillet ind.. Måske havde de endnu ikke hørt rygtet? Fremad gik hendes sag dog og det var det vigtigste.
Let skubbede Denjarna døren op til kroen, mens minderne øjeblikkeligt skyllede ind over hende. Minder om hendes kærlighed, Derick.. Minder om hendes nærmeste ’ven’, Salvatore.. Både gode og dårlige minder. Hun blinkede let med øjnene, som hun vænnede sig fra den friske aftenluft og behagelige lys, til de mange stearinlys og mad- og alkoholduftende stank. Den violette hætte valgte hun at trække en anelse i, som hun valgte at lade den forblive på for nu. Det var nemlig ikke til at sige, hvem der var for og imod hende her. Ej heller var det til at sige, hvor meget de vidste om hendes færd.
I forhold til den unge mand, som kort forinden havde trådt ind ad de selvsamme døre, vendte Denjarna sig sikkert væk fra den befolkede disk, og imod et af de mere fjerne borde. Der ville hun i ro og mag kunne vurdere, hvad der var bedst. Roligt og med ynde bevægede hun sig derover, hvor hun valgte at tage plads. Rart var det at sidde herinde i varmen. For det meste hed det nemlig, at hun slog lejr med dem, som fulgte hende. Det havde dog også hændt, at hun var blevet tilbudt husly og havde ligget i behagelige senge.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ikke just kendt med alle disse kræfter, som nu bevægede sig i Manjarno. Selv var landet mere eller mindre kendt som at være et sted, som man bare passerede, eller brugte som en slagmark. Det var i hvert fald de historier, som selv han var blevet kendt med. Folk var langt mere påpasselige, end hvad han var kendt med hjemmefra, men okay, nu voksede han jo også op blandt nogen af de værste dvasianere – Som Faith Jaceluck. En kvinde, som havde taget ham til sig, allerede dengang han havde været helt nyfødt, så han kendte jo heller ikke ligefrem andet, så var han hende dog stadig taknemmelig for at give ham denne fantastiske mulighed for et godt liv.
Lucifer hævede blikket, da en enlig kvinde måtte gøre sin entré på stedet her. Ikke just et sted, som han selv ville sige, at man ville se en kvinde befærde sig frit på alene, men det kunne jo være, at hun havde en alvorlig sag for på stedet som dette her. Han rynkede kort i panden, også selvom han kun endte med at ryste på hovedet og vendte sin opmærksomhed mod sin øl i stedet, da den var langt mere spændende at tage sig af end en simpel kvinde, som i princippet slet ikke sagde ham noget som helst. Han havde dog hørt en ting eller to om stedet her.. At der herskede kræfter i det fjerne, som luskede rundt og kun voksede sig store, var deriblandt dem som han havde hørt, men det var ikke videre noget, som fik hans alarmklokker til at ringe.. Når man var vokset op blandt Jacelucks, så var det ikke underligt, at der skulle langt mere til, før han følte sig truet af tingene.. Selv var han ganske rolig, velvidende om at han var en gæst i et fremmed land. At kvinden selv valgte at bevæge sig med ynde indikerede kun en ting for ham: Hun måtte være elvisk. Ikke just en form for kvinde, som man så særlig meget til, hvis han selv skulle sige det, og det gjorde ham intet.. Han fulgte hende dog med blikket, dog uden at gøre noget. Han kunne jo ikke lade være.

[Deleted]

