I'm just a simple guest

[Deleted]

Det var uden tvivl et klap på skulderen, at end ikke en mentaldæmon var i stand til at læse Denjarna. Det viste blot vor godt hun spillede sine kort. Længe havde hun nu også været i spillet, og derfor måtte det næsten være underligt, hvis hun ikke havde lært at befærde sig endnu. At hun var en anderledes mørkelver, vidste hun skam udmærket. Hun var vel en anderledes alt? Siderne havde hun dog stadig i sig, og det var også nogle af dem, som hun brugte på at klare sig. ”Fortæl mig, hvor mange mørkelvere du kender? Jeg ved, at min race som ofte holder sig for sig selv.. Jeg har trods alt selv været leder af dem.. Og derfor er jeg nysgerrig efter at høre, hvad du mener, at en typisk mørkelver må være. Du må kende en del, siden du kan sætte os i en bås,” sagde hun i en rolig tone, skønt det vel var at stikke lidt til ham? Selv tvivlede hun nemlig på, at han kendte hendes folk synderligt godt. Dog havde han ret i, at hun skam skilte sig ud. Roligt fortsatte hun sine skridt. Hun var skam ikke ude på at skændes med ham.. Hun var blot nysgerrig efter at vide, hvordan han tænkte, og hvad han egentligt vidste. ”Vi har alle nogle basiske instinkter, som vi følger. Det er blot, om vi ønsker at sande, at de er der eller ej,” svarede hun roligt, for selv var hun skam intet undtagen. Det vidste hun udmærket godt.
Langsomt stoppede Denjarna op ved hans ord for at vende blikket mod ham. ”Nyt eller gammelt sted gør det ingen forskel for mig. Jeg er vant til at blive set efter af den ene eller den anden årsag,” sagde hun ærligt, inden hun valgte at gribe let om hans underarm. Kun blidt, så han var i stand til at tage den til sig igen, da det skam ikke var ment som et overgreb fra hendes side. ”Du må forstå, hvordan historien er lige nu og her. Alting tager sin tid.. Jeg ønsker at ændre dette land til det bedre, og til det må man være tålmodig. Den verden, som vi står i nu blev trods alt ikke bygget på en dag,” og med de ord slap hun ham roligt igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selvom Lucifer ikke var særlig gammel, var han tvunget igennem en træning som styrkede hans mentalitet allerede fra dengang han havde været helt lille, så det var uden tvivl utroligt, at han ikke formåede at læse denne kvinde. Hendes tankegang faldt ham bare.. så langt væk fra det naturlige af hvad der var typisk ham, og han vidste ikke hvad han skulle sige til det.Særligt fordi at hun havde de dvasianske rødder et eller andet sted, selvom det ikke var noget som han kunne se særlig meget ved hende - lige nu om ikke andet. "Jeg må tilkendegive, at jeg ikke kender mange, men hvad der er typisk for en mørkelver er bestemt ikke denne tankegang, som du viser mig," fortalte han med en rolig stemme. Han vendte blikket sigende mod hende. Selv var han ganske ung, men han var præget af meget af det dyriske og særligt i hans tankegang når det kom til hvordan han selv agtet at tage tronen. "Hvorfor benægte det, når alle ved at det er der?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Tungen strøg han let over sine læber. 
Selv brød Lucifer sig slet ikke om at blive stirret efter, som var han et misfoster, og det var noget som uden tvivl fremprovokerede for Lucifers vedkommende og han brød sig ikke om det.. Og derfor vidste han jo så også godt, at det var noget som han ikke var ene om at synes. "Det er meget muligt.. Men for mange er det provokerende, og det tegner heller ikke godt for landet her, hvis mange andre sidder inde med den samme følelse som jeg.." endte han med et kort skuldertræk.