Sorgløs syntes kroen her næsten at være. Stedet her mindede nemlig bestemt ikke om den hverdag, som Denjarna var blevet vant til. Hvad hun dagligt så var skræmte borgere. Skræmte borgere, som hun talte til.. beroligede. Borgere der igen fik synet tilbage, og borgere der valgte at deltage i hendes færd. Det var uden tvivl en helt speciel ting at opruste sig selv – og ikke mindst et folk – til at overtage en trone. Hvornår hun sidst havde været omkring så mange, erindrede hun end ikke, men berusende var det. Det berusede hende at vide, at dem der i øjeblikket ventede på hende udenfor denne kro, troede på hende. Der var endda dem, som var ude at sprede rygtet for hende.. eller det var vel ikke blot et rygte længere, men nærmere en mission.
Denjarna så op, som en af servitricerne havde fundet vej til hendes bord. Ja, lidt at drikke ville uden tvivl gøre godt. Det ville ligeså gavne hendes billede her, da hun i så fald ville falde bedre ind, og det passede hende ganske fint for nu. ”Et glas rødvin,” endte hun med at bestille. Ja, et glas rødvin ville gøre godt, og ej heller ville det være for meget. Den unge servitrice nikkede, som et tegn på, at hun havde forstået ordren. ”Så gerne, frue,” sagde hun høfligt, inden hun svingede om med den tomme bakke balancerende. Blikket lod Denjarna følge hende, hvor hun betragtede, hvordan hun på sin færd til disken, bevægede sig omkring bordene og samlede de tomme glas op på vejen. Videre gled hendes blik, hvor det faldt på en herre, som sad og … betragtede hende? Kendte han hende? Med en intensivitet, som hendes sølvgrå øjne var kendt for, valgte hun at se ham direkte ind i øjnene. Hun vidste måske ikke, hvad stedet her ville byde hende, men alligevel frygtede hun ikke kontakten. Tilbageholdenhed var hun jo heller ikke videre kendt for.. Frembrusende var hun dog ej heller, som hun nærmere.. ja, listede sig ind på folk, alt imens hun holdt sig synlig for dem.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde hørt små historier om en vis Denjarna som skulle samle grupper af mennesker, også selvom han ærlig talt havde svært ved at forstå formålet med det hele.. Måske fordi at han ikke selv kendte Denjarna og var født udenfor en tid, hvor alle snakket om hende, for hendes navn sagde ham virkelig intet, så derfor reagerede han heller ikke yderligere på denne kvindes tilstedeværelse, for hvorfor skulle han? Han var langt højere hævet i hans øjne.. Ikke bare fordi at hun var en elver.. Og en mørkelver hvis han ikke tog helt fejl, så agerede hun slet ikke efter den profil, som de mørkelviske kvinder var kendt som, hvilket han fandt yderst mærkværdigt. Han rystede let på hovedet af sig selv igen og tog endnu en tår.
I det øjeblik hun selv vendte blikket mod ham, mødte han hendes blik, så gengældte han det blot, da han bestemt heller ikke var bange af sig.. Sådan en mand var han ikke, så han blev siddende længe.. Temmelig længe, inden han vendte blikket væk, for at tage en tår mere af sin øl. Igen ikke som den han fik derhjemme, men han var nu også vant til den finere kvalitet.. Det var uden tvivl det eneste, som man turde skænke en Jaceluck, og han kaldte sig jo selv ved det navn, da det var Faith som havde opfostret ham.. En genial trussel, når han færdes ude, for folk frygtede hende uden tvivl, og specielt nu, hvor hun var blevet hvad hun var blevet til. Rødvin? På et sted som det her? Kvinden som sad ikke langt fra ham, havde uden tvivl temmelig fine tendenser, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde synderlig meget til.
Let måtte smilet finde vejen til Lucifers mundvig, inden han roligt rejste sig op. Igen var han ikke bange for at tage skridtet, selv på trods af hans ellers temmelig unge alder. Han var ikke bange for noget.. i værste tilfælde, så blev det jo en afvisning, eller sådan noget. Han tog om sit krus med øl, inden han søgte hen til hende – ganske uvidende om hvem hun egentlig var. ”Kan jeg sætte mig?” spurgte han ganske roligt. Ikke afventede han svar, før han placerede sig på pladsen overfor hende.

[Deleted]