[Deleted]

At Lucifer ej kendte så mange mørkelvere igen, forundrede bestemt ikke Denjarna. Det var ikke fordi, at hendes race var sky.. De kunne bare godt lide at holde sig for dem selv. Det var også af den grund, at hendes race var så forskellig fra resten af verdenen. De havde deres eget samfund, deres egen levemåde, og da de havde svært ved at se sig enig med resten af verdenen, havde de valgt at holde sig afsides. Der måtte hun så i selv være undtaget, som hun måtte være den mest fremtrædende og anderledes mørkelver til dags dato. ”Jeg vil ikke benægte, at jeg skiller mig ud fra den typiske mørkelver.. Ej heller fra den typiske dvasianer. Men når det kommer så vidt er det også fordi, at det er de færreste som kan sige, at de har oplevet, hvad jeg har været igennem,” sagde hun i en rolig tone, som hun vidste, at det var sandt. Der var trods alt ingen grund til at benægte de sande kendsgerninger. Blikket lod hun glide over ham. ”Det er skam ikke alle der ønsker at indse, at de har sider som den i sig. Derfor kan det være svært for nogen,” endte hun med at sige.
Langsomt valgte Denjarna at genoptage sin gang på stien. Det var en stille aften her i byen.. Det havde det dog været længe, som der ikke længere var det samme liv i gaderne, som der engang havde været. En tilstand som hun ønskede at lave om på. ”Spekuler ikke over, hvad andre tænker. Vælg i stedet at hæve dig over andre og vær bedre end dem,” sagde hun i stedet til ham, skønt det endnu syntes, at han var urokkelig. Selv mente hun dog, at hendes ord var betænkningstiden værd.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Mørkelvere var ganske vidst ikke lige det væsen som man så mest til, også selvom det alligevel var et væsen og et folkefærd med egne traditioner som selv gjorde Lucifer ganske nysgerrig. Det var jo så anderledes i forhold til hvad man selv kunne regne med i den anden ende, og det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Blikket gled mod hendes skikkelse endnu en gang og med det kække træk på smilebåndet. Hun skilte sig fra den typiske mørkelver.. og siden det var sådan et stolt og stædigt folkefærd, var det så underligt, at det var det som i sandhed måtte forvirre ham? "Der er i sandhed ikke meget der binder dig til dine artsfælder i Dvasias, må jeg sige.. Måske at det er hvad der forvirrer mig.. Man ved hvor stolt et folkefærd en mørkelver i sandhed må være," fortalte han med et kort træk på skuldrene. Selv var han god til at læse, men når man afveg for meget, var det tilsyneladende yderst problematisk for ham. Det dyriske havde han lært allerede fra dengang han havde været ganske lille, at det var der, og at man lige så godt kunne acceptere tanken. "En skam.. Det er bedre, om man bare accepterer tingene som de er, istedet for konstant at modarbejde dem."
Selvom de fortsatte deres vandring igennem parken, måtte Lucifer i sandhed kede sig.. Der skete virkelig ikke noget omkring stederne her. Det var virkelig et dødskedeligt sted, hvis han selv endelig skulle sige det. Armene lod han glide over kors og med blikket som gled i hendes retning. "Nemmere sagt end gjort, når man er vant til øjenkontakt. Jeg ved ikke hvad du kommer fra, men i min verden er det ren provokation.. Uanset hvad landet her har været igennem burde folket alligevel danne sig en rygrad, og særligt når de endelig får venligt besøg udefra," endte han sigende. Som sagt, så var han slet ikke overbevist for nu. Det var virkelig et.. dødkedeligt sted.

[Deleted]

Lige umiddelbart afveg Jarna måske meget fra sin race, men hvis man vidste, hvad hun tænkte, holdt hun sig endnu meget til nogle af deres principper. Folk tænkte måske ikke over det, fordi hun blot var god til at vinkle alle punkter korrekt? Det måtte også være af den årsag, at hun var denne gode og karismatiske taler, som hun var. En elendig soldat var hun, som hun ej var god i kamp, men når det kom til at tackler personer psykisk, måtte hun være lidt af en mester. Det var trods alt også det, som hun altid havde gjort sig i. Derfor var det heller intet under, at det var der, som hun var stærkest. ”Tror du ikke, at jeg er en stolt mørkelver bare fordi, at jeg skiller mig ud? Jeg har stået som deres leder, så selvfølgelig elsker jeg min race. Det plagede mig ligeså dag ud og dag ind, at jeg engang ikke tilhørte dem.. Det der er, er dog bare, at jeg ikke længere ser mig enig med dem i alt.” fortalte hun sandfærdigt. Derfra måtte han i så fald tolke det, som han ville. Han mente måske ikke, at hun ikke kunne være en ægte mørkelver bare fordi, at hun skilte sig ud, men der mente hun, at det sagtens kunne lade sig gøre. Der fandtes nemlig ikke kun en sti, men derimod mange. ”Så sandt.. Man kommer ej langt, hvis man modarbejder sandheden. Det sander alle også før eller siden,” sagde hun roligt.
At Lucifer havde set sig sort på landet her, havde Denjarna skam fundet ud af. En skam var det.. Måske ville hans synspunkt aldrig ændre sig, og måske ville det blive bedre med tiden. Det kunne hun ikke selv vurdere, som hun ikke kendte ham godt nok, og sikkert ikke ville tilbringe mest tid med ham i fremtiden. Hendes plads ville nemlig forhåbentligt være her i landet, hvor hans tydeligvis var i Dvasias. ”Jeg kan blot sige til dig, hvad jeg hele tiden har sagt, og stadig er det op til dig, hvad du selv mener,” endte hun med at sige, da yderligere diskussion var unødvendigt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

I Lucifers øjne var Denjarna ej en mørkelver.. Lige hvad hun var, havde han dog ikke fundet ud af, men det der gjorde en mørkelver til en mørkelver, var ikke rigtigt noget, som man kunne sige, at Denjarna måtte være i besiddelse af. Det var noget som uden tvivl blot måtte vække ham en direkte morskab, men derimod også en nysgerrighed. Hun skilte sig så meget fra den typiske race, at det var.. utroligt.. Unikt ikke mindst, og det var da noget som helt klart også måtte tælle for hendes fordel et elelr andet sted. Det var da hvad han stærkt måtte gå ud fra. "En mørkelver defineres du af race, men din tankegang og måde at handle på, står i strid med hvad bogen tilskriver om Jer. Leder eller ej, så er det ej en position som du længere er i besiddelse af.. Den blev vel længe mistet af en grund?" spurgte han sigende, som han let lov hovedet søge på sned. Selv var denne verden dog ej af ukendt grund for hans vedkommende, men derimod var der visse ting som han ej forstod. En stolt mørkelver uden samfund? Den have han ærlig talt svært ved at forestille sig.
Nu hvor de var inde på det, vidste Lucifer jo godt, at der var noget dyrisk i dem alle sammen. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse igen. At folk valgte at modarbejde det, var jo trods alt deres egen fejl. "Blot må de lære det på den hårde måde, hvad vi andre har taget til os og accepteret," fortalte han blot, inden han igen stoppede op. De var kommet temmelig langt ind i parken, og blot ønskede han at forsikre sig om at han kunne finde vejen ud igen. Han havde bestemt ikke tænkt sig at skulle ende det hele her, men selv han måtte være præget af en uro af en slags og særligt ved at stå alene på et fremmed sted som dette her. "Min mening er gjort klar og tydelig, vil jeg sige," afsluttede han bestemt. Han var på ingen måder overbevist om hvad landet her bragte.

[Deleted]