At manden som Denjarna så på, ej var bange af sig, kunne man også kun sige om hende selv. For selvom hun var blevet trynet gang på gang af de højere magter, stod hun stadig med oprejst pande. Der var en grund til, at hun levede endnu, og det gjorde, at hun forsat kunne bevæge sig med en selvsikker værdighed. For evigt så hun dog ikke på denne unge herre, som hun selv tog blikket bort, som han så væk. Det var også nu, at servitricen trådte hen til hendes bord og placerede et vinglas overfor hende. Hun havde fine tendenser, ja, men hun havde ikke just mange penge i lommen. ”Ellers andet, frue?” spurgte hun høfligt, hvor Denjarna svarede med en hovedrysten. ”Ellers tak.” Og med den afvisning, forsvandt servitricen igen over til de andre borde. Denne her gang blev hun dog ikke ladt alene, som servitricen denne her gang blev erstattet af den unge herre. Den unge herre, som hun havde haft øjenkontakt med for et stykke tid siden. Det i sig selv måtte han have taget som en invitation.. Hun hævede let et slankt øjenbryn, som han tog plads ved hende, alt imens hans spurgte, om han måtte. Hun løftede roligt sit glas. ”Jeg kan se, at min svar alligevel ikke ville betyde noget,” konkluderede hun roligt, som hun refererede til, at han allerede havde taget plads. Hvem var denne mand mon? Ven eller fjende? Hun løftede glasset op til de bløde læber, som hun tog en tår af den rige væske. Fantastik var det igen at have sin frihed. Længe havde hun ikke kunnet gøre ting som dette, men det kunne hun nu, og det nød hun til fulde. Aldrig ønskede hun at være indespærret igen, men hvornår ønskede man også nogensinde det? Hendes sølvgrå øjne søgte igen ham. ”Fortæl mig, hvem det er, som ønsker at dele bord med mig,” bad hun sigende. ”Der er mange andre tomme borde, men alligevel valgte De at sætte Dem her.” Sandt var det nu. Kroen her var kun halvt fyldt, og derfor havde han haft rig mulighed for at vælge, hvor han ønskede at sætte sig. Men igen .. han havde vel set hendes blik som en invitation.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man kunne bestemte ikke kalde Lucifer for en bangebuks, for det var da noget af det sidste han var. Med kendskab til hvilken familie han egentlig nedstammede fra.. to stærke familier, så kunne han jo heller ikke være andet end stolt over netop dette. Hans blik hvilede på denne mørkelviske kvinde.. Selvom han var en nysgerrig mand, så var det jo tydeligt, at denne kvinde faldt udenfor den normale profil for en mørkelver, og derfor var han nødt til at undersøge sagen noget nærmere. Selvom det var uden anden bagtanke, end at stille sin nysgerrighed, så tog han sin øl i sin ene hånd, inden han bevægede sig hen, hvor han alligevel valgte at tage pladsen foran hende. Han var nok en som var vant til at sætte mandens rang og plads højere end kvinden, så derfor afventede han bestemt heller ikke noget svar.
”Det vil jeg nok ikke ligefrem påstå at det vil. Og dog.. et selskab gør vel altid godt?” spurgte han ganske sigende, idet han vendte de isblå øjne mod hende. Noget af det som han havde af sin mor.. resten var stort set fra hans far. En mand som han dog ikke ønskede at vedkendes, nu hvor han vidste hvad han havde gjort mod hans moder, såvel som at fremstå som en forræder for dæmonerne, netop ved at vælge Procias frem for Appolyon. Selvom der var temmelig mange ledige pladser på stedet her, så var det virkelig ikke noget som rørte ham på nogen måde, for hvorfor skulle det dog gøre det? Han blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Interesseret i navn eller race? Måske begge dele?” fortsatte han. Selv havde han absolut ingen kvaler ved at dele sit fulde navn med hende. Hans efternavn fik langt de fleste til at trække sig alligevel, og han ville uden tvivl lyve, hvis han ville påstå, at det ikke morede ham. ”Lucifer Phoenix Isthar Jaceluck,” præsenterede han sig roligt. Hvis man kendte til de tre navne, som han faktisk bar med sig, ville man også vide hvilken blanding af dæmon han lige så måtte være: Ild, mental og is.. En temmelig farlig blanding, hvis man ikke passede på.

[Deleted]

Om selskab altid var godt? Det kunne uden tvivl diskuteres. Det afhang nemlig af, hvilken betydning det bar. De unikke sølvgrå øjne hvilede på hans ansigt, som Denjarna betragtede sig af ham. Hun kunne meget vel blive glad for hans selskab, men ligeså vel som hun kunne blive glad, kunne hun også blive vred eller ryge i knibe. Påpasselig havde hun dog altid været overfor fremmed, og det var vel heller ikke underligt med alt, hvad hun var blevet udsat for. ”Er alle Deres møder skredet frem, som De har ønsket? Hvis det er således, imponerer De mig,” sagde hun ærligt og dog tvivlende, uden at hun tog blikket fra ham. Selv håbede hun skam på et positivt møde, men selv vidste hun også, at man ikke altid kunne få, hvad man ønskede sig. At han ønskede at vide, om hun ville kende hans navn elle race, fandt hun til dels mærkværdigt. I hvert fald i denne situation. Hun ønskede blot at vide, hvem hun sad overfor. Ej hans stamtræ. Videre med sit svar gik han dog, inden hun overhovedet nåede at byde ind. Et svagt smil listede sig frem på hendes læber. Jaceluck. ”Forventede De virkelig, at jeg ej kendte til Deres race med det navn, som De bær? Alle ved, hvad en Jaceluck er,” sagde hun roligt, uden at hun kunne lade være med at tænke på to specifikke Jaceluck’er. Faith og Moniqe Jaceluck. Særligt Faith måtte have en plads i hendes hjerte, som hun måtte være hendes kæreste og eneste veninde, samt det var en kvinde, som hun respekterede højt. Derfor var det til at sige, at hun var på god fod med Jaceluck-familien. Derfor var denne mand måske også til at stole på.. eller også var han bestemt ikke. Navnene Phoenix og Isthar kendte hun dog ikke til. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Hvad laver De så langt fra Dvasias?” spurgte hun ham direkte. Havde han et bestemt henseende her i byen, eller var det blot fornøjelse? Det var ikke til at vide, men dvasianer var han. Helt bestemt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var sparet for rigtig meget af den mørke historie som Dvasias havde været igennem. Selv kendte han ikke særlig meget til sin ’mor’ som var den rolle Faith havde taget til sig, allerede fra da han var født, da det var en hændelse som havde kostet hans biologiske mor livet. Ikke at det gjorde ham noget, for han havde aldrig kendt hende, og han havde været heldig, at hans moder havde stået Faith nær. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse. Man kunne bestemt ikke sige at alle møder forløb som han ønskede at de skulle, men det var vel bare en del af livet? Man fik jo ikke alt som man gerne ville have det, hvilket var noget, som han jo så måtte lære på den hårde måde.
Selv lod Lucifer elevatorblikket glide op og ned af denne kvinde. Hvem hun var, havde han stadig ingen anelse om. Selv havde han ingen kendskab til Denjarna. ”Jeg vil bestemt ikke påstå at det er gået lige heldigt for mig hver gang.” Hans stemme bar præg af en selvtillid, som selv uden tvivl lå det til det familienavn som han nu bar med sig og det var noget som han uden tvivl også gjorde med stolthed. At navnet ’Jaceluck’, ikke var ukendt for hende, passede ham uden tvivl ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. De isblå øjne søgte til hendes skikkelse. ”Alle har kendskab til familien Jaceluck. En særdeles stor, men stolt familie,” sagde han videre, også ganske selvtilfreds. Selv droppede han ganske fint den høflige tale, da hun ej var royal af nogen slags, så havde hun bestemt ikke siddet her, og det vidste han jo godt. Han trak kort på skuldrene. Han havde brug for at udvide sin horisont, opleve noget nyt og se hvad verdenen ellers havde at byde på, end hvad Dvasias kunne skænke ham, og det var også derfor at han havde taget dette valg. ”Ny viden.. Undersøge de ukendte områder, som jeg ej har ladet mig betragte af tidligere. Blot med de mange historier fra egnen her.. Jeg ønsker at betragte mig af det med egne øjne.. Og Dem? Hvad bringer Dem hertil?” spurgte han videre. Han kunne skam også tiltale ordentligt.. bare ikke på det niveau som man ville med en kongelig.

[Deleted]