Selv ville Denjarna stemple Lucifer som uviden, som han kun tænkte i stereotyper, og hvad han umiddelbart så. Dette måtte dog blive hans fejl og ej hendes eget, som hun kendte til en dybere historie. Han mente ikke, at hun var en mørkelver, fordi racen ej skinnede ud af hende. Selv mente hun, at det var en styrke, da hun endnu bar nogle af sin races karaktertræk, men fordi, at andre ikke var i stand til at se det, blev det til hendes fordel, som det gjorde hende uforudsigelig. En tanke, som hun udmærket godt kunne leve med. ”Racer bliver defineret i denne term; at racer opstår af en gruppe genetisk overførte fysiske egenskaber, samt en geografisk oprindelse. Jeg vil derfor altid være en mørkelver, ligesom du altid vil være en dæmon. Du vil for eksempel ikke kunne kalde dig for en druide, bare fordi du skifter synspunkt og pludselig vil være i et med naturen,” fortalte hun blot, da det var et faktum. ”Med hensyn til min tidligere stilling som leder, kan jeg fortælle, at jeg mistede stillingen, da jeg blev overfaldet og ufrivilligt omgjort af en vampyr. Det er først i nyere tid, at jeg har kunnet finde et smuthul for at blive mørkelver igen.” Gad vide, hvordan hendes liv have forløbet, hvis ikke hun havde mødt denne vampyr? Ville naturen alligevel have krævet, at hun gik denne vej, eller havde hun fundet en anden sti at følge?
”Visse folk accepterer det med tiden, og andre folk vælger at leve med, hvad de har og tror på. Det er alt sammen op til en selv, hvordan man vælger at tolke livet,” sagde Denjarna roligt, som hun vidste, at nogen kunne lide at leve med skyklapper for øjnene. Et valg de selv måtte træffe. Langsomt stoppede hun op, som Lucifer valgte at stoppe op midt på stien. Hendes blik faldt på ham. ”Det er den,” medgav hun roligt. Blikket kastede hun let omkring. Sent var det efterhånden ved at være blevet, og Lucifer var jo ikke just herfra. ”Hvad har du i sinde at gøre for natten? Lejer du et værelse, eller har du i sinde at tage hjem?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det kunne godt være at Lucifer var uviden i forhold til hvad der var normalt for en som ham, men med en som Faith til at lære ham det, som var så firkantet som intet andet, kunne man så derimod bebrejde ham for det? Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Det kunne godt være at han dømte på stereotyper, men det var det som han havde lært, også særligt når han som kommende leder af dæmonerne - når Faith engang trak sig eller gik bort. Selv hældte han nok mest til sidste alternativ, udelukkende fordi at han kendte hende i forvejen. "Du nedgører mig.." var det første som slog ham, da hun forekom ham som temmelig belærende, og den tanke kunne han da slet ikke have med at gøre på nogen måde. Alene det faktum, var noget som gjorde ham direkte irriteret, og det erkendte han så sandelig også gerne. Han vendte blikket væk fra hende. "Hvorvidt om du blev omgjort til en vampyr eller ikke, ændrer ikke på, at du tænker eller handler som mørkelvere flest ville have gjort det." Hans stemme var mere fast end tidligere.
Selv havde Lucifer så sandelig ikke tænkt sig at blive på denne side af grænsen, om han da ellers kunne blive fri for dette. "Folk flest finder det mest komfortabelt at leve med det. Det er trods alt det dyriske som sikrer at man overlever." Han blev denne gang stående. Han var ved at være træt af den belærende tone.. Og særligt fordi at hun gik meget op i at ophæve sig selv - i hans øjne om ikke andet. Meget muligt at han var ung, men der var grænser. "Jeg vil ikke søge ly for natten på et sted, hvor jeg ej kan vide mig sikker om, om jeg vil blive stukket i ryggen i min søvn, Denjarna. Tilgiv mig, men for mig er det blot sikrest at søge over grænserne til Dvasias."

[Deleted]

”Jeg oplyser dig om virkeligheden,” svarede Denjarna ham roligt. ”Hvorfor er dette faktum så meget anderledes, end hvorvidt man er et dyr eller ej? Der var du ikke bleg for at indse, hvad der var det rigtige. Hvorfor er det med racerne anderledes, når det jeg siger, er et faktum?” Rolig forholdt hun sig, skønt han hidsede sig op ved hendes oplysende ord. Morsomt fandt hun det et sted, da hans problem var, at han kun ville indse sandheden, når han kunne lide den. Det føltes sikkert ganske belejligt at tænke således, men i praksis gik det bestemt ikke. Det var vel også den del af verdenen, som han endnu skulle forstå sig på? Det kunne dog også være, at han slet ikke ønskede at forstå sig på den, og derimod blot ønskede at leve inde i sin egen dæmonboble. Hun trak let på skulderen ved hans ord. ”Evolution er en naturlig ting. Det er blot et spørgsmål om tid, før den rammer en.” Selv følte hun ikke, at han var så nysgerrig, som han havde beskrevet sig selv som. Videns søgende var han i hvert fald bestemt ikke! Han kunne nemlig kun lide den viden, der stemte overens med den, som han allerede kendte til. At han ej ønskede at blive i landet, undrede hende et sted ikke. Han havde trods alt ikke udvist den største begejstring for landet her. At han derimod var bange for et attentat, undrede hende.. han burde vel elske det? Fare, spænding, mord, blod? Det var jo ikke fordi, at det behøvede at ende fatalt for ham. Der var nemlig altid en mulighed for personlig sejr. Hendes hoved søgte på sned. ”Hvad blev der af manden der kunne lide livets mørke sider? Jeg troede, at det ville puste din adrenalin op at blive udsat for en sådan fare.. Spekulationen om liv og død.. Eller bryder du dig kun om modbydeligheder, når der ej er risiko for, at det er på egen krop?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer brød sig ikke om bedrevidende mennesker, og da særligt ikke når det blev fremhævet på denne her måde, for det kunne han da slet ikke holde ud. Han knyttede næverne ganske let. Også mest for at holde sig selv lidt i skak, for at holde det hele bare lidt igen, for han var en mand med et temmelig hidsigt temperament, og det vidste han jo godt. "Det hiver bestemt ikke dig nogen grund til at nedgøre mig," bed han hende af med en fast mine. Det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om.. Og nej.. han havde virkelig ikke i sinde at blive ret meget længere, velvidende om, at han faktisk kunne lære ekstremt meget af denne kvinde. Hun var vis og hun havde meget erfaring med sig.. en virkelig ulidelig cocktail, når det var denne måde det foregik på. "Jo hurtigere jo bedre.. jo bedre bliver man til at udnytte det til sin egen fordel, og jo længere kommer man," sagde Lucifer blot. Det var sådan at han havde det med tingene, og det stod han fast på.
Lucifer lod armene søge over kors. Om natten ønskede han da naturligvis at sove, og særligt hvis han skulle befærde sig i et nyt land, så var det jo ikke ligefrem noget som ville komme på tale i det hele taget. "Ej har jeg noget imod spænding i livet, men det jeg derimod gerne vil undgå, er naturligvis at miste det undervejs. Jeg kender ej landet her, og ej beboerne, og jeg vægter mit eget liv højere end deres," endte han med en ganske kortfattet tone. Det i sig selv, var jo ikke noget som kunne komme bag på nogen. Han reagerede blot, som enhver anden ville have gjort det. Der var man vel egoistisk?

[Deleted]