”Det tænkte jeg nok,” endte Denjarna blot med at sige. For at alt kunne gå godt for en, skulle man være lidt af en mirakelmager, og end ikke der troede hun på, at man kunne være heldig hele tiden. Hun var bestemt ikke heldig hele tiden. Faktisk mindede hendes liv lidt om en karrusel, med en masse op- og nedture. Ja, det beskrev hendes liv meget godt. Dog tyngede det hende ikke ned, og det rørte bestemt ikke hendes ambitioner! Nej, de voksede nærmere ved det. Hendes sølvgrå blik hvilede på. Til dels arrogant var han. Ingen tvivl om det, men igen … hun kunne se, at han endnu var ung. Faktisk fik han hende helt til at minde hende om hende selv i sine unge dage. Ja, dengang havde hun været ufatteligt arrogant. Ung, smuk og ufatteligt succesrig havde hun været, og det havde betydet et stort ego. Selv kendte hun selvfølgelig ikke til Lucifers historie, men lige umiddelbart kunne hun se sig selv i ham. Ganske morsomt. Den arrogance var dog heldigvis noget, som hun var kommet sig over, og om denne mand ville opleve det samme, kunne hun til gengæld ikke vide. Hendes udvikling kom nemlig af, hvad hun havde oplevet, og hvem hun havde mødt. ”Stor er den i særdeleshed blevet. Jeg husker endnu den tid, hvor der kun var én fremtræden person fra den slægt,” sagde hun ærligt. Ja, Faith havde i sandhed gjort det godt. Det var dog ikke kun hende, som var skyld i dens udvikling, men dengang havde hun været den eneste nævneværdige Jaceluck. Nu vrimlede det vidst med dem. Det vidste deres møde også kun, at det gjorde, for hvor stor var chancen lige? Hun tvivlede dog på, at han havde et nært slægtskab til sin races leder. Det tænkte hun grundet hans mange efternavne. Hun nippede igen til sin rødvin. ”Det har aldrig skadet at udvide sin horisont. Jeg vil ligefrem mene, at det er det klogeste man kan gøre.. Finder De så landet tilfredsstillende?” spurgte hun ham. Hvad hun selv lavede her? Ja.. ”Lad os bare sige, at jeg søger nye græsgange,” svarede hun med et svagt smil. Sandt måtte det også være. De nye græsgange var dog mere betydelige, end hvad hun lige umiddelbart gav udtryk for... men alting til sin tid

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selvom Lucifer var ung og stadig havde horn som han skulle løbe af sig, så var han skam også fornuftig, da han ikke just var en mand af typen, som man ønskede at kaste sig i krig med. Han var ikke en direkte afkommer af familien Jaceluck, men selv den store leder havde valgt at tage ham til sig, da han ikke var mange minutter gammel, og han var glad for det. Tænk alle de muligheder, som det faktisk havde skænket ham, og det var uden tvivl noget, som betød utrolig meget selv for ham! Selv vidste han godt, at det ikke var menneskelig muligt at være heldig med den slags altid. ”Jeg vil meget gerne møde den mand som har været heldig med hver en samtale han har ført med et andet individ,” påpegede han med en ganske sigende mine, også fordi at det var ord som han faktisk mente. Selv var han stolt af at være en del af Jaceluck, selvom han faktisk ikke kendte meget til den. Det i sig selv, var kort som Faith tilsyneladende agtet at holde temmelig tæt ind til sin egen krop, selvom det ikke just gavnede ham på nogen måde. Han knyttede næven let. Det var et sårbart punkt, også fordi at han ikke kunne bekræfte om det var sandt eller falsk. ”Hvor mange der er, skal jeg ikke kunne sige.. Men mange fremtrædende er der nu. Det er en stærk og stabil familie,” sagde han blot, da det skam heller ikke var det, som han havde tænkt sig at snakke om. Selv måtte han trække let på skuldrene. Lige umiddelbart ville han ikke påstå at landet sagde ham noget særligt, men nu havde han jo heller ikke set meget af det. Han vendte blikket mod hende igen. ”Det er anderledes end de egne jeg selv nedstammer fra.. Smukt er her.. Men foruden det, synes jeg ikke at landet har noget at byde på,” svarede han kort for hovedet, inden han tog en dår af sin øl og satte den på bordet foran ham. Nu formåede hun jo kun at drive i hans nysgerrighed. Hvilke græsmarker søgte hun? ”Og hvordan skal den forstås?” spurgte han videre, dog med en nysgerrig undertone.

[Deleted]