Morsom fandt Denjarna hans tankegang, som han i det ene øjeblik omgik sandheden, og i det næste øjeblik sagde at, at man skulle omfavne sandheden. Det skulle dog ikke undre hende, hvis han nægtede at sande, hvor meget han egentligt selv omgik sandheden. Ganske finurligt, men man var vel ung og stolt og følte, at man havde verdenen i sin hule hånd? Hun havde vel også selv været sådan engang? Dengang hun havde stået som sin races leder, havde hun i hvert fald tænkt, at det var alt. Sådan havde det dog ikke vist sig at være, men det havde hun også hurtigt sandet, som hun havde søgt ud i verdenen. Måske Lucifer bare trængte til at blive luftet en anelse? Selv ville hun i hvert fald finde det interessant at se en mulig forandring hos ham. ”Det er en skam, at du føler, at mine ord er nedgørende, når jeg blot ønsker at give dig en smule mere indhold. Fortæl mig.. Hvordan kan man være nysgerrig, hvis ikke man er villig til at lære?” lød det roligt fra hende. Hun betragtede ham, som han fortsatte med at sige sig selv imod. ”Sandt er det at sige, jo hurtigere desto bedre, men hvorfor følger du så ikke selv det princip? Hvorfor bekæmpe sandheden, når jeg lige har defineret for dig, hvordan det hænger sammen?” fortsatte hun. Gode ville disse verbale udfordringer være for ham, da det blot var en del af livet, som man skulle lære at tackle og i en fattet tilstand. Ej var hun nemlig bange for at prøve ham af, og det kunne han vel også lære af?
Denjarna forstod udmærket godt, at han agerede en tand mere forsigtigt i et fremmedet land. Dog tvivlede hun på, at han ville blive dolket i ryggen i nattens mulm og mørke. Sådan var det ikke her.. Det var nærmere hans eget hjemland, som han burde frygte. Desuden, man var rimelig sikker, hvis blot man fandt et værelse og ej en rendesten for natten. ”Selvfølgelig skal man først og fremmest tænke på sit eget liv.. Jeg er dog sikker på, at et kroværelse skulle kunne holde dig i live,” sagde hun ærligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Meget vel være, at det bare var Lucifer som overreagerede på dette, men det var slet ikke noget som han kunne gøre alverdens ved lige nu. Han var ung, og han var nysgerrig, og naturligvis, var det noget som han ønskede at få stillet på den korrekte måde, og ikke ellers. Hans blik gled i retningen af hende og med den samme kortfattede mine. Det kunne godt være, at det ikke var hendes opfattelse af tingene, men det var nu hans.. og han følte sig nedladet og nedgjort, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om. "Det er nemt at være nysgerrig, og samtidig  være villig til at lære. Særligt hvis det foregår på en ordentlig måde og med en ordentlig tone," endte han blot. Hans armen forblev korslagte foran ham. Det kunne godt være, at han til tider kunne have tendensen til at virke dobbelmoralsk, men han levede med Faith, så kunne det overhovedet forundre nogen? "Du har præsenteret din definition af det. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg er enig med dig," sagde han med en sigende mine.
Lucifer havde skam ikke tænkt sig at blive her i landet, og da særligt ikke på en overnatning. Han vidste hvad han havde i vente derhjemme, og hvis han skulle befærde sig på et sted som dette, så var det ikke noget som han ønskede at udsætte sig for, og da særligt ikke, hvis han skulle være her alene. "Hvorfor løbe risikoen? Jeg tror jeg vil søge mod mørket og mod mit hjem. Der ved jeg da hvad jeg har at forholde mig til. Det har været mig en sand glæde, Denjarna.. Jeg glæder mig til at følge dig i færden," sagde han roligt. Han var ved at være færdig for denne gang.

[Deleted]

Denjarna løftede sit ene øjenbryn. ”Og hvad er det for en ordentlig måde, som du foretrækker? Den, hvor jeg blindt giver dig ret? Hvilken tone ønsker du derimod, at jeg gør brug af? Selv føler jeg, at taler i en rolig tone. Jeg råber ikke.. Jeg snerrer ikke ad dig,” fortsatte hun roligt. Selv skulle det ikke forundre hende, hvis det var det første, som han blot ønskede. Sådan havde hun trods alt selv været engang.. Utroligt var det vel næsten, hvordan tingene havde udviklet sig gennem tiden, men ønskede hun egentligt andet? Egentligt ikke. Hvor meget skidt hun end havde været udsat for, måtte hun alligevel nyde selve resultatet. Hendes blik hvilede på ham. Han var ej enig med hende? Nej, det behøvede et geni end ikke at fortælle hende. Det summede allerede i atmosfæren mellem dem. ”Nej, det er bestemt ikke ens betydning med, at vi er enige,” medgav hun, som det uden tvivl måtte være tilfældet.
Denjarnas hoved søgte en anelse på sned, hvor et svagt smil måtte vise sig i hendes mundvige. Et interessant møde havde det uden tvivl også været for hende. De havde muligvis ikke set sig enige i alt, men ej heller var hun af den mening, at man behøvede at være hundred procent ens. ”Hvem ved? Måske har du mod på at løbe risikoen senere hen?” sagde hun roligt, som hun også måtte godtage, at han ej ønskede at blive her. Det valg var helt op til ham, og hvis ej han følte, at der var mere for ham her, måtte det være det. ”Jeg går ud fra, at du selv kan vejen tilbage?” spurgte hun ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer synes faktisk ikke at han krævede særlig meget. Var det meget at forlange, at man blev tiltalt med respekt? Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme intense og faste mine. "Ej behøver man at råbe eller snerre prinsesse. Der er mange måder hvorpå at man kan tiltale en anden mand skidt," pointerede han med en sigende mine. Der var uden tvivl rigtig mange ting, som han skulle have på plads, når han engang vendte hjem igen, og det var det som han stod fast på. Han skulle finde ud af hvem denne kvinde var.. og høre mere fra Faith, om det var en som han kunne høre noget mere om, for hun havde jo en fortid med den kvinde. Alle havde de hver deres definition og her måtte man jo bare sige, at de ikke var enige. Han var nok mere firkantet i det, men han var ung og havde endnu meget at lære, og det vidste han også godt. "Hvem ved.. det er min definition nu, som det er din.. hvem ved, om der er nogen af os, der vil ændre den," sagde han blot. Der fandtes vel heller ikke noget reelt svar?
Det var på tide at Lucifer drog hjemover. Selv var han dog ikke i tvivl om, at det ikke var hans sidste visit i landet her. Det var spændende, og da særligt nu hvor han stod overfor en kvinde, som man nu kunne kalde for en kommende dronning. Han kom uden tvivl til at undersøge denne færd noget mere. "Tro mig.. Det er ikke min sidste færd til landet her.." Han trak på smilebåndet, så de tynde læber skilte sig ud i et stort smil. Om han selv kunne finde ud? Det var han nu ganske overbevist om. Han nikkede igen til hendes ord. "Jeg finder selv vejen ud.. Til vi ses igen.. Prinsesse," svarede han lettere kækt. Denne gang gik han ned i et dybt buk, inden han vendte om og forlod stedet. Han søgte fast i retningen af Dvasias igen.

//Out

[Deleted]

Prinsesse? Denjarna hævede det ene bryn. ”Det er der meget muligt, men har du ligeså selv overvejet, at din tone ej heller er den mest optimale til tider?” svarede hun sigende igen, som han ej heller var nogen engel, når det kom så vidt. Lucifer måtte nemlig ligeså være skarp i tungen, som han var en flabet mand. Charmerende kunne det vel være, når mænd havde en vis alder, men senere hen gik det ikke just. At de hver især havde deres egen måde at se tingene på, vidste hun skam allerede. Det måtte hun også blot respektere, da de ikke alle kunne være ens. Dog holdt hun fast på, at Lucifer trængte til en smule indlæring. Dog tvivlede på, at det var hende, som han ønskede at lytte til. ”Meget kan nå at ændre sig, så hvem ved?” sagde hun roligt, som hun blot lod sagen hænge i luften. Deres møde lakkede alligevel også mod udgangen.. Om hun ville få ham at se igen, ville være spændende at se. Dog kunne man have sine tvivl, hvis hendes mission lykkedes. Hun trak let på smilebåndet ved hans ord.. Eller hvem vidste? Måske ville deres veje krydse igen, som han alligevel ikke havde fået nok af landet her. Hun kunne vel også se på det som sin fortjeneste, at han ej havde mistet gejsten for landet fuldstændigt? Op ad bakken havde det dog været. ”Det glæder mig, at du trods alt ikke blev jagtet helt bort,” sagde hun med det lille smil på læben. Hun endte med at slippe en let latter, inden hun medstemte: ”til vi ses igen.” Blikket lod hun morende følge ham, som han helt bukkede for hende, inden han vendte hjem. Det var vel også på tide, at hun selv søgte tilbage til lejren? Mange var klokken trods alt blevet.. Roligt påbegyndte hun selv sin vandring hjemad.

// Out