Denjarna nikkede medgivende. ”Det ville uden tvivl være et interessant møde, hvis en sådan mand eller kvinde virkelig fandtes. Jeg har dog mine tvivl om, at det skulle være således,” sagde hun i en rolig tone. Ja, det ville uden tvivl være interessant at høre om bedrifterne fra den person, som altid havde set sig heldig til sine møder. Det ville desuden også være behjælpeligt at få fortalt, hvorledes vedkommende havde båret sig an. Dog tvivlede hun på, at hun nogensinde ville møde en sådan person. Selv kunne hun i hvert fald ikke sige, at hun var synderligt heldig … eller det kom vel i perioder? At end ikke Jaceluck-familien vidste, hvor mange de var, beviste vel blot, hvor meget de havde formeret sig. Utroligt var det helt at tænke på.. Meget havde i hvert fald ændret sig i forhold til de gamle dage. Dengang havde det mere eller mindre plot været Faith.. Faith, samt hende og Derick. Tanken om, hvilken trio de havde været, fik hende til at smile let. Det syntes dog, som var det et helt liv siden, og det var det vel også. ”Jeg kan umuligt sige dig imod, at det er en stærk familie, men stabil.. Ja, det kan diskuteres,” sagde hun, inden hun valgte at nippe til sit vinglas. Selv vidste hun, at den familie kunne have problemer, og tja.. sidst hun havde set Faith, kunne hun ikke just sige, at den kvinde havde været ved sine fulde fem. Det kunne hun dog heller ikke sige, at hun selv havde været. Hendes blik hvilede på ham. At han ej havde fundet det særlige ved Manjarno, fandt hun selvfølgelig trist, men alle kunne trods alt ikke lide det samme. Et virvar ville det uden tvivl også skabe, hvis det var således. Derfor kunne man vel sige gudskelov for det. ”Smukt har jeg nu også altid selv fundet det.. men det kan være, at du ikke har fundet det særlige, fordi du ikke har søgt de rigtige steder endnu, eller fordi, at du ikke har set landet med den rigtige person.. Det kan selvfølgelig også blot være, at landet ikke er din kop te,” sagde hun roligt. Selv havde hun kommet her meget med Derick i sin tid, og nu havde hun valgt at gøre landet her til sit hjem. ”Hvordan tænker du, at det skal forstås?” svarede hun mystisk igen, som hun opfangede hans nysgerrighed.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste allerede nu, at der ikke fandtes nogen som helst på denne jord, som var lige heldig med sine samtaler og dialoger med sine medmennesker.. Det ville han simpelthen ikke tro på. De isblå øjne gled roligt mod hendes skikkelse og med et tilfredst træk på smilebåndet. Selv kunne han jo slet ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. ”Jeg har mine tvivl om, at der overhovedet skal findes sådan en person.. Ingen kan være så heldig,” afviste han blot, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn. Selv var han ikke en fuldblodsbeslægtet del af Jaceluck, men taget til sig.. nok snarere adopteret, kunne man sige, og så var han blevet skænket navnet. Faith havde aldrig rigtigt indviet ham i særlig meget af hvad der var foregået i familiens mørke fortid, og nu hvor han var ved at blive så gammel, måtte han erkende, at det var en tanke som faktisk begyndte at irritere ham. Han knyttede den ene næve om sin øl med en mere fast mine end hvad han havde gjort brug af tidligere. ”Stabil er den blevet.. hvad den har været før, skal jeg ikke kunne sige.. Det er mig et ukendt farvand,” svarede han blot. Hans uvidenhed hvad angik den familie, som faktisk havde taget ham til sig, kunne han lige så godt vise med det samme, frem for at lade folk udnytte den.. Han ville ikke tage det til sig. Faith var dygtig.. virkelig dygtig, og hvem hun havde rendt sammen med eller hvor for den sags skyld.. Han gik bestemt ikke ud fra, at landet her var et af de steder, for Manjarno var virkelig ikke meget at råbe hurra for.. At det så var noget som påvirkede denne kvinde, lagde han dog meget hurtigt mærke til. ”Det er meget muligt, at jeg ikke har set disse smukke områder, eller hvad landet her i sandhed har at byde på.. Jeg stoler ikke på alle og enhver til at vise mig det.. og i det tilfælde, er det synd og skam, at det skal skjules på den måde,” sagde han. I hans øjne, burde disse ting ligge lige til, så man kunne se dem.. betragte sig af det, og specielt hvis det var noget særligt.. Og nu hvor hun snakket om nye græsgange og nye marker, så var han da nysgerrig efter at vide hvad hun mente. ”Du søger noget nyt.. men i hvilken forstand søger du nyt?” fortsatte han.

[Deleted]

Sandt var det. Ingen kunne være så heldig. Det lå vel i naturen, at man skulle begå fejl og møde modvind? Det var desuden modvind, som skabte folk. Selv tvivlede Denjarna i hvert fald ikke på, at hun var blevet til den kvinde, som hun var i dag, grundet al det der havde hændt hende. På den måde kunne man vel også sige, at hun skulle se glædeligt på, hvad der havde hændt hende, da hun var stolt af, hvad hun var. Dette var dog ikke helt tilfældet, da det var svært at velkomme al den smerte, som havde hændt hende. ”Det er skam heller ikke en tro, som jeg befinder mig i,” sagde hun ærligt. Så naiv var hun skam ikke. Hun af alle vidste, hvordan verdenen hang sammen. At Lucifer mente, at hans familie var blevet stabil, kunne hun som sådan ikke sige så meget til. Hun levede trods alt ikke i den, og det var efterhånden måneder siden, at hun sidst havde set Faith. Faktisk havde hun set ufatteligt lidt til den kvinde i lang tid, men det var, hvad det var. Alting ændrede sig trods alt med tiden.. Gad vide om hun havde fået rettet op på tingene? ”Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad der er sket indenfor en række måneder, men hvis du siger, at der er styr på flokken nu, er det vel sådan det må være,” sagde hun roligt. Eftersom hun ikke levede blandt familien, kunne hun ikke sige, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Hun var dog glad for at høre, at tingene gik som de skulle nu. Aldrig havde hun nemlig haft et udestående med Jaceluck-familien. ”Det er synd og skam, at man ikke vil se, hvad der ellers kan ligge for øjnene af en. Vi må dog alle vælge og fravælge, da man ej kan rumme alt. Det er dog ikke ens betydning med, at man skal handle snæversynet,” sagde hun stilfærdigt. Ja, det at være snæversynet kom man ikke langt med. Heldigvis udviklede de fleste sig fra dette med tiden. ”Jeg forsøger vel at vende om på mit liv, hvis man kan sige det på den måde,” fortalte hun kortfattet, som hun endnu ikke vidste, hvor bredt hun kunne tale med denne mand. Der blev måske talt om hendes bedrifter i krogene, men lige nu så det ikke ud til, at han havde en ide om, hvem hun var. Måske kendte han end ikke til hendes navn, hvis han hørte det? Hun havde dog sine tvivl..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Så langt var de da enig, og det var noget som Lucifer havde det ganske fint med. For nu gik det jo faktisk som han gerne ville have det. Han kunne jo snildt søge ind i hovedet på hende, om det var det som han ønskede sig, selvom det nu heller ikke ligefrem var det som han var ude på. De isblå øjne vendte han mod hendes øjne igen og med et let tilfredst smil på læben. Han kunne fornemme på hende, at hun var gammel… gammel i forhold til ham, selvom han naturligvis ikke sagde det højt.. En vis erfaring hvilede der med hende, for det stod tydeligt ud af hendes person, og den stemning som hun bragte med sig, hvilket han faktisk måtte sige sig at være draget af. Ingen tvivl om det. Hovedet lod han søge en kende på sned. Familien Jaceluck var ham stort set ukendt, så han vidste ikke hvad der var af familiemedlemmer, hvem de var beslægtet med, og hvem der havde været førhen.. Foruden at Faith selv havde givet liv til 3 børn, som nu alle var døde.. Men det var jo stort set også det. ”Jeg kan trygt fortælle dig, at der er styr på familien Jaceluck i disse tider. Det har der været i al den tid, hvor jeg har været en del af den,” fortalte han sandfærdigt. Selve landet her lagde ham ikke nogen videre interesse, hvilket han selv synes måtte være en skam. Han var meget forhåndsdømmende, og det havde han altid været.. Det var nok noget af det som han havde med fra Faith af. ”Hvad kan man sige.. Er der intet der falder i mit blikfang, mister jeg bare hurtigt interessen. Jeg har set smukke byer… kvinder.. landskaber.. men intet som jeg ellers finder tiltalende,” svarede han med et kort skuldertræk. Det var jo trods alt sandt. Som han selv ønskede at udvide sin horisont, ønskede han jo også at opleve ting.. lære nye at kende.. udfolde sig, sprede navnet.. you name it, bare for at gøre hans moder stolt, for det var hans vigtigste opgave lige nu. Han lyttede til hendes ord. Det i sig selv, lød jo faktisk ganske interessant. ”Det lyder… meget interessant,” sagde han tænksomt.